HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2158Visninger
AA

17. Kapitel 15: Loved me back to life

But you stood by my side.

Night after night, night after night.

You loved me back to life, life

From the coma, the wait is over

You loved me back to life

 

*Janelle*

 

Et kraftigt bump gjorde jeg faldt ud af sengen og landede hårdt på gulvet. Et støn forlod mine læber og rejste mig forsigtigt. Jeg havde stødt mit knæ mod en af kabinerne. Så nu havde jeg virkelig ondt.

Men jeg mere ondt af flyet. Der var kommet en bule i den kabine.

 

Jeg haltede hen til døren og kiggede ud mod de andre.

”Hey… er du vågen?” Spurgte Demi med et smil. ”Jeg kunne ikke sove mere. Noget forstyrrede mig. Hvornår lander vi?” Spurgte jeg. ”Om en halv time. For resten. Vi ska have shoppet ind til din optræden.” Sagde Demi med et smil.

”Hvad skal vi?” Spurgte jeg overrasket. ”Shoppe. Jeg har faktisk allerede fundet center, cafe, butik og tøj.” Sagde hun tilfreds.

 

”Så… jeg skal have en kjole på, igen?” Spurgte jeg. ”Du vil elske den her… ligeså meget som din bryllupskjole.” Sagde hun og klappede mig på låret.

 

Det her ville ikke ende godt for mig.

 

***

 

”Er du klar?” Spurgte Demi og hoppede rundt med poserne. ”Rolig nu. Vi skal lige stadigvæk hen til hotellet. Sarah hold isen ordentligt.” Sagde jeg og rettede lidt på hendes hånd.

”Hvor er drengene henne?” Spurgte Demi nysgerrigt. ”Hvad ved jeg, men jeg kunne forestille mig min far og Louis skændes, Niall og Will spiser nok, Zayn og Liam snakker sandsynligvis om anden verdenskrig og Ed og James er nok sammen med Natasja. Trillingerne er vel ude på ballade som altid.” Sagde jeg og fandt min mobil frem.

 

”Hvad kigger du på?” Spurgte Sarah. ”Jeg ville bare se om Will havde ringet.” Smilte jeg og åbnede døren op til lobbyen. ”Undskyld Ms. Styles, men der må ikke være mad i lobbyen.” Sagde en mand strikt til mig.

”Men… jeg spilder ikke.” Sagde Sarah helt såret. ”Beklager… men sådan er reglerne.”

”Skal du så have min is?” Spurgte hun nedtrykt. ”Du må godt spise den, men udenfor.” Sagde han. Et lille knur kom fra mine læber af og jeg gik udenfor med Sarah. Vi satte os i en park lige overfor hotellet.

”Smil Sarah.” Sagde jeg og tog et billede af hende. Hun sad i en lille sorte frenchcoat på og en fin kjole der var silkeblå indenunder.

Et lille smil blev plantet på begge vores læber. ”Du er så fin.” Sagde jeg glad til hende og fjernede noget af isen med en serviet.

”Mor?” Smilte hun. ”Ja?” Svarede jeg. ”Når vi kommer hjem igen, kan vi så ride?” Hendes øjne blev helt store af nysgerrighed. Hvordan skulle jeg kunne sige nej?

”Selvfølgelig. Du skal lære at ride Ceasar.” Smilte jeg. ”Er du færdig?” Spurgte jeg hende og lagde min telefon i lommen. Hun nikkede. ”Godt kom s” ”ARGH! DET ER JANELLE!” Hvad fanden?

 

En masse jublende glade piger kom løbende hen til os. Min første reaktion var at løfte Sarah op i mine arme.

”Undskyld hvis vi gav et chok! Men… vi ville høre om du havde mulighed for at tage et billede med os?” Spurgte de med stor begejstring.

Jeg kiggede ned på Sarah som straks vidste hvad det betød. Det betød at hun måtte vente.

”Ved I hvad… det er et rigtig dårligt tidspunkt. Jeg ville gerne, men Sarah kommer før noget andet. Jeg beklager virkelig.” Sagde jeg så venligt som overhovedet muligt.

 

”Hvorfor kommer hun i første række og ikke dine fans?” Spurgte den ene arrigt. Jeg kiggede efter en mørkhåret pige som stod med armene over kryds.

”Fordi… mens min far havde travlt med at give jer fans hans liv, mistede han sin datter. Farvel.” Køligt gik jeg videre og indenfor.

Sarah havde gemt sig godt under min hestehale og hulkede en smule. ”Det er okay skat… jeg er lige her.” Hviskede jeg til hende og trådte ind i elevatoren.

 

Hun nikkede stille og vendte sit hoved så et lille snøft kunne høres. ”Skal vi ikke gå ind og se nogle tegnefilm?” Spurgte hende da jeg låste op til vores suite. ”Er det på engelsk?” Spurgte hun stille. ”Nej tysk… men jeg lejer noget på mobilen, så sætter vi det op på fladskærmen. Okay?” Hun nikkede lidt hurtigere og krammede mig lidt svagere.

 

Jeg satte hende ned og tog mit eget overtøj af. ”Hey, er I allerede tilbage?” Spurgte en velkendt stemme. Det var James. ”Ja. Hør James…” Jeg trak ham hurtigt ind i stuen. ”Jeg sagde til Sarah at hun kunne se noget tegne” ”Fans?” Spurgte han hurtigt. ”Hvorfra vidste du det?” Spurgte jeg overrasket. ”Jeg kunne se det fra min terrasse. Bare rolig, smut op til Demi, jeg tager mig af Sarah. Jeg bliver alligevel her indtil i morgen. Jeg fik alt for stærk mad.” Sagde han lidt pinlig berørt.

”Tak. Du er en skat. Sarah!” Kaldte jeg og hun kom hurtigt ind. ”Du ved godt at jeg skal… optræde snart, ikke?” Smilte jeg. Hun nikkede. ”Vil du ikke godt passe på onkel James for mig? Han har lidt ondt i maven.”
”Har han spist chili igen?” Spurgte hun med en lys grinende stemme. ”Jeg ville komme efter dig. Men min mave gør ondt.” Sagde James og lavede sjove ansigter til hende.

”Det er okay mor. Farvel!” Smilte hun og gik med James ind i stuen.

 

Jeg trak i min jakke og tog sko på igen og gik hen til Demi og Nialls suite. Jeg bankede på døren og ventede på at den ville blive åbnet op. ”Der er du! Det hele er klar. Bilen venter udenfor.” Smilte hun og trak mig med.

Igen.

 

*Demi*

 

Jeg trak Janelle med og kunne høre et hump fra hende. Hun kunne være elegant, men aldrig i særlig lang tid af gangen.

Jeg var så spændt! Hun skulle optræde foran tusindvis af mennesker, men hun virkede nu selv til at være rimelig træt.

”Er du okay?” Spurgte jeg hende kærligt. ”Jeg har det fint. Jeg mødte nogle fans i dag.” Sagde hun, faktisk en smule irriteret. ”Hvad skete der?” Spurgte jeg. ”Jeg sagde nej, fordi jeg holdte øje med Sarah. Jeg ville ikke hun skulle blive smidt til side igen.” Sagde hun helt alvorligt.

”Det er okay. Du vidste ikke selv du havde fans, vel?” Spurgte jeg. ”Jeg havde ingen ide.” Svarede hun ærligt.

 

Køreturen var behagelig, der skete ikke noget vildt, vi snakkede ikke, der var bare en dejlig ro.

Da vi kom til det store stadion, så jeg hvor hurtigt det hele allerede var sat op.

”Lovato og Styles?” Spurgte en sikkerhedsvagt. Jeg nikkede med et smil. ”Denne vej.”

 

*Janelle*

 

Timerne gik overraskende hurtigt, to sange, mere skulle jeg ikke synge. Jeg var ikke ligefrem spændt. Før havde jeg elsket når folk så op til mig. Men efter Supra. Så jeg noget helt andet end de her begejstrede blikke.

”Janelle kom lige… du skal have kjolen på!” Hvinede Perrie og kastede den rundt i sine arme. ”Perrie pas nu på!” Sagde Danielle og tog den fra hende. ”Hey! Den er pæn!” Klagede Perrie og surmulede.

”Du er over 3000 år gammel, og du tror du er tyve?” Sagde Demi og sukkede.

”Ja, du er kun 500!” Grinte hun. ”Men jeg holder mig bedre end dig.”

”Hey!” Perrie sendte en flok roser efter Demi. ”Lad hellere vær med det!” Grinte Demi og ristede dem blot med sit blik.

”Brug ikke jeres evner for meget.” Sagde Danielle og fjernede de brændte roser. ”Janelle sid stille.” Smilte Danielle og begyndte at ordne mit hår.

Døren gik op og jeg så i spejlet at det var Natasja. ”Hey… jeg har skoene.” Smilte hun og tog en æske frem.

 

”Hvor er de fede!” Smilte jeg. ”Du har ikke set den rigtige kjole endnu.” Smilte Demi og fandt en mannequin frem. ”Vil du se et rigtigt magisk trick?” Spurgte hun med et smil. Af ren nysgerrighed smilte jeg.

”Dronningen af Supras foretrækkende, stilfulde elegance.” Hendes arm kørte op fra luften og ned. Sort støv samlede sig og en kjole helt sort kom frem.

”Hvor er den smuk.” Smilte jeg. ”Se… det udtryk havde hun også da hun var i bryllupskjolen.” Sagde Perrie og jeg kunne se en lille tåre.

”På med det!” Jublede Natasja og satte skoene fra sig. Straks blev jeg klædt på og imens det blev gjort fortsatte Danielle med håret, Natasja ordnede mine negle og satte ringe på mine fingre. ”Luk øjnene.” Smilte Demi. Jeg lod mine øjne lukke sig i.

 

Mine sanser blev forstærket. Lyden af deres stiletter og Natasjas converse mod gulvet, hvordan det tikkede eller gummiet gned sig. Mine hænder der holdte om den hvide plasticstol som var lidt ru.

Forsigtigt kunne jeg føle hvordan Demis fingre havde fået en smule øjenskygge på sig og gned sig blidt over mine øjne, lag efter lag.

”Godt så. Åben dem op.” Smilte hun. Jeg åbnede op og se det hele endnu en gang. Spejlene på højre og venstre væg.

De helt hvide vægge. Ret kedeligt faktisk.

 

”Rejs dig op.” Smilte de. Forsigtigt satte jeg mine fødder på gulvet. Havde de givet mig støvletterne på?

”Har I givet mig dem på?” Spurgte jeg overrasket. ”Ja. Sådan gjorde vi også til… et meget vigtigt bryllup.” Smilte Demi.

”Se dig i spejlet.” Sagde hun begejstret. Forsigtigt gik jeg hen til spejlet og var helt i chok. Den sorte øjenskygge, hvordan den indrammede mine øjne, og mit hår, men kjolen.

”Her er et større spejl.” Smilte Perrie. Jeg vendte mig om og så mit selv i fuld størrelse.

”Det er en rigtig Janelle.” Smilte Natasja og tog et billede.

 

”Styles, kom så. Du skal på om ti!” Kaldte en vagt. Jeg pustede nervøst ud og gik med vagten. ”Så… lille Styles, er du spændt?” Spurgte han med et smil. ”Jeg ved ikke helt.” Svarede jeg ærligt og smilte. ”Det skal nok gå godt. Du kan jo synge.” Grinte han og åbnede døren som førte ud til backstage.

 

”Wow! Hvor ser du ud!” Sagde Phil og smilte. Jeg blev helt forlegen. ”Wow… vores Janelle… en laber larve!” Grinte Will og tog endnu et fucking billede af mig.

”Seriøst… Natasja har taget et.” Sagde jeg klagende. ”Kom nu. Lyt til.” Sagde Will og jeg lyttede.

Fansene skreg efter vores forældre. ”De skriger efter de gamle.” Sagde jeg.

 

”Nej… de skriger efter Janelle Anne Kandrik Styles.” Sagde han og smilte stolt. ”Du ved… hver gang du siger mit fulde navn, forventer jeg at der sker noget slemt.” Sagde jeg ærligt.

”Kom nu… er du klar?”

Mine damer og herrer! Piger og drenge i alle aldre! Hele vejen fra London til Berlin! Bare for jeres skyld! Byd velkommen til den første opvarmning. Alle sammen! Byd Janelle Styles velkommen!

”Ud med dig!” Hurtigt fik jeg en mikrofon og sender sat på mig og gik ud.

Lysene blændede ikke længere. Men folk skreg, folk skreg mit navn.

 

Jeg satte mikrofonen i stangen og ventede på at musikken ville spille.

 

“I was walking dead stuck inside my head

You couldn't get out

Turn the lights down

Voices inside were so loud”

 

“Need a jump start, catatonia

I couldn't feel, I wish that I could dissapear

The voices inside were so real.”

 

“But you stood by my side.

Night after night, night after night.

You loved me back to life, life

From the coma, the wait is over

You loved me back to life, life

From the coma, we're lovers again tonight.

Back to life, back to life, back to life, back to life, yeah”

 

“Warm me up one touch I'm on fire

Love me back to life, back to life, but I died.

The voices inside were so quiet.”

 

“But you stood my side

Night after night, light up the night

You loved me back to life, life

From the coma the wait is over.

You loved me back to life, life

From the coma, we're lovers again tonight.”

 

“Strong hands, thick skin, and an open heart

You saw through the pain, saw through the mask

You never gave up on me, yeah”

 

“You loved me back to life, life

From the coma, the wait is over.

You loved me back to life, life

From the coma, we're lovers again tonight

Back to life, back to life, back to life, back to life

Back to life. backt to life, back  to life, back to life

Yeah....”

 

Musikken fadede langsomt ud og folk skreg stadigvæk helt vildt.

Jeg tog nervøst mikrofonen og tog et skridt væk fra stativet. ”Okay så… kan I være stille?” Spurgte jeg og skrigene sænkede sig. ”Okay det går… øhm… som I alle ved, så er jeg jo flyttet, for tredje gang eller fjerde gang, nogensinde.” Startede jeg med at sige. ”Så øhm… ja egentlig har jeg det helt fint med det, jeg har mit eget værelse, og stald, til min hest… hvorfor brugte han penge på det?” Spurgte jeg og de begyndte at grine.

”Men i hvert fald… jeg har valgt en sang… som betyder en del… for den kære familie jeg nu passer på og mig selv. Så hvis jeg kunne få jer til det… det at tænde jeres mobiler og lyse stadion op, så ville jeg blive glad. Det og så må mit klaver egentlig godt komme ind på scenen.” Sagde jeg og bed mig i læben.

 

Klaveret kom ind og jeg så at der var en mikrofon ved klaveret. Jeg satte mig ned og prøvede en enkelt takt.

Det virkede.

 

Jeg spillede de to første takter og så kom jeg i gang. Jeg så ud mod publikum og så hvordan det hele lyste op.

 

“Hush, hush

Shhh

Hush, hush”

 

“She didn't mean to kiss you

You didn't mean to fall in love

She never meant to hurt you

We never meant for it to mean this much”

 

“Hush, hush now”

 

“She wanted to keep you

Forever next to her

You know that she still do

And all you wanted was to believe”

 

“Hush, hush now”

 

“So go on, live your life

So go on, she’ll say goodbye

So many questions but don't ask why

So this time I’ll go try

Hush, hush now”

 

“Hush, hush now”

 

“When you try to forget her

You just keep on remembering

What you had was so true

But somehow you lost everything”

 

“Hush, hush now

(Hush, hush now)”

 

“So go on, live your life

So go on, she’ll say goodbye

So many questions but don't ask why

So go on, live your life

So go on and say goodbye

So many questions but don't ask why

Maybe someday but not tonight”

 

“Hush, hush now

(Hush, hush now)

(Hush, husk now)”

 

“Don't, don't, don't you ever say a word, word

Of what you ever thought you heard, heard

Don't you ever tell a soul

But you know”

 

“She tried to hide, but I still believe

You, that you’re always meant to be, be

But she can never let you go, no”

 

“Hush, hush now”

 

“So go on, live your life

So go on, say goodbye

So many questions but don't ask why

So go on, live your life

So go on, and say goodbye

So many questions but don't ask why

Maybe someday but not tonight

Hush, hush now”

 

“Hush, hush now”

 

“Hush hush...”

 

 

Jeg lod mine fingre glide over de blanke, hvide og sorte tangenter og følte hvordan marmoren rørte min hud og så gav jeg slip.

Der var helt stille. Helt stille. Jeg kiggede ud mod publikum, de var der endnu. Men de fleste havde fået helt tårer i øjnene. Langsomt kom klapsalveren frem og folk jublede. Jeg kunne se hvordan de rejste sig og klappede utrolig højt. Jeg tog en dyb indånding og følte hvordan den gik helt ned i maven og ned til mine ben. Jeg bukkede og gik ud mens lyset fulgte mig. Da jeg kom til mørket hvor lyset ikke længere fulgte mig blev jeg næsten væltet omkuld. Et par arme, andet par og et tredje par og tre hovedet lagde sig på min ryg og skuldre.

”Tusind tak.” Hviskede en af stemmerne. Jeg lagde min ene hånd på Phils hoved og nussede ham blidt, derefter lod jeg det andet læne mod George og den anden hånd hvile på Dylans nakke.

 

”Jeg håber I ved at jeg elsker jer, som var I mine egne.” Sagde jeg og endnu engang kunne jeg høre folk skrige vildt. Jeg kiggede hen mod scenen og i det fjerne kunne jeg skimte et kamera filme os. ”Kom så drenge.” Smilte jeg og trak dem med om til Perrie og Natasja.

 

”Hvor var det godt!” Smilte Perrie og omfavnede mig. ”Tak.” Smilte jeg og klemte blidt igen.

”Janelle?” Kaldte Natasja. ”Jeg har ikke glemt dig. Kom og få et kram!” Sagde jeg og omfavnede hende. ”Tak for skoene.” Hviskede jeg til hende. ”Jeg ved det, de er lige dig, ikke sandt?” Hviskede hun. Jeg nikkede. ”Nå… kom så, du skal have noget andet på. Du vil vel gerne se koncerten fra et andet sted af, ikke?” Spurgte hun.

Jeg nikkede. ”Men… skal de ikke op senere?” Spurgte jeg. ”Jo. En halv time. Will skal lige spille. Jeg tror ikke det gør noget du ikke ser det hele.”

 

***

 

Jeg trak t-shirten over mit hoved og hoppede i mine sneaks og tog min jakke på, lod mit hår hænge løst og min cap på. Jeg havde ikke brugt den længe. Men nu ville jeg egentlig bare gerne ligne mig selv.

 

Gad vide hvem hun egentlig var.

 

Jeg var kun nået ud af garderoben før en hånd rev til mig til siden. Jeg snublede men var hurtig til at komme op og skubbe personen væk. ”Av forhelvede!” Klagede stemmen som var præget af en tysk accent.

”Was?!” Knurrede stemmen. ”Und du bist?” Knurrede jeg. Som jeg sagde. Mit tysk, elendigt.

”Ich bin einen Journalist.” Sagde manden og rettede sig op.

”Du kan ikke være her. Du skal være ovenpå, eller udenfor stadium.” Sagde jeg koldt. Manden kunne jo tydeligt snakke.

”Jeg har vigtig besked. Fra en herre. Som kendte Dem.” Han gav mig en seddel og gik.

 

Jeg beklager. Men når de tager af sted. Skal du begynde din træning.

 

Jeg kiggede op fra sedlen og så at manden var væk. Jeg hørte ham ikke engang gå. Hvilket var sært, for min hørelse var utrolig skarp.

Jeg lagde papiret i lommen og skyndte mig ovenpå. De gamle var allerede i gang med at synge og pigerne skreg og sang med dem.

”Perrie!” Kaldte jeg og løb hen til hende. ”Hvad er der?” Spurgte hun og så mit alvorlige udtryk.

”Jeg fik den her. Fra en tysk mand.” Sagde jeg. Hurtigt gav jeg hende papiret og så hende læse det.

 

Eller hun prøvede på det. ”Janelle det her er runer. Gammel indskrevet… den her seddel er 500 år gammel.”

”Hvad?” 

”Læs den for mig.” Sagde hun. ”Jeg beklager. Men når de tager af sted. Skal du begynde din trænin” ”PAS PÅ!”

Jeg så lyset nærme sig og gløder brænde min hud. ”JANELLE!”

 

*Will*

 

”JANELLE!” Jeg skyndte mig at få hende op i mine arme. Musikken stoppede og Harry kom løbende ind.

”Hvad skete der?” Spurgte han. ”En af pærerne faldt ned.” Sagde jeg og rev forsigtigt op i hendes trøje. Hun slog hovedet tilbage i smerter og prøvede at trække vejret.

”Må jeg se.” Sagde han og kiggede på såret. Det var et kødsår. De fire nederste ribben var blevet brækket.

”Hun kan ikke trække vejret Harry.” Afbrød min mor. ”Vi kan ikke få hende på hospitalet.” Sagde jeg. ”Det bliver vi nødt til. Lad mig tage med hende. Jeg kan dække over kv” ”Mor sidst du gjorde de” ”Jeg ved hvad det skete sidste gang. Men det er anderledes. Janelle er blidere. Selvom det ikke er i hendes natur. Ud på scenen Harry.” Sagde hun koldt og fandt sin mobil frem.

 

”Jeg kan ikke optræde når hun har den her tilstand.” Sagde han og kiggede bedende på mig. ”Hvem kan dine soloer?” Spurgte han. ”Den eneste udover mig er Louis.” Sagde han og fik en ide. Jeg kunne se det på ham. ”Find Phil. Louis tager min plads og Phil tager Louis.” Sagde han. De andre kom ind og fik hurtigt givet min mor jakker.

”Ambulancen er her om lidt. Will… gå ud og syng indtil den kommer.” Sagde hun.

Louis satte sig ved siden af Janelle og kiggede hende i øjnene.

 

Jeg gik Louis mikrofon og sender og gik ud. ”Hej….” Sagde jeg og satte mig på scenen.

”Hvor er drengene?” Spurgte de alle sammen i munden på hinanden. ”Øhm… ja det er faktisk en sjov historie.” Sagde jeg og kiggede ud mod publikum. Det der nok undrede mig mest af alt i hele verden, var at jeg ikke fik suset af at være foran sådan et publikum. Overhovedet. Jeg følte bare folk forestillede sig at jeg sad i undertøj.

 

”Uheldigvis er der sket en rimelig alvorlig ulykke. Der faldt en stor pære ned ude ved scenen og… og øhm ramte Janelle.” Hele området gispede højt. ”Harry vil ikke være til stede under resten af koncerten. Det beklager han selvfølgelig dybt. Men jeg tror de fleste fædre ville smide alt i hænderne for at passe på deres… deres eneste barn.” Sagde jeg og kiggede ud mod backstage hvor Janelle forsigtigt blev fragtet bort.

 

”Om ti minutter vil vi være klar igen. Jeg håber at forsinkelsen ikke gør jer for meget.” Sagde jeg og gik ud til Louis.

”Hvad så nu?” Spurgte jeg. ”Hun kommer sig. Demi og Perrie tager med for at overvære hele operationen.” Sagde han og knugede sin ene hånd en smule sammen. ”Bliv ikke sur. Det går ikke.” Sagde jeg. ”Jeg kan ikke undgå at være sur. Will, nogen skar ledning og jernstang over.” Sagde han og kiggede alvorligt på mig.

”Det var meningen?” Sagde jeg i chok. ”De kan ikke forlade Janelle uden opsyn. Nogen prøvede på at skade hende. Men vent med at fortæl nogen om det. Tag hjem til James og Sarah. Gider du?” Spurgte han. Jeg nikkede. Det var vildt underligt. Det virkede bare som noget uheldigt men så alligevel ikke.

Jeg fandt min jakke og fik ringet efter en taxa.

 

Selvom papsene stod og forventede et form for svar da de råbte og kaldte på mig, reagerede jeg slet ikke.

Men jeg reagerede heller ikke panikkende da Janelle havde åbent sår. Måske var det arrene efter krigene jeg havde deltaget i.

 

***

 

”Hey… du er allerede tilbage.” Smilte James og kyssede mig på kinden. Jeg rystede af ham og gik hen til sofaen. Min handling havde såret ham.

”Undskyld…” Sukkede jeg. ”Er der sket noget?” Spurgte han bekymret. Jeg nikkede. ”Janelle har brækket fire ribben.” Sagde jeg og kiggede ud mod Berlin.

 

”Er det noget du vil snakke om? ”Spurgte han. ”Nej. Jeg er virkelig træt. Det var ikke meningen jeg ville opføre mig sådan.” Jeg rejste mig og lagde mine hænder på hans skuldre. ”Du må forstå det her. Jeg ville ikke såre dig. Jeg er bare træt. Jeg går i seng.” Hurtigt omfavnede jeg ham og kyssede ham godnat inden jeg smed mig i sengen.

 

Det hele snurrede rundt lige nu. Hvordan kunne det ske? Nu kunne hun ikke deltage i løbet overhovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...