HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2155Visninger
AA

10. Kapitel 8: Battlefield

I never meant to start a war

You know I never wanna hurt you

Don't even know what we're fighting for

 

*Janelle*

Jeg flettede det sidste af min fletning og gik nedenunder for at finde morgenmaden frem.

To dage. Så skulle jeg optræde. Simon havde givet mig fri så jeg kunne øve. Men jeg ville aldrig få fri for at skulle stå op og gøre de andre klar.

 

”Hey… er du klar til i dag?” Spurgte Dylan med et smil. ”Ja. Jeg skal prøve mit tøj.” Sagde jeg og prøvede virkelig på at lyde glad.

”Du må godt tage hjem hvis du vil.” Sagde Dylan. ”Nej… jeg klarer mig.” Sagde jeg og satte tallerkner på bordet. ”Janelle du er” ”Jeg har ikke snakket med min far siden jeg startede med at bo her. For guds skyld Dylan.” Jeg satte mig ned og tog mig til hovedet.

”Det sidste jeg har brug for er det her. Vil du ikke godt bare… være sød.” Sagde jeg.

 

***

 

Jeg tog mit tøj på og jeg elskede det. Endelig kunne jeg øve på selve scenen.

”Janelle jeg vil have mere energi! Ellers kan du synge en anden sang!” Sagde Simon bestemt. ”Tro om gamle. Jeg dovner kun lige nu.” Sagde jeg koldt.

”Fra starten.” Sagde han køligt og jeg blev ved.

 

Hele tiden i bevægelse og hele tiden havde jeg Will ved min side som spillede på guitar og hele tiden lod jeg ham synge med hvis jeg fik muligheden.

 

 

“You know the bed feels warmer. Sleeping here alone. You know I dream in color. And do the things I want.

You think you got the best of me. Think you've had the last laugh.Bet you think that everything good is gone.”

 

Jeg gik fra midten af scenen og hen mod det tome dommerpanel.

 

“Think you left me broken down. Think that I'd come running back. Baby you don't know me, cause you're dead wrong. What doesn't kill you makes you stronger. Stand a little taller. Doesn't mean I'm lonely when I'm alone.”

 

“What doesn't kill you makes a fighter. Footsteps even lighter. Doesn't mean I'm over 'cause you're gone.

What doesn't kill you makes you stronger, stronger. Just me, myself and I.

What doesn't kill you makes you stronger.Stand a little taller.

Doesn't mean I'm lonely when I'm alone.”

 

“You heard that I was starting over with someone new. They told you I was moving on over you.

You didn't think that I'd come back. I'd come back swinging. You try to break me. But you see...”

 

“What doesn't kill you makes you stronger. Stand a little taller. Doesn't mean I'm lonely when I'm alone.”

 

“What doesn't kill you makes a fighter. Footsteps even lighter. Doesn't mean I'm over 'cause you're gone.

What doesn't kill you makes you stronger, stronger. Just me, myself and I. What doesn't kill you makes you stronger. Stand a little taller. Doesn't mean I'm lonely when I'm alone.”

 

“Thanks to you I got a new thing started. Thanks to you I'm not the brokenhearted. Thanks to you I'm finally thinking 'about me. You know in the end the day you left was just my beginning. In the end...”

 

“What doesn't kill you makes you stronger. Stand a little taller. Doesn't mean I'm lonely when I'm alone. What doesn't kill you makes a fighter. Footsteps even lighter. Doesn't mean I'm over 'cause you're gone”

 

“What doesn't kill you makes you stronger, stronger. Just me, myself and I. What doesn't kill you makes you stronger. Stand a little taller. Doesn't mean I'm lonely when I'm alone.”

 

“What doesn't kill you makes you stronger, stronger. Just me, myself and I.

What doesn't kill you makes you stronger. Stand a little taller.Doesn't mean I'm lonely when I'm alone.”

 

Jeg fjernede mikrofonen fra min mund og tog en dyb indånding. Jeg ville aldrig spille denne sang om to dage. Det regnede alle med. Men helt ærligt, det skulle være en sang som betød noget for mig. Noget jeg altid havde lært var at man skulle følge sit hjerte. Jeg vidste hvilken sang jeg skulle synge. Will vidste godt hvilken sang det var, det samme med Josh. Jep, Josh Devine.

 

”Godt så… du har været i gang i flere timer. Jeg tror du trænger til en pause.” Simon gik og jeg ventede bare på at jeg kunne døren lukke i.

”Drenge fjerner I lige tingene… Will sæt din egen guitar til og jeg er tilbage om fem minutter.” Jeg skyndte mig ind i mit prøverum og tog min mobil frem. Jeg fandt min fars nummer.

 

Den sædvanlige ringetone kom frem.

 

”Vi er på vej. Er Simon væk?”

”Han er smuttet. Tager I ikke noget mad fra maccen med?” Spurgte jeg.

”Er du sulten?”

”Nej… men det er de nok.” Svarede jeg lidt spændt.

”Okay. Vi ses om lidt. Øv jer lidt.”

 

Min far lagde på og jeg gik ud igen til scenen. ”De tager mad med.” Sagde jeg til Will og Josh. ”YES! Gratis mad!”

”Fra maccen.”

”McDonalds?” Spurgte Will. ”Ja.” Svarede jeg lidt forvirret over hans ansigt. ”Giver din far virkelig?” Spurgte han helt rørt. ”Will..” Sukkede jeg.

”Undskyld… det er bare så smukt.” Han tørrede sine øjne og blev helt smilende og glad igen. Jeg kiggede hen på Josh som gav mig det samme forvirrede ansigt som jeg selv havde på.

 

”Godt så… vi skulle selv øve lidt.” Sagde jeg og tændte min mikrofon. ”Er din guitar stemt?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig er den det. Det er den altid.” Sagde han og spillede lidt.

”Jeg har melodien. Er du klar? ”

 

Jeg nikkede og tog mikrofonen op til min mund.

 

 

You were just a small bump unborn, four months then brought to life, you might be left with my hair, but you'll have your mother's eyes, I'll hold your body in my hands be as gentle as I can,  and now your scan on my unmade plans,. Small bump four months then brought to life

 

I'll hold you tightly, I'll give you nothing but truth, if you're not inside me, I'll put my future in you

 

You are my one, and only You can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

Oh you are my one, and only You can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

And you'll be alright.

 

You're just a small bump unknown and you’ll grow into your skin, with a smile like hers and a dimple beneath your chin, oh Finger nails the size of a half grain of rice and eyelids closed to be soon opened wide a small bump, in four months you'll open your eyes

 

I'll hold you tightly, I'll give you nothing but truth. If you're not inside me, I'll put my future in you

 

You are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

Oh you are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

And you'll be alright

 

You can lie with me, with your tiny feet when your half asleep, I'll leave you be

Right in front of me for a couple weeks, so I can keep you safe

 

'Cause you are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

Oh you are my one, and only, you can wrap your fingers round my thumb and hold me tight

And you'll be alright

 

You're just a small bump unborn just for four months then torn from life

Maybe you were needed up there but we're still unaware of why

 

Jeg kiggede forskrækket hen mod døren og så at min far stod der, ikke med Niall som planlagt, men med Ed Sheeran. Englands bedste mandlige sanger som altid har optrådt solo.

”Janelle?” Sagde Eds stemme. Han kom tættære på og jeg kunne se at han stadigvæk havde helt rødt hår.

 

”Ja?” Svarede jeg helt bange. ”Var det virkelig dig? Ikke nogen autotune?” Spurgte han. ”Det var bare mig.” Mumlede jeg.

”Jeg tror det er lige før jeg sælger min sang til dig.” Sagde han forbløffet. ”Det er jo… er det din datter Haz?” Sagde Ed og vendte sig mod min far.

”Ja. Det er min datter.” Sagde han og smilte. ”Det er den du optræder med i over morgen?” Spurgte Ed og kiggede alvorligt på mig. Jeg nikkede.

 

”Det er den perfekte sang til dig. Specielt til alt du elsker. Øv videre i morgen. Maks to timer. Øv en gang fredag og så tager du hele verden med storm.” Sagde Ed med et smil.

”Jeg har noget til dig Janelle.” Sagde min far og gik op til mig.

 

”Hvad er det?” Spurgte jeg. ”En gave. Den her.”

”Sølvhjertet. Den kender jeg godt… du havde den på mens du var sammen med Taylor Swift.” Jeg kiggede forvirret op på ham.

 

”Den er en del af min fortid, som jeg ikke er helt stolt af. Men jeg ved den betyder noget andet for dig. For det var også den du tog fra mig på din fem års fødselsdag. Du var så glad for den. Men du fik den aldrig med til Adenfields da vi valgte at flytte dig derud. Du” ”Tak.” Jeg omfavnede ham og endelig kunne jeg mærke noget jeg havde manglet i lang tid. En fars kærlighed.

”Undskyld far… men jeg er bare ikke en lille pige.” Mumlede jeg. ”Det ved jeg…” Hviskede han og kørte sin ene hånd igennem mit hår.

 

***

Will smed guitaren i bagagerummet og sendte mig et varmt smil. ”Er du klar til prøven i morgen?” Spurgte han. ”Prøve? I hvad?” Spurgte jeg forvirret. ”I latin. Syntaks?” Sagde han som om det var åbenlyst. ”Det er løgn… sig det er løgn… jeg har slet ikke forberedt mig! ”Jeg blev helt nervøs. ”Du klarer den. Janelle du er vildt god, til alt. Det skal nok gå. Det er ikke fordi du dumper.” Smilte Will og kyssede min kind.

 

Kys. Will. James!

”James.” Mumlede jeg. ”Hvad sagde du?” Spurgte Will og kiggede på mig. ”Hvor er James?” Spurgte jeg. Han blev helt stille.

”Han er hjemme. Men… det er lige” ”Will.” Hviskede jeg og han omfavnede mig hårdt. ”Jeg hader dem Janelle… jeg hader dem mere end noget andet.” Knurrede han. ”Jeg ved det. Det ved vi alle sammen.” Hviskede jeg.

”Bare kør hen til ham, jeg går hjem.” Hviskede jeg.

 

”Din far er her endnu.” Sagde Will. ”Okay. Jeg tager med ham. Men se til James. Okay?” Smilte jeg. Han nikkede og kyssede mig på kinden.

”Jeg elsker dig Jay.” Smilte han og kørte af sted.

 

*Will*

 

Jeg stoppede bilen foran den sædvanlige adresse. Det var herinde James boede, sammen med hans forældre. Min ene hånd blev knuget sammen, jeg havde svært ved at se ham i øjnene, jeg følte virkelig det var min skyld. Selvfølgelig ville jeg ikke lægge et låg på mine følelser. Jeg elsker ham, mere end noget andet.

Forsigtigt gik jeg hen mod døren og bankede på.

 

”Will Horan?” Jeg blev helt forskrækket. Det var Karen. ”Hej Karen!” Jeg omfavnede hende hurtigt. ”Jeg vidste ikke du var her.” Sagde jeg. ”Jeg passer på James. Han har faktisk snakket lidt i søvne om dig. Vil du se til ham?” Jeg analyserede hendes blik. Det fortalte mig at hun vidste hvad vi havde gjort, hvordan vi følte overfor hinanden.

”Tak.” Jeg omfavnede hende endnu engang og farede igennem huset. Harry ville ikke at jeg så til ham, han mente at det var farligt, det samme mente min far. Men en ting var sikkert. Jeg ville gå igennem ild og vand for at se James.

 

Forsigtigt rørte jeg den sorte massive trædør og så det sædvanlige drengede værelse med fladskærmen til højre hvor computeren var sat til så man kunne se film og boghylden var proppet med bøger om pædagogik og racisme. Sjov kombination, men det gik han op i. Han så ikke racisme som andre gjorde, han mente at racisme, var en det man så i sig selv, man gav det blot videre og lod som om det var andre som havde de problemer og ikke en selv.

 

”Hey.” Hviskede jeg forsigtigt. Langsomt vendte han sig om og hans sæbeøje var væk. Jeg blev helt lettet da jeg så det var væk.

”Hvordan har du det?” Jeg lagde mig ved siden af ham og kiggede ind i hans smukke brune øjne. ”Bedre. Hvad med dig?”

”Det er ingenting. Det ved du.” Hviskede jeg og aede hans kind. ”Sikker?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”James, stol på mig.” Jeg kyssede ham forsigtigt på panden og jeg kunne mærke at det gav et sus igennem både ham og mig.

 

”Jeg elsker dig virkelig.” Sagde jeg og tog min jakke og sko af så jeg kunne ligge under dynen med ham. Helt automatisk da jeg lagde mig under dynen lod han sit hoved falde mod min brystkasse. Det var en rar følelse. Det at man havde nogen at beskytte. For mig, betød det tryghed. Hver gang jeg så James i øjnene følte jeg at mit liv gav mere mening, det gjorde det jo også. Han fuldendte mig. Ja, vi havde begge været ude for nogle ret fucked up ting, men vi hjalp hinanden igennem alt. Der var ikke andre muligheder, sådan var det.

 

”Bliver du ikke i nat?” Spurgte James og kiggede bedende op på mig. ”For dig, til hver en tid. Jeg regner med at jeg kan låne dit tøj.” Smilte jeg smørret. ”Du er en røvslikker. Selvfølgelig.” Grinte han og lagde sig tilbage med hovedet. Jeg placerede min pande mod hans hårbund og kunne selv mærke hvordan søvnen overtog mig. Jeg var virkelig træt. Tingene var ikke som det plejede at være og værre endnu var nok at jeg slet ikke havde snakket med Janelle. Dylan havde fortalt at hun var besvimet to gange inde for de sidste to uger og det gjorde mig virkelig bekymret. For det kunne godt være at vi var sammen, men hun sagde aldrig noget længere.

 

***

 

”Will? Will vågn op.” Sagde en blid lys stemme. Jeg kiggede over mod min højre, solen var oppe. Den mørke omrids gjorde mig i starten forvirret men så kunne jeg se det lange krøllede hår. Det var bare Danielle.

”Hvad er klokken?” Spurgte jeg. ”Kun fem. Vi skal spise aftensmad om to timer. Jeg ville bare sige tak.” Hviskede hun. Jeg kiggede fra hende og ned på James.

 

”Han har ikke været sig selv længe.” Hviskede hun og jeg kunne se det var lige før hun græd. Jeg lod forsigtigt James hoved dumpe ned i puderne.

”Det er okay. Han skal nok klare sig.”

 

”Men… Det var jo Collin som” ”Jeg ved det. Min mor er den mægtigste heks i verden og Janelle er en Jæger, endda af naturen. Jeg ved at alt der skal til, er at jeg skal gå til en af dem. Desuden… som jeg kan forstå på Dylan, så har Janelle snakket med Collin. Men tag det med ro. Jeg passer på ham.” Sagde jeg og lod mine øjne hvile på James et øjeblik.

 

”Elsker du ham virkelig?” Spurgte hun så. Min ene hånd var stadigvæk flettet sammen med hans.

Jeg lod mit blik glide fra James til Danielle. ”Mere end noget andet.” Sagde jeg lige ud til hende.

 

”Det jeg er glad for at høre. ”Hun aede mig en enkelt gang på kinden og gik så ud igen. Jeg lagde mig tilbage og helt automatisk lagde James sit hoved på min brystkasse igen. Det betød at han var vågen.

”Høre du alt?” Spurgte jeg og kiggede ned på ham. Han nikkede stille og kørte sin ene hånd om på min ryg.

”Jeg kunne ikke have nogen bedre kæreste.” Sagde han og kyssede mit kraveben. Jeg blev altid helt tosset når han gjorde det, selv når han gjorde det småt. Så fik jeg flammende røde kinder.

 

*Janelle*

 

Jeg sad på det hårde sorte køkkenbord og kiggede i min latinbog og blev ved med at terpe alt jeg kunne. Det sidste jeg ville var at komme op i den prøve. Hvad puella betyder eller magnus. Terpe konjunktionalerne og huske hvad de står for og er.

Trappen knirkede så meget jeg endte med at vende mig om og så at det var Louis. Helt ærligt.

”Kan vi snakke sammen?” Spurgte han. ”Jeg læser til en prøve.” Sagde jeg stille og prøvede at lyde neutral, men jeg var så træt.

 

”Janelle.”

”Louis lad nu være.” Jeg kastede bogen væk fra mig og kiggede på ham. ”Jeg prøver virkelig at” ”Nej… Janelle se nu på mig.” Han tog blidt fat i mig og jeg fik helt ondt, jeg kunne ikke klare det. Han forvirrede mig sådan, kunne jeg egentlig stole på ham? Det vidste jeg jo ikke!

 

”Lad være.” Hviskede jeg. ”Lyt til mig…” Han kom helt tæt på så vores pander stødte hinanden. ”Jeg vil aldrig såre dig. Du gjorde kun hvad du mente var bedst. For mig. Du tænkte ikke på dig selv.  Hvorfor ikke?” Spurgte han og lod sin hånd nusse min hals. Jeg gøs helt ved tanken. Jeg åbnede mine øjne og kiggede ind i hans.

 

”Jeg… det er ikke det samme… du er ikke min Louis.” Hviskede jeg og trak mine ben ind til mig. ”Så lær mig hvem han er.” Sagde han og jeg kunne mærke at jeg pludselig ikke længere havde nogen foran mig. Lyden af min latinbog som blev samlet op og blev lagt på køkkenbordet overbeviste mig om at han var her endnu.

”Janelle… åben dine øjne.” Hviskede han og blidt mod mit øre så hans friske ånde gjorde jeg gøs.

”Jeg kan ikke det her.”

”Men det kan jeg.” Alt stoppede. Min ryg rettede sig op, mine læber, presset mod andre læber. Hænder på mit ansigt som holdte mig blidt.

Den følelse af forvirring og glæde flød igennem min krop. Det skete virkelig, der var nogen som elskede mig. Jeg stoppede kysset og gemte mig hos den jeg altid var kommet til.

”Du må aldrig forlade mig.” Hviskede jeg mens glædestårer rendte ned af mine kinder.

”Jeg elsker dig. Ved du godt det?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Jeg ved det hele Janelle. Minderne kommer langsomt tilbage.”

”Hvordan føles det?” Spurgte jeg. ”Det føles rart. Men… der er noget jeg gerne vil snakke med dig om.” Sagde han og kiggede på mig.

 

”Hvad er det?” Spurgte jeg. ”Har du fundet et andet hus du kunne tænke dig at se på? For jeg har fundet et par stykker.”

 

”Du er vidunderlig.” Smilte jeg og kyssede ham igen. Helt groft. Hvor havde jeg savnet ham!

Forsigtigt lagde han mig med på køkkenøen og kyssede mig langs halsen. Jeg kunne mærke alle muskler i min krop blive helt frustreret over det jeg følte. Spændt og afslappet.

Langsomt blev hans kys ført mod min brystkasse og jeg kunne fornemme at hans hænder havde taget fat i mine, de var flettet sammen.

 

Hans tungespids ramte mit ene bryst og jeg følte hvordan jeg fik gåsehud og for første gang i lang tid frøs jeg virkelig.

Han løsnede sit greb om min ene hånd og kørte den fra mit hoved og ned af min krop, jeg kunne høre mine bukser blive knappet op og lynet ned. Jeg satte mig ivrigt op og kyssede Louis. Vores tunger mødtes og jeg kunne smage den friske mint, han gik hen mod sofaen og smed mig der. Han trak ned i mine bukser mens han med den ene hånd holdte sig selv oppe og kyssede mig ved kravebenet, jeg blev altid helt svimmel af begær når han havde gjorde det.

 

Jeg lod mine hænder køre igennem hans hår og ned af hans arme og derefter under hans trøje. Langsomt tog jeg den af mens Louis fandt mit g-punkt. For første gang nogensinde havde jeg lukket øjnene i utrolig nydelse, mere end noget andet.

Et støn forlod mine læber og jeg måtte bide mine læber sammen for ikke at sige mere. Jeg endte med at rive trøjen helt i stykker.

 

Jeg kom ovenpå ham og trak selv min trøje af så jeg kun sad i mit undertøj mens han stadigvæk havde sine jeans på. Jeg kyssede ham først på kinden og kørte ned af hans hals. Min ene hånd var placeret på hans brystkasse og jeg kunne føle hans hjerte banke af sted.

 

”Janelle.” Kunne jeg høre ham knurre helt anspændt. ”Sig ikke mit navn sådan.” Hviskede jeg. Hans ene hånd løsnede min BH mens min hånd kørte længere ned af hans mave og åbnede hans bukser.

Jeg trak selv mine underbukser af men fjernede ikke mit blik fra Louis af. Han kyssede mig mens hans hænder langsomt kørte fra min hals og ned af min krop, hans fingre snittede lige mine bryster så det gav et sus mens min krop blev helt kølig. Han tog forsigtigt fat i mine hofter og trak mig ned. Han satte sig forsigtigt op og kyssede min hals. Jeg kunne godt mærke jeg ikke havde været i gang længe. Det var helt umuligt at følge med nærmest.

 

Et støn forlod mine læber og jeg kunne mærke at mit hjerte bankede af sted. ”Louis.” Hviskede jeg i hans øre og kunne mærke han tog mere fat.

”Sig mit navn.” Hviskede han og fortsatte mere groft. Jeg kyssede ham i stedet. Jeg endte med at være den som lå under ham og han bevægede sig hele tiden, jeg borede mine negle i hans ryg og endnu et støn forlod mine læber og jeg kunne virkelig ikke mere men jeg ville have mere.

 

”Du må ikke stoppe.” Hviskede jeg da han langsomt satte farten ned. ”Selvfølgelig ikke.” Hans ene hånd gled ned mellem mine ben og masserede mig blidt. Jeg slappede helt af og pludselig kunne jeg mærke at min ryg var helt fugtig. Jeg havde jo svedt. Selv når jeg red svedte jeg ikke.

Langsomt lod jeg min højre hånd glide op af Louis tatoverede arm og fik hans hoved trukket ned mod mit. Jeg kyssede ham helt forsigtigt og kunne mærke at han stoppede op for at lade hans hånd glide op af min ellers så svedige ryg, men det generede ham ikke.

 

Han lagde sit hoved på min skulder og kyssede den og kiggede op mod mit ansigt.

”Hvad med et bad?” Spurgte han. ”Altid med dig.” Hviskede j eg. Han tog hurtigt sine bukser på og løftede mig op i sin favn.

”Tror du at vi vækkede dem?” Hviskede jeg. ”Det finder vi ud ad i morgen.” Sagde han og gik ind på det store badeværelse med mig.

 

Det kolde vand omfavnede mig mens Louis lignte en som frøs. ”Vil du se noget sejt?” Spurgte jeg. ”Lad gå.” Jeg kravlede hen til ham og løftede min hånd op og vandet blev langsomt varmere. Jeg kunne se på Louis at det var dejligt.

 

Jeg satte mig ovenpå ham og følte hans arme omfavne mig. Et smil blev plantet på mine læber. ”Jeg har savnet det her.” Indrømmede jeg og kiggede på ham. 

”Hvad gør vi så?” Spurgte han. ”Jeg synes vi skal se på det hus du snakker om. Men inden det-” jeg lænede mig op af ham og kyssede hans kind. ”Luk dine øjne, og læn hovedet tilbage.” Min ene hånd lagde blidt hans hoved tilbage og derefter strøg over hans læber. Forsigtigt kyssede jeg ham langs halsen og ned af hans mave indtil vandet gik mig til øjnene jeg holdte hele tiden øje med at Louis lukkede øjnene i, indtil jeg kom helt under vandet, fortsatte ned af til v-linjen.

 

 

*Louis*

 

Jeg kunne mærke solen varme min ryg op. Langsomt begyndte jeg at åbne mine øjne og valgte at kigge mod mit vindue. Gardinerne var trukket fra. Jeg sukkede lavt og vendte mig om igen og kiggede hen mod den fine nøgne ryg og det lange krøllede hår.

Jeg lagde mig over til hende og kyssede hendes kind helt forsigtigt. Hun sov tungt. Jeg smilte helt af det. Hun var smuk, uanset hvad faktisk.

”Prinsesse.” Hviskede jeg. Hun reagerede ikke rigtig. Jeg trak dynen længere op af hendes ryg og fjernede noget af hendes hår og lagde det langs dynen som var blevet lagt elegant om hendes ryg.

 

Jeg kiggede over på klokken, den var fem. ”Janelle… kom nu, du skal op.” Sagde jeg og aede hende over hendes kind.

”Janelle… kom nu, du skal op.” Smilte jeg. Det virkede ikke rigtig.

”Skal jeg så lave mad i dag?” Spurgte jeg mig selv. Det kunne jeg vel godt. Hurtigt rejste jeg mig op og tog noget tøj på. ”Kom tilbage i sengen.” Jeg vendte mig om og så at hun var vågnet. ”Hvorfor nu det?” Spurgte jeg.

”Fordi… jeg er ikke færdig med at vågne. Kom nu.” Hele hendes krop undtagen hendes skuldre, arme og ansigt var dækket til.

Hurtigt trak jeg min trøje på og satte mig ved hende. ”En halv time?” Tiggede hun med et smil. ”Virkelig?” Spurgte jeg. Hun tog bare fat i mig og kastede mig ned i sengen, jeg lod hende nu også gøre det.

Hun lagde sig over mig og kiggede min ene arm.

”Jeg har helt glemt hvordan det føltes at være elsket.” Hviskede hun og lod sin hånd dumpe blidt på min brystkasse. Jeg trak dynen over hendes nøgne krop og nussede hendes ryg under dynen. Jeg kunne mærke et lille smil blive plantet på hendes læber. ”Du er godt klar det ikke må komme videre, ikke?” Spurgte hun. Jeg nikkede. ”Vi snakker med børnene om det senere.” Sagde jeg og kørte en hånd igennem hendes hår.

 

”Jeg laver noget morgenmad.” Smilte jeg. ”Giv mig et øjeblik, så kommer jeg med ned, okay?” Smilte hun. ”Selvfølgelig.” Svarede jeg og gik nedenunder. Jeg fandt noget havregryn og müsli frem og derefter noget mælk, juice og vand. Helt ærligt jeg vidste ikke hvad mine børn fik til morgenmad.

 

”Far!” Kaldte en stemme bag mig. ”Ja, hvad er der?” Spurgte jeg. ”Hvorfor er der ødelagt tøj i stuen?”

Jeg kiggede bag mig og så at trillingerne stod og pegede på min gamle Hilfiger trøje.

”Lad mig forklare.” Sagde jeg og tænkte mig et øjeblik. Hvad skulle jeg sige? At jeg havde sex med Janelle i sofaen?

 

”Vi skal flytte.” Sagde jeg i håb om at de ville gå med på den. ”Har du haft forsoningssex med Janelle på sofaen?” Spurgte George. ”Jeg er den voksne, unge mand.” Sagde jeg og pegede på ham med en dyb tallerken.

”Go- hvorfor er I ikke i jeres senge?” Janelle kiggede helt underligt på dem. ”Havde I forsoningssex på sofaen i nat?” Spurgte Phil hende.

”Vil du gerne vi skændes i stedet for det er ikke noget problem.” Sagde hun koldt og gik hen til dem. ”Hvad laver I ellers på denne tid af morgenen?  I burde sove.” Sagde hun og tog alt tøjet og smed det ned i brændekurven og bare med sine tanker fløj brændekurven ned i kælderen til vaskemaskinen, forhåbentlig.

 

”Vi øh…” Startede Dylan med og kunne ikke afslutte sin sætning. ”Du havde også det tøj på i går… har du været vågen hele natten?” Spurgte hun overrasket. ”Ja.”

”Dylan! ”Sagde jeg og kiggede skuffet på ham. ”Vi skal op i historie om seks timer, vi har gennemgået 600 A4 siders historie for at være sikre at vi kan alt det nødvendige. ”Sagde George og bed sig i læben. ”Skal alle sidste års elever det?” Spurgte Janelle. De nikkede. ”Hvorfor har I ikke sagt noget? Jeg ved mere om historie end jeres bøger.” Sagde hun og kiggede skuffet på dem. ”Du havde så meget og se til. Vi ville ikke stresse dig ydereligere.”

 

Janelle sukkede og satte tingene ind i spisestuen. ”Spis noget. Nu.” Sagde hun. ”Seriøst.” Sagde hun og drak noget vand. ”Hey… måske falder de i søvn under prøven. ”Sagde jeg. Hun grinte af mig og kørte en hånd igennem mit hår. ”Så får du en skideballe. Plus mig. Vi har ansvaret for dem.” Smilte hun.

 

Sarah kom rendende ned af trappen og storsmile. Hun havde fået sin blå kjole og hvide strømpebukser på. ”Godmorgen prinsesse.” Sagde jeg og løftede hende op. Sarah krammede mig glad og lagde sit hoved på min skulder.

”Far?” Sagde hun glad. ”Hvad er der?”  Spurgte jeg. ”Må jeg få en hest?” Jeg kiggede helt underligt på hende. ”En hest?” Spurgte jeg lidt forvirret. ”Ja. Mor siger onkel Harry har masser.” Jeg kiggede hen på Janelle.

”Du skal ikke se på mig, hun ville bare ride en enkelt gang. Uden sadel.” Hun tog en slurk af sit vand og kiggede igen på mig.

 

”Jeg red da med hende.  Min mor gjorde det tit med mig.” Sagde hun forsvarende. ”Far be om” Tiggede Sarah. ”Skat… vi skal snart flytte. Indtil da må du nøjes med at komme med Janelle. Okay?” Sagde jeg og satte hende ned.

”Jamen” ”Sarah.” Jeg satte mig på hug foran hende. ”Jeg ved du gerne vil. Men vil du ikke godt lytte til hvad jeg siger. Når du bliver ældr”

”Men mor har altid haft hest.”

”Jeg ved godt hvad mor har haft. Men du er ikke mor. Så slutter vi den der. Okay?”

”Okay.” Hun vendte hovedet ned af og gik hen til bordet.

 

”Skulle du virkelig sige hun kunne få en hest?” Spurgte jeg Janelle. ”Det var sådan jeg fik min første 20 års hoppe..” Janelle vendte sig for at se min i øjnene. ”Jeg sagde noget forkert. Det ved jeg. Men har du tænkt på at hun har det svært? Det er svært for en pige at se hendes far vred og frustreret i så lang tid og pludselig er han glad igen. Hun har brug for nogen hun kan stole på. Nogen som lytter, og ikke siger et ord.”

”En hest? Er du sikker på det?” Spurgte jeg hende. ”Stol på mig. Jeg ved jeg kan finde en til hende. Du må bare stole på mig. Der er ikke andet at gøre, det ved du godt ikke?” Spurgte hun.


”Jeg bliver nødt til at stole på dig. Mine børn kalder dig mor.” Sagde jeg og smilte. ”Og de kalder dig far.” Svarede hun spydigt igen. ”Hold kæft møgunge.” Grinte jeg. ”Hold da” ”Er det glasur på gulvet?” Spurgte Sarah. Jeg vendte mit panisk om og så at der på en af fliserne i stuen var en lang hvid streg.

”Sarah ikke rør det!” Hurtigt var jeg henne og løftede hende op.

 

Dylan og George kiggede helt underligt på mig. ”Vi burde få et nyt hus.” Sagde jeg og lavede en underlig bevægelse.

”Spis jeres mad. Ellers… tager jeg bilerne.” Sagde jeg og satte Sarah på sin plads. ”Hvorfor måtte jeg ikke røre glasuren?” Spurgte Sarah.
”Fordi… glasuren er meget gammel.” Sagde Janelle bag min ryg. ”Og tør. Så smager det heller ikke særlig godt.” Sagde hun med et akavet smil.

”Men har vi noget i køleskabet?” Spurgte hun. ”Sarah… mor har spist glasuren.” Grinte Dylan. Janelle klappede ham hårdt i baghovedet.

”Av!”

”Tal pænt Dylan.”

”Jamen han snakker jo kun om glasur.” Sagde Sarah forvirret. ”Det var ikke glasur.” Sagde George. ”Jo det var så George.” Sagde Janelle hårdt. ”Okay.” Sagde han lettere skræmt. ”Nå… jeg skal have noget ordentligt tøj på.” Sagde Janelle og gik ovenpå.

 

”Janelle har spist alt glasuren?” Jeg stirrede vredt på Dylan. ”Hvad skulle jeg eller gøre?” Spurgte Dylan og skovlede noget mad i munden.

”Hold din mund.”

 

*Janelle*

 

Jeg spændte Sarah fast i bilen og satte mig foran hos Louis. ”Hvad gør vi nu?” Spurgte Louis og opdagede at Sarah var faldet i søvn.

”Jeg ved det ikke. Vi venter med at sige noget, for de opdager det nok.” Sagde jeg. ”Hvad mener du?” Spurgte han.

”Din krop.” Svarede jeg og kiggede på ham. Han var jo blevet ung igen.

”Vi finder ud af noget. Perrie eller Demi har nok et svar på det her.” Sagde han og lagde sin hånd på min. Et lille smil blev plantet på mine læber.
 

På vejen til børnehaven lagde jeg mærke til at solen faktisk var fremme endnu. Det havde den ikke været længe. Træerne så endda mere frodige ud.

 

”Så er vi her… Sarah.” Sagde Louis blidt og aede hende over kinder. Hun åbnede træt sine øjne og kiggede på ham. ”Hvad er der far?” Spurgte hun. ”Du skal i børnehave nu.” Sagde han med et smil. ”Men… de andre vil ikke lege med mig.” Sagde hun og jeg kunne se hun var ved at græde.

 

”Sarah..” Sagde jeg blidt. ”Du skal ikke græde, okay? Din far skal nok snakke med pædagogerne om det. Det lover jeg.” Sagde jeg og kiggede hen på Louis.

”Ellers så finder vi en løsning. Okay?” Smilte han og tog hendes hånd. Hun kiggede op på ham og smilte.

”Kom så.” Jeg gik ud af bilen og Lou tog Sarah.

 

Sarah var hurtig til at tage min hånd og Lou’s. på vejen ind løftede vi hende op så hun fløj lidt. Hun grinte højt og klart. Det gjorde at jeg grinte af glæde.

 

Døren åbnede sig og lugten af boller mødte os. ”Godmorgen Sarah!” Smilte en af pædagogerne til hende.

”Hvor er det godt at se jer to igen.” Sagde hun til mig og Lou.

”I lige måde.” Svarede Louis. Sarah løsnede sig fra mit greb og krammede Lous ben. ”Øhm… kan jeg snakke med dig om noget?” Spurgte han. ”Selvfølgelig kan du det.” Svarede pædagogen og kunne forstå at det var alvorligt. Jeg tog forsigtigt fat i Sarah og fik hende til at gå med mig hen til hendes hylde garderobe.

 

Hun tog selv sko og jakke af og straks og sine små blå ballerinaer som hun altid gik med. ”Vil du love at du får en god dag?” Spurgte jeg. Hun nikkede. ”Hvis der er noget så sig til dine pædagoger at de skal ringe til min skole. Okay?” Sagde jeg med et smil. Hun nikkede. ”Du er min lille prinsesse. Husk det, jeg elsker dig.” Sagde jeg og kyssede hende i panden.

 

Lou stod stadigvæk og snakkede med pædagogen og jeg kunne se at hun var helt i chok. ”Hey.” Jeg afbrød hurtigt, måske ikke helt velopdragent men det ville nok gå.

”Find ud af noget, ellers så kommer hun et andet sted hen.” Sagde Louis. Jeg afbrød på det rigtige tidspunkt.

Vi gik ud til bilen og turen mod min skole startede. ”Janelle… man afbryder ikke.” Sagde Louis. ”Det ved jeg. Men jeg kunne se at du ville flippe på hende. Jeg vil hellere du flipper på mig end en anden.” Sagde jeg og kiggede på ham selvom han kørte bil.

 

”Det er vigtigt du forstår betydningen af det jeg siger.” Sagde han og stoppede for rødt. ”Jeg vil nok flytte Sarah til en anden børnehave.”
”Hvad med noget andet?” Spurgte jeg. ”Som hvad?”

”Er din mor ikke pensionist?” Spurgte jeg. ”Jo.”

”Lad Sarah komme op til hende i nogle dage eller noget. Eller” ”En ferie?” Foreslog Louis. ”Ja. Efter X-factor. Okay?”

”Hvor end I vil hen.” Sagde Louis. ”Vi skal dreje lige om lidt Lou.” Sagde jeg og pegede hen mod skolen.

”Kører du med en af drengene hjem?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig. Vi ses.” Hurtigt gik ud og hen til hoveddøren hvor jeg så at Will stod og ventede, på hvem, nok James.

 

”Godmorgen!” Smilte jeg og gav ham et kram. ”Morgen. Hvad så?” Spurgte han og lagde sin arm om mig. ”Det siger jeg når vi er alene… venter du på nogen?” Spurgte jeg. ”Ja… dig din lille skid. Skal du med ind til musik?” Spurgte han. ”Selvfølgelig skal jeg det.” Smilte jeg glad og gik med ham ind.

 

***

 

Jeg satte mig som altid bagerst i klassen sammen med Will og ventede på at vi kunne få prøven udleveret.

”Hvad skete der i går? Du er så glad?” Hviskede han. ”Fodboldbanen i pausen. Der siger jeg det.” Hviskede jeg tilbage.

”Stille deroppe!” Sagde vores lærer strengt. Jeg kiggede bare ned på mit papir og begyndte. Syntaks analyse og oversættelse i latin var ikke svært for mig på nogen måde. Det lignte Saritansk latin, så det gjorde mig ikke noget. Overhovedet.

 

Efter en halv time var jeg færdig. Jeg vendte papiret om og jeg kunne se at min lærer kiggede overrasket op på mig. Forsigtigt gik han op og kiggede på mit papir.

Langsomt og forvirret gik han ned igen.

 

Klokken ringende endelig og jeg skyndte mig at pakke mine ting sammen og gik ud mod foldboldbanen med Will.

Solen skinnede klart og der var ikke nogen herude, heldigvis.

”Så hvad ville du sige Jay?” Spurgte Will. ”Jeg er ved at få den gamle Louis tilbage.” Sagde jeg og bed mig i læben.

”Hvad skal det sige?” Spurgte han forvirret. ”Den jeg giftede mig med.” Will stoppede op. ”Er du tosset?” Spurgte han bange. ”Ved du hvad der sker hvis nogen finder ud af det?” Spurgte han bange. ”Nej… men så slemt kan det ikke være.”

”Der er en grund til at alt er sket. Er der ingen som har sagt noget til dig?” Spurgte han og tog hårdt fat i mig så jeg tabte min taske. ”Janelle… Eron har været på sporet af dig. ”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...