Skyggernes verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Vi har alle leget med tanken. Tanken om at en anden verden, hvis eksistens vi ikke kender til, mon findes. Den tanke der kan besvares med lethed, hvis blot vi ville åbne vores øjne op, for lige foran vores næser, eller rettere sagt bag vores næser, findes en fantastisk verden. En verden for skygger. // Her har jeg valgt mulighed nr. 1 //

22Likes
25Kommentarer
1737Visninger
AA

2. Søndagssamling

I et stille og harmonisk samfund lever de. Krig, hungersnød og politiske magtkampe findes der intet af. Alle accepterer alle og alle accepterer at acceptere alle. Det har og vil altid være deres styreform, og ikke meget andet end den ene sætning, behøves de.

De kan findes overalt når solen er højest. Menneskerne begår oftest den fejl at tro, at i samme øjeblik lys ikke længere er der til at vække dem til live, så vil de bare forsvinde ud i det bare ingenting. Det ville være det rene nonsens at sige.

Samlet til den ugentlige søndagssamling, i det store victorianske slot med enkelte strejf af gotik, var de denne aften at finde.

”Det kære væsen, mennesket, er blot for snæversynet. De tillader ikke at acceptere noget fremmedartet, noget der strider mod deres finpudsede virkelighed, og de der gør, bliver plukket ud af samfundet og sat i disse former for fængsler – Tro mig, jeg har selv set det! –, indtil de har omvendt dem til at tro, at de tog fejl og igen kan leve som det gennemsnitlige menneske,” en kort kunstnerpause opstod, ”Derfor, min ven, har det været muligt for os at skjule vores eksistens de sidste mange tusinder af år,” færdiggjorde den klogeste og ældste skygge af alle tilstedeværende i slottet, Mr. Bernard.

Den fjortenårige skygge Elysia lyttede opmærksomt og nikkede enig i hvad han samme øjeblik havde fortalt. I forhold til mennesker var de fleste skygger neutrale, trods det morede mange, at fjolle rundt med dem indimellem. At se en skygge bevæge sig selv, uafhængigt af deres tilknytning, kunne få de fleste til at gøre store øjne. Elysia trak sig til udkanten i mængden af skygger øjeblikke efter, da Mr. Bernard alligevel lod til, at være faldet i snak med den et par år yngre, velhavende Frøken Wards, hvis dobbelthager altid rystede så frygteligt af latter, til hvert et eneste ord han sagde. Dog lod han altid til at nyde opmærksomheden, det har man alle brug for indimellem, havde han forsvaret sig med, da Elysia ikke længere kunne dy sig for at spørge om, hvad de havde gang i.

Søndagssamlingerne bestod for det meste af hygge, at spise et stykke kage samt drikke en kop frisklavet te, med mulighed for at socialisere sig, gøre sig velkendt blandt skyggerne. Få gange, hvis der var brug for det, var det også ved disse lejligheder, at fællesbeskeder blev fortalt. En tradition der var at finde i skyggernes verden jorden over, og alle blev udformet på sin helt egen, specielle måde, forskelligt fra egn til egn. I den egn Elysia tilhørte, holdt de specielt meget af, at der skulle findes et nyt sted til hver samling, og der ved velkomsten, altid skulle deles belgisk chokolade ud. Hvorfor, anede hun ikke, men en slikmund var hun, derfor klagede hun bestemt ikke.

Natten slog på og det var på tide at vende snuden hjemad. Alle skiltes i glæde. Arbejdet kaldte næste dag.

Elysia vågnede næste morgen ved sin mors stemme der blidt bad hende om at rejse sig og gøre sig klar til dagen. ”Jeg skal nok,” mumlede hun morgensurt og traskede sløvt ud af sin seng. Alle skyggerne tillod sig at bo i de huse, der enten var forladte, eller endnu ikke solgt til nogen mennesker. I gamle dage skulle de oftere ud og søge efter et nyt hjem, da dem de fandt hurtigt blev solgt igen, men nu med finanskrisen og det markant dyrere boligmarked, var det svært for mange mennesker at sælge, og for længere perioder, lykkedes det dem ikke. Derfor havde Elysia og hendes familie, bestående af et par forældre og to søskende, en tvillingebror og en lillesøster, nu boet i det samme hus de sidste mange måneder.

Alle sad ved morgenbordet, spiste deres morgenmad og forældrene opdaterede hinanden, med de seneste nyheder. ”Så,” afbrød deres mor, Valeria, ”husk at I bare skal gøre jeres bedste. I er stadig børn, så vi forventer intet andet af jer,” trods den kærlige og oprindelige undertone, kunne Elysia ikke holde de rullende øjne tilbage. ”Alec og jeg har gjort dette i fjorten år og Sophia har allerede været i gang i otte,” Alec bekendtgjorde sig enig med sin kraftige nikken, ”Du behøver ikke at fortælle os det hver morgen.”

”Det er rigtigt. Jeg glemmer at I vokser så hurtigt. Hav en god dag, unger.”

”Tak,” mumlede alle tre børn i kor, færdiggjorde sin morgenmad og derefter tog hele familien på arbejde.

Elysia gik ind på sit værelse, lagde en flad hånd på armbåndet, der lystigt hang og dinglede om hendes venstre håndled, og hviskede hendes navn. ”Nora Black,” og få sekunder efter befandt hun sig et helt nyt sted med anderledes omgivelser.

Det var et ganske almindeligt teenageværelse. Rod alle vegne, og hvad der kendetegnede det var en pige der ejede det, var den lyserøde farve, der op til flere gange optrådte, blandt andet sengetøjet, gardinerne, striberne på væggen, var alle forbeholdt i den feminine farve. I sengen lå en pige og sov, jævnaldrende med Elysia, og ovenover hende på væggen, lå en skygge i nøjagtig samme position, der blev fremkaldt af solens enkelte morgenstråler, der stærkere stod frem for hvert et sekund.  

Nora vågnede med et grynt og rejste sig i sengen, samme gjorde skyggen, strakte armene ud i et dybt, træt gab, endnu en gang fulgte skyggen med, og for til sidst, spadserede hun med sløve skrift ud af værelset, og efter hende, fulgte hendes skygge langs gulvet. Skyggen udførte sit job til perfektion.

Derfor var det ingen hemmelighed for nogen at Nora Blacks skygge var Elysia.

Elysia var kendt for sine nøjagtige og præcise bevægelser, der stemte perfekt i takt til, hvad hendes tilknytning gjorde. Et sandt talent, havde mange imponeret udbrudt, når de havde set hende i aktion. Meget lovende, havde de efterfølgende mumlet. Alec var derimod i komplet modsætning til sin tvillingesøster, han kæmpede med timingen og i flere situationer, havde han svært ved at følge med sin tilknytning. Deres otteårige lillesøster, Lucy, lod derimod også til at være temmelig lovende af sin alder.

Elysia vidste efterhånden alt om Nora. Hun havde kendt hende hele sit liv, og selvom kendskabet ikke var gengældt, vidste hun, at hun var en lige så stor del af Nora, som hun var for hende. Hvis blot hun kunne række ud efter hende og fortælle. Lysten var der men fornuften satte en stopper for det. Aldrig måtte det ske! Det stridte imod det uskrevne kodeks. Resten af dagen lod Elysia ikke disse vanvittige tanker distrahere hende og forsatte sit arbejde, i den samme stilhed som altid, indtil solen atter igen havde sænket sig og skjult alle skygger.

Sådan var en skygges liv. Alt sammen baseret omkring denne ene person, deres tilknytning, der aldrig nogensinde ville kunne takke dem, for det store arbejde de gjorde. Det var uretfærdigt og det skulle det ikke være. Sådan burde det ikke være! Elysia lagde sin hånd over sit armbånd, da arbejdsdagen var ovre, og få sekunder senere var hun hjemme. Mere bitter og muggen end nogensinde. Disse overvejelser og spekulationer havde sat visse tanker i gang hos pigebarnet. Hun huskede Mr. Bernards ord, om hvor snæversynet mennesket var, og som de velfungerende, fornuftige skygger de var, behøvede de jo ikke lade hele deres liv dreje om, at arbejde for et væsen som det!

Et adrenalin kick for igennem Elysia ved den næste tanke der plantede sig i hendes hoved. Det overraskede hende at hun turde tænke i de baner. I samme øjeblik banede fornuften sig dog frem og lagde atter igen en dæmper på de ukontrollerede tanker der var ved at gå bersærk.

”Synes I ikke at det er uretfærdigt? Vi arbejder og knokler hele livet for ingenting! Det er ikke fair,” havde hun surt udbrudt foran sine forældre senere på aftenen, der straks havde skældt hende ud og smidt hende i seng uden varsel.

Hun lå søvnløs mange timer den nat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...