Den indre og ydre krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Igang
16-årige Naja mister sin far til krigen. Det påvirker hendes familie, som består af mor, Nicklas 17 og efternøleren Elias på 11. Hele Najas verden ændrer sig, og hun kan ikke give slip på sin far. Hun kæmper med sorgen, og kæmper for at holde familien samlet. Hun har ingen anelse om hvilken fremtid hun går i møde, og at de beslutninger hun tager, har konsekvenser for hele familien.

3Likes
5Kommentarer
555Visninger
AA

7. En ny start

Vi blev vækket kl. 5 hver morgen, vi skulle have spist og være klar ud på pladsen når klokken slog 6. Det vil sige at man havde en time til at spise, pudse sko, sikre sig at uniformen var i top, køre værelserne og køjerne rent og nå i bad. Det var utrolig stressende i starten, men man vænnede sig til det. Vi var ikke mange piger i lejren kun 4, hvilket betød at vi skulle træne sammen med mændene. En stor udfordring. Vi 4 piger boede alle på værelse sammen. Vi var ikke særlig tætte, eller, jeg var i hvert fald ikke knyttet til nogen af dem endnu. Der var ikke meget plads på sådan et værelse. Der stod 4 køjesenge i et rum, så var der et toilet - intet bad, så når man skulle i bad skulle man gå ned i baderummet - og så var der 4 skabe. Et skab til hver. Tilovers var der så et lille gulvareal, hvor man knap nok kunne ligge en madras. Når vi så mødte op på gårdspladsen kl. 6, var der morgen løb. 5 km hver morgen, hvor alle skulle løbe i takt, ofte med fuld opbakning. Så blev klokken som regel halv 7 når vi løb ind på gårdspladsen igen. Så blev dagens program afsløret. Ingen dage lignede hinanden. Den ene dag kunne den stå på skydetræning, og den næste kunne den stå på krigsøvelser. Den hårdeste øvelse nogensinde, var da vi en dag skulle ind i et gaskammer. Vi fik gasmasker, og skulle øve os i at trække vejret med dem på. Det var selvfølgelig ikke rigtig gas der kom ind i rummet, men det føltes stadig ubehagelig virkeligt. Da vi havde fået lov til at vænne os til gasmasken skulle vi tage gå udenfor og tage den af. Vi blev sat 2 og 2 sammen og så begyndte øvelsen. Jeg var den første. Jeg skulle tage min kammerat på ryggen, løbe 2 km op ad bakke, ind i gaskammeret og så tage min gasmaske på. Hurtigt. Jeg glemmer aldrig følelsen. Jeg følte ikke jeg kunne få luft nok gennem gasmasken, hvilket fik mig til at hyperventilere. Imens kørte tanken rundt i hovedet på mig 'der e ingen vej ud'. Jeg var forpustet, udmattet og var ikke klar psykisk på sådan en opgave. Men jeg gjorde det.
Andre dage stod den på lidt mere almindelig militærtræning. Ned og kravle, og møvre sig frem under et net, og op og klatre i 6 meters højde. Vi var ofte igennem den 'klassiske' træningsbane. Den man ofte ser på film, og i tv, med sand, net, rebstiger og alt hvad der hører med. Vores tid gennem banen blev målt hver eneste gang, for at se hvor meget vi forbedrede os. Hvis sergenten ikke var tilfreds med vores forbedring, kom vi til at føle det næste dag. Så blev tempoet nemlig sat dobbelt så højt op.
De andre piger på værelset brokkede sig dag ud og dag ind. En af dem overvejede at smutte. De lagde om aftenen og klagede og ømmede sig. Om aftenen lagde de og klagede sig over at de allerede skulle op. Når de endelig kom op, var de i tidspres, og det tog i hvert fald 1½ måned før de lærte at de skulle stå op med det samme for at nå det. Før de overhovedet var stået op af sengen, havde jeg været i bad, redt seng, og var som regel i gang med at pudse støvler. Jeg talte generelt ikke meget med dem. Jeg vidste godt at jeg ikke var accepteret af dem. Jeg var en særling. Hvem skulle have troet at selv i militæret var der hierarki mellem piger. Men jeg havde ikke noget imod det. Jeg var jo ikke kommet for at få venner, jeg var kommet for at blive udlært, så jeg kunne gøre en forskel. Jeg gik egentlig bare og ventede på at blive færdigudlært så jeg kunne komme videre. Det var jo ikke fordi det var al træningen jeg havde glædet mig til, men det var noget der bare skulle overstås. 

 

_________________________________________________________

Ey :-)
Er virkelig ked af at der er gået så lang tid, men er lige startet på Gym, så er lidt presset og stresset for tiden. Men her kommer et lille bitte kapitel. Det her er det eneste info i får om hendes måneders træning, de næste mange sider kommer nemlig til at foregå lidt længere ud i fremtiden, fordi....ja fordi det bare er lidt sjovere at skrive om ;-)

Enjoy! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...