Jeg har aldrig hadet dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Sophies liv er et bad, i forkerte og rigtige barndomsminder, og en muligvis fiktiv ulv der stalker hende af kærlighed. Hvor end hun er ved den fiktive ulv aldrig lade hende værre. Og den bliver stærkere jo tættere den kommer på hende.
I mange år er den som en beskytter, men snart må 13 årige Sophie betale prisen. Hun skal gifte sig med den blå ulv.
Da hun en dag finder en 5 årig pige overladt til døden, tager hun hende til sig. Men hendes livstil er svær når man har en lille social 5 årig. ** Jeg er med i fantasy konkurencen, og jeg håber i kan lide den her historie. Jeg har valgt kategori 1**

4Likes
3Kommentarer
503Visninger
AA

1. Prolog

Dine hænder er små og kolde. Det ved jeg fordi du nogen gange pusler mig på ryggen. Du lader din fingre dansede på min ryg, da jeg ikke vil danse med dig. Den her kærlighed er syg. Problemet er at jeg ikke kan sige du er ulven. For det er du ikke. Det var mig der forførte dig. Mig der gjorde dig syg. Syg af kærlighed. 

Du hvisker til mig hvor smuk jeg er om natten, og jeg beder dig gå. Men du griner bare din rindende perlelatter, og fortæller hvor meget du elsker mig. Du siger jeg er den smukkeste i universet, og spørg om jeg ikke kan se det. 

Du er den eneste der er med mig når sygdommen er værst. Du tvinger mig til at spise, fordi du syntes at lave tal skræmmer dig. Og jeg vil ikke skræmme dig. For på en måde er du jo min eneste ven.

Du kan snakke om alt, og bliver aldrig sur. Du kan græde over mistede veninder før dig, og du kan græde over den spildte mælk på min nye kjole, mens du kan glæde dig over jeg har fået en ny mobil, og fortælle hvor godt den passer til mit tøj, og hvor unik og smuk jeg er. 

Jeg har kendt dig siden jeg var 10. I starten blev jeg bange. Rædselslagen for dig. Men du strøg mig over håret, da mit elskede hamster døde, og det var som om vi havde delt det. Du kunne alle minderne. Jeg græd meget dengang. Jeg blev også mobbet. 

Du sagde at du snart ville hjælpe mig, og jeg stolede på dig. Da jeg blev 11 præcist, og den fysiske mobning begyndte, kunne du ikke holde dig tilbage. Du kastede dig frem og rev, og bed i Cathrine for 8. Hun skreg og skreg, og selv jeg blev forskrækket. Hendes veninde kom udenfor døren, fordi de mente hun havde tæsket Cathrine. Men det havde hun ikke. Det var dig. Kun dig. 

Du har været den eneste jeg aldrig har været tæt på at fortælle om. Det ville være så fraværende at gøre det. Så modbydeligt. Mere modbydeligt end jeg kunne klare. I gennem så mange år. 

Du må forstå. Du må tro. Jeg hader dig ikke. Jeg har aldrig hadet dig. Jeg har altid vidst du elskede mig, men ikke på den måde. Jeg har aldrig hadet dig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...