HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2159Visninger
AA

14. Kapitel 12: Happy birthday

Happy birthday to you

Happy birthday to you

Happy birthday love and hate

Happy birthday to you

 

*3. person*

 

Der var tre dage til at hele familien Tomlinson kom til det nye hus som Louis var flyttet ind i sammen med sine fire børn og Janelle.

De sidste par dage havde Janelle faret rundt og gjort rent sammen med trillingerne og Sarah var som altid blevet sat af hos Will og James. Ikke fordi at de ikke kunne holde styr på hende. Men fordi at en pige på fire somre virkelig ikke ville kunne holde det ud at alle flyver rundt og laver så meget hele tiden. Det var noget Janelle tydeligt huskede fra sin barndom når mor og far havde alt for travlt.

 

”Janelle hvad gør vi med desserten?” Spurgte Louis imens han prøvede at få plads til alt maden i køleskabet. ”Rolig nu… det er is. Jeg laver det i aften. Så skal det køles i ti timer, og så… ja så har vi is. Tag det med ro. Vi skal nok nå det hele. ”Sagde hun bestemt og gik straks i gang med at lave frokost. Det var torsdag og hele Simons talentskole havde fået fri da Miley Cyrus havde udpeget 17 unge dansere fra skolen til at optræde med hende. Dog blev Louis og Janelle sammen med børnene hjemme da de hellere ville indvie den nye pool og boblebad. Og for engang skylds have en hyggelig aften sammen. De havde ikke haft en uden problemer i lang tid. Enten manglede den ene, eller anden.

 

Louis havde dækket på bordet, men besværligt havde det været da Sarah havde brugt hele formiddagen på at tegne skulle han først have fjernet nogle af de blå og gule pletter på bordet.

”Skat hvis du skal farve hernede skal du sørge for at der er en voksdug under. Okay?” Smilte Louis og foldede en helt fin sort og hvid stribet dug ud. ”Louis hun er ikke hjemme!” Sagde Janelle grinende.

 

”Drenge!” Kaldte Janelles bestemte stemme som lige med nok held overdøvede lyden af stegende fedt fra panden af.

”Vi kommer!” Kunne man høre den unge og yderst glade Dylan sige på vej ned fra sit værelse af. ”Hvad skal vi tage?” Spurgte han glad. ”Du, som er den eneste der er kommet, kan tage det her. ”

 

*Janelle*

 

Jeg fandt min bikini frem og tog en skjorte over for ikke at vise mig for meget. Eller bare for at gemme arrene, I guess. 

”Er du klar?” Spurgte Sarah spændt og pillede ved sine stropper. ”Ja. Og dig?” Spurgte jeg med et smil. ”Altid. Vi venter dernede. Kom Sarah.” Hurtigt sprang Sarah op Phils arme, han var lige kommet. Hun lagde sit hoved på hans brystkasse.

Jeg flettede en sidefletning og kiggede længe på mig selv. Dengang jeg boede i Adenfields ville jeg have givet mig selv puffet hår. Måske endda havde flået fletningen ud. Hurtigt rystede jeg tanken ud af hovedet. I aften skulle vi have en hyggelig familieaften.

 

”Se Dylan! Han sidder fast i rutsjebanen!” Grinte Sarah og pegede. Jeg kiggede hen mod den store rutsjebane vi havde fået og kunne ikke lade være med at grine.

”Det er ikke sjovt! Jay hjælp lige!” Sagde han og prøvede stærkt på at komme fri. ”Jeg kommer nu. Sarah gå hen til din far.” Smilte jeg og vi splittedes.

 

Forsigtigt gik jeg op af trappen og kiggede ned. Der var egentlig langt ned. Det generede mig nu ikke. ”Kan du ikke komme fri?” Spurgte jeg overrasket. ”Nej… mine badebukser sidder fast.”
”Hvor?” Spurgte jeg lidt flabet og kunne se hvor det var.

”Nå… der… er du sikker på at jeg ikke skal bede George eller Phil om at komme?”

”De satte mig fast.” Sagde han med pinligt udtryk. ”Okay… jeg… går lige herom.” Sagde jeg og satte mig foran ham. ”Så tager jeg fat her.” Jeg tog fat i hans hænder og placerede mine fødder på hver side af rutsjebanen. ”Og nu… husk at du stadigvæk… ja du overlever.” Sagde jeg og rev til.

 

”ARGH VI DØR!” Skreg Dylan og med et plask var vi i vandet.

Da jeg følte vandets kulde mod mig selv åbnede jeg straks øjnene. Alting var helt klart. Det fine marmor som var skåret så smukt ud. Langsomt tog jeg skjorten af og lod mig selv med knæ og lod min krop hvile på de fine udskårede marmor sten og følte hvordan jeg fik små mærker af rillerne.

 

Jeg kiggede op og så de her klare rolige øjne stråle til mig. Louis. Jeg kom op med hovedet og kiggede omkring mig. Vi var helt alene.

”Hvor er de andre?” Spurgte jeg. ”Vi er alene.” Lyset slukkede og under mig lyste bunden op. Helt blåt. ”Jeg elsker dig.” Louis trak mig helt tæt ind til sig og jeg kunne mærke han fik gåsehud. Vores pander stødte imod hinanden.

”Hvad vil du gøre ved mig?” Spurgte jeg stille. ”Vil du vide det?” Spurgte han og tog blidt fat i min hage så jeg så ham i øjnene.

For første gang nogensinde, blev jeg nervøs over hvad han mente.

 

”Hvor langt vil du gå?” Hviskede han. ”Jeg stoler på dig.” Hviskede jeg. ”Det burde du virkelig ikke.” Sagde han og tog fat i mit hår. ”Du skal være sikker.” Stønnede han. ”Hvis du kan klare mig på mit værste, burde jeg kunne klare dig på dit bedste.”

 

***

Solen reflekterede ind i soveværelset. Klokken var halv seks. ”Er du allerede oppe?” Spurgte Louis. ”Ja. Det er deres fødselsdag. Jay har kager med. Det bliver faktisk endnu bedre. Om tre timer er Angelus Cæsar ankommet.” Smilte jeg. ”Sarahs hest?” Smilte han. ”Ja. Jeg går ud til Guardian.” Sagde jeg og gik over til hans skab.

”Kan du ikke bare blive herinde i dag og løbe rundt i mine skjorter?” Smilte han kækt. ”Jeg har kun trusser på.” Sagde jeg og lod mit hår dække mine bryster. ”Åh… hold da op.” Han rejste sig og tog hurtigt jeans på. ”Det ser jo godt ud.” Sagde han og lagde sine hænder på mine hofter. ”Det kan du sige så længe du vil. Jeg går ikke rundt herinde en hel dag. Ikke uden dig. Desuden, har du børn.”

”Rettelse. Vores børn.” Grinte han og løftede mig op. Jeg snoede mine ben om hans sider og kiggede ham i øjnene.

 

”Der fik du mig.” Smilte jeg og lod min overkrop røre hans. Louis højre hånd kørte fra mit haleben og vejen op til min nakke og pressede blidt sine læber mod mine.

Kysset udviklede sig min tunge fandt ind i hans mund. Hans hånd kørte langsomt op og ned af min ryg så jeg fik kuldegysninger.

”Dit lille vilddyr.” Knurrede Louis og kyssede mig langs halsen. ”Åh du beder selv om det.” Hviskede jeg og lagde mit hoved på hans skulder.

 

”Mit lille vilddyr.” Grinte Louis og bar mig over i sengen. ”En time, bare en ekstra times søvn?” Smilte han. ”Okay. Kom her.” Smilte jeg og lod hans hoved hvile på min brystkasse. Jeg nussede hans hår blidt og følte hans arme vikle sig om mig og blidt strøg hen over mit højre lår. Jeg vendte hovedet væk fra vinduet af og kiggede ned på Louis som allerede sov så fredeligt.  Jeg lukkede mine øjne i og prøvede selv at komme tilbage til den vægtløse tilstand.

 

***

Jeg luftede ud i stuen og sørgede for at køkkenet blev lidt lysere at se på. Selvom det var svært så længe det regnede. Men det ville stoppe omkring middag.

”Er der noget du skal have hjælp til?” Spurgte Phil glad. ”Nej ikke rigtig. Du kan begynde at… øhm… er der lagt betræk på sengene i gæsteværelserne?” Spurgte jeg. ”Nej… det ordner jeg lige.” Sagde han med et smil og skyndte sig ovenpå. Jeg sukkede med et smil og fortsatte med at sætte puderne ordentligt i sofaerne. Jeg skyndte mig ud i køkkenet for at finde frugtskålen frem og placerede den midt på sofabordet.

 

De ville være her om to timer. Jeg skulle nå at dække bord og gøre soveværelserne klar. ”PHIL!” Råbte jeg.

”Kommer!” Kunne jeg høre hans optimistiske stemme svare tilbage. ”Tager du og gør gæsteværelserne klar?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig! Hvad med badeværelserne?”

Badeværelse. Jeg deler badeværelse med Louis.

”Øhh. Jeg kommer lige!” Hurtigt løb jeg op til ham og gik hen mod de fire badeværelser. ”Der er jeres fællesbadeværelse som I deler med Sarah… så er der mig og Louis, så er der gæstebadeværelset… men vi har et problem.” Sagde jeg og kiggede ind mod vores soveværelse. ”Skal vi have flyttet jeres ting?” Spurgte Phil. ”Mine ting.”

 

”Nej… det er ikke nødvendigt. Lad mig om det. Jeg sørger for at det hele går som smurt. Jeg ved godt at min familie er nysgerrig, spydig, arrogant og en smule ond. Men… der er fødselsdag og… min mor er her ikke. Så jeg tror de er søde.” Sagde han og klappede mig på skulderen. ”Du beskrev din familie som mig.” Sagde jeg med en lidt sur mine. ”Undskyld. Men hey… du er blevet sødere.” Sagde han og slog ud med armene.

”Kom i gang med at gøre de værelser klar. Vi har et helt hus endnu.” Grinte jeg og rejste mig op. Hvorfor flippede jeg sådan udover det med badeværelset? Den eneste måde man kan komme derind er ved at gå igennem vores soveværelse. Som nok burde blive låst.

 

Hurtigt låste jeg og smuttede nedenunder for at åbne vinduerne op så den friske luft kunne komme ind.

Det var rart med den kolde luft, den gjorde jeg følte mig lettere!

”Janelle! Hvorfor er der låst?” Kaldte Louis. ”Kom og få nøglen!” Sagde jeg og lukkede vinduerne i.

”Jeg mangler en ren skjorte.” Smilte han og tog nøglen fra min lomme og smuttede igen.

 

Jeg fandt tallerkenerne frem til eftermiddagskaffen og - BIIB BIIB. Hurtigt tog jeg mobilen ud af min lomme og så på nummeret. Det var godset.

”Hallo?” Sagde jeg. ”Janelle. Godt. Vi er ankommet!” Jeg genkendte godt stemmen. Det var Zarri. Vores berider. ”Jeg kommer nu.” Smilte jeg og skyndte mig ud. Lige ude for grunden kunne jeg se den velkendte sorte Range Rover med det velkendte Løvemærke og den sorte hestetrailer.

”Janelle!” Hans hår var lagt tilbage, det hvide tandpastasmil og de vidt åbne arme bød mig et kram.

”Z! Hvor har jeg savnet dig! Hvordan går det på godset?” Spurgte jeg med et smil og vi gik hen mod traileren. ”Det går godt. Vi regner med at du snart kommer og besøger os!” Smilte han. ”Selvfølgelig! Hvordan har min farmor det?” Spurgte jeg, lidt bange for svaret. Han sukkede og tog sine solbriller af.

”Det kan jeg ikke helt forklare. Hun har været meget fjern. Nogen gange er hun tæt på. Det er bare underligt ikke at have en Kandrik i huset længere.” Sukkede han. ”Der kommer heller ikke flere… jeg kan jo ikke få børn.”

 

”Det er vi alle klar over.” Sagde han lidt trist. ”Men hvad vil du så gøre med stedet?” Spurgte han. ”Jeg finder vel en jeg kan dele livet med. Hvis jeg er heldig. Tænker han eller hun adoption.” Smilte jeg. ”Det var godt. Skal du se skønheden?”  Spurgte han for at skifte emne. ”Bring it on.” Smilte jeg.

 

Bagdøren blev åbnet og der stod han så. Helt utålmodigt stod han. Solen skinnede på ham og jeg kunne se det i ham. Han ville ud, ud og løbe af sted. ”Jeg tager ham.” Sagde jeg og tog træktovet fra Zarri før han nåede at opdage det.

”Hey…” Hviskede jeg roligt og lagde min hånd på hans hoved. ”Er du klar til dit nye hjem?” Hviskede jeg og lod min hånd hvile i hans pande.

Jeg løsnede ham fra trailerens tov og gav signal til at fjerne bagstangen. ”Stille og roligt.” Hviskede jeg og lagde min hånd på hans bring.

Roligt bakkede han ud og i solskinnet. Han så helt majestætisk ud. Med sin lange sorte man og pandelok, de lange sorte elegante ben, hans hoved der var højt og stolt.

”Angelus Cæsar. Opfør dig ordentligt.” Sagde Zarri og aede ham forsigtigt. ”Farvel Janelle. Jeg håber snart vi ses igen.”

 

Med de ord tog Zarri afsted og jeg stod alene med Angelus. ”Kom så.” Sagde jeg og viste ham rundt. Først gik vi igennem haven og hen til staldene. Jeg lod ham galopere af sted på den store mark vi havde fået. Det var rart den var der. Virkelig. Mere end noget andet.

Jeg så på hvordan han stoppede op, tællede skridt med sine sorte blanke hove, solen reflekterede smukt i hans pels. Så skete det. Han stejlede stolt, spændte halsen, strakte forbenene og galoperede af sted. Hurtigere end noget andet.

 

Sarah måtte vente med at møde ham. Vi skulle blive klar.

 

***

 

 Hurtigt jeg satte mit hår op og trak i kjolen. Jeg kunne godt lide den. Den var af denim og noget blødt, tyndt bomuld. Jeg sprøjtede hurtigt parfumen på og tog halskæden på som Will havde givet mig. Jeg tror faktisk den var fire år gammel.

”Er du snart klar?” Drillede Louis og knappede sin skjorte. ”Øjeblik. Du skal være glad for at jeg ser sød ud i dag. Overfor din familie, kan jeg ikke være det bekendt at se… ud som jeg plejer.” Sagde jeg og fandt min neutrale lipgloss frem. Forsigtigt lagde jeg den på og gemte det hurtigt væk.

”Janelle.” Hviskede Louis og trak mig væk fra spejlet. ”Du er fin nok ud. Kom nu, de er om hvad.. en” ”LOUIS!” Skreg en velkendt kærlig stemme. ”Din mor er her nu. Jeg går ned. Okay? ”Hurtigt tog jeg mine converse på og løb nedenunder.

 

”Hey Jay! ”Smilte jeg og tog imod hende. ”Åh kære du er helt kold. Måske skulle du få en trøje på.” Grinte hun kærligt og aede min kind. ”Det burde jeg nok.” Smilte jeg for at dække over mit chok. Jeg vidste slet ikke jeg var så kold! De fortalte mig jo aldrig sådan noget!

 

”Hvor er Louis henne?” Spurgte hun nysgerrigt og kiggede ind i stuen. ”Han er ovenpå og er ved at gøre sig klar. De andre kommer om lidt.” Smilte jeg bød inde ind i stuen.

”Hvor er her lyst! Så smukt! Har I selv indrettet alt dette?” Spurgte hun overrasket. ”Ja. Der er skøn udsigt, synes du ikke? ”Spurgte jeg for at holde hende hen.

”Lige ud til din.. Nye hest?” Spurgte hun lidt overrasket.

”Nej… det er ikke min. Min egen er inde i sin boks lige nu. Det der er Sarahs fødselsdagsgave, fra mig.” Smilte jeg og bed mig i læben af nervøsitet over det jeg lige havde sagt.

 

”En hest? Så stor en hest, til Sarah? ”Spurgte hun overrasket. ”Ja. Jeg synes at det ville være godt til hende. Louis er selvfølgelig” ”Så er jeg her.” Smilte han og kyssede hurtigt Jay på kinden. ”Åh Louis..” Grinte hun og krammede ham. ”Har du købt en hest til Sarah?” Spurgte hun hurtigt. Louis ansigt blev helt forstenet. ”Er den her allerede?” Spurgte han overrasket. ”Ja.” Sagde jeg og bed tænderne sammen. Af anspændelse.

 

Tiden gik og trillingerne kom hurtigt i snak med resten af familien som hurtigt kom.

Jeg satte mig ned i sofaen og betragtede familien være glad. Glad…

”Hvordan går det ellers uden Eleanor?”

Blikket gled fra Dylan til George til Phil og til mig. Hurtigt vendte jeg blikket mod Louis som stod helt frossent. ”Det går bedre.” Sagde han og kiggede koldt hen mod Lottie.

 

”Phil.” Sagde jeg klart og syngende. ”Ja?” Smilte han. ”Mad.”

”Ja. Hvor er det henne, så hjælper jeg dig.” Smilte han og gik med mig ind i køkkenet for at finde maden.

 

”Så er der mad!” Kaldte jeg og tændte lysene i spisestuen. ”Endelig!” Jublede Dylan og satte Sarah på en stol.

”Hvor ser det hele godt ud!” Jublede Jay og satte sig overfor Lottie. ”Okay så…”

Hurtigt gik Louis forbi mig og jeg kunne lugte den dejlige cologne han havde på. Jeg prøvede på ikke at smile. Det var den jeg havde købt til ham.


”Så… Janelle du har lavet maden.” Sagde Louis og satte sig ned ved siden af mig. Jeg rejste mig nervøst med et smil og kiggede på de 17 andre mennesker som var her.

”Der er lasagne… uden ærter efter Dylans ønske… hvedestrøg, salat og græskar honningbrød. ” Smilte jeg og satte mig ned.

”Har du ikke glemt noget?” Fiskede Dylan efter. ”Nå ja… et øjeblik.” Sukkede jeg og gik ud i køkkenet efter den ene tng jeg havde lovet drengene.

Vin.

 

”Okay så… jeg havde lovet hvis de fik 12 i deres matematik prøve… ville de få Kari vin.”

”Kari?” Lottie så helt chokeret ud. ”Ja?” Sagde jeg lidt forvirret. ”En flaske kan koste mindst 120 pund… har du købt tre?” Spurgte hun. ”Du er vel godt klar over at jeg er kommende grevinde af Adenfields, ikke?” Spurgte jeg.

Hun vippede lidt med hovedet. ”Men i hvert fald… tillykke drenge.” Smilte jeg og åbnede vinen.

”Husk ikke at bund.” Hviskede jeg til Dylan og klappede ham let på skulderen.

 

”Har du selv lavet alt maden?” Spurgte Daisy venligt Louis. ”Jeg må ikke være i køkkenet.” Sagde han og kigge hen på mig med fjollede øjne.

”Hellere at din datter laver mad. Hun kan.” Sagde jeg og rakte salaten videre.

 

Der blev ikke spist i stilhed. Der blev snakket stille og der kom nogle gange noget grin.

”Hvordan er det at bo her Janelle? ”Jeg stoppede helt med at spise og kiggede hen på Georgia.  ”Jeg er blevet konet.” Svarede jeg monotont og fortsatte med at spise.

 

”Jeg mente savner du ikke dine foræld” ”Jeg tror det er tid til at synge!” Afbrød Dylan og trak mig pludselig med. ”Hvad laver du?” Spurgte jeg irriteret. ”Kom så.” Vrissede Dylan og tog mig ovenpå til musikrummet.

”Undskyld… jeg vil ikke du bliver såret.”

”Jamen… jeg kan godt tage det.” Sagde jeg og aede ham på kinden. ”Jeg er stærkere end du går og tror.” Sagde jeg og fandt en guitar frem. ”Jeg forstår simpelthen ikke at du tror jeg ikke kan holde til det. Dylan jeg er ikke svag.”

”Men de er mege” ”Ligesom mig.” Sukkede jeg og tog hans hoved tæt på mit. ”Det kan godt være at jeg kan virke svag. Men vi har ikke råd til at virke svage. I har måske. Men det har jeg ikke. Om du vil det eller ej. Jeg er stadigvæk en dronning. Og en dronning taber aldrig mælet. Kom så, vi skal nedenunder.” Smilte jeg og gik med ham ned.

 

***

 

Sarah satte sig på mit skød og kunne nærmest ikke sidde stille. ”Sarah mus slap af.” Grinte jeg og krammede hende blidt.

”Janelle?” Kaldte en blid stemme. Det var Jay. ”Jeg kommer.” Smilte jeg og satte Sarah fra mig. Jeg gik med hende ovenpå til gæsteværelset. ”Hvad er der galt?” Spurgte jeg med et blidt smil.

”Ikke noget. Jeg vil takke dig.” Sagde hun med et stolt smil. ”Vi var ikke sikre på at komme overhovedet. Men du har forandret ham. Du har ændret ham så meget. Det er slet ikke til at tro at det er den søn jeg har opdraget og… har set være på dødens rand.” En tåre faldt fra hendes kind. ”Du er helt utrolig. Tusind tak for at redde min dreng.” Hun omfavnede mig blidt og jeg kunne mærke at der blev placeret flere tårer på min ene skulder.

 

”Jeg er bare glad for at hjælpe.” Svarede jeg stille og klappede hende blidt på skulderen. ”Jeg ville bare sige tak. Det er rigtigt dejligt I har ville have os til at overnatte.” Smilte hun og satte sig på sengen. ”Det er ingenting virkelig. Godnat Jay. Klokken er halv elleve. Sarah skal i seng.” Smilte jeg og gik nedenunder.

 

Tanken om at det havde gjort hende så glad overraskede mig virkelig. Jeg kom til det sidste trin af trappen men stoppede op. Der var helt stille. Ikke en lyd. Ingen stearinlys som knitrede svagt, eller ild i brændeovnen. Kun pærerne som brændte inde fra stuen. Forsigtigt trådte jeg ned og kunne køre gummien fra min skobund røre stengulvet. Der var sket noget slemt.

Mine øjne flikkede fra ene enden af forhallen til den anden. Jeg gik hen mod køkkenet og så at lyset kom fra dagligstuen af.

Jeg kiggede nervøst derind og så at der var helt stille.

Louis stod helt stille, han var vred.

”Så sig dog noget menneske!” Råbte en stemme der kun tilhørte Lottie. ”Det.. jeg” ”Er det alt?!” Skreg hun. Jeg gik tættere på men holdte mig i baggrunden.

 

”Hun er femten.” Hviskede Lotties stemme som udviste afsky. ”Lottie..” Sagde Dylan sukket. ”Du vidste det jo!” Sagde hun forfærdet. ”Jeg går til politiet med det her Louis. Du er jo et afsku” ”Stop det!” Jeg trådte ud af mit skjul. ”Hvis der er nogen her som er et afskum… så er det mig.” Sagde jeg og kiggede koldt på dem. De var alle i chok. ”Hvad laver du?” Hviskede Louis. ”Det er din familie. De skulle opdage det før eller siden.” Svarede jeg.
”Det var også dumt at invitere os, til deres fødselsdag!” Vrissede Felicity. ”I er en familie. I har i det mindste hinanden. Jeg har en far som ikke kan se mig i øjnene. Desuden, hvordan opdagede I det?” Sagde jeg køligt.

”Hvor længe har du holdt det hemmeligt?” Spurgte Daisy i chok. ”Siden den 29 september.  Men vi blev gift d. 28 juni.” Sagde jeg og knugede min hånd sammen. ”Hvordan opdagede I det?” Spurgte jeg køligt. ”Jeg gik ovenpå. Til Louis soveværels” ”Døren var låst.” Sagde jeg køligt. ”Jeg sneg mig ind, og så at dit tøj var derinde.” Indrømmede Lottie og så helt dårlig ud.

 

”Der er 3 måneder til juni.” Sagde Mark forvirret. ”Ja. Det er rigtigt.” Mumlede jeg. ”Janelle” ”Louis.” Hviskede jeg igen. ”Vi er ikke…” Besværligt trak jeg vejret. ”Vi er ikke mennesker.” Sagde jeg og kiggede undskyldende på drengene. ”Det er ingen af os.” Sagde Phil og gik hen til mig. ”Hvad skal det betyde?” Spurgte Daisy.

 

”Jeg har altid haft nemt ved at være vred. Ligesom George.” Sagde Dylan. ”Det er fordi at… vi er ikke ligesom jer.” Sagde George og satte sig hos Lottie. ”Jeg er ikke 37 år gammel.” Sagde Louis og kiggede hen mod sin far.

”Jeg er næsten 1200 år gammel.” Sagde Louis alvorligt. ”Hvad?” Grinte Mark, som om det var fjollet. ”Hvad har du taget?”

”Det er rigtigt nok.” Sagde jeg og gik lidt væk fra dem. ”Jeg kan bevise vi ikke er mennesker.” Sagde jeg.

”Janelle lad vær. Du ved ikke hvad der kan ske.” Sagde Louis og tog forsigtigt fat i mig. ”De tror os ikke. Jeg bliver nødt til det.” Jeg tog forsigtigt min arm til mig og gik hen til mod dem.

 

”Nu går strømmen. Voldsomt.” Pærerene begyndte at flimre voldsomt og fem af dem sprang. Alt der lyste op var ilden fra kaminen og stearinlysene.

 

”Jeg kan føle varme. Derfor skal der være kulde.”  Langsomt blev flammernes lys blå og det blev så koldt at isen kom frem under vores sko.

Jeg kunne høre hvordan krystallerne løb over gulvet. Det lød som når is blev flækket langsomt. Det var ubehageligt for dem.

 

Jeg stoppede op og trak det hele tilbage. Ilden i kaminen kom tilbage og iskrystaller forsvandt. De sad som forstenede og kunne ikke tro det de lige havde set.

”Er du ikke vores bror?” Spurgte Daisy bange. ”Jeg er jeres bror. Jeg er stadig Louis. Men jeg vil altid være en anden også.”
”Så du er udødelig? Du er bare… hvorfor har du aldrig sagt noget?” Hviskede Lottie bange. ”Fordi… jeg ikke vil frygtes. For så ville mine børn også blive frygtet.” Sagde han og satte sig ned. ”Hvorfor alt det her?” Spurgte Mark forvirret. ”Det ved jeg ikke… jeg tænkte; hvorfor ikke? En ny start. Det viste sig bare at, det ikke virkede.” Mumlede Louis.

”Det er sådan for os alle.” Sagde jeg og satte mig ved siden af Louis. ”Min far er søn af en gud. Jeg nedstammer fra en gudinde. Fra hende af har jeg arvet alt det jeg er nu. Jeg er en dræber. Jeg slår ihjel, hurtigere end man går og tror.” Sagde jeg og knugede mine hænder sammen.

 

”Så Lottie… du kan ikke gå til politiet.” Sagde jeg køligt og kiggede koldt på hende. ”Hvad er det for noget at sige?” Spurgte hun forarget. ”Fordi… det her ikke noget som kommer jer ved.” Sagde jeg og rejste mig. ”Hvis dette bliver opdaget. Vil der ske slemme ting. Jeg ville gerne vise jer hvad der er sket. Men det sker aldrig. ”Sagde jeg bestemt. ”I har haft et” ”Jeg gik selv med til det Lottie.” Sagde jeg køligt. ”Hvad er der galt med dig?!” Råbte hun og kiggede hen på Louis. ”Mig? Er der noget galt med mig?” Spurgte han vredt.

”Du gik i seng med et barn!” Råbte hun vredt. ”Et barn? Er det et barn? Se hende lige!” Jeg var enig med ham.

”Hvis det var et barn. Ville hun stadigvæk bo hos sine forældre.” Sagde han køligt. ”Hvis I gerne vil vide det. Var det enten Louis… eller en syg stodder.” Vredt vendte jeg om på hælene og gik ovenpå.

 

*Louis*

 

Hun drejede vredt om. Fantastisk.

Jeg sendte Lottie et blik. Det var utroligt. Var hun virkelig ikke kommet videre?

”Hvad nu?” Sagde Lottie skeptisk. ”Næste gang. Hvis du har tænkt dig at råbe og skrige. Så gør det et andet sted.”

Jeg skyndte mig ovenpå og gik så stille som overhovedet muligt.

”Louis?” Kaldte min mor. Hurtigt var jeg inde ved hende og smilte. ”Ja, hvad er der?” Spurgte jeg. ”Er der noget galt?” Spurgte hun bekymret. ”Ikke noget du skal tænke på. Janelle er bare lidt sløj.” Sagde jeg og lukkede døren ind til hende.

 

Forsigtigt åbnede jeg døren indtil soveværelset. Hun knurrede for sig selv. ”Janelle.” Startede jeg med at sige før jeg gik helt hen til hende. ”Ikke nu.” Sagde hun koldt og kiggede på mig. ”Janelle se på mig.”

”Vidste hun har rodet rundt herinde?” Vrissede hun og kiggede rundt i rummet. ”Jeg kan lugte den… den kvindes parfume og endnu bedre blod herinde!” Sagde hun og flåede sin halskæde af.

Hun stod musestille et øjeblik. Så kom det igen. Hun flåede sin fletning ud og rev sine negle over sin hud. Jeg tog hurtigt fat i hende og satte mig ned med hende. Hun prøvede at løsne sig.

 

”Janelle…” Sagde jeg forpustet og lod min ene hånd køre over hendes uglede hår. ”Lyt til hvad jeg siger.” Hviskede jeg og omfavnede hende bedre. ”Det er okay.” Hviskede jeg. Hun rystede på hovedet. ”Jeg skal nok passe på dig.” Hviskede jeg og lod hende selv vendte sit ansigt mod mit bryst og græd.

 

Længe vuggede jeg hende frem og tilbage til at jeg kun følte små hulk fra hende. ”Kom så.” Forsigtigt løftede jeg hende op og satte hende på sengen. Jeg lod mine tommelfingre fjerne de sorte rester af makeup under hendes øjne og smilte til hende.
”Sid her… okay? Jeg er tilbage om lidt.” Sagde jeg med et smil og gik hen til mit skab. Jeg fandt hurtigt en af mine skjorter, som hun plejede at sove i.

 

”Janelle.” Sagde jeg forsigtigt og satte mig foran hende. Hun kiggede træt op på mig. ”Sid stille. Okay? ”Smilte jeg og satte mig om bag hende. Jeg kyssede hurtigt hendes kind og lod mine hænder glide ned og åbnede hendes kjole bagfra. Stropperne faldt langsomt fra hendes skuldre så det eneste der dækkede hendes overkrop var hendes bh. Hun hadet at sove med bh på, så hurtigt løsnede jeg den fra hende og hun trak den selv af.

Jeg tog min ene arm under hendes krop og hurtigt fik jeg kjolen taget af så den landede på gulvet.

Hun rømmede sig kort og slappede af igen. Jeg tog fat i hendes højre arm og trak den igennem det første ærme og sørgede for at den dækkede den ene del af hendes krop.

”Jeg kan godt selv.” Hviskede hun. ”Det ved jeg. Men jeg vil ikke lade dig gøre det.” Hviskede jeg og knappede den sammen.

 

Jeg satte mig på knæ foran hende og så hende i øjnene. ”Jeg vil gerne at du bliver her og slapper af. Jeg går nedenunder og snakker med dem om det. Okay?” Smilte jeg til hende. ”Okay.” Hviskede hun.  

”God pige.” Hviskede jeg og kyssede hende i panden. Hun lagde sig under dynen og kiggede ind i den kolde kamin. ”Jeg er snart tilbage.” Sagde jeg og lukkede døren.

 

Jeg kiggede længe ind i stuen hvor alle sad og var helt stille. Phil og Sarah var gået. ”Hvad skulle han?” Spurgte min far. Dylan kiggede hen på ham med alvorlige øjne og rystede på hovedet. ”Han skulle vel op og snakke med hende.” Sagde George. ”Hun skal væk herfra, dreng” ”Farfar hold mund.” Sagde Dylan og rejste sig. ”Hun er ikke Eleanor. Hun er ikke vores rigtige mor. Det bliver hun aldrig. Men I ved ikke hvad hun har gået igennem, bare for os drenge. Bare for os tre dumme drenge. Men hvad så med far? Jeg ved hun ville gå igennem ild og vand for ham. Hvad det ville koste. Hun elsker ham virkelig. Da hun kom tilbage hertil var noget af det første vi gjorde… eller hun gjorde. Det var at prøve at slette hans minder, om den tid de havde sammen. Det lykkedes indtil han opdagede at han manglede dage i sine erindringer. Hun endte med at fortælle det og nu… nu er han lykkelig og hun er.” Sagde han simpelt. ”Hvad så med Eleanor?” Spurgte Daisy.

 

”Hun var oldebarn til Dødens gud. Hun måtte ikke være sammen med ham. Som det eneste. Men hun brød det, og hun døde. Det var en straf. Vi ser hende aldrig igen. Vi er det eneste som er tilbage af hende.” Mumlede George.

”Hvad så med Sarah?”
”Tipoldebarn. Vi ved ikke om hun kan noget endnu.” Sagde Dylan roligt og kørte en hånd igennem håret.

 

Roligt gik jeg hen til og satte mig ned.

 

”Det er på det ekstreme… vigtigt ikke at gøre Janelle vred.” Startede jeg med at sige. ”Hvorfor det? Hun er en pige, hun burde godt kunne styre sig.” Sagde Lottie overrasket. ”Du aner ikke hvad Janelle kan gøre. Mens I sad og frøs røven af. Var hun den eneste som havde det godt. Hun er et specielt produkt. For hun er ikke menneskelig. Hun er den mindste menneskelige af os alle. Fysisk. Helt ned til atomerne.” Sagde jeg og bed mig i underlæben.

 

”Så hvad er hun så lavet af?” Grinte Lottie hånende. ”Kviksølv.” Svarede jeg køligt.

”Hvis du ikke forstår alvoren. Så er der et problem.” Sagde George hurtigt hvilket gav de fleste et chok. ”Hvad skal det betyde?” Spurgte Felicity. ”Vi er løver.” Sagde jeg og trådte tilbage.

Jeg kiggede hen mod George. ”Farvel tøj.” Sukkede han. Knoglerne brækkede sig hurtigt, så det næsten ikke sås og pludselig stod han der. På alle fire. Manken kom langsomt frem. De gule øjne lyste op. Den dybe vejrtrækning forsikrede mig om at han kontrol over sig selv.

”Vil du gerne din egen nevø bliver til et forsøg for forskere?” Spurgte jeg. Langsomt gik Daisy hen mod George og lagde sin hånd på hans pande og lod den glide igennem manken. ”George?” Hviskede hun og han reagerede. ”Det er stadig dig?” Spurgte hun og George lagde forsigtigt sit hoved mod hendes mave.

”Lottie… ”Sukkede hun og kiggede med medlidende. ”Vi skal nok tie stille.” Sagde Daisy. ”Hvorfor er de sådan her?” Spurgte min far. ”Fordi… de er mine sønner. Jeg har kun haft en datter som kunne næsten det samme. Hun ændrede sig dog bare til hvad end hun ville ændre sig til.”

”Har du andre børn?” Spurgte Felicity. ”Ja. En pige på 367 år.” Svarede jeg. ”Er hun død?” Spurgte Lottie. ”Hun er i live. Bare langt væk herfra. Heldigvis.”

”Jeg tror det er bedst vi alle går i seng.” Sagde Dylan og rejste sig.

 

*Janelle*

 

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne og følte at solen var fremme da den reflekterede i mine øjne. ”Janelle, er du vågen?” Spurgte en forsigtigt men elskelig stemme. ”Ja. Jeg er vågen.” Hviskede jeg og satte mig op.

”Janelle…” Sukkede Louis og trak mig ind i hans arme. ”Så du hvor meget afsky de havde i sig?” Hviskede jeg. ”Vi sletter det.” Sagde han. ”Hvordan?” Spurgte jeg. ”Du kan.” Sagde han og aede min arm.

”Lou” ”Jeg snakkede med dem, okay? De sagde de ville holde på det. Men vi sletter det fra dem. Så de ikke ved det. Det kan du sagtens. De er dødelige. De er nemmere at tage ned end udødelige.” Sagde han og kyssede mig i håret.

”Det hele skal nok gå. Så længe vi har hinanden.” Sagde han og lod mit hoved hvile på hans skulder. ”Kan vi ikke vente? Jeg vil gerne… slappe lidt af.” Åndede jeg ud og følte hans hånd kærtegne min ryg.

”Alt for dig.” Hviskede han og lagde sig tilbage.

 

***

 

Jeg trak i mit ridetøj og flettede mit hår sammen. Gik nedenunder, trak i mine slidte vans, på med hættetrøjen og ud i solskinsvejret. Klokken var kun halv otte men solen var allerede fremme og jeg nød det. Der var ikke varmt, der var koldt, det var en luksus!

 

Jeg fandt Guardians sadel og hovedtøj frem samt hendes gamacher og klokker. Hun vrinskede efter mig og slog på bokdsdøren.

”Rolig jeg kommer.” Smilte jeg til hende og lukkede hende ud. Hun gik helt ind i grovkøkkenet og stod pænt og ventede på at hendes dækken blev taget af.

”Sådan der.” Jeg lod det dumpe på gulvet og nogle få hvide hår svævede i luften. Jeg striglede hende igennem med den groveste strigle jeg havde, derefter en mindre grov, så den med plastichårene og derefter den med de helt bløde hår.

 

”Sådan der.” Jeg vaskede kun hendes hoved, der var jo ingen jord eller noget. Hurtigt fik hun først gamacherne på og derefter lagde jeg underlaget på hende, den sorte lette springsadel, som gjorde hun løftede sit hoved langsomt op. Hun vidste godt hvad vi skulle i dag.

Vi skulle ud og galopere, på stubmarker, igennem skove og med stor chance for at springe over faldne træer.

 

Jeg fandt mine støvler frem og lynede op. Hurtigt fik jeg givet hende fortøj på og derefter hovedtøjet.

”Sådan… stå stille.” Sagde jeg og tog hurtigt et billede af hende.

Jeg lagde mobilen på bordet og tog hende med udenfor mens jeg tog ridehjelm og handsker på.

Et knips lød fra mine fingre og hun trak sit ben op så jeg kunne komme op. Mens hun skridtede varm ude i haven stramte jeg gjorde til og fik stigbøjlerne rettet til at jeg kunne springe. Længe havde jeg brugt min springsadel i dressur fordi at der ikke rigtig var nogen grund til at bruge den. Vi flyttede os ikke rigtigt mens vi var i London.

 

Guardian stoppede op og vrinskede. Jeg kiggede hen mod køkkenvinduet og så Louis sammen med Sarah der vinkede til os. Jeg vinkede tilbage og satte Guardian i trav. Efter nogle runder, kom hun stille i galop.

Men hun ville ikke holde sig tilbage. Jeg havde glemt alt om hvor stærk hun egentlig var. Hun udviste slet ikke samme energi da hun var i de royale stalde.

 

”Kom så.” Sagde jeg optimistisk og hun satte i galop og sprang over den lille busk vi havde i haven og hurtigt var hun drejet skarpt til venstre om i forhaven og ud på vejen og ellers ud mod skoven som var for enden.

Hun stoppede overhovedet ikke. Den glatte asfelt gjorde blot hun galoperede stærkere, men da mulden kom under hendes hove. Rejste hun hovedet voldsomt, ørerne strittede frem, jeg rejste mig let i sadlen og som et tordenbrag løb hun af sted.

 

Hendes vrinsk fyldte den kolde morgenluft og skar den over som ingenting, vinden var kold, den gjorde jeg fik gåsehud, på den helt gode måde. Guardian havde fået så meget kontrol over sine ben at hun endte med at blive hurtigere. Jeg havde glemt alt om hendes styrke og fart. Den var anderledes nu. Den var ny. Den var nu.

 

Forude kunne jeg se et faldet træ. ”Kom så. Jeg ved du vil.” Jeg satte mig godt tilbage og klemte til selvom jeg ikke tror det var muligt for hende at blive hurtigere på dette tidspunkt så da vi kom tæt på. Hun holdte hovedet tilbage, alt gik i slowmotion. Jorden der sprøjtede om mine kinder.

Vi fløj.

 

Jeg kunne føle hvordan hendes forben satte af og bagbenene kom med. Min krop og hendes var som smeltet sammen.

Hun galoperede videre og vrinskede kraftigt. Jeg klappede hende på siden og grinte for mig selv. Det her, det var at leve. Ikke at udfordre skæbnen. Nej at leve.

 

Vi skridtede roligt videre derefter for at få pusten. Guardian var som altid rolig og lod sig ikke skræmme af det mindste. Jeg havde taget fødderne ud af stigbøjlerne så jeg kunne strækk- ”NNNYYYU!” Jeg mistede balancen og følte hvordan et enkelt træ gjorde min ryg formede sig som et C.

Jeg faldt fra træet, men den endeløse lyd af barken som gik direkte mod min ryg kørte rundt i mit hoved. Jeg rejste mig langsomt op og kiggede omkring mig.

 

”Guardian!” Kaldte jeg og kunne høre hun kom tæt på. ”Hey babe… kom her… det er okay.” Hviskede jeg og tog hovedtøjet af hende. ”Så… ko ARGH!” Jeg faldt forover mod Guardian som stod stiv som et bræt. Hvilket bekymrede mig. Hun spændte op. Selvom jeg følte en uendelig smerte vendte jeg mig straks om.

”Så… du er Janelle? ”Sagde en gebrokken forhutlet stemme. En ældre mand kom frem.

”Hvem er I?” Spurgte jeg koldt og tog fat om hovedtøjet som var det alt jeg ejede. ”Du er da en fin skabning. Så køn. Du kommer slet ikke til skade. Du er helt… umenneskelig.” Grinte han og gik om Guardian.

”Hvad vil I?” Spurgte jeg koldt. ”Overbringe dig en besked.” Hurtigt tog en grov hånd fat i min hals og løftede mig op i luften.

 

”Kom tæt på en af os dragoner igen og du får med os at bestille!” Råbte han og stramte grebet. ”Tr-tror du virkelig d-du k-kan at gøre det? ”Spurgte jeg og lod mig selv være svag. ”Du er jo ikke Janelle….” ”Tro om… ingen dragon skal røre mi” ”Hvad laver I her?” HVOR FUCK KOMMER ALLE MENNESKER FRA?!

 

”Dig! Din lille knægt! Sig mig forstår du ikke en besked?!” Råbte manden der holdte mig og smed mig på jorden.

”Det var dig som rørte James.” Jeg kiggede op. Will var vred. Hans øjne var helt blå.

”Og hvad så? Han nød det.” Grinte manden og sparkede til mig. ”Rør demigen og du er død.” Sagde han koldt og kom tættere på. Manden kiggede ned på mig. ”Du hørte ham godt. Du dør hvis du rør mig.” Sagde jeg og tog en dyb indånding.

 

”Er det sådan vi leger? Knepper man udenom?” Grinte han og trak mig op. Jeg kunne ikke bevæge min ene arm, den gjorde så ondt, halvdelen af min krop var lammet af smerte. ”Hvor hun fin.” Min jakke blev lynet op og straks blev en hånd kørt ned igennem min trøje. Jeg følte hvordan hans ru hånd langsomt kørte ned at mit ene bryst og rundt om. Jeg blev helt dårlig. Det var så ubehageligt at det gjorde ondt.

”Du er selv ude om det.” Jeg blev straks trukket frem af og manden blev revet væk fra mig.

”Nej… lad vær… jeg beder… jeg vidste ikke” ”DU RØR HENDE ALDRIG IGEN!”

”Det er okay Jay… se på mig.” Jeg så ind i Wills brune rolige øjne. ”Luk dine øjne… og lyt t” ”NEJ!” Mandens skrig var overalt. ”Se på mig!” Sagde Will og trak mig ind i hans jakke, nærmest beskyttede mig imod hvad der lige var sket.

”Janelle…” En rød hånd tog fat i mig og trak mig forsigtigt op. ”Far?” Hviskede jeg og genkendte de grønne øjne.

”Det er okay… jeg er her nu.” Sagde han og lod mig gemme sig ind hos ham.

”Jeg elsker dig Janelle…” Han kyssede mig i hårbunden og pludselig… forsvandt alt smerten. ”Det er okay…” Hviskede han.

 

***

 

”Hvad skete der i skoven Harry?” Vrissede en stemme. ”Jeg ved det ikke! Der var Dragoner overalt! Det var et held vi fik de værste til at starte med!” Sagde min fars velkendte stemme igen.

”Dragoner? Harry for fanden! Taylor Swift er en Dragon! En ægte 100% Dragon!” Vrissede den anden stemme som stadigvæk var uklar for mig.

”Anastacia hvad vil du jeg skal gøre?”

Mor?

 

Langsomt åbnede jeg mine øjne og kiggede omkring mig. Jeg var hjemme. Jeg lå i mine forældres seng. Forsigtigt trak jeg mine ben til mig og satte mig op. Jeg var stadigvæk en smule omtåget af hvad end der skete før jeg endte her.

”Mor?” Hviskede jeg og tog mig til hovedet. ”Janelle du er vågen…” En velkendt elegant skikkelse kom hen imod mig og blev skarpere og skarpere.

Det smukke hvide smil kom frem samt de klare gennemtrængende blå, blå øjne.

 

”Mor?” Spurgte jeg igen. ”Ja skat… det er mig.” Smilte hun og aede min kind. ”Hvor har du været?!” Råbte jeg af hende og rejste mig op.

”Janelle slap af du” ”Du har ikke noget at skulle have sagt! Hvor har du været? Hvor var du? Hvor var min mor?” Spurgte jeg forpustet og gik hen af mod deres skab.

”Janelle du forstår ikke noget.”

”Selvfølgelig gør jeg ikke det når I aldrig siger noget!” Råbte jeg af hende. ”Hvorfor er jeg her?” Spurgte jeg. ”Fordi… Eron er tilbage Janelle. Han er her i London.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...