HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2152Visninger
AA

4. Kapitel 2: Stay with me

Stay with me

Just stay with me

‘Cause I can’t be without you

 

*Janelles *

 

”Prinsesse? Du skal vågne nu.” Kunne jeg høre Niall hviske til mig. Jeg åbnede mine øjne og så ind i hans blå, blå øjne.

”Jeg er vågen.” Hviskede jeg træt og satte mig op. Will var der ikke.

”Hvor er Will?” Spurgte jeg. ”Han er ude af flyet. Jeg ville bare vente til du var vågnet.” Smilte Niall.

”Kom så. Demi og Danielle venter på os med dine ting.” Smilte han til mig.

 

Will ventede lige udenfor flyet på os, jeg gik roligt hen til ham og smilte. ”Kom så.” Smilte han. Han lagde roligt sin arm om mig og jeg lagde mit hoved på hans skulder.

Vi havde egentlig et utrolig nært forhold.

 

”Velkommen hjem!” Smilte Danielle og Demi til mig, derefter blev jeg modtaget med kram og kys.

 

”Vi har sådan savnet dig min dansemus.” Smilte Danielle til mig og aede mig på min kind.

”Jeg er også glad for at være hjemme.” Smilte jeg svagt. ”Nå, men ikke mere snak. Lad os tage hjem!”

Hjem…

Det har jeg slet ikke tænkt på. Jeg gik modvilligt med dem mod udgangen. Selvfølgelig var der alverdens mennesker som og råbte op om alle mulige ting.

 

Demi havde blot taget mig under sin arm da vi gik forbi mod vores biler.

Jeg kørte sammen med Demi da hun skulle følge mig hjem.

Hjem… hvad kom jeg egentlig ’hjem’ til?

 

Mens vi kørte gennem London, lagde jeg mærke til alle de velbekendte ting. Centrene, gaderne, navnene, bygningerne, vi kørte endda forbi Simons skole.

 

Jeg fik en smule ondt i maven. Jeg ville komme hjem til en kold skulder. Med garanti.

”Janelle min pige?” Jeg vendte mit ansigt mod Demi. Hun kiggede ikke på mig, men jeg fornemmede hendes koncentration hvilte på mig.

”Din far er hjemme.” Sagde hun roligt. ”Okay.” På en eller anden måde, var jeg glad for at det var ham og ikke min mor. Hvorfor, det ved jeg ikke. Men, når det kom til stykket, så var jeg en fars pige, uanset hvad.

 

Bilen stoppede lige udenfor huset. Jeg tog selv rygsækken, min guitar og min kuffert med det engelske flag på.

Min mave snurrede rundt og mit hjerte bankede af sted, jeg begyndte at svede og bed mig selv i læben.

Mit hoved gjorde ondt, mine arme var svage, mine ben, de kunne knap bære mig.

 

”Du klarer det fint.” Smilte Demi til mig. Allerede da vi var de sædvanlige tre lange trin fra døren blev den åbnet.

 

”Janelle!” Smilte min far og løb ned til mig. Jeg fik et varmt kram og kunne mærke hvordan han strøg sin ene hånd igennem mit hår.

Jeg kunne mærke han ikke havde sin sølvfarvede ring på længere. Det gjorde helt ondt på mig af vide han havde fjernet sin ægteskabs ring.

”Hvor er jeg glad for at se dig igen.” Smilte han og kyssede min pande. Jeg smilte svagt til ham.

 

”Hej far.” Mumlede jeg stille. ”Tak fordi du ville hente hende.” Smilte han til Demi. ”Her, bare giv mig det. Vil du have noget kaffe eller?”  ”Nej tak Hazz. Vi ses snart.” Smilte hun og kørte igen.

 

Da jeg trådte ind i hallen blev jeg faktisk bange. Det lignte ikke sig selv. Her var altid rent, men der var faktisk blevet en smule beskidt. Ikke noget slemt, men man kunne lige se meget lidt støv.

 

”Far?” Spurgte jeg om. ”Ja?” Svarede han. ”Hvorfor… er her støvet?” Spurgte jeg. ”Jeg har arbejdet en del og der skulle flyttes nogle ting, så… jeg har ikke haft tiden til at gøre rent.” Smilte han svagt til mig.

 

***

Aftensmaden var take away foran fjernsynet med en trist stilhed. Hundene lå bare og sov på gulvet ved pejsen, så det var jo spændende.

”Er du ikke sulten?” Spurgte min far og kiggede bekymret på mig. Jeg kiggede op på ham. Jeg var langt fra sulten.

”Jeg er bare lidt… tumult efter rejsen. Jeg tror bare jeg skal i seng.” Svarede jeg stille. ”Okay skat. Godnat.” Smilte han og fulgte mig ovenpå.

”Dit værelse er nok en smule støvet. Der er jo ingen som har boet her.” Svarede han med et lille trist grin.

”Det er helt fint. Jeg gør rent i morgen, det trænger her virkelig til.”

Hundene lagde sig lynhurtigt på min seng og jeg smed mit tøj og lagde mig i sengen. Jeg kunne ikke vente med at sove.

 

***

 

”Du kan ikke give mig skylden!”

”Du rejser konstant! Tror du ikke vi savner dig herhjemme? Vi har endelig fået det hele til at køre igen og så smutter du?! Hvad er der galt med dig?”

”Mig, er der noget galt med mig?! Jeg valgte det her fordi det er noget jeg vil. Skal jeg også blive pissesur hver gang du skal på tourné? Nej. Så lad vær med at give mig al skylden.”

”Jeg snakker skam ikke om selve rejserne. Tror du ikke jeg har hørt det? Indrøm det dog! I Brasilien, gik du i seng med en anden.”

 

Jeg satte mig voldsomt op fra min seng af og trak vejret dybt. Klokken var ikke særlig mange. Nok tre om natten eller sådan noget.

 

Jeg trak dynen af mig og gik ud på badeværelset for at skylle mit ansigt.

Det gjorde godt. Jeg havde brug for en klar tankegang og et klar hoved. Deres skænderi gentog sig hele tiden i mit hoved. Hvorfor skulle det være sådan? De elskede altid hinanden. Men så kom jeg jo. Jeg kom til London og ødelage deres liv.

 

Det var mig som ødelagde det hele for dem. Ikke dem. Mig. Det gjorde ondt på mig når de skændtes. For når de skændtes, så var det en rigtig krig.

 

Jeg lukkede døren ind til mit badeværelse. Jeg stirrede oppe mod min hims. Jeg gik forsigtigt op af stigen og tændte lyset.

Min far havde virkelig ikke været herinde, for billederne, fra dengang jeg var barn hang der endnu. Jeg tog billederne ned fra væggene og lagde dem på skrivebordet med bagsiden af op ad. Jeg satte mig sådan at mine fødder dinglede udover himsen.

Jeg ville ønske jeg var blevet på godset. Så ville ingen af de her ting ville være sket.

 

***

 

Han løftede mig op i hans dejlige latter som gjorde jeg vidste han var glad. Jeg satte mine fødder på hans og vi dansede sjovt rundt.

Jeg slog ud i en syngende latter som til en hver tid kunne ødelægge et glas.

”Kys! Kys! Kys!” Heppede alle. Jeg kiggede glad på Louis. Han smilte skævt til mig. Han lænede sig ned til mig og kyssede mig.

”Må jeg få denne dans?” Spurgte han så. ”Ja. Altid.”

***

 

Solen var trængt ind på mit værelse, jeg kunne mærke hvordan min ene kind blev varmere, mens den anden stadigvæk var helt kold.

Mine hunde lå i min seng og fyldte den egentlig godt ud. Jeg var falden i søvn på himsen.

Jeg hoppede ned og kiggede omkring mig. Jeg gik op igen på hemsen, tændte lyset på mit skrivebord og gik hen til mit skab.

 

Jeg trak hurtigt i en Onesuite og gik nedenunder. Klokken var halv elleve, så min far var på arbejde. Der lå en seddel til mig.

 

Er hjemme til middag for at hente noget. Skal du med til studiet?

 

Jeg ville gerne se de andre igen, en del, virkelig meget. Jeg gik roligt ovenpå for at finde min mobil frem. Jeg fandt min mobil og skrev hurtigt til min far.

Med tunge skridt gik jeg ovenpå til mit værelse, til min hems. Min dejlige hems. Hvor mit tøj er. Hvor jeg sidder med min bærbar og laver lektier. Noget normalt. Som normale børn gør.

Hov vent. Undertegnede, ikke helt normalt.

 

Jeg tog hurtigt noget nyt tøj på. Det var februar, tidligt, der lå stadigvæk sne overalt. Virkelig dejligt. Jeg kunne faktisk ikke lide sommer når det kom til stykket. Jeg foretrak kulde. Det var rart. Man kunne nemlig gemme sig væk.

 

Det var feruar, 2028.

Skoleåret var stadig i gang. Men i virkeligheden, burde der lige nu, være krig i Supra.

Monroe, ville have været død. Men lever nok lidt endnu.

Louis er der ikke, men det er Annabella. Hun er den nye regent. Bedre end ingenting, bedre end Rohan.

 

Jeg lod en tåre trille ned af min kind, selvom jeg ikke ville. Mit blik gled hen mod min guitar som nu stod på sin sædvanlige plads.

Jeg så pludselig ikke den samme verden længere. Jeg så andet også. Alt det triste. Jeg så en verden, fyldt med had.

”Janelle! Er du heroppe?” Kunne jeg høre min far kalde. Jeg tørrede mig med ærmet.

”Jeg er klar!” Kunne jeg høre min englestemme runge.

 

”Godt du er klar.” Smilte han. Jeg smilte træt igen og gik udenfor i bilen med ham.

 

”Hvornår regner du med at tage tilbage til skolen?” Spurgte han mig. ”Når mit jetlag ligesom er en smule væk. Nok på mandag.” Det passede mig fint. For det var torsdag.

 

”Der er noget vi skal snakke med dig om.” Sagde min far ud af det blå. ”Hvad er det?” Spurgte jeg så. Rimelig nysgerrigt.

”Skilsmissen…” Han stoppede bilen foran Sonys bygning.

”Far… er det derfor jeg er her?” Spurgte jeg alvorligt. ”Nej… ikke kun derfor.”

Jeg prøvede virkelig at holde det tilbage.

”Lad os gå ind.” Jeg gik hurtigt ud af bilen og var inde før ham. Noget sagde mig at det havde med Louis at gøre.

Åh Louis… jeg havde slet ikke tænkt på ham overhovedet. Alt vores tid sammen, alt vores tid væk fra hinanden.

Han måtte hade mig. En del endda.

 

”Velkommen Styles.” Smilte Tina til os. Jeg smilte igen og skyndte mig hen til elevatoren. Det var vel det sædvanlige møderum. Øverst oppe. Min far nåede ikke at komme med. Fint nok. Jeg stoppede elevatoren og satte mig på gulvet, tog mine knæ helt ind til mig og sad der i nogle minutter.

 

Jeg tog en dyb indånding og tændte elevatoren igen. Mit gled hen over det lille rum. Jeg havde virkelig ikke tiden til at flippe sådan her ud. Ikke nu, aldrig.

 

Elevatoren stoppede, jeg gik forsigtigt ud af den og hen mod det store kontor for enden af gangen.

Min mave snurrede rundt, havde jeg egentlig lyst til at se nogen som helst?

Louis, nej, det kunne jeg ikke. Slet ikke.

Hvad med Zayn? Det kunne jeg leve med. Niall? Altid, vil jeg altid se Niall. Liam? Jeg er ikke helt sikker, ikke efter alt det som jeg fik afvide.

Min far, jeg havde ikke noget valg.

 

”Velkommen. Vi har ventet dig.”

Paril.

 

*Will*

 

 

Hun så helt forstenet ud, hendes ansigt kunne ikke læses. Skulle hun være glad eller utilfreds?

”Janelle.” Jeg tog fat i hende for at sætte hende ved min side.

Hendes blik gled fra Samuel til Paril, og alt imellem. Det bankede afbrydende på døren. Janelles øjne hvilte kort på døren, men hun kiggede væk da det var Harry.

”Så er vi samlet.” Sagde han stille. Det var sandt nok. Louis, Liam, Harry, min far, og resten.

 

Undtagen Anastacia.

”Hvorfor er jeg her?” Spurgte Janelle efter lidt stilhed. Paril gik elegant rundt i rummet, mens hendes strenge øjne lagde sig på Samuels skuldre.

”Vi havde håbet vi ikke havde behøvet det her… vi har holdt en stor hemmelighed, overfor jer unge.” Sagde Samuel og kiggede hen på Louis og derefter Janelle.

Louis, han så elendig ud, han havde tabt sig, ikke meget, men nok til at han ikke så for sund ud. Janelle og Louis, kiggede ikke på hinanden, faktisk, så kiggede de hver deres retning.

 

Det ville blive et langt møde kunne jeg fornemme.

Samuel rejste sig op og gik rundt om os, ligesom Paril havde gjort.

”For omkring 500 år siden, kom guder, fra alle religioner til menneskenes verden. De fik børn, de børn, fik en gave, de kunne ikke dø. Der var kun en, som fortsatte naturligt. Din blodlinje Janelle. Desværre blev den forstyrret.” Hans blik vendte sig hen mod Harry, men hurtigt kiggede han væk igen.


”Mange tror at de kendte mennesker, sangere, skuespillere, sågar ministre, er almindelige mennesker. Det er en løgn. Mennesket, kan ikke udvikle sig mere end nu. ”

 

*Janelle*

 

”Hvad er det du siger?” Spurgte jeg. ”Der er ikke det kendte, menneske, som ikke er et gudebarn.”

”Siger du at alle mine skolekammeraters forældre er gudebørn? Altså halvguder?” Spurgte jeg overrasket.

”Nogle er selv gudebørn. Så er der dig Janelle.”

”Hvad skal det betyde?” Spurgte jeg. Samuel kiggede på mine hænder. Han kiggede på mine ringe. Jeg kiggede selv ned på dem. Hvorfor havde jeg dem stadigvæk på?

 

”Harry..” Sagde Samuel alvorligt. Jeg kiggede en anelse bange hen på min far. Jeg frygtede at han ville sige et eller andet helt og aldeles uhyggeligt svar.

”For 360 år siden… Døde Perseus krop.”

Han rejste sig roligt op og kiggede på mig. Jeg stirrede i længere tid på ham.

 

”Mea Culpa.” Sagde Paril. Jeg kiggede forvirret over på hende. ”Hvorfor undskylder du?” Spurgte jeg.

”Fordi… jeg har skjult det her for din familie Janelle. Kun din.” Hendes blik gled rundt i mødesalen. ”Ingen kan høre os, vel?” Spurgte hun. ”Her er lydtæt.” Svarede Samuel.

 

”Harry..” Sagde Paril. Min far kiggede undskyldende på mig. ”Vi er ikke skilt… din mor er rejst bort. For din sikkerheds skyld. Det var ikke sikkert for dig her. Vi kunne ikke sende dig til godset eller Skotland. Så vi lod Demi gemme dig. Du har ikke måtte være ude for en dør. Selvfølgelig ikke. Vi ville ikke have du kom til skade. Ligesom… ligesom dengang. Inden du kom til Supra. Men sagen er at hvis omverdenen vidste de var falsk at de er blevet skilt. Så vil betyde at de også vil være i fare. Derfor er det endt galt.” Han glemte jo alt om Louis. Mit gled hen på Louis. Han kiggede bare vredt igen.

 

”Det her er latterligt! Sig dog noget forhelvede!” Råbte Niall ud af det blå af Louis. ”Niall… Tag det med ro.” Sagde min far. ”Det kan du ikke mene!”

 

”Jo han kan!” Svarede jeg igen. ”Sig noget.” Hviskede jeg. Men han sagde intet. ”Der er ikke noget bedre end ægteskabelige problemer..” Mumlede Edward vredt. ”Jeg har ingen ægteskabelig problemer…” Jeg tog mine ringe af mine fingre.

 

”Ingen problemer. Basta. Paril, vil du vende tilbage til det vigtige.” Jeg smed ringene på gulvet. Men hvor havde jeg lyst til at undskylde og græde overfor Louis.

 

”I flere århundreder har kongefamilier, sigøjnere og sangere… været guder, eller deres efterkommere, måske hekse.” Hendes blik lagde sig på Demi. ”nymfer, engle, trolde, varulve, dæmoner og så er dig… jer børn. Der nu sidder her. Will, ligesom din far, er du søn af torden og lyn. James, du er barnebarnet, til Liv. Ligesom din far, er du, loyal, elskelig, beskyttende og vigtigst af alt. Livsbærende. Edward og Natasja, de yngste af De Fjorten. Som den eneste er du Edward, søn af Afrodite. Du er stærk, den eneste beskytter, til dine søstre. Udover Natasja. Ellers beskytter du De Tolv andre. Edward, du er en kriger, med hjertet med sig, og hjerne. Beklageligvis, så har dit hjerte været i mørke.” Hun stoppede helt op. ”Hvorfor tog du tilbage hertil?” Spurgte hun så.

 

”Jeg havde ikke noget valg.” Mumlede han. ”Kandrika kan ikke styres halvt.”

”Men hun er ikke alene om det.” Svarede han, som om han selv troede på det. Men indeni, var han ved at dø.

 

”Natasja…” Hurtigt gik Paril videre. ”Du har et helende hjerte, dine tårer, kan hele, men ikke alt. Du er begrænset, men du er stærk nok til at kunne hele, bare med ord, de mørkeste hjerter. Du er den eneste som har trodset Mørk Magi. Det tog næsten livet af dig. Men du overlevede.” Hun kiggede hen på trillingerne.

 

”George, du fik, din mors ro, og din fars mod. Beklageligvis ikke hans fornuft. Men du fik hans styrke. Dylan, din mors mod, din fars vrede, men Sefinaras beskyttende sind. Du beskytter-” hendes blik gled over rummet hen til Natasja. ”Det du elsker. Mere end noget andet i verden.”

 

”Phil… den yngste, den mest uberegnelige. I tre sønner, har jeres fars ydre. Ikke Rohans… hvor er I heldige. Phil, du har Sefinaras skønhed, Uranus blå øjne. Du har endda en sangstemme, som en engel. Ikke som andre. Du, ligner, mere end nogen anden, den eneste, som kan slægte Janelle. Du er et i naturen, du stoler blindt på dyr. For du ved de ikke vil gøre dig noget ondt. Du kan ride, de vildeste heste, forstå alverdens øjne. Men selv kan du ikke gribe ind i dem du elsker.” Sukkede hun med en glidende stemme førte over i noget helt andet.

 

”Janelle.” Pludselig var hendes stemme alvorlig. ”Profetier, findes der mange af. Mange er løgn. Men din, er rigtig nok. Du færdes bedst i skovene. Du har et bånd, til alt levende. Du ligner, mere end nogen anden, Første Gudinderne. Naturia og Animalia. I en. Annabella Løvebarn var blot Animalias bedre halvdel. Men du, du er begge dele. For hver gang et rigtigt løvebarn bliver født. Styrkes blodet. Men det svækkes fuldstændig inden. Forstår du hvad jeg siger?” Spurgte hun mig om. Jeg nikkede.

 

”Så… hvad gør vi så nu?” Spurgte jeg. ”Vi fortsætter som planlagt. Mine herrer. I har et stramt skema, men jer børn… jeres liv er først lige begyndt. Janelle og Natasja. I er de eneste piger, blandt jer. I får ansvaret, for deres træning. Edward, vil træne jer alle sammen. Men… der er mere. Janelle.” Jeg kiggede hen på Samuel. ”Pressen er snedig. Hvis ikke en hvis person i dette rum, tager sig sammen, har han ingen børn.” Mit blik gik ind i Louis. ”Hvad vil du have jeg skal gøre?” Spurgte jeg Samuel om. ”Jeg vil have du skal gøre som Annabella gjorde. Enten kommer de på rette spor, eller også, så bliver Sarah taget af myndighederne. Hun må ikke blive adskilt fra ham. Ikke med den evne hun har. Hun vil blive set som gal.” Hviskede han til sidst.

 

Jeg var enig med ham. Jeg kiggede hen på trillingerne. De så svage ud, triste. De havde brug for en kvinde i huset. ”Jeg flytter ind i aften.” Mit blik lagde sig på Dylan. Han nikkede. ”Vi gør et gæsteværelse klar. Den ved Sarah?” Spurgte George. Jeg nikkede. 

 

***

 

Jeg kyssede min far på kinden om aftenen og smilte til ham. ”Undskyld..” Hviskede han. ”Det er okay. Jeg kan godt det her.” Sagde jeg. Ikke ligefrem overbevisende. ”Du ved at du altid kan..” ”Hallo?” En ukendt kvindestemme. Jeg kiggede ikke på min far, men jeg kunne fornemme at hans øjne panikkede.

 

Jeg gik hurtigt nedenunder. ”Hvem er du?” Spurgte jeg truende. Det var meningen. ”Jeg er Audry. Jeg skulle” ”Hvor har du den nøgle fra Audry?” Spurgte jeg koldt. ”Nå… jamen, okay så. Jeg er din fars nye kæreste.” Mine pupiller blev små. ”Nå… jamen i så fald Audry. Farvel.” Jeg gik ovenpå og tog mine kufferter. ”Jay lyt til mig.” ”Lytte til dig? Nej! Du sagde at mor kun var bortrejst! Du har endda stadigvæk ringen!” Råbte jeg af ham og skyndte mig ned med kufferterne. ”Jeg tager hundene med mig. Niall henter resten af mine ting i morgen.” Da jeg kom ud kunne jeg se at Dylan var på vej ind i indkørslen. ”Åh nej… hun er kommet.” Sagde Dylan panisk. Jeg nikkede småt. ”Kom her betteskid.” Hurtigt var han ude af bilen og tog mine kufferter. Men inden han gjorde det omfavnede ham mig.

 

”Øh… for resten. Panik ikke når du ser huset. Indeni.” Sagde Dylan flovt. ”Noget siger mig at du har bestilt mad udefra.” Sukkede jeg. ”Det kan du bande på. Ingen kan lave mad hos os længere.” Sagde han mens han holdte øje med trafikken. ”Det skal vi nok ændre på.” Sagde jeg. ”Er du okay?” Spurgte han, stadigvæk mens han kiggede på vejen. ”Regn ikke med det. Men bare rolig. Jeg tuder løs på skolen, ikke hos jer.”

 

Dylan grinte af min bemærkning og parkerede hjemme hos ham. ”Bare sådan du ved det. Så er det eneste der er pænt Sarahs værelse. For resten, kan du vaske tøj?” Spurgte Dylan. ”Ingen hvide pletter. Så kan jeg klare alt.” Svarede jeg. ”Okay så…” Han åbnede døren. En let tung luft ramte mig. Sved, alkohol og øhm… lort? Ad, fy for fanden da.

 

Jeg sukkede. ”Kom så… op med tingene. Jeg går i gang med det samme.” Sagde jeg køligt, men indeni, ville jeg virkelig brække mig. ”Jeg ved I ikke har tiden til at gøre rent. I har en skole som kræver noget af jer. Jeg skal nok hjælpe jer.”

”Janelle stop.” Sagde Dylan alvorligt. ”Hvad?” Spurgte jeg. ”Du skubber dig selv væk.” Sagde Dylan. ”Nej… Jeg skubbede jer væk. Jeg havde et ansvar for jer! I var mine børn, jeg lod jer i stikken… jeg lovede Sarah at jeg ville tage hende med ud og kælke.” Jeg satte mig ned på trappen og begyndte at græde. Dylan var straks over mig.

 

”Selvom du ikke er min rigtige mor, så elsker jeg dig, ligeså meget som jeg elskede hende. Du er ikke hende, men du prøver dig selv frem. Derfor elsker jeg dig.”

 

*Louis*

 

”Selvom du ikke er min rigtige mor, så elsker jeg dig, ligeså meget som jeg elskede hende. Du er ikke hende, men du prøver dig selv frem. Derfor elsker jeg dig.”

 

Jeg kiggede ud af badeværelsesdøren og så hende bryde sammen hos ham. Hvorfor var hun her? Jeg ved godt det så skidt ud. Jeg prøvede jo at få dem væk fra mig. Jeg vil aldrig blive en god far, ikke uden Eleanor. Hun var jo min rigtige klippe.

 

*Janelle*

 

Jeg lagde mine trøjer ind i skabet og mit makeup på skrivebordet sammen med mit min bærbar.

”Hey… maden er her nu. ”Smilte Dylan til mig. ”Super. I spiser bare inde i stuen. Jeg gør rent.”

”Jay du skal spise.” Sagde Dylan. ”Jeg skal nok. Det lover jeg. Men lad mig gøre rent. Inden jeg flipper på alt det her… jeg ved ikke. Lort?” Spurgte jeg. Dylan grinte af mig. ”Det er ikke helt forkert. Tak. Det her betyder en del.”

”Selvfølgelig.”
”For resten, jeg har noget til dig.” Sagde han hurtigt. ”Hvad er det?” Spurgte jeg. ”De her..” Han tog ringene frem. ”Du tog dem med.” Sagde jeg overrasket. ”Jeg beder dig. Behold dem. De er fra brylluppet. Noget, jeg virkelig var stolt af, at se dig blive min nye mor.” Smilte han. ”Tak. Så… smut ned og spis. Lad min krig begynde.” Jeg tog min mobil frem og høretelefoner frem. Jeg satte mit sædvanlige rockmusik på. Nu skulle den rigtige Janelle Styles på banen. Hende som kan alt.

 

Jeg gik nedenunder og kiggede hurtigt hen mod Sarah med et smil. Jeg skruede højt nok til at jeg kunne fornemme Louis live irriteret.

Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen plan for hvordan jeg ville sætte ham på plads. Jeg fandt noget frem som lignte noget jeg kunne gøre rent med. Det burde da gå. Jeg startede med at gøre køkkenet rent. Den kolde vind gjorde at jeg automatisk gjorde det hurtigt og effektivt. Jeg havde ikke brugt mine evner i rigtig lang tid. Måske skulle jeg prøve nu. Jeg kogte noget vand og lagde en klud i. Jeg kiggede hen mod støvsugeren og tændte satte den, bare med mit blik i stikket og startede den. Jeg fik vasket vinduerne og jeg fik smidt alt det gamle mad ud.

 

Jeg hev fedtet fra pladen fra ovnen og knuste det sammen til en klump som jeg kastet ud gennem vinduet. Støvsugerens stoppede pludselig. Jeg kiggede væk fra ovnen og hen mod støvsugeren.

”Ingen magi i mit hus.” Sagde Louis klare stemme. Jeg stoppede op og kiggede ondt tilbage til ham. ”Indtil du selv kan finde ud af at gøre rent. Er det her, vores hus.” Jeg viste ham ringen. ”Vi er gift så længe jeg er under atten. Har du glemt det?” Svarede jeg spydigt. Han knurrede noget for sig selv. Han indså at jeg havde ret. HAHAHAHAHA. Nok jubel.

 

”Jeg siger dig Janelle. Jeg er herren” ”Jeg er damen. Længere er den ikke. Spis så, det her hus ligner lort. Det har bare at skinne når myndighederne kommer igen, ellers har du ingen børn. Tro mig, det er enten mig, myndighederne ellers… så kommer der en helt anden. Som du bestemt ikke kan sige imod.” Svarede jeg spydigt. ”Hvorfor skulle jeg lytte til dig?” Spurgte han arrigt. ”Hvorfor? Hvem af os to kan det her lort? Ikke manden i fyrrer” ”39” ”fyrrene som har fire børn. Hende på femten, kan sagtens. Pas hellere på gamle. Du er ikke nogen fri mand. Så længe jeg har den her ring på min finger. Så er jeg chefen. Sink it in darling.” Jeg startede igen forfra og tog ledningen fra ham og startede forfra.

 

Han skulle ikke tro at han kunne vinde, overhovedet.

 

***

 

Jeg blev ved med at skrubbe og skrubbe, men det var som om at badekarrets ene brune plet ikke ville væk. ”Seriøst.” Knurrede jeg. ”Det er ikke det du tror det er..” Kunne jeg høre Phil sige. Jeg vendte mig om. ”Hvad har du lavet?” Jeg rejste mig voldsomt og trak op i hans trøje. Hans mave var fyldt med ar. Jeg trak hans ene ærme op.

”Det er et E.” Mumlede jeg og kiggede alvorligt op på ham. ”Phil…” Sukkede jeg. ”Min far ved det ikke.” Hviskede han. ”Sæt dig… jeg tror jeg ka’ fjerne det. Af med trøjen.” Kommanderede jeg. Han trak rystende, bange sin trøje af. Jeg lukkede døren så ingen så det.

 

Jeg tændte det kolde vand og lod det komme. ”Træk resten af tøjet af.” Han satte sig ned i sine bokseshorts og kiggede bange op på mig. ”Bare rolig. Jeg har set værre.” Sagde jeg opmuntrende. Jeg lod min hånd glide over vandet, uden at røre det, så det fulgte mig. Jeg tog vandet med op og lod det cirkulere rundt om hans mave. Han bed sig i læben af smerte, men jeg tog hurtigt hans hånd og nussede den mens jeg lod den anden hele ham.

”Det er okay. Den slags gør ondt.” Sagde jeg så og kiggede ham ind i øjnene. ”Vi har brug for dig Janelle.” Sagde Phil. ”Det ved jeg… jeg skal nok hjælpe jer. Det vil jeg. Jeg bliver her. Det lover jeg.” Hans værste ar forsvandt.

”De små tager vi senere. Kom så, du skal i seng. Jeg har en del at ordne.” Smilte jeg. ”Skal du ikke selv i skole?” Spurgte han. ”Nej, jeg… Will har sendt lektier, og jeg har afleveret. Jeg starter når mit jetlag og døgnsystem er på plads. Indtil da. Jeg har otte timer til at gøre rent og lave mad til jer.” Smilte jeg.

”Har vi noget mad efter du smed alt det dårlige ud?” Spurgte han. ”Gå du hellere i seng. Jeg skal lige ringe rundt.”

 

***

 

”Demi… hvor er hendes nummer?” Hviskede jeg for mig selv da jeg ledte efter hendes nummer. ”Pis!” Knurrede jeg for mig selv. ”Will.” Jeg ringede ham straks op. ”Hallo?” Kunne jeg høre hans hæse stemme sige.

”Mad.” Sagde jeg hurtigt. ”Hvad?” Spurgte han. ”Har I masser af mad?” Spurgte jeg. ”Jeg er ikke hjemme… jeg er hos… en ven:”
”Er du hos James?” Spurgte jeg. ”Ja…” ”Hey Jay..” Kunne jeg høre James sige.

 

”Har I noget mad?” Spurgte jeg. ”Ja. Jeg sender min ” ”Nej, I har kørekort nu. Kom selv.”

”Er du gal? Vi får en skideballe.” Sagde Will. ”Nej… det er i James’s natur at hjælpe. Så hjælp mig… der er intet mad til dem. Hvad skal jeg give Sarah med i morgen?” Jeg kunne høre James prøve at overtale Will.
”Vi kommer.” Sagde Will med et suk.

 

”Tak snuske. En halv time?” Spurgte jeg. ”Ja. Vi ses.”

Jeg gjorde hurtigt stuen ren og tændte op i brændeovnen så der kunne komme noget varme i huset. Her var faktisk koldt, og helt stille nu.

Jeg tog mine sko af og gik på sokker og gik ovenpå.

 

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til Dylan. Han lå og sov, hans hånd holdte et billede. Jeg kunne se at det var Louis og Eleanor. Han havde grædt. Jeg lukkede igen og gik hen til George. Han græd i søvne, måske var han vågen. Jeg gik videre ind til Phil. Han lå og sov trygt. Heldigvis. Jeg gik ind og fandt noget rent tøj til ham som han kunne tage på. Noget der ville dække arrene.

 

Hvad med Sarah? Jeg gik forsigtigt hen til den dør med det pæne skilt og gyldne bogstaver.

”Mor?” Kaldte hun forsigtigt. ”Det er mig… Janelle.” Sagde jeg med en snart hylende stemme. ”Jeg savner min mor…” Hviskede hun med et snøft i stemmen. Jeg satte mig hos hende og kyssede hendes hårbund.

”Vil du høre en sang?” Spurgte jeg. ”Vil du synge en sang?” Spurgte hun mig og kiggede på mig med sine funklende øjne.

”Hvad vil du høre?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke. Hvad sang din mor for dig?” Spurgte hun. Hvad sang min mor?

”You’ll be in my heart.” Hviskede jeg.

 

Jeg startede med at nynne og begyndte at sætte min stemme i de rigtige toner og vokaler. Jeg vuggede forsigtigt Sarah frem og tilbage i håb om at hun ville falde til ro. Det gjorde hun også. ”Jeg elsker dig Sarah. Husk det.” Jeg kyssede hende godnat og lagde hende ned, med dynen godt om sig.

Jeg kunne godt se hvad Dylan mente. Hendes vægge var lyserøde og pink. Hendes lille køkken stod perfekt og intet var beskidt. Der hang en masse dyrebilleder på væggene. Jeg gik hurtigt ud af værelset, og næsten nedenunder.

 

En lyd gjorde jeg gik hen mod det sidste soveværelse.

 

”Nej… jeg beder dig… lad være..” Jeg åbnede knap døren og så at han havde mareridt. ”Ikke det… nej, jeg beder dig. Rør hende ikke!” Han sprang kraftigt op, jeg gemte mig hurtigt. ”Det var en drøm… bare en drøm…” Hans vejrtrækning var hård, jeg kunne fornemme at han havde det slemt. Så kom det. Hulkene, gråden, tårerne fra ham af.

Det gjorde ondt at høre ham sådan. Det gjorde ondt at svare ham spydigt igen, det hele gjorde ondt. Men jeg måtte ikke knække. Alt andet end det. Jeg skulle holde ud. Jeg skulle hjælpe ham.

 

Jeg havde ikke noget valg.

”Undskyld…” Hviskede jeg til ham. Han hørte det heldigvis ikke. ”Jeg er så ked af det.” Hulkede jeg for mig selv.

Jeg så på klokken, for at få mig selv på nogle andre tanker. Drengene burde være her om lidt. Hurtigt tog jeg noget nattøj på og gik nedenunder og fandt nogle drikkedunke og madkasser.

Et suk forlod mine læber. Hvad havde jeg egentlig gang i?

 

”Hey, her er der noget. Min mor lavede det.” Sagde James. ”Har hun allerede lavet noget?” Spurgte jeg overrasket. ”Hun lavede bare noget som lignte min madpakke. Håber ikke det gør noget.” Sagde James med et smil. ”Slet ikke. Bare… tak. Tusind tak drenge.” Smilte jeg. ”Gå hellere i seng Janelle. Godnat.” James og Will kyssede mig på kinderne og gik igen. Jeg låste døren, lagde madpakkerne ind i køleskabet og gik ovenpå. Jeg satte min mobil til opladning og lagde mig godt under dynen.

 

_________________________ 

Janelle er kommet til at bo hos Louis. 

Hvordan vil det ende? Tror I at deres ægetskab kan overleve det her? 

xx Jensen 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...