Skyggernes verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Vi har alle leget med tanken. Tanken om at en anden verden, hvis eksistens vi ikke kender til, mon findes. Den tanke der kan besvares med lethed, hvis blot vi ville åbne vores øjne op, for lige foran vores næser, eller rettere sagt bag vores næser, findes en fantastisk verden. En verden for skygger. // Her har jeg valgt mulighed nr. 1 //

22Likes
25Kommentarer
1785Visninger
AA

4. Frihed med konsekvenser

Elysia vågnede næste dag, ved sin mors stemme, der panisk råbte. Hun havde sovet over sig, og dermed havde hele huset også.

Elysia gjorde ikke særlig meget ved dette, i stedet lod hun sit blik fange af solen. Den forræderiske sol. Hun tænkte på månen. Hvor højt den elskede solen, og for hvert nat, tillod sig at dø så dens elskede kunne trække vejret. En barndomshistorie hun mange år efter stadig havde kær.

”Elysia, gør du dig klar?” råbte Valeria gennem døren. ”Ja, du skal ikke vente på mig, tag I bare af sted,” svarede hun monoton og forsøgte at skjule den dårlige samvittighed, der kom af, at lyve overfor sine forældre. Den forbandede samvittighed, hvorfor kunne den ikke bare dø? Gid man også bare kunne klippe båndet over med den.

Stilheden lagde sig over huset, hvilket måtte betyde, de alle var taget på arbejde. Elysia sukkede dybt. Hun nød sin frihed, sin selvstændighed, og frydede sig over, hun nu var et selvstændigt individ, men hvad hun nu skulle lave, i de mange timer hun før brugte på, at være skygge og forbedre sine egenskaber, vidste hun ikke. Pludselig slog det hende. Hun ville ud og opdage verdenen! Fra en andens synsvinkel end Noras.

Hvorfor? Ja, bare fordi, at det nu var en mulighed.

Hun åbnede vinduet og bevægede sig ud. En skygge kunne være overalt. I luften, under vand, stående på jorden. Rent fysisk gjorde det ingen forskel, og tyngdekraften havde desuden ingen magt over dem. Elysia bevægede sig let som vinden omkring, og af ren vane, var hun bevæget sig mod området hvor Nora boede. Blinklys og sirener hørtes højt, og blev blot tydeligere, jo tættere på hun kom. Nysgerrigheden tog over, og bag et træ tæt på huset, Nora boede i, gemte Elysia sig for at få et kig og finde ud af, hvorfor alle de larmende biler, var samlet omkring.

Hun vidste hvad det betød. Sirenerne og de blinkende biler, signalerede til de andre mennesker, at en ulykke var sket og de skulle hurtigt frem. Men hvem? Da hun havde forladt Nora, havde alle i hendes familie haft det godt. De var en sund familie. Spiste fisk mindst en gang om ugen, holdte sig væk fra hvidt brød, fik deres vitaminpiller hver dag, uden nogle undtagelser. Det var svært at benægte, at hun stadig håbede på, at det gik dem vel.

Nu skete der noget!

Ambulancefolket kom gående ud af huset med en båre, hvor en lå, helt bevidstløst. Hele familien kom løbende efter. Moren var der, faren var der, lillebroren var der. Nora var der ikke. Det føltes som en lussing. Det var Nora der lå på båren. Det var Nora, der var kommet til skade. Hun kom ellers aldrig til skade, og aldrig havde Elysia oplevet, at hun var blevet indlagt på hospitalet i en længere periode. Faktisk, havde hun aldrig været indlagt.

Få øjeblikkes uopmærksomhed resulterede i at hun mistede ambulancen af syne, men dens høje sirene, gjorde det muligt for hende hurtigt at finde den igen. Nysgerrigheden, og en smule bekymring, fik hende til at følge efter. Helt ind til hospitalet. Hun gemte sig bag større ting, som søjler, høje planter, alt, hvor det ikke så mistænkeligt ud, at en skygge stod bag.

Hun fandt frem til stuen hvor Nora var indlagt og sneg sig ind i lokalet. Hun var bleg. Fuldkommen ligbleg og hendes øjne var lukkede. Var hun død? En maskine tæt på sengen, hun lå på, bippede med jævne mellemrum, og der var hverken nogen der græd eller så ud til, at være i sorg. Så var hun måske ikke død.

Lægen kom ind og vinkede de to forældre til siden. Lillebroren sad ved sengen og betragtede sin storesøster, som havde han aldrig før set hende. Alt hendes livsenergi var væk.

”Har I bemærket noget anderledes ved hende for nylig? Alle scanningerne og prøverne er normale, vi forstår simpelthen ikke, hvad der er galt,” forklarede lægen med dybe folder i panden, forårsaget af forvirringen der rummede indeni ham, bekymringen og de mange år i branchen.

”Nej, vi kan simpelthen ikke forstå det. I sidste uge var hun fuldkommen rask og fejlede intet,” svarede faren. Moren derimod så ud til at have sine tvivl. ”Altså,” mumlede hun usikkert, som om, hun ikke turde sige, hvad hun lige havde på tungen. ”Hendes skygge har været væk. Vi bemærkede det, da vi var ude i haven, alle vores skygger bredte sig udover græsplænen, bortset fra Noras. Den var der ikke.”

Endnu en gang føles det som at få en lussing. De havde bemærket det, og det var blot et spørgsmål om tid, før andre også gjorde. Elysia flygtede. Flygtede langt, langt væk. Væk fra hospitalet. Væk fra menneskerne. Væk fra skyggerne. Væk fra dem alle!

Hun kom først hjem sent den aften og gik direkte i seng, så snart, hun var trådt ind af døren. Hun forklarede blot sin underlige adfærd med, at hun havde hovedpine, og derfor var virkelig træt. Men det var ikke engang løgn. Hovedpinen var ved at tage livet af hende. Den næste dag var søndag. Det betød søndagssamling.

Og søndagssamling betød helvedes masser af snak. Der ville blive sladret i hvert et hjørne. Elysia gøs ved tanken og begravede sig under sin dyne.

Hun måtte bare hænge i, overleve og huske på, at hun har opnået hvad hun ville. Hun er sin egen nu.

”Hvorfor er du så bleg?” udbrød Alec midt under morgenmaden. Elysia tog et kig ned ad sig selv, og til sin store forbavselse, talte han sandt. Hun var ikke bare bleg, hendes farve var svag, ikke så stærk som de andres i sin familie. Bange anelser for igennem hende. ”Pas dig selv,” snerrede hun ad ham, før hendes forældre også kunne nå at bemærke det, trods deres ansigtsudtryk fortalte, det havde de allerede. Før de kunne nå at sige noget, var hun forsvundet ind på sit værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...