HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2143Visninger
AA

15. Kapitel 13: Ride

The sun's coming up, oh

You're on my side, oh

I rub your thighs, oh

You look in my eyes, oh

 

 

*Janelle*

 

Jeg trak i mine sko og var hurtigt ude af døren. Selvom der var en hel time til at jeg skulle i skole, ville jeg bare gerne af sted. Min mobil vibrerede straks.

 

Hvor skal du hen? Har du glemt at Eron er her?

 

Det var min far.

 

Jeg er ikke dum? Lad mig nu bare tage i skole !

 

Jeg havde aldrig forudset jeg skulle have et dårligt bånd til mine forældre. Men det skete vel når man voksede op? Jeg vokskede bare hurtigere end andre. Jeg var trods alt gift i en alder af femten.

 

Mens jeg gik igennem London tænkte jeg længe på hvorfor alle sagde det. Jeg var godt klar over at han var tilbage. Men helt ærligt. Var det virkelig nødvendigt at gøre som de gjorde?!

Jeg ville være i sikkerhed hos Louis. De stolede bare ikke på ham. Det var alt som var galt.

 

Jeg tog høretelefonerne frem fra min lomme af og satte dem i min mobil og startede musikken. Endnu engang opdagede jeg at jeg lyttede til de sædvanlige coversange af Will.

Will. Jeg havde ikke set ham i evigheder.

Jeg drejede hurtigt om på hælene og styrtede ned af Hill Street bare for at komme til Anker Stone Quarter 4th.

 

Blomsterne var begyndt at vokse omkring den fine hoveddør igen. Jeg tog en dyb indånding og tog fat i håndtaget. Den velkendte varme og duften af krydderier og tørrede blomster mødte mig. Demi havde været i gang med at høste.

”Hvem der? Er det dig James?” Spurgte en velkendt irsk accent som kom fra stuen af. Roligt gik jeg ind igennem køkkenet og ind til den dejlige hvide stue med de mange firkantede hylder.

”Gæt igen.” Smilte jeg. Niall vendte sig fra tv’et og smilte stort. ”Du er ude af dit fængsel!” Smil ham og hoppede op fra sofaen.

 

Han omfavnede mig og grinte. Jeg lod mit hoved hvile på hans skulder og føle hvordan han langsomt varmede mig op. Selvom jeg nu ikke brød mig om det. Det var vel fordi at det var en tryg følelse. Og den ikke kom fra Louis.

”Vent… hvad laver du her?” Spurgte Niall. ”Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme.” Sagde jeg og rømmede mig en smule.

 

”Hvorfor ikke?” Spurgte han. Jeg satte mig foran ham og kiggede alvorligt ind i hans blå øjne.

”Jeg stoler ikke på dem.”
”De kan hjælpe dig Janelle.” Sukkede Niall. ”Det kan godt være… men jeg stoler stadigvæk ikke på dem. Der er sket så meget imellem os at… jeg tror ikke at jeg kan holde af dem på samme måde.” Sagde jeg og kunne mærke tårerne presse på, men jeg holdte det godt inde.

 

”Skal jeg snakke med dem?” Spurgte Niall forsigtigt. ”Jeg ved ikke… jeg vil bare… jeg kom hertil for at få det bedre og starte forfra men nu føler jeg bare at jeg er fanget igen. For tre dage siden følte jeg mig fri. Nu føler jeg ikke andet end at der er lænker på mig.” Hulkede jeg.

”Sådan skal du ikke sige. Lyt til mig. Du skal nok klare det.” Sagde Niall og omfavnede mig endnu en gang. ”Hør… vi har en koncert, om to uger i o2 arenaen, så starter vores sommerturne i Europa. Vi regner med at få jer med på et tidspunkt efter eksamenerne. Er det noget du gider?” Spurgte Niall tænksomt.

”Kommer Will?” Spurgte jeg.

 

”Han skal varme op for os når vi er i Tyskland, Sverige, Danmark og Frankrig.”

”Virkelig? ”Spurgte jeg overrasket. Niall nikkede stolt. ”Det tog noget tid at overtale Simon. Han ville have dig. Men jeg sagde nej.” Sagde Niall og kiggede lidt undskyldende på mig.

”Niall det er okay. Du skal være st” ”Er du okay med det?” Spurgte han hurtigt. ”Selvfølgelig. Jeg ved ikke om det lige er det jeg vil være kendt på. Jeg har jo mit gods. Det skal jeg jo arve.”

”Men du har ingen som kan arve efter dig.” Sagde Niall. ”Jeg har Sarah. Hun er Louis datter og han er jo en del af godset.” Sagde jeg.

 

”Okay så… men vil du gerne med på lidt af touren?” Spurgte han. ”Det kommer an på en ting.” Sagde jeg og kiggede ham ind i øjnene.

”Hvad er det?” Spurgte han. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Indrømmede jeg.
”Hvor langt vil du for at få den bedste omtale?”

 

***

 

Jeg satte mig bagerst i klassen og betragtede hvordan alle sad og tænkte. Enten udviste de frygt, vrede, overdrevet glæde eller forvirring. Undtagen Will. Han var rasende. Ikke vred. Men rasende. Jeg kunne se det på ham. Der var nogen som gik ham på nerverne.

Jeg rykkede mig et par pladser så jeg kom helt tæt på ham. ”Will.” Hviskede jeg og fik øjenkontakt med ham. Hans øjne var helt krystalblå nu. ”Hvad er der?” Hviskede jeg videre og holdte øje med at ingen kiggede op.

”Kan du se drengen med huen og ternede skjorte?” Hviskede han tilbage. Jeg kiggede omkring mig og nikkede efter jeg fandt ham.

 

”Han er ikke herfra.” Knurrede han. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg. ”Han har en Sheihang tatovering. Han er en tilhænger af Eron.”

Hele klassen stivnede.

Selv vores lære kiggede op på os.

”Forstyrrer vi i noget? ”Spurgte han for at skifte emne. ”Jeg er på PMS. Undskyld.” Sagde jeg og satte mig til rette og skrev ned hvad vores lærer havde skrevet på tavlen.

 

Will åbnede sin egen computer og gik på Skype.

 

Will: Jeg vil ikke du går alene til idræt. Gå med nogen af pigerne. Vil du?

Janelle: Hvorfor det? Jeg snakker ikke med nogen af dem.

Will: Men det gør James. Lad mig tale med dem.

Janelle: Will, jeg vil ikke de bliver indblandet i hvad der foregår!

Will: Synd. De er allerede klar over det. De ved bare ikke at der er en Sheihang dreng herinde. Ingen af dem kender de tatoveringer. Men det gør McKellen og min mor. Vi bliver nødt til at sige noget til Simon!

Janelle: Så lukker han skolen ned! Hvad vil de andre forældre ikke tænke?

Will: Forældrene! Jeg har en ide!

Janelle: Det er noget nyt.

 

”Okay folkens jeg vil se 150 siders analyse, teori, personlig mening og konklusion på mit bord om en uge.” Sagde vores lærer og gik ud.

Jeg lagde min bærbar ned i min taske og gik med Will.

”Vi skal ikke have idræt.” Sagde han og kiggede forvirret på mig. ”Hvad skal vi så?” Spurgte jeg. ”Kroeger og Johnson har byttet om. Vi skal ind i astronomirummet?” Sagde han forvirret. ”Vi kan ligeså godt gå derhen nu.” Smilte Will og svang sin arm rundt om min skulder.

 

Jeg satte mig endnu engang så langt væk som overhovedet muligt. Det var ikke ligefrem fordi at jeg havde lyst til at sidde foran nu når at der en af Erons her.

 

”Er vi alene?” Spurgte jeg Will. Han nikkede. ”Hvad er det for nogle tilhængere Eron har?” Spurgte jeg.

”Dengang den første Fremmede kom frem for verden. Var i Den Forbudte By. Kejseren var meget begejstret for denne… supersoldat. Så han lovede de Fremmede mænd, tilhængere. Det er over tusind år siden. Jeg vidste bare ikke at den orden fandtes endnu. Min mor forsikrede mig om at de var ud” ”Hey… hvad laver I herinde allerede?” Spurgte en af pigerne glad fra vores klasse af. ”Nyder stilheden.” Svarede Will med et smil.

”Øhm… vi tænkte egentlig på om James havde fået det bedre.” Sagde den blonde af dem. Jeg kan ikke hendes navn.

 

”Han har det fint.” Smilte Will. ”Det var godt. Det var nemlig fordi at vi snart skal ud og shoppe til jeres forældres koncert- selvom der er lang tid til. Vi ville høre om han kunne hjælpe med at finde kjoler.”

”James er ikke til kjoler.” Sagde Will med et kærligt smil. ”Jeg vil foreslå noget som viser Bad girl. Det giver ti gange mere end kjoler. Det ved jeg… se Jay.”

”Hey!” Vrissede jeg af ham. ”Jeg er sku da uskyldig i forhold til dig!” Sagde jeg skrapt. ”Hrm… skal vi gentag” ”Okay, okay… Jeg er ikke helt uskyldig.” Vrissede jeg og kiggede utilfreds rundt. Pigerne fniste lidt.

”Er du ikke kun femten?” Spurgte de overrasket. ”Jo. Og hvad så?” Spurgte jeg. ”Ikke noget.” Sagde den ene lidt fornærmet.

 

De gik længere ned og jeg kunne høre dem. De mente jeg overreagerede. Det gjorde jeg bestemt ikke. De eneste jeg havde haft sex med- eller den eneste jeg havde lyst til var Louis.

”Det skal nok gå. Jeg kører dig hjem efter skole.”

”Du ved jeg ikke vil hjem Will.” Sagde jeg en smule vredt. Han tog min hånd og kyssede min kind. ”Jeg mente dit hjem. Min mor har snakket med dine forældre. Hør… de gjorde det fordi de elsker dig. De var bare ikke klar over at deres valg rev dig helt væk. Start forsigtigt ud med dem. Tilbring nogen timer sammen med dem. Deltag forhelvede i nogle stævner!” Grinte Will. ”Okay… for din skyld.” Sagde jeg og lagde mig ind mod ham.

”Du er min bedsteveninde Jay… bliv ved med at være det.”

 

***

 

Jeg lod mit blik glide hen over udsigten fra bilen af. Om lidt ville jeg stige ud. Så ville asfalten være under mine sko. Asfalten ville føre mig til fliserne, som ville føre mig til den fine port. Den fine port ville lede ind til en flot forhave med springvand og stor garage.

”Er du klar til at gå ind?” Spurgte Wills rolige stemme. Jeg nikkede. ”Bare… sørg for at min far holder sig fra et par dage.” Sagde jeg og steg ud. Inden jeg lukkede døren i, kiggede jeg hen mod Will.

”Du ved jeg elsker dig. Ikke sandt?” Spurgte jeg. Han nikkede roligt og sendte mig et kærligt smil. ”Vi ses.” Smilte jeg og gik igennem porten.

 

Forsigtigt gik jeg over gruset og hen mod hoveddøren. Forsigtigt åbnede jeg den op og kunne fornemme at der ikke rigtig var noget liv i huset. Forsigtigt gik jeg ind i stuen og så at Sarah lå på Louis mave og sov. Drengene var stadigvæk i skole. De havde eftermiddags moduler hvor de fik hjælp til deres endelige opgaver til deres eksamener.

Jeg tog min jakke og sko af. Placerede det i hallen og gik ud i køkkenet. Jeg lukkede forsigtigt døren til stuen og kiggede mig omkring. Der var madplan og lister over hvem der skulle gøre hvad.

I aften stod den på Mirakelgryde. Det ville sige Louis skulle lave mad. Måske skulle jeg bare se om der var nok til at jeg kunne lave to fad lasagne?

 

Jeg fandt kødet frem og kogte det, skar grøntsagerne ud o-”Janelle?” Spurgte en overrasket Louis træt. Jeg vendte mig om fra det jeg lavede og smilte. ”Du er tilbage!” Han løftede mig op og kyssede mig på kinden. ”Åh, du er tilbage! Hvor har jeg savnet dig!” Smilte han. ”Jeg har kun været væk i tre dage.” Smilte jeg. ”Det er stadigvæk meget uden dig.” Sagde han og kyssede mig. ”Jeg har også savnet dig. Skal du hjælpe med at lave mad, eller vil du foretrække at underholde Sarah?” Spurgte jeg. ”Jeg tror at Sarah sover tungt nok. For resten, hvad gør vi med den nye hingst?” Nye hingst? Nej… jeg havde slået det helt ud af hovedet. ”Jeg har glemt alt om ham. Shit. Louis jeg bliver nødt til at se til ham.” Sagde jeg. ”Drengene er hjemme om tyve minutter. Lad Phil overtage maden. Så kan du tage Sarah med ud og se til ham.” Sagde han og trak mig ind så jeg lagde mit hoved på hans brystkasse.

 

”Jeg har virkelig sovet dårligt uden dig.” Indrømmede jeg. ”Det er sjovt… man siger at folk der sover sammen normalt får mindre eller dårligere søvn. Jeg har sovet med dig i over en måned nu. Jeg er langt fra træt af det.” Grinte han og kyssede mig igen i hovedbunden.

”Lad mig lige gøre det klar til Phil.” Smilte jeg og lagde det hele frem.

 

”Du er virkelig oppe at køre. Er du okay?” Spurgte Louis og kiggede mig i øjnene.  Jeg rystede på hovedet. ”Der sker så meget lige for tiden. Jeg har brug for ro Louis. Jeg har brug for en fast rutine.” Hviskede jeg.

”Er der noget du mangler udover det?” Spurgte han. ”Nej… bare fred.” Sagde jeg. ”Okay. Hvad med at jeg snakker med dine forældre i morgen?”

”Louis… det har Demi.”


”Det ved jeg. Men måske skulle jeg sætte dem ind i hvad der foregået. De ved det jo ikke helt… sådan rigtigt.” Sagde han og fulgte mig ind i stuen.

”Er du sikker på at det er en god ide?” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Så… lyt til mig. Jeg ordner det med dine forældre. Du slapper af, med skole, heste what ever du nu har i tankerne.”

”Jeg er ikke normal Louis.” Sagde jeg og lagde mit hoved på hans skulder. ”Okay så… lad os gøre noget andet så. Der er et marathon i Berlin snart. Hvad med at vi deltager i det? Så kan du tænke på noget andet.” Smilte han. ”Os alle sammen?” Spurgte jeg overrasket. ”Ja. Vi skal jo først til Hawaii næste år med familien, og James og Will.” Smilte Louis og trak mig ind i et af hans velkendte trygge kram.

 

”Okay så. Hvornår er det?” Spurgte jeg.

”Denne lørdag. Jeg kan sagtens nå at bestille hotel og billetter. Vi kan tage af sted lidt før hvis du vil.” Sagde han med et smil.

”Okay. Men deres skolegang?” Spurgte jeg. ”Det ved jeg. De har fået nye karaktere.” Smilte Louis. ”Har de?” Spurgte jeg overrasket. ”Det mindste tal er syv.” Sagde han stolt. Jeg hvinede som en lille idiot og omfavnede ham.

”Vi gjorde det Louis! Vi fik dem på rette spor!” Smilte jeg og kunne mærke Louis svinge mig rundt.

 

*Louis*

 

Jeg satte mig ind i bilen og startede den. Jeg blev nødt til at snakke med dem om hvad der var sket. Det var jo ikke min skyld at alt det her var sket.

Mens jeg holdte øje med trafikken lagde jeg mærke til at solen faktisk havde været fremme siden i morges. Jeg havde sagt til Janelle at jeg skulle hente en overraskelse til drengene. Det skulle jeg også. Dylans mobil var gået fuldstændig i stykker og ville ikke virke, så han fik en ny. Phil havde længe drømt en bestemt bogserie som omhandlede evolutionen indenfor pro magnon. George havde sparet op til en ny cykel, men den havde jeg købt.

 

Jeg stoppede op ved Harry og Anastacias hus. Jeg slukkede bilen og kiggede om mod bagsæderne. Bøgerne lå der, Dylans nye mobil og cyklen var i bagagerummet.

Hundene gøede højlydt. De havde opdaget jeg var kommet.

Jeg bankede på tre gange og døren gik op. Det var Anastacia. Jeg kiggede i længere tid på hendes ansigt. Hun havde et ar langs hendes ene kind.

 

”Hvad vil du her?” Spurgte hun koldt og vredt. ”Jeg vil snakke med jer. Det er vigtigt.” Sagde jeg og førte min hånd ned i min lomme. ”Hvorfor det?” Spurgte hun spydigt. ”Er I ikke bare en smule nysgerrige efter at vide hvad der egentlig er foregået bag jeres ryg?”

”Om hvad?”

”Jeres egen datter.”

 

*Anastacia*

 

Jeg satte mig ned i køkkenet overfor Louis og stirrede ham koldt i øjnene. Han kunne sig hvad han ville.

”Jeg ved du er vred på mig.”

”Du gav dig først efter du fik tøjet af hende.” Sagde jeg vredt. Han knugede sin ene hånd og løftede den anden op.

”Det her… er en flydende krystal. Jeg vil vise dig noget som ingen har set før.”

 

Han lagde den på bordet og jeg så den tage form til en cirkel.

 

”Jeg vil ikke være alene!” Skreg hun og græd midt om natten. Døren blev åbnet. ”Janelle!” Gispede manden og lagde sig på knæ foran hende. ”Du er ikke alene se på mig!” Sagde manden.

”Louis… det er dig!” Græd hun og omfavnede ham. Han lagde forsigtigt sine arme om hende og løftede hende op.

”Hvad drømte du?” Spurgte han. ”Jeg var helt alene. Mine forældre… de kunne intet se. Jeg kaldte på dem, om og om igen. Jeg skreg efter dem. Smadrede næsten hele huset. Men de reagerede ikke. De sværmede kun om sig selv.”

 

Et andet minde kom frem.


”Janelle hvad er der sket?!” Spurgte drengen forfærdet og lagde sig knæ ved siden af den lille skabning. ”Jeg er fri fra ham. Dylan han kommer ikke igen.” Hviskede hun. ”Det er okay. Kom her, vi har noget til dig.” En skål med noget tykt rødt stads kom frem. ”Kom så… drik det. Det er okay.” Sagde han og støttede hende blidt. Hendes læber mødte det røde og hun drak det let. ”Hvem er det fra?” Spurgte hun. ”Will. Vi har ikke turde gøre det ved far.” Sagde han og lagde hende stille ned. ”Klarer du den?” Spurgte Demi. Janelle nikkede. ”Jeg skal bare have par minutter. ”

 

”Det er kun to minder af det som er sket. Jeg vil nødig nævne resten. Anastacia. I har allerede brudt båndet med hende. Indse det dog.” Sagde Louis og samlede krystallen sammen.

”Hvorfor?” Spurgte jeg koldt. ”Vi elsker hende.” Sagde jeg. ”Nogen gange er kærlighed ikke nok Anastacia! Det burde du af alle mennesker vide! Hvorfor er du overhovedet her? Vi er godt klar over at Eron er her! Det er forhelvede min egen søn! Will har ikke gjort andet end at holde ham væk fra Janelle!”

 

”Hvorfor har det ikke været dig som har holdt ham væk?!” Skreg jeg. ”Fordi jeg ikke kan! Det er min søn. Om jeg vil det eller ej. Så kan jeg ikke røre ham. Sådan fungerer det ikke. Den eneste der kan slå ham ihjel er Janelle. Det her Anastacia… er meget farligere, end noget af det som du nogensinde har været ude for. For himlens skyld se det dog i øjnene! Hvem beskytter hende bedst? Dig og Harry, to nervevrag, eller Will?” Spurgte han. Jeg kiggede forvirret op på ham. ”Will? Will er kun en dreng!”

 

”Men han har allerede vist sig at være en bedre beskyttelse og omsorg overfor hende end jer.”

”Hvad så med dig?” Spurgte jeg koldt og lagde mine arme over kryds. ”Jeg er hendes mand. Jeg ved godt jeg skal beskytte hende. Men så længe hun er ustabil, er jeg. Jeg kan føle hendes forvirring i mit hoved, hvordan det spænder sig. Mine hænder der bliver svedige når hun er nervøs. Hendes skrig skær igennem min krop som var det sværd. Tro mig, jeg har brug for at hun bliver stabil. Ellers er jeg lige så nyttesløs som hende. Hvorfor tror du egentlig jeg har været nede? Hvorfor tror du jeg har drukket? Af skam? Nej. Fire måneder, med hendes skrig i mit hoved, med hendes mareridt som har jagtet mig. Jeg har følt hvordan hendes onde stemmer trængte ind i mit hoved. Min flugt var alkohollen. Jeg vidste bare ikke at det ville tage så kraftigt overhånd. Så meget at jeg var villig til at såre hende. Det er en kanalisering. Den har dig og Harry. Når andre kvinder kom for tæt på, specielt, når du var væk. Så kunne du mærke det. Du blev vred.” Jeg bakkede bagud. Jeg blev vred, men det var når noget ikke gik efter mit hoved.

 

”Og når han er i fare går du i angrebsposition. Når du er i fare. Går han i angrebsposition.” Jeg kiggede væk fra ham. ”Anastacia se på mig.” Sagde han koldt. ”ANASTACIA FORHELVEDE SE PÅ MIG!” Råbte han kraftigt. Jeg satte mig ned på gulvet. Med knæene trukket helt ind til mig. ”Du kender mig ind og ud din idiot! Selvfølgelig kan jeg intet af det her! Jeg har ikke ældet i næsten 11 år!” Skreg jeg af ham.

Han satte sig ved siden af mig og kiggede på mig med alvorlige øjne. Selvfølgelig vidste han det.

 

”Du er godt klar over hvordan vi hænger sammen. Jeg er en del af dit kød og blod. Du er den sidste del af mig.” Han tog fat i min arm, dog blidt.

”Hvis jeg kunne. Ville jeg gøre alt for at bryde båndet med Janelle. Fordi jeg elsker hende. Hvis du elsker hende. Så ser du selv hende i øjnene og siger du tog fejl. For uanset hvad, så skal forældre ikke splittes fra deres børn. Hvordan tror du ikke jeg havde det? Jeg gik i krig, mens jeg havde fire børn, siddende et eller andet sted i verden. Ventede bare på at jeg kom hjem. Når jeg endelig kom, kunne de ikke genkende mig. Blod fra andres fædre måske. Var på mine hænder. Du er ikke længere den Anastacia. Harry er ikke længere sig selv. Hans indre Perseus er fremme. Uanset hvad, så vil han altid være ham. Derfor er der ikke noget bånd længere. Ved du hvorfor jeg tog Ana under mine vinger dengang?” Spurgte han mig koldt. Jeg rystede på hovedet.

 

”En dag ad gangen. Blev hendes bukser og skjorter brændt. Hendes våben taget fra hende. Langsomt forvandlede hendes mor hende, til en anden. En hun ikke skulle være. En kælling, som bare skulle føde fucking børn til hendes krop ikke kunne mere, være lysten når hendes mand var, eller hvis det var det hendes far ønskede… også være lysten. Men sådan blev det ikke. Harry ville aldrig røre Janelle. Aldrig. Men frygten fra de Fremmede drev dem begge til vanvid. Havde jeg ikke slået ham ihjel dengang… havde de aldrig forstået beskeden. Jeg håber I gør. Enten undskylder I. Ellers vil det gå helt galt. I vil synke ned i et hul af mørke. Uden at kun komme op.”

 

***

 

Jeg lagde mig godt under dynen og kiggede ud mod nattehimlen. ”Anastacia?” Kaldte hans stemme. Jeg lukkede øjnene i. Ikke nu. Jeg kunne ikke se ham i øjnene efter alt det Louis havde sagt.

”Hvorfor lugter her?” Spurgte han koldt. Jeg vendte mig forvirret om. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg forvirret. ”Jeg kan lugte ham. Han har været her, har han ikke?” Hans øjne lyste helt op. ”Louis?” Spurgte jeg forsigtigt.

 

”Hvad lavede han her?”

”Han kom for at sige at… han kom for at snakke med os, om Janelle.” Sagde jeg og trak benene ind til mig. ”Hvorfor det? Han har hende jo! Ligesom han altid har haft!” Råbte Harry og kastede sin trøje på gulvet.

Selvfølgelig havde han Janelle. Hvis Harry ikke var der, var Louis der. Louis og Eleanor havde altid overskud til Janelle. Uanset hvad.

”Har vi ikke givet hende alt?” Spurgte han med tænderne bidt sammen. Nej, hun havde ikke alt. Vi sendte hende væk.

 

”Harry.” Modigt rejste jeg mig fra sengen og gik hen til ham, for at se ham i hans selvlysende øjne. ”Hvis vi havde givet hende, blot vores kærlighed. Så havde hun været her i dag. Hun ville sidde ind på sit værelse og spille guitar, eller lave sine lektier. Hun ville være sig selv, hun ville være uskyldig! Måske ville hun endda have datet en af trillingerne og ikke Louis!” Sagde jeg vredt. Jeg kunne mærke hvordan jeg blussede op indeni og vreden nærmest tog over.

Harry stod bare helt stille. Jeg havde givet ham et chok. ”Vi havde altid sagt at hun kom før noget andet. Men selvom vi satte hende først nu, gjorde vi det forkerte. Jeg skulle have taget med hende. Hun skulle ikke flygte. Vi skulle aldrig have farkeret vores ikke eksisterende skilsmisse! Vi skulle have sagt sandheden!”
Sagde jeg og ville til at gå ud. Harry tog hurtigt fat i mig og satte mig på sengen.

 

”Du tror du ved hvad der foregår. Men du ved lige så godt som mig. At hvis du havde valgt at tage med hende den nat. Ville I begge lige nu, i dette øjeblik. Være på bunden af havet. Du ville være død mens Janelle bare ville se dig rådne langsomt. Om det sårer hende eller får hende til at hade mig. Jeg vil beskytte hende til hver en tid. Jeg har mistet for meget. Jeg mister ikke hende.”

”Men du har mistet hende.” Sagde jeg køligt.

 

*Janelle*

 

Jeg satte mig godt tilbage og åbnede min historiebog op. Jeg kiggede længe på billedet af dronning Victoria den første. Det skulle analyseres til i morgen. Jeg kunne blot skrive stikord ned og håbe på at det ligesom var nok? Historie var helt klart mit favorit fag. Der var ikke noget bedre end det. Men helt ærligt. Hvorfor lige den dronning?

 

”Hvad laver du?” Spurgte Phil og tog min bog fra mig. ”Kom med den Phil… jeg skal have analyseret det.” Sukkede jeg. ”Du kan bare låne mine noter.” Grinte han med et skævt smil. ”Har du analyseret det her?” Spurgte jeg overrasket. Han nikkede. ”Til min eksamen på fjerde år. Men du er på dit femte så… men ville du se på det?” Spurgte han. ”Jeg ved ikke… jeg er mest til at lave mine ting selv.” Sagde jeg og bed mig i læben.


”Kom nu Jay… jeg lover dig. Det sker kun en gang.” Tiggede han. ”Okay så. Sender du den?” Spurgte jeg. ”Altid for dig. Men hey… er du klar på at komme i seng? ”

”Hvad?” Spurgte jeg helt forskrækket. ”I seng. Janelle klokken er halv tolv.” Grinte han. ”Er den? Shit! Har jeg lavet lektier i fem timer?” Spurgte jeg forskrækket. Phil nikkede og lagde min bog på bordet. ”Kom… så følges vi op.” Sagde jeg og slukkede lyset i stuen.

”Hvordan er det så gået i dag i skolen?” Spurgte jeg. ”Godt… Jeg har inviteret en pige ud og spise.”

 

Hele min verden stoppede. Mit blik mødte hans overraskede, spændte blik. ”Har du inviteret en pige ud?” Spurgte jeg helt glad. Han nikkede. ”Det er Annabeth Heatherway. Hun er” ”Jeg ved det. Pigen som brugte sin sommer på at…” ”Analysere og databehandle hendes resultater for en chlorid antioxident diamant.” Sagde Phil og prikkede mig i siden. Jeg grinte og prikkede igen. ”Godnat Phil.” Sagde jeg og gik ind Louis. Der var helt stille. Det eneste der kunne høres, var hans rolige åndedræt og hjertebanken.

 

Jeg smed mit tøj, så jeg kun stod i underbukser og lagde mig under dynen til ham.
Han knurrede kort og kiggede overraskende på mig. ”Jeg troede du lavede lektier.” Smilte han. ”Det gjorde jeg. Men nu er jeg her. Hos dig. ”Hviskede jeg og kyssede ham blidt.

 

Jeg kunne føle hvordan hans læber blev helt elektriske af det chok jeg selv fik.

Han lagde sig om på ryggen og kiggede på mig med et smil. ”Du har ikke taget en skjorte på?” Sagde han helt forvirret. ”Den er ikke nødvendig, min konge.” Jeg tog fat om hans hoved og trak hovedet blidt op og kyssede ham. Jeg følte hvordan kysset udviklede sig, hans hænder på mine hofter. Lyden af mine underbukser der blev flænser over. Han satte sig voldsomt op og kyssede min hals mens han langsomt kørte ned af, kærtegnede mit kraveben med sin tungespids så jeg blev helt ustyrlig.

 

”Åh Louis.”

”Jeg er ikke engang kommet i gang.” Grinte han med sin dybe stemme. Jeg blev løftet op og derefter smidt ned i de bløde dyner og tæpper.

Hans hænder tog fat i mine håndled, holdte dem stramt. ”Skrig ikke.” Sagde han og spredte mine ben.

”Jeg stoler på dig. Har jeg altid gjort.” Hviskede jeg. Mørket omsluttede os.

Hans stærkt markerede mave, med ar og muskler. Med tatoveringerne over brystkassen. Jeg følte hvordan blækket som havde tørret hans hud ud, langsomt blev helt fugtig og begyndte blidt at danse over mig.

Han kyssede mig i panden og trak sig hårdt ind. Jeg bed mig i læberne for ikke at skrige af nydelse. Hele tiden, hvert sekund. Hans ene hånd løsnede sig og greb fat om min talje.

 

”Åh Louis.” Hviskede jeg. ”Sit mit navn.” Sagde hans dybe stemme. ”Jeg vil have dig… Louis jeg vil have dig.” Stønnede jeg og borede mine negle ned i huden på hans ryg.

”Hvem elsker du?” Spurgte han og jeg så ind i hans dyriske, men alligevel blide øjne. ”Jeg elsker dig. Jeg elsker Louis. Jeg elsker den mand jeg giftede mig med. Han som er min konge. ”
”Og du min dronning.”

 

En sidste gang trak han sig hårdt ind og blidt ud igen.

”Jeg elsker dig.” Hviskede han og blidt lod sine hænder køre op af min krop og op til mit hoved. ”Du har været god imod mig. Lad mig være god mod dig.”

 

***

 

Mit hoved hvilte på den hårde brystkasse som langsomt gik op og ned i takt med hjertet under den tatoverede hud bankede. Den ene af hænderne var placeret på min ryg og den anden dinglede over sengekanten.

Længe stirrede jeg rundt. Det var stadigvæk helt mørkt. Jeg kiggede hen mod telefonen der lå på natbordet og tændte den forsigtigt ved at stirre på den. Den var kun halv fem. Jeg lukkede mine øjne i endnu engang og prøvede på at sove igen. Det her var en helt ny følelse. Den havde en form for smerte, men alligevel tryghed. Længe havde jeg ikke haft det sådan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...