Jeg har aldrig hadet dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Sophies liv er et bad, i forkerte og rigtige barndomsminder, og en muligvis fiktiv ulv der stalker hende af kærlighed. Hvor end hun er ved den fiktive ulv aldrig lade hende værre. Og den bliver stærkere jo tættere den kommer på hende.
I mange år er den som en beskytter, men snart må 13 årige Sophie betale prisen. Hun skal gifte sig med den blå ulv.
Da hun en dag finder en 5 årig pige overladt til døden, tager hun hende til sig. Men hendes livstil er svær når man har en lille social 5 årig. ** Jeg er med i fantasy konkurencen, og jeg håber i kan lide den her historie. Jeg har valgt kategori 1**

4Likes
3Kommentarer
504Visninger
AA

2. Tid

Når jeg tænker mig om er der mange minder. De fleste er om dig, da der næsten ingen er uden dig. For mit liv har ikke fungeret uden dig. Så det vil være latterligt at tænke tilbage på. Alligevel prøver jeg men bortset for et minde om Pjuske, da jeg var 9 år, og hun tissede på min bluse, er de alle sammen med dig. Du sidder altid i bagrunden. Som om du har overtaget alle mine minder. Både gode og dårlige. Du har også været der i 3 lange år. 3 år jeg aldrig vil glemme. 3 år 7 måneder, 15 dage, 16 timer, 22 minutter, 56, 246 nanosekunder. 

Det virker som et meget tilfældigt tidspunkt udregnet til mindste millimeter men for mig hedder det alt. Intet mindre end hele mit liv med dig. Jeg har kun været uden dig 1 måned, 27 dage, 18 timer, 58 minutter, 56 sekunder, og nanosekunderne skifter konstant. Ligesom min tankegang om dig.

Jeg kan vågne dage hvor du er en helt, mens dage hvor du bare er dig. Ja, endda dage hvor jeg har glemt dig. De dage kommer oftere og oftere, selvom du prøver at bryde dig i gennem min tankegang. Det er svært at være et skjold, når ens bedsteven kæmper mod en. Den første uge troede jeg ingengang jeg ville have overlevet til nu.

Men du har altid sagt jeg var stærk. Da jeg var lille troede du jeg mente jeg havde fået muskler af at træne, men nu har jeg fundet ud af du mente det psykisk. Han kaldte mig en fighter. Og det er hvad jeg skal være hvis jeg skal overleve denne dag.

Der er ingen steder jeg er i sikkerhed, så jeg må konstant rejse. Jeg bor altid i byer, men møder ikke nogen. Ofte storbyer. Jeg kender aldrig nogen når jeg rejser ud. Jeg får aldrig vekslet et eneste ord med nogen, pånær når jeg skal købe en agurk hos købmanden, som jeg har fundet ud af hedder Naphael. Det er det eneste navn jeg har kendt indtil nu. Jeg har ingen ide om hans alder, jeg plejer bare at ligge agurken op, og betale prisen. 

Selvom jeg aldrig snakker med nogen, har jeg alligevel et dæknavn. Det er nyt vær gang, og har intet tilfælles med det gamle. Lige nu hedder jeg foreksempel Louise Hansen. Og næste gang skal jeg hedde Mia Jensen. 

Jeg mangler ikke penge. Jeg har mine penge. Jeg er bare i min krog og ligner en tigger. Stirre med de blå øjne du i årevis roste mig for, og mit ravnesorte hår, der er tjavset, men du siger ligner en engel. Jeg er en dæmon, du er en ulv. Jeg er ikke nogen engel, og i morgen rejser jeg afsted. 

Jeg er kun hvert sted i 3 dage, så bluffer jeg mig frem til en by 100 kilometer væk. Jeg tager ingen chancer. Ingen. Jeg skal altid være ukendt og civil, og det første jeg gør når jeg kommer til en ny by, er at få farvede linser, og håret farvet, og klippet anderledes. 

Lige nu har jeg for en gangs skyld, beholdt mit hår, dog klippet i en androgyn frisure, og mine øjne gjort mørkegrønne. De er rigtigt skrigende nyan blå. Jeg har så mange kendetegn. Alt for mange. Det føles dejligt at ligne sig selv i en periode. 

Byen jeg er i nu, hedder London. En hovedstad jeg føler mig sikker i, selvom jeg ved sikkerheden er en falsk følelse. Jeg er aldrig i sikkerhed, og kommer det heller aldrig hvis jeg vil overleve. Sikkerhed findes ikke for mig. 

Jeg har længe været social taber hvilket gør at jeg kan leve uden mit sociale liv. Og autist. Og anorektiker. Tidligere anorektiker, hvilket er syndt da jeg nemt kunne udfolde min sygdom her. 

Sulte ihjel? Jeg burde have haft tanken, men jeg har altid rystet den væk. Jeg vil ikke dø. Og hvis vil jeg dø i en kamp. Ikke snyde når jeg stadig har chancer for at vinde. 

Her regner tit, dog ikke i dag. Det er ikke så tit det bliver skyet uden regnvejr, men af og til sker det. Solen forsvinder med mellemrum, ind i skyerne, inden den kommer frem, for igen at blive taget af en sky. Alt er som et dårligt lysshow. Det blinker hele tiden, uden stop, selvom lyset er overflødigt, irriterende, og at man kan klare sig uden. Men alle er sikre på at der skal være lys, defekte eller ej. Solen burde i øvrigt skiftes ud, da den pære er opdækket af skyer. Men hvem gider gøre det? Mig? Nej, jeg skal ikke der op, det er nok at få det i øjnene, så det svir. 

Indtil videre er mit bo en papkasse. Jeg holder den oppe, med en metalstang, en af dem i byen har smidt. Der er mange byggematerialer her. Og det er der sikkert også i den næste by, men her er der overdrevet mange. Det tog mig en time at få en papkasse op. De andre steder tog det mig 1 time, 37 minutter, 58 sekunder, samt 978 nanosekunder.

Jeg går meget op i tid. Mine eneste ejendele er min sjæl, mit ur, mine penge, og mine øjne. Jeg går meget op i tid. At vide hvad klokken er betyder alt for mig. Derfor koster mit ur 2000 dollars. Folk kigger altid efter det. 

Jeg har altid været perfektionist. Men det var perfektionen i mit hoved det kørte efter, og selvom den lyder let og tilfældig, har den mange stramme krav. Den er mit liv. Mit liv efter jeg mistede minderne. Dem tog du. Så nu kan jeg kun huske dig, og det er begrænset hvor længe jeg endnu kan se det uskyldige pjuskeminde fra i går. Det er meget sløret, og snart har du også overtaget det. Så kan jeg kun huske dig. Så har du hele min fortid. Du har den som en slave, og løsepengene er mig selv. Men jeg vil ikke udbetales. Derfor går det som det går.

På den måde jeg er nød til at være slave af. Derfor skal jeg rejse i morgen, som jeg har gjort så mange gange. Det er så nemt. Jeg kan bare smutte, og der er ingen jeg skal sige farvel til. Det er en del af min taktik. Den taktik jeg altid har haft.

Klokken er præcis 17:41:07. Altså 17 timer, 41 minutter, og 7 sekunder. Jeg elsker mit ur. Det er helt præcist, og giver mig hvad klokken nøjagtigt er. Jeg skal spise præcis klokken 18:23:46. Der skal jeg begynde at gå afsted, og jeg skal nå derhen præcis klokken 18:39:56. Det tegner til at blive en perfekt dag. En perfekt dag som alle andre. 

En bil giver sig retten til at køre forbi mig, og samtidig sprøjte snavset vand i hovedet på mig. Jeg har lyst til at gøre noget, men gør det ikke, fordi jeg ikke kan gøre noget. Det eneste jeg kan er at prøve at fjerne snavset med lidt spyt, hvilket ikke virker optimalt. Pletten er stadig tilstede, men jeg beslutter mig at ignorere den, da jeg aldrig har gået op i tøj. Jeg er aldrig rigtig blevet teenager. Jeg er forblevet barn. Både barn og voksen. Jeg har aldrig været teenager, og bliver det nok ikke. Indeni er jeg både 40 og 11. Mest 40. 

Jeg er en barnevoksen. Det vil jeg nok altid værre. En stædig, perfektionistisk, barnevoksen. Men stadig en social taber. Tiden går, og jeg må hellere komme afsted.

Det giver mig et chok da nogen tager i min arm. Jeg skriger, og slår, men jeg har altid været svag fysisk. Jeg slår mod en mand i fyrrene. En politimand. Jeg prøver at bide af alle kræfter.

"Du er arresteret for tiggeri" Manden skærer en grimasse. "Det er vidst bedre at du kommer med mig til ungdomsfængslet. Det er bare en 2-3 uger" 

Det er alt for meget tid. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...