Den indre og ydre krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 15 sep. 2013
  • Status: Igang
16-årige Naja mister sin far til krigen. Det påvirker hendes familie, som består af mor, Nicklas 17 og efternøleren Elias på 11. Hele Najas verden ændrer sig, og hun kan ikke give slip på sin far. Hun kæmper med sorgen, og kæmper for at holde familien samlet. Hun har ingen anelse om hvilken fremtid hun går i møde, og at de beslutninger hun tager, har konsekvenser for hele familien.

3Likes
5Kommentarer
513Visninger
AA

4. En ære eller tåbeligt?

Inderst inde tror jeg godt at vi alle sammen vidste at Nicklas aldrig ville ind i militæret for alvor, men alligevel var der en lille bitte chance for at han ville kunne lide militærlivet, og det var noget vi alle frygtede. Det var ikke det eneste vi frygtede. Lige siden Nicklas havde været 15 havde han været manden i huset, og nu skulle han være væk i 6 måneder. Det ville sige at jeg nu var manden i huset. En rolle jeg umuligt kunne leve op til.

En hverdag begyndte uden Nicklas. Jeg gjorde mit bedste for at være en lige så god mand i huset som Nicklas havde været, men det var hårdt. Specielt når man nu egentlig var kvinde, og man i forvejen kæmpede med sit eget liv. 2. g. var hårdere end jeg troede, og når der så også var indkøb, regninger og Elias der skulle passes, var der ikke meget tid til andet. Min mor var blevet endnu mere indelukket efter Nicklas var taget af sted, og jeg som troede at det var slemt før det. Nu gjorde hun ikke andet end at arbejde, lave mad og sove. Hun sagde næsten aldrig et ord under aftensmaden. Det var tydeligt at det at Nicklas nu var væk, var mere end hun kunne tage. Imens gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at forhindre at Elias endte ligesom mor. Hvis jeg også mistede ham til sorgen, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. Han var blevet min bedste ven i løbet af det sidste halve år. Han var den eneste jeg kunne dele mine tanker med udover far. Jeg brugte så meget tid sammen med Elias som jeg kunne. Vi talte om far, og krig og om mor. Det var vigtigt for mig at han fik talt om de ting, og det vidste jeg godt at mor ikke kunne hjælpe med. Så selvom det var ubeskrivelig hårdt at tale om, gjorde jeg det for Elias.

 

Jeg hadede far for at gå ind i militæret. Alligevel havde jeg en utrolig respekt for ham. Jeg var vred fordi jeg ikke forstod hvorfor han gjorde det. Men efter hans død, tænkte jeg meget på krigen. I starten prøvede jeg at holde tankerne væk, men til sidst opgav jeg kampen. Jeg begyndte lige så stille at forstå ham. Det er jo en ære. At få lov til at kæmpe for sin nation, og for uskyldige mennesker. Jeg elskede når han fortalte om det. Han var så passioneret omkring det, og det var også det der gjorde ham god. Jeg indså først hvor helt igennem fyldt af godhed han var, da jeg læste en mindebog, som hans soldaterkammerater havde lavet om ham. Der stod en masse om hvad han havde gjort for soldaterkammeraterne, men det minde om ham der rørte mig mest, var da han havde risikeret sit liv.

 

Han havde været i skudduel midt inde i en lille by. Folk løb ud af husene, skreg og løb forvildet rundt. Flere civile blev skudt, og det var mildest talt ikke noget kønt syn. Ud af øjenkrogen spottede min far en lille dreng. Han skreg på sin ’mama’. Tårerne stod ud af øjnene på ham, imens kuglerne fløj rundt om ham. Jeg holdt tæt om sin bamse, og lagde sig fladt ned på jorden, og tog hænderne om på baghovedet. Han blev ved med at skrige, men ingen stoppede op for at hjælpe. Da løb min far, væk fra sin barriere ud hvor intet beskyttede ham, og tog drengen op i sine arme. Han løb om bag en gammel ruin, som engang havde været et hus. Han satte drengen ned, tjekkede ham for skrammer, og prøvede at kommunikere med ham, men det var umuligt. Drengen var ikke en dag over 5 år, og havde intet kendskab til det engelske sprog. Min far tog ham i sine arme igen, og løb igen ud, væk fra barriere og skjold. Han løb med ryggen til fjenden, ledte efter et sikkert sted til drengen. Han kunne høre skuddene flyve om ørene på ham, og den lille dreng sad stille og skræmt med livet i min fars hænder. Han så en kvinde bag en husmur, som lavede håndtegn til at han skulle komme derover med barnet. Få meter før husmuren, følte han en pludselig skarp, uudholdelig smerte i sin venstre arm. Hans kræfter i armen forsvandt og han var tæt på at tabe drengen. Drengen nåede at holde fast i ham, og de nåede hen bag husmuren. Min far kiggede ned på sin overarm. Uniformen var helt rød af blod. 

 

Da han kom hjem efter den episode, så jeg hans sting ved et uheld. Det var ikke meningen os børn måtte se dem, men det gjorde jeg. Jeg spurgte ind til dem, men han undveg at svare. Den aften kunne jeg ikke sove. Jeg hørte min mor og far diskutere meget højlydt inde i stuen. Min mor ville have han skulle blive hjemme denne her gang. Deres diskussion blev højere og højere. Til sidst lagde jeg mig ind til Elias, og lagde mig op i hans seng. Han gjorde mig tryg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...