Never give up (1D)

Den 18-årige Tiffany Jemeas, er blevet døv til en koncert. Mange tænker nok at livet er surt, når man er døv, hvilket Tiffany gerne vil give folk ret i. Hun kan ikke høre musik, men en dag ser hun en konkurrence på internettet. Det er ikke bare en helt normalt konkurrence. Det er en konkurrence som selveste One Direction holder. Vinderen får lov til at rejse med One Direction på tourné. Da Tiffany er kæmpe fan af One Direction, deltager hun selvfølgelig i konkurrencen, hun skriver og fortæller at hun er døv, hvordan det skete og at hun virkelig gerne vil lære drengene at kende.

18Likes
13Kommentarer
1001Visninger
AA

2. 1.Tiffany’s synsvinkel.

 

Jeg sad på min seng og kiggede ud af vinduet. Jeg længtes sådan efter at kunne høre fuglene synge, og vinden blæse gennem træerne. Men det ville jeg aldrig komme til igen.
Jeg forbandede stadig mig selv. Hvorfor havde jeg dog ikke hørt efter da min veninde, Sophie, havde sagt, at jeg måske skulle lade være med at stille mig så tæt på højtalerne til koncerten.  

Jeg rejste mig fra sengen og tog et par korte shorts på, en limegrøn top og mine solbriller på. Jeg redte mit lange sorte hår og kiggede på de grønne øjne, som plejede at være så fulde af liv, og nu så døde ud. Jeg lignede ikke mig selv, men mine øjne var stadig det jeg bedst kunne lide ved mig selv.

Jeg tog en limegrøn hårelastik i og satte mit hår op i en høj hestehale. Derefter gik jeg ud og tog mine sko på. Det var nogle mørkegrønne Converse All Star. Jeg smuttede ud af døren. Jeg vidste at mine forældre ikke var vågnet endnu. De plejede aldrig at vågne før ved 12-tiden efter min bror var flyttet hjemmefra og jeg var fyldt 18.


Jeg bevægede mig ud i gaderne i Southampton. Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle gå hen. Jeg trængte bare til at komme væk fra det hus jeg havde boet i hele min barndom. Der var for mange minder om dengang jeg stadig kunne høre. Jeg undrede mig stadig over at der kunne være så stille.

Jeg gik mod havet. Vores hus lå et par kilometer fra vandet. Jeg var altid søgt derned når jeg havde brug for trøst fordi bølgernes blide brusen altid havde beroliget mig.

Den tid var forbi nu. Nu fik jeg det bare være af at se på vandet uden at kunne høre det. Jeg vendte om efter jeg havde stået og kigget på vandet et stykke tid. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, så jeg begyndte at løbe. Jeg løb ikke hjemad, men mod bussen. Jeg overvejede at skrive til Sophie om hun ville med ud at shoppe. Jeg havde heldigvis både mit buskort og mit kreditkort med. Derudover havde jeg også nogle få kontanter liggende i min lomme.

Jeg besluttede mig for at jeg for en gangs skyld gerne ville være alene. Jeg besluttede mig for, at tage en bus mod Winchester. Jeg viste buschaufføren mit buskort og satte mig bagerst i bussen ude i siden, så alene jeg kunne. Heldigvis var bussen næsten tom. Jeg orkede ikke lige at skulle snakke med folk lige nu. Eller det vil sige, jeg orkede ikke at folk skulle snakke til dem, at jeg skulle forklare dem at jeg ikke kunne høre dem, og derefter forklare hvad der var sket.

Jeg havde snart været døv i 4 år. Det var virkelig skod. Især fordi jeg mistede næsten alle mine venner. De gad ikke bruge tid på at lære tegnsprog. Jeg havde lært ret meget. Jeg snakkede dog stadig engang imellem, men der var nogen der ikke kunne forstå at jeg kunne snakke, selvom jeg var døv. De fattede det simpelthen ikke. Derfor gjorde jeg nogle gange det at jeg kun benyttede tegnsprog eller skrev på min blok. Jeg havde altid en blok og et skriveredskab med mig rundt. Jeg nød at skrive digte og fanfictions. Især om One Direction. Jeg elskede dem virkelig og var så langt nede over at jeg aldrig nogensinde ville komme til at høre deres musik igen. Især på grund af at de ville blive ved med at publicere god musik jeg aldrig ville kunne høre. Folk skrev for eksempel til mig om deres nye sang ’Best Song Ever’ og sagde at de elskede den. Hvor meget de ville ønske jeg også kunne høre den og hvor ondt de havde af mig.

Jeg hadede deres medlidenhed. Kunne folk ikke bare holde det for sig selv? Det var simpelthen så irriterende at folk syntes det var syd for mig. Ja det er nederen at være døv, men der er ikke noget jeg eller nogen anden kan gøre ved det.

Mens jeg havde siddet og tænkt, var bussen nået frem til The Brooks Shopping Centre. Jeg hoppede af og så toppen af en lyshåret persons hoved. Jeg løb fremad og håbede virkelig at det var ham. Jeg nåede frem til personen, og gik forbi. Så kiggede jeg mig tilbage og blev straks trist. Selvfølgelig var det ikke ham. Niall Horan ville jo ikke gå rundt i Winchester uden sine bodyguards. Selvfølgelig ville han ikke det. Og han ville nok også være sammen med de andre drenge. Det ville bare have været så sejt hvis det havde været ham. Jeg gik ind på en lille cafe og ventede på at ham jeg havde troet var Niall, var gået forbi. Derefter gik jeg tilbage mod shoppingcenteret, men jeg havde fuldstændig mistet lysten til at shoppe. Derfor satte jeg mig på en bænk og tog min mobil op af lommen på mine shorts. Jeg fandt min samtale med Sophie og skrev en besked til hende hvor der stod om ikke hun ville komme og hente mig i sin bil.

Sophie svarede hurtigt at hun ville være i Winchester om cirka 25 minutter. Jeg blev bare siddende og kiggede på de forskellige mennesker der kom forbi. Jeg blev lettet da jeg efter kun 20 min så Sophies lyserøde Porche, komme kørende direkte hen til shopping centeret. Hun holdt ind til siden og åbnede døren hen mod mig. Jeg satte mig ind og vi kørte hjem til hende. Hun boede alene. Vi satte os ind på hendes værelse, ved hendes pc. Vi sad og kiggede lidt rundt og begyndte så på et spil. Efter et stykke tid satte vi os til at se ’The Lucky One’. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...