HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2163Visninger
AA

21. Kapitel 18:

25. december 2027

 

Jeg betragtede længe den sovende pige som jeg havde givet min skjorte på. Hendes navn; Janelle Styles. Femten år gammel, dronning over Supra, gift med Louis Tomlinson, stedmor til fire, forældre; Harry Styles og Anastacia Kandrik. Andet? Hun har lige været sin mand utro.

Det er ikke noget der vil blive snakket om. Det er noget hun skal glemme. Mere end noget andet. Det er vigtigt. Jeg er blot en lille bitte brik, en brik som nemt kan overses og ingen ville opdage hvis jeg forsvandt. Men nu. Nu ville man opdage mig.

 

”Janelle…” Hviskede jeg med min stemme til hende. Hun nikkede svagt. ”Jeg vil du lytter til mig. Du lytter kun til mig. Ikke til regnen og tordenen ude på stranden. Kun mig.” Hun nikkede igen. ”Jeg elsker dig. Jeg elsker dig rigtig meget. Men du må glemme det her. Du er gift med Louis. I er lykkelige sammen. Men du er alene, så du er ulykkelig. Vi har aldrig haft sex. Du sover normalt i mine skjorter, eller trøjer. Hvad end du kan komme af sted med at tage fra mine kufferter. Forstået?” Hviskede jeg. Hun satte sig op og kiggede på mig.

 

”Hvad har du gang i?” Spurgte hun hæst. Det virkede ikke. Jeg hadet så meget at skulle gøre det jeg skulle til at gøre nu. Gøre det jeg hader mest. At såre dem jeg elsker.

Jeg kiggede direkte ind i Janelles øjne. Jeg følte hvordan min sjæl, min energi, var på en rejse inde i hendes kolde indre. Hendes hjerte der slog så det kolde kongeblå blod der havde iskrystaller i sig, pumpede afsted. Hendes traumatiserede sind, de få minder der var lykkelige for hende. Barndommen, da hun fik Guardian som egen hest. Spiseforstyrrelsen. Nætterne hvor tjenestefolket havde bedøvet hende så hun ikke gjorde skade på sig selv.

”Jeg vil ikke mere!”

Skreg stemmen. Det var hendes stemme. Det havde altid været hendes stemme. Sådan lød den indeni. I hende. ”Du kan ikke huske hvad der er sket denne aften. Du husker kun hvad jeg vil fortælle dig nu.” Hendes øjenfarve blev lettere opløst, de var helt blå. Mere end de fleste normale øjne. Hun lignede en blind. Hendes krop blev slap, jeg holdte hende fast. Vi var en og samme person nu.

”Du havde en vidunderlig juleaften med mig. Vi spiste stegt kalkun. Ikke så meget selvfølgelig. Vi fik god dessert. Du blev glad for alle gaverne. Specielt tøjet. Som den pige du prøver at være. Jeg fortalte jeg elsker dig som min søster og jeg til hver en tid, vil beskytte dig. Sov så. I morgen skal vi gøre rent.”

Sagde jeg. Jeg mistede forbindelsen langsomt. Hun vibrerede med øjnene kort. Jeg lagde hende tilbage i puderne og betragtede hende sove så smukt.

 

14. Januar

 

Jeg stormede af sted med al den kraft jeg havde i benene. ”Kom så Horan!” Råbte mine klassekammerater af mig. Jeg sprang over forhindringen og tog fat i det knæklys jeg skulle have. Jeg spænede tilbage og sprang over forhindringen igen. Tog knæklyset i munden, svang mig selv over den fjerde sidste forhindring. Balancerede på et tyndt bræt. Svang mig frem i reb og landede foran min klasse. De jublede alle sammen voldsomt stolt af mig.

 

”Du er for sej Will!” Sagde nogen af pigerne. Jeg smilte høfligt til dem. Deres meninger betød intet for mig. Det er så ondt sagt. Men det er sandt. De er selvfølgelig nogle søde og velopdragne piger. Når andre er til stede. Hvis jeg var alene med dem, ville de straks være villige til at smide tøjet. Hvem ville ikke det? Jeg er nøglen direkte til mine forældres formue. Jeg er søn af Niall Horan for fanden! Og Demi Lovato! Jeg er guld værd. Men det er lige meget. Det betyder alligevel intet for mig.

”Tillykke! Det er godt gået!”

Timen sluttede. Jeg fik fri fra skole. Eller, ikke helt. Jeg skulle snakke med rektor og min danselære. Da jeg stod foran den sorte dør der var præget af Romantikkens tid, bankede jeg forsigtigt på og straks blev jeg inviteret ind.

”Godt du kom William.” Sagde min rektor. ”Det er Will, Simon.” Sagde jeg og satte mig ned. ”Det er angående din skolegang. Jeg ved jeg tillader Janelle at være væk. Der er også god grund. Hvis hun var her, ville hun falde sammen, fuldstændig. Specielt efter de seneste hændelser.” Sagde han og fandt begge vores journaler frem.

 

”Janelle har indtil videre et snit på 9,9.” Sagde Simon og sukkede. ”Hvad?! Men hun afleverer alle sine afleveringer! Selvom hun ikke er her!” Sagde jeg i vrede. ”Det er jeg godt klar over. Men du siger også hvad hun siger. Så fordi hun ikke selv kan sige det. Så har hun kun lige knap et ti tal.” Sagde Simon. ”Hvor skal hun til at sige mere?” Spurgte jeg. ”Latin og spansk. Gør det og hun kommer over ti.” Sagde han roligt. ”Men dig… du har 10,38. Jeg regner med at du har 11,04 inden sommeren.” Sagde han køligt. ”Jeg har A og AA fag Simon. Det er ikke nemt det hele.” Sagde jeg køligt. ”Så få hjælp af Janelle. Hun er den klogeste af jer to. Det er jeg udmærket godt klar over. Hvilken femtenårig pige kan på sit første år, oversætte og forstå tegn hun aldrig har set før? Hun er sproglig intelligent, på rigtig mange måder. Det er du klar over, ikke sandt?” Spurgte han. Jeg nikkede roligt.

 

”Godt så. Jeg vil se 11,04 og hende i klasseværelserne igen. Det er mine krav. Nu. La Cortaz, dig.” Sagde Simon roligt. Min danselære satte sig på bordet og kiggede alvorligt på mig. ”Du er min bedste danser. Men du mangler en ny danserinde. Jeg foreslår du spørger en af pigerne i din klasse. Jeg ved at Hayden ikke længere har en partner.” Sagde hun roligt og smilte. 

 

”Jeg venter hellere på Janelle.” Sagde jeg køligt. ”Det kan bortvise dig.” Sagde Simon hidsigt. ”Hellere det.” Sagde jeg køligt og gik ud. Vreden blussede op i mig. Hvordan kunne de bare sige det?! Janelle kan ikke bare erstattes af en som Hayden Cooper! Det kan godt være hun ved alt muligt om dans. Men hun kan ikke det Janelle kan. Når man kaster hende op i luften. Den måde hendes ryg bøjer sig, hendes hoved der bliver slået tilbage som om en ros glider igennem hende.

 

Jeg startede min bil arrigt og kørte væk. Jeg hadede virkelig at være sytten år og kun være på år fem. I forhold til Janelle. Hun havde faktisk alderen til det. Jeg kunne være på år seks nu! Men beklageligvis, er årgang 13 den eneste elite linje. ARGH!

Jeg stoppede foran lyskrydset og tog en dyb indånding imens der var rød for mig. Det blev gult og jeg speedede forsigtigt op og kørte da det blev grønt igen. Min mobil begyndte at ringe. Jeg tog den op af lommen.

”Will.” Sagde jeg kort og drejede mod højre. ”Hey… det er mig. Jeg ville høre om du måske kom over i aften?” James. ”Det ved jeg ikke…” Jeg havde aldrig haft så kold en stemme overfor ham. ”O-okay” Sagde han stammende. ”Jeg beklager.” Sagde jeg med en mere følende stemme. ”Det er ikke noget med dig, overhovedet. Det er bare skolen.” Sagde jeg. ”Det er okay. Vi ses.” Han lagde på. Han lagde aldrig på. Jeg havde altid det sidste ord. Sådan var det.

 

Klokken slog fem. Jeg var hjemme og som sædvanlig stod min mor i køkkenet og var allerede i gang med at lave mad. ”Var det en god dag i skolen?” Spurgte hun glad. Jeg nikkede. ”Vi vandt Forhindringen.” Sagde jeg roligt. ”Lad mig gætte. Du gjorde det meste, gjorde du ikke?” Grinte hun kort. Jeg grinte af hendes bemærkning og nikkede. ”Det kan godt være at vi alle har A sport og idræt. Men ingen af dem, har den form som jeg har.” Sagde jeg og satte mig træt ned. ”Er der nogle afleveringer du har for til i aften, eller i morgen?” Spurgte hun og lagde en bøf på en af panderne.

 

”Først fredag. Så jeg er glad for det kun er tirsdag.” Grinte jeg lavt. ”Din far er snart hjemme fra arbejde. Kunne du ikke finde Tullamoren? Louis kom på arbejde i dag. Så jeg tror han skal have noget at slappe af på.” Sagde hun og rørte lidt i noget sovs.

”Hvorfor give ham alkohol?” Spurgte jeg. ”Han er en søn af Valhal. Søn af Thor. Han har brug for det. Desuden er det ikke så stærkt som øllen.” Sagde hun med et smil. ”Hvorfor ikke bare få ham til at føle sig menneskelig?” Spurgte jeg. ”Will, vi er alle menneskelige. Vi har evnen til at føle. Vi har følelser. Ligesom mennesker. Det er helt utroligt for os. Vi er ikke dødelige ligesom de er.” Sagde hun. ”Hvad er den egentlige forskel så på dem og os?” Spurgte jeg.

 

Min mor gav alt maden et blik og det begyndte at lave sig selv. Hun satte sig overfor mig og smilte. ”Jeg er en troldkvinde. Din far er en halvgud. Du er både troldmand og tordenbarn. Du kan styre lyn og torden kilder. Du kan trylle. Men ikke meget. Det er nemlig tordenen der er over dig. Da jeg ventede dig. Havde jeg mange uger hvor jeg havde det varmt. Fordi du havde brug for varmen. Du var jo kun 5000 små volt. Men i dag er du næsten 12 000.” Smilte hun. Jeg nikkede roligt.

 

”En som dig. Lever dobbelt så lang tid som et normalt menneske. Men jeg vil leve i næsten 2000 år. Ved du hvorfor?” Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. ”Der findes ingen udødelighed. Rigtige guder kan blive over 19 000 år. Perrie, din stedmor, altså Afrodite. Har knap levet en fjerdedel af sit liv! Janelle? Hun vil leve ligeså længe som Louis vil. Men de vil dø med et årtusind imellem dem. Ved du hvorfor?” Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. ”Hun stammer fra en gudinde. Hendes far er Perseus, halvguden. På samme tid med at hun er en Født Profeti. Det står aldrig klart hvad der præcis vil ske med hende. Men det ved du allerede. Hun kontrollere vandet. Hun er liv. Hun er stærk, mere end normale mennesker. ”Sluttede hun med at sige.

 

”Hvad er der ellers?” Spurgte jeg nysgerrigt, men roligt. ”Hun er en pige. Hun er bipolar. Hun er i tvivl om hvad hun vil med sit liv. Men hun vil altid finde ud af hvad der skal gøres. Ligesom dig. Men hun er meget intelligent. Dog er hendes evner lige for tiden, meget svingende. Ligesom Louis. Husk du aldrig må fortælle nogen om deres kanalisering. De aner det ikke engang selv. Måske ved Louis det. Men Janelle gør ej. Smut så ovenpå med din taske.” Min mor kyssede min kind og sendte mig ovenpå.

 

”Det var dog utroligt!” Kunne jeg høre fra stuen af. Min far var hjemme. Han var vred. ”Hvorfor forsvarer du manden?! Hvorfor dog? Kan du ikke se børnene er trætte af det?!” Råbte han. Jeg løb nedenunder og så mine forældre stå overfor hinanden, med kolde og vrede blikke. ”Så længe jeg er Demitria Lovato kan du ikke bestemme over mig Niall. Du er godt klar over at de har brug for hinanden.” Sagde hun koldt. ”Sarah… hvad med hende?” Spurgte han. ”Eleanor er altid omkr” ”ELEANOR CALDER ER DØD.” 

”Stop så!” Sagde jeg højt og tydeligt. ”Will…” Sukkede min far. ”Simon vil have Janelle tilbage.” Sagde jeg for at skifte emne. ”Hun er ikke klar…” Sagde min mor og kiggede på min far med alvorlige øjne.

”Det er jeg klar over.” Sagde han til hende. ”Han må vente til slut februar, start marts?” Sagde han. Jeg nikkede. Mere enig kunne jeg ikke være. ”Jeg skal nok snakke med ham om det.” Sagde jeg. ”Nej, det gør jeg.” Sagde Demi. ”Han er kun en sfinks. Men han har mere magt end Will har alligevel. Jeg er den mægtigste i London indtil McKellen vender tilbage.” Sagde hun bestemt. ”Maden er klar..” Sagde jeg hurtigt og begyndte at dække på.

ΩΩ

 

Jeg lagde mig i sengen og kiggede op i loftet på min Bon Jovi plakat som var fyldt med citater som Janelle engang havde sagt et par gange. Selvfølgelig elskede jeg hende. Men jeg elskede også James. De kunne ikke bare få mig til at vælge imellem dem.

Min mobil lyste svagt op. Det var Harry. Jeg tog mobilen og trykkede på den grønne knap. ”Hallo?” Sagde jeg lavt. ”Kommer du over? Du skal træne.” Sagde han køligt. ”Jeg er på vej. Hyde Park?” Spurgte jeg. ”Som altid.” Jeg kiggede ned i stuen og opdagede at min mor var faldet i søvn og det samme med min far. Klokken var kun halv ti. Jeg vidste de ikke ville jeg var ude efter ni. Ikke efter alt det som er sket, specielt ikke imens at Louis har depression og Janelle er i USA. Så længe de ikke er her, er London langt fra et sikkert sted om natten. Hele undersamfundet kunne lave oprør lige nu hvis det var. Men de lader vær. Heldigvis.

Jeg trak i mit normale tøj. Forsigtigt trak jeg sværdet og dolken frem fra min madras af. Gad vide hvordan mine forældre egentlig har det med at jeg har våben endnu? De ved det nok ikke. Min mor burde have opdaget det. Hun skifter altid mine lagener. Jeg må ikke selv. Jeg kunne jo finde på at hænge mig selv…

Da jeg trak læderjakken over mine skuldre hørte jeg et åndedræt komme fra døren af. Jeg kiggede forskrækket derhen af. Det var min far. ”Gå nu ikke for hårdt på Styles. Hvis jeg kender ham ret, så skal du til lufthavnen bagefter.” Sagde han. ”Det er jeg klar over far. Hvad dag er det?” Spurgte jeg. ”Det er den 13 januar. Vær hjemme igen den 17. Farvel knægt. Husk du har penge på kortet. Jeg har sat 200 pund ind. Det burde være nok til bukser og tøj derhenne. Og mad.” Min far lukkede døren. Jeg kiggede ned mod vores have og derefter ud over London. Hvor mange syttenårige har sådan et liv som jeg har?

Ikke mange.

 

***

 

Harry sad ved kanelen med fødderne i det kolde vand. ”Hvad laver du?” Spurgte jeg forvirret. ”Det jeg er bedst til. Jeg kanaliserer med vandet. Jeg kunne godt fornemme du kom Will. Du larmer en del lige nu. Du er meget stresset. Er du begyndt at føle noget for Janelle igen?” Spurgte han. ”Selv hvis jeg var. Ville du være ligeglad. Du ved jo at det aldrig ville lykkedes. ”Svarede jeg og smed mit sværd fra mig.

Han trak sine fødder op af vandet og tørrede dem. Tog sine sko på og rejste sig op. ”Hun elsker Louis. Men vi har knust hende, for hendes eget bedste. Jeg er en elendig forælder. Jeg ville være en god, hvis jeg gav dig min velsignelse. Jeg gav Louis min. Det gjorde jeg ikke første gang. Da endte jeg som en kylling uden hoved. Min kone døde af sorg. Men nu. Nu er min kone i Kandrika og reagere. Fordi at Annabella er syg og gravid. Så hun kan ikke selv. Sådan går det en gang imellem. Er du klar til træningen?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Godt så. Det her vil blive sjovt. Jeg har ikke trænet dig i to uger. Hvor langt er du kommet mons tro.” Sagde han og tog sin vinterjakke af. ”Alt for varmt.” Sagde han til sig selv og kiggede ned mod vandet.

 

”Bare rolig. Det vil lyne i nat.” Sagde Harry. ”Men jeg skal til L.A” Sagde jeg. ”Det ved jeg. Du tager min privatjet. Den flyver uanset hvad.” Sagde han og løftede vandet op. ”Hvad gør du?” Spurgte han og sendte straks frossent vand, altså is mod mig som langsomt formede sig til spidse tapper.

Jeg sprang til siden og tog mit sværd frem. Et af tapperne kom imod mig men jeg nåede at ødelægge det. ”For langsomt. Lad os gøre det mere underholdende.” Sagde han og trak mere vand op. ”Brug dine gyldne lokker smukke dreng.” Gyldne lokker.

Lyn.

 

Jeg sprang igen til siden og kiggede op mod himlen. Jeg kunne mærke hvordan det begyndte at trække op. Elektriciteten i luften gjorde mit hår løftede sig langsomt op. Det af mit hår der var der. Jorden begyndte at virke lettere. Mine ben blev varmere, mine øjne lyste op. ”Lad os danse.” Sagde jeg. Mine hænder begyndte straks at knitre.

Harry stak sit ene ben frem og stod i position til at angribe. Det gjorde jeg også. Der var et øjebliks stilhed.

Cratch.

 

Det første lyn slog ned i Hyde Park. Træningen kunne begynde for alvor nu. Det var på tide! Det iskolde vand blev kastet imod mig, jeg undgik med nød og næppe imens jeg samlede små 600 volt i min hånd og kastede det afsted. Jeg skulle op på 18 000 volt for at slå Harry. Det vidste jeg udmærket godt. Men jeg skulle starte småt. Så jeg kunne kanalisere og binde mig ned energien noget nemmere.

 

Han forsvandt kort og pludselig kunne jeg mærke det frosne græs under mine fødder blive helt dødt. Han sugede vandet ud af græsset. Hvor var han henne? Jeg kiggede omkring mig, men kunne ikke finde ham. Kanalen. Jeg sprang væk fra kanalen og hen mod gruset. Igen ladede jeg op og kastede voltene mod vandet. Jeg vidste ikke hvor højt spændingen var. Men der var helt stille. ”Godt gået.” Kunne jeg høre bag mig. Jeg kiggede forskrækket og så at Harry havde fået en flænge i sin jakke og hans mave. Bag ham stod min mor og Simon. ”Du er klar til at starte på den rigtige træning. Men først efter du har hentet Janelle hjem. Der venter en vogn på dig. Den vil køre dig til Adenfields Gods og derefter vil du med et privatfly tage til Island, du vil holde en kort pause på en time imens der bliver tanket og derefter lander du i Vancouver, så Washington og derefter L.A. God tur Will.” Sagde Harry og smilte.

”Jeg kan ikke få hende hjem.” Sagde jeg. ”Så må du tage frem og tilbage imellem os. Du kunne også holde en kort ferie på Island. Du har pengene til det.” Sagde min mor. ”Men Janelle..” ”Janelle klarer den. Jeg skal nok tage mig af det. Jeg vil lægge Louis i dvale i nogle dage. Sarah vil låne dit værelse så. Det gør vel intet?” Smilte min mor. ”Alt for Sarah.” Grinte jeg og gik med Harry.

 

Han åbnede bildøren og jeg steg ind. Han gik med ind. ”Du skal da ikke med.” Sagde jeg forvirret. ”Jeg skal til Adenfields. Min mor har inviteret mig til jagt i skoven. Jeg skal se Gemma ride på hendes nyeste avlshingst Caseus. Han er helt sort. Så smuk.” Smilte han roligt og lænede sig godt tilbage i sædet. ”James. Til Adenfields.” Sagde Harry roligt. ”Selvfølgelig My Lord.” Sagde han og startede bilen.

Hver gang James havde hentet Janelle og undertegnede på samme tid, var det aldrig den tone. Men lige nu var der brug for den. Så længe verden var i kaos så blev vi nødt til at holde facaderne oppe. Paparazzierne var begyndt at lade mig være. De havde opdaget at jeg ikke ville røbe hvor hun var. Jeg kørte endda med glæde rundt i forskellige biler i timer for at slippe af med dem. Det lykkedes hver gang. Ingen af dem havde taget sig sammen overhovedet til at tage det alvorligt nok.

 

Imens vi kørte igennem London lagde jeg mærke til at der faktisk kun var biler omkring os. Hvor underligt egentlig. ”Var I nogensinde gode i skolen?” spurgte jeg pludselig for at bryde tavsheden. Harry kiggede kort på mig og smilte. ”Ingen af os var. De eneste som virkelig var kloge, var Danielle, Anastacia og Demi. Perrie elskede historie og spansk som det eneste. Vi aner ikke hvad det er I kan som vi ikke kunne gøre dengang. Men jeg tænker måske at I bare har været heldige. Eleanor var jo politiker og studerede på Manchester Uni. I er på en talentskole og jeg ved at Simon regner med at I kommer på enten Yale, Oxford eller Stanford.” Sagde han og kiggede på sin mobil kort. ”Hvem skriver du med?” Spurgte jeg. ”En kvinde. Jeg skal jo helst se forfærdelig ud. Som vi to planlagde. Jo værre det går for mig, jo mere bringer jeg min egen datter ned. Det her skuespil, kan først ophøre når Janelle er på plads igen. Det er du klar over, ikke sandt?” Smilte han.

 

”Er det ikke hårdt for dig? Alt det her?” Spurgte jeg. ”Jeg har spillet skuespil i hele mit liv. Siden jeg mødte Anastacia, har alt jeg har gjort været skuespil. Undtagen delen af at jeg elsker Anastacia. Det gør jeg virkelig. Hun er vidunderlig. Hun minder mig lang fra om første kone. Det er det som gør hende så speciel. Hun er meget mere elegant, hun ved hvornår hun skal handle og ikke handle. Men jeg frygter hun ikke kan klare arbejdet i Kandrika alene. Jeg har længe overvejet at tage af sted. Men gør jeg det, fryser tiden og jeg vil blot vende tilbage til et kaos igen. Derfor bliver jeg her. ”Sagde han roligt og lagde sig godt tilbage igen.

 

”Savner du Janelle?” Spurgte jeg efter minutters stilhed. ”Hun er min lille pige. Jeg har savnet i hvad der føles som årtier. Will… når du engang står med et barn i dine hænder som er dit. Så husk på en ting. De bliver voksne, før du når at opdage det. Det føles som om at det blot var måneder siden Janelle var en lille pige på Hazza. Dengang Hazza besøgte os i London til Reining turneringen med Gemma. Hun besluttede sig den dag hun ville ride ligesom dem. Som tre årig fik hun en pony og senere, så fik hun jo Guardian. Se hvor de er nu… det er underligt.” Hviskede Harry til sidst.

 

Han havde ret. Janelle var vokset hurtigt. Jeg husker tydeligt dengang hun var tretten, hun var spydig, havde svært ved at smile, anstrengte sig for ikke at sige noget ondt imod trillingerne eller nogen anden og hele tiden prøvede at undgå hendes farmor når hun var taget med til London også.

Så blev hun fjorten. Hun stoppede pludselig kontakten. Jeg troede det var min skyld og følte hun hadet mig mere end noget andet. Jeg begyndte at cutte, for jeg ville så gerne erklære min kærlighed til hende. Det skete aldrig, i stedet blev det til ar på mine håndled.

 

Da hun fyldte femten havde hun i tre måneder haft spiseforstyrrelse og tabt sig voldsomt. Problemet var bare at hun ikke kunne tage rigtigt på derefter. Jeg husker det tydeligt. Efter flyturen hjem til England, havde hun forandret sig. Jeg besøgte hende hver dag efter hendes forældre. Snakkede til hende. Holdte om hendes spinkle hånd. Fortalte hende om alle de minder vi havde sammen. De gange vi havde lagt rigtige levende frøer i Louis og Eleanors seng. Eller da vi havde tegnet skæg på vores forældre mens de sov.

Der var også dengang hun slog Dylan så hårdt at han begyndte at græde. Han blev så bange for hende. Men da han blev tolv, begyndte han at løbe og efter Supra, da var han jo blevet stor egentlig. Hans muskler var blevet større. Det var mine også. Nok i et andet omfang end hans.

 

 

Jeg betragtede Gemma ride på hendes nye hingst imens Harry hele tiden rettede hende på holdning og hestens gang. Trætheden var forsvundet fra min krop for længst. Jeg havde fået lidt at spise og et bad. Jeg vidste godt Janelle ikke ville med hjem.

Jeg rejste mig roligt op og gik hen mod Harry. ”Du ved godt jeg ikke kan tage hende med hjem. Ikke sandt?” Spurgte jeg. Han betragtede mig roligt og nikkede efter sekunders stilhed som kun var imellem os. ”Hvis ikke jeg tager fejl, så er hun hjemme omkring februar, slut selvfølgelig. Hun vil savne foråret i England. Desuden, så er det for varmt for hende lige nu i L.A.” Sagde Harry til mig. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg.

 

”Hun er kun født i vandets tegn fordi hendes far er af vand Will.” Jeg kiggede op på ham. ”Du ved godt hvad jeg er. Hvem jeg er. Hvad jeg kan gøre. Men undrer du dig ikke over at jeg er her, og ikke i nærheden af vand?” Spurgte han. ”Der er en strand 10 kilometer herfra.” Sagde jeg stille. ”Korrekt. Hvor tit har Janelle de sidste… tja 11 år redet derned?” Spurgte han. ”Næsten hver gang hun har haft lejligheden til det. I London elskede hun at gå i Hyde Park fordi at Kanelen går lige igennem.” Sagde jeg overrasket.

 

”Du tror da vel ikke at jeg ville holde hende fra vandet af, vel? Det kalder på hende. Men det var nu sat sine spor. Hun er blevet en del af det og det er blevet en del af hende. Men der kan ske fejl. Hun er jo en Jæger nu.” Sukkede han og kiggede ud mod Gemma.

”Ret ryggen Gemma. Du skal helst sidde lige på hesten.” Sagde Harry højt og tydeligt. ”Men… hvad med skoven?” Spurgte jeg. ”Den vrimler af liv. Hvor der er vand, er der liv. Skoven er fyldt med vilde dyr. Dådyr og harer, måske ræve. Men det kommer an på så meget. Desuden, så er Janelle jo godt sikret. Hun har altid haft hvide eller sorte dyr. Undtagen Guardian, hun er cremefarvet, men med hvide sokker som du har set. Captain er helt hvid. Lucky er hvid, og Storm havde hvide forben. Ser du, alt hvad der er uskyldigt, eller født i Vogterens tegn, er kendemærket med hvid.” Sagde han roligt.

”jamen” ”Will.” Harrys tonefald fortalte mig at jeg ikke skulle udspørge om mere. ”Du kan læse om det på biblioteket.” Sagde han roligt. ”Okay. Tak.”

 

Jeg begav mig indenfor og kiggede fra højre til venstre. Der var ikke en lyd. Tjenestefolkene, af dem som var der, var nok i gang med noget andet lige nu. ”Okay. Biblioteket.” Mumlede jeg til mig selv.

Imens jeg gik langs gangen kiggede jeg på nogle af dørene. Deres gods var gigantisk. Masser af værelser. Men nogen af dem var vist lavet om til noget andet.

 

Da jeg kom til enden af gangen for at gå ind i den anden fløj, kom jeg i tanke om hvor biblioteket var henne. Det var øverst oppe. Altså også med loftet.

Da jeg åbnede den eneste guldfarvede dør i hele godset og trådte ind i det der lignede en hver piges drøm kunne jeg mærke kulden. Der havde ikke været nogen herinde i lang tid. Over 100 000 sider samlet et sted. Vildt alligevel.

Jeg kravlede op af stigen som førte til de små gange ved reolerne og fandt til sidst det jeg ledte efter. Deres familiehistorie og mytologien.

 

×

 

Jeg lagde bøgerne på bordet og kiggede længe på den bog som var fastslået som Jægernes Bog. Det siges at den indeholdt al viden om Jægerne.

 

Katedral Jægeren.

 

Kendetegn: Lettere mild. Meget forstående overfor synder. Tilgiver med hård hånd. Slår ihjel i Guds ord. Ikke i Animalias. Angriber de Fremmede som har prøvet at røve kirker, katedraler og sognegårde.

 

Våben: Sværd. 

 

De er hændt: 4 gange.

1170

1240

1360

1555

 

Vogter Jægeren.

 

Kendetegn: Kvindelige korsriddere der drog fra England til Frankrig, derefter til Italien for at sprede Animalias frelse. Beskytter de svage og børn. Slår ikke ihjel med det samme.  Foretrækker tortur.

 

Våben: Morgenstjerne og langsværd.

 

De her hændt: 2 gange.

1030

1220

 

Det slog mig at der kun fandtes ti slags Jægere, der i blandt, hvad end Janelle var. Jeg vidste at det altid havde været hekse som undersøgte og observerede Jægerne igennem deres liv. Men hvem, af de hekse, som Janelle kendte, var det?

 

Natasja kunne ikke overskue det. Da slet ikke lige nu. Min mor ville nægte det. Perrie ville nok også. Selvom hun er blevet smidt ud af Olympen så har hun stadigvæk normer og værdier fra hendes tidligere liv hvor hun afskyede Saritanerne.

Jeg tog en anden bog ud og måbede helt.

 

Denne bog tilhører Annabella Katarina Kandrik. Det var hendes dagbog!

 

Det er mandag i dag. Far er ikke sig selv. Mor har været væk i tre dage nu. Gad vide om hun snart kommer tilbage. Rohan er også væk. Han blev sendt til Animalia i Amerika. Far mente at det var bedst. Han var faktisk begyndt at skræmme mig med alt det han gjorde. Hver gang det regnede, begyndte han at blive kold og aggressiv. Det gjorde mig bange. Det gjorde også far bange. Han sagde til mor, inden hun tog af sted, at han frygtede det værste.

 

Det var vel også på tide, 300 år for sent at sige det!

 

Jeg satte mig godt tilpas i privatflyet. Jeg skulle mellemlande i Dublin og derefter vente i en time for at komme til Island, for at tage til Queens Island og derefter New York, så Miami og så Washington og så L.A.

 

Alle de smutveje Harry lavede og tilføjede for at være sikker på at jeg ikke bliver opdaget med det samme. En rejse på fire dage. Manden har endda tilføjet 2000 pund til min konto. Bare for at være sikker på at jeg overlever. Anne havde pakket mit tøj ned i to kufferter. Eller det tøj hun havde købt. Jeg frygter det værste. Mest fordi at det tøj er det jeg skal have på de næste par dage, sagtens kan være dette. Jeg kan jo bare købe nogle bokseshorts et eller andet sted, og nogle sokker hvis det bliver slemt.

”Godt så… hav en god tur knægt. For resten. Dylan kom med den her… Louis har skrevet det. Men fik det aldrig sendt. Vi ses.” Harry gav mig et krøllet papir og gik ud af flyet. Efter et par minutter begyndte motoren på flyet at starte. Jeg lukkede langsomt mine øjne i og følte hvordan flyet begyndte at bevæge sig.

 

Af ren forskrækkelse greb jeg den lille hånd ved siden af min. Janelle tog sine Doctor Beats af og kiggede forvirret på mig. ”Hvad er der?” Spurgte hun. ”Jeg har aldrig været ude og flyve.” Indrømmede jeg. Hun kiggede lidt underligt på mig. ”Men… du er jo ti… aldrig?” Spurgte hun. Jeg nikkede. ”Jeg vil helst være hjemme.” Sagde jeg roligt som svar. ”Lad mig holde dig i hånden så!” Hun tog sine Doctor Beats og lagde dem i hendes taske og smilte til mig. ”Bare rolig. Det er overstået før du ved af det. Nogen får lidt ondt i hovedet, ligesom jeg altid gør. Men det er ikke slemt.”

 

Min første flyvetur. Det var med dem alle sammen. Vi skulle på en stor ferie. Selvfølgelig separeret til en vis grænse. Min mor, Perrie og Natasja boede sammen. Janelle, Danielle og Anastacia boede sammen. Min far, Zayn og Niall, boede sammen. Louis og Liam boede sammen. Vi drenge delte et stort hotelværelse med Louis og Liam. Det var hyggeligt nok.  Min mor var ikke med. Hun skulle på tourné. Jeg havde fået afvide jeg havde valget imellem at tage med hende eller min far. Jeg valgte min far. På det tidspunkt var jeg ikke så meget for tournéer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...