HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2143Visninger
AA

16. Kapitel 14: Für elise

*Janelle*

 

Jeg lagde den sædvanlige hvide skjorte ned i tasken og lukkede den i. Vi skulle køre om en time. Jeg havde lige fået pakket mit sidste ned. Jeg ville have min natskjorte med til Berlin. End of discussion.

”Janelle?” Kaldte Louis. Jeg vendte kun mit hoved og smilte til ham. ”Jeg er klar. Jeg skulle bare finde mit nattøj.” Sagde jeg. Jeg kunne høre Louis grine. ”Du er godt klar over du bare kan tage en anden trøje, ikke?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Men jeg vil hellere sove i den her. Den har dugten af din cologne. Den jeg har givet dig. Det er min favorit.” Sagde jeg og svang min taske over skulderen.

 

”Jeg har meldt os alle til løbet. Men kanal 6 og OL komiteen ønskede en koncert. Så om otte timer, står den på koncert.” Sagde Louis og gav mig min læderjakke. ”Hvad med børnene?” Spurgte jeg. ”De skal være backstage. Sammen med de andre. Du skal med ud på scenen med Will.” Sagde han og gav Sarah sin jakke på. Jeg kiggede forvirret på ham. ”Men… jeg skal ikke optræ” ”Før vi er tilbage i England. Men denne ene gang. Så lover jeg dig. Du må selv bestemme fra den tid hvornår du vil på en scene. Kom nu, vi skal af sted.” Smilte han og samlede Sarah op i sine arme.

 

”Hey… Jay kom med din kuffert.” Smilte Phil og tog den fra mig. ”Smutter vi allerede?” Spurgte jeg overrasket. ”Ja. Gemma er her i morgen og holder øje med stedet og hestene. Tag det med ro. Ind i bilen med dig.” Smilte Louis og satte Sarah fast. Jeg lod mit blik glide hen over huset. Et lille suk undlod mine læber og gjorde jeg hastigt spændte min sele.

”Er du klar?” Spurgte Louis og aede min kind. Jeg nikkede og lukkede øjnene i.

 

***

 

Døren blev åbnet og jeg mødte Wills velkendte øjne. ”Kom så ud med dig. Pressen venter. Er du klar?” Spurgte han. Jeg kiggede omkring mig. Vi var helt alene. ”Hvor er de andre?” Spurgte jeg. ”De er gået. Louis mente det var bedst hvis ikke I blev set for meget sammen.” Smilte han. ”Har han mine ting?” Spurte jeg. Will nikkede og førte sin hånd frem for mig. Jeg tog den og gik ud. Jeg kunne høre bilen blive låst og selvsikkert og stærkt som altid lod Will sin ene arm hvile omkring min skulder.

 

Et lille smil blev plantet på mine læber. ”Solbriller? Du ved du vil mangle dem.” Smilte han. ”Rayban. Du kender mig.” Sagde jeg med et lumsk smil. Jeg tog brillerne på, og fandt min hue frem. ”Sådan Horan. Hvad synes du?” Spurgte jeg elegant. ”Henrivende Styles. Looks like a star, acts like a fucking queen.” Grinte Will og tråde ind i en elevator.
”Du er klar, ikke?” Spurgte han. ”Mere eller mindre. Du kender mig. Jeg kan gå fra selvsikker til bange på ingen tid.” Sagde jeg ærligt og puttede mig ind til ham.

 

Dinget fra elevatoren fortalte mig at vi nu var hvor vi skulle være. ”30 sekunder. Er du klar?” Spurgte han og gav slip på min hånd for at vikle sin arm om mine skuldre. Dørene gik op og vi trådte ud, blitzene angreb allerede, det samme med spørgsmålene. ”Hey Jay herovre!” Kaldte en ukendt stemme. Jeg prøvede at holde masken. Men jeg så noget helt andet, i forhold til hvad andre så. ”Er det sandt at du har et forhold til Louis Tomlinson?!”

 

Jeg måtte op til flere gange blinke med øjnene helt ubehageligt. Hele tiden prøvede jeg på at føle slimen gøre mine øjne fugtige men det virkede ikke. Lyden af de ukendte ivrige stemmer blev for meget. ”Janelle fortsæt du klarer det fint.” Sagde Will og trak mig med ham. ”Will det gør ondt.” Sagde jeg og faldt til jorden. En eller anden kvinde med lange negle rev til i mine bukser. Jeg skreg af forskrækkelse.

”HEY! GÅ VÆK FRA DEM!” En velkendt arm træk mig væk så jeg ikke rørte jorden overhovedet. ”Will klarer du den?” Spurgte stemmen. ”Ja. Jeg er ikke så følsom.” Svarede han en anelse vredt. ”Janelle?” Mine solbriller blev taget af og jeg så Louis øjne. Jeg nikkede nervøst og tog fat i hans jakke. Han var vred. Rigtig vred.

”Er I okay?” Spurgte Demis bekymrende stemme og trak både mig og Will ind til sig for at se om vi var okay.

 

”Du skal passe på med den slags. Du må lære at kontrollere det.” Sagde hun til mig og fulgte mig hen til en stol.

”Her… det er chilichokolade. Det vil hjælpe jer begge.” Smilte hun og rakte os det. Jeg kunne smage den velkendte mørke chokolade danse på min tunge og så kom chilien og drillede den.

Hele min krop sitrede forsigtigt og jeg kom langsomt tilbage til at kunne slappe af. ”Var det bedre?” Spurgte Demi og smilte til mig. Jeg nikkede. ”Det var godt. Jeg har noget mere her. Ian sagde at det ville hjælpe en del hvis du panikkede da du ikke er helt stabil. Der vil gå op til et år før du er. Det ved du godt ikke?” Spurgte hun blidt. Jeg nikkede. ”Godt så. Flyet letter om tyve minutter. Vi skal af sted.”

 

Louis kiggede koldt hen mod journalisterne og samlede Sarah op. ”Kom så.” Sagde han koldt og svang hendes rygsæk over skulderen.

 

Will tog James hånd og gav ham ly for regnen. Min far gik koldt forbi mig. Det rørte mig nu ikke rigtig. ”Hey bette skid!” Hurtigt kom Phil og lod mig søge ly under hans jakke. ”Så. Endelig!” Jublede George og satte sig i sofaen ved siden af Zayn.
”Hvor er Perrie og Natasja?” Spurgte jeg da jeg så mig omkring. ”De er der allerede.” Smilte han. Jeg nikkede og satte mig i en af læderstolene.

”Jeg virkelig træt. Jeg tror jeg går i seng når vi letter.” Sagde jeg og kiggede hen mod den ene dør som førte ind til sovepladserne.

 

Der var stille. Min far sad ved siden af Liam og snakkede om fodbold. Trillingerne snakked med de andre drenge, Sarah sad hos Demi og Zayn og Niall læste noget på deres mobiler.

”Så… er vi klar til at lette?” Spurgte piloten. Louis svarede med et venligt smil og nik.

 

Det at flyve var ikke det jeg syntes var det sjoveste. Men heldigvis var det kun et par timer.

Da vi var oppe i luften, skyndte jeg mig at gå ind til sovekabinerne og lagde mig under en af dynerne. Et lille tilfreds suk forlod min mund og jeg følte den fine blide dyne mod min krop.

 

”Janelle? ”Kaldte en blid men alligevel dyb stemme. ”Ja?” Svarede jeg roligt. ”Er du okay?” Forsigtigt åbnede jeg mine øjne og så Zayn foran mig med et kærligt smil. Jeg nikkede træt. ”Jeg ved det er svært med din far lige nu. Det skal nok gå. Husk vi elsker dig.” Han plantede et kys i mit hår og gik ud.

 

*Louis*

 

 

Jeg lagde min trøje over Sarah og sørgede for at hun lå godt nok på stolen.

”Lou… hjælper du i køkkenet?” Helt forskrækket kiggede jeg hen mod køkkenet og så at Harry var derinde. Tøvende kiggede jeg på Sarah og derefter hen på Will. Han nikkede og gik hen til hende.

Jeg rejste mig og gik ud til Harry. Han havde spist et æble.

Jeg trak forhænget for og kiggede afventende på ham. Han ville ikke bare have mig herud for at få hjælp til mad. Det kan han godt selv.

”Janelle… hvor langt vil du gå?” Spurgte han og kiggede koldt på mig. ”Hvor langt jeg vil gå?” Spurgte jeg forvirret. ”Du elsker hende. Det ved jeg. Louis hun er min eneste datter. Jeg får ikke andre. Det er du klar over. Det kan I andre sagtens endnu. Du har endda fire. Hvorfor mine døtre?” Spurgte han koldt og knuste en kniv i sine hænder.

”Det ved jeg ikke Harry. Men tror du selv jeg ville dem det fra starten af? Du bandlyste Anas sande identitet.” Sagde jeg en smule vredt.

 

”Hellere at bandlyse hendes sande jeg end at hun døde.” Sagde han. ”Hvor er du selvisk! Du kunne beskytte hende! Det har du altid kunne! Engang ville du hellere dø end at være i live og flygte!” Sagde jeg vredt. Mine muskler spændtes, mine tænder ridsede imod hinanden.

 

”Lad vær med at miste tempen heroppe Lou. Vi er trods alt i lufte” ”Elsker du ikke din datter?” Spurgte jeg spydigt.

”Hvor vover du! Selvfølgelig elsker jeg min datter!”
”Så vis det.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...