HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2142Visninger
AA

18. Kapitel 16: Fix you

When you try your best, but you don't succeed

When you get what you want, but not what you need

When you feel so tired, but you can't sleep

Stuck in reverse

 

 

*Harry*

 

Jeg satte mig i stolen ved siden af sengen og iagttog hende mens hun sov.

Hun så fredfyldt ud. Lægerne var hurtige til at få det ordnet, heldigvis. Hun kunne ikke klare at derinde.

Nu var hun så et helt andet sted, hvor hun kunne få fred. I et bassin.

 

Jeg rejste mig træt op og kiggede igen på hende. Hun var ikke nøgen, hun havde en dragt på. Men ikke noget nogen ville tænke over.

Frustreret, stresset, træt, sulten, ondt i hovedet. Det hele ramte mig. Det var ikke en ulykke. Den skulle ramme hende.

”Hr. Styles?” Kaldte en sygeplejerske. ”Ja?” Svarede jeg træt og gik hen mod hende. ”Vi har noget vi gerne vil snakke med dig om. Følger De med?” Spurgte hun. ”Er der mulighed for at vi kan være herinde? Jeg vil ikke efter” ”Det er okay, der står vagter udenfor.” Sagde hun og smilte blidt.

 

Jeg knugede mine hænder sammen og bed mig i læben. Jeg ville ikke forlade hende. Hvad nu hvis hun vågnede?

”Hun er i sikkerhed. Det kan jeg garantere dem. Vil De ikke godt følge med?” Spurgte hun lidt vredt. ”Okay.” Sagde jeg og gik med hende.

”Det er lige herinde.” Sagde hun og åbnede en dør for mig. ”Ta” Døren blev lukket i. Jeg var inde på et kontor.

 

”Harry Kandrik Styles?” Spurgte en stemme. Jeg så en kvinde med brunt hår og blå øjne sidde i hjørnet af kontoret ved et lille bord og en journal.

”Det er mig.” Sagde jeg nervøst. ”Jeg er Jeanne Elena Kandrik. Jeg er den læge som har haft som opgave at operere din datter, efter hændelsen i Australien.” Sagde hun og tilbød mig en stol. ”Du hedder Kandrik til efternavn.” Sagde jeg helt i chok. ”Det er rigtigt. Det overrasker mig ikke at du ikke har hørt om mig. Jeg blev født fire år inden Anastacia. Jeg forlod dem da min søster Janelle døde. Jeg voksede op uden problemer og blev læge… men der er noget, som lægerne har opdaget mens de opererede hende, som ikke er helt godt.” Sagde hun og tog nogle briller på.


”Det her… det er ikke en normal stige.” Sagde hun og pegede på noget DNA. ”Det kan jeg godt se.” Sagde jeg nervøst og kunne fornemme at hun vidste hvad Janelle var.

”Det er koden for kviksølv Styles.” Sagde hun og kiggede med kolde øjne op på mig.

”Det her rum bliver ikke lyttet, der er ikke nogen hemmelige videoer. Jeg ved… hvem du i virkeligheden er. Jeg ved hvad jeg i virkeligeden er. Så jeg foreslår du ser på mig nu, lige i øjnene og fortæller mig en enkelt ting.” Tiden var der ikke. Jeg så blot de kolde øjne som var fyldt med alvor.

 

”Hvorfor er hun en Jæge” ”Doktor hun er vågnet.” Afbrød det henne ved døren. ”Er hun vågen?” Spurgte lægen overrasket. ”Ja. Det er slemt.” Sagde sygeplejersken bange.

Jeg rejste mig voldsomt op og løb afsted hen mod hendes stue. ”Ingen adgang hr. Lægerne gør hva” ”Det er min datter der er derinde flyt dig.” Knurrede jeg og skubbede ham så hårdt til siden at han fløj tre meter hen af gulvet. Jeg åbnede straks døren op og så flere læger henne ved hende.

 

”HOLD HENDE NEDE!” Råbte en af dem. ”ARGH!” Jeg måtte holde mig for ørerne for ikke at lade hendes skrig trænge igennem mig. Det var som ultra bølger fra hende af.

Mine knæ ramte det kolde plastic gulv.

 

Der blev stille. Helt stille. Plastik handsker blev taget af, maskinerne blev slukket. Andre blev sat til. ”Hun skal ned igen. Forsigtigt.” Sagde en stemme alvorligt. Jeg kiggede op og så at Janelle igen var lagt tilbage.

Endnu en gang måtte jeg sætte mig på stolen ved siden af bassinet og iagttage hende mens hun lå i en dvale som skulle beskytte fra smerter og følelsen af at ribbenene blev brækket op. 

 

”Hader du mig? Er jeg virkelig så elendig en far?” Spurgte jeg selvom chancen for at nogen ville høre os, var stor.

”Styles?” Den samme læge som før kom ind. ”Dig.” Sagde jeg, nærmest vredt. ”Jeg ved godt jeg er den mindste person du vil se nu. Bare rolig, ingen lytter eller noget. Det er kun os tre. Jeg har DNA sporet af din datter, jeg foreslår at du får det væk, så hurtigt som overhovedet muligt og ser så at få det her ud af verden. Folk vil spørge ind til det. Denne journal er ikke sikker her.” Sagde hun alvorligt. ”Hvorfor er det lige dig der er hendes læge?” Spurgte jeg koldt. ”Fordi… som jeg sagde før. Vi er i familie. Anastacia og min søster er ikke de eneste som har et trick i ærmet. I morgen aften bliver hun transporteret hjem. I jeres jet. Om en time, begynder vi at vække hende op.”

 

Hun gik ud af døren og jeg så hende ikke igen.

 

*Will*

 

Jeg lagde mig endelig i sengen igen da klokken var omkring halv fire om morgenen. Jeg vidste at Janelle var vågnet og hun på vej hjem med Harry. Vi skulle blive her.

”Will…” Mumlede James og lagde sig tæt ind til mig. ”Du bekymrer dig for meget.” Sagde han og kyssede mig i panden.

”Gør jeg det? Hun har ikke andre end os. Hvorfor tog jeg ikke med?” Vrissede jeg og knugede mine hænder sammen.

 

”Måske har hun bare brug for sin far.” Sagde James forsvarende. ”Til hvad? Hun har jo Louis.” Sagde jeg forvirret. ”Nogen gange er fædre bedre end ægtemænd.” Sagde han og lagde sit hoved på mit skød. ”Du synes jeg overdriver, gør du ikke?” Spurgte jeg. Forsigtigt satte han sig og tog fat i min hage så vi så på hinanden.

”Uanset hvor meget du siger du elsker mig. Uanset hvor meget vi elsker. Vil du altid sætte Janelle højere end mig. For hun er i sandhed din bedre halvdel. Du er bare ulykkelig over at det ikke er dig som er hendes.”

 

*Harry*

 

Jeg lagde mig tilbage i hospitalsengen og kiggede over mod Janelle. Hun var træt og i smerter. Hun sad jo bare der og stirrede ud i rummet. ”Hvad kan jeg gøre for at du prøver at slappe af?” Spurgte jeg hende og rejste mig op for at gå hen til hende. ”Træk nålene ud, få maskinerne væk. Det hele larmer. Medicinen hjælper ikke far.” Sagde hun og tog besværligt en vejrtrækning.

”Hvor længe har det stået på?” Spurgte jeg. ”Siden de forstærkede medicinen. Hvis jeg bare sover, så bliver det værre.” Sagde hun og bøjede sit hoved forover. Jeg trak hendes hoved tilbage og følte endelig hvor svag hun egentlig var.

 

Hun gjorde ikke engang modstand. ”Jeg mener det… medicinen hjælper ikke.” Sagde hun og kiggede helt nedtrykt på mig. ”Hvad virker på dig?” Spurgte jeg. ”Der er en hel vinflaske med medicin derhjemme inde på mig og Louis store badeværelse. Men du kan ikke komme derind. Huset er låst helt af. Ellers så skal jeg bruge noget andet.” Sagde hun og lukkede sine øjne i af smerte.

”Jeg tror jeg kan hjælpe.” Jeg rullede hurtigt helt for værelset så ingen kunne se ind eller vi kunne se ud. Jeg låste døren og kiggede omkring mig. Der var helt stille overalt.

”Du skal vide jeg har tre minutter til det hele.” Sagde jeg alvorligt. Hun nikkede besværligt og ventede på at jeg gik i gang.

 

Jeg gik hen imod hende og aede hende blidt over hendes kolde kind. ”Du skal være helt stille. Træk kun vejret.” Sagde jeg og hurtigt fjernede jeg begge drop i hendes håndled og nålen der gik ind under ribbenene.

 

Jeg tog en af hendes hårnåle fra hendes taske af og prikkede hul i min hud.

”Drik. Nu.”

Hun tog min hånd helt op til munden og sugede langsomt til. Som om hun nød smagen. Et lille knæk hørtes fra hendes mave og hun trak sig væk. Som om hun blev dårlig. Hurtigt tog hun fat i min hånd og holdte i den som om hun blev bange.  Hun trak mig langsomt helt tæt på og lod sit hoved hvile på mine brystmuskler. ”Tak.” Hviskede hun og lukkede øjnene i.

”Alt for dig.” Hviskede jeg og lagde mig op til hende. ”Vil du blive her i nat? I sengen?” Spurgte hun. ”Selvfølgelig.”

”Jeg vil ikke sove alene.” Indrømmede hun. Jeg lagde begge mine arme om hende og lod hendes hoved dumpe ned på mit kraveben. ”Prøv og sov. Jeg bliver her.” Lovede jeg og lukkede selv mine øjne i.

 

 

*Louis*

 

Sarah lå stadigvæk og sov mens mit blik gled udover Berlin. Janelle var allerede blevet fløjet tilbage til London på et privathospital.

Jeg endte med at sætte mig tilbage i sofaen og tændte tv’et der var udsendelse. Fra i dag af.

”Velkommen til London Gosh! I morges mens lyset knap nok var tændt tog One Direction og deres familier til Berlin for at deltage i det store Berlin Marathon. Dog allerede i lufthavnen var der voldsomt drama fra Styles familien af. Siden en skilsmisse og tilbage vending til ægteskab har slået Harry Styles allerkæreste Janelle, har slået hende helt ud. Eller det måske Louis Tomlinsons eje nu? Det vil vi se på senere! Men det interessante der skete i lufthavnen var nemlig at Janelle og hendes kære far Harry slet ikke så på hinanden overhovedet. Til gengæld gik hun og holdte i hånd med Will Horan som lige nu er i forhold med Liams Paynes søn James. Alle siger at Janelle og Will kun er venner, men vil det forklare deres opførsel generelt? Til efterfesten ved x-factor så man den unge Will kysse Janelle op til flere gange på hendes kinder. Vil det her skabe nogen problemer for den charmerende Will og hans kærlighed James? Hvad siger du Dixie?” Spurgte værten. Jeg havde før mødt hende. Hun hed Charlotte Paystri.

 

”Vi ved alle sammen godt at Janelle nok har lidt højere forventninger til hvem hun vil gå efter. Hun er en ung pige, kun femten. Men noget siger mig at hun ikke så uskyldig som går rundt og siger. Men det jeg tror, er det mest spændende, er det der skete i lufthavnen her til morgen. Louis var ved at slå en paparazzo ned da nogle af dem, kom for tæt på Janelle Styles. Hans ’guddatter’. Selvfølgelig var jeg ved at slå dem ned. Ingen skal gøre hende noget!

 

”Her er en mute video godt nok. Men prøv og så hvor hurtigt han kommer efter Janelle som bestemt var overrasket over at de var så ivrige efter billeder, at de ville fælde hende. Men prøv og se efter, Charlotte… han bander af dem!” Ja, selvfølgelig hvad ellers.

 

”Det som jeg synes jeg er mere spændende, er nok at Harry intet gjorde, men endnu bedre, se på hvordan Louis holder om hende. De tør jo ikke give slip! Tror du de har noget kørende som resten af omverdenen ikke har set?”

 

”Lad os spørge Tomlinson Trillingerne!”

 

Trillingerne kom frem og smilte helt roligt.

 

”Foregår der noget mellem Janelle og Louis?” Spurgte intervieweren.

”Dylan?” Smilte George.

Et suk forlod Dylans læber og smilte glad.

”Janelle kom til os fordi vi virkelig havde bug for hjælp, vi var heldige hun sagde ja. For helt ærligt hun kan ikke virkelig ikke samarbejde meeed….. nnnn George. Hun kan ikke dig li dig George.” Sagde Dylan og grinte. Phil og George grinte med.

”Hun holder af os, og vi holder af hende. Men… som omverden nok ved, så har min far haft et mindre alkoholproblem. Janelle har ikke været bange for at sige ham imod. Hun er aldrig bange for at sige nogen imod. Hun giver ikke op, og det har hjulpet ham en del. Så har hun også været efter os, rigtig meget i skolen. Så det har været rart at have hende boende. Vi håber faktisk hun vil blive.”

”Hvorfor?”

”Hun er lidt som en mor. Hun trøster os, hvis vi er kede af det, hun hjælper os med lektierne, hun gør rent… rigtig meget. Hun kan generelt, alt det en mor skulle kunne og så… når far ikke er der så ved hun hvad vi drenge vil. Hun har specielt været der for Sarah i forhold til os alle til sammen. Det er nok det som gør os mest glade og det vi sætter højest. Det er hvordan hun er overfor Sarah og at Sarah kommer først. Janelle gør virkelig noget for at hun skal blive glad. Jeg tror nok også… det har noget at gøre med at når hun bliver voksen. Så får hun ikke børn. For det kan hun ikke. Så jeg tænker lidt at vi ligesom er det tætteste vi kommer på at være børn, for hende.” Jeg slukkede tv’et.

Jeg kørte min hånd over hovedet og lagde mig helt ned på sofaen. Hvor ville jeg ønske denne dag aldrig havde fundet sted?

 

***

”Hey far…. Faar” Jeg åbnede mine øjne og så de velkendte brune øjne foran mig. ”Hey George.” Mumlede jeg træt. ”Er du klar på at løbe?” Spurgte han med et smil. ”Øh… hvorfor er du så glad?” Spurgte jeg lidt bekymret.

”Fordi… se hvad Demi har givet os!” Han pegede hen på bordet og jeg så fem pakker chokolade morgenmad af en eller anden art.

”I er sytten. Bliver I ikke snart for gamle til den slags?” Spurgte jeg og rejste mig. ”Nej. Du spiste Chicky Sugar til du var 29.” Sagde George og spiste lidt mere af den sødt duftende morgenmad. ”Okay… men jeg er altså også… en yderst speciel mand. Bare… kom i sving. Vi skal ud og løbe et maraton vi ikke har trænet til!” Sagde jeg og tog hans skål morgenmad.

 

*Harry*

 

Solen trængte ind i værelset og jeg følte hvordan den varmede min kind op.  Det gjorde lidt ondt i hovedet da jeg satte mig op. Mit blik gled rundt i lokalet og jeg så at Janelle sad henne i vinduet og kiggede ud.

”Godmorgen.” Sagde hun uden at se hen mod mig.

”Hvad er der galt?” Spurgte jeg og gik hen til hende. ”Jeg oplevede noget underligt i nat.” Sagde hun og kiggede alvorligt på mig.

”Hvad er det?” Spurgte jeg. ”Der var nogen som bevægede sig.”

”Kunne det ikke have været mig?” Spurgte jeg træt, da jeg ikke forstod hvad hun sagde.

 

”Det var noget indeni mig far.”

Lammet, ude af stand til at bevæge mig, sige en lyd, åbne og lukke mine øjne eller mund. Følelsen af at mine indre organer blev flået fra hinanden.

 

”Jeg kan ikke være gravid, kan jeg?” Spurgte hun. Jeg kunne se ud af min øjenkrog at hun ikke forventede jeg kendte svaret. For hun vidste vi begge kendte svaret.

Men hvorfor var det muligt?

 

Hun gik væk fra vindueskarmen og hen til sin seng. ”Hvor er din mobil? Jeg skal have fat i Will.” Sagde hun roligt.

”På natbordet.” Svarede jeg, mit blik stadigrettet mod vinduet og solopgangen.

 

Jeg hørte hende tage telefonen og gå ud på toilettet ved siden af. gravid. Det kunne ikke passe. Barnet ville ikke overleve medmindre at hun ikke har haft problemer på det seneste. Medicinen burde have taget livet af det.

 

Hun ville aldrig overleve at have et barn i den her alder, eller at skulle fortælle hvem faren er.

Badeværelsesdøren blev åbnet og hun kom ud igen.

”Demi har en løsning på det.” Sagde hun roligt.

”Hvorfor panikker du ikke eller noget?” Spurgte jeg impulsivt. ”Fordi… det ikke nytter. Specielt ikke her. Det skal bare holdes ud.” Sagde hun roligt.

 

*Natasja*

 

Jeg stramte mine Nike Air sko og fik sat mit hår op. Selvom det selvfølgelig rystede os alle hvordan Janelle var kommet til skade-” Natty?” Jeg vendte mig om og så de velkendte blå øjne der lyste op.

”Dylan.” Sagde jeg forskrækket. ”Der er stadig en time til at vi skal køre… jeg tænkte på om… kunne vi snakke?” Spurgte han nervøst og kløede sig i håret.

”Sæt dig endelig.” Jeg lukkede døren efter ham og satte mig ved siden af ham da han satte sig i sengen.

 

”Jeg har ikke behandlet dig med den respekt og omsorg du fortjener, selvom du nok ikke vil høre på mig, og jeg ved du synes jeg er et fjols. Ja, jeg er ikke så stærk som jeg går og tror.  Men…” Han stoppede op og kiggede på mig med et alvorligt blik.

”Jeg ved ikke. Jeg har mareridt efter mareridt. Men så kommer du og, og alt bliver godt igen. Det her er en latterlig undskyldning, det beklager jeg virkelig.” Han rejste sig op og jeg kunne se på ham at han følte sig ydmyget, hvilket ikke lå i hans natur. Ja, han kunne være fjollet og sådan. Men han var ikke typen som kvajede sig.

 

”Dylan, du piner dig selv uden grund. Sæt dig nu ned.”

”Natasja, jeg er så ked af det, okay? Jeg ville bare fortælle dig at jeg virkelig elsker dig. Ja, vi er to forskellige steder i vores liv, så det vil give mening, hvis det alligevel ikke ville fungere for os overhovedet. Men ja, jeg savner dig mere end noget andet. Undskyld Natasja. For alt jeg har udsat dig for. Jeg skal nok gå n” ”Du har ikke givet mig lov til at tale ud!” Det havde han ikke. Tro mig, jeg havde en del at sige.

 

Hvordan han stadigvæk fik mig til at føle. Udholdenheden ved at skulle se ham hele tiden når vi træffede hinanden i skolen, den måde Janelle ville flippe over at de ikke kunne det de skulle, at hun skulle være efter dem hele tiden.

 

”Du tror at alt er din skyld, fordi at du er den ældste. Ja du har et ansvar og jeg tror ikke at jeg kunne være mere stolt af dig.” Det jeg sagde nu, tog virkelig pusten fra mig. Det gjorde så også mine kinder blev varme og en smule fugtige.

 

”Jeg elsker dig, Dylan. Ja, vi har været igennem en del, du gav slip, for du gik kold i alt. Jeg er ikke engang vred på dig, fordi jeg vidste jeg intet kunne gøre for at du kunne blive god igen. Du er stadigvæk kun en dreng som mangler en der fortæller dig, hvor meget du er elsket. Sagen er det at jeg ikke havde set det. Hvilket jeg skammer mig over. For uanset hvad, så elsker jeg dig, og kun dig. Du er den første der nogensinde har sagt at… du elsker mig, selvom jeg har så mange fejl.”  Længere kunne jeg ikke. Fejl, efter fejl.

 

Ingen ville snakke med mig, jeg er ikke populær nok, jeg har et øje som ikke virker, selvom jeg er heks, så er jeg forfærdelig, for jeg har ikke det mine søskende har. Højden, styrken eller modet. Jeg er bare en lille spirrevip som intet kan overhovedet.

 

”Hvilke fejl?” Spurgte Dylan, som om der ingen var.

”Jeg er ikke ligesom de andre. Jeg er ikke høj, jeg er ikke tynd nok, jeg er forhelvede halvblind!” Skreg jeg og endte med at miste balancen så jeg landede på jorden. ”Alle mine søskende er fantastiske præster, fysikere, krigere eller bare, har gjort noget godt for menneskeheden, mens jeg sidder her og… og endnu engang indser hvor meget alle har ret. Jeg er ikke stærk nok til at vinde en slåskamp, eller være smuk nok til at nogen vil se mig og faktisk synes jeg ser god nok ud, jeg er ikke… jeg er ikke som dem.” Dylan tog fat i mig og løftede mig let op.

”Natasja… du er den smukkeste pige jeg nogensinde har set. Selvom du ikke kan se ud af det ene øje, så elsker jeg dig ikke mindre. Du siger du har fejl, jeg siger det er dele af dig som gør du er som du er. Du er så modig, du er så stærk. Du tror hele tiden at verden har noget imod dig, men i virkeligheden har verden kun nogen imod sig selv.  Uanset hvad, om du vil det, eller ej. Så elsker jeg dig.” Han placerede sine læber i mit hår prøvede forsigtigt bøje min nakke så jeg stirrede op i hans øjne.

”Du har de smukkeste øjne jeg nogensinde har set Natasja.” Sagde han og kyssede mig i panden.

 

”Hvorfor mig?” Spurgte jeg nervøst. ”Fordi, ingen er som du. Hvad skal jeg bruge stive kedelige festpiger til, når jeg har en fin lille pige som dig ved min side? Du er jo vidunderlig. Du kan altid komme med en god spydig kommentar, du er ikke bange for at komme op og slås, selvom det egentlig bare er for sjov. ”Han satte sig ned og ændrede lidt på den måde jeg knugede mig imod ham, så mit hoved landede på hans højre skulder og mine ben strakte til venstre. Han nussede min kind stille og roligt. Han ventede bare på at jeg slappede af igen.

 

”Jeg elsker dig Natasja. Om du vil det eller ej.” Sagde han bestemt. Dog kunne jeg høre han var nervøs. Sådan virkelig. Forsigtigt lod jeg min hånd kærtegne hans ene kind. Helt forsigtigt selvfølgelig.

Hans blik mødt mit imens han langsomt mit. ”Dine øjne er blevet blå…” Mumlede han forvirret. ”Det er jeg klar over.  Det sker kun når du ser på mig.” Jeg trak ham helt tæt på og mine læber mødte hans. Hans hånd fandt vej til mit baghoved, hans fingre glid igennem mit hår så let at jeg fik kuldegysninger af det.

 

Han trak sit hoved væk, kort, men hurtigt blev vores pander blidt stødt mod hinanden. Han åbnede sine øjne og de klare velkendte trygge øjne var igen rettet mod mine.

 

”Jeg beder dig Natasja. Tag mig tilbage.”

 

*Anastacia*

 

”Godmorgen!” Smilte jeg bredt da jeg trådte ind på det velkendte kontor med alle praktikanterne. Hver og en af dem smilte glad igen, nogen vinkede og andre var så optaget af deres dataer som skulle gås igennem at de intet opdagede.

 

”Godmorgen grevinde!” Grinte John af mig da jeg trådte ind på vores kontor med både min kaffe og hans. ”Godmorgen John. Hvad har du til mig i dag?” Spurgte jeg og gav ham kaffen. ”Jeg kom faktisk for to minutter siden. Jeg har intet lige nu.” Indrømmede han og drak noget af kaffen. I det jeg satte mig ned i den bløde lænestol, lagde jeg mærke til hans blikke, som var yderst bekymrede.

 

”Er der noget galt?” Spurgte jeg ham efter tre minutters stilhed. Han flettede sine fingre sammen og kiggede på mig, med en alvorlig mine. ”Har du set tv, her i går aftes, i nat?” Spurgte han. ”Nej. Jeg var ude og løbe med hundene. Hvorfor?” Spurgte jeg bange.

Han satte sig mere op i sin kontorstol og rettede blikket ud mod vinduet og tilbage igen.

 

”Hvordan har din mand og datter det?” Jeg stivnede helt. Musklerne i min krop spændtes så en ubeskrivelig smerte kom frem. Der var sket noget. Noget som han ville jeg skulle vide.

”John…” Sagde jeg alvorligt. Han rettede sig op. ”Janelle er på den intensive i London. Det sædvanlige hospital.”

”Det her sker ikke…”

 

*Natasja*

 

Dylan rejste sig fra kontorstolen af og bevægede sig hen mod sit vindue. Han var rimelig sikker på at han så noget, men gik så tilbage. Jeg satte mig ovenpå hans bord så han ikke kunne komme til sine lektier.

 

”Natasja..” Sukkede han og smilte. ”Skal jeg ikke have lov til at lave lektier?” Spurgte han. Jeg satte mig i hans skød og smilte kærligt til ham. Han havde ikke nogen trøje på, så han sad i bare overkrop. Han havde trænet en del siden Janelle var kommet hjem. Det overraskede mig ikke.

Siden Janelle kom til Lejren i Supra, havde hun selv været så koncentreret på at træne til kamp og overlevelse for at prøve at glemme Louis. Jeg gætter vel på at han gjorde det samme. Måske for at glemme mig.

”Jeg elsker dig.” Hviskede han mod min nakke og kyssede den. ”Min skjorte er som syet til dig.” Hviskede han og kørte sin hånd op og ned af min ryg. ”Sig mig… har du taget din BH af?” Grinte han hæst og lod sin ene finger køre op og ned af min rygrad kun for at få mig til at sitre som jeg altid når han valgte at gøre sådan.

 

”Du er godt klar over jeg beholder skjorten, ikke?” Spurgte jeg med et halvt smil. ”Hvis jeg kan, med tre fingre, få den af dig, så er den din.” Sagde han med sin trætte stemme. ”Gå da til den. Min prins. ” Det gjorde ham altid en smule hidsig når jeg sagde det. Han bed sig i læben nænsomt og trak mig helt ind igen. Hans kærlige bed som hele tiden var omkring kraven gjorde det var lige før jeg selv tog skjorten af.

Han havde sin ene arm om min krop og den anden var fri til at tage skjorten af.

Da den var knappet op, stoppede han helt med at bide og kysse min hals. Han satte mig på skrivebordet og kiggede med sine klare næsten lysende øjne på mig tog skjorten af mig.

 

”Du trænger til søvn Natasja.”

 

*Dylan*

 

Jeg havde åbnet vinduet på klem og lagde mig tilbage til Natasja som stadigvæk lå halvnøgen i sengen og sov tungt. Hun havde sparket dynen af, så hele hendes bagkrop var næsten blottet. Hendes fødder lå under dynen.

 

Jeg lagde mig ved siden af hendes og trak hende tættere, derefter trak dynen over os. Klokken var ikke andet end halv syv, så hele huset sov vel.  Jeg lukkede mine øjne igen og alting blev skarpere.

Natasjas nøgne glatte hud imod min hud, hendes hår der duftede af lavendel og på samme tid var så tykt, stærkt og glat.

 

Min ene hånd fandt vej om mod hendes mave, længere op, helt op til hendes kinder og lod min ene finger glide op og ned af den kind som vendte op mod loftet. Jeg havde lyst til hende lige nu. Hun var stadigvæk så uskyldig, jeg kunne næste ikke styre mig.

 

***

Da jeg åbnede mine øjne igen, regnede det. Klokken var halv elleve og vejret var gråt. Jeg fandt skjorten frem og gav Natasja den på. Hvis hun vågnede skulle hun ikke være helt nøgen. Jeg trak i mit almindelige tøj og lukkede vinduet helt i.

 

Mit blik gled hen mod Natasja. Med rolige skridt gik jeg hen imod hende og kyssede hende i panden. ”Jeg kommer om lidt.” Sagde jeg og gik ud. Hvis hun ville kunne hun sove hele dagen væk. Det ville overraske mig hvis hun gjorde. Hun var blandt de 30 første til at komme i mål i Berlin Marathonnet.

 

Da jeg kom ned i stuen sad George sammen med Sarah og så tegnefilm. ”Hvor er Phil og far?” Spurgte jeg. ”Far ordner regninger og andre papirer. Phil er ude og passe hestene. Hyggede du dig i nat?” Spurgte George med et grin. ”Sarah er her. Og nævn det en gang til og jeg tørrer det flabede smil af med din milt.” Truede jeg og drak noget juice fra kartonen på køkkenøen.

 

”Helt ærligt… hvordan har Natasja det?” Spurgte George mere alvorligt. ”Hun tager det roligt nok. Lige nu sover hun. Endda meget tungt.” Sagde jeg med et halvt smil.

”Okay så. ”Svarede George og vendte sit blik mod fjernsynet igen.

 

Døren til mit værelse gik op og ved trapperne kunne jeg skimte det blonde tykke hår og den blå skjorte.  Natasja gik stille og roligt ned imens hun holdte øje med hvor hun gik. Hun havde svært ved at holde balancen.

 

”Hvad laver du?” Grinte jeg og gik hen til hende. ”Jeg har ingen følelse i benene. De er helt smadret.” Klagede hun med sin dejlige bløde morgenstemme. ”Gik så vidt i går?” Kom det fra George. Natasja vendte øjne af ham og kiggede på ham, uden han opdagede det. ”Vil du se noget sjovt?” Hviskede hun til mig. Jeg nikkede, for jeg vidste hun ikke ville være for ond.

 

Hendes blik gled hen mod den store pude som George hvilede sine ben på.

”Ups.” Smilte hun og puden fløj op. George blev helt forskrækket og trak straks sine ben til sig. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. ”Se her.” Sagde hun. Hun lukkede sine øjne i, og den faldt ned på ham.

 

Sarah grinte højt og kunne næsten ikke trække vejret til sidst. Men hun endte med at få vejret igen.

”Det var ikke sjovt!” Sagde George og kiggede med hævnrige øjne på Natasja. ”Det ønsker du ikke George, husk nu jeg er en heks. Hvad er du?” Spurgte hun drillende. ”Jeg får min hævn.” Sagde han og gik ovenpå.

 

Da han var helt væk, træk jeg Natasja ind til mig og kyssede hende i panden. ”Noget morgenmad trænger du vidst til?” Spurgte jeg. Hun nikkede godkendende. ”Det trænger vi virkelig til. Har du æg?” Spurgte hun. Jeg nikkede. ”Jeg skal nok finde på noget.” Svarede jeg hende. ”Bare slap af.” Sagde jeg og fandt noget mad frem.

 

*Janelle*

 

Min far havde smuglet fem blodposer med sig hjem og prøvede sig frem til at finde ud af hvordan blodet kunne gøre mig mere rask. For det var hans eget blod. Han havde selv tappet det og mente at hans blod kunne være lige så godt som Louis. Måske endda bedre da han jo er min far.

 

”Janelle?” Spurgte han forsigtigt. ”Ja?” Svarede jeg stille og kiggede ud i natten.

”Jeg har prøvet at lave noget andet. Lad vær med at spænd.” Sagde han og gik hen til min seng. Jeg kiggede stadigvæk ud i natten imens min far prøvede at koge sit eget blod.

”Hvorfor… går du ikke til Louis?” Spurgte jeg svagt. ”Fordi… hvis han vidste hvad jeg lavede, ville han bare rive mit hoved af, igen.” Grinte han.

 

”Fuck, du er sær.”

 

Mandag

Tirsdag

Onsdag

Torsdag

Fredag

 

Jeg støttede mig op af Will imens han med al forsigtighed hjalp mig ind i hans hus. Det var nu. Jeg kunn noget bevægede sig indeni mig, i alt for lang tid. Det var kun Demi og Perrie der kunne hjælpe mig nu.

Demi åbnede døren og lod os komme ind.

 

”Du er stadig på medicin?” Spurgte hun. Jeg nikkede træt.

”Will… ødelæg tællerne.” Sagde hun iskoldt.

 

 

*Will*

 

Jeg tog fat i instrumenterne som var blevet sat til hende og gav dem en kortslutning. Jeg kunne se på Janelle at da medicinen stoppede med at pumpe igennem hende var hun ved at falde til jorden. Min mor greb hende og lod hende være en støtte.

 

”Godt så. Til kælderen.” Sagde min mor. ”Kom med Janelle.” Sagde jeg stille. Forsigtigt lagde Janelle sit hoved på min skulder og jeg kunne mærke hvor varm hun var. Det var helt ubehageligt at føle den varme hun havde, man skulle tro hun faktisk kogede.

 

”Will…” Hviskede hun. ”Ja?” Svarede jeg. ”Er der ikke noget vand?” Spurgte hun. ”Bare rolig, du skal nok få noget vand.” Sagde jeg og gk ned ad trappen med hende.

Da vi kom til den sædvanlige kælder, var det første min gjorde, det var at åbne op for fryseren. ”Vi går igennem her.” Sagde hun. Hun holde åbent for mig så kulden var omkring mig og straks kunne jeg se Janelle få en smule næring af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...