Skyggernes verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Vi har alle leget med tanken. Tanken om at en anden verden, hvis eksistens vi ikke kender til, mon findes. Den tanke der kan besvares med lethed, hvis blot vi ville åbne vores øjne op, for lige foran vores næser, eller rettere sagt bag vores næser, findes en fantastisk verden. En verden for skygger. // Her har jeg valgt mulighed nr. 1 //

22Likes
25Kommentarer
1738Visninger
AA

5. Pigen der mistede sin skygge

Søndagssamlingen blev denne uge holdt i nogle drivhuse, der lå et stykke udenfor byen. Drivhusene var slidte efter mange års arbejde i dem, og hvorfor samlingen lige skulle afholdes her, forstod Elysia ikke. Hun spiste sit stykke belgiske chokolade i stilhed.

Hun lyttede til de hviskende stemmer omkring sig. Det drejede sig alt sammen om en ting. Den ene pige. Hun overhørte en samtale.

”Har du hørt det?” hviskede en ældre dame ophidset.

For skyggerne da, selvfølgelig har jeg det!” svarede hendes jævnaldrende veninde.

”Det er ganske enkelt forfærdeligt og en skændsel. Skændsel for vores race,” udbrød den ældre dame og veninden erklærede sig enig.

En tredje kvinde deltog i deres samtale. ”Hvad sker der?” straks var den ældre kvinde klar.

”Tænk at du ikke ved det,” lød det anklagende fra hende. ”Det er forfærdeligt. De snakker alle om hende.”

”Om hvem?” den tredje kvinde gjorde sig ikke umage med at skjule sin nysgerrighed.

”Pigen. Pigen der mistede sin skygge,” Elysia stivnede.

”Det er overalt i aviserne, alle i menneskeverdenen går amok. Alle deres dumme forskere, forsøger at finde på en logisk grund hvorfor, mens pigen blot bliver svagere og svagere. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, at hun holder længe endnu,” skød veninden ind med.

Elysia løb udenfor og lod ikke sine ben stoppe, da hun nåede ud gennem døren, derimod, stoppede en anden hende. Det var Mr. Bernard. ”Du har altså gjort det,” lød det eftertænksomt fra ham. Han kørte hånden gennem det hvide, lange skæg. Skægget der var fuld af hemmeligheder.

”Jeg ved ikke, hvad du snakker om,” løj Elysia og forsøgte at bane sig udenom ham. Han gav ikke op. ”Jeg kan se det på dig. Du er svagere, er du ikke? Du er ikke så tydelig længere,” hele hendes krop frøs til is. Hvor vidste han alt dette fra? ”Du ved ikke noget,” peb hun uden at tro på sine egne ord.
”Jeg har set dette en gang før. Ved en ung dreng. Han var træt af at være under mennesket. Han synes, at han var mere værd end det,” han holdte en kort pause, for at trække vejret, før han forsatte. ”Men sandheden er, at det var han ikke, men det lod ikke til, at drengen forstod det. Så han klippede båndet med sin tilknytning over,” Mr. Bernard sukkede dybt. Et langt og tragisk suk.

”Hvad skete der med ham?” Elysias hænder rystede. Hun var drengen. Hun havde gjort nøjagtigt det samme. Hun hev vejret gennem sine sammenbidte tænder. 
”Ham og hans tilknytning døde,” og ved de ord, blev alt luften slået ud af hendes krop. Mr. Bernard gav hende ikke en chance for at svare, før han tog ordet igen. ”Lad mig fortælle dig en ting, unge skygge.”

”Dette er naturens cyklus. Vi befinder os midt i den. Alle væsner på jorden bidrager med noget, og sørger for, at naturens gang bliver opretholdt. Hvis du piller ved det, ved hvad Moder Natur har bestemt, forsøger at ændre på, hvad skæbnen har sat dig i verden for at udføre, bliver du straffet. Du kan ikke ændre på cyklussens gang. De der har forsøgt, hører vi ikke længere om i dag, for deres eksistens blev taget fra dem,” Mr. Bernards stemme var blevet hård. ”Du er en skygge. Det er din funktion at være en skygge, og det er hvad, du skal bidrage med i verdenen,”

”Hvad skal jeg gøre?” snøftede hun med blanke øjne.

”Finde ud af, om det var det værd,” Mr. Bernard gav hende et klap på skulderen. ”Det var ellers en skam. Du var et sandt talent,” han gav hendes skulder et sidste klem, før han med et sørgmodigt blik, mimede et farvel og overlod Elysia til sig selv, sandsynligvis for sidste gang.

Nu slog det hende for alvor.

Hun var døende, det var hendes skæbne, naturens hævn for hendes oprørske handlinger. Hun sagde sit sidste farvel, i form af et brev, som hun tog hjem og lagde på køkkenbordet. Der stod alt forklaret, så når familien engang ville bemærke hendes forsvinding, ville de have svarene lige ved sig.

Hendes blik drog ned ad sig selv, og som hun havde frygtet, var hun endnu blegere end for et øjeblik siden. Hun måtte skynde sig inden at det var for sent.

Det tog lang tid at finde hospitalet, nu hvor de larmende sirener ikke længere var der, til at følge hende vej. Det kostede hende tid, tid som hun ikke havde. Hun kunne huske hvilken stue Nora var blevet indlagt på, og uden besvær, fandt hun frem til den. Noras familie var nede i cafeteriet, det havde hun tjekket op på, så hun kunne få et øjeblik alene med hende.

Forsigtigt satte hun sig ved hendes seng.

”Nora?” Elysias stemme var hæs og uigenkaldelig. Det tærede på hendes kræfter at snakke.

Nora åbnede sine øjne svagt. Hendes hud havde et gråligt skær og hendes blik var forladt for liv. ”Skygge?”

Elysia vidste ikke, hvad hun skulle gøre mere, end at nikke.

For sidste gang gjorde hun, hvad hun var sat i verdenen, for at skulle gøre. Være Noras skygge. Men det ville ikke være det samme, for båndet var klippet over, det der havde tilknyttet dem til hinanden var væk. De stod ikke til at kunne reddes.

Hun var bedt om at finde ud af, om det havde været det hele værd, og nu mærkede hun svaret, kraftigere end nogensinde. Det havde ikke været det værd.

For hvert et minut, for hvert et sekund, blev de svagere. Farven forsvandt fra Elysias skikkelse, livet forsvandt fra Noras krop. Værelset var underlagt komplet stilhed, en der ikke kunne brydes, en, som ingen ville bryde. En engel gik gennem rummet, og med sig, tog den menneskepigen og skyggen. Den store maskine ved sengen bippede i den samme, lange monotone lyd og månen sang en sørgelig melodi.

Menneske som skygge, alle vidste det. Det var slut nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...