Skyggernes verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Vi har alle leget med tanken. Tanken om at en anden verden, hvis eksistens vi ikke kender til, mon findes. Den tanke der kan besvares med lethed, hvis blot vi ville åbne vores øjne op, for lige foran vores næser, eller rettere sagt bag vores næser, findes en fantastisk verden. En verden for skygger. // Her har jeg valgt mulighed nr. 1 //

22Likes
25Kommentarer
1761Visninger
AA

3. Armbåndet

Hele scenariet fra den forrige dag gentog sig. Det samme gjorde den næste dag. Og den næste. Og den næste efter den. Hun vidste ikke hvordan hun overlevede dette, det var umenneskeligt, eller rettere sagt, uskyggeligt.

Hun havde brug for en pause, brug for at give slip fra den normale dagligdag, der blev ved med at gentage sig, blot under forskellige navne. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag – Også den samme smøre igen.

Det hele slog klik, da Nora for tiende gang højlydt brokkede sig over at farven på hendes negle ikke matchede hendes øjne, og for tiende gang, valgte at finde en ny neglelak at ligge på. Hvis det var meningsløse øjeblikke som disse, Elysia skulle bruge resten af sit liv på, så nægtede hun. Faktisk, så var det lige præcis hvad hun gjorde.

”Jeg nægter! Jeg gider ikke mere. Nora, det har været hyggeligt, eller faktisk ikke, men nu er det nok” råbte hun surt og satte armene på tværs. Nora vendte forskrækket hovedet mod sin skygge, der nu ikke længere fulgte hendes bevægelser til perfektionen. Hendes mund nåede næsten hendes knæ.

”Det er nemlig rigtigt! Jeg vil være selvstændig nu. Min egen person, jeg vil ikke længere være bundet af dig, min tilknytning” forsatte hun. Nora var stadig fuldstændig paralyseret. ”Vi ses – Eller faktisk, så ses vi forhåbentligt ikke mere. Farvel” sluttede hun stædigt af med, og lagde for sidste gang sin hånd over armbåndet og øjeblikke efter var hun hjemme.

Elysia satte sig på sin seng og forsøgte at forstå hvad hun havde gjort. Fortrød hun? Hun forsøgte at lede efter en følelse af at angre, men den var der ikke. Nu manglede der blot en sidste ting. At klippe båndet over. Engang havde hun ønsket at fortælle Nora, at hun var der, at hun fandtes, måske endda blive hendes ven. Faktisk for ikke længere end en uge siden, havde de følelser været der. Men de var blevet overskygget. Overskygget af hendes egen egoisme. Id’et havde taget over og lysten havde bestemt. Nu fortalte hendes lyst hende at hun skulle tage det næste skridt, og i øjeblikket var den baggrund for alt, hvad hun gjorde, så det var ingen overraskelse, at hun atter igen lyttede.

Næsten med mekaniske bevægelser, som styret af en anden, fandt hun vej til en saks med dirrende hænder. Ingen havde gjort dette før, hun ville være den første, hvad udfaldet af hendes næste handling ville være, var ikke til at sige, hun kunne kun håbe.

Forsigtigt førte hun saksen hen til armbåndet, lod dens skarpe dele omringe det fra neden og op, og efter en dyb indånding, klemte hun til og snorene, båndet, blev klippet over.

Stilhed.

Absolut stilhed. Elysia ledte efter en forandring, en fysisk, en psykisk, men hun kunne på ingen måder mærke noget anderledes. Alt var som det havde været for få øjeblikke siden. Hun trak på skuldrene, så havde det jo ikke været så slemt alligevel. Hvorfor havde man ikke gjort det noget før? Hun var fri nu! Hun kunne være sin egen og kun sin egen, og bestemme, hvad de fireogtyve timer i døgnet skulle bruges til. Så nu besluttede hun sig for at tage en lur. Hvorfor? Ja, bare fordi, at det nu var en mulighed.

Elysia lagde sig i sin seng og få øjeblikke efter faldt hun i søvn med en snorken.

”Vi skal spise,” råbte en stemme højt og rev Elysia ud af sin skønhedssøvn. Hun så sig omkring, mørket var faldet på, hvilket betød, at hun mindst havde sovet i et par timer. Valeria stod ude i køkkenet og havde dækket op til aftensmad, hvor flere dampende gryder stod på bordet. Duften fik Elysias mave til at knurre af sult.

Da hele familien var samlet ved bordet kunne de påbegynde spisningen. ”Så har I haft en god dag, børn?” Spurgte faren, Charles, med det sædvanlige smil om læberne, og som sædvanligt, nikkede alle tre børn blot og forsatte med at fylde deres maver op, af kartoffelmos og bøf. ”Du kom hjem tidligt i dag, Elysia, vi fandt dig sovende i sengen, så vi lod dig bare. Har det været en hård dag?” Elysia tabte næsten sin kartoffelmos ud af munden. De vidste ikke hvad hun havde gjort, og hvordan skulle hun fortælle dem det? Egoismen i hende skubbede sig frem og kæmpede for at få talerøret. Alle skulle vide hvad hun havde gjort, for hun var stolt af det, og som den første skygge overhovedet, der havde gjort hvad hun havde gjort, var hun i sin gode ret til at være det! Alle skulle høre og se hende. Beundre hende for hendes mod, for at gøre det, hun var sikker på så mange havde tænkt, men aldrig turdet.

”Elysia? Du ser lidt bleg ud, føler du dig syg?” Charles dybe stemme brød igennem Elysias mur af tanker. Destruerede og ødelagde den fuldstændig, muren hun havde været i færd med at finde ud af, hvor hvilke murstykker skulle være hvor, og næsten havde det formået hende, og nu, var hun blot lige så forvirret som da hun startede. ”Faktisk, så ja, en smule. Jeg tror at jeg går i seng igen. Godnat.” Med familiens forvirrede blikke brændende i nakken forsvandt Elysia ind på sit værelse igen, for at klargøre sit hoved og finde ud af, hvordan hun skulle tackle denne her situationen. Efter blot et par minutter, hvor hun tænkte så det gjorde helt ondt, gav hun op og lagde sig atter igen til at sove. Når noget blev for svært, så var der ingen bedre ting, end at smide det hele fra sig og blot sove. Så måtte det ordnes den næste dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...