HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2152Visninger
AA

5. Kapitel 3: How to save a life

Step one I say,

 "We need to talk."

He walks, I say

 "Sit down. It's just a talk."

 

*Janelle*

 

Klokken halv seks var jeg oppe. Jeg tog hurtigt noget nyt tøj på og gik rundt oppe på gangen hvor alle sov. Trillingerne sov trykt, det samme gjorde Sarah. Døren ind til Louis var lukket i. Jeg åbnede den forsigtigt. Han var der ikke.

 

Jeg vendte mig panisk om og gik hurtigt nedenunder til skabet i stuen. Jeg kunne ikke se om den var blevet rykket på i løbet af natten. Forsigtigt tog jeg fat i skabet og flyttede den. Faklerne var tændte. Modigt, følte jeg selv, gik jeg ned til laboratoriummet.

Der var ingen jeg kunne se eller høre. ”Hallo?” Sagde jeg forsigtigt. ”Louis, hvis du er her, så er det ikke sjovt.” Et gisp forlod mine læber da jeg troede nogen stod bag mig. Det gjorde ingen.

 

Skuffet måtte jeg gå ovenpå igen, det var helt utroligt, hvor var han henne? Jeg fandt min jakke ude i forhallen og gik ud i garagen for at låne en eller anden cykel. De skulle jo have morgenmad de stakler. På vej til den købmand Louis og Eleanor altid handlede i, tænkte jeg over hvad jeg skulle købe til dem. Sugar Rings eller bare brød?

Cyklens lås gjorde mig en smule irriteret. Det kunne ikke passe den skulle være så svær at låse!

 

Jeg kiggede rundt i den tidligt åbnede købmand og så at han havde nye varer ind. Lidt grønt og noget dåsemad til hunde. Jeg fandt noget groft brød og noget corn flakes af en art. Jeg ved ikke, min far bagte altid om morgenen. Helst noget sundt.

 

”Det bliver 6.88 pund.” Sagde kassedamen træt. ”Her… behold byttepengene.” Smilede jeg til hende og gik udenfor med mine varer.

Mens jeg cyklede hjem til Louis, tænkte jeg lidt over hvordan jeg skulle håndtere bare ham. Han ville ikke give sig, det havde jeg forstået. Men han kunne ikke lade sine børn i stikken, kunne han?

Der blev rødt for fodgængere og cyklister. Jeg ventede på at det blev grønt. Hvorfor blev den ikke grøn?!

 

Endelig da den blev grøn kunne jeg køre tilbage til huset.

”Godmorgen Janelle! Hvad laver du dog her ved denne tid?” Spurgte en af Lou’s naboer. ”Jeg er flyttet ind..” Svarede jeg høfligt imens jeg prøvede at komme i tanke om hendes navn. Hun hed Clara. En ældre dame.

”Er det så slemt?” Spurgte hun. Jeg nikkede. ”Jeg har fået en enkelt opgave, det er at få dem rette spor, ellers tager de Sarah og trillingerne kommer til at bo i studieboliger. Det vil jeg ikke ønske for dem. De kommer til at bo hjemme. Så længe jeg har noget at sige.” Svarede jeg høfligt, studieboliger var det eneste de ville bruge penge på til drengene. Stakkels dem. ”Det er godt du kan hjælpe. Vi har alle prøvet, men den stakkels Louis vil ikke lukke nogen ind. Da hans kone døde, ændrede der sig en del ved ham. Uheldigvis. Men sig endelig til hvis vi kan hjælpe dig med noget som helst.” Sagde hun med et smil.

 

”Du kan vel ikke lave tærte vel? Jeg tænkte på at lave en inden de kommer hjem fra skole. Men jeg skal stadigvæk gøre rent og passe Louis. Jeg ved godt” ”Slet ikke min kæreste. Eleanor kom tit og hjalp mig efter min elskede mands død. Selvfølgelig vil jeg hjælpe. Jeg skal nok lave noget til i dag. Sarah elsker altid min berømte jordbær brombær tærte. Nå min kære. Fortsæt god morgen.” Clara gik indenfor igen. Det var en nabo, nu manglede jeg bare resten af kvarteret og hans gamle venner.

 

Klokken var halv syv. Ingen var vågne endnu. Jeg havde allerede gjort morgenmaden klar, så alt jeg skulle var at få Sarah og drengene op. ”Hey Dylan…” Jeg gik forsigtigt ind på hans værelse. ”Godmorgen..” Smilte han. ”Godmorgen. Her er noget tøj til dig. Skynd dig hellere nedenunder der morgenmad.” Smilte jeg og fortsatte ind til George. Samme procedure, vækning og tøj blev lagt frem. Da jeg kom ind til Phil så jeg at han allerede var oppe.

 

”Godmorgen Jay..” Smilte han til mig da jeg kom ind. ”Tak fordi du fandt noget tøj. Men vi kan godt selv.” Sagde han. ”Det ved jeg. Men det går hurtigere når jeg finder tøj. Der er morgenmad i køkkenet. Jeg vækker Sarah.” På vejen ind til Sarah kunne jeg se at Lou’s dør blev åbnet indefra. Det var en ukendt kvinde.

 

”Åh… undskyld, hvor er der et badeværelse?” Det var bare en joke det her. ”Lige dernede…” Jeg pegede hen mod det største badeværelse. Jeg gik hurtigt ind til Phil. ”Phil… tag lige Sarah. Jeg skal lige snakke med din far.”

 

Phil nåede ikke at svare, jeg marcherede ind til Lou. Der var stadigvæk helt mørkt inde på hans soveværelse så jeg tog gardiner fra så lyset gjorde han vågnede.

”Op med dig vi to skal have en snak.” Jeg var vred. Rigtig vred. ”Gå ud.” Knurrede han. ”Jeg har tømmermænd, jeg har ik” ”Jo det har du bestemt.” Jeg rev dynen af ham, lukkede døren med et brag og fandt noget tøj til ham. ”Så, nu hører du efter kong gulerod.” Klask.

 

”Du har ansvaret for fire børn, en karriere og nu bliver det sjovere. Dig selv. Kan du finde ud af det? Lad mig svare: Nej. Derfor er jeg her. På med det tøj eller jeg giver dig det på.”

Hans øjne viste mig at han til hver en tid, gætter vi lige på, havde lyst til at kaste mig ud gennem vinduet.

”Velkommen til London Louis. Om fem minutter er du nedenunder og spiser med os andre.” Sagde jeg køligt og gik ud.

 

”Godmorgen Jay.” Sagde drengene i kor mens Sarah proppede sig med Corn Flakes. Hun smilte stort til mig. ”Godt, I har fået morgenmad, sådan da.” Jeg satte mig ved siden af George og skar noget brød til mig selv og puttede noget marmelade på. Det smagte vildt godt. Jeg var faktisk rimelig sulten nu jeg tænkte over det.

 

”Godmorgen far.” Kunne jeg høre Sarah sige. ”Morgen.” Sagde han træt. Mit blik fulgte ham. ”Syv…” Mumlede jeg. Han kiggede hen på mig og fnøs.

Barnlige skiderik.

 

***

 

”Vi ses senere prinsesse. Jeg henter dig halv fire. Okay?” Smilte jeg da jeg afleverede Sarah i hendes børnehave. ”Lover du det?” Spurgte hun glad. Jeg nikkede. ”Godt så. Vi ses min skat.” Hun løb indenfor i børnehaven og jeg cyklede tilbage til huset.

 

Døren var blevet låst. Helt ærligt altså! Jeg gik rundt om huset og så at vinduet til Lou’s værelse var åbent.

Et suk forlod mine læber. Jeg havde ikke noget andet valg end at kravle derop.  Han skulle ikke tro at han kunne komme af med mig så let!

Jeg hoppede op på muren og kravlede op. Det var helt umuligt, men jeg kunne godt.

”Fucking irriterende mand…” Mumlede jeg for mig selv da jeg kom op til soveværelset.

 

Jeg hoppede ned fra vindueskarmen af og tog mine sko og jakke af. Døren ind til det storebadeværelse var lukket.

”Kommer hun hjem foreløbig?” Hørte jeg den samme kvindestemme sige. Det er bare løgn, tænkte jeg.

”Nej… slap af.. kom her.” Ih du godeste hvor klamt! Jeg sparkede til døren så der blev stille derinde fra.

”Jeg har lige gjort rent derinde!” Råbte jeg af dem og gik ind på gæsteværelset med mine ting. Det kunne da ikke passe det her!

 

Jeg fandt min mobil og høretelefoner og gik i gang med at gøre rent i køkkenet. Igen. Derefter ville jeg tage spisestuen og stuen. Mens jeg kunne mærke kemikalierne ødelægge min hud, tænkte jeg.

Hvor var min mor egentlig? Hvorfor var det kun mig som kunne hjælpe? Hvorfor gjorde Lou ikke selv noget for at gøre det bedre? Havde han givet op? Hvorfor satte jeg mine følelser til siden? Eller gjorde jeg det ikke?

 

En ru hånd lagde sig på min skulder. Jeg blev helt forskrækket, jeg rev af den af mig og kiggede vredt i de røde øjne.

”Har du drukket?” Knurrede jeg. ”Du skal hjem Janelle.” Hviskede Louis. ”Nej. Nu er det nok!” Råbte jeg. ”Fire måneder, i fire måneder, prøvede jeg at samle mig selv. Jeg kommer hjem til det her. Det er fandeme ikke i orden! Du er en voksen mand! Du har børn som har brug for dig! For de har ikke andre! De har ikke en reservemor eller far! Så nu..” Jeg løftede min hånd. ”Bliver du ædru.” Jeg skubbede ham med alt min kraft ind i stuen og smed ham i sofaen. Jeg satte mig på ham, så han ikke kunne bevæge sig. Tog fat om hans håndled og kiggede ham direkte ind i øjnene.

 

”Det her… gør mere ondt på dig, end på mig.” Det ville vække en stor smerte i os begge. Jeg kiggede på mine hænder. Jeg borede mine negle ned i hans blodårer.

 

”Se på mig Louis.” Hviskede jeg så han kiggede på mig. ”Hvorfor lader du mig ikke være?” Sagde hans svage stemme. ”Hvorfor elsker dine børn dig endnu?” Jeg lod mine negle gå ud af de små huller jeg lige havde lavet, og hurtigt stak dem ned. Han knurrede for sig selv og jeg prøvede at styre hans blodsystem.

Min vejrtrækning blev hårdere og hårdere.

”Kom nu..” Hviskede jeg til mig selv. Louis begyndte at kæmpe imod, så jeg måtte blive ved. Alkohollen var ved at forsvinde ud af hans krop.

En voldsom kraft gjorde at jeg blev kastet væk og landede på køkkenets stenbord hvor ovnen var. Jeg stønnede en smule for mig selv og kiggede ind i stuen. Louis kunne ikke gå ordentligt. Han havde ondt og blodet flød fra hans håndled af.

Jeg rejste mig langsomt og gik hen til ham.

 

”Lou…” Hviskede jeg. Han vendte sig vredt om. ”Hvad har du gjort?” Knurrede han. ”Jeg sagde jeg ville få jer på plads. Med eller uden magi.”

”Hørte du mig ik ” ”Jo… beklageligvis, er du helt blind. Magi hjælper på den slags.” Jeg holdte øjenkontakt, og så kom det igen. Jeg tvang ham, bare med blikket ned på gulvet.

”Beklager det skal gøres på denne her måde.” Jeg kiggede ham igen ind i øjnene og blev ved. Kviksølvet kørte mere og mere rundt i mig, det begyndte at bløde fra min næse kunne jeg mærke, min mund smagte dårligt.

”Giv op… det tærer mere på dig end mig.” Sagde Lou vredt. ”Nej… jeg giver ikke op på dig!” Skreg jeg af ham.

Men alligevel, så blev alt sort for mine øjne.

 

*Louis*

 

Jeg rullede noget bandage om mine håndled og kiggede ind i stuen. Jeg havde lagt hende på sofaen og fjernede kviksølvet fra hendes ansigt.

Hun så helt fredfyldt ud for en gangs skyld. Men alligevel, pokkers tage hende! Hvad fanden lavede hun egentlig her?!


”Hey far… hvad er der sket?” Jeg vendte mig forskrækket om. Trillingerne var allerede hjemme. ”Hvad er klokken?” Spurgte jeg panisk om. ”Hvad er der sket med Jay?” Spurgte Phil og løb hen til hende.

”Hun brugte bare sine evner.” Mumlede jeg og kiggede væk. ”Far… er du ædru?” Spurgte George om. Jeg sukkede en smule. ”Ja. Jeg kan godt være ædru, på denne tid af dagen.” Svarede jeg spydigt. ”Louis tal pænt.” Janelle var allerede oppe. Hun støttede sig til Phil. ”Jeg har det fint. Jeg faldt bare.” Løj hun. ”Du siger altid at man skal fortælle sandheden. Fortæl hvad du gjorde, skat.” Sagde jeg ondt til hende.

 

”Jeg gav dig en Ethanal udsugning. For at gøre dig helt ædru. Beklageligvis… virkede det ikke… drenge. Der er noget kviksølv i kælderen. Henter I noget til mig?” Spurgte hun og satte sig selv ned. ”Jeg henter Sarah.” Smilte George og gik. ”Jeg hjælper dig Phil.” Sagde Dylan og gik ned i kælderen. ”Du lod døren være åben.” Sagde jeg vredt. Hun løftede sin hånd og anstrengte flyttede hun reolen tilbage på sin plads.

 

”Jeg er ikke dum. Ligesom visse andre. Hvad skal der til for at du acceptere det her?” Spurgte hun. ”Aldrig. Jeg skal bare have mine børn så langt” ”STOP!” Skreg hun vredt af mig, jeg blev faktisk forskrækket. Hun rejste sig voldsomt. ”Det sidste du engang ønskede var at du havde dine børn tæt på dig! De har brug for dig! De har brug en… som kan være der. Det kan godt være du har mistet en kone. Men de har mistet en mor. Du er stadigvæk deres far om du vil det eller ej. Du har et ansvar. Måske er du ikke længere konge af Supra. Men for dem for dem er du en far… Jeg har også det ansvar. Vi er gift din narrøv!” Skreg hun og slog mig på brystet. ”Jeg gør det her for deres skyld!” Svarede jeg vredt igen.

”Gjorde du det for deres skyld ville du have sendt dem til Danielle eller Demi for længst! Hvorfor er de her endnu så?! Hvorfor er jeg her?!”

”Fordi din egen far ikke kan tage sig sammen til at indse han ikke kan tage sig af dig alene!” Hun stoppede op. Hendes vejrtrækning kunne ikke høres. De blege kinder blev sølvfarvede. Hvad havde jeg lige sagt? Jeg ville aldrig såre hende sådan. Aldrig.

 

”Jeg hader dig… jeg hader dig!” Skreg hun og løb ovenpå. Mine ben gik hen mod reolen og flyttede den. Drengene var nedenunder endnu. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg kunne ikke være det bekendt overfor hende.

”Hey Jay… hvor er hun?” Spurgte Dylan. ”Ovenpå.” Sagde jeg udtryksløst. ”Vi hørte det hele… hvorfor sendte du os ikke bare væk?” Spurgte Phil. ”Hvorfor er Janelle her? Fordi at der er nogen derude der tror på jeg kan redes.”

”Hun er her. Hun hedder Janelle Kandrik. Hun er din kone far.” ”Hun er ikke min” ”JO! I er gift! Den er ikke længere! Phil, gå op med det her. ”Hurtigt tog Phil kviksølvet og gik ovenpå til Janelle.

 

”Annabella hjalp os med at få hende herhen.” Sagde Dylan. ”Hvad?” Spurgte jeg om. ”Hun har været her. Hun har skrevet og ringet til Will. Kopierede din stemme. Hun kan ikke selv gøre andet i hendes tilstand udover det.”

”Hendes tilstand?” Spurgte jeg. ”Ja… ved du det ikke? Edward og hende er blevet forældre far.” Dylan kiggede på mig som om jeg var den uvidende af os.

 

 

”Hvorfor har jeg ikke hørt om det?” Spurgte jeg. ”Fordi. Det var en hemmelighed. Men jeg troede ligesom du havde opdaget det da Edward ikke ville med tilbage.”

”Hvordan kan hun have barn når vi tog tilbage i tiden?”

”Bare fordi vi tog tilbage i tiden, ændrer det ikke vores handlinger. De her ting er sket. At du er gift, at hun har et barn. At mor er død. Uanset hvad så ville hun dø. Det vidste hun godt selv inderst inde. Hun tog bilen og hentede Janelle den aften, ikke dig. Jeg beder dig. Hendes sidste ønske er at du kan samle vores familie. Med eller uden Janelle. Selvom jeg tror at Janelle sandsynligvis vil sparke dig ud af din seng hver morgen så snart hun har det bedre.”  Så gik han.

 

*Dylan*

 

Et smil blev plantet på mine læber da jeg kom ind til Janelle. For hun var ikke så vred, men hun var faktisk en smule svag.
”Hey…” Smilte jeg til hende. ”Hey, jeg viste altså Phil ud. Jeg var ikke så meget til at… snakke.” Sagde hun og kiggede på sin pude. ”Skulle du have hjælp til det er gift der?” Spurgte jeg lidt landligt. Hun grinte af mig kort og satte sig op. ”Her…” Hun rev op i sin trøje og viste mig hvor jeg skulle gøre det. Jeg nikkede og satte kanylen i.

 

Hun tog en dyb indånding og pustede ud af munden. Et smil blev plantet på hendes læber. ”Det gjorde godt. Jeg har ikke fået noget i et halvt år. Hvordan har jeg kunne holde det ud?” Grinte hun. ”Godt spørgsmål. Få det bedre, ikke?” Spurgte jeg glad. Hun nikkede. Jeg lagde et tæppe over hende og lod hende falde tilbage i sengen. Så sov hun.

 

Jeg måtte finde en måde at få min far til at elske hende igen. Hvordan? I have no fucking idea.

Døren blev lukket op ned i forhallen og jeg kunne høre Sarahs glade grin.

”Hej prinsesse!” Sagde min far glad til Sarah. ”Hvordan var det i dag i børnehaven?” Spurgte han hende. Jeg gik hen til trappen og kiggede ned i køkkenet. ”De andre ville ikke lege med mig i dag.” Sagde hun stille. Pludselig var jeg henne ved hende og min far.

”Hvorfor ikke?” Spurgte jeg. ”De siger at jeg ikke må lege med fordi jeg ingen mor har.” Hvad fuck?

”Sarah… min lille prinsesse.” Sagde min far alvorligt. ”Det skal nok ændre sig. Det lover jeg.” Sagde han glad.

”Clara ville komme og om lidt og sige hej til dig Sarah.” Sagde George glad for at muntre hende op. ”Hvor er mor?” Spurgte hun så. ”Hun sover ovenpå.” Svarede jeg hurtigt. ”Hvorfor kalder du Janelle for mor?” Spurgte min far pludselig.

 

”Fordi… I jo er gift.” Sagde hun forvirret.

____________________

Janelle er allerede igang med at prøve på at få Louis på plads, men det lykkedes ikke. 

Hvad tror I der vil ske næste gang?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...