HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2145Visninger
AA

7. Kapitel 5: Look after you

Oh, oh, oh

Be my baby

And I'll look after you

 

*Janelle*

 

“Sæt dig her.” Kommanderede jeg med Louis. Sløvt gik han hen til stolen og kiggede ned i trægulvet og udforskede årene i det.

”Godt så… Niall. Stil dig der, far, ved siden af Niall. Zayn og Liam. I skal holde ham.” Sagde jeg en smule nervøst.

Jeg havde aldrig før skulle udføre noget så mørkt som dette. Jeg kendte ikke konsekvenserne hvis der ikke skete noget i første omgang.

 

”Er vi klar?” Spurgte Niall. ”Et øjeblik.” Jeg åbnede vinduerne og lod regn og sne komme ind af vinduerne. Jeg samlede med mine bevægelserne alt sneen og formede en cirkel om os, derefter Løveøjet.

Jeg tog dolken som lå ved kaminen og lavede en rift i min hånd og lod nogle dråber ramme rundt i cirklen og øjet.

 

Ilden i kaminen begyndte at blusse op, ikke voldsomt men en smule. Stearinlysene havde hver fået en lille blå flamme, der var skiftende temperaturer, hele tiden.

Mit hjerte hamrede hårdt mod mine ribben. Nu kunne det ske hvert øjeblik.

 

”Læser du lige op hvad vi skal?” Spurgte min far mig. Jeg nikkede roligt og kiggede ned på skriften indgraveret i træet.

 

”Vinterkulde uvejr, sne fra bjerge, sølvblød og kødeligt blod. Forenes i dette ritual. Halvguders personlighed ændres på få minutter. Lykkedes det ikke rigtigt, vil to sjæle forbindes og kanalisere følelser, fysisk ubehag og mentale udbrud. I visse tilfælde død.”

Niall kiggede helt bekymrende hen på mig. ”Lad os komme i gang.” Jeg lod dolkens klinge varmes op i ilden så den ville blive sort.

 

Jeg fjernede det sorte så det røde metal kunne ses. ”Frem med dine håndled.” Sagde jeg til Lou. Han pakkede dem ud og viste dem frem. Jeg lagde min egen over hans højre. ”Ved højre hånd gav du mig min vielses ring, ikke sandt?” Spurgte jeg. ”Jo. Det var højre.” Sagde han. Jeg hakkede dolken igennem begge vores flader. Jeg måtte lukke øjnene i. Varme. Det var for meget. Specielt denne slags. Det var som ild. Jeg tog den igen og kunne mærke hvordan vores, nu fællesblod, begyndte at få en underlig skinnende farve.

 

”Ved venstre hånd. Det var den sidste du rørte mig med inden jeg forlod Supra med dig.” Sagde jeg. ”Det er sandt.” Sagde han anstrengt. Endnu en gang gentog jeg hvad der skete før. Dog bare med min dårlige hånd.

Jeg hakkede endnu engang dolken igennem os begge og fortsatte med at stille mig overfor ham.

”Du skal ned og ligge i øjet.” Sagde jeg køligt. ”I skal helst hjælpe ham.” Sagde jeg til Liam og Zayn. De fulgte ham hen til øjet og lagde ham ned.

Allerede nu havde det taget på ham. Utrolig voldsomt faktisk.

 

Jeg rev trøjen op ved hans hjerte og tegnede med mit kviksølv en cirkel. ”Jeg skal bruge jeres blod. Alle sammen.” Sagde jeg en smule træt. Min far kendte godt ritualet. Han var ikke meget for det. Men han hjalp i det mindste. Han spredte Lou’s ben og arme til siden. ”Godt så… blod?” Spurgte han og tog den gamle brevåbner ved sofabordet og prikkede et hul i sin arm.

 

”Godt så… han slog dig første gang, hvor?” Spurgte jeg. ”Han slog mig på kæben. Højre. Jeg tegnede en lille trekant af blod på kinden af Louis. ”Liam… hvad gjorde han da din søn blev kidnappet i Supra?”

”Han lagde et bind hans højre ben fordi der var kødsår.” Svarede Liam. ”Kom med dit ben.” Sagde jeg og løftede op i buksebenet. Jeg tog brevåbneren min far havde brugt og et lommetørklæde.

Forsigtigt lavede jeg et hul så blodet ville gøre lommetørklæder nogenlunde våd.

 

Jeg rev Louis bukseben i itu ved højre skinneben og lagde lommetørklædet over det.

”Zayn… Hvad puttede Natasja i den drik der skulle få Sarah til at blive rask?” Spurgte jeg så. ”Hun brugte spyt.” Sagde han. ”Spyt på min hånd.” Sagde jeg til ham. Han sendte mig et forvirret blik men gjorde det.

”Det var det nederste ribben, venstre, ikke sandt?” Spurgte jeg. ”Jo. Det er korrekt.” Sagde Niall.

Jeg lod spyttet trænge forsigtigt ind.

 

”Niall… din søn slog Rohan med højre knytnæve så han ene knos hud faldt af.”

Niall rakte sin hånd ud og stod helt stille da jeg skar huden af.

”Godt så… han kyssede mig for første gang mens jeg havde min mund fyldt med kviksølv. Jeg tog dolken fra før og skar tre rifter i min tunge så min mund fyldtes med kviksølv. Det var en ubehagelig smag. Virkelig en del.

Jeg lænede mig over hans lukkede øjne og kyssede ham så kviksølvet trillede ned af hans kæber og ned af halsen så det ramte sneen som nu var blevet til sand.

 

Jeg rejste mig op igen. ”Gå ud i de fire verdens hjørner. Denne her stue er lavet sådan at hjørnerne peger mod de forskellige verdenshjørner. Hvis I skulle være i tvivl.” Sagde jeg så. ”Hvor præcist?” Spurte Zayn. Jeg lagde mine øjne på ham. ”Dine forfædre er fra østens varme. Du står i øst. Niall… dine stammer fra norden. Du står i nord. Liam, du står i syd. Far… du står i vest.” Sagde jeg så og de placerede jeg.

Jeg stod ved Lou’s hoved og forsigtigt lavede jeg først alt sneen om til sand og derfor kunne jeg mærke det. Kulden udenfor blev værre. Det hele blev koldere. De gamle blev blå af kulden mens jeg blot nærede energi derfra.

 

Det blæste helt vildt. ”Aqua Pero, Ighta Ieo, Libera Ero, Gua Dano.”

 

Han åbnede sine øjne, helt op. Så kom det det hele i mig rystede, sammen med ham. Mine ledknogler knækkede over ved mine håndled, jeg skreg. Hvor gjorde det ondt.

”JANELLE!” Råbte min far og prøvede at komme ind i cirklen men det lykkedes ikke. En hvid bue blev tegnet over vores hoveder og et skjold af lys kom.

Så var der vindstille. Louis lå helt stille som om han var død. Jeg blødte stadigvæk.

 

”Ethanal.” Hviskede jeg og bøjede mig over ham. Lagde mine hænder, som var fyldt med smerte, på hans hoved, min pande mod hans. Vores øjne kiggede lige ind i hinanden. Men han var bevidstløs, så han følte intet. Kunne intet, viste intet.

 

”Vi har aldrig været gift. Eleanor døde kun i den bilulykke. Du kan ikke huske noget som helst om din gamle dagbog. Ingen af os kender til din sande identitet, udover dig selv. Vi kender kun Louis Tomlinson. Ikke Rohan. Du skal glemme…” Jeg stoppede op. Jeg skulle til at bede ham om at glemme mig. Som hans kone. Det var hårdere end jeg troede det ville være.

”Du skal glemme mig. Jeg er bare din guddatter. Jeg er kun hjemme igen for at hjælpe jer. Fordi du er nedtrykt.”

 

Et blindende hvidt lys kastede mig tilbage. Jeg kunne se alle minderne som var i hans øjne, nærmest stikke af. Lige ind i min mave. Jeg kunne ikke mærke nogen fysisk smerte, langt fra. Men jeg kunne mærke hvordan det liv jeg engang havde, langsomt kom tilbage. Til den gamle Janelle. Spydig, uopdragen og svag…

Ikke Louis’s kone. Eller Sarahs mor. Nej… bare hans guddatter. Hvad havde jeg dog gjort?

”Janelle!” Kaldte min far og omfavnede mig. ”Jeg gjorde det far… jeg slettede minderne… han kan ikke huske noget som helst..” Sagde jeg mens tårerne trillede ned af mine kinder.

 

”Det er okay… det skal nok gå. Jeg ved det er hårdt. Det skal nok gå. Lyt til mig… det lover jeg.”

Alt det blev sort. Helt sort. Jeg kunne ikke mærke smerte eller behag. Bare mørke, stilhed og ro.

Hvorfor havde jeg først den ro nu? Efter alt dette?

 

***

 

Lyset fra solen trængte ind igennem værelset og lyste de mørkeblå vægge op. Jeg rejste mig forsigtigt da smerten fra mine håndled stadigvæk var der.

”Du er vågen..” Jeg kiggede helt forskrækket over i mørket ved mit natbord. Min far sad ovre i sofaen.

”Far… hvad skete der?” Spurgte jeg desperat. ”I klarede det. Han har det helt fint. Han har spurgt om hvorfor han har sådanne sår på sig. Men jeg sagde han var fuld…” Smilte han og gik hen til mig.

 

”Hvad så nu?” Spurgte jeg. ”Ikke rigtig noget. Du skal bare slappe af og tage det med ro. Vi ordner Louis. Skal du med ned og have noget mad?” Spurgte han. ”Jo da. Hjælper du mig lige?” Spurgte jeg lidt hæst.

Hurtigt lagde min far først hans sweatshirt over mig og tog mig under sin arm.

Det var en dejlig følelse. Jeg havde virkelig brug for den.

 

Forsigtigt åbnede min far døren til køkkenet og alle smilte da jeg kom. ”Hey… har du det bedre?” Spurgte Liam. ”Jeg har det fint. Jeg er bare træt.” Svarede jeg. ”Du har ikke feber længere, vel?” Helt forskrækket, jeg lyver ikke. Stemmen var glad.

 

Jeg vendte mig om. ”Feberen er væk.” Sagde jeg så og kiggede på ham. Han så helt glad ud. ”Hvad skal der ellers ske?” Spurgte Zayn. ”Jeg skal træne lidt med Guardian. Så regner jeg egentlig bare med at få min gamle rytme tilbage… ikke andet. ”Sagde jeg. For jeg vidste ikke helt hvad jeg ellers skulle svare.

”Hey Lou… skal vi lave snemænd?” Spurgte Niall med et fjollet smil. Længe kiggede han forvirret på Niall og sukkede.

 

”Så kom da. Legebarn.” Sagde han med et smil og gik. Da de var kommet helt udenfor kom Zayn og gav mig noget kviksølv.

”Tak… det trængte jeg virkelig til.” Smilte jeg til ham.

”Det var godt. Vi bliver her til lørdag. Så længe kan vi se hvordan det går. Du er godt klar du stadigvæk har ansvaret for ham, ikke sandt?” Spurgte Liam. ”Ja. Jeg ved det. Men… kan jeg få et øjeblik for mig selv?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig.” Sagde min far. ”Tak for kviksølvet. Det gjorde godt. Vi ses i aften.” Smilte jeg og gik ovenpå til mit værelse.

 

Fra mit værelse af kunne jeg se dem være i gang med en snebold kamp. Liam og Zayn var derude nu. Min far kom lidt efter med en kælk. Mens jeg kiggede ned på dem, kunne jeg mærke hvordan en knude i min mave blev skabt.  

Louis havde lavet to snemænd kunne jeg huske. De lignede os, der lå rosenblade omkring dem, det var der han spurgte om jeg ville være hans. Det sneede helt vildt så han lignede selv en snemand. Et lille trist smil blev formet på mine læber.

Nu skulle han bare have det godt igen. Det var alt der gjaldt.

 

Jeg forlod mit eget værelse og gik ind på det Lou havde lånt. Mine fingre gled over hans nattrøje og dynen, hans duft trængte ind i mig mens forvirrede følelser kørte rundt i min krop. Hvorfor lyttede jeg til ham?

Hvorfor valgte jeg ikke at være selvisk og lod vær?

 

Det kunne jo ikke være rigtigt.

Jeg åbnede skabet og så at døren til Det Hemmelige Bibliotek ikke var åbnet.

Alt var som det skulle være.

***

Jeg fandt nogle strikhandsker uden fingre og lagde en eyeliner under mit øje. Efter aftensmaden skulle jeg snakke med Louis.

Det var jeg egentlig spændt på. Han kunne ikke huske noget som helst fra før. Kun det der var nødvendigt.

 

”Janelle vi skal spise!” Kunne jeg høre Niall råbe. ”Jeg kommer!” Svarede jeg og gik ud. Mine håndled gjorde ikke så ondt igen da sårene allerede var ved at hele hurtigt sammen.

De sad nede i køkkenet og ventede på mig. ”I kunne bare starte.” Sagde jeg til dem. ”Nej… vi ville vente. Vi har lavet din favorit!” Sagde Zayn. ”Iskage med cookie dej og karamel?” Spurgte jeg begejstret. Som om intet var sket.

”Nej. Lasagne.” Sagde min far og grinte. ”Det er okay. Så længe far har lavet det.” Smilte jeg svagt. Det var nu ikke et rigtigt smil. Jeg havde ikke smilet rigtigt i lang tid faktisk. Ikke på den rigtige måde.

 

”Lad os spise.” Jublede Niall og lod lasagnen komme på runde. Det var hyggeligt nok, der var ’Lost’ i tv’et. Altid hyggeligt.

Maden var god, jeg havde virkelig brug for at få noget. Specielt efter den nat. Jeg havde jo heller ikke fået noget til morgenmad. Tror jeg. Jeg kan ikke huske det.

 

”Tak for mad Hazz… nå, Demi’s koncert er i tv’et. Jeg skal se det!” Smilte Niall og Liam fulgte efter ham.

”Nå… Lou og Jay, gør I rent?” Spurgte Zayn. ”Ja da.” Smilte jeg. ”Vi finder en film vi kan se i aften så længe.” Min far og Zayn rejste sig hurtigt og forsvandt helt. ”Er du færdig med at spise?” Spurgte Louis mig. Jeg kiggede hen på ham, tvang mig selv til at spise. ”Ja. Dig?” Så blev det helt akavet. ”Ja. Kom så lille dame. Vi skal gøre rent…” Smilte Louis og samlede tallerknerne sammen.

Jeg fik samlet alle glassene og satte dem forsigtigt ved vasken. ”Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om.” Sagde jeg spontant til Louis.

 

”Hvad er det du vil snakke med mig om?” Spurgte han. ”Der er kun en grund til at jeg er kommet tilbage hertil.” Mumlede jeg. ”Hvad er der galt?” Spurgte han og var lige ved at røre mig. Men jeg nåede at fjerne min skulder kort.

 

”Det er Eleanors død… hun nåede at redde mig. Jeg vil gerne gøre det godt igen. Så derfor hjælper jeg hendes familie videre. Det vil sige dig, trillingerne og Sarah. SyCo og undertegnet har lavet en aftale om at… jeg har et år til at ændre det. Ellers så tager de Sarah væk.”

Louis gned sine øjne og satte sig ned. Jeg satte mig overfor ham og kiggede på ham. ”Du ved godt hvad det her vil betyde, ikke sandt?” Spurgte jeg.

 

Hans klare blå øjne, gik lige ind i mine. Han nikkede kort. ”Det er jeg glad for at du vil. Hvornår vil du så komme og bo hos os?” Spurgte han. ”Efter det her. Til gengæld, for min hjælp. Så går du til psykolog. Kan du det?” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Jeg skal nok. Er der andet?”

”Ja.” Sagde jeg kort. ”Du kan ikke blive ved med at drikke som du gør. Du er blevet en A’er. Det går ikke. Lad mig hjælpe dig.”


”Hvorfor ikke nogen af de andre?”

”Fordi…” Hvad skulle jeg svare? ”Jeg… Du er min onkel. Du har altid været der for mig og passet på mig. Lad mig gøre det samme for dig og dine børn.” Længe kiggede han ned i gulvet. Lidt efter lidt kunne jeg se at små cirkler på gulvet kom frem og de gjorde gulvet en smule glinsende.

 

”Okay…” Sagde han med et snøft. ”Gå op til de andre. Jeg skal nok gøre rent.” Smilte jeg svagt. Han rettede sine blanke, røde øjne mod mig. ”Okay. Tusind tak. Du aner ikke hvad det betyder.” Smilte han. ”Det ved jeg. Op med dig til de andre.”

 

Han gik roligt ud og jeg begyndte straks at gøre rent. Jeg lod egentlig bare tingene flyve rundt i luften mens sæbe og vand gjorde alt rent. Jeg var færdig allerede efter en halv time. Dejligt.

 

*En uge senere*

 

Guardian havde fået et ekstra dækken på så hun ikke frøs. Jeg havde selv taget et skridttæppe over mig selvom jeg havde en vinterjakke og støvler på. Skotlands højlande havde barske vintre. Det vidste jeg. Derfor var det altid godt med en masse tøj på. Selvom jeg elskede kulde. Var det her for koldt.

Vi var taget ud på en dejlig ridetur i bjergene. Det var rart. Der var koldt, intet vildt. Kun kulde og frisk, tynd luft. Vi ville tage af sted i nat. Det betød at vi ville komme hurtigere hjem for der måtte nemlig ikke være lastbiler på motorvejene om lørdagen, eller lørdag nat.

 

Vi var kommet helt op på ryggen af et bjerg. Udsigten var så smuk. Selvom den mest var hvid. Så var det smukt, fredfyldt, ingen uro. ”Skal vi hjem ad Guardian?” Spurgte jeg hende mens jeg kløede hende under manen. Hun prustede lavt og kiggede på mig. ”Det er godt med dig.” Grinte jeg småt. Hun satte i trav og reinede hele vejen ned af bjerget.

 

Guardian blev hurtigt striglet og hendes dækken kom over hende igen. ”Vi ses om et par timer prinsesse.” Jeg satte hende ind i hendes boks og gik indenfor. Jeg skulle lige pakke ned og nå at komme i bad.

Der var dejlig varmt indenfor. Selvom jeg nu bedre kunne lide kulden. Men bare ikke lige så koldt som det der var udenfor lige for tiden.

Hurtigt kom jeg af med jakke og sko og op på mit værelse. Jeg smed ridebukserne og gik ud på mit badeværelse. Et langt bad i badekar. Iskoldt vand. Det var behageligt. Det gjorde jeg slappede mere af. Det havde jeg måske også brug for.

 

Jeg kom op igen og trak i mit tøj.

Alt jeg havde brug for nu var at komme tilbage til hverdagen. Heldigvis var det ikke for svært nu.

 

***

 

Jeg stod inde i traileren og ventede på at Guardian stille ville gå ind og stå pænt.

”Er du klar?” Spurgte min far mig. Jeg nikkede i det han gav slip på Guardian så hun travede ind i traileren og op til mig.

”Dygtig pige.” Smilte jeg og satte hende fast

”Er alt ellers klar?” Spurgte Liam. ”Ja. ”Smilte jeg træt og satte mig ind i Lou’s bil. På bagsædet godt nok. Jeg ville ikke snakke med ham, helst undgå det. I hvert fald lige nu.

 

”Er du klar?” Spurgte Louis og spændte sin sele. Jeg nikkede bare og tog mine høretelefoner i. Ikke for at være uhøflig, men fordi at jeg virkelig følte jeg havde gjort noget forkert. Var det nu okay at slette den del af hans hukommelse? Det er jo først efter Supra han begyndte at have de her vrede udbrød.

 

*Louis*

 

Janelle virkede meget fjern, som om der var noget der gik hende på. Jeg kunne godt forstå hende. Hun havde ikke snakket om skilsmissen overhovedet.

Vi havde kørte i nogle timer nu, vi var meget snart ved grænsen. Så jeg stoppede op ved en resteplads.

Hun slukkede sin musik og kiggede på mig.

”Hvad er der?” Spurgte hun lidt forsigtigt. ”Der er altså noget som går dig på. Vil du ikke godt sige det?” Spurgte jeg. Hun kiggede væk, som om at hun ikke ville se på mig. Som om der var noget over mig.

 

”Det er bare skilsmissen… der er sket så meget.” Mumlede hun. Jeg bed mig i læben og tænkte mig godt og grundigt om.

”Hvad med at vi laver en aftale?” Spurgte jeg. Hun kiggede op på mig med et nysgerrigt blik. ”Hvad er det?” Spurgte hun. ”Fra nu af… prøver vi at fortælle hinanden hvis der er noget galt. At vi hjælper hinanden.” Sagde jeg lidt nervøst. Hun kiggede væk, ud af venstre vindue og kiggede på mig igen og nikkede.

 

”Kan jeg komme foran og sidde?” Spurgte hun. Jeg nikkede. ”Selvfølgelig. Kom.” Jeg fjernede min jakke og smed den om bag i så hun kunne og sidde ved siden af mig.

Hun lagde sig godt tilbage og lukkede øjnene i. Hvad gik der mons tro igennem hendes hoved?

 

Det vidste jeg jo selvfølgelig ikke. Men jeg kunne forestille mig hun måske bare ville have ro. Jeg startede bilen og kørte igen videre.

Harry havde skrevet om vi var på vej. Det var vi selvfølgelig.

Harry… hvad var der sket med ham og Anastacia? De elskede hinanden så højt. De kunne bare et eller andet sammen. Hvad ved jeg ikke. Men de havde noget som var virkelig godt. Eller… jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det.

 

***

 

Vi stoppede alle sammen ind på et resteplads og købte noget mad. Janelle skridtede rundt på Guardian ved en stubmark. Hun så helt vildt glad ud. Helt smuk faktisk. Hvad er det jeg siger?!

 

”Hey Jay..” Hviskede jeg forsigtig. Hun åbnede helt panisk sine øjne så hendes pupiller gik fra store til små.

”Gav jeg dig et chok?” Spurgte jeg. ”Nej… jeg… lidt. Hvor er vi?” Spurgte hun. ”En eller anden resteplads. Mad?” Spurgte jeg lidt glad. Hun kiggede bare underligt på mig og tvang et smil frem.” Jeg kommer.” Mumlede hun. ”Okay. Vi er derinde og venter på dig.” Jeg lod hende sidde lidt for sig selv.

 

”Hey… kommer Janelle?” Spurgte Niall med et smil. ”Lige om lidt. Hun skal lige vågne. Hun har sovet siden vi tog af sted.” Sagde jeg overrasket.

Vi gik ind og så heldige vi var, stod der en ældre dame og arbejdede.

”Goddag. Hvad kan jeg hjælpe med?”  Spurgte hun blidt. ”Jeg skal have en baconsandwich og to Burn og en mocca Starbucks.” Smilte Harry. Jeg vendte mig mod glasvæggen der gjorde jeg kunne se ud mod parkeringen. Janelle var på vej ind nu.

 

”Ellers andet?” Spurgte hun Harry. ”Nej..” Smilte han og trak sit kort frem. ”7,69.” Smilte hun.

”Hey Jay…” Smilte Liam til hende. ”Hey.” Smilte hun og kørte en hånd igennem sit hår.

De andre fik bestilt og vi sad og spiste i stilhed. ”Jeg går ud og går lidt med Guardian.” Sagde Janelle og gik. Harry sukkede og spiste videre. ”Hvad er der?” Spurgte Niall ham om. ”Jeg… vi tager den senere.” Sagde han og sendte et underligt blik. ”Nå… ja okay.”

 

***

 

Jeg satte mig tilbage i bilen og prøvede på at køre. Det gik godt.

Hurtigt rystede jeg tanken ud af mit hoved. Sådan skulle jeg virkelig ikke tænke.

Min mobil vibrerede.

”Hallo?”

”Hey… hygger I jer?” Spurgte Harry. ”Hun sover. Har du snakket med hende? Du ved… noget du burde fortælle hende?” Spurgte jeg nervøst for at få et svar.

”Lad hende falde til Louis. Jeg skal nok snakke med hende. Jeg sagde to forskellige ting til hende. Det var ikke smart. Jeg skal nok rette op på det. Men lad hende rette op på dig først.”

”Okay så. Jeg smutter nu.” Jeg lagde på og fokuserede på vejen. Der var egentlig kedeligt. Helt gråt, næsten alle biler var sorte eller hvide. Få havde nogle lyse farver.

 

***

 

Følelsen endelig at tage nøglen ud af bilen og stå i sin egen indkørsel var pragtfuld. Jeg ville ikke vække Janelle. Så jeg tog hendes ting først ud og derefter mine egne, og så kom Janelle ind og sove på sofaen. Hun sov faktisk igennem. Det havde hun vel også brug for.

 

Jeg trak hendes jakke og støvler af og lagde det ude i gangen. Køleskabet var tomt udover en enkelt seddel.

Jeg lovede Dylan at der ikke ville være gammel mad i køleskabet. Der er lasagne i fryseren til jer to x.o Demi/ Danielle.

Jeg smilte for mig selv. Hurtigt lagde jeg Janelles kufferter ovenpå i gæsteværelset. Men jeg fik et chok. Var hun allerede flyttet ind?

Jeg satte tasken fra mig og gik forsigtigt ud igen.

 

På vejen ned kunne jeg se at Janelle var vågnet. ”Hey… øhm, må jeg snakke med dig?” Spurgte jeg. Hun nikkede træt.

”Hvordan har du det egentlig?” Spurgte jeg, lidt skarpt. Måske ikke helt meningen. Men hun vågnede op.

”Jeg… jeg ved det ikke.” Mumlede hun og kørte en hånd igennem håret.

 

”Hvad mener du med det?” Spurgte jeg overrasket. ”Jeg er her fordi at jeg skal hjælpe dig… hvorfor er du så frivillig det driver mig til vanvid?!” Skreg hun og satte sig ned. ”Hvad er der galt i det?” Spurgte jeg.

”Du burde virkelig ikke gøre det! Du bilder dig selv ind at du kan noget du ikke kan holde!”

”Jeg prøver!”

”Du prøvede i fire måneder! Se hvor du er nu! Hvor er alt vinen? Hvor er alt rommen? Hvad så med medicinen? Pillerne der stod i dit skab? Hvad med dine børn? Har du set arrene på din egen søn? Eller Dylan? Hans trøje sidder slapt på hans arme! George vil ikke spise rigtigt! Din datter går mere og mere ind i sig selv!” Hun tog et dyb indånding og tog sig til maven. Selvom jeg var vred, ked af det og egentlig bare ville råbe af hende så satte jeg mig ved siden af hende. ”Hvad er der galt?” Spurgte jeg. ”Ikke noget du kan hjælpe med.” Hun tog fat i bordet og støttede sig af det og kom hen til væggen. ”Jeg skal bare ovenpå.”

 

*Janelle*

 

”Jeg skal bare ovenpå.” Sagde jeg og prøvede at komme op. Men så tog han fat i mig. ”Janelle nu stopper du!” Sagde han og satte mig ned. ”Nej… du forstår det ikke!” Jeg græd… jeg græd, sådan rigtigt. ”Du ved ikke hvordan det er.” At se ind i de øjne, som man så tit har kigget i, de fortalte, med tavshed, at alt nok skulle gå. De øjne tilhørte den jeg engang sov med om natten. Elskede med, følte mig hel med.

 

”Lad være… ” Hviskede jeg. ”Nej… jeg lovede dig at jeg ville hjælpe…” Hviskede han og lagde sin hånd på min kind. Jeg kunne mærke kuldegysningerne gå igennem mig. Engang var det den hånd jeg altid flettede mine fingre i.

”Jeg kan ikke spise noget længere… jeg hader mine forældre. Jeg stoler ikke på min far. Will er bøsse og det er så hårdt og alvorligt at hans farfar ikke vil se ham. Det kan godt være at det er noget som kun burde gå ham på, men han er som min bror. Det gør mig noget at han er ked af det.” Hulkede jeg mens tårerne trillede ned.

 

Louis løftede mig op, men jeg prøvede at krybe mig sammen, men det lykkedes ikke. ”Slap af… jeg gør dig ikke noget. Lad mig nu tage mig af dig for en gangs skyld.” Sagde han, helt forsigtigt. Hans læber ramte næsten mit punkt på halsen hvor jeg fik kuldegysninger.

 

Han satte mig i sofaen og gik hen for at lave mad. Jeg tænkte på den vinterdag hvor jeg havde lavet mad til os.

Det var en god dag.

 

”Der er mad.” Kaldte Louis. Jeg rejste mig og gik hen til ham. Helt bange for at stå ved siden af ham. ”Du kan godt gå ovenpå, hvis du vil.” Sagde Louis. ”Nej…” Jeg var ved at gøre noget dumt.” I det her hus spiser man sammen.” Sagde jeg stille og kiggede op på ham, rimelig bange.

”Hvorfra ved du det? Eleanor er den eneste som nogensinde har sagt det.” Sagde Louis overrasket.

”Jeg… det ved jeg ikke. Kom nu, der er film på Disney.” Sagde jeg som om jeg gik op i det. Egentlig kunne jeg ikke være mere ligeglad.

 

*Marts d. 14*

 

Will tog fat om mine hofter og kastede mig op i luften mens musikken bragede så brædderne vibrerede. ”Styles du skal sætte af kraftigere! Du ligner en der er blevet smidt ind i en mur hundredevis af gange! Tag dig sammen! Det her er ikke en slåskamp!” Råbte min lærer af mig. Jeg knurrede kort for mig selv og jeg gjorde endnu et forsøg til sangen.

 

”En gang til!” Sagde hun og stoppede musikken. ”Men vi har pause nu.” Klagede Collin Swift.

”Jeg snakker om One D talent børnene.” Sagde hun og kiggede vredt på mig.

”Godt så… I to… hvad fanden sker der for jer?” Spurgte vores lærer. ”Jeg har ikke trænet. Ikke andet.” Sagde jeg ærligt. ”Det var ikke det jeg mente. Jeres danseevner… siden du er kommet tilbage. Er utrolige. Hvad har du dog lavet Janelle?” Spurgte hun overrasket.

”Ikke noget. Hvad vil du med det her?” Spurgte jeg. ”Lady Gaga har en koncert i o2 areanen om en måned. Hun har spurgt efter mine bedste elever. Derfor har jeg kørt så hårdt på jer. Jeg ved at I to kan mere end de andre. Derfor beder jeg jer. Arbejd hårdere nu end nogensinde før.” Sagde hun med foldede hænder.

 

”Jeg har et hus og en familie jeg skal tage mig af.” Sagde jeg køligt. ”Det ved jeg. Men find tid. Hvad med weekenderne?”

”Jeg kan ikke de næste to weekender. Jeg skal til stævne med min hest.” Sagde jeg hurtigt. I håb om at hun troede på det. Jeg skulle egentlig bare træne med Guardian, det var vel en begivenhed for sig selv.

”Janelle.” Sagde min lærer bestemt. ”Du gør det. End of story.”

”Men jeg vil ikke…”

”Det skal du. Du er vores bedste danserinde, Will er vores bedste danser. I er det perfekte par. Ødelæg det nu ikke. Det vil betyde en del for jer. Specielt jeres fremtid. Gå så til time med jer.”

Hurtigt var jeg ude i omklædnings rummet og fandt mit tøj frem. Ikke tale om at jeg skulle danse til en koncert!

 

Jeg satte hurtigt mit hår op og gik videre til musik.

”Du er sent på den Styles.” Sagde Kroeger og viste hen til en ledig plads. ”Som jeg var ved at sige. Teori og historie indenfor musik.” Sagde han og viste os et kort frem. Hurtigt tog jeg min computer frem og skrev noter ned. Selvom jeg virkelig ikke gad. Jeg ville bare tilbage til Supra.

Det har jeg hele tiden ville.

Selvom det var et helvede. Var det bedre end det her.

 

”Godt så! Jeg vil have en aflevering liggende på mit bord klokken i dette lokale kl. 12:30 i morgen!” Sagde Chad og det ringede ud.

Jeg pakkede stille og roligt sammen. Jeg havde jo egentlig hørt efter. En smule. ”Styles…” Åh nej.

”Ja.” Sagde jeg tungt fra min plads af og gik ned mod Chad.

 

”Du er godt klar over du er et halvt år bagud, social, ikke sandt?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Jeg kan sagtens indhente det. Det hele.” Sagde jeg køligt.

”Det ved jeg. Det er derfor jeg vil høre om du vil ned på tidligere niveau.”

”Tidligere niveau?” Spurgte jeg forvirret. Det var jo nærmest umuligt. Jeg gik i eliteklassen. Vi var de bedste på skolen, jeg kunne ikke falde ned. ”Det kan jeg ikke! Jeg nægter. Hvorfor være foran når du ved jeg har tiden til det?” Spurgte jeg. ”Janelle tag det med ro. Du er stresset. Jeg beder dig bare huske at være et barn.” Et barn.

”Jamen jeg er ikke noget barn… jeg har aldrig været et barn. Hvorfor siger du sådan noget?!” Sagde jeg og tabte min taske. ”Janelle træk vejret.”

”Jeg kan godt det her… jeg ikke svag!”

Alt blev mørkt.

 

***

Mine øjne prøvede at åbne sig men det skarpe lys gjorde det svært. ”Janelle?” Den stemme kunne jeg godt genkende. Det var Simon.

”Simon?” Mumlede jeg. ”Er du okay?” Spurgte han og lagde sin ene hånd på min kind. Jeg satte mig forsigtigt op og så at jeg var inde på hans kontor.

 

Hvad lavede jeg der? Havde jeg et blackout?

”Du gik i sort. Det er du godt klar over. Ikke sandt?” Spurgte Simon. Jeg nikkede. Selvom jeg ikke ville indrømme det. ”Hvor lang tid var jeg væk?” Spurgte jeg. ”Du har været herinde i halvanden time. Louis kommer og henter dig.” 

 

”Men jeg vil bare gerne hjem.” Mumlede jeg. Simon rullede gardinerne for og lukkede døren ud til kontoret.

”Jeg ved det.” Sagde han kort og kiggede dødalvorligt på mig. ”Jeg har snakket med Samuel. Og Paril.” Han så rimelig skuffet ud. ”Jeg vidste godt hvad Eleanor var. Jeg vidste godt hvad det betød for os alle når det kom til stykket. Men ingen af jer vidste dette ville ske.” Sagde han og satte sig overfor mig.

 

”Jeg holder øje med 1245 unikke børn. Fabler eller halvguder. Så er der jo dig. Du er ligeså stærk som en gudinde, men du ligner bare en fabel. Er du klar over hvor meget magt du har?” Spurgte han. ”Nej.”

”Det er godt. For dit eget bedste. Louis kommer snart. Vi sørgede for at ingen opdagede dig. Så bare rolig. Trillingerne venter derhjemme med noget kviksølv og blod til dig.”

 

”Hvordan fik de blod?” Spurgte jeg. ”Mens du var væk. Overmandet de Louis. De har nok blod. Indtil videre. Når det er brugt op, så må vi finde ud af noget andet. For resten. Du er foran. Du er faktisk blevet erklæret klar til sidste års niveau. På elitelinjen igen. Vi sagde det andet for at se om du overhovedet var kommet over dine psykiske skader. Det er du ikke. Men du kan ikke tage ud og få hjælp. Du må finde en anden måde. Det beklager jeg.” Det bankede på døren. ”Kom ind.” Sagde Simon. Louis kom farende ind med Niall i hælene.

 

”Er du okay?” Louis tog fat om mig og krammede mig. Selvom jeg mere havde lyst til at skubbe ham væk. Specielt lige nu.

”Louis. Jeg skal lige have et ord med Niall.” Sagde Simon.

”I orden.”

 

*Niall*

 

”Hun besvimede i dag.” Sagde Simon helt koldt. ”Besvimede?” Spurgte jeg forbløffet. ”Du sagde at hun begyndte at græde midt i en time.” Sagde jeg forvirret. ”Du tror vel helt seriøst ikke på at jeg ville fortælle jer hvis hun begyndte at græde? Janelle er stærk. Det ved vi begge. Hun må bare finde sin indre styrke frem igen.” Sagde Simon og satte sig i sin stol. ”Hvordan skal hun kunne det når hendes anden halvdel ikke kan?” Spurgte jeg.


”Det ved jeg heller ikke. Men der må være en måde. Hun kan ikke blive ved sådan her. Den sidste måned har hun ikke lavet andet end lektier. I pauserne, lektier, fritimerne hvor de må forlade skolen, lektier. Bliver hver dag en ekstra time på skolen for at lave lektier. Så rider hun, så tager hun hjem til Louis og laver mad. Ordner mad til næste dag og går i seng. Er det en hver dag, for en pige på femten?” Spurgte Simon. ”Nej. Men det er sådan hun håndtere det. Lad hende nu. På et tidspunkt må hun indse at hun ikke kan have plads til mere.”

”Det ved jeg. Derfor tilbød jeg hende og Will at danse i o2 arenaen til Lady Gagas UK tourne.”

 

”Seriøst!?” Måbede jeg. ”Ja. De er vores bedste dansere. Jeg tænkte at hvis jeg kunne få hende til at sige ja. Ville der være noget hun ville ligge til side.” Sagde han og kiggede på Janelles papirer.

”Dengang hun gik på den der skole i Adenfields. Blev hun beskrevet som hidsig, konfliktsøgende, klog og spydig. Her er hun blevet asocial, bange, forvirret, men hendes karaktere svarer til en studerende fra et akademi. Niall. Jeg beder dig om en ting. Hjælp hende tilbage. Hendes far kan ikke. For hun stoler ikke på ham. Men hun stoler på dig.”

”Men ville det ikke være bedre hvis Louis gjorde det?”

”Hun er bange for den hun elsker. For han har glemt hende.”

”Men alligevel.”

”Niall.” Sagde Simon bestemt. ”Simon. Jeg ved hvad jeg gør. Bare lad mig gøre det. Stol på mig. Jeg går ud til dem.”

 

*Janelle*

 

Dynen blev trukket op over mine skuldre og et enkelt strøg over min ene kind. ”Hvad skete der i skolen i dag?” Spurgte Louis.

”Jeg fik det dårligt. ”Sagde jeg uden at se på ham. ”Janelle.” Han satte sig på knæ foran mig så jeg stirrede lige ind i hans blå øjne.

”Louis… jeg kan ikke sige det. Det er… det er indviklet.”

”Hvorfor vil du ikke fortælle det? Så indviklet kan det ikke være.”


”Jeg… jeg er bare…” Jeg måtte tage en dyb indånding. ”Janelle. Du ved du kan sige alt til mig.”

”Ikke til dig. Til en anden dig.” Jeg rejste mig op og gik ud af værelset. ”Janelle.” Louis tog hurtigt fat i mig og trak mig ind. Jeg prøvede at komme fri. ”Det er forkert.” Hulkede jeg. ”Hvad? Du siger aldrig noget til mig længere. Aldrig.”

”Fordi jeg ikke må…” Hviskede jeg. ”Ikke må? Hvad skal det betyde?” Spurgte han. ”Det…” Jeg kiggede ham lige ind i øjnene.

”Hvad end du skal til at se nu. Vil du så love mig at du ikke siger det videre. Du må ikke sige det videre. For alt i verden skal blive imellem os to.” Sagde jeg. Hvorfor gjorde jeg det her?

Nå ja. En måned til med at skulle leve på en løgn. Det er et helvede.

 

”Hvad er det så?” Spurgte Louis. ”Kom.” Jeg gik ind på gæstebadeværelset som nu var mit badeværelse nærmere og tog min smykkeæske frem.

”Det er dine smykker?” Sagde Louis forvirrende. Jeg åbnede æsken og fandt en mindre som jeg tog ud.

Vi gik nedenunder i køkkenet hvor jeg stod overfor ham ved stenbordet.

”Hvad så nu?” Spurgte han som om han troede jeg var blevet skør.

 

”Åbn æsken.” Sagde jeg helt køligt og kiggede på ham og derefter æsken. Louis kiggede med et forvirret blik på æsken og åbnede den forsigtigt. ”Det er bare to ringe.” Sagde han. ”Det er ikke bare to ringe. Det er min vielsesring og den anden ring, med rosen på, det er den ring du gav mig. Da jeg fyldte seksten. ”

”Du er kun femten.”

 

”Ja. Men det har jeg ikke altid været.”  Han kiggede på mig, som om jeg var dum. ”Hvad er det du siger? Janelle du gør det at hallucinere!”

”Nej.” Jeg gik helt hen til ham og lagde min hånd på hans kind. Jeg kunne mærke hvordan minder gled igennem min arm og ind i hans kind som kun langsomt blev varmere på en blid måde.

 

Hans hårde øjne blev helt blide. Hans grå hår forsvandt langsomt, hans unge jeg kom tilbage.

Langsomt blev hans øjne lukkede i og jeg måtte gribe ham. ”Hey… kom nu. Det der går ikke.” Sagde jeg og slæbte ham hen af gulvet og lagde ham i sofaen. Jeg trak minderne tilbage. Han var ikke klar.

 

Forsigtigt lagde strøg jeg ham over håret og gav ham et tæppe på. Hvorfor gjorde jeg som jeg gjorde? Det var det dummeste jeg nogensinde kunne gøre. Jeg skyndte mig at tage mine ringe og æsken med ovenpå igen og lagde mig under dynen.

 

Hvis jeg var heldig, så ville han intet opdage.

 

***

 

En blid rusken vækkede mig. ”Janelle.” Jeg kiggede op. Det var Dylan. ”Hey… hvad så?” Spurgte jeg. ”Øhm… undskyld vi ikke var hjemme. Kom her.” Dylan satte sig ved siden af mig og fik mig op at sidde.

”Trak lige op i… ved du hvad, af med trøjen. ”Sagde han. ”Man ved du kender mig for godt når det her ikke rør dig.” Sagde jeg. ”Nemlig. Vend ryggen til.”

”Sid helt stille.”

Han strakte min hud over min rygrad og satte forsigtigt kanylen ind.

 

”Av.” Sagde jeg og prøvede at bide smerten i mig. ”Janelle… tag det med ro.”

”Dylan det gør virkelig ondt. A- ”Han lagde sin ene hånd over min mund. ”Træk vejret. Jeg ved det her er stærkt. Det er også tykkere end normalt kviksølv. Slap af Janelle. Stille og roligt.” Imens han snakkede til mig, prøvede jeg at slappe af og han fik det langsomt ind.

 

”Bare det sidste.” Jeg stønnede ind i hans hånd og endte med at bore neglene ind i min hud.

”Sådan. Slap helt af. Væn dig hellere om på maven.”

”Dylan… jeg kan ikke. Det gør ondt.” Hviskede jeg. ”Okay… sådan.” Forsigtigt lagde han mig på maven og nussede det sted han havde stukket nålen i.

 

”Natasja er bekymret for dig.” Sagde han, sjovt nok beroligende. ”Hun kan da altid komme. Det ved hun.” Sagde jeg. ”Hun savner sin gamle Janelle.”

Gamle Janelle.

Hvor var hun henne i verden nu?

 

”Dylan… du ved” ”Jeg ved det. Bare rolig. Jeg skal nok passe på dig. Det ved du. Jeg elsker dig mor.” Dylan gav mig et kram og lod mig være i fred derefter. Det havde jeg virkelig brug for.

__________________________________________

Hvad synes I om at Dylan kalder Janelle for mor? 

xx Jensen! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...