Never Mind.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Erika, har altid haft uheld med kærligheden, at hun ikke længere er interesseret i det. Hun holder sig helst væk fra drengene så meget som muligt, indtil en dreng der får alle pigerne bliver interesseret i hende, og begynder at nærme sig hende. Hvem ved?.

11Likes
52Kommentarer
609Visninger
AA

2. Kapitel 1.

1. Et uventet sammenstød.

Erika kom hurtigt tilbage til virkeligheden, da hun vendte sit hoved, og kiggede på sit vækkeur. Hun sprang hurtigt ud af sin seng, og åbnede sit tøjskab, så hurtigt som hun kunne. Hun tog hurtigt fat i sin normale skole-uniform, og tog den forsigtigt på. Hun smilte skævt til spejlet inde på hendes værelse. 'Hvorfor skulle jeg lige præcist, drømme om hjerte-knuseren Damien. Jeg er jo' ikke interesseret i ham'. Hun strammede langsomt sin slips omkring halsen, og sukkede svagt. Hun satte fart i sine skridt, og åbnede døren til stuen, hvor hun kort smilte til sin lillebror, og tog godt fat om et stykke toast, og hev fat i sin skoletaske, hvor hun derefter tog fat i håndtaget på den dør, der førte udenfor. Hun vinkede kort farvel til sin lillebror, og satte fart i sine skridt igen.

 

Erika nåede endeligt rundt om hjørnet, og smilte tilfreds, indtil hun gik ind i en person. Hun studerede langsomt personens ansigt, og Erika kom til at tænkte hurtigt på damien, siden personen havde gråt hår. Erika smilte skævt ved tanken om Damien, og skubbede sig langsomt væk fra ham, og kiggede igen op på ham, og opdagede at det ganske var Damien. Han smilte kort og normalt til hende. "Godmorgen, Erika." Sagde han med sin Dybe stemme. Erika reagerede ikke på hans stemme, og blev ved med at stirre på hans grå hår, med en langsom bevægelse. Han fniste kort højlydt, og tog en hånd på hendes skulder. Erika kom langsomt tilbage til virkeligheden, og slog hans hånd væk fra hendes skulder. Kort efter hun slog hans hånd væk, reagerede Damien langsomt på det, og kiggede på hende med et skævt blik. Erika tog langsomt et skridt bagud, på et forsøg på at flygte. Hun trådte hårdt ned med sin venstre fod, og faldt baglænds, pga hendes dårlige balance. Damien, som dog så lidt forvirret ud, reagerede hurtigt på det og tog et par hurtige skridt, og greb fat omkring hendes ryg. "Slap af', har du fået det forkerte ben ud af sengen idag?" Sagde han med en svag stemme, og smilte til hende. "Nej-nej!, kan du måske bare lade mig værre?" Sagde Erika, og rødmede svagt op. Damien fortsatte sit skæve smil, og rejste hende langsomt op. "Knap nok." Sagde han og klappede hendes hoved langsomt. Erika som dog følte en underlig følelse, begyndte at gå langsomt væk fra ham. 'Damien, Damien, Damien. Hjerte-knuseren, som altid siger nej til pigerne, som spørger ham om kærester, hvorfor skal han lige præcist snakke med mig?, og gøre mig så forvirret på, så kort tid?!' Lød det hurtigt igennem hendes hoved.

 

Da Erika endeligt, havde nået skolen, sukkede hun højlydt, og satte sig kort ned ved et træ. Erika rejste sig efter et stykke tid, da det ringede ind. Hun gik langsomt igennem en lang gang, der til sidst førte til hendes klasse. Erika smilte skævt, og kiggede langsomt ud af en vindue, hvor hun kort så et glimt af Damien. Erika stoppede langsomt op af nysgerrighed, og gik langsomt hen til vinduet. Damien stod selfølig, og snakkede med en pige. Erika studerede langsomt Damien og pigen, indtil Damien vendte sit blik imod Erika. Erika reagerede ekstremt hurtigt på det, og lod som ingenting, hvor hun kort fortsatte, sin rute imod klassen.

Timen som endeligt begyndte var altid kedelig, men det var anderleders på det tidspunkt, efter den drøm Erika havde. Hun følte sig somom, Damien hele tiden kiggede på hende, og det der gjorde det værre, var at han sad lige bag hende. Efter kort tid, blev Erika mere og mere mistænktsom, at han faktisk kiggede på hende, så hun tog mod til sig, og vendte sit blik kort bagud, imod ham. Han sad ikke og kiggede på hende, han sad faktisk og citerede hvad lærerinden sagde, hvilket gjorde Erika ret nysgerrig. Hun smilte kort til ham og vendte sit blik imod vinduet. Damien, som dog sad og skrev meget ned, lagde mærke til at Erika kiggede på ham, hvilket fik ham til at smile varmt.

Dansk timen sluttede langsomt og Erika fik kvalme, og en smertende hovedpine, hvilket fik hende til at gå ud af klasseværelset, og ned til skolesygeplejesken. Da Erika endelig nåede ud af klasseværelset, blev alt sløret for hende, men hun fortsatte langsomt."Noget galt?". Spurgte en person med en dyb stemme, og greb fat i hendes skulder. Erika opfattede langsomt personens stemme og vendte sig om. 'Damien, skrid nu bare. Jeg skal bare så langt væk fra dig som muligt.' Erika sukkede svagt. "Nej, jeg er bare på vej ned til sygeplejesken, uden dig." Hun smilte falsk til ham, og fjerner hans hånd fra hendes skulder, og fortsætter sin vej til skolesygeplejesken.

Erika, vendte sig stille om, for at se om Damien stadig fuldte efter hende, men der var intet tegn på ham, hvilket fik hende til at sukke svagt af lettelse. Erika hev langsomt i håndtaget, og tog et skridt ind i skolesygeplejeskens kontor. Erika skimmede langsomt en gammel læder stol, hvilket fik hende til at gå langsomt imod den, og sætte sig ned på den. Erika smilede skævt ud af et vindue, og tog sin hånd til sit hoved. "Grhh" gav hun fra sig af smerte. Det varede ikke længe før sygeplejesken kom ind, og satte sig langsomt. "Nårh!, er det ikke Erika vi har her?" Spurgte hun, og smilte varmt til hende. "Jo, frue." Svarede Erika langsomt, og fjernede sin hånd fra sit hoved, og smilte. "Hvad er det så, der er sket denne gang?" Spurgte sygeplejesken med sin skarpe stemme, og fandt et stykke papir frem, en kuglepen, hvor hun langsomt gjorde sig klar til at skrive. "Jeg fik bare en hurtig hovedpine, og en del kvalme" svarede Erika, og kiggede skævt ud af vinduet, og spærrede langsomt øjne op. Damien, stod ved cykelskuret og kiggede direkte på hende, somom han udspionerede hende. Det fik hende til at rejse sig hurtigt, og gå hen til døren. "Undskyld, jeg har det allerede bedre". Sagde Erika, og åbnede døren så hurtigt hun kunne, selvom hun stadig var svimmel. Sygeplejesken, som dog stadig sad stille, og reagerede ret langsomt på det der skete, vendte sit blik imod vinduet, og skimmede langsomt Damien. "Nåh, nåh. Ser man det." sagde sygeplejesken, og fniste langsomt og kort, og rejste sig fra sin stol, og smed det papir hun skrev på ud.

Erika som dog havde meget travlt, løb igennem skole gangen, for at komme udenfor. Lige da Erika, nåede udenfor, satte hun sig ned på de hårde fliser, og tog sin hånd op til hoved. "Og.. Hvorfor skulle du lige smutte fra sygeplejesken?" Spørg en bekendt stemme, hvor personen langsomt tog hans hånd på Erika's hoved. Erika, havde mødt damien så mange gange idag, endda også før i tiden, og det fik hende bare til at vide, at det var ham. "Damien, Bare lad mig værre. Jeg er ikke en af de piger som er intersseret i dig." Sagde Erika, med en hård stemme, og rejste sig hurtigt op. Damien fik et skævt blik på. "Det kan godt være, at du ikke er intersseret i mig, men jeg er intersseret i dig, Erika." Sagde han langsomt, og klappede hendes hoved, istedet for at have hånden på det. Erika rødmede hurtigt op, af de ord der kom ud af hans mund. Hun gav ham et irreteret blik, og fjernede hans hånd. "Glem det." Sagde Erika, med en hård endelse, og smilte skævt til ham. Efter det Erika lige havde sagt, fik hun bare lyst til at tage hjem, hvilket hun med det samme gjorde. Hun vendte sig om, og sprang ned af trappen, og begyndte at gå hurtigt hjemad, med blikket i jorden.

 

Erika var endelig nået hjem, og tog fat i dørhåndtaget ved fordøren, og trådte ind i huset. Erika smilte langsomt ved tanken om, at hun endelig havde sagt sin mening om Damien lige foran ham. Erika åbnede langsomt sin dør til sit værelse og smed sig på sengen af udmattelse, men det varede ikke længe før det bankede på døren. Erika smilte skævt, da det er ret underligt at der er nogen der banker på når klokken er 11:47 på en normal skoledag. Erika rejste sig op fra sengen, og gik hen imod fordøren.

Erika åbnede døren, og kiggede direkte i Damiens Strålende grønne øjne. "He.." Sagde Erika langsomt, og rystede på hoved. "Jamen, goddag. Du glemte din skoletaske ved klassen, og jeg spurgte læren, om jeg måtte give den til dig." Sagde han med sin dybestemme, og smilte varmt til hende. Erika kiggede skævt på ham, og tog tasken langsomt.Erika rødmede kort op, ved tanken omkring de ord Damien sagde til hende tidligere. "T-Tak!" Sagde Erika og kiggede svagt til siden, hvilket fik Damien til at smile endu mere. Erika skiftede sit blik tilbage på ham, og skiftede sit skæve smil, til et falsk. "Mange tak Damien, du må godt gå nu." Sagde Erika blidt, og tog fat i dørhåndtaget. Damien, tog langsomt sin fod ind ved dørtrinet. "Faktisk bedte læren mig også om at passe på dig, så jeg må vel hellere nok blive her, til nogen kommer hjem." Sagde Damien og smilte endnu mere. Erika åbnede døren får ham, og gav ham et irreterende blik. "Jeg kan godt klare det af mig selv!" Sagde Erika og lukkede døren efter ham. "Men jeg kan ikke klare mig selv uden dig." Sagde Damien, og satte sig på en træstol i køkkenet. Erika rødmede langsomt op, og satte sig på træstolen overfor ham. Damien Smilte varmt, tog fat omkring et blad, der lå på bordet. "Hvad er der så specielt ved mig, at du virkeligt ville gå hele vejen her over, og endda passe på mig?" Sagde Erika skarpt og hurtigt, og vendte sit blik ned i bordet. Damien vendte sit blik fra sit blad imod Erika. " Som sagt, jeg kan ikke klare mig selv uden dig ". sagde Damien langsomt og stirrede på erika, med blikket nede i bordet. "Bare fordi vi har kysset eller hvad?" Sagde Erika meget hurtigt. Langsomt gik det op for hende, at det faktisk var en drøm hvilket, fik hende til at slå hoved ned i bordet, Damien som dog, så meget nysgerrig og overrasket ud, vendte sit blik fra hende til bladet igen. "Vi har da aldrig kysset, men jeg ville da gerne, hvis du alså gerne ville". Sagde Damien og skiftede det overraskede smilt, til et varmt. Erika som dog lige havde indset, at hun havde gjort en fejl, fik hende til at rejse sig fra stolen, og gå imod hans plads. Damien følte hende langsomt med hans strålende grønne øjne, og smilede stadig varmt til hende. Erika tænkte over det han sagde, og smilte skævt til ham. "Aldrig i livet, jeg kender dig knap nok." Sagde hun kort, og skulle til at give ham en lussing, men hun ombestemte sig, til at føre han ud. Hun tog kort fat i hans arm, og skubbede ham hele vejen ud af stuen, og imod fordøren. Damien, som så meget skuffet ud, gav skam ikke op. "Hey, Hey.. Barbie, slap dog lige af, det var dig der slog emnet op." Sagde Damien langsomt, og vendte sig imod hende. Erika, som regnede med at hun lige kunne slippe af med ham, kiggede igen i hans strålende øjne. Damien fik et lusket smil på læben og lagde sig forover. Det tog ikke lang tid, før Erika opdagede hvad han var igang med, hvilket fik hende til at slå han væk fra hende. Erika smilte skævt til ham. "Lad mig være', du forvirre mig så meget." Sagde hun hurtigt, og skubbede igen til ham. Damien smilte skam stadig lumsk. "Nah, undskyld. Det ikke mig der er en tøsse-dreng, måske er det dig." sagde Damien og grinte kort, og klappede hende på hoved. Han tog langsomt sine skridt forud, og gik lige forbi hende. "Idiot, du får skam lov til at blive her, bare så længe du lader mig være" sagde Erika langsomt med et blik til siden, og en smal rødmen i ansigtet.

 

 

==========================================================================

Jeg havde ikke tid til at rette det, da jeg har ret travlt, men her har i Kapitel 1 c; Xoxo. Ria-chan.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...