Jeg har aldrig hadet dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Sophies liv er et bad, i forkerte og rigtige barndomsminder, og en muligvis fiktiv ulv der stalker hende af kærlighed. Hvor end hun er ved den fiktive ulv aldrig lade hende værre. Og den bliver stærkere jo tættere den kommer på hende.
I mange år er den som en beskytter, men snart må 13 årige Sophie betale prisen. Hun skal gifte sig med den blå ulv.
Da hun en dag finder en 5 årig pige overladt til døden, tager hun hende til sig. Men hendes livstil er svær når man har en lille social 5 årig. ** Jeg er med i fantasy konkurencen, og jeg håber i kan lide den her historie. Jeg har valgt kategori 1**

4Likes
3Kommentarer
484Visninger
AA

5. Bænken

"Godt" min stemme var slangeagtig. Jeg lød som en sulten slange. "Hvis du gør det. Gør jeg det også. Aftale?"

Hun tog rystende min hånd, og smilede blidt. Mascaraen havde lavet store streger på hendes kinder. Hendes smil var lille, og læbestiften var næsten forsvundet. Når man kigger tilbage på pytten ligner det sort blod. Mørke blod. Dit blod. Det lugtede at mascara og læbestift. En lugt der førte en til makeupartister. Der stank bogstaveligt talt. 

"Ja" hviskede hun ivrigt, og rystede min hånd endnu mere. Jeg havde ikke lagt mærke til at hun var kommet så tæt på at hun kunne nå min hånd. "Og jeg holder altid hvad jeg lover"

"Det håber jeg"

Der kom tunge fodskridt, der ramte metalgulvet. Pigen flyttede sig væk fra mig. Hun krøb sig sammen i et hjørne, og kneb af alle kræfter sine øjne sammen, så man kunne se mascaraen på øjenlågene. Jeg kiggede tilbage mod hende, men fik hurtigt mit hoved frem ad. Jeg nåede dog at se at hun lå få centimeter fra pytten af mørkt blod.

"Nånå.. Hvad snakker i to misfostre om" En mandelig vagt, lagde hovedet på hans skuldre. Han var pumpet, og muskuløs. Sådan en bodybuilder. "Om hvor dejligt det er at jeres forældre ikke dræbte jer ved fødslen"

"Du skal fandme ikke kalder mig et misfoster!" røg det ud af mig. Pigen trak sig skræmt endnu mere tilbage, og lagde hovedet på skrå. "Din fede lorte mongol"

"Hvad kaldte du mig" Han havde fynsk accent.

"Nå så du kan heller ikke høre"

"Så lukker vi lige røven"

"Har du aldrig hørt om høflighed?"

"Fandme nej" Han rystede på hovedet, og jog en knytnæve mod tremmerne. "Tøsen skal på bænken Rosalie"

Rosalie? Hvad er det for et åndsvagt navn til en pige. Omlidt kommer der sikkert en blondine med pink puddel, og alt lortet. Rosalie. Hvilke forældre kalder deres psykisk syge møgunge, for et uskyldigt nuttet navn. Rosalie lyder som en der har guccitasker. Mange guccitasker. 

En sygelig lugt af røg fylder rummet, som om her er 30 storrygere, der ryger mig direkte i ansigtet. Jeg er fristet af at hoste, men lader vær da det ville lave akavetheden ekstremt, og jeg hader at ødelægge følelsesscener. Nu hvor der får en gangs skyld er en. Ligesom chancer. Medmindre det er andres hader jeg at ødelægge dem. Jeg hader samarbejde, og mit samarbejde med pigen er kun fordi det er højst nødvendigt. 

"Hvem er ofret" stemmen er blid, nysgerrig, og samtidig ligeglad og kold. Hun holder en cigaret i hånden, og vifter den forsigtigt i rummet. "Hvem er det Raphael?"

"Mor. Mor. Hvad skal der ske nu"

"Se nu bare godt efter Nikoline. Så kommer der et svar på alt" Måden hun sagde alt på var så uhyggelig at jeg fik gåsehud. "Det gør der altid"

"Hvorfor er de derinde mor?"

"Vent nu bare Nikoline. Alt svare sig"

"Svare sig selv?"

"Ja"

"Mmmhh..."

Jeg mærkede en hånd gribe min trøje. De fine hænder for kvinden med det mørke hår i knolden, og den lyserøde kjole, jeg mente hed Rosalie. Jeg greb hendes lår og rev hende ned af benet. Rev af alle kræfter. Indtil jeg blev stoppet af en barnehånd, og en styrke flår mig væk. Jeg snerre, og noget savl falder ned af min mund. Det render ned af min hage, og drypper ned i blodet for mit hoved der åbenbart ikke er helt størknet endnu. Jeg stønnede af smerte, da jeg forsigtigt rørte såret, og hev mine fingre tilbage. Halvstørknet blod over alt på mine fingre. Smerten var næsten ulidelig.

"Bløder du" hviskede barnestemmen, og bevægede hånden mod min hovedbund. Jeg ville flytte hende men havde ikke kræfter til det, og det blev kun til et hårdt støn. "Gør det rigtig ondt"

Jeg så op mod Rosalie, selvom det gjorde ondt at bevæge mit hoved. Hun lignede en luder. Smurt til i makeup med de lyserøde læber som prikken over i'et. Hendes øjneskygge var påfuglefarvet, og hendes øjenbryn var over 3 centimeter lange. Hvis man var så tæt på som jeg var kunne man se hun havde fregner i hele ansigtet. Den sorte frisure var prydet med en pind, der var stukket i gennem den runde knold, så den stak ud, og frisuren så kinetisk inspireret ud. Med nærmere eftertanke var det en spisepind. Desuden så det ud som om hun var dyppet i pudder, men hun havde stadig lagt pink farve på hendes kinder, hvilket gjorde hun lignede et monster. 

"Nej. Det er bare ketchup" jeg snerrede højt af pigen der gispede. "Ja selvfølgelig bløder jeg, og ja selvfølgelig gør det ondt"

"Jeg ville jo bare. Undskyld"

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...