HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2211Visninger
AA

9. Kapitel 7: I'm coming home

I’m coming home

Tell the World I’m coming home

Let the rain wash away all the pain of yesterday

I know my kingdom awaits and they’ve forgiven my mistakes

 

 

*Louis*

 

Solen var allerede fremme og Janelle lå ikke længere i sengen. Jeg skyndte mig op, den var halv ti! Jeg løb rundt og kiggede i alle soveværelserne. De lå og sov alle sammen!

”Op med jer!” Råbte jeg.

Jeg faldt halvvejs ned af trappen og så at Janelle stod i køkkenet og lavede mad. ”Hvad laver du her?” Spurgte jeg. ”Jeg laver mad.” Svarede hun forvirret. ”Janelle du skal i skole nu!” Sagde jeg vredt.

”Louis det er lørdag.” Sagde hun og kiggede helt forvirret på mig. Hun rakte mig hendes mobil hvor jeg så det. Hun havde ret. ”Så… det er lørdag?” Spurgte jeg overrasket. ”Ja. Helt dum er du ikke.” Sagde hun og satte noget røræg på stenbordet så det kunne køle lidt af.

 

”Nå… jamen… hov.” Sagde jeg og kiggede underligt omkring mig. ”Men… jeg skulle jo med Sarah i Zoo.” Sagde jeg.

Janelle bed sig i læben og kiggede på mig med alvorlige øjne. ”Du sov i går Louis… fordi du kom på hospitalet.” Sagde hun og satte panden med bacon fra sig.

”Hvad?” Sagde jeg overrasket. ”Jeg… jeg vågnede i går morges ved fire tiden fordi du ikke trak vejret… jeg vækkede de andre og…” Hun stoppede op. ”Jeg ved ikke om du kan huske noget. Men du blødte pludselig… Lægerne mente at det var bedst du hvilede ud herhjemme.” Sagde hun og pillede lidt hendes ring.

 

Den kunne jeg godt genkende. Jeg havde set den før. ”Hvad er det for en ring?” Spurgte jeg. ”Den her? Det er bare noget arv. Få hellere noget tøj på.” Sagde hun. ”Jeg har da tøj på?” Sagde jeg. ”Louis… du har ingen trøje på.” Sagde hun og kiggede på mig med et flovt smil. Jeg kiggede ned af mig selv. Hun havde ret.

 

”Hvad skal vi så lave i dag?” Spurgte jeg hende inden jeg gik op. ”Jeg skal ud og ride. Jeg har lovet Sarah hun kan komme med. Og øhm… så ville drengene gerne snakke med dig om… ja det kan de sige når de kommer ned.” Sagde hun og satte maden på bordet. ”Op og tag en trøje på, eller du får min på!” Sagde hun og smækkede min side med hviskestykket. ”Slog du mig med hviskestykket?” Spurgte jeg drilagtigt og ondt.

”Ja. Det er mit køkken, og min spisestue, gamle. Obey me!” Sagde hun og gik tilbage til komfuret. Jeg kiggede lidt på hendes ryg. Døren ind til stuen var helt åben. ”Tror du virkelig at du ejer mit hus?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg at jeg gør.” Sagde hun uden at kigge hen mod mig, men mod maden.

 

Jeg sneg mig op mod hende og løftede hende. ”LOUIS!” Skreg hun og prøvede at komme fri. Jeg kildede hende ved sine ribben, der var hun mest kilden, det havde hun altid været. ”Lad vær!” Hun prøvede at holde grinet tilbage men det lykkedes ikke. ”Det er mit hus unge dame!” Sagde jeg og var ved at glide. Men jeg nåede lige af få fodfæste. Men så skete der noget. Hendes klare blågrønne øjne, de her lange vipper, som indrammede dem så perfekt, og hendes ellers så fine blege hud og de ellers utrolig røde læber.

”Vi burde dække på bordet.” Sagde hun og fjernede sig fra mig. Hun tog hurtigt nogle pandekager og satte dem på bordet. Jeg skyndte mig uden videre at gå ovenpå for at tage en trøje på.

 

Hurtigt tog jeg et par jeans og trøje på. Jeg kunne høre drengene komme ud af deres værelser. ”Hey far.” Jeg vendte mig om og så at det var Dylan. ”Hey. Hvad kan jeg hjælpe med?” Spurgte jeg. ”Jeg har ikke sagt til Janelle at jeg er gået fra Natasja.” Sagde han hurtigt. Jeg kiggede lidt forvirret på ham. ”Og hvad så? Kan du ikke bare sige det?” Spurgte jeg. ”Nej…Natasja og Janelle er bedsteveninder far. De stoler på hinanden utrolig meget. Janelle er desuden en af mine nærmeste venner, vi kan sige alt til hinanden.” Sagde han og kiggede i jorden.

”Så fortæl hende det. Du kan køre hende ud til hesten i dag. Hun har lovet Sarah en ridetur på Guardian.” Sagde jeg og kørte hånd igennem håret mens jeg gik fra den ene side af rummet hen til anden og klappede Dylan på skulderen.

 

På vejen ned kunne jeg høre der var rimelig stille nedenunder.

”Hey dre.. hvor er pigerne?” Spurgte jeg da jeg kom ned i spisestuen. ”Janelle er taget af sted. Will hentede dem. Vi vil gerne snakke med dig om noget far.” Sagde George og tilbød mig en plads. ”Hvad foregår der?” Spurgte jeg. ”Det er angående… huset.” Sagde Phil og satte sig først, derefter George og så mig. Dylan kom stille og roligt ned.

 

”Din psykolog har ringet til os.” Åh nej. ”Har du stadigvæk mors tøj?” Spurgte Dylan og knugede hånden om en stol.
”Jeg” ”Nej far… det er hårdt for os alle sammen. Det er hårdt for dig vi ved det. Men vi beder dig…” Phil flettede sine finger hårdt sammen og trak læberne tilbage. Han tog en dyb indånding og kiggede hårdt på mig.

”Vi har tænkt os at starte forfra. Vi køber et nyt hus.”

 

*Dylan*

 

”Vi har tænkt os at starte forfra. Vi køber et nyt hus.” Sagde Phil, anstrengt og nervøst. ”Et hus?” Min far lænede sig tilbage og kiggede åndssvagt på os. ”Et hus?” Sagde han igen. ”Ja. Et hus.” Sagde jeg og tog en dyb indånding så jeg kunne fortsætte.

 

”Du har stadigvæk mors tøj. Det må stoppe. Jeg har fundet et hus. Ejendomsmægleren kommer i morgen og kigger på vores. Jeg beder dig far. Det vil hjælpe os alle.” Sagde jeg. ”Jamen… Dylan” ”Far vi ser hende overalt!” Råbte George og jeg høre kunne han mente det. For hun var her i huset. ”Hun er i spejlet når vi ser på os selv, hun er i køkkenet og laver mad hun står ved tørretumbleren og som altid snakker hun om hvorfor man ikke skal smide skjorter derind.” Han måtte tage en dyb indånding og kiggede ned i jorden.

”Vi elsker mor. Vi elsker dig far. Men vi kan ikke blive her. Hun hjemsøger os. Selv Janelle ser hende.” Sagde jeg og kunne mærke tårerne komme.

 

Min far var helt stille og kiggede underligt på os. ”Hvorfor kan I se noget når jeg ikke kan?” Spurgte han. ”Fordi… du ikke er os.” Sagde George. Min far rejste sig op og satte sig på hug ved George. ”Hvad klok' er ejendomsmægleren her i morgen?” Spurgte han. George kiggede op på ham med forunderlige, forvirrede, men alligevel, glade øjne.

”Klokken to. Til eftermiddags kaffe. Janelle gør rent i eftermiddag. Vi hjælper hende. Så tænkte vi på at gå mors tøj igennem i aften. Hvis du kan.” Sagde George. Far lagde sin hånd på Georges skulder og trak ham ind til sig. ”Jeg vil gøre alt for jer.” Hviskede han og kyssede ham i håret.

 

*Janelle*

 

”Så skal du strigle her, uden at ramme denne linje.” Sagde jeg og løftede Sarah op på Guardians ryg. ”Sådan der?” Spurgte hun. ”Ja. Så skal jeg nok tage hendes ben. Will, henter du hendes sidepull?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig” Sagde han og jeg kunne høre hans converse slide mod stengulvet.

”Mor.” Sagde Sarah. ”Ja?” Svarede jeg og stramte den sidste gamache til. ”Elsker du far?” Spurgte hun. Jeg stoppede helt op og kiggede på hende. ”Jeg elsker din far. Rigtig højt. Men lige nu er din far rigtig ked af det. Han har det svært. Han kan ikke overskue så meget. Men ja, han elsker mig stadigvæk.” Sagde jeg. Det var helt hårdt at sige. Specielt efter hændelsen her til morgen.

 

”Kom så unge dame. Her, min hjelm.” Will hjalp Sarah med hjelmen og jeg gav Guardian hendes sidepull på.

”Er du klar? Jeg trækker dig ud nu.” Sagde jeg og åbnede boksdøren. ”Jeg er klar!” Sagde hun med et smil. Jeg lod min hånd være et par centimeter foran Guardians mule og hun fulgte efter mig. ”Sådan der. Er du klar til at komme ind på banen?” Spurgte jeg. Hun nikkede stolt. ”Filmer du Will?” Spurgte jeg. ”Om lidt.” Sagde han.

 

”Okay… jeg ved jeg lovede dig en ridetur. Men nu skridter du hende lige varm for mig. Kan du gøre det?” Spurgte jeg. Hun nikkede som et svar. ”Godt min pige.” Jeg gik lidt væk fra hende. ”Vent du må ikke gå!” Sagde hun. ”Sarah skat.” Startede jeg med at sige og stillede mig i midten. ”Jeg er herinde. Guardian skal nok høre efter hvad du siger.”
”Men der er ingen sadel. Tænk hvis hun stikker af.” Sagde Sarah bange. ”Det gør hun ikke. Guardian er min hest. Hun er velopdragen.”

”Det skulle man ikke tro med den ejer.” Sagde Will og gik hen imod mig. ”Åh hold op. Du skal ikke skræmme hende.”

 

Hun fik redet i et kvarters tid, uden de store problemer. Det var en smule svært at styre kun med sidepull, da Guardian ikke kunne mærke alle hendes bevægelser. ”Skal du prøve at trave?” Spurgte jeg. ”Ikke alene.” Sagde hun. ”Okay så. Will?” Jeg fik en hestesko og satte mig godt til rette. ”Er du klar?” Vi fik travet utrolig godt igennem og jeg kunne mærke at Sarah nød det. En hel del. ”Er det sjovt?” Spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg kunne skimte at Will filmede det. Hovene bragede i jorden i takt med at sandet fløj om os. Sarah fulgte flot Guardians rytme og tog fat i hendes man, helt modigt.

”De gamles fans, ikke? De vil dø når de ser det her!” Sagde han med et smil.

”Er du klar på en galoptur?” Spurgte jeg efter nogle minutter. ”Det ved jeg ikke. Jeg er lidt bange.” Sagde hun. ”Bange? Dig? Du rider på en topklasse springhest uden sadel!” Sagde jeg og smilte. ”Okay.” Jeg tog tøjlerne og stoppede hende op så hun skridtede lidt. Jeg kunne mærke hun havde fået varmen og bare ville af sted. En af staldpigerne kom forbi og kiggede lidt. Det skete så tit. Det trak faktisk flere udefra gaden til.

 

”Okay… Når man skal i galop. Skal benene ligge sådan der. Kan du gøre sådan?”

”Ja.”

Jeg løsnede tøjlerne og hun satte i galop. Hendes hoved var højt, ørerne var fremme og hendes lange slanke ben viste hvad hun virkelig var. En hvid skønhed, galoperede igennem rødt sand som sprøjtede højt og så var der Sarah. Jeg endte med at give helt slip og spænede Guardian af sted. Sarah havde taget fat i manen og styrede hende!

 Jeg lod mine arme folde sig ud og det samme gjorde Sarah. Guardian vrinskede stolt og satte forsigtigt farten ned til skridt. Da hun stoppede helt, kunne jeg høre klapsalver.

 

Sarah blev helt rød i hovedet. Jeg lagde drillende mit hoved på hendes. ”Så vinker man. Det er her en høflig sport.” Hviskede jeg. Hun tog nervøst sin lille hånd op og vinkede. Jeg vinkede med hende, så hun ikke var helt alene. Hun virkede lidt nervøs, det var hun ellers sjældent.

 

”Kan vi få et billede af jer?” Jeg kiggede hen mod en ivrig journalist. ”Ja da. Smil til manden skat.” Sagde jeg og smilede. Der blev taget et par billeder og han viste med glæde billederne til Sarah.

”Så… har I to en pigeweekend sammen?” Spurgte journalisten. ”Arh… jeg skal hjem og gøre rent og Sarah skal passes hos af Will og James. Mens trillingerne og Lou er mine slaver. ”Smilte jeg. ”Hvorfor dog det?” Spurgte journalisten.

”Jeg spildte noget mad, og nu lugter der overalt. Så vi lufter ud og vil gøre huset rent, fuldstændig. Nå, jeg smutter nu. Vi skal hjem og lave middagsmad, og så gøre rent.” Jeg hoppede ned af Guardian og som sædvanlig fulgte hun efter mig ind til hendes boks.

 

Jeg tog gamacherne af hende og vaskede hendes ben rene. Sarah sad ovenpå hende og striglede hende. ”Pas på du ikke falder ned. Okay?” Sagde jeg. ”Okay. Gider du hjælpe mig ned?” Spurgte hun.

”Selvfølgelig. Kom til mig.” Jeg løftede hende ned og hun kiggede længe på Guardian. ”Tror du at jeg engang må få en hest?” Spurgte hun nysgerrigt. ”Hvis du tigger længe nok, eller bare spørger din onkel Harry. Han har masser af heste.” Smilte jeg. Det var jo sandt. Min far ejede jo halvdelen af stutteriet.

Will kørte op til hoveddøren indtil stalden og lod os komme ind i bilen. ”Var det sjovt Sarah?” Spurgte han med et smil. ”Ja! Må jeg ikke godt komme med noget mere?” Spurgte hun. ”Måske. Det kommer an på så meget.” Sagde jeg.

”Skal du bare smides af Jay?” Spurgte han og kørte videre ud i trafikken. ”Ja. Sarahs ting er bagi.” Sagde jeg og kiggede på en besked jeg havde fået fra  Dylan.

 

Kom hjem hurtigt. Far vil snakke med dig. Han er ikke tilfreds. X.

 

Jeg kiggede hen på Will. ”Det skal gå lidt stærkt med at komme hjem.” Sagde jeg hurtigt. ”Okay så.”
”Find på noget at underholde hende med.” Hviskede jeg. Han nikkede og drejede ned af Avenue Hill og drejede til højre og længere ned af en dyr mands himmelvej, skulle man tro.

Will stoppede ved villavejens ende. ”Sarah, jeg går nu. Hyg dig, okay?” Smilte jeg anstrengt til hende. Hun nikkede. ”Det var godt. Ses på mandag Will.” Jeg gik ud af bilen og gik hen mod huset imens jeg holdte godt øje med at Will kørte væk. Da jeg så bilens ende forsvinde helt løb jeg indenfor.

Hurtigt tog jeg min jakke af og gik indenfor.

 

”Dylan?” Kaldte jeg. ”De er ude.” Sagde en kold stemme. Jeg vendte mig mod stuen og så at Louis og sad og kiggede ind i pejsen. ”Hvor er de henne?” Spurgte jeg alvorligt. ”Ude. Vi to skal have en snak.” Sagde han og rejste sig, langsomt gik han hen imod mig. Jeg prøvede at bakke bagud, men det virkede umuligt.

”Louis ly-” ”Nej… Lyt til mig. Hvad foregår der? Hvorfor vil drengene flytte? Hvorfor kan du knap nok afslutte dine egne sætninger? Hvad holder du skjult for mig?” Spurgte han koldt. ”Ikke noget der kommer dig ved.” Sagde jeg og prøvede at komme væk. Men han lagde bare sin hånd tungt på min skulder.

 

”Tror du at du bare kan gå?” Spurgte han og kiggede lige ind i mine øjne. ”Der er noget galt her. Det ved jeg. Forklar mig, hvad der er sket med dine ben.”

”Mine ben?” Jeg blev helt bange. Jeg havde slet ikke tænkt på alle de ar jeg havde efter krigen.

Han trak mig ned mod gulvet og rev mine bukser op.

 

”De er ikke efter Australien! Det er tredjegrads forbrændinger! Dem får man ikke uden videre. Og hvad med Sarah? Du har været her i en måned, og hun kalder dig mor.”

”Det er for dit eget bedste.” Jeg lagde forsigtigt min hånd på hans hoved jeg trængte derind. Han råbte arrigt, et eller andet og skubbede mig væk. ”Hvad gjorde du ved mig?!” Råbte han og kiggede vredt på mig. Jeg kunne ikke mere. Alle hans handlinger og mine. De ramte hinanden på en helt anden måde end planlagt.

 

Jeg skyndte mig hen til reolen som gemte det eneste som jeg kunne imod ham.

Laboratoriet.

”Hvor skal du hen? Du bliver her! Du kommer ingen steder før du har forklaret mig hvad der foregår!” Sagde han og tog fat i mig. ”Hvem er jeg?” Hans øjne ændrede sig helt. ”Det kan jeg ikke sige.” Jeg ville så gerne. Jeg ville så gerne fortælle ham om hvordan han var. Den måde han tog sig af mig og jeg tog af ham.

”Jeg beder dig… jeg ser ting” ”Hvad?” Afbrød jeg ham. ”Ting?”

”Tror du jeg ville fortælle det til mine børn? De vil tro jeg er syg!”

”Hvad har du sagt til din psykolog?” Spurgte jeg og tog fat i ham. ”Ikke noget. Kun at ” ”Du savnede Eleanor? Ikke?” Panikkede jeg. ”Afbrød mig ikke. Jeg har kun nævnt at der er dage jeg ikke kan huske noget fra.” Sagde han.
”Som hvad?” Spurgte jeg. ”Jeg kan ikke huske nytår, eller julen. Jeg kan ikke huske hendes begravelse. Jeg husker kun flammer. Du forsvandt, lige efter hun var død. Du kom til mig og du græd. Du sagde du ikke kunne mere. Så gik du bare. Jeg troede ud aldrig ville komme tilbage.” Sagde han, som om det sårede ham.

 

”Nu er jeg hjemme, Louis. Men jeg føler det ikke. Og det er der en meget… speciel grund til.” Ville jeg virkelig gøre det her?

”Men uanset hvad, må du love mig du ikke flipper ud.” Hviskede jeg. ”Jeg lover det.”

”Godt. Jeg får nemlig brug for at du stoler på mig.” Sagde jeg og gik væk fra ham. Jeg kiggede på min ring og pegefinger. Jeg havde taget ringene på i dag. ”Sæt dig..” Sagde jeg til ham. Han satte sig ved siden af mig og kiggede afventende.

 

”Jeg… jeg ved ikke om, du overhovedet vil tro mig. Men en del af dig vil. For… kan du huske da vi kom til slottet i Skotland?” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Og dine mærker på dine håndled?” Spurgte jeg. Hans øjne stirrede på de to ar han nu havde.

”Sagen er… at det er en løgn. Jeg ved hvor du har de ar fra. Og jeg har også nogle selv, de er bare, et helt andet sted. Mine ben.” Jeg kiggede ned på hullerne i mine bukser.

 

”Det er ikke fordi jeg er bange for at vise dem. Men jeg har meget værre ar. Ligesom dig.” Jeg satte mig helt hen til ham. ”Kom med din højre hånd.” Sagde jeg og kiggede ham ind i øjnene. Han rakte forvirret sin hånd frem.

”Du må love mig at du ikke flipper ud.” Hviskede jeg lidt bange. Jeg lagde min hånd på hans læber og jeg kunne se at han fik et underligt udtryk i ansigtet.

Så lukkede jeg mine øjne og så kom skyllen af minder foran mine øjne.

 

Det hele, bryllups dansen hvor jeg stod på hans fødder, de lange søvnløse nætter, de små stunder med Sarah, hans smil, os sammen i den lille sø i bjergene.

Jeg kunne næsten ikke få vejret til sidst jeg kunne mærke jeg faldt en smule sammen. Et par stærke arme lagde sig om mig.

”Janelle? Janelle er du okay?” Jeg kiggede op. ”Undskyld… jeg gjorde det kun… jeg gj” Jeg gik helt i sort i min sætning. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg trak bare vejret hårdt. ”Træk vejret. Stille og roligt.” Sagde stemmen og en dejlig varm hånd kørte igennem mit hår. Jeg hadet ellers varme.

 

”Så… I ved hvem jeg er.” Sagde Louis og satte mig så jeg lænede mig op af ham. Jeg nikkede svagt. ”Hvorfor ville I så gerne vide det? Jeg er et monster.” Sagde han, lidt vredt. ”Det var min skyld. Jeg læste i dine bøger og så… så kom Eron efter dig. Men han fandt mig… jeg ved godt jeg ligner Ana.” Hviskede jeg.

”Det er rigtigt. Men det er ikke ens betydning med at jeg elsker dig som jeg elskede hende.” Jeg stoppede helt op og flyttede mig væk fra ham.

 

”Hvordan kan du sige sådan?”

Han rejste sig forsigtigt. ”Janelle… det var ikke sådan” ”Nej… lad vær.” Jeg drejede om på mine hæle og gik hurtigt ovenpå. Jeg vidste ikke hvorfor det tog så hårdt på mig. Han kunne jo have ment det positivt, men på den måde han sagde det på, gjorde bare at jeg pludselig selv blev i tvivl.

 

Jeg låste døre ind til mit værelse og tog fat i min mobil. Jeg ringede Dylan op.

 

”Hallo” Kunne jeg høre ham sige.

”Hvor end I er. Vil I så ikke gøre mig en tjeneste?” Spurgte jeg, prøvede at undgå at de kunne høre jeg græd.

”Ja da. Hvad skal vi?”  Spurgte han nysgerrigt.

”Kom hjem.” Jeg lagde hurtigt på og sank ned foran min seng og lod tårerne trille ned. Jeg huskede så mange gode ting, selvom mange af dem var slemme.

 

*Anastacia*

 

Jeg kiggede længe ned i Spejlet og var ved at græde. Min lille pige var blevet svagere uden hendes Louis. Jeg kunne se det. ”Deres Nåde. Hvad er der galt?” Spurgte Adele. Min gamle kammerpige. Her i Kandrika, var hun i live. Som sit gamle jeg. ”Det er min datter… jeg ville virkelig ønske du havde set hende Adele. Du ville have elsket hende. Stædig, arrogant og” ”En Kandrik.” Smilte Adele. ”Præcis. Hvad ville du?” Spurgte jeg for at skifte emne. ”Jeg ville snakke med hertugerne. Annabella skal snart føde. Jeg ved ikke om jeg vil lade Helios komme hertil. ”Sagde jeg og rettede lidt på mit hår.

 

”Jeg synes han burde være der. Hvis du spørger mig. Det er trods alt hans søn som bliver den kommende konge af Supra.”

”Og Kandrika. Jeg overdrager Kandrika til Annabella så snart jeg er færdig her Adele.”
”Men… jeg vil aldrig se dig igen Anastacia.” Sagde Adele helt nedtrykt. Jeg vendte mig om og så på hende.

”Atten år uden dig… du aner ikke hvor hårdt det har været Adele. Jeg ved, at havde du været Janelles kammerpige var der ikke sket så frygtelige ting. Selvom Hera nu har passet så godt på hende. Så vil Kandrik godset altid mangle dig og Thomson.” Jeg omfavnede Adele og kunne mærke jeg endnu engang brød ud i gråd, så meget at jeg faldt sammen.

 

”Min egen… Lille Anastacia… ikke græd.”

”Jeg kan ikke gøre for det… jeg kan ikke alene… jeg har brug for Harry.” Hulkede jeg. ”Det ved jeg du har. Han har også brug for dig. Det håber jeg du ved.” Sagde hun og klappede mig blidt på ryggen. ”Du er stærk. Ligesom Janelle. Jeg har set hende vokse op. Min ånd lever hvor du lever. Men den blev på slottet da du afleverede hende dengang. Havde du ikke gjort det. Havde jeg ikke set hvem hun var. Jeg var den eneste ånd som kunne komme tæt på hende. Vores skov har lige side hendes fødsel, vokset frodigt og godt. Alle dine marker har altid været succesfulde, år efter år. Hestene blev smukkere og smukkere. Noget ingen troede der kunne ske. Op med humøret min egen. Alt skal nok ordne sig.”

 

*Janelle*

 

Gad vide hvor min mor var. Jeg savnede hende en del.

En del? Nej rigtig meget. Mere end man kunne forestille sig. Det gøs igennem min krop da noget bankede forsigtigt på vinduet. Det var Demi.

 

Jeg åbnede op og hun hoppede ind. ”Er du okay?” Spurgte hun lavmælt. ”Det ved jeg ikke…” Mumlede jeg. Hun tog mig ind i et varmt kram og nussede mit hår. ”Jeg kunne mærke da du gjorde det. Han er stadigvæk forvirret. Bare giv ham tid.”  Hviskede hun.

”Hvorfor er du ikke vred?” Spurgte jeg med en let hulken. ”Det nytter ikke at være vred min egen… du blev nødt til at give ham hans hukommelse, ellers ville han have for mange huller i sin fortid, som ikke ville kunne forklares. ”Hun kyssede mig i håret og trak sig lidt væk.

 

”Du er en kvinde nu. Det er jeg virkelig ked af… jeg lovede at jeg ville passe på dig. Men det kunne jeg ikke ordentligt. For der var en anden som skulle gøre det. Bare pas på. Jeg ved ikke om det har nogen effekt det du lige har gjort. Farvel.” Hun åbnede vinduet op igen og inden hun ville springe ud, ændrede hun sin form til en hvid due.

 

Så fløj hun væk.

 

***

 

Dagene fløj af sted, snart skulle jeg optræde i X-factor og jeg havde fået afvide det åbenbart var internationalt. Så jeg var i chok. Jeg skulle starte det største show i historien.

Men det var nu ikke det som gik mig på nerverne. Det var Louis. Jeg havde virkelig gjort alt for at sørge for at holde ham på afstand og koncentrerede mig om at drengenes karakterer skulle hæves igen.

 

”Der er mad!” Kaldte jeg højt. Jeg havde kun været hjemme i to timer eller sådan noget, og så begyndte jeg ellers bare at lave mad.

”Hvad skal vi have?” Spurgte Dylan glad. ”Vi skal have kylling i cola, kaninføde, og kogte hvedestrøg.”

”Hvedestrøg?” Spurgte han og så lidt forvirret ud. ”Pasta er jo bare dej… og i dej er der mel. I skal have mel. Men forskellen er at det groft og det smager vildt godt. I må godt krydre det.” Sagde jeg og tog en af hvedestrøgene og spiste det. Sarah kom ned og satte sig ved siden af Dylan. ”Hvor er Phil og George?” Spurgte jeg. ”George han er ude og spise hos en kammerat og Phil burde være på sit værelse.”

”Hvorfor tog du ham ikke med ned?” Spurgte jeg lidt arrigt. ”Fordi jeg regnede med at han selv kunne komme.” Sagde Dylan og gav Sarah noget mad.

 

”Jeg henter ham.” Jeg smed forklædet og skyndte mig op til hans værelse. Jeg startede som altid med at banke på døren. ”Phil… Phil du skal ned og spise.” Intet svar. Hvor belastende. Jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede op.

Mine øjne spilede sig helt op. ”Phil…” Jeg skyndte mig hen til ham og lagde min ene hånd på hans hoved. Han var blevet tæsket.


”Hvad er der sket med dig?” Spurgte jeg helt bange. ”Jeg… jeg… jeg forsvarede bare James…”

Hviskede han og jeg kunne se at han græd. ”Hvad skal det betyde?” Spurgte jeg. ”Jeres årgang har jo tre forlængede weekender lige pt. Det har vores ikke.. det er derfor du ikke har hørt om det… Nogen ville tæske dem fordi at” ”De elsker hinanden.” Sagde jeg og kørte min hånd langs hans kind. ”Hvorfor har ingen set det her?” Spurgte jeg.

”Fordi... jeg kravlede op af muren så du ikke så det.”

”Hvem gjorde det?” Spurgte jeg. ”Det kan jeg ikke sige… sådan fungerer det ikke. Vi er uden magt nu.”
”Hvad skal det betyde?” Spurgte jeg med en forvirring i stemmen.

 

”Du af- a-af alle burde vide det. Svaret… er på din finger.” Han pegede mod min finger og jeg så på min ring. ”Er det… bare derfor?” Spurgte jeg. ”Alle ved hvem du er. Så længe du ikke var gift… så kunne du ikke gøre noget. Men det viste sig bare at du var stærkere end du selv gik og troede, end alle troede. Nej… ingen af os børn af vores fædre vidste hvad vi egentlig er. Udover Edward. ” Hviskede han og hostede lidt.

 

”Så… hvad betyder det?” Spurgte jeg. ”De vidste at du ville ende i Supra. Det vidste alle. Men det overrasker mig… Swift? Du ved Taylor Swift, ikke?” Spurgte han. ”Hvad med hende?” Spurgte jeg lidt overrasket. Hvad havde hun med noget som helst at gøre? 

”Hun er en dragon. Ikke en drage. Men en dragon. Det er en form for heks.. okay også en drage. Men en isdrage. Derfor kan hun virkelig ikke lide dig. Ligesom Collin. Hun afskyr dig også. Fordi du er stærkere end dem. Du er et naturfænomen. Du har så mange evner i forhold til så mange andre. Men…  vil du ikke bare ” ”Nej.” Afbrød jeg ham. ”Phil… du er mit ansvar. Sig hvem der gjorde det. Jeg beder dig. Nogen må jo snakke med deres forældre.” Sagde jeg. ”Det var… Collin og” ”Andrew?” Jeg var helt overrasket. Efter den bilulykke med Eleanor havde han ikke været i nærheden af trillingerne, eller nogen andre.


”Jeg vil altid passe på dig.” Jeg kyssede ham forsigtigt i panden og gik ud af værelset. Jeg kom kun til trappen og satte mig ned. Hvad skulle jeg gøre?

”Kommer du og spiser?” Kaldte Dylan. Jeg tog en dyb indånding og gik nedenunder. Louis var kommet hjem, det samme med George. ”Undskyld jeg kommer for sent.” Sagde George. ”Det er okay. Der er en nødsituation ude i stalden. Jeg kommer tilbage så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg regner med at I vil rydde op efter maden i dag.” Sagde jeg og gik ud i gangen for at tage mit tøj på.

 

Der var ikke så koldt udenfor længere, det var vildt rart. Jeg fandt Dylans cykel og satte mig op. Jeg vidste godt hvor Collin boede henne og hvis jeg ikke tog fejl, vidste hun også hvad jeg egentlig var i stand til.

På vejen hen til den store bygning jeg vidste der fandtes og blev kaldt for Hills tænkte jeg på hvordan jeg skulle forklare det til Louis.

Han ville flippe ud på mig. Med stor sandsynlighed.

 

Da jeg drejede til højre kunne jeg skimte bygningen, den var kun fem gader væk. Jeg cyklede så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg stoppede op og kiggede omkring mig. Da jeg var foran bygningen smed jeg cyklen og dørmanden åbnede op for mig.

”Skal cyklen gemmes væk?” Spurgte han. ”Bare lad den være ved døren. Jeg er tilbage hurtigt.” Smilte jeg. Da jeg kom ind i lobbyen skyndte jeg hen til receptionen. ”Hej… jeg leder efter Collin Swift, jeg går til dans med hende, jeg har lovet hende at hjælpe hende med det her til aften. Hun gav mig egentlig en adresse men jeg har smidt den væk. ”Sagde jeg overbevisende. ”Collin Amanda Swift?” Spurgte manden bag disken.

 

”Ja.” Jeg lod min højre hånd med min vielsesring klikke mod bordet. Han kiggede undrende på den. ”Hun bor i 2365 D. Syvende sal.” Sagde han. ”Tak. Hvilken elevator?” Spurgte jeg. ”Den til højre.” Smilte jeg. ”Tak. Fortsæt god aften.” Sagde jeg og vendte mig om.

 

Elevatoren stoppede på syvende etage og jeg gik ud og kiggede mig omkring. 2340 D, stod jeg ved. Jeg kiggede mod højre, numrene blev kun mindre, jeg gik mod venstre.

 

Mens jeg gik ned og kiggede på de mange numre, tænkte jeg på hvordan jeg skulle komme i snak med dem. Jeg vidste at selve Taylor Swift, ikke var begejstret, men det var måske også mere den anden jeg tænkte på.

2355, 2356, 2357, 2358, 2359, 2360, 2361, 2362, 2363, 2364, 2365 D.

 

Jeg tog en dyb indånding og bankede på. Jeg lod min tommelfinger røre min ring og tog en dyb indånding og kiggede på døren.

Den blev åbnet.

 

”Janelle? Hvad laver du her?” Spurgte Taylor, som om hun intet vidste. ”Jeg er kommet for at snakke med Collin.” Sagde jeg alvorligt. ”Hvad har hun gjort?” Spurgte hun, og blev helt forvirret. ”I dag kom en syttenårig knægt hjem gennembanket og fortalte mig at din datter blandt anden, var med at tæske ham.”

”Der må du tage fejl. Collin ville aldrig gøre sådan noget.”
”Jeg ved du lyver.” Sagde jeg koldt. Hun kiggede helt forfærdet på mig. ”Du er stadigvæk en af de mægtigste sangere i verden. Så du burde vide hvad jeg mener. Eller… har du brug for et bevis?”

Jeg lod hende se på ringen og hun kiggede helt bange.


”Så det er sandt.” Sagde hun bange. Jeg gik ind i lejligheden. Hendes ansigt var helt chokeret. ”Det er sandt.” Hviskede hun og så helt bange ud.

”Hvor er din datter?” Spurgte jeg så. ”Du rør hende ikke!”

”Det er sjovt hvordan at du siger, jeg må ikke skade hende, men alligevel lader du hende skade min søn.” Sagde jeg og kiggede koldt på hende.

 

”Jeg beder dig… jeg skal nok tale med hende!” Tiggede hun. ”Hvis der er en ting jeg har lært, er det at tale ikke virker. Jeg beklager virkelig.” Jeg kiggede hen på hende og jeg mente det.

”Det tog mig et øjeblik at indse hvad alt det her var. Din datter er blind. Jeg forstår ikke hvordan hun kunne drømme om at gå efter en af mine sønner.”

”Jeg beder dig! Jeg vil gøre hvad som helst!” Hun faldt på knæ, bedende. ”Der er intet du kan gøre for mig. Måske engang for din datter.” Jeg kiggede rundt efter værelset og så det. Den havde isflager malet på.

 

Døren åbnede af sig selv. ”Hey mo… hvad laver du her?” Kunne jeg høre hendes arrogante stemme. Hun rejste sig fra sit skrivebord. Hendes arme var lagt over et kryds, hendes hoved var højt. ”Se ikke så kæphøj ud Collin. Jeg ved hvad du har gjort.” Lysene inde på værelset begyndte at flimre. Det gjorde hendes blik gik fra stærk og fast til forvirret og bange.

 

Pærerne på værelset sprang og de små stearinlys som ellers havde smukke gule flammer blev isblå.
”Her er koldt, ikke sandt? Du elsker varmen. Fordi at den ikke er ligesom dig. Kold.”

”Hvordan kan du være så stærk? Du er ikke engang i Supra.” Sagde hun og gik bagud. ”Du rørte min søn.” Sagde jeg koldt. ”Vis nåde jeg be” ”Jeg ved hvad nåde er!” Råbte jeg højt så hun faldt bagover. ”Tro mig Collin.” Jeg kom helt tæt på hende. ”Du kan aldrig nogensinde såre mig igen. Men rør du mine børn, mine venner, min familie. Så kan jeg garantere, at Swift Dragonerne har et problem. Og det er kun med mig.” Hviskede jeg. Hun kiggede bange på mig. ”Hvad vil du gøre ved mig?” Spurgte hun. ”Det kommer an på så meget. Du kunne umuligt tage Phil ned alene. Han er ligeså stærk som sine brødre, også selvom han ikke har Skyggeløven i sig. Hvem hjalp dig?” Spurgte jeg koldt.

 

”Sykes… McGuiness, Downey og Hemsworth.” Sagde hun bange. ”Så du fik Sykes, et IT talent, McGuiness, min families allierede, Downey og Hemsworth? Noget af det klogeste på denne jord? Hvad gjorde du? Viftede du lidt med røven?” Spurgte jeg og kiggede mig omkring på hendes værelse.

 

”Hvad vil du gøre ved os?” Spurgte hun bange. ”Jeg skræmmer dig, bare ved at bruge min stemme. Men lad mig gøre det klart for dig. Den eneste nåde i mig er den jeg har for mine børn. ”Sagde jeg og tog fat i en glasfigur.

 

”Det er ligesom skak Collin. Dronningen beskytter kongen, kongen beskytter døtre, men så snart en bønne kommer for tæt på sønnerne, slår dronningen bønnen i tusind stykker. Du er blot en bønne.” Jeg knuste glasfiguren i min hånd.

”Farvel.”

 

***

 

Mørket var overalt imens jeg prøvede på at få øje på månen som gemte sig bag skyerne. Louis havde ikke set Phil havde fået tæsk. Jeg havde været inde på hans værelse hele natten, bare set på ham.

Holdt øje med ham. Intet måtte nogensinde røre ham igen. Det var nu jeg forstod forældre. Hvordan de kunne græde, eller deres vrede boble frem når deres barn ville komme hjem og være ked af det.

På grund af andre.

 

”Janelle?” Hviskede Phil. Jeg satte mig i hans seng og kørte min hånd igennem hans hår. ”Hvad er der?” Spurgte jeg.

”Jeg har det ikke særlig godt.” Hviskede han ”Det er okay. Jeg skal nok passe på dig.” Hviskede jeg og lod min hånd glide ned over hans blå mærker.

”De er væk inden i morgen. Du skal i skole, det ved du godt ikke?” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Godt. Jeg elsker dig Phil. Husk det. I vil altid være de børn jeg aldrig får.” Jeg kyssede blidt hans kind og kørte mine hænder langs hans krop.

”Bare slap af… prøv og sov igennem det.” Hviskede jeg.

Hans dybe vejrtræk forsikrede mig om at han prøvede at sove. Efter nogle minutter kunne jeg mærke at jeg ikke spændte længere.

Døren gik op. Jeg blev helt forskrækket og min første reaktion var at sætte mine hænder ned i sengen foran Phil og kigge koldt mod skikkelsen som var ved døren.

”Hey..” Det var Louis. ”Hvad vil du?” Spurgte jeg koldt. ”Hvorfor sagde du ikke noget?” Spurgte han.

”Nej..” Jeg kiggede på Phil. ”I må ikke skændes…” Hviskede han. ”Selvfølgelig ikke.” Hviskede jeg og kørte min hånd blidt igennem hans hår endnu en gang.

 

”Sov godt Phil. Jeg ser til dig i morgen tidlig.” Hviskede jeg og gik ud med Louis i hælene, ned i stuen.

”Hvorfor sagde du ikke noget?” Spurgte han vredt. ”Hvad ville du gøre? De ville ikke fortælle dig sandheden!” Hvæste jeg. 

”Hvad gjorde du Janelle?” Spurgte han og tog fat i mig. ”Jeg gjorde min pligt. Om du vil det eller ej, det er også mine børn.” Sagde jeg og rev mig løs fra ham.

”Tror du at det for sjov jeg har skjult det?” Hvæste han. ”Tror du det er for sjov at en dragon har tæsket din søn?” Hans ansigt blev helt forvirret.

”Dragon? Gik du imod en dragon?” Spurgte han bange. ”Ja. For Phil. Han er ligeså meget min søn som din. Hvorfor? Jeg passede på dem mens du ikke var der. Jeg ved jeg forlod jer. Og nu..” Jeg måtte beherske mig.

”Er der ikke noget Louis og Janelle. Godnat.” Jeg vendte mig om og gik op af trapperne. Jeg lukkede døren til mit værelse og gled ned af døren. Jeg havde selv sagt det, foran ham nu. Jeg kunne lige så godt pakke sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...