HHJ - Untouched.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Igang
Efter alt den drama der havde været i Janelles unge liv, kom hun tilbage til London med hele sin familie. På grund af det voldsomme tab og hvad alle havde været udenfor, endte Anastacia og Harry med at blive skilt, Janelle stak af til USA ved hjælp af Demi. Nu, efter flere måneder hvor hun har været i skjul, så vender hun tilbage, for at få sig til at se sin største frygt i øjnene. Nemlig, hendes livs kærlighed. Louis Tomlinson. Vil det lykkedes Janelle at få ham på banen, imens hun kæmper med hendes fars mørke skygge og på samme tid, hendes mors skrækkelige fortid? Hun har et år til at vende op og ned på alt det her, og få One Direction tilbage, samt at få Dylan, George og Phil igennem deres sidste eksamen, men at rette op på flere liv, kan tage årtier.
Men en ting har Janelle lært sit liv.
Skygger. I skyggerne gemmer der sig altid noget. Pas på. Din egen skygge kan skjule flere hundrede hemmeligheder.

5Likes
10Kommentarer
2146Visninger
AA

3. Kapitel 1: Ask yourself

Did you fight the

Poring rain?

Just ask yourself

 

 

Det var ikke fordi at det var sært som sådan. Jeg havde vænnet mig til det hele igen.

Lad os sige, det hele.

Min familie, den er der ikke længere. Jeg gik fra dem. De drev mig til vanvid, så jeg tog af sted. Jeg tog til Skotland med Demi, afleverede Guardian hos Gemma og ’stak’ af.

Til USA.

 

Jeg har tit overejet om jeg gjorde det rigtige ved at tage af sted. For jeg har forladt alt derhjemme. Mine hunde, min hest. Mit alt. Jeg bor i Demis lejlighed, fordi at jeg ikke ville tilbage til London. Will var her faktisk. Med beskeder, fra mine forældre. Og Louis. Og alle de andre.

 

Alle de tanker fra dem. Det var hvad jeg tænkte på når jeg sad i lejligheden, kiggede ud over Los Angeles mens bruset fra stranden kunne høres.

Det var ynkeligt. Jeg stak af, hvorfor? Familieproblemer. Mine forældre, skilsmisse. Sandt. Hvorfor også lige sandt?

Det var for meget for mig. Louis prøvede at hjælpe mig. Men hver gang jeg så på ham gjorde det bare at så en del af fortiden, jeg elskede på sin vis fortiden, men jeg hadet den også. Det ville aldrig gå, ikke her, men i Supra, sagtens.

 

”Jay?” Jeg vendte mig om mod min seng. Will satte sig op og ømmede sig træt. Jeg gik hen til ham og satte mig ovenpå ham. Jeg kyssede ham på kinden og smilte.

”Jeg klare mig.” Smilte jeg svagt i mørket. Han lagde mig mod hans brystkasse og aede mig på min næsten nøgne ryg.

 

”Janelle. Du er min bedsteven. Derfor ved jeg hvornår du lyver.” Sagde han og plantede et kys i min hovedbund.

”Will… ”Sukkede jeg og kiggede på hans skulder, som havde et ar efter en soldat havde prøvet på at skære skulderen af. ”De savner dig jo Jay.”

”Men, jeg har brug for tid Will.” Jeg gik væk fra ham men han gik mod mig. ”Du trænger til kaffe. Kom.” Han tog min hånd og fulgte mig ud i køkkenet.

Lyset tændte og lavede noget kaffe. Det var en dejlig duft. Jeg savnede kaffe, fra Starbucks, med karamel og mørk chokolade.

”Her.” Smilte han og satte koppen overfor mig.

 

”Jeg savner England. Det gør jeg virkelig. Men, jeg skal bare slappe af.”

”Janelle… du har været her i snart fire måneder. Dine forældre er bekymrede for dig, de fejrede jul alene.” Sagde han og tog en slurk af sin kaffe.

”Jeg ved det. Det er bare svært okay? Jeg… jeg troede jeg kom hjem til en forandret verden. Men jeg kom hjem… til den samme verden. Vi tog tilbage i tiden Will. Eleanor er død nu. Hvorfor tror du jeg er taget af sted?”

”Det kan ikke kun være på grund af Louis.”

”Han skal have lov til at sørg” ”Nej!” Han svarede vredt igen. ”Undskyld Jay.” Sagde han og tog fat i min hånd og nussede den.

”Will, det er okay du flipper.” Sukkede jeg. ”Du ved jeg bare vil beskytte dig. Du er den lillesøster jeg aldrig har haft. Eller vil få.”

”Tak. Du er den belastende overbeskyttende storebror som jeg ikke biologisk set er i familie med.” Svarede jeg roligt.

 

 

***

 

Solen skinnede ind i lejligheden og jeg gjorde rent mens Will var ude og handle. Jeg havde støvsuget mit værelse og derefter den store stue.

Han havde kun været her i tre dage og snart ville han tage af sted igen.

Jeg tændte tv’et da jeg blev færdig og smed mig i sofaen.

 

 

”I dag blev det officielt at Louis Tomlinson i snart to måneder eller længere, har haft en depression på grund af tabet af sin afdøde kone Eleanor Calder som uheldigvis døde i september sidste år. One Direction har lige for tiden mange store problemer. Harry Styles skal skilles fra hans kone som han har kendt siden han var elleve og deres datter Janelle Styles er forsvundet sporløst. Rygtet siger at hun er i USA men intet vides.”
 

Døren gik op, Will trådte ind i stuen og kiggede på tv’et.

 

”Man mistænker Demi Lovato konen til Niall Horan for at have taget hende med til USA. Det skete kun to uger efter bilulykken med Eleanor Calder hvor hun mistede livet. Man mener at Eleanors død har været så rystende for Janelle Styles som sad i bilen med hende.”

 

”Det var derfor du ville have mig hjem. Ikke?” Spurgte jeg og kiggede op på ham. Han satte posen fra sig og satte sig ved mig.

”Ja. Louis savner dig, men også Eleanor. Men… du er den eneste som kan hjælpe ham. Jeg beder dig. Hjælp ham. Hjælper du ham. Hjælper du også os andre.”

Jeg vendte mig mod Will og stirrede ind i hans brune øjne. ”Okay så. Jeg tager tilbage. På en betingelse!” Sagde jeg med løftet pegefinger.

 

”Ja?” Svarede han. ”Hvad er det der foregår imellem dig og James? Du siger aldrig noget til mig længere, en gang var i to som pot og pande. Nu… jeg ved ikke.. hvad skete der?” Spurgte jeg om.

 

”Du ved, du flygtede fordi Lou sagde det og sådan? Den anden nat du var derude fortalte jeg James hvordan jeg havde det. Han indrømmede det ikke til at starte med. Janelle, jeg er bøsse.”

Jeg stirrede lidt på ham i nogle sekunder. Så tog jeg tre skridt hen til ham.

”Du er min bedsteven Will. Bøsse, til piger, til det helt tredje, jeg elsker dig for den du er.” Jeg krammede ham ind mod mig og jeg kunne mærke hvordan hans tårer trillede ned.

 

”Det er okay Will.” Hviskede jeg. ”Min farfar vil ikke se mig.” Hviskede han. ”Hvad?” Sagde jeg og så på ham. Lige ind i hans øjne.

”Hvad?” Spurgte jeg igen om. ”Han vil ikke se på mig. Han skammer sig..”

”Men gør din farmor det?” Spurgte jeg om. Han kiggede op på mig. ”Nej.. hun er stolt over at jeg kan sige det. Men hun er overrasket.” Sagde han stille.

”Det skal nok gå. Du har i det mindste ikke knaldet en i trediverne.” Smilte jeg og han grinte.

”Det skal nok gå.” Sagde jeg og aede ham på hans kind så han smilte til mig.

 

***

 

Jeg pakkede mit tøj ned og kiggede omkring mig. Jeg havde været her i næsten et halvt år, levet under jorden. Hver uge havde en af Demis veninder kommet med madvarer til mig fordi at hun ikke ville have at jeg skulle ses offentligt, eller også gjorde Will det, når han var her.

 

Will bankede på og jeg vendte mig om mod ham. Det var tre dage siden at vi havde fået nyheden om Louis offentliggjort.

 

”Min far venter på os nedenunder i lobbyen.” Sagde han så. ”Et øjeblik.” Sagde jeg så og kiggede omkring mig.

Jeg havde boet her, i så lang tid, i starten sad jeg bare på værelset og kiggede omkring mig, så havde jeg gjort det en smule spændende med nogle plakater, de var blevet taget ned nu.

Jeg tog mine tre kufferter, min guitar og rygsæk og gik ud af værelset. Forhåbentlig for sidste gang.

 

”Jeg er klar nu.” Sagde jeg stille. ”Giv mig hellere den ene kuffert.” Sagde Will og tog den ene kuffert.

Jeg tog min jakke fra gangen af, tog den på, hoppede i mine Vans, tog min solbriller frem fra jakken for at sætte dem op i mit hår og gik ud til elevatoren.

 

Will smilte til mig kunne jeg se, og jeg smilte igen. Der var stille, det var det som jeg havde brug for. Stilhed. Men lige om lidt, så ville pressen være der. Vi trådte ud af elevatoren og jeg så Niall sad og vente på os. Han smilte roligt og rakte Will nogle solbriller.

 

”De har klikket løs i en halv time. De giver sku ikke op. Jay kom her.” Smilte han og omfavnede mig. Jeg havde savnet Niall utrolig meget, specielt hans trygge kram. ”Er du klar?” Spurgte han så. Jeg nikkede stille. ”Kom så.” Han tog den ene kuffert fra mig, lage sin hånd på min skulder, meget beskyttende og derefter kom to vagter til syne som hjalp os ud til en bil som Niall nok havde lånt.

 

Jeg smed mine tasker i bagagerummet og skyndte mig ind i bilen til Will. Jeg sad i midten så jeg nemmere kunne kramme ham.

 

”Det er okay. Jeg er lige her.” Hviskede han og kyssede mig i håret. ”Det ved jeg.” Bilen kørte og vi var på vej hjem.

 

*Nialls synsvinkel*

 

Hun lå under Wills trøje og gemte sig væk fra alt. Jeg kunne godt mærke på hende at hun var lidt tilbageholdende overfor journalisterne og alt det andet. Men hun skulle jo bare vænne sig til det igen. Det kunne hun godt. Det ved jeg.

 

Jeg stoppede bilen da vi kom til lufthavnen og tog en dyb indånding. Jeg vendte mig om og smilte til dem.

Janelle gemte sig stadigvæk.

 

”Vi er fremme.” Sagde jeg roligt. Hun kiggede over på mig og nikkede som et svar. Will hjalp Janelle ud og tog hendes kufferter, hun tog selv sin rygsæk og guitar mens jeg tog to af hendes kufferter.

Vi var heldige, der var ingen fans i lufthavnen. Men Janelle, hun plejede at være så stædig. Hvad var der sket med hende? Hun var helt bange for fansene nu! Det var helt uhyggeligt.

 

”Janelle kom her. De er her ikke.”

”Det er ikke dem, jeg kan se noget helt andet.” Jeg kiggede forskrækket hen mod vinduerne og kunne se at flere tv-reportere var på vej ind. Jeg tog hende under min arm og trak hende hurtigt med mig videre.

Alt var jo et kaos.

 

***

Vi sad for os selv i Luksus afdelingen af lufthavnen. Vi var så heldige at vi havde fået et område for os selv. Janelle var faldet i søvn i Wills arme mens han tegnede cirkler på hendes overarm.

 

”Hun sover tungt. Det har hun ikke gjort længe.” Sagde Will til mig. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg. ”Hun har haft en form for mareridt de sidste par nætter. Faktisk, har hun haft det siden hun kom hertil.” Mumlede han til sidst.

 

”Det bliver godt for hende at komme hjem.” Sukkede jeg. Selvom jeg nu frygtede det en del. Hun skulle jo vende op og ned på Louis. Var det muligt?

 

”Hvad kommer hun hjem til?” Spurgte Will så. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg. ”Jeg hørte Liam skændes med Harry. Og jeg har set billeder i bladene… hvordan vil du forklare Janelle at hendes far er… har ændret sig.”

”Det ved jeg ikke. Men ender det galt derhjemme, så flytter hun ind hos os. Det ved du da.”

”Hvad med Lou?” Spurgte han så. ”Jeg havde lovet Sarah at Janelle ville komme og passe hende. Det vil hjælpe trillingerne.” Sukkede jeg stille.

 

Janelle rømmede sig en smule og åbnede sine øjne. ”Hey prinsesse.” Smilte jeg til hende. ”Hey.” Mumlede hun og kiggede op på Will.

”Bare rolig. Vi passer på dig.” Smilte han til hende mens hun flettede sine fingre ind i hans.

”Skal vi snart tilbage til London?” Spurgte hun så med et lille smil.

”Ja.” Svarede jeg. ”Er I sultne?” Spurgte jeg hurtigt.


”Jeg kunne godt bruge noget Starbucks.” Mumlede Janelle og smilte lidt bredere. ”Jeg tager bare noget fra McDonalds.”

”Så er vi jo to!” Smilte jeg i det Janelle grinte. ”Fuck I ligner faktisk hinanden, mere end for et år siden.” Smilte hun.

”Det er kun godt, ikke?” Spurgte Will. ”Aner det ikke.” Sagde hun og puttede sig ind mod Will igen.

 

”Jeg smutter nu.” Smilte jeg og gik ud af området.

 

 

*Janelles synsvinkel*

 

”Will?” Spurgte jeg og rejste mig op. ”Ja?” Smilte han til mig. ”Synes du… synes du det var selvisk?” Spurgte jeg så.

”At du tog af sted? Nej. Du er en helt speciel pige. Du har ikke haft den samme frihed som vi andre har. Du har jo på sin vis været indespærret på godset og… det med Australien, skolen og Louis. Det har taget på dig. Helt ærligt. Du fortjener en ferie. Eller, at gå under jorden. Du ved, du vender jo tilbage til skolen. Men til sommer… hvad siger du til at vi sammen tager på ferie? Et eller andet sted hen?” Spurgte han så.

 

”Det vil jeg gerne. Men, lad os lige få tingene til at falde på plads, okay?” Smilte jeg træt til ham. ”Altid. Alt for dig min prinsesse.” Sagde han og kyssede mig i hårbunden.

”Du er jo jordens bedsteven. Jeg elsker dig Will.” Sagde jeg og lænede mig op af ham.

 

”Du kan selv være jordens bedsteven. Du er jo glad for mit valg, indenfor… hvad skal jeg sige? Du accepterer mig.” Smilte han. ”Altid.” Smilte jeg tilbage.

Will, han kunne altid få mig til at smile og blive glad.

 

”Hey. Jeg har det hele med.” Smilte Niall til os. ”Skete der noget spændende?” Spurgte jeg. ”Faktisk… Liam havde åbenbart tweetet for lidt tid siden… noget om Janelle. Lad hende være eller sådan noget.” Smilte Niall og rakte mig min Starbucks.

Åh, den var god. Karamel, chokolade, vaniljefløde og ren sort kaffe fra Sydafrika. Det kunne smages.

Rimelig godt gået når der er så meget stads i.

 

”Smager det godt?” Spurgte Niall mig. Jeg nikkede. ”Det var lige det jeg havde brug for.” Sagde jeg. ”Hey Jay. Smil.” Will tog et billede af mig.

Han viste mig billedet.

 

Billedet var faktisk kønt. Jeg havde mine kors leggins på og min grå hættetrøje som jeg fik for ikke så lang tid siden og ringen.

 

Jeg tog den af og studerede den nærmere. Jeg kunne tydeligt huske den dag.

 

 

”Janelle?” Jeg vendte mig forskrækket om mod Niall. ”Du græder jo.”

”Gør jeg?” Jeg lagde min ene hånd på min kind og lagde mærke til at den var våd. ”Nå… det er ikke så slemt.” Svarede jeg stille.

 

”Kom så, flyet er klar nu.” Smilte Niall. Will tog ringen fra mig og satte den på min finger igen.

”Du ved du ikke kan undvære den.” Smilte han til mig. ”Sandt.”

”Kom så prinsesse.” Smilte Will og lagde sin arm om mig. Vi blev kørt ud til flyet af sådan en golfvogn.

 

***

”Er I klar?” Spurgte Niall. ”Ja.” Smilte Will.

 

Flyet lettede og jeg kunne mærke et ubehageligt stød komme i min mave. Men jeg var heldig. Niall var på min ene side og Will på anden, så mine hænder var da i sikkerhed.

 

Jeg lagde mig roligt tilbage i sædet og lagde mig til at sove.

 

 

*Wills synsvinkel*

 

Jeg fjernede armlænet imellem os så hun ikke havde noget der generede hende i siden, hun endte selvfølgelig så med at sove op af mig.

Jeg grinte for mig selv og kiggede på billedet af hende på min mobil.

Min Janelle. Hun smilte på det billede. Jeg havde faktisk ikke set hende smile sådan i lang tid. Nu skulle hun bare hjem, det gjaldt ikke andet. 

 

_______________
 

De er allerede tilbage! Med god grund... Det er sådan at jeg gerne ville have I skulle have de første tre "kapitler". 

Hvad synes I om Janelle og Will lige nu i forhold til hvad I læste som epilogen? 

Fortæl mig det endelig! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...