Den indre og ydre krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Igang
16-årige Naja mister sin far til krigen. Det påvirker hendes familie, som består af mor, Nicklas 17 og efternøleren Elias på 11. Hele Najas verden ændrer sig, og hun kan ikke give slip på sin far. Hun kæmper med sorgen, og kæmper for at holde familien samlet. Hun har ingen anelse om hvilken fremtid hun går i møde, og at de beslutninger hun tager, har konsekvenser for hele familien.

3Likes
5Kommentarer
519Visninger
AA

5. Welcome home!

 

Et halvt år gik og Nicklas kom hjem igen. Sjældent har jeg set min mor så glad. Hun Havde forberedt en hel velkomstfest. Hun havde brugt de sidste 3 dage på at lave maden. De eneste 3 dage, i det halve år Nicklas havde været væk, jeg havde set hende smile. Hun fik mig til at føle mig… uelsket. Hun havde altid vist sin kærlighed til os alle, men efter fars død, havde hun kun nok kærlighed til Nicklas. Endnu en grund til at jeg var nød til at bruge det meste af min tid på Elias. Men det var skønt at have Nicklas tilbage. Da han kom hjem, tog han en kæmpe byrde af mine skuldre.

Det var en lille velkomstfest, kun bestående af vores nærmeste. Nicklas kom hjem iført hele sit militærtøj. Det første mor gjorde var, at sende ham ind og skifte tøj med et alvorligt ansigtsudtryk. Først da han kom ud, gav hun ham et kram, og smilte. Mig og Elias løb også hen og gav ham et kram. Jeg kunne mærke, da jeg krammede ham, at han havde fået større muskler. Jeg smilte for mig selv. Nu kunne han forhåbentlig selv bære alle indkøbsposerne ind fra bilen! Elias begyndte spændt med at spørge ind til alt det han havde oplevet. Han nåede ikke engang at stille et helt spørgsmål, før mor afbrød og fik alle genet hen til bordet. Hun prøvede tydeligvis allerede at glemme at Nicklas havde været i militæret. På vej hen til bordet trak jeg Elias til side. Jeg sagde, at han nok ikke skulle snakke mere om Nicklas’ tid i militæret. Jeg kunne se på ham, at han ikke forstod hvorfor, men han forstod min ordre.  Elias kæmpede sig igennem resten af festen. Jeg kunne se på ham, at han mange gange kæmpede med et spørgsmål, som brændte på tungen. Efter vi havde spist, besluttede jeg mig for at frelse Elias fra fristelserne. Jeg tog ham med ud for at spille fodbold, kun ham og mig. Så kunne han få luft for sin frustration over de ustillede spørgsmål.  
Det endte med vi satte os over på gyngerne og snakkede. Vi snakkede om mor, Nicklas, Militæret, og selvfølgelig far.

Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde siddet der, men pludselig så vi folk gå ud af døren og vinke farvel. Festen var officielt slut. Vi gik indenfor ´, for at hjælpe med at rydde op. Da jeg kom indenfor, så jeg Nicklas stå og snakke med nabopigen. Jeg begyndte med at smile. Pga. fars arbejde havde Nicklas aldrig rigtig haft nogle venner med hjem, og det var faktisk også første gang jeg så ham snakke med en pige. Jeg gik ind i stuen og trak Elias med mig, så de kunne få lov til at snakke i fred. Dog gik der kun 2 min. Før min mor kom ud i køkkenet til dem, og afbrød deres samtale. Jeg ved godt hun ikke mente noget ondt med det, men hvor blev jeg dog irriteret på hende. Endelig havde Nicklas et par minutters normal teenage-tid, men det ødelagde mor også. Jeg vidste selvfølgelig godt at det bare var fordi hun havde savnet Nicklas sådan, men hvor ville jeg dog gerne kunne forære Nicklas et par timers ’frihed’.

En hverdag begyndte igen, og alt faldt igen tilbage i de gamle rammer. Jeg fik det meste af min fritid tilbage, og Nicklas fik taget sin. Ikke fair, det vidste jeg. Men Nicklas er den mest stædige person jeg kender, så da jeg prøvede at hjælpe til, blev jeg med det samme sendt væk igen. Det var mærkeligt at få min fritid tilbage. Jeg havde brugt det sidste halve år, på at ønske mig fri, og nu da jeg var det, vidste jeg ikke hvad jeg skulle bruge al min tid på. Hvilket resulterede i at Elias kom til at hænge på mig endnu mere.
Jeg kunne se Nicklas stadig havde skyldfølelse over at være taget i militæret. Selvom han ikke kunne gøre noget, havde han det så skidt med at have efterladt mor herhjemme. Jeg kunne se det i hans øjne. Når man fangede ham i et tænksomt øjeblik, kunne man se de gråblå øjne, drukne i skyldfølelse. Kun i et par sekunder kunne man se det, før han fik sat sin facade op igen. Det var en evne vi havde hjemme hos os. Et talent. Vi var verdensmestre i at sætte facader og mure op. Mure som beskyttede os, og beskyttede vores inderste jeg. Vi var verdensmestre i at skjule vores følelser, og aldrig udtrykke dem. Hvem skulle have troet at noget kunne bryde min mur nede, tage min maske af, og ændre mig fuldstændig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...