HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2160Visninger
AA

11. Kapitel 9: Warrior

You fascinated me

Cloacked in shadows and secrecy

The beauty of a broken angel

 

*Janelle*

Jeg sad alene derhjemme og kiggede ud i haven. Mente han det virkelig? Ledte Eron efter mig?

En banken på min dør afbrød mine tanker.

”Kom ind.” Sagde jeg og vendte mig mod døren. ”Janelle der er noget vi må fortælle dig.” Det var de gamle, undtagen Louis.

”Hvad er der?” Spurgte jeg. ”Vi har ikke været helt ærlige angående nogen ting.” Sagde min far. Vi satte os alle i sengen og kiggede afventende på dem.

”Vi planlagde din flugt, vi planlage skilsmissen, vi planlagde alt. Men ikke at Louis ville spørge ind til hvem han egentlig var. Det havde vi ikke forudset.” Sagde Niall og kiggede undskyldende på ham som om det smertede ham at sige det. 

 

”Hvorfor?” Var det eneste der kom ud af min mund. ”Fordi, vi vil beskytte dig. Det kan godt være du er dronning og en af de mægtigste væsner i verden. Men du slog også Yema ihjel.  Han var en del af Rådet. Selvom du gjorde det af med en hel verdens byrde, gjorde du også noget forkert. Det var Louis som skulle slå ham ihjel. Vi er ikke vrede på dig, men på os selv. I bliver nødt til at flytte. Ellers vil han finde jer igen. Ja, Louis har ledt efter huse. Men vi har fundet et til jer. Georgia Streeth 49. Det er i det finere kvarter af London. I flytter allerede i næste uge. Det skal gå stærkt.” Sagde Niall. Min far aede mig forsigtigt på kinden så jeg vendte mig om og så på ham.

 

”Hvad ellers? Der er en hage.” Sagde jeg. ”Louis er kun gæstedommer i X-factor, derefter… har Simon sendt os på tour i Europa.” Sagde han og trak mig ind til ham.

Jeg kunne fornemme min mave snurre rundt mens mine ben var følelsesløse. ”Hvornår er I tilbage?” Spurgte jeg. ”Det ved vi ikke… men vi sørger for at komme tilbage.”

”Det bliver I nødt til det.”

 

***

 

Makeuppen blev lagt godt om mine øjne og håret blev redt og lagt pænt mod min ryg. Jeg fik noget parfume på og min makeup artist gav mig lidt puder på.

”Er du klar?” Spurgte hun. Jeg nikkede og kiggede hen mod sofaen. Will havde lagt der i noget tid. Han var nervøs.

”Er du klar?” Spurgte jeg ham om. Han kiggede på mig med et smil. ”Med dig, altid.” Sagde han og rejste sig op. ”Du ser godt ud. Men drop den lille vest.” Sagde han og smilte venligt til stylisten.

”Den er lidt for meget.” Sagde han og tog den af mig.

 

”Fem minutter Horan og Styles.” Sagde en mand. ”Okay… så er det nu.” Sagde jeg og rejste mig op. ”Hvordan ser jeg ud?” Spurgte jeg. ”Du ligner Janelle Styles.” Sagde han og omfavnede mig. Jeg gav igen og lod mit hoved hvile på hans brystkasse. ”Jeg elsker dig Will. Tusind tak fordi du har været der.” Hviskede jeg. ”Det var så lidt hvalp. Kom så.”  

 

”Velkommen til X-factor 2028!” Sagde værten glad. ”Vi har fundet hele verdens bedste vindere igennem år 2025 og 2026. I år vil grupper, solo artister på alle aldre få den ultimative gevinst. Kampen om tre års kontrakt med SyCo og muligheden for en kickstart som One Directions opvarmningsband. ”Smilte værten.

 

”Men først… så skal showet for alvor begynde. Vil I dommere introducere?” Spurgte værten. Jeg kiggede ud og kunne se Louis.

”Jeg vil meget gerne præsentere to unge mennesker som jeg har set vokse op. Jeg kender deres talent og jeg nok lidt skuffet over at begge to ikke synger. Mine damer og herrer, jeg vil gerne I hjælper mig med at byde Janelle Styles og Will Horan ind på scenen!”

Jeg tog nervøst fat i Wills hånd, men han nussede den bare blidt og kiggede glad på mig. ”Du kan godt gøre det. Det ved jeg. Jeg er lige ved siden af dig, hele tiden.”

Han løsnede grebet da skærmene rykkede sig og vi kom ud. Der var allerede stol og mikrofon derude.

 

Jeg smilte nervøst og vinkede mens folk piftede og jublede af os. Jeg satte mig på stolen ved siden af Wills og kiggede på ham.

Han smilte bare og begyndte at spille.

 

“You were just a small bump unborn, four months then brought to life, you might be left with my hair, but you'll have your mother's eyes, I'll hold your body in my hands be as gentle as I can,  and now your scan on my unmade plans,. Small bump four months then brought to life”

 

Jeg knugede min hånd om min vielsesring og bad til at det ville gå godt.

 

“I'll hold you tightly, I'll give you nothing but truth, if you're not inside me, I'll put my future in you”

 

“You are my one, and only You can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

Oh you are my one, and only You can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

And you'll be alright.”

 

“You're just a small bump unknown and you’ll grow into your skin, with a smile like hers and a dimple beneath your chin, oh Finger nails the size of a half grain of rice and eyelids closed to be soon opened wide a small bump, in four months you'll open your eyes”

 

“I'll hold you tightly, I'll give you nothing but truth. If you're not inside me, I'll put my future in you”

 

“You are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

Oh you are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

And you'll be alright”

 

“You can lie with me, with your tiny feet when your half asleep, I'll leave you be

Right in front of me for a couple weeks, so I can keep you safe”

 

“'Cause you are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

Oh you are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

And you'll be alright”

 

“You're just a small bump unborn just for four months then torn from life

Maybe you were needed up there but we're still unaware of why”

 

I det Will lod sine finger stryge en sidste gang over guitaren rejste folk sig og jublede utrolig højt. Jeg kiggede hen mod dommerpanelet og så dommerne. Louis, Bruno Mars, Britney Spears og Lady Gaga!

Lady Gaga satte hovedet hen mod sin mikrofon på samme tid med at hun gjorde tegn til stilhed.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige… du er kun femten. Du har det mod og den stemme! Det var så smukt Janelle! Og dig Will! Unge mand! Jeg lyver ikke jeg har lige set dine forældre græde af stolthed er du klar over det?” Sagde hun og pegede hen mod Demi og Niall der bare vinkede.

 

”Helt ærligt, I er så utrolige!” Sagde Bruno Mars og så helt forbløffet ud. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. I kan noget. Jeg ville ønske jeg kunne se jer hele aftenen!”

”Hov hov du.” Afbrød Louis og han kiggede sjovt på mig. ”Vi aftalte ikke denne sang.” Sagde han. ”Og vi gik igennem seks skjorter og du endte med at tage en gammel en på end den vi aftalte også du skulle have smørret ærmerne op men det har du da heller ikke gjort!” Svarede jeg igen og jeg kunne høre publikum grine. ”Haha.” Grinte jeg og bukkede med Will. ”Det var en smuk sang. Nu til konkurrenterne.”

***

 

Jeg tog min nye kjole på. Jeg kunne faktisk godt lide den. Men jeg havde også kun taget købt den fordi jeg skulle med til afterparty.

”Er du klar?” Spurgte Will og James utålmodigt fra sofaen i make up rummet.

”Hvad synes I?” Spurgte jeg og drejede rundt. ”Du ser vidunderlig ud…” Sagde James. ”Du lyver.” Sade jeg.

”Hvor har du ret! Du er ikke en kjolepige. Desuden, har vi noget med til dig. ” James tog en taske frem. ”Her. Det er lige dig..” Jeg åbnede tasken op og så et par slidte shorts, deminhætte, kort stram korset ting top og de fedeste sneakges.

 

”Det er perfekt. Tak.” Sagde jeg og skyndte mig at skifte om. ”Hvad siger I så?” Spurgte jeg. ”Det er Janelle Styles!” Sagde Will og rejste sig. ”Til fest og druk!” Jublede han. ”Will…” Sukkede James og tog hans hånd. ”Jeg skal nok passe på. For din skyld.” Will kyssede ham i panden og jeg blev helt rørt indeni.

Hvor var de bedårende sammen.

 

Vi kørte fra X-factor studiet til Royal Albrt Halls festsal. Der var cirka ti minutter imellem begge steder.

”Er ud spændt? Der er jo en rød løber.” Sagde Will. ”Jeg ligner mig selv og ved siden af jer skal det nok blive attraktivt.” Sagde jeg med et grin og kiggede ud mod nattelivet.

 

”Hey… Will Horan.” Hurtigt viste Will id og steg ud af bilen. En eller anden tjener åbnede op for mig så jeg kunne stige ud. ”Mange tak.” Smilte jeg og gik ind med James og Will i hver min arm flettet ind i deres. ”Det skal nok blive sjovt. Jeg har aldrig været med til sådan noget her.” Sagde jeg. ”Der er den røde løber.” Sagde Will og pegede. ”Skal vi?” Spurgte jeg. ”Hvorfor ikke?” Smilte James.

”I går ind først.” Sagde jeg og skubbede dem af sted. Will lagde straks sin arm om James side og trak tæt ind. Et hurtigt vink til kameraerne og James fik et kys på kinden.

 

Jeg har glemt noget… jeg skulle ligesom med dem! Jeg kan da ikke gå alene!

”Will!” Kaldte jeg. Han løb hurtigt tilbage. ”Undskyld. Skat?” Kaldt han og James kom. ”Nå ja… du kan ikke lide at være alene.” De sendte hinanden et snedigt blik. ”Bare gå skat.” Sagde Will. James nikkede og gik smilende forbi paparazzierne. Will tog min hånd og smilte til mig. ”Er du klar?”

”Ja.” Smilte jeg. Will krammede mig og pludselig var jeg ovre hans skulder. ”WILL!” Hvinede jeg men han løb bare men stoppede ved paparazzierne og smilte. Jeg smilte også men på samme tid sendte jeg et dræberblik til Will.

Så løb han videre med mig over skulderen. Det er jo det bedstevenner er til for.  

 

Dørene til Royal Alber Hall blev åbnet og vi kom ind til selve gangen kun. Will og James gav deres jakker men beholdte deres mobiler. Jeg lod mit tøj blive på mig. Mest af alt fordi jeg alligevel ikke havde særlig meget på.

”Hey Jay… smil!” Hurtigt tog Will et billede af mig og ham sammen. Hvis jeg kendte ham ret røg det på Twitter. Jeg åbnede min mobil og så at jeg havde ret.

 

#This little bird can sing. She’s my mockingjay! <3 #

 

“Will…” Sukkede jeg og gik med dem ind. ”Er du klar?” Spurgte han. Jeg nikkede. Det første der skete da vi kom ind i festsalen var at en masse mennesker hilste på os og ønskede mig og Will tillykke med vores optræden til X-factor. Vi takkede hurtigt tak og ledte efter nogen vi kunne snakke med, for helt ærligt, det ville være kedeligt hvis vi kun snakkede med hinanden. En hånd tog fat i min arm og straks vendte jeg mig om og mødte nogle velkendte grønne øjne.

Far.

 

”Hej.” Smilte jeg. ”Jeg ville sige jeg er stolt af dig. Det mener jeg virkelig.” Sagde han og kiggede på mig med et smil. ”Det er jeg glad for at høre.” Jeg lod mit hoved hvile på min fars brystkasse og kunne mærke hvordan han tog en lettet dyb indånding. ”Ud og mor dig. Men inden det… så vil Lou gerne snakke med dig om din optræden.” 

 

”Tak… vi ses.” Sagde jeg og gik væk fra ham. Jeg prøvede at finde Louis, men det var rimelig svært, folk maste lidt på hinanden og nogen grinte så unormal højt. Det var vildt træls at høre på.

 

”Janelle!” Kaldte en stemme. Jeg så at det var Louis. Han stod snakkede med nogen. Jeg gik stille og roligt derhen. ”Du kaldte gamle.” Smilte jeg. ”Tak.” Sagde han tilbage og rakte halvt tunge af mig. Det var faktisk rimelig frækt.

”Så du er Styles unge…” Sagde en mand, midt i trediverne ville jeg sige. Brune øjne og, lidt canadisk amerikansk accent.

”Jeg hedder Justin.”

”Det ved jeg.” Sagde jeg hurtigt. ”Jeg er Janelle.” Smilte jeg. ”Du ligner egentlig din mor mere end din far.” Sagde Justin og smilte. ”Det tager jeg som en kompliment. Hvad ville du?” Spurgte jeg. ”Jeg ville høre om du ville se huset.”

 

”Huset?” Spurgte jeg. ”Jeg har købt et. Niall fandt det.” Sagde han og viste billedet fra sin mobil.

”Der er indendørs pool.” Var det første jeg sagde. ”Det er godt set.” Sagde han og rullede kærligt med øjnene.

”Har du sagt noget til trillingerne?” Spurgte jeg. ”Nej.” Godt. Det var kun min far, Liam, Niall og Zayn som vidste noget om det med Eron havde været efter mig. Men uden held. Louis skulle ikke vide noget.

”For resten… det var godt gået oppe på scenen i dag Jay.” Smilte Louis og gav mig et kram og et kys i hårbunden.

”Tak.”
”Ja, det var faktisk rimelig godt. Har du sunget foran andre før?” Spurgte Justin mig. ”Ja. En gang. Men det er ikke noget jeg vil gøre noget ud af. Jeg finder lige Will.” Sagde jeg og vendte på hælene.

 

*Louis*

 

”Hun er da en yndig hushjælp.” Sagde Justin og drak sin øl. ”Hushjælp og hushjælp… hun er mere en kvinde i huset. Hun gør alt. Man må intet for hende. ”Smilte jeg. ”Hun ligner virkelig sin mor. Det er helt uhyggeligt. Men hun går mere frækt.” Jeg kiggede koldt på ham. ”Sig ikke sådan.” Sagde jeg køligt og gik væk fra ham. Jeg vidste godt hvad der ville ske hvis jeg blev og ville forsvare hende. Så ville han komme til skade, værre endnu, Janelles rygte ville.

 

*Janelle*

 

Jeg gik op til baren og bad om en champagne brus. ”Vent hvor gammel er du?” Spurgte bartenderen. ”Det er et godt spørgsmål. Men nu skal jeg sige dig noget. Om en halv time kommer jeg igen og beder om en sodavand. Fordi jeg fortryder denne her.” Sagde jeg og gik hen mod Will som snakkede med skolekammerater.

 

”Der har vi jo min lille pige!” Smilte Will og trak mig ind i et kram. ”Vi så dig på tv Styles… godt gået.” Sagde Andrew og smilte. Jeg smilte ikke igen. ”Tak.” Sagde jeg køligt og kiggede op på Will.

”Hey Janelle.” Andrews hånd tog forsigtigt fat i min arm. ”Hvad vil du?” Spurgte jeg. ”Undskyld… jeg er virkelig ked af det. Jeg vidste ikke at det her… ville ske.” Sagde han. Jeg nikkede. ”Du var i det mindste ikke en del af hvad der skete.” Sagde jeg og gik videre. Jeg blev helt nedtrykt af at snakke om det. Jeg prøvede at ryste det ud af hovedet men intet virkede overhovedet.

 

Jeg kom hurtigt op til baren igen og bad bare om et glas vand. ”Tak.” Sagde jeg med et smil og drak det hurtigt.

”Janelle!” Kaldte en fjern stemme. Det var Niall. Jeg kiggede ned med et smil. Han prøvede at vinke mig hen. Jeg sukkede og gik ned til ham. ”Du gjorde det vildt godt her til aften!” Sagde han og gav mig et kram. ”Hyg dig i aften. Det fortjener du! Du har slet ikke haft tiden til at more dig.” Jeg kom hurtigt videre og gik i massen af mennesker. Lyset blev dæmpet og musikken kom på.

 

Jeg endte med at danse lidt men stoppede hurtigt fordi at jeg ikke rigtig brød mig om at danse uden Will.

”Hey… kom her.” Jeg vendte mig forskrækket om og så at Louis smilte til mig. ”Du behøver ikke skjule noget her. De kender os.” Han pegede hen mod Perrie og derefter Lady Gaga. ”Lady Gaga, ikke? Hun er en havfrue. Kroeger er en varulv. Lavigne er en engel og jeg kunne blive ved. Bare slap af.” Sagde han og fjernede noget hår fra mit ansigt. Jeg nikkede og tog imod hans hånd. Jeg dansede helt fjollet med ham og pludselig kunne jeg mærke at min mave hoppede op og ned.

Jeg grinte.

 

”Hvor er du vidunderlig! ”Smilte jeg i det han løftede mig op i luften. ”Se, det her er hyggeligt!” Grinte han og vi dansede lidt videre.

Jeg tror vi havde danset uafbrudt i tyve minutter hvor efter musikken stoppede. Vi gik lidt rundt og kiggede os omkring. Mens vi gik lænede Louis sig ned og gav mig et kys på kinden. Helt automatisk lukkede jeg genert mine øjne.

”Åh Tomlinson!” Sagde en stemme. Louis smilte og gik hen mod en flok mænd med mig ved sin side.

”Jeg kan forstå at du kun var med den første gang som dommer?” Spurgte en ældre mand. ”Ja… jeg skal snart på tourné. Men det var rart nok alligeve” ”ARGH!” Jeg kiggede forskrækket omkring mig og alt stoppede. Nogen skreg. Hvem var det? Louis tog straks hårdt fat i mig og gemte mig bag hans ryg.

 

Jeg løsnede mig fra hans greb og kiggede omkring mig.

”Hvad var det?” Hviskede jeg. Louis gik foran mig og kiggede lidt rundt. Han kunne ikke se noget. ”Ligeglad, vi skal have di” Mere skete der ikke. Lyden af patroner som blev affyret gjorde jeg nærmest blev døv. Louis bakkede langsomt og han endte med at ligge foran mig.

”Louis?” Hviskede jeg. Der gik nogle sekunder før det hele gik op for mig. Folk skreg og panikkede.

”LOUIS!” Skreg jeg og endelig åbnede han sine øjne. ”Ring efter en ambulance!” Sagde en mand og lagde sig på knæ ved Louis. ”Lou? Er du der?” Spurgte han. ”De bevæger sig…” Sagde Louis besværligt.” Hvad?” Sagde jeg.

 

Han lukkede sine øjne i af smerte og vendte sig voldsomt om. Jeg tog forsigtigt fat i hans skulder og vendte ham om. ”Se på mig Louis.” Hviskede jeg men jeg kunne ikke komme ind til ham ”Få det ud.” Sagde han smerte fuldt og krøllede sig sammen.

”Hvad sker der?” Will satte sig ved mig og prøvede at holde Louis hoved stille. ”Jeg ved det ikke. Du bliver nødt til at hjælpe mig.” Hviskede jeg. Will rørte med sine fingerspidser håret og tog den hurtigt til sig. ”Jeg ved hvad det er. Det er slanger…” sagde han bange og kiggede ned på Louis som intet kunne.

”Hvad skal vi gøre?” Spurgte jeg. ”Hey… dig der” Sagde Will. ”Hjælp mig lige, vi skal have noget bedre at ligge ham på.” Will og en anden mand tog hurtigt fat i Louis og skyndte sig af sted med ham. Jeg fulgte med så hurtigt så muligt og prøvede at finde ud af hvor vi skulle hen.

 

”Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg. ”Op på anden sal. Der er hotelværelser der. ”
”Jeg ordner det.” Jeg løb foran dem og fandt hurtigt et værelse som der ikke var nogen i. Jeg fandt nogle håndklæder og lagde dem frem og fugtede nogle af dem.

 

Will og manden kom ind med Louis. ”Tak. Gå hellere ned til de andre og få styr på dem. Louis Tomlinson er her ikke. Okay?” Sagde Will og manden nikkede. Jeg var hurtigt henne ved Louis og tog hans hånd. ”Vi skal nok hjælpe dig nu…” Will låste døren og dækkede vinduerne til.

Han knappede hurtigt jakke og skjorte op på Louis. Jeg var ved at blive dårlig af synet. Jeg kunne se dem. Slanger.

”Hvad gør vi?” Spurgte jeg. ”Vi skal have noget skarpt.” Will tog sin mobil frem og ødelagde skærmen.

”Du er den eneste der kan. Uanset hvad. Så skal de ud. Det er ikke normale slanger. De er giftige” ”ARGH” Et højt knæk kunne høres. ”De ødelægger alt. Skynd dig!” Sagde Will.

Jeg panisk på kroppen og ledte efter slangerne. ”Hvor mange er der?” Spurgte jeg. ”Hvor mange skud er der?” Spurgte han så. ”Tre.”

”Få det ud!” Klagede Louis og spændte i sine ben. ”Slap af…” Jeg fik endelig øjenkontakt. ”Det hele skal nok gå.” Sagde jeg tog hans hånd. ”Det lover jeg.” Sagde jeg med et hårdt åndedræt. ”Stol på mig.” Sagde jeg og kiggede på hans mave. ”Jeg klarer det.”

 

Jeg satte glasset mod huden hvor jeg kunne den lille, men langsomt voksende slange var. Jeg knugede min hånd om glasset og pressede ned. Will holdte Louis tilbage fra at sætte sig op. Jeg fik fat i slangen og prøvede at rive den ud men den sad virkelig godt fast.

 

”Bliv ved med at rive til!” Råbte Will og blev ved at presse Louis ned i sengen. Jeg tog et ekstra godt tag og fik den endelig ud. Hans blod ramte mig i ansigtet. Slangen dunkede ind i væggen og blev liggende.

”To tilbage. Det er okay. Jeg har styr på det.” Sagde jeg og fortsatte. Jeg lod min hånd glide over hans krop og mærkede ved hans ribben. Lige til højre. Jeg flænsede huden op og rev straks til. Endnu et ribben blev brækket over og Louis prøvede anstrengt ikke at skrige af smerte.

 

”En tilbage.” Pustede jeg og kiggede igen på hans krop. ”Vi må få ham væk bagefter.” Sagde jeg. ”Hvordan gør vi det?” Spurgte Will. ”Vi får din mor til at hente ham. Hun har vel en løsning. Vi skal også have blodet væk. Men det klarer jeg. ”Sagde jeg og fandt den sidste slange.

”Den er det samme sted som den første.” Louis slog hovedet tilbage i puden og bed tænderne sammen. Jeg lagde glasset fra mig og kunne se hovedet fra slangen. Med et havde jeg fat i hovedet. Jeg rejste mig og trak den ud. Den var længere end de andre, derfor også stærkere.

Jeg tog fat om hovedet og slog det ned i gulvet. Man kunne høre hovedet knuses.

 

”Det var det.” Sagde jeg og faldt sammen. Det hele gik så stærkt. Jeg kunne virkelig ikke holde til al den pres.

”Ring til din mor Will.” Sagde jeg og pustede ud. Jeg satte mig ved Louis og knappede hans skjorte og jakke sammen. ”Vi bliver nødt til at gøre resten hjemme.” Hviskede jeg. Han nikkede svagt og jeg kunne se han havde det rigtig dårligt. ”Bare rolig. Det hele skal nok gå.” Sagde jeg og kyssede hans hånd blidt.

 

”Hun kommer nu. Hun har de andre med. Vi skal-” Døren blev åbnet op og Demi kom ind. Hun så væk et øjeblik. ”Vi skal have ham hjem med det samme.” Sagde hun kort og gik hen til Will. ”Niall og din far kommer nu.” Sagde Demi med sit blik vendt mod mig.

Jeg nikkede. ”Okay.” Hviskede jeg og blev ved med at nusse hans hånd.

 

”Hey… vi er her nu. Alt er klar. Bilen står lige udenfor.” Sagde min far og gik hen til Louis. ”Kom så… vi skal have dig hjem.” Sagde han og tog fat i den ene arm. Jeg flyttede mig så Niall kunne komme til.

”Er du klar?” Spurgte min far, Louis. Han nikkede og forsigtigt rejste de ham op, men han var ved at falde til jorden. ”Okay rolig…” Sagde Niall. ”Janelle… kom her. Du holder lige der.” Jeg stod foran min far og lagde en hånd forsigtigt på Louis’s ryg og mave og med mit ene ben lod jeg ham støtte sit eget op af mit.

 

Vi kom ud til bilen og hurtigt satte jeg mig ind på bagsædet og vi fik lagt Louis ned. Han trak vejret tungt og prøvede at blinke hele tiden. ”Kom med nogle trøjer, et eller andet.” Sagde jeg og åbnede hans jakke og skjorte op.

”Her.” Sagde Niall og rakte mig nogle håndklæder. ”Det er okay.” Hviskede jeg og lagde forsigtigt håndklæderne omkring sårene. Han bed tænderne sammen og prøvede at trække vejret behersket. ”Det er okay… se på mig.” Sagde jeg blidt og aede ham på kinden. ”Vi passer på dig.” Smilte jeg. Han gengældte det med et svagt smil.

 

***

 

Jeg sad og holdte Sarah i hånden oppe på hendes værelse mens knækkene og de evige skrig af smerte fortsatte ud i natten. ”Hvorfor stopper det?” Hulkede Sarah. ”Det ved jeg ikke… men nok snart.” Sagde jeg og kyssede hende i hårbunden.

Døren åbnede sig og Will kom ind. ”Han er sin seng nu. Skal du ikke med mig Sarah? James skal ud og hente hund i morgen, han vil gerne have dig med.”

Sarah kiggede op på mig med et bedende ansigt. ”Jeg pakker en taske.” Sagde jeg og skyndte mig at pakke en taske til hende.

 

Will hjalp Sarah med tasken og gik ud med hende fra værelset. Jeg ventede på at jeg kunne høre fordøren smække i. De var på vej ned af trappen, Wills sko kunne høres i køkkenet, døre til forhallen blev åbnet. Der var lidt stilhed, Sarah var vel i gang med at få sin jakke på. Fordøren blev åbnet og lukket. Jeg sank sammen. Følelserne af frygt, smerte blandede sig i min krop. Tårerne trillede ligeså stille ned af mine kinder mens jeg prøvede at få kontrol over mig selv.

 

Jeg tog nogle dybe indåndinger kunne mærke at mit hjerte ikke bankede så hurtigt igen. Forsigtigt rejste jeg mig op og gik hen mod det store soveværelse. Lyset derinde fra var tændt og jeg kunne høre nogle stemmer derinde fra. Følelsen af tæppet under mig gjorde jeg følte mig en smule utilpas. Jeg prøvede at få kontrol over mine ben og da jeg kom til soveværelset stoppede jeg op og kiggede op lyset fra rummet. Jeg tog en dyb indånding og gik ind.

 

Liam og Niall sad i en stol og snakkede sammen. ”Hey.” Hviskede Niall og rejste sig. Forsigtigt lagde han armene om mig og nussede min ryg. ”Vi sover i stuen. Hvis der er noget kalder du.” Smilte han og gik ned sammen med Liam. De lukkede døren efter sig.

 

Jeg satte mig i sengen ved siden af Louis og kiggede på ham. Han svedte, træk vejret hårdt og jeg kunne se at han havde ondt overalt.

 

Et lille host kom fra ham. Hurtigt lagde jeg min hånd på hans pande og prøvede at berolige ham. ”Det er okay… jeg er her.” Hviskede jeg. Louis åbnede langsomt trætte øjne og kiggede på mig. ”Janelle.” Hviskede han. Jeg nikkede. ”Jeg er lige her.” Sagde jeg og lagde mine hænder på hans kinder. ”Har du det varmt? Er der noget du vil have?” Spurgte jeg. ”Janelle… nej. Bare… bliv her.” Jeg kunne mærke en ubehagelig varme røre min arm. Louis havde taget fat i mig så jeg lagde mig ned. ”Jeg vil bare gerne, at du vil blive hos mig.” Hviskede han. Jeg lagde mig så tæt som muligt op af hans arm og nussede den.

 

”Er du okay?” Spurgte jeg. ”Det kommer an på din tilstand.” Sagde han alvorligt. Jeg kunne mærke tårerne presse på. ”Jeg…” Skulle jeg fortælle det? ”Jeg tror aldrig jeg har været så… bange.” Hviskede jeg mens tårerne trillede ned endnu en gang. ”Janelle… shh.. det er okay. Jeg er lige her.” Jeg kunne mærke han lagde sin arm om mig og trak mig helt ind til ham. ”Hvornår er du rask igen?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke. Men meget snart regner jeg med.” Sagde han og hostede en smule. ”Du kan godt falde i søvn…” Hviskede han. ”Jeg er her også i morgen.” Louis kyssede mig anstrengt i hårbunden og lagde sig forsigtigt tilbage. Mit blik var rettet mod hans ansigt. Han havde så mange smerter jeg intet kunne gøre ved.

 

***

 

Jeg kiggede længe på den gennemsigtige krukke Demi var kommet med. En af slangerne var åbenbart stadigvæk i live. Det skulle den blive ved med at være.

”Hvad er det?” Spurgte jeg. ”I går var angrebet rettet mod dig.” Sagde hun og kiggede op mod trappen.

”Lad os gå ind i spisestuen.” Sagde jeg og fulgte hende derhen. Jeg lukkede dørene derind og satte mig overfor hende.

 

”Vi tror det var Eron, Rohan, hvad du nu foretrækker.” Sagde Demi. ”Hvorfor det?” Spurgte jeg. ”Fordi… denne her lille fyr.” Sagde Demi og prikkede på glasset. ”Er af kviksølv. For alt i verden må Louis ikke få det ind i sig. ”Sagde hun kort. ”Hvad skulle det gøre ved mig?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke. Men I bliver nødt til at pakke nu. Hvad som helst.” Sagde hun og kiggede omkring sig.

”Jeg skal nok få det ordnet. Er der andet?” Spurgte jeg. ”Bliv i spotlightet. Så længe du er tydelig er han langt væk. Kommer han tæt på, så skal jeg nok få ham ned.” Sagde hun bestemt. ”Men vi er forbundet ham og mig.” Sagde jeg. ”Ikke meget længere. Vi har noget af hans gamle hår og vi har dig. To stykker hår, et fra hver af jer og I er ikke forbundet længere. Overhovedet. ”

 

”Okay. Jeg stoler på dig. Tak for resten… det at Will tog Sarah har virkelig været en hjælp.” Sagde jeg. ”Hun er dejlig at have med sig. Men folk vil snart sætte spørgsmål til det. Specielt fansene. Bare pas på, okay?” Smilte Demi og tog min hånd og nussede den blidt. ”Jeg skal nok få det hele op at køre.”

”Sørg for at de vil hjælpe, du kan intet alene.” Sagde hun. ”Det ved jeg. Endnu en gang. Tak.”

”Så lidt. Vi ses Janelle.”

 

***

Jeg løb ovenpå. Hurtigere end nogensinde havde løbet før. Det føltes i hvert fald sådan. ”Hvad er der galt?” Spurgte jeg. ”Jeg ved det ikke! Jeg kan ikke få kontakt til ham.” Sagde Dylan panisk og ruskede forsigtigt i Louis.

”Lad mig komme til.” Jeg satte mig ovenpå Louis og prøvede at trykke ved hans ribben. ”Kom med natrium og noget.. kom med rosaverinen.” Sagde jeg og prøvede at få kontakt til Louis. ”Louis… kom nu… se på mig.” Sagde jeg panisk. Louis vred sig til den ene side og brækkede blod op, han vendte det hvide ud af øjnene og begyndte endelig at trække vejret.

”Louis? Er du der? Kan du høre mig?”
”Nej… NEJ!”

”Louis!” Jeg trak ham op og jeg kunne mærke hans arme stramme sig om mig. ”Du må ikke gå… bliv her…” Hulkede han. ”Louis… lyt til mig. Jeg er lige her.”
”Jamen du er død… jeg så det” ”Louis” Jeg tog fat om hans hoved og stirrede ind i hans røde øjne. Han var stadigvæk lige så varm som da vi fik ham hjem for to dage siden. ”Jeg er lige her… jeg går ingen steder.” Prøvede jeg at sige beroligende. ”Jeg er lige her..” Hviskede jeg og trykkede blidt min pande mod hans. ”Janelle jeg har fundet det.” Sagde Dylan. ”Det er okay… det er okay nu… se… Dylan er her også.” Hviskede jeg. Louis drejede langsomt sit hoved og kiggede hen mod Dylan. ”Hej far.” Smilte Dylan. ”Hvordan har du det?” Spurgte han.

 

Langsomt rakte Louis sin hånd ud mod Dylan og rørte hans kind. ”Du er her.” Hviskede han. Dylan nikkede. ”Selvfølgelig er jeg det. Harry… kan du huske Harry?” Spurgte Dylan. ”Ja… Harry.” Hviskede han. ”Han kommer i morgen og besøger dig. Mens jeg er i skole, sammen med Janelle.” Sagde Dylan og pegede op på mig. ”Hvad med George og Phil?” Spurgte han lidt forsigtigt. ”De vil også være i skole. Sarah vil være hos Demi og Niall. Kan du huske at du tog hende ud af børnehaven?”

 

Han nikkede. ”Det var godt.” Sagde Dylan og tog fat i Louis’s hånd. ”Jeg vil gå ned og lave noget mad nu. Så bliver Janelle og passer på dig.” Dylan gav et venligt klem til Louis og gik ud.

 

Forsigtigt lagde jeg Louis ned og trak dynen af ham. Jeg skulle alligevel skifte bandagen på ham. Hans sår var stadigvæk sølvfarvede, lidt lysende, han havde kun fået det værre. Men jeg turde ikke sige det, eller indrømme det. Hvor lang tid skulle det tage?

Jeg blandede natrium og rosaverinen med noget vand så det blev en smule tykt.

”Det her vil gøre ondt.” Sagde jeg og forsigtigt bare med min finger lagde jeg det tykke smørelse på. Han bed tænderne sammen og man kunne høre det trænge igennem og ætse betændelsen væk. ”Det er okay..” Sagde jeg og tog fat i hans ene hånd med min som ikke var fyldt med det eneste som hjalp ham.

 

”Jeg elsker dig Louis. Jeg elsker dig.” Sagde jeg og fortsatte igen. Jeg gned det lidt bedre ind i det sidste sår og skyndte mig at vaske hænder. ”Så…” Sagde jeg til mig selv og fik fat i de rene bandager.

”Kom her Louis.” Jeg tog forsigtigt fat i ham og fik ham sat sådan at hans fødder var på gulvet.

 

”Op med armene sådan der.” Jeg skyndte mig at stramme bandagen og lægge ham ned igen. ”Du skal være i den her side indtil jeg får skiftet lagen. Okay?” Smilte jeg. Han nikkede svagt. Jeg rev lagenet af og pudernes betrak, blev smidt på gulvet og dynen blev med det samme skiftet.

 

Jeg satte mig ned så hans hoved hvilte på mine lår. Forsigtigt nussede jeg hans hår og kærtegnede hans hals.  

 

***

Udmattet gik jeg langsomt hen mod sengen og lagde mig under den dejlige kolde dyne. Hele dagen havde været hård ved mig. Jeg nåede slet ikke at lave lektier, eller hjælpe drengene. Men Sarah havde det godt. Perrie ville tage sig af hende.

 

Lyden af døren som klikkede op gjorde jeg automatisk vendte mig om. ”Hvad er der?” Spurgte jeg uden rigtig at tænke over hvem det var som stod i min dør.
”Kan jeg snakke med dig?” Jeg kiggede lidt på skikkelsen i døren. ”Hvem er det?” Spurgte jeg træt. ”Det er mig… Dylan. ”

 

”Kom ind.” Sagde jeg og tændte lyset. ”Du… det er jo mit sidste år på talentskolen. Medmindre jeg ønsker at tage en sidste elite klasse.” Sagde Dylan og satte sig ved mig. ”Ja? Hvad ellers?” Spurgte jeg. ”Jeg ved ikke om det er godt for… godt for en jeg kender, at jeg bliver.”

”Hvem er det?” Spurgte jeg nysgerrigt. ”Bare en… ikke nogen… speciel som sådan. Men denne person” ”Det er en pige?” Jeg blev helt overrasket. ”Natasja?” Spurgte jeg, bange for svaret. ”Jeg… jeg er gået fra hende.” Mumlede han og bed sig i læben. ”Åh Dylan..” Han lod mig trække ham ind i et varmt kram og aede ham på ryggen. ”Det er okay… det er okay at være ked af det.” Sagde jeg og kyssede ham i håret. ”Jeg kunne ikke… jeg blev bange… jeg ville ikke have hun skulle falde” Hulkede ham. ”Hvorfor skulle hun falde? ”

 

”Fordi… du er min mor…” Snøftede han og kiggede på mig. ”Du faldt. Jeg var bange, jeg følte jeg ikke kunne stole på nogen.”

”Er det min skyld?” Spurgte jeg helt såret. ”Nej… jeg kunne ikke håndtere de” ”ARGH!”

”JANELLE!” Jeg løb alt hvad jeg kunne. Det var ikke Louis som kaldte. Stemmen var mere ru, og kold. ”Rohan.” Hviskede jeg. ”Dylan få dine brødre væk herfra nu!” Jeg løb hen mod værelset og prøvede at åbne døren. ”Louis!” Kaldte jeg. ”Du skal ikke tro at det kun er ham!” Min ryg lavede underlige lyde, min hud var varm, som om den kogede og mit hoved var ved at eksplodere.

”Janelle!”

 

*Dylan*

 

”JANELLE!” Råbte jeg igen. ”Skynd jer ned i kælderen.” Sagde jeg og ville løbe hen til hende mens hun skreg af smerte foran døren. ”Er du gal? Rohan er for stærk. Selv for dem sammen. Phil…” George kiggede kort på ham. ”Du kan få hende til at slappe af… Dylan jeg ved hvad vi skal gøre.” Sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. ”Men… vi er ikke klar.” Sagde jeg bange mens skrigene fra Janelle kun blev værre. ”Har hun noget valg?”

”Nej.”

”Hun er vores mor Dylan. Uden hende ved du vi ikke ville overleve. Er du klar?” Spurgte han og rakte sin hånd frem mod mig. ”Okay.”

Jeg greb fat i hans og kiggede ham i øjnene. ”Phil… få hende ned i kælderen. Hæld hele tiden vand over hende. Vi sørger for Rohan.”

 

Phil fik hurtigt Janelle i sine arme og løb af sted med hende. ”Er du klar?” Spurgte jeg nervøst. Der var helt stille. ”En…” hviskede jeg. ”To…” Hviskede han. ”Tre.” Sagde vi sammen og sparkede døren ind.

De vrede ravgule øjne skinnede igennem. ”Gå væk fra ham.” Sagde George. ”Hvad laver I her?” Spurgte han koldt. ”Vi bor her. Lad ham gå.”

”Nej… skynd jer væ” ”Hold kæft.” Han blev smidt ind i tøjskabet som gik helt i stykker så mors brudekjole blev helt rød af hans blod.

Jeg kiggede helt koldt på ham. ”Var det ikke Eleanors kjole?” Han sparkede til min far og rev kjolen fra jorden og op.
”Jeg husker den dag.” Han flåede noget af tylden af. George knurrede højlydt og var allerede ved at ændre sig. ”Hold inde.” Sagde jeg og tog fat i ham.

 

”Rohan…” En stemme, den sang, koldt og forførende. ”Du burde ikke være her.” Endnu en stemme kom frem. Mørket overtog. Der var pludselig stille.

Skrig kom fra alle sider og tvang mig ned i knæ. ”Du er ikke velkommen.” Lyset kom igen. Jeg kiggede op. Jeg kunne genkende det mørke krøllede hår og næsten sorte øjne. Ved siden af, var det velkendte blonde hår, de forvirrende hele tiden skiftende øjenfarve og røde læber og de fine porcelæn hvide kinder som kun gjorde hendes ansigt virkede helt koldt.

 

”Du har ingen ret til dette.” Hviskede Demis stemme. ”Jeg er kongen!” Råbte Rohan tilbage. ”Nej… Louis er kongen. Janelle er dronningen. Du ved hvor strafbart det er at såre en Jæger, af Naturen. Specielt, den eneste nulevende, der har et u syndigt hjerte.” Natasjas øjne blev helt hvide og hun gik tættere på Rohan.

”Du er ikke velkommen her.”

Hun trak en dolk frem og skar noget hår af. ”Du vil aldrig komme til at gøre hende noget igen.”

Han forsvandt pludselig og det hele blev helt normalt igen nærmest. Demi ordnede hurtigt tøjskabet, men min mors brudekjole. Turde hun næsten ikke røre ved.

 

”Hvor er Janelle?” Spurgte Demi og kiggede på mig. ”Hun er i kælderen. Ikke den i stuen.” Sagde jeg. ”Godt. Jeg har håret… vi skal bare bruge Janelle nu. George tag dig af din far.” Sagde Natasja koldt og gik lige forbi mig.

 

*Natasja*

 

Jeg kiggede længe på den hvide madras hvor hun lå. Det lange hår var blevet flettet sammen.

”Phil.” Hviskede jeg. ”Natasja!” Smilte han. ”Hvordan har hun det?” Spurgte jeg.

”Hun har det fint. Hun helede meget hurtigere end jeg havde regnet med. Som om hun selv koncentrerede sig til det.” Sagde han undrende. ”Der står ikke noget i Demis bøger om det.” Sagde jeg og knælede mig ved hende.

 

”Man ved ikke meget om denne slags Jæger.” Sagde jeg og kiggede på Phil med et smil. ”Hvor mange slags ved man der er?” Spurgte han nysgerrigt. ”Der er blevet nedskrevet ni. Den tiende er Janelle og Rohans. Men så snart jeg ved mere om Janelle. Så vil det blive skrevet ned. Men… nu til noget andet. Jeg skal bruge et stykke hår, og ild.”

 

Janelle blev sat i en stol mens Demi rensede hendes brændsår.

”Sådan… du ser helt fin ud igen.” Sagde hun beroligende til Janelle og gik hen til mig. ”Er du klar?” Spurgte Demi mig. Jeg nikkede. ”Hvad skal jeg sige?” Spurgte jeg.

”Gentag efter mig.” Sagde hun og tog min hånd.

”Ignis, puella, puerum, frigida, auferte, dolor.“

”Ignis, puella, puerum, frigida, auferte, dolor.“

De ellers så varme flammer blev helt blågrønne. Janelle så helt skidt ud. ”Phil hold fast i hende!” Sagde Demi. Jorden rystede kort og Janelle vred sig. Hun var i smerter. ”Vent! Forbindelsen er snart væk!” Jeg kunne mærke det. Hvordan hun vred sig i smerte og han langsomt blev svagere.

 

”Natasja hold ud!” En velkendt hånd tog fat i min og pludselig var de her helt klare øjne foran mig. De velkendte blå øjne. Smerten var væk. ”Jeg gjorde det.” Hviskede jeg og gik helt i sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...