Den indre og ydre krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Igang
16-årige Naja mister sin far til krigen. Det påvirker hendes familie, som består af mor, Nicklas 17 og efternøleren Elias på 11. Hele Najas verden ændrer sig, og hun kan ikke give slip på sin far. Hun kæmper med sorgen, og kæmper for at holde familien samlet. Hun har ingen anelse om hvilken fremtid hun går i møde, og at de beslutninger hun tager, har konsekvenser for hele familien.

3Likes
5Kommentarer
526Visninger
AA

2. I rosen gemt, aldrig glemt

Jeg stod og betragtede mig selv i mit store spejl på mit værelse. Jeg så tomt på de sorte stiletter, den sorte elegante kjole, det forgrædte ansigt og til sidst på det opsatte hår. Elias kom ind, tog mig i hånden og sagde: ”Hvor er du altså smuk”. Jeg så på den lille 11-årige dreng som kiggede beundrende ind i spejlet på den skikkelse som burde være hans støtte. Jeg tog hans hånd og gav den et klem, imens to tårer trillede ned af kinderne på mig. Han tørrede dem væk, og stod og beroligede mig. Den dreng som normalt var den lille i familien, var nu pludselig blevet moden, og opførte sig voksent. Det skræmte mig, men tanken om at den lille dreng aldrig kom tilbage efter dette, skræmte mig endnu mere. Jeg knugede hans hånd, og vi gik ud i bilen sammen.

Gennem præstens tale, og sangene sad jeg og stirrede på den hvide kiste med et dannebrog lagt over sig. Jeg granskede dens elegante udskæringer, korsene på siden, og håndtagene. Jeg så på blomsterne som lagde oven på låget. Jeg så på hele den lange række af blomster som gik ned gennem midtergangen i kirken. Jeg kiggede på alt andet end menneskene som var omkring mig. Jeg orkede ikke at se flere tårer. Jeg havde ikke kræfter til at bekæmpe mine egne tårer mere, og jeg var træt af at græde. Det var det eneste jeg havde gjort de sidste 5 dage. Grædt. Med ét hørte jeg folk rejse sig og Nicklas gik forbi mig sammen med Elias. De skulle hjælpe med at bære kisten. Mig og min mor gik bagefter dem. Bagefter kisten. Jeg så nægtede at se på min mor, jeg ville ikke. Jeg turde ikke se den stærkeste kvinde i mit liv være svag af gråd og magtesløst hulke og snøfte. Jeg følte mig kold. Ikke fordi jeg frøs, men jeg følte mig kold i hjertet.

Da vi kom til gravstedet stod alle og græd. Undtagen mig. Jeg følte mig forkert, og iskold. Da kisten blev sænket ned i jorden, brød jeg sammen. Mine ben gav efter, og jeg følte det kolde grus under mig. Jeg skreg alt hvad jeg kunne imens tårerne nu styrtede væk fra mine øjne. Folk kom hen for at hjælpe mig op, men jeg kunne ikke stå selv. Jeg ville have dem til at gå væk, men jeg havde ingen ord. Da kisten var sunket helt ned i jorden kom Nicklas for første gang i 5 dage hen til mig og han tog om mig. Jeg begravede mit ansigt og mine tårer i hans jakkesæt. Jeg kunne mærke hans tårer faldt ned på min hovedbund, og det fik mig til at knuge ham endnu hårdere ind til mig. Da jeg havde samlet mig selv op lidt efter, var kirkeceremonien forbi. Jeg stod med en rød rose i hånden som skulle kastes ned til kisten. Elias var den første der kastede sin rose ned til kisten. Så gjorde Nicklas og så mor. Jeg kunne ikke. Jeg ville ikke give slip på min rose, for så gav jeg slip på ham. Min klippe, min støtte, mit livs forbillede, og ham ville nægtede jeg at give slip på. Jeg gemte i stedet rosen inde under min jakke. Efter jeg havde gemt rosen, faldt mit blik på den polerede glatte grå sten. Mit blik faldt ned til det nederste som stod på den. Det var en hilsen fra mig, Elias og Nicklas. ”Far vi elsker dig” stod der med kursiv. Sætningen blev ved med at køre rundt i hovedet på mig. Jeg kiggede ned mod kisten og hviskede: ”og det vil vi altid gøre”.

Efter alle slægtninge, venner og soldaterkammerater havde været ovre og kondolere, løb jeg gennem den lille låge, ud af kirkegården og hjem på mit værelse. Jeg fandt en vase jeg havde lavet da jeg 8 år gammel. Jeg fyldte vand i den og satte den på mit værelse. Så tog jeg rosen frem, kyssede den, og satte den ned i vasen. Lige meget hvad, var han hos mig nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...