HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2192Visninger
AA

6. Kapitel 4: Fuck dig

Der var engang

 hvor du kunne

 få mig til at gøre alt

Stille op klokken lort

 fordi det virkelig gjaldt

Og jeg har taget mine slag

 og rejst dig når du faldt

 

 

*Dylan*

 

Jeg kiggede længe på den opskrift som Janelle havde lagt frem om morgenen. Lasagne. Hvordan skulle jeg kunne lave det?

”Hvad laver du i mit køkken?” Jeg vendte mig hurtigt. ”Jeg fik et chok! Du er jo i live!” Smilte jeg fjollet. ”Det er godt med dig. Skal du have hjælp eller hvad?” Spurgte hun træt. Jeg kiggede længe på hende. Hun havde gjort lidt ud af sig selv. En smule eyeliner, mascara og hvis jeg ikke tog fejl, så var der lidt blush.

”Du ser søreme fin ud…” Smilte jeg. Hun grinte blot af mig. ”Jeg er ikke så meget til at gøre noget ud af mig selv længere… det er nok bare… jeg savner lidt hende ungen som klattede sig ind i sort og kunne gå i de strammeste jeans og holde hovedet højt. Men, hun er lige pt gemt væk.” Smilte hun roligt og fandt en masse gryder og skåle frem. ”Vi skal have snittet nogle tomater, vi skal kun bruge skrallen og saften. Kødet kan ikke bruges.” Sagde hun hurtigt og rev med sine negle store skraller af tomaterne.

 

”Er du okay?” Spurgte jeg hurtigt. Hun nikkede. ”Jeg slapper af når jeg laver mad. Kom Clara og sagde hej til Sarah?” Spurgte jeg hurtigt. ”Ja. Sarah er hos Clara lige nu mens George er i gang med at ordne far.”

”Ordne?” Spurgte hun forvirret. ”Ja. Natasja havde givet ham en formel for at han skulle forblive ædru.”

”Jeg tror måske jeg har en bedre ide…” Mumlede hun. ”Hvad er det?” Spurgte jeg.

 

”Jeg sender jer væk.” Sukkede hun og så undskyldende på mig. ”Hvad?” Sagde jeg i chok. ”Jeres far har ret… jeg er ikke selv meget for at indrømme det, okay? Men jeg lover at det ikke er langt væk. Måske til en lejlighed hvor jeres farmor vil være, eller Lottie.” Sagde hun og kiggede undskyldende på mig. Men jeg kendte hende. ”Hvornår bliver vi hentet?” Spurgte jeg så. En smule trist faktisk. ”I skal bo hos Demi, Danielle og Perrie.” Sagde jeg roligt. ”Hvad med Sarah?” Spurgte jeg så. ”Du får hende med. Hun er tryg hos Perrie. Plus, du er der. Desuden så ville det være godt for Natasja at have hende omkring sig.”

”Hvorfor nævnte du ikke de gamle?” Spurgte jeg. ”De skal noget andet.” Hun satte noget kød over til stegning og hakkede noget løg. ”Er det fornuftigt?” Spurgte jeg. ”Nej. Men jeg skal bruge Liam og min fars blod til noget vigtigt. De to har været meget over Eleanor dengang i Supra. Derfor skal deres blod bruges til Louis. Det vil måske få ham til at droppe at drikke.” Mumlede hun som om jeg ikke måtte høre det.

 

*Janelle*

 

Demi kom og hentede dem alle fire og deres tasker. ”Er du sikker på det her?” Spurgte hun så. ”Ja. Kom lige med ind.”

”Jeg kommer om lidt.” Smilte hun til dem. ”Jeg skal have ham til godset, hvordan gør jeg det?” Spurgte jeg så. ”Du slår ham ned og beder din far om at hente jer og så tager du ikke til godset. Men Skotland. Forstår du?” Spurgte hun mig. Jeg nikkede. ”En uge.” Sagde hun med løftet pegefinger. ”En uge. Hvad end der skal til.” Sagde jeg. ”Godt min pige… pas på. Jeg vil nødig miste dig igen prinsesse.” Hun kyssede min pande og gik ud til bilen.

 

Jeg havde en halv time til at pakke sammen, alt. Jeg skrev hurtigt en besked til min far og gik ned til Louis som sad nede i sit laboratorium. ”Louis…” Hviskede jeg svagt. Han vendte sig vredt og langsomt. ”Hvad har du gjort ved mine børn?” Knurrede han. ”Det du selv ønskede.” Sagde jeg koldt. ”Ikke sådan her.” Sagde han og rejste sig så hurtigt og kraftig at stolen han sad på, væltede. Jeg stod helt stille og kiggede hårdt på ham.

”Du trænger til en lur.” Jeg knugede min hånd og fokuserede på hans hals. Han tog sig til og prøvede at få vejret.

”Enten gør vi det her på den nemme eller den svære måde. Forstår du?” Han nikkede. Jeg havde brug for min far til det her. Jeg kunne godt selv. ”Godt så. Prøv at gøre noget dumt og jeg gør det her igen. Pak dine ting. Vi to skal til Skotland.” Sagde jeg køligt.

 

Jeg tog min jakke på og ventede ude ved bilen med mine to eneste kufferter. Jeg nåede aldrig at få mine hunde at se. Pokkers.

”Jeg er klar nu.” Sagde han vredt. ”Godt. Inden vi tager af sted. Skal jeg ordne noget derhjemme.” Sagde jeg køligt. ”Du” ”Gør det nu bare.” Sagde jeg køligt og kiggede hen på ham. ”Lidt nåde, må der være i en som dig.”

 

Han startede gnavent bilen og kørte hen mod mit hus. Hurtigt gik jeg ud og ind i varmen. Der var blevet gjort rent. De store lys var blevet tændt. Der lugtede af mad, god mad. Musikken fra min fars kontor var tændt. Jeg gik ovenpå og bankede på.

Han åbnede op. ”Hvad laver du her?” Spurgte han forvirret. ”Undskyld..” Mumlede jeg. Ikke ligefrem noget jeg var meget for at sige. ”For hvad?” Spurgte han. ”Jeg behandlede ikke Audry ordentligt. Men det er ikke ligefrem fordi at jeg havde brug for det… jeg troede du ville være der for mig, som jeg håbede på. Men, når det kommer til stykket så ligner jeg bare dig. Jeg er utrolig selvstændig. Problemet er bare at… ingen af os vil indse at vi har brug for andre. Men… pas på mine hunde, der går nogle uger før jeg henter dem. For resten. Mor hader når du tager ringene af. Så kan man se du har taget sol.” Sagde jeg og kiggede væk.

 

”Du undskylder for helt almindelig teenageopførsel Janelle. Desuden, så er det ikke noget alvorligt. Hun var ikke helt begejstret for at du var kommet hjem. Så måtte hun jo ud. Hjælp Lou tilbage. Vi har alle brug for ham.”

”Hvorfor lige mig?” Spurgte jeg så. ”Fordi… det sidste han sagde inden du tog af sted. Var at det hele var hans skyld. Han er færdig med at sørge over Eleanor. Han er vred fordi han gav slip på dig. Men, sagen er at han bare ikke kan se det selv. så, af sted med dig Janelle. Du har travlt. Du er presset af tiden.” Han fulgte mig nedenunder og krammede mig en sidste gang.

”Det her, var din mors.” Han rakte mig en halskæde. ”Jeg gav den til hende på hendes fjorten års fødselsdag. Den giver held. Farvel prinsesse.” Han kyssede mig en sidste gang i panden og lukkede langsomt døren. Jeg havde virkelig lyst til at tage mine kufferter og pakke ud, blive hjemme. Men det gik ikke. Jeg havde en mission. Den var helt tydelig.

 

***

 

Varmen i bilen steg op i mine kinder, lyset fra bilen gjorde vi kunne se omkring ti meter frem. ”Hvorfor lige Skotland?” Spurgte Louis. Han lød helt normal. ”Godset var for tæt på. ”Sagde jeg så. ”Demi gav dig det råd, ikke sandt?” Spurgte han med et smil. ”Hvorfor smiler du?” Spurgte jeg uden at se på ham. ”Er det ikke derfor vi skal af sted?” Spurgte han nysgerrigt. ”Jo. Men bare fordi du smiler nu. Betyder det ikke vi vender om. Vi har en del vi skal have ordnet.” Sagde jeg og gabte.

 

”Du kan godt sove. Jeg skal nok køre til Skotland.”

”Hvordan kan jeg stole på at du siger sandheden?” Spurgte jeg nysgerrigt. ”Fordi jeg selv holder ind og tager en lur på et motel.” Sagde han og kiggede på mig, kunne jeg mærke. ”Hvorfor nu det? Er du ikke udødelig? Har du brug for søvn?”

”Vær ikke dum. Der kommer et motel om 30 kilometer. Det tager vi.” Sagde han og kørte lidt stærkere. Jeg satte noget musik i ørerne og kiggede ud i mørket. Jeg tænkte over om der var nogle spøgelser derude som holdte øjne med os. Det ville være rimelig sejt.  

 

En hånd lagde sig på min skulder. Jeg vendte mig om. ”Vi er her nu. ”Sagde han og gik ud af bilen. Jeg tog hurtigt et sæt undertøj med og gik ind. Jeg gemte det bare under min jakke. ”To værelser tak.” Sagde Louis helt koldt. ”Vi kan godt nøjes med et.” Sagde jeg hurtigt og koldt.

”Et eller to?” Spurgte den gamle dame. ”Et.” Svarede jeg før Louis nåede at sige noget. ”20 pund.” Sagde hun køligt. Jeg tog en seddel frem fra min lomme. ”Tak for det. Nyd jeres nat.” Sagde hun køligt. Vi fik rum 69.

Hvor hyggeligt…

 

Jeg smed min jakke ovre ved en stol og trak hurtigt mit tøj af og lagde mig under den ene dyne. Der var kun en seng… fucking lort egentlig.

Lyset blev slukket efter nogle minutter. Ingen af os sagde noget, som helst. Overhovedet.

Langsomt blev mine øjenlåg tunge, jeg blev helt vægtløs. Jeg gled ind i drømmenes verden.

 

”Janelle, se på mig, det skal nok gå!” Sagde Louis og tog fat i mig. ”Nej… de hader hinanden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Jeg faldt helt sammen. Han trak mig op. ”Se på mig Janelle! Se på mig!” Kaldte han højt. ”Jeg kan ikke Louis… jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Hulkede jeg.

***

Jeg pakkede min kuffert i ly af natten og skyndte mig nedenunder med dem, uden de hørte det. Jeg satte den i køkkenet og ventede bare på at Demi ville komme. Lyden af en bil kunne høres. Det var hende. Hun var kommet. Jeg tog hurtigt mine tasker og gik ud med dem. Det larmede dog, men jeg var ligeglad.

 

 

Svedet var der ikke. Jeg vendte mig om og kiggede rundt i mørket. Lyset fra en bil af kunne skimtes ude fra parkeringspladsen.

Vent, parkering. Vi har en bil med. Han har en bil! Jeg faldt ud af sengen og rejste mig hurtigt op. Fandt lampen i mørket og tændte lyset. Han var fandeme stukket af!

Jeg hoppede hurtigt i mine bukser og tog min jakke på og løb udenfor. Hvor var han?! Jeg tog hurtigt min mobil frem og trykkede hans nummer ind.

Bippet gjorde mig helt urolig.

 

”Hallo?” Mumlede han. ”Hvor fanden er du henne?” Sagde jeg vredt. ”Jeg er på vej til motellet.” Sagde han forvirret. Jeg åndede lettet op og kiggede rundt omkring. Jeg kunne se et lys i det fjerne. ”Kommer du fra højre?” Spurgte jeg. ”Ja.” Sagde han og lagde på. Jeg tog jakke bedre om mig og ventede på at han kom ind.

 

Han steg ud af bilen og jeg kunne se han havde købt mad. ”Du ved… der er en automat.” Sagde jeg. ”Ja. Men jeg spiser hellere fast food.”

”Tog du noget med til mig?” Spurgte jeg. Han kiggede sjovt på mig. ”Det kan godt være at jeg sur og gnaven… men jeg kan godt være høflig.” Sagde han rolig og kastede en burger hen til mig. Vi gik sammen ind og sad og spiste på værelset. Jeg sad længe og kiggede ud mod mørket. Hvad skulle jeg gøre ved ham? Lyset fra sengen reflekterede i vinduet så jeg kunne se ham. Han stirrede længe på dynen. ”Sig noget…” Mumlede jeg. ”Hvad skal jeg sige?” Spurgte han så.

 

”Det er nemt nok… sig hvad der er galt.” Sagde jeg stift. Min fars ord rungede i mit hoved, havde han ret? Louis rejste sig op og gik lidt rundt. ”Nej… du ved ikke hvordan det er.” Så kom det. Hans ansigt ændrede sig fuldstændig. Hans grå hår forsvandt, skægstubbene kom tilbage, den dejlige mørkeblonde hårfarve kom tilbage. Jeg gik ned fra vinduet og lagde bange min hånd på hans kind.

 

”Hvad er der?” Spurgte jeg så. ”Du forsvandt… jeg stod uden nogen som helst. Hvad skulle jeg sige til Sarah? At mor var væk, igen?” Hans stemme var helt blød, min mave var helt omtumlet. Jeg havde slet ikke tænkt på Sarah. Jeg havde lovet hende at jeg aldrig ville forlade hende. Aldrig nogensinde igen. Jeg satte mig på sengen og kiggede trist op på ham.
”Undskyld..” Mumlede jeg og kiggede op på ham. ”Hvorfor gør du det her?” Spurgte jeg så. Han kiggede undrende på mig. ”Du forlod mig. For din egen skyld. Du sagde du altid ville være der.”

”Men da Eleanor døde lod du mig ikke komme tæt på dig. Overhovedet.” Sagde jeg næsten lydløst.

”Den aften i den bil. Var skrækkelig. Jeg oplever den om og om igen. Tror du det er sjovt?” Mumlede jeg. Vi stod kun få centimeter fra hinanden. Men jeg kunne ikke holde det meget længere.

 

Det tog ham kun en dag. Længere holdt jeg ikke.

Han kom tættere på mig. ”Hvad skal der til?” Spurgte han med en hvisken. Jeg sagde ikke noget, jeg kunne bare mærke, en ægte tåre trille ned af min kind.

 

”Lad mig komme ind Janelle. Du vil jo gerne.” Hans hage ramte min pande blidt, hans trøje var så tæt på at jeg kunne lugte deodoranten. Tatoveringerne kunne ses.

”Jeg kan ikke… ikke nu…” Mumlede jeg og lod mig falde tilbage i sengen. Jeg vendte mig om og kiggede væk fra ham. Hen mod døren. Jeg kunne ikke lade ham vinde. Jeg måtte prøve. Selvom jeg var svag.

 

***

 

Solen ramte mig lige i ansigtet. Jeg kiggede rundt omkring mig. Badeværelses døren var åben og der kom damp derfra. Ikke særlig meget dog.

Jeg greb min trøje og tog den på. Jeg rejste mig op og kiggede med øjenkrogen ud på badeværelset. Louis stod og vaskede sit ansigt.

 

Jeg gik tilbage til sengen og trak i det andet tøj. Hurtigt satte jeg mit hår op i en hestehale.  

Alt jeg ville nu, var at komme til slottet og slappe af. Ikke andet. Jeg kunne ikke tænke på andet.

 

”Er du færdig med at mumle?” Spurgte Louis og trak i sit tøj. ”Jeg mumler ikke.” Sagde jeg koncentreret til ham. ”Det gør du da. Kom så. Det er enten deres morgenmad eller på den McD.” Sagde Louis. ”Jeg tror vi begge to ved vi overlever den på McD.”

 

Jeg tog min jakke med og gik nedenunder med ham. Vi afleverede nøglen og tog af sted.

Igen sad jeg med musik i ørerne. Jeg ville ikke snakke til ham. For jeg var vred på ham. Han kom alt for tæt på mig. Specielt i denne her tid.

 

Bilen stoppede ved McD. Vi sad derinde og spiste, uden rigtig at sige noget. Men da et par fans kom, så kom facaden også op.

”Janelle? Var du i USA for at skrive sange?” Spurgte en pige. ”Nej. Jeg havde ikke engang rørt min guitar i de måneder. Jeg slappede bare af.” Sagde jeg roligt. Men jeg havde virkelig lyst til at råbe og skrige af hende, hun skulle ikke vide det. Hun var en fremmede. Længere var den ikke.

 

”Må vi få et billede af med jer to?” Spurgte de. ”Ja da.” Smilte Louis. Han lagde sin arm om mig, ligesom han plejede at gøre når jeg havde mareridt. Mit ellers anstrengte smil forsvandt og jeg fik det der grimme smil, men alle elskede det.

 

”Tusind tak! Hvor øhm… skal I egentlig hen?” Spurgte en pige. ”Skotland… jeg skal hente min hest. Men inden det skal jeg lige trænes op igen.” Svarede jeg hurtigt. ”Okay. Farvel, tusind tak.” Så smuttede de.

”Hvorfor fortalte du hvor vi skulle hen?” Spurgte han nærmest vredt. ”Fordi at ingen kan komme tættere på slottet end en kilometer eller sådan noget. Vi har jo vagthunde. Eller bedre. Gemma.”

 

Der var ingen stilhed for mig. Jeg lyttede til Wills dejlige stemme der sang. Jeg elskede at han sang. Han havde lagt en enkelt video ud. Et cover faktisk. Af ’baby’. Normalt var jeg ikke til Justin Bieber. Men Will gjorde sangene gode. Noget prikkede mine skuldre. ”Hvad er der?” Spurgte jeg. ”Skru ned tak. Det burde du godt kunne..”

”Fint nok.” Mumlede jeg og skruede lidt ned. Hvor var jeg fristet til at skrue op igen. Tiden gik langsomt. Selv sangene gjorde at det gik langsomt.

Jeg tog mine høretelefoner ud og kiggede rundt omkring mig. Jeg havde ikke noget spændende jeg kunne bruge min mobil til. Jeg kunne gå ind på Snapchat og tage fjollede billeder og sende dem til folk. Men helt ærligt, så ville jeg hellere slå mig selv med en stegepande, lige i hovedet.

 

”Vi er her nu.” Mumlede Louis til mig. Jeg kiggede omkring mig. Jeg var rent faktisk faldet i søvn igen. ”Super…” Sukkede jeg træt og gik ud. Jeg strakte mine ben og fik min ryg til at sige knæk

 

”Janelle! Hvor er det godt at se dig igen min prinsesse!” Jeg vendte mig om og så Gemma. Jeg løb mod hende og omfavnede hende. ”Hvor har jeg savnet dig!” Sagde jeg til hende. ”Du kan tro jeg har savnet dig. Kom med. Der er en som har ventet på dig.”

Guardian.

 

Hurtigt løb jeg ned til foldene og så hende. De lange slanke ben sprøjtede sne højt op, manen fløj vildt i vinden, hun holdte hovedet højt. Jeg smilte af hende. Hun virkede så glad for at være væk fra London. Et pift forlod min mund. Straks stoppede hun op. ”Det er mig! Kom her Guardian!” Kaldte jeg mens jeg gik ind på folden. Hun vrinskede højt og galoperede hurtigt imod mig.

”Prinsesse.” Smilte jeg og lod mit hoved hvile på hendes hals. Hendes pels var dejlig tyk, mit ansigt var gemt i manen.

”Smil.” Sagde Gemma. Jeg satte mig op på Guardian og krammede hende. Gemma tog hurtigt et billede. ”Det ser godt ud prinsesse.”

 

***

 

Jeg fandt mit gamle ferieværelse og lagde noget tøj på hylderne mens jeg lyttede til Spotify. ”Må jeg komme ind?” Jeg stivnede et øjeblik. Langsomt vendte jeg mig om. Den dejlige accent. ”Niall!” Hvinede jeg og hoppede op i hans favn. ”I er her allerede!” Jublede jeg. ”Alle undtagen din far. For din skyld.” Smilte han og satte mig ned. ”Har I blod med fra ham af?” Spurgte jeg så. Han nikkede roligt. ”Gemma er taget af sted til London for at holde øje med ham. Sjovt nok også vores koner bare sådan du ved det. Og ja. Vi har blodet med.” Niall kiggede op i loftet med en forvirret mine. ”Hvad kigger du på?” Spurgte jeg og kiggede op. ”Det ved jeg ikke. Hvad kigger du på?” Spurgte han. ”Jeg ved det heller ikke..” Sagde jeg forvirret.

”Nå… lad os komme ned i stuen. Vi skal lige snakke med dig… om hvordan du opdrager alkoholikere.” Fuck.

 

”Det var en smutter…” Mumlede jeg og fulgte med ham.

Mens vi gik gennem gangene, gik det op for mig hvor mange gange jeg egentlig var løbet af sted her med Louis og min far i hælene. Hvordan jeg stak af fra dem når de endelig havde tiden til os børn. De ville tage os med herop for at vi kunne være sammen med dem. Vi ville riste skumfiduser ved et bål om sommeren, om vinteren ville vi sidde indenfor og riste dem. Vi ville gemme os i hele slottet for dem.

 

”Janelle er du okay?” Jeg kiggede op på Niall som havde et bekymrende blik. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg. ”Du græder.” Sagde han og lagde sine hænder på mine kinder. ”Det er ingenting. Bare minder. Kom nu, vi skal af sted.” Jeg prøvede at gå bestemt og gik ind mod testuen.

 

”Godt vi er her alle sammen. Siger vi lige.” Sagde Zayn og sendte mig et varmt smil. ”Godt så… vi skal have en snak. Med jer begge to.” Sagde Liam bestemt og kiggede alvorligt på mig. Men jeg kiggede bare rundt omkring mig. Rummet var blevet malet hvidt, de gamle møbler var blevet fjernet. Endelig, nye var kommet ind og pejsen var stadigvæk den samme dog.

 

”Janelle… har du noget du vil sige til Louis?” Spurgte Liam mere bestemt. ”Hvad er der at sige?” Spurgte jeg. ”Du prøvede at kvæle mig!” Sagde han vredt. ”Du er en sladderhank!”

 

*Liam*

 

Janelle… har du noget du vil sige til Louis?” Spurgte jeg mere bestemt. ”Hvad er der at sige?” Spurgte hun sarkastisk. ”Du prøvede at kvæle mig!” Sagde Louis vredt. ”Du er en sladderhank!” Svarede hun igen.

Så langt så godt.

”Det er lige meget om hvem der sagde hvad… vi skal have ham der ind i verden igen!” Sagde Niall og pegede hen på ham.

 

Helt alvorligt. Janelle kunne godt mærke det nu og satte sig ned hos Niall. ”Undskyld…” Mumlede hun og kiggede hen på mig.

”Jeg skulle aldrig… jeg burde have blevet. Jeg skulle aldrig have rejst. Det var selvisk.” Sagde hun uden at se på nogen af os. ”Du er tilgivet.” Sagde Zayn med et af hans alvorlige smil.

 

”Hvad gør vi så?” Spurgte Louis. ”Du starter til psykolog.” Sagde jeg kort. ”Hvad? Det gør jeg ikke!” Sagde han arrigt. Jeg kiggede længere på ham og så at han så helt ung ud igen. ”Hvorfor har du ændret udseende?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke. Det skete bare.”

Mit blik gled hen til Zayn som nikkede. Vi tænkte det fuldstændig samme. Han er anspændt over at Janelle er her igen. 

 

”Gør du det kan du beholde dine børn.” Sagde Zayn. ”I forstår det åbenbart ikke. Jeg vil ikke have dem.”

”Jo du vil! ”Sagde Janelle vredt. ”Du lovede at du aldrig ville forlade dem!”

”Du lyver!” Svarede han igen og rejste sig voldsomt. Der så jeg det. Han ville ikke af med dem. ”De ligner hende..” Mumlede Janelle. Det gik lidt mere op for mig. Han elskede Janelle, det gjorde han virkelig. Men han elskede også Eleanor endnu. Sagen var bare at børnene, var i vejen.

 

”Du vil have Sarah så langt væk fra dig som overhovedet muligt…” Hendes øjne blev blanke. ”Hvorfor dog det?” Spurgte jeg så. Niall tog fat i Janelle og trak hende lidt væk. ”Det er personligt..”

”Louis sig det.” Sagde Zayn roligt til ham. Louis tog et skridt væk. ”Lad være med at se sådan på mig. Jeg har ikke gjort noget galt..” Hans stemme rystede, hans blå øjne begyndte at blive røde, hans mundvige bevægede sig småt. Meget småt.

 

Han vendte sig hurtigt og gik ud. Døren blev smækket i. Hvad havde vi gjort?

”Janelle er du okay?” Spurgte Niall hurtigt og trak hende ind i et kram. ”Jeg hørte hvad han tænkte på…” Mumlede hun. ”Hvad?” Spurgte Zayn og trak hende væk fra Niall for at se hende i øjnene. ”Jeg har hørt om det. Natasja gør det også nogle gange.” Sagde han. ”Måske burde du hvile dig lidt. Kom med mig.” Smilte han og fulgte hende op på hendes værelse.

 

”Hvad gør vi med dem?” Spurgte Niall. ”Jeg ville ønske jeg vidste det. Men vi har en uge til at få dem til at fungere nogenlunde. Jeg vil foreslå vi får Guardian hjem og Janelle tilbage på hendes ryg. Louis starter til psykolog og vi to… vi øhm… skal snakke med vores sønner.” Sagde jeg så. ”Du så det gjorde du ikke?” Spurgte han. ”Jo… jeg ved ikke hvorfor men det genere mig slet ikke.” Sagde jeg overrasket. ”Hvad regner du med? Det overrasker mig ikke de er endt sådan. Hvad lavede vi ikke da vi var på deres alder?” Grinte Niall. ”Sandt. Kom, lad os lave noget mad.” Sagde jeg for at skifte.

 

”Hvad skal vi egentlig spise?” Spurgte Niall ud af det blå. ”Godt spørgsmål.” Svarede jeg med en forvirret men smilende mine.

 

*Janelle*

 

Jeg kiggede ud mod den kolde barske vinter som gjorde det stormede længere oppe i bjergene. Mine egne tanker var selv i uro. Jeg måtte snakke med Louis. Det blev jeg nødt til.

Jeg hoppede ned fra vinduet uden så meget som at sige en lyd og gik ud af mit værelse. Jeg kunne det her sted ind og ud plus de hemmelige veje.

 

Mørket var kun skygger som intet gjorde galt steder som disse. Hans dør var den eneste som skilte sig fra de andre. Men igen. Denne del af slottet var som lukket ned lige nu. Niall, Liam og Zayn var jo nede og lave mad.

Forsigtigt lagde jeg mit øre til døren og lyttede. Han sov. Forsigtigt åbnede døren sig. Selvom det kun var klikket der kunne høres gjorde det at jeg frygtede han ville vågne.

Han lå sammenkrøllet i sin seng. Han havde gjort skade på sig selv. Hvordan kunne jeg undgå at høre det?

 

Forsigtigt lagde jeg min hånd på hans sår og lod min finger køre i det, så det ville forsvinde. Han rømmede sig kort og vendte sig om. Jeg gemte mig hurtigt ved at sætte mig ned.

 

Hans øjne åbnede sig, jeg kunne høre det så stille som der var lige nu. Et hårdt åndedræt blev taget. Dynen blev fjernet, han kørte sin hånd over sine skader. Men så stoppede han.

”Hvor er…” Jeg lagde mig helt ned og kunne se hans ansigt kigge forvirret rundt.

”Sov igen.” Forsigtigt med tvang blot fra mit øje, lagde han sig ned. Jeg rejste mig op. ”Jeg er ked af det. Jeg er så ked af det over du har det sådan her. Derfor ville jeg have dig til at glemme noget for mig.”

Et enkelt kys blev placeret på hans pande. ”Jeg vil have du glemmer vores tid sammen. Så sørger du kun over Eleanor.”

 

Jeg prikkede ham blidt i panden, hans øjne blev tunge og pludselig sov han helt trygt igen. Han vendte sig og krummede sig meget lidt sammen. Det var allerede mørkt. Mine lydløse skridt mod døre blev afbrudt af lyset som blev tændt bag mig.


”Janelle.” Sagde hans trætte stemme. Jeg vendte mig om. ”Ja Lou?” Svarede jeg uden rigtig at tænke over at jeg græd. ”Du kan ikke fjerne mine minder… uanset hvor stærk du er.” Hans ånde var i min nakke og gjorde jeg blev helt utryg. Men alligevel følte jeg mig sikker. ”Hvad vil du have?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke… hvad vil du have?” Spurgte han så. ”Janelle… tal til mig. Jeg ved du vil.” Sagde han. ”Hvad vil jeg?” Spurgte jeg bevidst om hvad der ville ske. ”Du vil tilbage til Supra.”

 

Ja. Jeg savnede vores tid sammen. Jeg havde brug for den igen. Jeg hadet virkelig det at sove alene.

Alene, for evigt. Jeg vendte mig om og så på ham. ”Du ville aldrig lege sådan med mine følelser… aldrig.” Sagde jeg, mens tårerne rendte ned af mine kinder. ”Hvorfor gør du det her?” Spurgte jeg med et hulk. ”Fordi… jeg savner dig Janelle…” Han lagde begge sine hænder på mine kinder og tørrede dem af.

 

Forsigtigt lod han sine hænder glide ned af mine kinder og om på min ryg. ”Jeg drømte om den nat, den nat vi kom til Supra.” Mumlede han. ”Kan du huske noget som helst derfra endnu?” Spurgte jeg. ”Vi husker sjældent kærlighed. Men smerte er det som står klarest i vores hoveder.” Jeg lagde mit hoved mod hans bryst. ”Undskyld Louis. Jeg ville bare hjælpe…” Mumlede jeg. ”Det ved jeg… derfor beder jeg dig. Hjælp mig. Jeg vil ikke miste dem… jeg vil bare de er lykkelige.”

”De er kun glade hos dig. Det ved du.”

”Men du klarer det jo så godt.” Hans hulk gik igennem mig som et spyd. Hvordan kunne dette ske?

                                                                                                                                                                                         

Vi lå længe og holdte om hinanden, i stilhed. Med kun mit hjerte der kunne høres. Jeg hørte det tydeligt, for jeg var nervøs for at Louis ville vågne.

På en måde var jeg stolt af mig selv.

 

En bestemt banken kunne høres. Louis åbnede sine øjne men jeg lod min hånd glide over hans mund.

”Louis?” Kom det fra døren af. ”Øhm… Der er mad nu. Hvis du vil have noget. Ellers… så gemmer vi bare noget til dig.” Det var min far! Hurtigt tændte jeg lyset og gik lydløst hen til døren og kiggede igennem nøglehullet. Det var ham.

 

***

 

Længe sad jeg og stirrede ud i det kolde barske vejr hvor det lynede og sneede voldsomt på samme tid. ”Skal du ikke sove?” Spurgte Louis mig om. ”Jo… på et tidspunkt.” Jeg ville bare hen og holde om ham. ”Er der noget som går det dig på?” Spurgte han så. ”Ikke mere end der normalt er.” Hvorfor løj Gemma overfor mig?

”Janelle kom nu her.” Han rejste sig op og lagde sine arme om mig. Han kyssede mig blidt langs halsen mens hans hænder gik ned af mine sider. Elektriciteten kom tilbage. Jeg lod ham føre an. Hans hånd gled under min trøje og rørte min bare mave, forsigtigt gled den om ryggen og min BH blev lukket op. Hans dejlige læber kærtegnede min hals og op mod min mund.

 

”Nej…” Mumlede jeg. Hans øjne gled ind i mine øjne. ”Undskyld. Kom her. Undskyld… det glemte jeg.” Han løftede mig op så mine ben kunne være om ham. Mit hoved blev lagt på hans skulder mens han forsigtigt gik hen til skabet. ”Det hemmelige rum. Kan du huske det?” Spurgte han. ”Det fører op til Det Hemmelige Bibliotek.” Smilte jeg. ”Som fører til noget sjovere.” Sagde han. ”Må jeg se det?” Spurgte jeg. Han nikkede.

 

Jeg gik selv, det generede mig lidt at min BH sad løst men når det kom til stykket, havde jeg gået rundt uden den tit. Så det betød vel ikke noget?

 

Han tog min hånd og førte mig af sted. Det Hemmelige Bibliotek. Det havde ikke ændret sig overhovedet. Louis knipsede med fingrene og lyset kom. ”Der er noget forandret.” Sagde han. ”Hvad er det?” Spurgte jeg. ”Det er ikke sig selv længere.” Sagde han. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg forvirret. ”Det er os…” Sagde han. ”Janelle der er noget du bliver nødt til at gøre.” Han udnyttede mig!

 

Jeg vendte mig vredt om og så på ham. ”Udnyttede du mig lige?” Spurgte jeg arrigt. ”Det var jeg nødt til. Du skal videre. Du kan ikke komme videre, før vi begge har glemt. Du skal også bruge min godkendelse.” Sagde han alvorligt. ”Derfor er vi her? Der er en bog her som kan hjælpe med det. Ikke sandt?” Spurgte jeg. ”Jeg kom til at tænke på det da du prøvede at fjerne dele af min hukommelse.” Sagde han.

 

”Så det er hvad du vil? Glemme? Hvorfor nu det?” Spurgte jeg vredt. ”Fordi det er dig som holder mig tilbage!” Råbte han. Jeg tog et skridt tilbage. Beherskelse fandtes nærmest ikke, men jeg måtte tvinge den frem. Jeg ville ikke være svag, ikke mere. Slut Janelle. Slut med hende den svage.

”Vil du glemme? Så lad os komme i gang med at finde den besværgelse.” Sagde jeg hårdt. ”Den er fundet. Ana skrev den ned.” Han gik forbi mig og fandt en æske.

 

”Er det klog det her?” Spurgte jeg med ryggen til for at stramme min BH. ”Vil du ikke gerne jeg bliver mig selv igen?” Spurgte han koldt. ”Jo… men ikke sådan her.” Svarede jeg arrigt tilbage.

Jeg fik formularen. ”Det her er ikke noget Natasja kan.” Sagde jeg overrasket. ”Selvfølgelig ikke. Men en Jæger kan.”

 

”Jeg har ikke slået ihjel i lang tid Louis.” Sagde jeg. ”Men du skal kun bruge din ring og mit blod.”

”Er det ikke selvisk?” Spurgte jeg. ”Jo. Men nogen gange så må vi tænke på os selv før andre.” Rend mig.

Han vendte sig om og kiggede ned på træet hvor det stod. Jeg kunne ikke lade ham glemme. Ikke uden at de andre ville give sin mening.

 

”Louis… vil du ikke godt sove?” Jeg lagde min hånd, hurtigt, på hans nakke og han faldt til jorden. Han var kun lammet i nogle minutter. Det var nok for mig. Jeg låste døren ind til Det Hemmelige Bibliotek og løb nedenunder. Jeg tog en trøje og bandt om klædeskabet. Fortsatte med at gøre det igen ved den anden dør og løb nedenunder. Klokken var kun halvt et. Så de gamle måtte være oppe endnu.

 

Jeg havde ret. De sad og spillede kort i den hvide stue. ”Hvad laver du så sent oppe?” Spurgte min far forbavset.

”Hvad har du gjort Janelle?” Spurgte Zayn alvorligt. ”Mig? Kun det nødvendige. Vi skal have en snak.” Sagde jeg bestemt. ”Demi valgte ikke det her… det gjorde Louis. De vidste begge to godt hvad der var her. Som gjorde at han kunne vende tilbage til sit gamle liv.”

 

”Men hans gamle liv… før flyulykken? Skal vi så langt tilbage? ”Spurgte Niall. Jeg nikkede halvt. ”Det er lige før. Hvis han glemmer det her… glemmer han hvad hans børn er i stand til. Sarah kan se de døde. Det er ikke noget man bare lige sådan kan skjule. Hvis vi skal lade ham glemme, så er der en som skal overvåge hende 24/7. Det kan vi ikke stille til drengene.” Sagde jeg alvorligt. ”Hvorfor er det så slemt?”

”Du laver sjov ikke? Sarah kan se de døde. Hvad vil du gøre hvis hun begynder på det i sin børnehave?” Spurgte jeg Niall. Han sad og lignte en som tænkte så det knagede. Men han gjorde nok ikke. ”Jeg ved det ikke…” Mumlede han.

 

”Du er jo deres babysitter.” Sagde min far. ”Deres babysitter? Sig mig skal jeg blive ved med at bo der?” Spurgte jeg overrasket. ”Ja. Janelle indtil han har det godt igen er der ikke andet for.” Sagde min far alvorligt.

”Så kommer jeg jo aldrig hjem igen.” Jeg mente det. Det kunne min far se. ”Det… det ved jeg. Janelle, du er den eneste som kan tale ham til fornuft. Han kan ikke miste sine børn. Hvad vil der ikke ske med ham? Han kan ikke uden dem.” Sagde Zayn.

 

”Hvad skal jeg fjerne?” Spurgte jeg alvorligt. ”Få ham herned. Så snakker vi om det. Han skal huske så meget som muligt. Men så lidt som muligt fra… de måneder.” Han snakkede om Supra.

”Jeg henter ham.” Sagde jeg med en tung stemme og gik hen mod hans værelse.

 

Hvis han ville glemme, ville han glemme at være vred, han ville tænke på sine børn. Det ville gå bedre. De andre vil kunne komme tæt på ham.

Håndtaget var iskoldt, det samme var værelset selvom intet vindue var åbent. Da jeg kom ind på værelset sad han på sengen og var vred.

 

”Hvorfor gjorde du det?!” Sagde han vredt. ”Fordi… du får ikke lov til at lave noget som helst så længe jeg er din babysitter. Men jeg går med til at fjerne din hukommelse. Så lad mig læse det hvad jeg skal gøre.” Sagde jeg koldt og rakte min hånd frem. Jeg fik træet.

”Godt så. Kom så med ned. Vi går i gang med det samme.”

”Det er midt om natten.”

”I don’t give a fuck.” Svarede jeg køligt og trak ham med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...