Den indre og ydre krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Igang
16-årige Naja mister sin far til krigen. Det påvirker hendes familie, som består af mor, Nicklas 17 og efternøleren Elias på 11. Hele Najas verden ændrer sig, og hun kan ikke give slip på sin far. Hun kæmper med sorgen, og kæmper for at holde familien samlet. Hun har ingen anelse om hvilken fremtid hun går i møde, og at de beslutninger hun tager, har konsekvenser for hele familien.

3Likes
5Kommentarer
551Visninger
AA

6. Happy Birthday!

”Ønsk dig noget Naja”. Jeg lukkede øjnene og pustede 17 ud af de 18 lys ud. Min familie klappede, og Elias spurgte straks hvad jeg havde ønsket mig. ”Hvad skulle jeg ønske mig? Jeg har jo alt hvad jeg ønsker lige her”. Jeg gav ham et kæmpe knus. Han smilede over hele femøren. Det var en lille løgn. Nej. En stor løgn, men den fik ham til at smile, så jeg var ligeglad. Jeg var faktisk blevet rimelig god til at lyve i løbet af det sidste år. Løgnene var en del af min mur, som ingen kunne komme igennem. Men nogle få gange, glemte jeg muren, masken og løgnene. Det var sjældent, men det skete. Indtil videre var det kun sket sammen med Elias. Han var min lille solstråle på en grå dag. Det var faktisk mest pga. af ham, at jeg overhovedet gik med til alt det her med lagkage, flag og fest. Elias elskede fester. Lige meget hvilken slags fest det var. Han elskede også denne her, selvom den ikke var på selve dagen, men 3 dage efter.

 

Senere den aften lånte jeg bilen, og kørte en lang tur med mit nye kørekort. Lige siden jeg var lille, havde jeg elsket at køre efter solnedgang. Det var noget unikt over det. Det var det bedste sted til at tænke. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Mit hoved var så propfyldt med tanker og følelser. I løbet af de sidste par måneder, havde jeg ikke kunnet tænke på andet end militæret. Jeg havde skrevet ekstra mange breve til far på det sidste, om alle mine tanker. Brevene havde fyldt mine skrivebordsskuffer op, så jeg lagde brevene ved siden af fars rose, på skrivebordet. Kun indtil jeg fandt et nyt sted til dem. De fleste breve omhandlede mit valg. Jeg havde truffet et valg, som højst sandsynligt ville ændre mit liv. Jeg havde besluttet mig for 8 måneder siden, men ingen vidste noget om det. Kun mig og min far. Jeg vidste at jeg blev nødt til at indvie min familie om min beslutning i morgen. Men det ville ikke blive nemt. Den jeg var mest bekymret for, var Elias. Men jeg blev nødt til at gøre det her. Ikke kun for at, redde mig selv fra depressionens uendelige dyb. Jeg blev også nødt til at gøre det for far.  Jeg vidste det ville blive en hård dag i morgen, og den ville kræve al min styrke.

Jeg gik med bankende hjerte ind i stuen, hvor de alle var samlet. Mine håndflader var fugtige af sved, og mine ben kunne næsten ikke holde mig. Jeg havde næsten ikke sovet om natten, af frygt for hvad der ville ske. Nu måtte jeg gøre det. Så måtte det briste eller bære. ”Hej…øhm... Ja jeg har en nyhed jeg skal dele med jer.” Jeg fastholdt mine øjne på mormors gamle tæppe, som lagde på gulvet under sofabordet. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at, Nicklas og mor sad i den ene sofa, og Elias sad i lænestolen. Han sad med benene smidt over det ene armlæn, og ryggen lænet op at det andet. Afslappet, i modsætning til mig. ”For et stykke tid siden tog jeg en beslutning. En meget stor beslutning, som jeg med vilje ikke inkluderede jer i med det samme. For 2 måneder siden, kontaktede jeg Frank, fars kollega. Han talte så med andre af sine kollegaer, overordnede osv. For 1½ måned siden var jeg så oppe i en test. Jeg bestod med glans, og det er derfor at jeg i morgen rejser.” Jeg kunne se Elias var den hurtigste til at ranke sig op, så kom mor og Nicklas. Jeg havde nu taget mod til mig, og flyttet øjnene op på sofabordet, hvor der stod en buket margueritter. ”Jeg har meldt mig ind i militæret som frivillig. I de næste 9 måneder, får jeg en basis oplæring, derefter vælger jeg om jeg vil fortsætte, eller stoppe.  Jeg ved godt at i ikke vil kunne forstå det, og det forventer jeg heller ikke. Jeg håber bare i accepterer det. Det er mit valg. Det er noget jeg gør for far, og ikke mindst for mig selv. Jeg rejser i morgen formiddag, hvor jeg tager med toget. Jeg har pakket, og er klar, det eneste jeg manglede var at sige det til jer.” Der var stille. Jeg talte de utalte sekunder, indtil jeg var kommet til 120, så stoppede jeg. Jeg begyndte med at tvivle på, om det over hovedet var en god idé at jeg havde sagt det. Jeg syntes bare ikke jeg kunne være det bekendt, kun at efterlade en seddel. En lyd tog mig væk fra mine tanker. Min mor rejste sig hurtigt, og gik ind i soveværelset og smækkede døren i efter sig. Nicklas gik efter hende, for at trøste hende. Jeg satte mig i sofaen ved siden af lænestolen. Jeg kiggede op på Elias. Han vendte sig om mod mig, og jeg så tårer i de store grønne øjne. Jeg gav ham et kæmpe kram. ”Jeg er så ked af at jeg bare sådan tager fra dig, men det her er noget jeg bliver nødt til at gøre.” Jeg trak mig fra ham igen, for at se hans reaktion. Hans udtryk var uændret. ”Jeg kan bare ikke lide tanken om at være alene”. Han var ikke alene, han havde mor og Nicklas, men jeg forstod hvad han mente. Han ville komme til at være alene. Det var den eneste tanker som kunne få mig til at vakle. Jeg blev nødt til at være stærk nu. Jeg gav ham et kram, og denne gang gav jeg ikke slip så hurtigt. Jeg skænkede ikke engang mor en tanke, hun havde jo Nicklas, men Elias havde ikke nogen udover mig. Nicklas havde aldrig været der for Elias. Han havde for travlt med mor. Endnu en ting der skuffede mig ved mor. At hun ikke kunne tage sig sammen, så Elias også kunne få lidt kærlighed. Vi sad sammen inde i stuen til lidt ud på natten. Engang i mellem snakkede vi, men for det meste sad vi bare i stilhed. Engang i mellem kom der et snøft fra Elias, men på et tidspunkt blev der helt stille i stolen. Han var faldet i søvn. Jeg fik ham båret over i sofaen, selvom det var hårdt arbejde, og fik lagt et tæppe over ham. Jeg gik forbi soveværelset hvor jeg kunne høre Nicklas og mor stadig sad og snakkede. Mine skridt blev bevidst hurtigere og hurtigere, indtil jeg kom ind på mit værelse og smed mig på sengen. Nu var det værste overstået. Militæret kunne umuligt være lige så psykisk hårdt, som dette her hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...