Ulvens egen historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Igang
Vi følger ulven Sifran fra Canada, gennem hendes mange og mystiske oplevelser om hvordan hun overlever vinteren uden den flok som hun mistede på grund af mennesker. På hendes rejse for at overleve møder hun den søde drage Namina og mennesket Sophia.

2Likes
0Kommentarer
306Visninger
AA

3. Sophia redder Sifran

Flyvende på Namina forsøgte vi nu, at finde nogle mennesker der ville passe på mig. Det var ret svært, fordi mennesker var der ikke så mange af oppe i bjergene. Midt på dagen kom vi til en lysning. Namina kunne lugte røg så hun landede bag nogle træer. Vi kiggede ud. Der så jeg dem. De var en lille flok på fem mennesker. Min flok havde været på femten ulve. Namina puffede mig frem for at sige at jeg skulle prøve. Jeg gik stille frem. Den mindste af dem fik øje på mig hurtigst. Hun gispede, og de andre opdagede mig. To af dem løb ind, og hentede de modbydelige ting, der dræbte min flok. De pegede den hen mod mig. Pigen skreg. Hun løb hen til mig, og beskyttede mig. Menneskene ville ikke dræbe hende. Hun tog mig med, om bag nogle træer. "Er du okay?" spurgte hun. "Jeg har det fint" svarede jeg. Hun stirrede på mig med nogle store øjne. "Du kan tale" sagde hun. "Ja, kan alle ulve ikke det?" spurgte jeg. "Nej, det er der igen ulve, ud over dig der kan" svarede hun. "Min flok kunne også, derfor troede jeg at alle ulve kunne" undskyldte jeg mig. Hun kløede mig bag øret. "Det skal være en hemmelighed at du kan tale, eller vil de andre sælge dig til et museum" sagde hun alvorligt. "Okay, men jeg har intet sted at være, og Namina vil prøve at finde et sted til mig" sagde jeg. "Hvem er Namina?" spurgte hun. "Namina er min eneste ven, hun er en drage" svarede jeg. Igen stirrede hun på mig med store øjne. "En drage????!" spurgte hun. "Ja, du ved sådan en med store vinger, spidse tænder, og lange klør, men dem er der vel heller ikke mange af?" svarede jeg. " svarede jeg. "Nej, der er kun én drage, og det er din ven Namina. Foresten hedder jeg Sophia" sagde hun. "Jeg hedder Sifran" sagde jeg. Så bad hun mig om at være stille, så vi kunne gå hen til de andre mennesker. Hun fortalte de andre at hun ville beholde mig. Jeg kunne høre Namina mumle glad for sig selv. Jeg var glad. Jeg havde nogen til at passe på mig, tror jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...