Jeg har aldrig hadet dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Sophies liv er et bad, i forkerte og rigtige barndomsminder, og en muligvis fiktiv ulv der stalker hende af kærlighed. Hvor end hun er ved den fiktive ulv aldrig lade hende værre. Og den bliver stærkere jo tættere den kommer på hende.
I mange år er den som en beskytter, men snart må 13 årige Sophie betale prisen. Hun skal gifte sig med den blå ulv.
Da hun en dag finder en 5 årig pige overladt til døden, tager hun hende til sig. Men hendes livstil er svær når man har en lille social 5 årig. ** Jeg er med i fantasy konkurencen, og jeg håber i kan lide den her historie. Jeg har valgt kategori 1**

4Likes
3Kommentarer
486Visninger
AA

3. Ungdomsfængslet

"Bare rolig lille pige. Det er bare 3 uger. Kan du give mig dine forældres telefonnumre, så jeg kan ringe til dem. Det er ikke godt at tigge"

"Jeg har ingen forældre" løj jeg, og knyttede mine næver. Jeg stoppede et spark i marmorgulv, og stønnede højlydt. "Jeg er bare fanget her på en lorte politi station!"

"Så rolig. Du skal ikke være bange. Du skal nok komme i egen celle, det lover jeg"

"Han finder mig sgu alligevel" 

"Hvad snakker du om"

"Ulven for fanden. Den er allerede tæt på og ligger på lur. Jeg er verdens mest nemme offer nu. Den kan tage mig lettere end ingenting. Jeg er en såret hare"

"Hvem er denne ulv? Ulve er meget sky dyr, der sjældent angriber mennesker, og at den skulle trænge ind i et ungdomsfængsel, netop efter dig, og jage dig rundt, er meget usandsygenligt"

"Usandsygeligt ja" jeg stampede i gulvet, og lyttede efter englestemmen da jeg talte. "MEN FUCKING RIGTIGT!"

"Hov hov, snak ordentligt unge dame. Navn? Alder?"

"Louise Hansen" sagde jeg spydigt. Jeg sparkede usynligt støv væk med min fødder. "Og jeg er 14 et halvt år gammel"

"Du ser yngre ud"

"Men det er min alder! Kan du ikke acceptere det din stodder"

"Din opførelse er uansvarlig Louise"

"FUCK NU DET!"

"Louise kom med mig til din celle" sagde han alvorligt, og klemte min hånd så det gjorde ondt i min knogler. "Jeg vil dig jo bare det bedste. Det er ikke sundt at tigge"

"JEG FANDME IKKE FATSVAG DIN IDIOT! MEN DET TROR JEG SGU DU ER"

Det var præcis som på film. Jeg blev kylet ind i cellen, da jeg ikke ville gå. Jeg havde lukkede øjne da jeg hørte døren blive låst. Når jeg føler smerte lukker jeg altid øjnene, og når jeg åbner den er det som om, jeg er i en ny verden. Blodet render fra mit øre, der åbenbart er det eneste der har taget skade. Jeg regnede ellers med en hudafskrabning, men det er kun mit øre. 

Jeg ligger i en ubehagelig stiv stilling. Jeg kan se noget blod rende fra mit øre. Jeg kan næsten nå det med tungen. Jeg ligner et eller andet lig, og selvom smerten forlængst er holdt op, holder jeg mig i den her stilling. Jeg har ingen planer om at græde, eller på nogen måde vise svaghed. Sådan noget kan ulven nemlig lugte. Han har en glimrende lugtesans. Alt for god.

"E-e-er du død" en hæs bange pigestemme lyder, og jeg blinker let med øjnene, og ser på en pigeskikkelse, der holder sig på 3 meters afstand af mig. Mindst. Og så krummer hun sig sammen som var jeg en blodtørstig løve, der havde i sinde at dræbe hende.

Trods hende femårs stemme er hun høj, slank, og har lyst opsat hår, samt mascara rindende i øjne, og rester af læbestift på hendes fyldige læber. Faktisk er hun det drenge vil kalde smuk. Hun er dog hverken højere eller stærkere end mig, og vi er lige i højde, og styrke. 

"Nej. Ellers kunne jeg nok ikke svare dig vel?"

Jeg rullede øjne, og rullede irriteret en klump hår, og ødelagde dermed min androgyn page, men den var jeg pænt ligeglad med nu. Jeg snerre, og kravler over i et hjørne længere væk fra hende, og giver mig til at give mig selv lussinger, hvilket jeg er ekstremt dårlig til. Så det gør ikke ondt. 

"U-u-undskyld"

Hun ligner noget man propper på dåse. Dåsen kunne hedde "Perfektion" og så kunne man så købe sådan en og putte på sig selv. Hun er både kunstig og perfekt, men hvad der har gjort hende så skræmt har jeg ingen anelse om, og vil aldrig have det. Jeg rømmer mig, og prøver at rette min frisure, i den forstand at den bare ser endnu værre ud nu. 

"Hvad fanden har de gjort ved dig" min stemme er hæs, og minder om hendes hvilket gør mig irriteret. Jeg skal ikke være en af de der perfektion på dåse, så jeg hoster ud i luften, for at komme af med min hæs hed. "Hvad fanden har de gjort ved dig?"

Så! Det lyd bedre. Jeg egner mig ikke til den venlige tone. Hun bevæger sig forsigtigt, men bliver ved at komme med små hurtige bevægelser, og jeg er ikke sikker på om hun kan styre dem, eller om de er instinktive. Det er som taget ud af en gyserfilm. Især med hendes overfladiske skønhed. Hun er som en skuespiller. En meget god endda. Hvor er helten så?

"Det her sted er sygt" hun lagde tryk på sygt. Hendes stemme var bange, og lille pige agtig. Hun krummede sig mere sammen, og nu så jeg hun rystede. "Deres metoder er syge"

"Hvad for nogle metoder har de" 

Nysgerrighed. Ikke noget normal personlighedstræk hos mig. Måske spurgte jeg fordi jeg er et svin der elsker at høre om folks smerter og ulykke. Eller måske var det almindelig nysgerrighed, fordi jeg ville vide hvilke plager der skulle ramme mig de næste par uger. 

Hun gav sig til at mumle. Noget kunne jeg tyde, men da hun hulkede og græd var det få ting jeg kunne høre. Hun gentog det flere gange indtil jeg forstod den lille ramse hun sang den i. Jeg kørte den inde i mit hoved, ved hjælp fra de brudstykker jeg havde forstået. Jeg vidste ingengang om sangen var rigtig, men i mit hoved gav den mig både gys, og gav meget mening første gang jeg afspillede den i mit hoved.

"Han vælger pisken"

"Pisken på disken"

"Han tager lynet"

"Og kyler det i synet"

"Han vælger giften"

"Og propper den op i kæften"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...