HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2139Visninger
AA

12. Kapitel 10: Loved you first

I think of how you know me,

no doubts no thinking twice.

When your smile can be so soothing,

a familiar paradise.

 

*Janelle*

 

Jeg trak skjorten over mig og gik hen mod mit skrivebord. Demi havde ringet til skolen og sagt at vi alle var syge på grund af mad.

Selvom alle, som var som os, vidste hvad der var sket. Min far havde været her hele natten og dagen siden Demi og Natasja forlod os.

Han havde endda lavet mad.

 

Jeg åbnede min bærbar og kiggede igennem min mail. Jeg havde fået svar tilbage fra mine afleveringer. Jeg havde fået fire i en stil. Ikke tilfredsstillende. For nogen som helst.

 

”Janelle?” Jeg vendte mig om. Det var Dylan. ”Jeg tænkte på om vi kunne pakke nogle ting ned i dag.” Sagde han og kiggede lidt bange på mig. ”Selvfølgelig. Jeg kommer nu.”

 

På vejen hen mod hans værelse opdagede jeg at der allerede var blevet fjernet et bord, et spejl og en vase med blomster i.

”Er det alle værelserne?” Spurgte jeg. Dylan nikkede. ”Så… hvad vil du have ned først?” Spurgte jeg. ”Så meget som muligt. Jeg har allerede pakket de mindst nødvendige ting.”

”Det er underligt… er det ikke?” Spurgte jeg og kiggede på ham. Han nikkede. ”Hvordan havde du det med at flytte hjem til dine forældre dengang?” Spurgte han nysgerrigt. ”Det var dejligt. Befriende. Men… jeg ved ikke hvordan I har det med det her. I er jo vokset op her. Med så mange minder… lad os få pakket.”

 

Vi blev hurtigt enige om at alle skoleting skulle ned i samme kasse og forskellige ting skulle være i en anden kasse. Plakater af flere forskellige bands blev taget ned og rullet pænt sammen. ”Sådan der.” Sagde jeg med et smil. Jeg kunne se på Dylan at det var hårdt. Mere end han selv troede. ”Er du okay?” Spurgte jeg og lagde en hånd på hans ryg. ”Jeg har lavet så mange ting herinde. Du ved… engang havde jeg mareridt og min mor kom ind og trøstede mig. Det er faktisk en af de ting som står mest klart i mit hoved. Døgnet rundt. Hvad hun havde på, hvor bekymret hun var. Det hele. Hendes udtryk i ansigtet, vejret udenfor.” Han tog en dyb indånding og smilte.

 

”Hun er stolt af dig. Det er der ingen tvivl om. Kom så. Du trænger til noget morgenmad.” Sagde jeg og klappede ham på ryggen. ”Hvad med dig?” Spurgte han. ”Jeg vil se til Louis.” Smilte jeg og gik hen mod hans soveværelse.

 

Jeg tog fat i det kolde metal og en frisk brise mødte mig. Vinduet var blevet åbnet. ”Louis?” Sagde jeg spinkelt og så at Louis var oppe og stå i dag. Som om han var blevet rask. ”Janelle?” Smilte han. ”Louis.” Jeg gik hurtigt hen til ham og kyssede ham. ”Hvordan har du det?” Spurgte jeg. ”Fantastisk. Siden i går… har jeg haft det fantastisk. Men… hvad med dig?”

 

”Jeg har det godt. Tag det med ro. Jeg er fri nu.” Smilte jeg. ”Fri?” Han var lidt forvirret. ”Natasja gjorde det. Hun brød båndet mellem mig og Rohan.” Hviskede jeg. Et stort smil blev bredt over hans læber og han løftede mig op i luften.

”Louis.” Jeg afbrød ham i glæden. ”Hvad er der?” Spurgte han og kunne se alvoren var malet i mit ansigt. ”Dylan er gået i gang med at pakke. Er du klar?” Spurgte jeg. ”Vil du hjælpe mig?” Spurgte han. ”Selvfølgelig.”

 

***

 

Jeg rørte forsigtigt brudekjolen og betragtede dens skønhed. Jeg ville ikke den skulle ud. Selvom det nok var bedst. ”Janelle?” Jeg kunne høre hans urolige stemme. ”Ja?” Svarede jeg. ”Det er okay. Jeg kan godt give slip.” Sagde han overbevisende. Jeg kiggede ind i hans dejlige øjne. Jeg plantede kys på hans kind. ”Det ved jeg… hvor skal den hen?” Spurgte jeg. ”Det eneste sted den hører hjemme.” Han tog kjolen og bar den som om at Eleanor var i den. Jeg flyttede reolen og gik ned af trapperne lige bag ham.

Han lagde kjolen på bordet og derefter tog jeg diademet og sløret og lagde på den.

 

Jeg tog fat i hans hånd og kyssede den. Der var ikke brug for ord nu. ”Tak.” Hviskede han og jeg kunne se at han græd.

”Har du brug for et øjeblik?” Spurgte jeg. ”Ja. Jeg kommer snart. Det lover jeg.” Hviskede han. Jeg nikkede og gik op. Jeg elskede ham, han elskede mig. Men uanset hvad, ville han altid have følelser for Eleanor.

 

”Har han lagt kjolen derned?” Jeg kiggede op og så at trillingernes øjne afslørede alt. Jeg nikkede. ”Hvornår er han klar?” Spurgte de. ”Det ved jeg ikke. Men lad ham tage sin tid.” Snøftede jeg. ”Vi skal stadigvæk have pakket resten.”

 

Jeg skyndte mig op og lagde alt mit eget tøj ned i mine tasker og mine ting i en enkelt kasse. Jeg havde jo ikke så meget her. Det var rimelig rart. Mere end man gik og troede. Følelsen af at kunne sige det var sært.

Hurtigt fortsatte jeg ind på Sarahs værelse og pakkede alt hendes legetøj ned og der blev lagt tøj frem til de kommende dage.

Vi manglede faktisk kun gæsteværelserne, stuerne, kontoret og køkkenet.

 

Solen ramte mig lige i øjnene. Sarah havde altid haft udsigt til haven. Den var så smuk. Jeg gik ud af værelset og ned af trappen ned til køkkenet, igennem det og ind i spisestuen. Jeg åbnede terrassedøren og gik ud i bare tæer. Først mødte jeg fliserne, de var helt ru, det kildede faktisk en smule. Jo længere jeg gik ud og kom tættere på græsset, var ligesom dengang jeg først gik på det kolde marmorgulv i Supra og pludselig løb rundt på marker med Louis.

Det kildede helt, græsset. Mine skridt tog mig mod træer og et lille springvand. Jeg lod mine fingre køre over blade og bark. Der var så smukt.

 

En enkelt gang drejede jeg rundt i haven og smilte lettet. Jeg kunne se op på alle fem soveværelser. Mit eget havde et vindue som var rettet mod Londons midtby. Mens de andre havde et rettet mod friheden. Den dejlige uendelige frihed.

 

Selvom at fristelsen til at blive udenfor og danse mens solens stråler ramte mig, gjorde mig glad, vidste jeg at jeg skulle fortsætte med at pakke ned.

Et suk forlod mine læber. Jeg kunne tydeligt huske så mange ting fra denne have af. Gyngeture, grillaftenener, slåskampe, venskaber og lykke. På vejen ind tænkte jeg på hvor mange gange Eleanor faktisk havde kommanderet rundt med Louis ude i haven. Trampolinen skulle flyttes og de tunge haveplanter stod forkert, eller måske var det var træerne som skyggede! Et lille grin kom frem, sammen med tårer. Det ville blive godt at komme herfra.

 

***

 

Jeg gav Sarah jakken på og satte hende ind i bilen. ”Er du klar til at se det nye sted?” Spurgte jeg hende med et smil. ”Hvad skal vi?” Spurgte hun overrasket. Louis smilte til hende. ”Vi skal… flytte Sarah. Så får du også et større værelse. ”Sagde han med et smil. ”Men… forlader vi huset? ”Spurgte hun forskrækket. ”Det er okay Sarah… det er ikke langt væk.” Sagde jeg og tog hendes hånd og nussede den blidt. ”Okay.” Sagde hun og så lidt bange ud.

 

Louis startede bilen og kørte af sted. Det hele skete så hurtigt. Hvordan kunne det være virkeligt? Det kunne ikke sættes svar på. Men en ting var sikkert. Det var hårdt. For os alle. De ville gerne i skole, men frygten for at komme hjem til et tomt hus, gjorde dem helt bange. Nogen gange kaldte de på Eleanor.

”Så er vi her.” Sagde Louis med et smil. ”Er det her vi skal bo?” Spurgte Sarah overrasket. Louis nikkede. ”Vi skal have alt det her. Glæder du dig ikke?” Spurgte han. ”Kommer mor med?” Deres øjne hvilte på mig.

 Mit rettede sig mod Louis. ”Kun hvis hun selv vil.” Sagde han. Hans øjne viste mig hvad han følte. Han følte sig splittet. Forvirret, bekymret.

 

”Selvfølgelig vil jeg det. Men på et tidspunkt, vil jeg blive nødt til at tage hjem til min far. Han er ikke særlig glad for at bo alene nemlig.” Som sagt var det gjort. Det var snart påske så min far havde planlagt vi skulle på ferie sammen. Det var faktisk forretning. Men der var ferie i det. Så vidt jeg ved.

 

Louis kørte tilbage og vi fortsatte hvor vi slap med at pakke. Flyttemændene ville komme i morgen og vi manglede stadigvæk køkkenet. ”Bestiller vi ikke bare pizza?” Spurgte jeg da vi gik i gang med at pakke gryder ned.

”Pizza? Du har været her i tre måneder, og du foreslår vi bestiller pizza? Jay er du okay?” Spurgte Dylan. ”Ja. Jeg gider bare ikke lave mad.” Sagde jeg med et smil. ”Okay så.” Sagde han og fortsatte med at pakke ned.

 

Louis havde bestilt til os, tre familie pizzaer.

”Hvor meget havde du regnet med at vi skulle spise?” Spurgte jeg ham overrasket. ”Det ved jeg ikke. Men jeg har ikke fået frokost. Det har ingen af os. Undtagen Sarah hun fik Skittles.” Sagde han og trak en undskyldende mine. Jeg kunne se at han havde glemt at sige noget til mig.

”Gav du hende Skittles? Rent?” Spurgte jeg overrasket. Han nikkede. Jeg rullede med øjnene og gik ind i stuen til drengene. ”Okay… så er der mad. Kom her Sarah!” Hun reagerede ikke. ”Er hun ovenpå?” Spurgte jeg. De nikkede. Forsigtigt gik jeg ovenpå og så at døren indtil hendes nu snart gamle værelse stod åbent.

”Hey Sarah… vil du med ned og spise?” Spurgte jeg forsigtigt. Hun sad og kiggede på en lille dukke. Den havde brunt hår og øjne. ”Annabella hjalp mig med at lave den her… det er min rigtige mor.” Sagde hun med et lille snøft. Jeg satte mig ved siden af hende og betragtede dukken med det fine tøj på.

 

”Savner du din mor?” Spurgte jeg. Hun nikkede. ”Alle de andre børn har en mor som altid er der for dem. Hun henter dem når de har fri. Eller de laver noget sammen. Jeg har ingen mor som deres til det.” Hulkede hun. Jeg tog fat om hende og lod hende gemme sit hoved mod min brystkasse.

”Jeg ved godt jeg ikke er Eleanor. Jeg ved at for evigt kun vil ende med at prøve og prøve, men aldrig være lige så god. Men jeg ved en ting, som du aldrig må glemme. Din mor elsker dig. Til evig tid. Hun vil altid være der. Du kan bare ikke se hende. Det sidste jeg nogensinde lovede din mor var at passe på jer. Så det gør jeg. Så godt som overhovedet muligt. ”Jeg vuggede hende lidt og kyssede hendes kind. ”Er du klar til at komme nedenunder og spise?” Spurgte jeg. Hun nikkede.

 

Jeg tog hendes hånd og hun lagde dukken fra sig.

 

***

 

”Bare giv mig vaserne, Dylan du kører med vaserne!” Råbte jeg hen mod ham og satte hurtigt ti forskellige vaser ind i hans egen bil sammen med nogle af hans kasser.

Jeg tog alt køkkengrejet og satte ind bag i Phils Range Rover og satte det hurtigt fast. ”Du er da en stærk pige! Er du vant til hårdt arbejde?” Spurgte en flyttemand. ”Jeg har arbejdet i hestestalde, så jeg er vant til at arbejde hårdt. ”Smilte jeg og bandt en sidste knude.

 

”Janelle! Hvad med dine kasser?” Spurgte Louis. ”Will kommer om lidt med hans Range Rover!” Sagde jeg og tog Sarah op i min favn. ”Okay du skal køre med far. ”Jeg skyndte mig hen og satte hende i bilen. ”Her… bare spil lidt.” Jeg gav hende min mobil og skyndte ind i huset igen. Jeg fik et helt chok.

 

Der var ikke et eneste møbel tilbage overhovedet. Kun den ene reol. Forsigtigt gik jeg ind i husets køkkenalrum og rørte køkkenøen der var, derefter gled mine fingre og køkkenskabene og på vejen ind i stuen kunne jeg hen mod kaminen, den jeg kun var få meter fra efter Louis havde sagt han elskede mig, at han huskede.

 

”Janelle?” En blid hånd lagde sig på min skulder. Jeg kunne se tatoveringerne på håndledet og tog fat i den.

”Det her skal nok blive godt for os alle sammen.” Sagde jeg stille og tørrede en tåre væk. ”Kom her.” Jeg blev vendt om og Louis omfavnede mig. Selvom alle kunne se det. Selv flyttemændene. ”Jeg elsker dig. Det vil jeg altid gøre. Er du klar?” Spurgte han. Jeg rettede mit blik op på ham. Jeg nikkede. ”Jeg vil gerne vise dig noget først.” Sagde jeg og tog ham med ud i haven. Han så helt overrasket ud.

 

”Kan du huske sommeren 2016? Der hvor du havde købt en trampolin og det første du gjorde med min far var at ødelægge den? ”Spurgte jeg. Et lille grin kunne høres. ”Det var ren druk.” Indrømmede han. ”Eller hvad med dengang vi fejrede trillingernes otte års fødselsdag?” Spurgte Louis. ”Det kan jeg godt huske. Jeg kom op og slås med Dylan og han endte med at sige jeg ødelagde hans fødselsdag. Det gjorde ikke mig noget.” Sagde jeg og kiggede op på Louis. ”Det kan jeg godt huske. Det var første gang du nogensinde havde fået skæld ud og reagerede overhovedet ikke på det. Du fortsatte bare med at lege. Din mor fortalte din far at det var nyttesløst. Hun var en Kandrik, så længere var den ikke. Hun bestemte.” Grinte han og svang sin arm om mig.

 

”Vi skal nok få en masse minder i det nye hus. Det ved jeg.” Sagde jeg og nussede Louis mave.

”Selvfølgelig gør vi det. ”Forsikrede Louis mig. Vi gik igennem huset og for sidste gang nogensinde, ville vi gå ud af den dør. Louis fandt nøglen frem og satte nøglen i. Han drejede rundt og drengene havde lagt mærke til det.

 

”Så er vi klar.” Sagde jeg og tog mine egne kasser og gik hen mod Will som var kommet. Louis tog de sidste af mine kasser og satte dem op i Range Roveren.

Jeg kiggede på huset endnu. Det var underligt. Noget der var så fyldt med minder, kunne man virkelig holde så meget af et hus?

 

”De har boet der i næsten nitten år.” Mumlede Will og kiggede på mig. ”Jeg ved det. Men det skulle jo stoppe på et tidspunkt.” Sagde jeg. Will startede bilen og kørte ud af indkørslen.

 

 

***

 

Der var plads til alle vores biler og flyttebilen inde i indkørslen da vi ankom. ”Er I klar?” Spurgte jeg. De nikkede. Møblerne blev taget ud og flyttemændene kørte. Vi ville helst selv sætte vores ting på plads.

”Er der ellers brug for hjælp?” Spurgte Will mig. ”Nej… tak fordi du ville komme.” Sagde jeg og kyssede hans kind. Han kyssede hurtigt igen. ”Jeg smutter nu så. Vi ses puella.” Sagde han og kørte af sted.

”Wow! Der er jo vildt meget plads herinde!” Sagde George måbende. ”Måske mangler vi møbler.” Sagde Louis.

 

”Vi kunne sælge de gamle og købe nye? ”Foreslog Phil. ”Det er faktisk en god ide.” Sagde Louis. ”Men… lad os nu lige se os omkring først. For resten jeg har allerede lavet et værelse.” Sagde han med et smil. ”Har du?” Jeg virkede helt overrasket. ”Ja. Kom Sarah.”

 

Så nysgerrige som vi var, gik vi med Louis igennem det kæmpestore hus.

Der var en dør, den var blevet malet så det lignte af der var blomster i bunden af den. ”Åbn bare.” Hviskede Louis.

Forsigtigt tog Sarah fat i håndtåget og et rigtigt værelse, lige til hende kom frem. ”Er det mit?” Spurgte hun overrasket.” Se lige! Se min egen seng! Det er en prinsesseseng!” Sagde hun og løb over og rørte den.

”Kom os se det!” Sagde hun glad. Hun løb hen til os og trak os ind. ”Det er mit!” Smilte hun glad. ”Er du glad for det?” Spurgte Louis. ”Jeg elsker det far! Tusind tak!” Hun sprang op i hans arme og jeg så hvordan hun gemte sig i hans favn. ”Jeg elsker dig. Du er jordens bedste far man kunne ønske sig.”

Nej, jeg er ikke ved at græde.

 

”Du har vel ikke også lavet noget til os?” Spurgte Dylan kækt. ”Nej… I kan godt selv.” Sagde han og lod Sarah sidde på hans skuldre. ”Ha! Tag den.” Grinte jeg. ”Og du skulle forestille dig at være vores mor.” Snerpede Dylan. ”Du skulle forestille dig at være min søn. ”Svarede jeg igen.

Jeg fandt hurtigt et værelse til mig selv. Det var småt, dejligt og enkelt. Jeg satte selv skrivebordet fast til væggen, mens Phil hjalp mig med sengen.

”Tak… jeg regner med at vi spiser om et par timer.” Sagde jeg til ham med et smil. ”Det samme her. Hvad skal vi have?” Spurgte han. ”Mad.”

”Jeg havde sådan håbet på plastic!” Grinte han og gik ud.

 

Jeg satte mine skolebøger i små hyldekasser og gjorde det så lidt hyggeligt ud. Der skulle jo heller ikke være helt koldt herinde.

Jeg havde en dejlig udsigt. Lige ud til en stor skov og marker. Marker, åh dejlige marker. Med frodigt græs og blødt muld som ens hest ville galopere igennem med fuld fart uden hovedtøj og sadel, med armene spredt ud til siden. Følelsen af frihed.

 

”Savner du det åbne?” Jeg vendte mig forskrækket om. Louis havde stået i døren længe kunne jeg fornemme på hans måde at stå på.

”Det gør jeg vel.” Mumlede jeg og satte mig på sengen. Stille gik han hen til mig og kyssede min kind.

”Du behøves ikke at have værelse for dig selv hvis ikke” ”Hvad?” Spurgte jeg overrasket. ”Jeg tænkte bare du ikke ville sove alene.” Smilte han og lagde sin arm om mig. ”Myndighederne…” Sagde jeg. ”Det er rigtigt. Men du kan stadigvæk sove inde hos mig.” Sagde han. Jeg sukkede. ”Du ved jeg gerne vil, lad vær med at sige det sådan.” Jeg tog fat i hans side og begyndte at kilde ham, han vred sig og løftede mig op for at kilde mig.


”Louis!” Hvinede jeg og endte med at kravle om på hans ryg.

”Smil!” Et blitz kom. ”Hvor ser I elendige ud sammen.” Smilte Phil. ”Er det så slemt?” Spurgte jeg og fik overrakt telefonen.

”Det ser da fint ud.” Sagde jeg. ”Ja… det er også meget jer.” Sagde Phil og tog mobilen til sig hurtigt.

 

Dylan hjalp George med sit værelse og jeg hjalp Phil med sit. Sarah sad på sit eget og legede med noget legetøj.

 

”Jeg tror jeg laver noget aftensmad.” Sagde jeg og gik ud af Phils værelse. Jeg var virkelig træt. Hurtigt fandt jeg noget kød og lavede nogle bøffer, ristede noget brød, lavede noget salat og smed det på køkkenøen. Vi var ikke noget til andet end at pakke værelserne ud, så der var stadigvæk rimelig nøgent hernede.

”Mad!” Kaldte jeg og kunne høre mit eget ekko.

 

”Det ser lækkert ud!” Sagde Phil og satte sig. ”Gider I tage af?” Spurgte jeg inden de nåede at sætte sig. Louis kiggede straks bekymret på mig. ”Er der noget galt?” Spurgte han. ”Det har været en hård dag. Jeg er bare træt. Jeg orker ikke at spise, jeg er ikke sulten.”

”Du siger vel til hvis der er noget, ikke?” Spurgte Louis med et bekymret blik. Jeg nikkede. ”Du ved jeg altid vil sige til.”

 

På vejen op af trapperne følte jeg at mine ben kunne brække lige under. Jeg trak mit tøj af og lagde mig godt tilbage i sengen. Jeg var rimelig ligeglad med at jeg kun lå i mit undertøj.

Jeg ville bare sove, føle min krop blive tungere. Selvom det ikke rigtig ville.

 

*Louis*

 

”Jeg går op med Sarah.” Hviskede Phil og tog forsigtigt fat i hende. Jeg gjorde selv rent. Selvom det nu ville have været dejligt hvis Janelle også havde hjulpet mig. Hun har jo altid været god til at få det kedelige til at være sjovt.

 

Vi havde fået sat en sofa overfor kaminen. Det første jeg gjorde var at smide mig deri efter jeg havde gjort rent og tog min mobil frem. Jeg tastede det velkendte nummer ind. Min mors nummer.

Et lille gab kom fra mig.

”Det er Johanne”

”Hej mor.”

”Louis! Sikke en overraskelse! Hvordan har du det? Er I flyttet endnu?”

”Ja. Vi er flyttet. Det er et dejligt sted, en god stor have, udsigt til skov og marker. Sarah er vild med det, det samme med drengene. ”

”Bor I uden Janelle nu?”

”Nej. Hun flytter først ud om ni måneder. ”

”Savner hun ikke sit hjem?” Spurgte min mor lidt forvirret. ”Mor… jeg tror ikke hun føler hun har et hjem.” Sagde jeg lidt trist. ”Hvordan det? Anastacia og Harry har altid været nogle gode forældre overfor hende.”

”Det er rigtigt. Men nogen gange, så gør man det rigtige, i ens egne øjne. Men det forkert i andres. Jeg ville bare fortælle det hele går godt, det er ved at vende.”

”Det er jeg glad for. Jeg tænkte på noget Louis. ”

”Hvad er det?”

”Kunne I ikke tænke jer at komme med os alle på ferie? Du kunne tage Janelle med? Jeg tror hun ville nyde det.”

”Selvfølgelig. Men, vi skal lige vænne os til det her. Men bare rolig. Vi kommer på ferie, som en familie. Men, lad os lige falde til.” Sagde jeg. ”Selvfølgelig min skat. Hils dem fra mig. Dem alle sammen. Jeg er glad for at du ringede. Farvel.”

Hun lagde på. Jeg kiggede længe på telefonen. Vi skulle vænne os til alt det her. Det blev vi nødt til. Der var ikke rigtig noget valg.

 

Klokken var kun halv ni, men alle var gået i seng, jeg var den eneste som var vågen, det havde også været en lang dag.

Jeg rejste mig op og gik ovenpå. Hele min krop var nærmest lem - ”Nej… nej lad være.” Jeg stoppede op. Jeg vendte mig om og kiggede mod den eneste dør som stod på klem. ”Jeg vil ikke være alene…” Jeg åbnede forsigtigt døren. Solen var stadigvæk fremme så det lange mørke hår fik en skinnende blank overflade.

”Janelle.” Hviskede jeg og satte mig på knæ foran hende. ”Jeg vil ikke være alene.” Hulkede hun og krøb sig sammen. ”Du er ikke alene.” Hviskede jeg og prøvede blidt at vække hende.

Hun gispede kort og kiggede mig straks i øjnene.

 

”Det er bare mig. Er du okay?” Spurgte jeg. Hun tog fat i min hånd og lagde sit hoved i den. ”Jeg vil gerne sove inde hos dig.” Hviskede hun og så en smule bange ud. Hun satte sig stille op og kiggede på mig. ”Er du sikker på at du kan klare det her?” Spurgte jeg hende. Hun nikkede. ”Så kom her.” Hun viklede sine arme om mig og lod mig løfte hende op.

Hun havde ikke andet end hendes undertøj på. Det rørte mig nu ikke. Eller måske gjorde det. For jeg kunne se alle hendes ar. Hun virkede bare meget mere sårbar lige nu, end nogensinde før.

 

Jeg åbnede døren til soveværelset og da hun kiggede op kunne jeg fornemme hendes overraskede ansigt. ”Hvor er det.. smukt.” Sagde hun og løsnede sig fra mit greb. Hendes fødder rørte tæppet og hun gik forsigtigt hen til kaminen og lod sine fingre køre over. ”Kan du lide det? ”Spurgte jeg hende. Hun sendte mig et smil. ”Det er så uvirkeligt. Har du virkelig gjort alt dette?” Spurgte hun. ”Ja.”

”Men… det er ikke” ”Ikke mig. Det er os.”

”Os?” Sagde hun forvirret. ”Se på det. Så se på os.”

Hun kiggede rundt i rummet mens jeg forsigtigt gik hen til hende og hun stirrede lige ind i spejlet hvor vores refleksioner var.

Hun vendte sig om og kiggede op på mig. ”Jeg elsker dig.” Hviskede hun og lagde sit hoved på min brystkasse. Jeg lagde mine hænder på hendes hofter og kiggede på hende. Hun kunne fornemme blikket og stilte sig på sine tæer og kyssede mig.

Jeg lod min ene hånd køre op af hendes hånd og trak hende helt ind.

Hun blev lidt forskrækket, men det gjorde hende intet. Hun tog selv fat i mine skuldre og hoppede op så hun kunne låse sine ben om mig.

 

*Janelle*

 

Jeg hoppede op på hans hofter og låste mine ben om dem mens jeg kyssede ham. Jeg lod min ene hånd glide under hans trøje og ud igen. Han lagde mig på sengen og kyssede langs min hals mens hans ene hånd kørte ned om mit ene lår, frem og tilbage. Helt blidt.

”Louis.” Hviskede jeg og jeg rettede hans hoved op så vi så på hinanden. Jeg løsnede mine ben og lod ham komme op så vi kunne se på hinanden, lige i øjnene på hinanden.

”Luk dine øjne.” Hviskede han og lukkede dem i for mig ved at stryge sin hånd over mine øjenlåg.

 

Han åbnede min BH og trak hurtigt mine trusser af. Han plantede små kys og blide bid startede ved halsen kørte hele vejen ned til mit ene bryst hvor hans hånd var og masserede mig blidt. Jeg kunne allerede nu føle at jeg udløste en ros der sneg sig ud i alle hjørner af min krop.

”Shh.” Sagde Louis og kyssede mig ved min linje.

Hans ene hånd kørte ned af min side og under min krop og tog fat og holdte mig blidt, men bestemt, fast.

Jeg udstødte et gisp af den anden verden, stille selvfølgelig. Han kyssede mig først dernede og lod derefter sin tunge gøre mig helt våd.

 

”Åh Louis!” Gispede jeg og tog hårdt fat i lagenerne. Hans ene hånd løsnede sig og nussede min mave og derefter gled langsomt op af den og op mod bryst og nullede den. Jeg kunne mærke at det blev besværligt at trække vejret. Jeg spændte min mave og kunne mærke at Louis tunge trængte længere ind. Ikke meget, men nok.

 

Han stoppede op og lod to af sine fingre glide ind, helt blidt, mens han kyssede mig op af maven og hele vejen op til min hals.

Jeg lod mit hoved dunke mod hans og kørte min hånd igennem hans hår. Jeg tog fat i hans trøje og trak den af og kyssede ivrigt ham og ned af hans hals, helt blidt og op igen. Louis greb fat om hele min krop med sin ene arm og var over mig.

 

Jeg åbnede hans bukser op og trak ned i hans bokseshorts og kunne mærke at han var helt tændt. Louis kyssede mig blidt og lod sin ene hånd køre ned af mit lår og lod sig komme ind.

”Årh Lou.” Stønnede jeg og slog mit hoved tilbage mens han bevægede sig ind og ud. Jeg borede mine negle i hans ryg og kørte dem nede fra og op.

”Åh du be’r selv om det.” Knurrede han og tog fat i mine sider.
”Jeg vil ikke du stopper.” Stønnede jeg og kunne mærke han tog ordentligt fat i min ene side og gjorde jeg lå stille, han pressede mere på.

 

Han tog en dyb indånding og pustede stille ud lige ved min hals så jeg fik gåsehud. Han satte sig op og lagde sine arme om mig. Jeg lagde mit hoved på hans højre skulder og trak mig selv frem og tilbage. Hans ene hånd kørte ned og tog fat i min ene balle. Jeg lod et lille gisp forlade mine læber og kyssede hans hals hvorefter hans opmærksomhed kun var rettet mod mine bryster. ”Åh… åh.” Stønnede jeg og lagde mit hoved på hans af udmattelse og tilfredshed.

 

”Jeg elsker dig.” Hviskede jeg og kyssede ham blidt på læberne. ”Og jeg elsker dig.” Smilte han og trak sig ud.

Jeg trak dynen over mig og betragtede Lou trak sine bukser af helt af.

 

Dynen og tæpperne blev lagt om mig mens en arm trak sig ind mod en anden krop. Jeg vendte mig om kyssede Louis hvor jeg derefter lagde mit hoved på hans brystkasse og hørte hans hjerte banke.

 

***

 

Jeg lod mine fingre køre over den sølvfarvede gravsten og mærkede hvordan vanddråberne havde gjort mine fingerspidser våde og kolde. Jeg kiggede op mod himlen. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde mistet min oldemor. Min beskytter. Min ven. Nu min engel.

 

Mens jeg gik gennem det drivvåde græs og følte hvordan græsset gjorde mine sko våde. ”Janelle. Vi skal altså af sted nu.” Sagde min far og rakte mig en paraply. ”Det er okay far. Jeg kan godt klare at blive en smule våd.” Sagde jeg og lod ham selv holde den. Jeg åbnede bildøren og tog den smukke buket ud. Min farmor holdte virkelig meget af blomsterne ved godset og dem i skoven. Jeg havde været ude og finde grene med blade, alverdens blomster og ellers så eksotiske blade. Jeg trak mit silkebånd ud af mit hår og bandt den om buketten. Det var det eneste hun nogensinde havde givet mig som noget hun ønskede jeg gik med. Det her lyseblå bånd med små fine bogstaver i hver ende. Jeg gik forsigtigt hen mod graven og kunne mærke at det ikke længere var regnen som gjorde jeg blev våd. Ned af mine kinder løb der saltede tårer som tog min mascara med sig. Jeg satte mig på hug foran gravstenen og lagde buketten foran så det så fint ud. Til jul ville jeg komme igen.

 

Jeg vidste at hun hadet at være indenfor, hun ville begraves et fredeligt sted. Ved siden af hendes mand. Min oldefar. Jeg har altid hørt han var en god mand. Stærk, retfærdig og kærlig. Hans eneste svaghed var min mor.

 

Jeg rejste mig op og børstede noget græs af mine knæ. ”Jeg er klar nu.” Mumlede jeg til min far og gik med ham ind i bilen. Vi skulle til godset og overnatte og så hjem til London derefter.

 

***

 

Min bærbar var langsomt blevet varmere, solen reflekterede i mine øjne, mit hår var sat op i en hestehale, jeg bed mig i læben og prøvede at følge med i teorien om begrundelse for Herons formel.

Mine fingerspidser rørte tastaturet og slap hurtigt igen men jeg kunne hele tiden, selvom mine fingre var oppe i luften mærke hvor slidte nogle af mine taster var.

 

Jeg lod mine øjne flakke rundt i lokalet og betragtede hvordan nogen skrev på papir og andre ikke hørte efter overhovedet. De fleste spillede et spil eller var på de sociale medier, nogle hørte musik, mens få hørte klassisk musik. Det gjorde at nogen nemmere kunne koncentrere sig.
 

”Styles?”

”Ja?” Svarede jeg hurtigt og kiggede på tavlen. ”Vil du afprøve teorien omkring Herons formel?” Spurgte min lærer. ”Selvfølgelig.” Jeg gik stille og roligt ned tog imod kridtet. Vi brugte ikke TouchBord i matematik, kun hvis vi skulle se film eller noget.

Det var egentlig rart nok.

 

Jeg startede med det sædvanlige og skrev mit eget regnestykke ned. Jeg startede med først at indsætte bogstaverne og derefter satte jeg tallene ind i udregningen. Jeg kom til næste del og nedskrev videre og derefter stoppede jeg op. Jeg havde gjort noget forkert. ”Det er rigtigt nok.” Sagde min lærer. ”Okay.” Sagde jeg og fortsatte.

 

”Sådan… min egen personlige teori er ligesom Herons selv. Ved hjælp af denne ligning, er der nemmere for os alle, også selvom der optræder et x eller flere.” Sagde jeg og gik tilbage på min plads. ”Godt så. Elever jeg vil gerne I laver resten af side 345 til i morgen. Hvis der er spørgsmål så kommer I bare. Fortsæt god dag.” Jeg pakkede mine ting sammen og skyndte mig hen til Will.

”Hvordan er det så at bo i det nye hus?” Spurgte han. ”Fint nok. Det er et meget stort hus. Men vi flyttede altså ind i går. Jeg har ikke været udenfor endnu. Ingen af os har. Vi er kun kørt til skole og arbejde. Vi har været i gang med at flytte rundt indenfor.” Smilte jeg. ”Det er kun godt. Jeg har for resten en gave til dig.” Han stoppede op ved sit skab og åbnede det. ”Hvad er det?” Spurgte jeg nysgerrigt. ”Du vil elske det.” Sagde han med et smil.

Det var en fin firkantet pakke, omkring 20x20cm.

 

”Hvad er det?” Spurgte jeg nysgerrigt. ”Åben den op.” Jeg lod mine fingre komme under papiret og åbnede op. Det var en lille fin kasse, sådan en man brugte til mobiler.

Jeg åbnede den og så et brev.

 

”Læs op.” Sagde han med et smil.

 

”Kære Janelle. I anledningen af dit arbejde med både skole og fritid vil jeg Will Horan hermed fejre dette med dig og din kære familie Tomlinson. Du bedes derfor ledsage undertegnede sammen med James Payne til Hawaii.”

 

Jeg kiggede op i hans klare brune øjne som altid havde været åben og varme for mig. ”Du… du er den bedste.” Jeg omfavnede ham og gav ikke slip. ”Jeg er også glad for dig Jay… men folk stirrer altså.”

”Det er jeg ligeglad med. Jeg elsker dig Will. Du er min bedsteven.” Sagde jeg ned i hans jakke og gav endelig slip. ”Kom så. Kroeger vil ikke vi er for sent. Det er i dag du skal indspille din sang.”
”Det er ikke min. Det er hans kones sang.”

 

”Ja. Men du skal jo kunne synge hvad som helst.”

”Det ved jeg. Men jeg fortryder ærlig talt jeg har valgt Musik A til tider.” Sagde jeg og åbnede døren ind til studiet. ”Godt I er begge to her. Ny plan.” Sagde han og tilbød os en plads.
”Hvad sker der?” Spurgte Will. ”I skal indspille en duet. Siden Louis Tomlinsons lille dans med dig Janelle, så har pressen, virkelig presset på. Vi skal have et falsk forhold op at køre.”

 

Falsk forhold. Jeg stivnede helt. Hvordan kunne han sige det? Min mave vendte sig et par gange og jeg kunne ikke knuge mine hænder sammen overhovedet.

”Hvad foreslår du?” Spurgte Will og kiggede nervøst på mig. ”Jeg vil gerne at du siger at dig og James kun er venner.”

”Men han er min! Jeg har ikke tænkt mig at såre ham bare fordi at” ”Du har ikke noget valg!” Råbte Kroeger og satte sig tilbage i stolen.

 

”Vent!” Råbte jeg inden der skete yderligere. ”Jeg har en plan. Jeg snakker med Louis om det i aften. Men en ting.” Jeg kiggede koldt på Kroeger. ”Du burde aldrig bede nogen om at forfalske et forhold. Specielt ikke hvis den ene part er i relativt ægte forhold.”

 

”Det er ikke mig som siger det. Men jeg er sku enig. Samuel og Simon har snakket om det om og om igen. Desuden har de fundet en model til at skulle farkere Louis kæreste.”  Sagde Kroeger.
”Hvad?” Jeg kunne mærke min mave blive helt tom. ”Men… det kan I ikke gøre!” Sagde jeg vredt og pludselig kom styrken tilbage til mig.

”Hvad er der galt med jer?” Spurgte jeg. ”Ikke noget. Det er blot verdenen. Jeg gør det her for din sikkerheds skyld. Du skal være i søgelyset. Men du har brug for en ved din side. Det må bare ikke være Louis.” Sagde Kroeger.

”Hvem havde du i tankerne?” Spurgte Will og tog min hånd. ”Dylan.”

 

***

 

Jeg smed tasken på min seng og satte mig i stolen. Louis havde fået det samme at vide som jeg havde. Jeg lod min hånd glide igennem mit løse hår og sukkede. Hvad skulle jeg gøre?

En banken på døren gjorde at døren bevægede sig en smule. ”Kom ind.” Sagde jeg og kiggede væk igen.

”Det er mig.” Jeg vendte mig forskrækket om. Det var Dylan. ”Kan jeg hjælpe dig?” Spurgte jeg. ”Kroeger snakkede med mig i dag. Om dig og far.” Sagde han og satte sig på sengen. ”Jeg ved godt det er svært.”

”Hvad med Sarah?” Spurgte han. ”Jeg ved det ikke. Vi må finde en løsning. Vi kan ikke have at hun bliver forvirret.” Sagde jeg og bed mig i læben.

 

”Hvad er planen?” Spurgte han så. ”Kroeger vil gerne jeg finder en jeg kan farkere et forhold med.” Sagde jeg og kiggede på Dylan. ”Han foreslog Will, gjorde han ikke?” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Jeg foreslog dig.” Mumlede jeg.

 

”Mig?” Spurgte han overrasket. ”Ja. Det var det første navn jeg kunne komme på.” Sagde jeg lidt skamfuldt. ”Hvorfor mig?” Spurgte han. ”Det ved jeg ikke. Der er vel noget over dig. Jeg ved at jeg kan stole på dig.”

”Men hvad med Natasja?” Spurgte han. ”Jeg har ikke haft nogen form for kontakt med hende i lang tid.” Mumlede jeg og trak benene til mig.

 

”Så må vi jo gøre det.” Sagde han. ”Lad os lige snakke med din far om det først.” Sagde jeg og gik nedenunder med Dylan lige bag mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...