HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2196Visninger
AA

8. Kapitel 6: Take care

I know you've been hurt by someone else

I can tell by the way you carry yourself

 

 

*Harry*

 

”Vi skal have hende tilbage til denne verden Harry! Det går ikke det her! Hun er hjemme hos Louis, hver dag, rengøring, tøj, han komme hver dag hjem til et rent hus! Det driver drengene til vanvid! Simon har prøvet med at tilbyde hende at danse til en af Lady Gagas koncerter! ”Skældte Niall ud på mig. ”Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke gøre noget!” Svarede jeg vredt tilbage. ”Hvad mener du så med det?” Spurgte Zayn forbavset.

”Jeg ejer hende ikke! Hun er allerede giftet bort!”

”Så det er Louis som bestemmer?” Spurgte Niall som hurtigt var faldet til ro.

 

”Ja. Sådan hænger vores mærkelige verden sammen. ”Sagde jeg. ”Så har jeg en ide.” Mumlede Simon som endelig var begyndt at virke en smule interesseret.

”Jeg vil lade Louis være dommer. Janelle kan synge til åbningen af X-factor!” Sagde Simon og kiggede på et billede af ham og Louis.

 

”Det er faktisk en god ide.” Sagde jeg. ”Synes du?” Spurgte Niall. ”Ja. Lad mig overtale hende.” Sagde jeg. ”Hun stoler ikke på dig. Lad mig Harry.” Ordene gjorde ondt, jeg ville virkelig råbe af Niall. Men han havde ret. I sidste ende.

”Okay. Så gør du det.”

***

 

Jeg havde ikke taget mig sammen til at aflevere hendes hunde endnu. Jeg ville beholde dem for mig selv en smule. For det var alt jeg havde tilbage af min lille prinsesse. Hendes værelse turde jeg ikke gå ind på. Der var tomt, koldt, ikke et spor af min lille Janelle. Hendes guitar var der ikke, ellers hendes stemme, hendes alt for høje musik, eller noget andet af hende.

 

Captain gøede en smule og kiggede på mig. Han skulle vel ud. Jeg åbnede terrassedøren og kiggede ud mod min have. Minderne fra dengang Janelle var spæd og løb rundt i haven sammen med hendes venner gjorde mig helt ør.

Jeg måtte tage en dyb indånding og holde tårerne tilbage. Jeg manglede mit liv. Anastacia var væk. Hun ville ikke vende tilbage. Ikke efter alt det som var sket. Vi holdte af hinanden mere end noget andet. Men når det kom til stykket. Så ville Janelle altid komme i første række for os.

 

*Niall*

 

Jeg satte mig ind i bilen og kørte om til Louis. Jeg kunne se at hans bil ikke var der. Det undrede mig ikke. Det var torsdag. Så han var til psykolog.

Længe kiggede jeg bare fra min bil af og hen mod hoveddøren. Minderne fra dengang han bar Eleanor ind af døren til deres bryllup stod helt klart i mit hoved.

 

Jeg tog en dyb indånding og gik hen mod døren. Forsigtigt bankede jeg på. I håb om at jeg ikke ville støde på Janelle. Selvom det nok ville være hende som åbnede. Men man havde vel altid lov til at håbe.

 

Det var Phil som åbnede døren.

”Hey Niall. Hvad kan jeg hjælpe med?” Spurgte han imens han inviterede mig indenfor med et venligt vink med hånden.

”Det er angående jeres far og Janelle. Hvor hun egentlig henne?” Spurgte jeg. ”Dylan har givet hende noget medicin. Stærk medicin.”

”Hvor stærkt snakker vi?” Spurgte jeg. ”Kviksølv, methanol, jod.”

”Hun har vel ondt nu så.” Sagde jeg og kunne mærke jeg selv fik lidt ondt i maven. ”Janelle er mærkelig. Det indrømmer jeg gerne. Men vi er ikke alle af kød og blod. Hvad er det så du vil snakke med os om?” Spurgte han.

 

”Simon vil tilbyde Louis en plads som dommer. Tror du han kan klare det?” Spurgte jeg. ”Måske skulle Janelle være her… kan jeg hente hende?” Spurgte Phil. ”Vi kan bare gå op til hende.” Sagde jeg med et smil. ”Det er nemmere.” Sagde Phil med et smil og vi gik op til gæsteværelset.

Forsigtigt blev døren åbnet. Janelle lå og krøb sig sammen mens Dylan var faldet i søvn på stolen ved siden af hende.

 

”Hvor er George og Sarah?” Spurgte jeg. ”Hos James.” Sagde han og gik hen for at vække Dylan. Jeg satte mig foran Janelle og forsigtigt nussede hendes kind. Hun var helt kold, men det havde jeg vænnet mig til. Hun ville aldrig have en glød i sine kinder igen. Det var faktisk sørgeligt, for hun var så smuk med røde kinder.

 

”Janelle, vågn op lille skat.” Sagde jeg forsigtigt. Hun blinkede lidt og kiggede op på mig. ”Niall… hvad laver du her?” Mumlede hun. ”Jeg er kommet for at snakke med dig. Vil du lytte?” Spurgte jeg.

”Ja da. Sig frem.” Sagde hun. Hurtigt kiggede jeg over på drengene som var på vej ud.

Døren blev lukket i og jeg satte mig ordentligt overfor hende.

 

”Er du bange for at synge igen?” Spurgte jeg. Hun satte sig op og lagde dynen godt om sig, hun vidste ikke hvad hun skulle svare.

”Jeg… det ved jeg ikke rigtig. Hvorfor?” Spurgte hun. ”Simon trækker sig som dommer. Han vil gerne at Louis bliver dommer. Så… så han foreslog at du sang til den nye sæson. Er det noget du vil?” Spurgte jeg.

”Vil… men jeg har huset at tænke på.” Sagde hun. ”Det ved jeg godt. Janelle… det er om to uger. Louis kan kun få lov til at være dommer. Hvis du også siger ja. Jeg beder dig. Det vil være godt for jer begge.” Sagde jeg og smilte til hende.

”Vil Demi være der?” Spurgte hun. ”Selvfølgelig. Det vil vi alle sammen. ”Sagde jeg. ”Så skal jeg nok gøre det. Det er en aftale.”

Vi gav hinanden hånden.

***

 

 

Jeg åbnede døren og kunne lugte Demis dejlige mad. ”Jeg er hjemme!” Sagde jeg glad. Demi gik roligt fra køkkenet og hen til mig. Jeg omfavnede hende og kyssede hende på kinden. ”Min dejlige skat… jeg har snakket med Janelle.” Sagde jeg.

”Har du?” Spurgte hun helt forbavset. Jeg nikkede. ”Hun synger til åbningen af X-factor.”

”Gør hun? Virkelig?! Hvor fantas.. hov vent nu lige lidt. Åbningen dette års x-factor?” Spurgte hun. ”Ja. Hvorfor?” Spurgte jeg. ”Fordi… Det er det første internationale X-factor.”

Oh fucking shit.

 

*Janelle*

 

Jeg sadlede Guardian op og spændt ridehjelmen til. Mine støvler blev lynet op og jeg klikkede med stemmen så hun gik med mig. Det var blevet aften, en smule sent faktisk. Den var halv ni. Jeg skulle springe en smule. For jeg havde tiden, men jeg havde smerter. Men de skulle ikke forhindre mig. Langt fra.

 

Guardian stod helt stille ind i hallen mens Natasja og Dylan var i gang med at stille spring op. ”Hvor vil du have vandgraven?” Spurgte Natasja. ”Til højre.” Svarede jeg og rettede sadlen en smule.

”Sådan… jeg er klar nu. Er I?” Spurgte jeg. De nikkede. ”Super.” Jeg satte mig op og skridtede hende i nogle minutter. Det var rart. Ridehallens savsmuld der lugtede godt af skov. Noget jeg savnede. Skoven omkring Adenfields godset.

 

Jeg måtte koncentrere mig. Det burde jeg virkelig gøre.

Guardian blev sat i trav og hendes hoved kom højt op. Hun holdte en fin takt og da vi havde travet i et kvarters tid gav jeg Natasja mit skridttæppe og gik i gang med at galopere lidt.

”Er dobbelt oxeren klar?” Spurgte jeg. ”Den er klar!” Sagde Dylan. Jeg kiggede hen mod de sorte og hvide paller som var balanceret helt perfekt.

 

Hovene braste i smuldet og lige springet, spændtes alle hendes muskler, hendes hals strakte sig, hovedet blev holdt højt og så lettede hun.

Jeg kunne føle min mave blive let, hvordan min krop formede sig efter hendes.

 

Hendes hove ramte jorden og jeg lagde mig tilbage så hun kunne balancere sig selv. ”Sådan Janelle!” Jublede Natasja. ”Dylan fik det på film!” Sagde hun og kom hen til mig. ”Det var det første spring. Nu mangler jeg bare at få 45 minutter til at gå.” Smilte jeg.

”Det er rigtigt.” Sagde Dylan med et smil. Jeg satte mig godt tilbage i sadelen og satte hende endnu engang i galop og gik i gang med at komme over tempospringene.

 

***

 

Jeg fedtede hovene ind i madolie og prøvede på at gnide det hurtigt tør. Ellers ville de ikke skinne i længere tid.

”Jay er du snart færdig? Far har lavet mad.” Sagde Dylan. Jeg vendte mig om og kiggede på Dylan. ”Har din far lavet mad?” Spurgte jeg overrasket. ”Ja. Tro det eller lad vær.” Sagde han. ”Okay så… vi burde skynde os hjem. Husk pizza!” Sagde jeg og satte Guardian ind i boksen. ”Jeg elsker dig.” Hviskede jeg til hende og gik med Dylan.

 

”Så… har du alt med? ”Spurgte han. ”Ja.”

”Har du husket din BH?” Jeg kiggede underligt på Dylan. ”Undskyld… et væddemål. Det er selvfølgelig ikke i orden. Nu da du egentlig stadigvæk er min mor.” Sagde han og kiggede væk. ”Jeg burde nok starte bilen.”

Han startede som sagt bilen og kørte hjem. Jeg havde lænet mig tilbage i sædet og nød at lytte til Phils indspilning af hans egne numre som lå på Dylans mobil.

 

”Slapper du af?” Spurgte Dylan. ”Ja. Hvor er det rart.” Mumlede jeg.

”Så er vi her.” Allerede? Hvor træls. Jeg nød virkelig at slappe af. Just kidding! Jeg hader at slappe af.

 

Jeg åbnede fordøren og kunne lugte maden. Det var en god duft. ”Hey! I er hjemme! Hvor er det dejligt!” Smilte Louis og satte noget mad på bordet. Længe kiggede jeg på ham. Hvorfor lavede han mad? Hvorfor var han glad?

 

Jeg var mistænksom. Ingen kunne skifte humør så hurtigt.

”Jay!” Jeg kiggede hen mod trappen og så Sarah komme løbende hen til mig. Jeg løftede hende op og snurrede hende rundt i luften. ”Hej min pige.” Sagde jeg og kyssede hendes kind. ”Du lugter dårligt.” Sagde hun med et drilsk smil. ”Du ville også lugte sådan her hvis du havde en hest. Så, hen til bordet med dig.” Sagde jeg og satte hende ned. Hun løb hen til George og hoppede op på hans ryg.

 

”Har du brug for hjælp?” Spurgte jeg Louis om uden at se ham helt i øjnene. ”Det er okay. Bare sæt dig ned, jeg klarer den. Du har alligevel været stresset de sidste par dage. Desuden, har jeg noget jeg gerne vil fortælle jer, sæt dig hellere skat.” Skat. Jeg havde kun vendt mig om da han sagde det sidste. Skat. Hvordan kunne han dog sige det? Jeg bed mig i læben og gik hen til bordet og satte mig ved siden af Phil. ”Er du okay?” Spurgte han. ”Det er ikke noget. Det er bare pigeproblemer.” Mumlede jeg med et smil.

 

”Så er der serveret!” Smilte Louis og kom med et fad lasagne. Hurtigt gav Louis, Sarah noget lasagne og fik øst op til os andre også. ”Hvordan var det i dag i skolen?” Spurgte han nysgerrigt og rettede sit blik mod mig.

”Det… vi havde en prøve.” Sagde jeg og tog noget lasagne. ”I hvad?” Spurgte han som om han fiskede efter noget.

”I matematik.” Det værste på jorden. ”Ja… ved du hvad har du fået?” Spurgte han. ”Nej. Vi får det først afvide i næste uge.”
”Jeg ved det. Janelle du skal rykkes op på et sværere niveau.” Sagde Louis stolt. Jeg tabte maden ud af munden og kiggede som en idiot på ham.

 

 

”Vi havde en prøve i Londons geografiske historie.” Sagde Phil for at skifte emne. ”Hvordan gik det?” Spurgte jeg. ”Jeg fik syv.”

”Hvad?” Spurgte jeg forskrækket. ”Du har aldrig fået syv før. Du har rene ti og tolv taller på alt.” Sagde jeg forskrækket. ”Det er faktisk et mirakel… du har ikke set vores karaktere, vel?” Spurgte Dylan. ”Har du set dem?” Spurgte jeg, Louis. ”Nej… ” Sagde han og jeg kunne fornemme han ikke anede hvad jeg mente. ”Har I ikke vist os det? Overhovedet.”

 

”Jeg ville holde det hemmeligt.” Sagde George og kiggede på Phil, som om det var hans skyld. ”Hvor er de henne drenge?” Spurgte jeg og rejste mig op. ”Det er lige det…” Sagde Dylan. ”De er gemt… du ved… det der sted.” Sagde Dylan og kiggede hen mod reolen der stod mod øst. Den som var døren end til laboratoriet.

 

”Det mener I ikke..” Sagde jeg vredt. ”Jeg ringer til Simon efter aftensmaden.” Sagde jeg og fortsatte med at spise.

 

***

 

Det kolde vand strømmede ned af min krop mens jeg vaskede mit hår så det endelig kunne dufte godt igen.

Det var en nydelse. Ren nydelse.

Klokken var blevet halv ti, snart ville alle gå i seng. Sarah var allerede faldet i søvn, hun lå inde hos Dylan.

Jeg trak hurtigt i min onepiece og gik nedenunder for at se efter om Louis var hernede. Det var han ikke.

 

Mit blik rettede sig mod garagen. Der var lys derude.

Det ville sige at jeg havde hele stueetagen for mig selv. Hurtigt gik jeg hen til reolen og flyttede den. Jeg følte virkelig at Mission Impossibles temamelodi spildte i mit hoved. Hvor latterligt, men alligevel rimelig sejt.

 

Jeg skyndte mig ned og kiggede omkring mig. Det var om at finde nogen form for spor, altså fodspor, for her var virkelig støvet!

 

Jeg kiggede omkring mig og så at nogle af krukkerne med kviksølv var blevet rykket på. Jeg gik hen og flytte dem. Der var de!

Jeg kunne høre døren åbne sig. Jeg skyndte mig ovenpå, nærmest fløj op og skubbede reolen tilbage. Louis havde kun kigget på sin mobil og jeg smed mig på gulvet som om jeg søgte ved reolerne efter karakter bladene.

”Hvad laver du?” Spurgte Louis. ”Jeg fandt karakterbladene. Jeg ville bare se om de havde gemt mere. Du ved hvordan drenge gemmer ting.” Hvad fanden er det jeg siger.

 

”Okay… hvad med at se på det i morgen?” Spurgte han. ”Jeg tror det er bedst at gøre det nu.” Sagde jeg alvorligt, og for første gang i lang tid. Fik jeg øjenkontakt og så noget jeg ikke havde set før. Jeg så min Louis. Ham som holdte om mig, elskede mig, tog sig af mig, ham jeg tog mig af. ”Mener du at det er bedste?” Spurgte han. ”Ja. For så tager vi fat fra i morgen af. Det skal jeg nok sørge for.” Sagde jeg. ”Kan du klare det Janelle?” Spurgte han og rørte mig. Jeg spændte helt i mine ben af forskrækkelse. Jeg trak i skuldrene som om jeg ikke vidste det. Eller jeg vidste godt jeg kunne.

”Selvfølgelig. Jeg er en Kandrik. Intet er umuligt for en dron… jeg mener en Kandrik.” Sagde jeg hurtigt. Louis kiggede underligt på mig og grinte.

”Du er en underlig unge. Du ligner din mor.” Sagde han lidt trist. ”Gå du bare ” ”Nej… jeg er her for at hjælpe. Jeg skal selv se hvor galt det er.” Sagde jeg.

Vi satte os ned i stuen og tændte lyset. ”Vi starter med Phil.”

 

Phil John Calder Tomlinson

Mundtlig

Skriftlig

Sport A

02

7

Musik A

4

02

Matematik B

02

4

Historie B

4

02

Biologi B

4

02

Fysik B

02

00

Kemi B

02

02

Engelsk A

00

4

Samfundsfag A

00

4

 

Det var lige til at få et hjertestop over. Louis var helt i chok, han sad bare og kiggede på alle de små tal.

”Allerede i starten af året fik jeg afvide af hans lærer at han ville blive en af bedste, nu er han en af de værste..” Louis gemte sit ansigt i hænder og sukkede. ”Lad os se på Dylans.” Sagde jeg og fandt Dylans frem.

 

Dylan James Calder Tomlinson

Mundtlig

Skriftlig

Sport A

4

4

Musik A

02

02

Matematik B

7

02

Historie B

02

4

Biologi B

10

7

Fysik B

7

7

Kemi B

4

7

Engelsk A

02

00

Samfundsfag A

4

7


”Han har gjort sit bedste. Du er godt klar over at Dylan indtil videre har gjort det bedst, ikke?” Spurgte jeg. ”Det er det som jeg undrer mig over. Han er dygtig, men det tog hårdest på ham da hun døde.  Som om at… da hun døde, døde noget med ham.”

”Ligesom med dig?” Spurgte jeg, bange for svaret. ”Ja. Lad os se Georges.” Sagde han for at skifte emne.

 

George Henrik Calder Tomlinson

Mundtlig

Skriftlig

Musik A

02

12

Virtuel kunst A

4

4

Traditionel kunst A

4

4

Sport C

02

00

Samfundsfag B

7

02

Fysik C

02

02

Kemi C

00

02

Biologi C

02

4

Historie A

4

02

Engelsk A

7

02

Fransk A

4

02

Louis pustede ud. ”George forvirrer mig.” Sagde han og kiggede på mig. ”Det forvirrer ikke mig. I morgen vil jeg snakke med hans lærer. Det har jeg tid til.”

”Vent unge dame..” Sagde han. ”Jeg vil gerne du se din egen karakterbog. Jeg fik den fra Simon i dag.” Sagde han og smilte.

”Åh nej…” Sagde jeg, måske fordi jeg kende den der. De smiler, fordi de er vrede.

                         

Jeg åbnede karakterbogen og kiggede i chok.

Janelle Anne Kandrik Styles

Mundtlig

Skriftlig

 

Musik A

4

12

 

Sport A

7

12

 

Historie AA

10

12

 

Fysik A

4

12

 

Kemi A

7

12

 

Biologi A

10

12

 

Fransk A

10

12

 

Latin A

10

10

 

Spansk A

12

12

 

Engelsk A

12

12

 

Atronomi A

12

12

 

Geografi A

7

10

 

Oldtidskundskab A

7

10

 

Samfundsfag AA

7

10

 

Samfundsvidenskab A

10

12

 

Religion AA

10

10

 

Kinesisk A

12

12

 

Matematik A

10

10

 

”Er det to 4 taller?” Hvæste jeg. Louis grinte bare af mig. ”Du har to 4 taller og fem 7 taller, og du bekymrer dig om det? Har du set alt det andet?” Spurgte han. ”Ja. Jeg ved det. Jeg er en stræber.” Sagde jeg og kiggede mine karaktere igennem. Alle de store tal.

 

”Jeg går i seng nu Louis. Godnat.”

”Hey… slap lige af. Jeg har fri i morgen. Så jeg tager Sarah med i zoologisk have. Jeg har aftalt det med min psykolog og hendes børnehave.” Sagde han alvorligt. ”Ha’ en god dag i morgen så. Ikke? ”Smilte jeg. ”Selvfølgelig. Op med dig.”

 

*Louis*

 

”Selvfølgelig. Op med dig.” Sagde jeg og så hente gå ovenpå, helt lydløst. Jeg var vred over mine sønners karaktere, de var altid kommet til os hvis der var noget, altid.

Var det min skyld? Måske var det min skyld. Jeg havde jo ikke se til dem overhovedet.

 

Jeg rystede tanken ud af hovedet og gik selv i seng efter jeg havde gemt karakterbøgerne på mit kontor. Klokken var egentlig ikke særlig mange. Harry var nok oppe endnu. Jeg kunne ringe og fortælle ham nyheden om Janelle.

Jeg fandt min mobil og ringede ham op. Den sædvanlige biblyd var der, men så kunne jeg høre Harry.

”Hallo”

”Hey… det er mig, Lou. Jeg har en god nyhed til dig. Om Janelle.” Smilte jeg.

”Hvad er det?”

”Jeg har modtaget hendes karakterbog. Du kan være stolt. Der var kun to 4 taller og fem 7taller. Resten var ren og skær 10 og 12. Det er din datter Styles.” Sagde jeg stolt. Jeg kunne fornemme at han smilte.

”Hun ligner sin mor op ad dage. Anastacia var også så pokkers klog og god til alting. Nå, godnat Louis. Hils Janelle fra mig.”

Han lagde på. Jeg trak i mit nattøj og lagde mig i seng. Jeg kunne egentlig godt mærke jeg var træt, men det som virkelig pinte mig. Var at hver gang jeg vendte mig om og kiggede til venstre. Så manglede der én.

 

***

 

”NEJ! NEJ!” Jeg satte mig voldsomt op og kiggede omkring mig. Der var nogen som skreg, jeg vidste hvem skriget tilhørte. Jeg skyndte mig til gæsteværelset og åbnede døren.

Hun lå og græd i søvne. ”Jeg vil ikke… jeg vil ikke..” Sagde hun og vendte og drejede sig. ”Janelle.” Sagde jeg forsigtigt men hun lyttede ikke.

 

”Du må ikke forlade mig… jeg er bange.” Hendes ryg var vendt mod mig. ”Jeg er lige her.” Sagde jeg og var lige ved at lægge min hånd på hendes ryg. Men så blev hun helt stille.

”De sagde du var død. Jeg er helt alene… jeg vil hjem. Jeg er bange… du må ikke gå nu…”

Jeg trak forsigtigt dynen af hende og så hun havde krummet sig helt sammen. Jeg tog hende op og gik ind til mig selv med hende.

 

”Jeg forlader dig ikke.” Hviskede jeg. ”Du må ikke gå… jeg vil ikke ende alene. ”Hulkede hun. ”Det gør du heller ikke.” Sagde jeg og lagde hende i sengen, forsigtigt, selvfølgelig.

Jeg lagde mig tilbage i sengen og trak hende helt ind til mig. Hendes hulk stoppede langsomt og hendes vejrtrækning blev langsomt normal.

 

”Jeg er lige her…” Sagde jeg og nussede hendes ryg. ”Du går ikke, vel?” Spurgte hun. ”Nej. Du kan trygt falde i søvn.” Hviskede jeg.

 

*Janelle*

 

Jeg lå helt trygt, selvom jeg virkelig havde lyst til at skubbe ham væk. Hvor kunne han gøre det imod mig?

 

Mine øjne åbnede sig med et spjæt og jeg kunne mærke der var noget galt. ”Louis?” Sagde jeg, men der skete ikke noget. ”Louis!” Sagde jeg lidt højere og kunne se at han stadigvæk ikke reagerede.

”LOUIS!” Jeg skreg igennem men intet virkede. Til gengæld kunne jeg høre fodtrin. Jeg havde vækket de andre.

”Hvad sker der?” Spurgte Dylan. ”Han trækker ikke vejret.” Sagde jeg og panikkede helt. ”Prøv og få ham til at trække vejret.”

 

”Ring efter Natasja.” Sagde jeg. ”Jeg henter hende og Perrie, det er bedst.” Sagde han og løb nedenunder.

”Kom nu Louis.” Hviskede jeg og tændte lyset. Jeg satte mig ovenpå ham og begyndte at give ham hjertemassage.

”Kom nu… Kom nu…” Hviskede jeg og endte til sidst med at gøre noget jeg vidste man ikke måtte, medmindre det var det absolut sidste eneste mulige.

Jeg løftede min arm op og spændte til i nogle sekunder og slog jeg ellers ned, det virkede ikke!

 

”Hvorfor virker det ikke?” Sagde jeg til mig selv og kunne mærke at mine kinder blev våde. ”Kom nu Louis…” Hviskede jeg og lagde mit hoved imod hans brystkasse.

 

”Kom nu…” Jeg kiggede på hans ansigt, det lignte bare han sov. Jeg gled mine fingre over hans læber.

”Mund til mund.” Nej! Det var jeg ikke klar til det. Men jeg blev jo nødt til det.

Jeg bed mig i læben og kom helt tæt på ham. ”Undskyld.” Mumlede jeg og tog forsigtigt fat i hans næse, åbnede hans mund og lod min iskolde ånde trænge ind i ham.

 

Jeg blev skubbet voldsomt tilbage og ramte tøjskabet. Jeg kunne skimte Louis falde til jorden og trak vejret hårdt. Forsigtigt kravlede jeg hen til ham og kiggede på ham. ”Louis? ”Hviskede jeg. Men det var ikke ham, ikke den rigtige ham. ”Jeg husker det nu… jeg husker blodet der flød, jeg husker kvinder og børn som skreg på fædre og mænd. Jeg husker de klare blågrønne øjne. De var så smukke.” Hviskede han og kiggede op i loftet. Det var ikke hans egen stemme.

”Jeg har det ikke særlig godt.” Han rejste sig hurtigt og støttede sig til sengekanten. ”Louis.” Hviskede jeg bange og gik hen til ham. ”Janelle… hjælp mig.” Hviskede han og faldt næsten sammen med jeg nåede at gribe ham.
”Det er okay.. jeg er lige her.” Sagde jeg og vendte ham om så han kiggede på mig.

 

”Jeg mener det… hvad sker der?” Spurgte han og lagde sin hånd på sin brystkasse. Jeg tog forsigtigt fat i hans hånd og så at han blødte.

Jeg lagde ham hurtigt ned og rev trøjen over. ”Hvad laver du?” Spurgte han. Jeg havde aldrig set det her før.

”PHIL!” Råbte jeg og både Phil og George kom. ”Er Dylan på vej tilbage?” Spurgte jeg. ”Hvad sker der?” Spurgte de på samme tid.

Jeg lavede et nik med hovedet så de kom hen til mig. ”Wow far..” Sagde Phil og trådte et skridt tilbage.

 

”Janelle… ring efter en… en ambulance.” Sagde Louis besværligt. ”Det kan jeg ikke.” Sagde jeg og lagde min hånd på hans kind. ”Jeg har brug for at du stoler på mig.” Sagde jeg og kunne se at Louis blev bange.

”Du skal nok overleve.” Sagde jeg og lagde min hånd i hans.

”Drenge… gå ud.” Sagde jeg. De lukkede døren efter sig.

 

Jeg gik op til den tomme side af senge og fandt en synål i skuffen. Jeg prikkede et hul på min finger og kviksølvet kom langsomt ud.

”Det er okay. Stol på mig. Jeg har gjort det her før.” Sagde jeg og gled det over hans brystkasse og læberne.

 

”Hvad laver du?” Spurgte han bange. ”Jeg gør det jeg lovede dig. Jeg passer på dig, i medgang og modgang, sygdom og godt helbred.” Jeg stak mine fingre ned igennem hans håndled og kunne mærke endnu engang hvordan vores blod flød sammen, det gjorde helt ondt men jeg måtte blive ved.

 

”Hvad laver du?” Råbte Louis af mig. ”Stol på mig.” Men det var for sent. Kviksølvet rendte ned af mine kinder.

 

*Natasja*

 

Jeg flåede døren op til Louis soveværelse og rev Janelle væk fra ham. ”Hvordan vidste du at hun gjorde det?” Spurgte Dylan. ”Fordi.. Janelle og Louis er forbundet på måder som, er helt unikke. De mærker hinanden, derfor kan Louis fornemme når hun har mareridt. Men den rigtige ham er begravet dybt inde i ham, men han er på vej ud. ”Sagde jeg alvorligt. ”De er begge bevidstløse.” Sagde min mor og fjernede blodet fra Louis.

”Sørg for at hans blod og hendes kommer i hver sin skål, deres bånd skal for hver en pris brydes.” Sagde jeg og rejste mig op.

 

”Jeg kan sagtens gøre det herinde. Men det bliver småt.” Sagde jeg lidt nervøst og kiggede på dem. Mit ellers alvorlige blik ændrede sig. ”Jeg tror ikke jeg kan… hvor er deres vielsesringe?” Spurgte jeg. ”Hvorfor det?” Spurgte Dylan. ”Jeg bliver nødt til at se dem.” Sagde jeg. ”Jeg ved hvor deres ringe er henne. Janelle gemte dem i æske. Alle tre. Et øjeblik.” Sagde Phil og gik ud.

  

”Man blander sig ikke i kærlighed. Da slet ikke Natasja, hun er min datter. Jeg lever af kærlighed.” Sagde min mor og kiggede overrasket på mig. Jeg blev forvirret over den måde hun sagde det på. Hun kunne da i det mindste snakke lidt normalt.

”Mor det” ”Her er de.” Afbrød Phil og rakte mig ringene. Jeg gik hen til en natlampe og kiggede på ringene og så på Janelle og Louis. ”Jeg kan ikke bryde det. Kun fikse deres sår. Jeg er ked af det.” Sagde jeg og kiggede på Dylan. Det knuste os begge at de havde det sådan her. ”En af jer drenge må snakke med Simon og Demi om det her. De kan måske hjælpe os. Men hold Janelle fra skolen. Lad hende tage en slapper.” Sagde jeg gav ringene til Phil igen.

 

”Bare læg dem begge op i sengen. Jeg vil få Louis til at sove smerterne ud. Det vil tage mindst et døgn.”
”Men han skal ud med Sarah i morgen.” Sagde George. ”Så må en anden gøre det. Janelle kan gøre det. Hun kommer sig hurtigt, hvis hun båre får noget blod og kviksølv, så skal det nok gå.” Sagde jeg.

”Okay. Vi skal nok ordne det.” Sagde Dylan. ”Godt… mor gå ind og hold øje med Sarah, ikke?” Spurgte jeg. Min mor kyssede mig på panden og gik ud af soveværelset.

 

”Dylan hvor er trøjen med Louis blod?” Spurgte jeg. ”Den er her.” Sagde han og rakte mig den. ”I må aldrig lade denne her ligge fremme igen. Forstår I mig?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig. Hvad ellers?” Spurgte Phil.

”Har I krydderier?” Spurgte jeg. ”Ja.” Svarede han. ”Hvis I har noget Herbes de Provence og Persille skulle det gøre det, og solsikkekerner. Lav en lille dej, det skal bruges til såret på ham.”

”Okay.” Sagde Phil og gik ud. ”George, Dylan.. tag jer af Janelle. Hun vågner snart, fornemmer jeg.” Sagde jeg og vred blodet af trøjen og ned på mobilen ved bordet. Der kom nogle få dråber, det var rigeligt.

 

”Flyt jer hellere fra hende.” Sagde jeg til dem. Jeg aede forsigtigt Janelle over sin ene kind så hun begyndte at flakke med sine øjenlåg. ”Hey smukke… ” Hviskede jeg til hende. ”Natty?” Hviskede hun. ”Det er okay… du gjorde det godt. Her.” Jeg dyppede min finger i blodet og placerede det på hendes læber. ”Det er okay. Det er godt til dig.” Smilte jeg til hende. Hun trak underlæben ind i munden og jeg kunne se at hun nød smagen. ”Lidt mere.” Sagde jeg og trak hende op at sidde. ”Åben munden, det er okay.”

 

”Det er helt frækt det der.” Janelle vendte sig om og kiggede koldt på Phil. ”Undskyld.” Mumlede han og fortsatte med at fjerne svedet fra Louis af.

”Det er nok.” Hviskede jeg og fjernede hendes lange hår fra hendes ansigt og bag skuldrene.

 

”Jeg finder kviksølvet.” Sagde Dylan og gik ud. ”Jeg går med.” Sagde jeg. ”Vent.” Hviskede Janelle og så helt bange ud, jeg kiggede over på George. Jeg nikkede beroligende til hende og kyssede hende i panden. Hun var virkelig bange for George efter den gang han gik amok på hende.

 

Dylan trak mig ind til ham og jeg kunne endelig, efter flere måneder endelig mærke ham igen. Mine tårer trillede ned, men alligevel så følte det så godt. Han var kommet tilbage til mig. Min dejlige Dylan.

”Undskyld… du ve jeg” ”Det ved jeg… jeg håber bare at du er glad.” Sagde jeg hårdt og anstrengt. ”Du har ikke sagt noget til Janelle, vel?” Spurgte han. ”Nej…” Hviskede han.

 

”Vi kan ikke blive ved sådan her.” Sagde jeg. ”Det ved jeg. Undskyld… jeg ville aldrig såre dig.” Sagde han og kyssede mig i panden. ”Det ved jeg. Lad os nu bare finde kviksølvet.”

”Det er på hendes værelse, gemt bag en reol.”

 

*Janelle*

 

Dylan og Natasja kom tilbage med kviksølvet. Jeg var ikke meget for at skulle opleve smerten endnu en gang. Jeg burde virkelig komme i gang med at træne som det var planlagt.

”Janelle vend dig om.” Sagde Dylan og kiggede helt trist på mig. ”Er du okay?” Hviskede jeg. Han nikkede og gjorde nålen klar. Jeg vendte mig om og trak ned i min trøje. Hvad skete der? Jeg kunne se at han havde grædt.

 

”Phil tag fat.” Sagde Dylan. Phil tog forsigtigt min hånd og smilte til mig. ”Bare rolig… vi finder nok en anden løsning skal du se.”

Jeg kunne mærke den kolde metal nål trænge igennem. Han tøvede helt. ”Gør det nu.” Hviskede Phil.

 

Så kom det. Jeg knugede min hånd om Phils, bed mine tænder sammen, jeg kunne mærke mit indre spænde sig. Men pludselig forsvandt smerten, hurtigere end før.

”Janelle hvad er der galt?” Spurgte Phil og lagde mig ordentligt.  ”Jeg skal bare slappe af. Det går.” Mumlede jeg.

 

”Kom så. Bare sov herinde. Vi skal nok klare tingene i morgen, okay?” Sagde Dylan. ”Okay.” Svarede jeg tilbage.

 

***

 

”Janelle. Janelle…” En hånd lagde sig forsigtigt på min skulder, den var dejlig varm. ”Hvem er det?” Spurgte jeg. ”Phil… Sarah sover endnu. Jeg vil bare sige vi tager af sted nu.”

”Nu?” Jeg kiggede lidt forvirret på ham. ”Den er kvart i otte. Vi skal første møde 9:30. Men vi tager ud og svømmer. Bare rolig, Simon ved du passer Sarah.” Phil gav min skulder et venligt klem og gik ud af soveværelset.

 

Vendte mig om og så at Louis lå os sov. Han ville først være klar igen i morgen tidlig. Jeg rejste mig op og gik ind på mit eget værelse for at tage noget nyt tøj på. Jeg trak hurtigt i nogle stramme bukser og tog en af mine løse, måske lidt korte trøjer på.

Jeg skulle have lavet noget mad til mig og Sarah.

 

Hurtigt lavede jeg noget røræg og fik ristet noget brød samt at lave en lille portion pandekagedej og fik presset noget juice fra forskellige frugter.

 

Ha, hvem siger at man ikke kan lave brunch på tyve minutter?

Jeg satte det hele på bordet og gik roligt op mod Sarahs værelse. En lille sangstemme kunne jeg høre derinde fra.

”Baby I was born this swag!” Jeg kunne ikke holde mit grin tilbage. ”Hey stjerne.” Smilte jeg til hende. Perrie havde lagt en seddel.

 

Fandt lige noget tøj til hende. Husk at hygge jer i Zoo. Der ligger ispenge til jer i sukkerkrukken.

Xo Perrie og Natasja.

 

”Er du sulten? Jeg har lavet morgenmad.” Smilte jeg. ”Er der pandekager?” Spurgte hun. ”Med hindbær.” Svarede jeg. ”Jubii!” Svarede Sarah og løb nedenunder.

Jeg tog sedlen med fra Perrie af og gik nedenunder til Sarah. ”Kommer far?” Spurgte hun. ”Nej.” Sagde jeg lidt trist. For det at hun blev skuffet, gjorde jeg blev ked af det.

 

”Kan du huske dengang vi.. vi var i krig?” Spurgte jeg og satte mig ned hos hende. ”Hvor vi rejste rundt?” Spurgte hun som svar. ”Ja. Dengang… fik far det lidt dårlig på grund af de her ting. Han er virkelig ked af at han ikke kan. Men han har brug for hvile. Din far blev slemt såret dengang. Og her sår…. De gjorde at han blev en smule trist. Nogen gange rammer det ham rigtig hårdt. Jeg bad ham blive i sengen og komme sig. Det var ikke helt i orden. Men jeg lover dig for at du nok skal få en sjov dag. Jeg tager med dig i zoologisk have. Okay?” Sagde jeg til hende og smilte. ”Vi får en sjov dag, ikke sandt?” Spurgte hun. ”Selvfølgelig gør vi det. Du er min mor, vi skal nok få det sjovt!” Smilte hun og krammede mig.

 

***

 

Jeg låste cyklerne og svang min taske over skulderen mens Sarah løb hen mod billetlugen. ”Sarah du skal blive hos mig!” Kaldte jeg og hun kom tilbage. ”Kom nu skynd dig! Det er fredag, der er ponyer man kan blive trukket med!” Storsmilte hun. ”Men jeg har en hest. Du har aldrig nævn du vil med ud og ride hende.” Sagde jeg med et smil. ”Må jeg det?” Spurgte hun med store øjne. ”Efter Zoo. Okay?” Spurgte jeg. ”Okay.” Sagde hun og pillede lidt ved sin kjolejakke.

 

Sarah tog min hånd og vi gik hen til billetlugen. Hun var vildt spændt. Hun hoppede op og ned af glæde.

”Skal vi se løver?” Spurgte hun. ”Selvfølgelig.” Sagde jeg. ”Og søløver?”

”Ja. Men slap hellere af, okay?” Smilte jeg. ”Okay.” Sagde hun glad.

”God formiddag. Hvad skulle det være?” Spurgte den unge mand i billetlugen og kiggede helt chokeret på mig. ”Jeg vil gerne bede om to børnebilletter tak.” Sagde jeg og fandt Lou’s kreditkort frem. Koden var hans fødselsår.

HAHA. Tænk på at han ikke kunne finde på noget bedre. 

 

”Ja… værsgo.” Sagde han og kiggede lidt for glad på mig. ”Skal vi se løver nu?” Spurgte Sarah. ”Ja. Det skal vi.” Sagde jeg.

________________________________________________ 

Efter dette hvad vil der så ikke ske? 

Kan Janelle, virkelig holde til alt det? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...