HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2155Visninger
AA

2. Prolog

 

Prolog.

Regndråberne ramte mit vindue imens bragene fra stuen og udenfor blandede sig med hinanden. Jeg lukkede mine øjne i. Alting blev skarpere pludselig. Hver eneste detalje, årerne i min seng af egetræ, som var blevet malet med sort træmaling.

 

”Jeg hader dig!” Kom det fra stuen af. Klokken var halv tolv, selvfølgelig regnede de med at jeg sov. Hvad skulle man ellers forvente? Det var skoledag i morgen. Tårerne løb ned af mine kinder, mine mavemuskler spændtes, mine ben var svage, jeg kunne ikke fungere som et rigtigt menneske. Ikke længere. Ikke efter alt det jeg havde været igennem. Selvom det var så kort tid, så ville det altid have effekt på en.

Jeg lå krummet helt sammen i min seng, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. De havde skændtes sådan siden vi alle kom tilbage.

 

Min mobil vibrerede.

”Hallo?” Mumlede jeg som om jeg aldrig havde grædt, at jeg bare var træt.

”Janelle?” Det var Louis. ”Hej…” Hviskede jeg. ”Er du okay?” Spurgte han bekymrende. Min underlæbe begyndte at vibrere. ”Nej…” Hulkede jeg. ”Jeg vil ikke være alene…” Græd jeg. ”Det er du heller ikke.”

Jeg vidste med det samme hvad han mente. Jeg trak i mit almindelige tøj og tog min regnjakke udover og fra min kvist på badeværelset hoppede jeg ud og løb hjem til Louis.

Jeg stod foran døren og overvejede længe om det var det her han mente. Jeg bankede på. Lys inde fra stuen reflekterede ud i haven og jeg kunne se en skikkelse bevæge sig derinde fra. Døren blev åbnet og der stod han. Et medlident elskende smil kom frem på hans læber. Han rakte sin hånd ud og selv jeg var drivvåd holdte han om mig. ”Du kan blive her i nat. Jeg skal nok snakke med dem i morgen.” Hviskede han blidt til mig og log mig komme indenfor.

 

Jeg lånte en af hans hvide trøjer og lagde mig i hans seng. Døren blev lukket. Louis kiggede længe på mig, mens jeg undgik hans blik. ”Din far ved du er her.” Mumlede han. Jeg nikkede bare. Han lagde sig hen til mig og jeg lod hans arme vikle sig om mig.

Han kyssede mig i panden og begyndte at nussede min ryg. ”Du kan tage det med ro. Jeg skal nok passe på dig.”

 

Det gjorde han. Han ville altid passe på mig. Uanset hvor dum jeg kunne finde på at være. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...