Skrevne Tanker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Historien er inspireret af sangen 'Wings' med Little Mix. Stephanie bliver mobbet hver dag og derfor består hendes fritid kun af at læse for at leve sig ind i en anden verden. Da hun gerne vil være lige så succesfuld som sin mor, laver hun også sine lektier. En dag løber Stephanie tør for læsestof og efter at gennemrode sit værelse finder hun en blok og en blyant. Hvad, hun ikke ved, er, at det vil ændre hendes liv.

3Likes
1Kommentarer
263Visninger

1. Wings

Som Stephanie trådte ind ad døren til hendes hjem, tørrede hun den sidste tåre væk. Hun havde endnu haft en hård dag i skolen. Mobningen havde ingen ende. I dag havde hun valgt at tage en ny sommer nederdel på, og det første, hendes klassekammerater sagde, var, at hun havde de største lægge, de havde set. Hun gik ind på sit værelse og så sig selv i spejlet, vendte og drejede sig. Var de virkelig så store? Tårerne begyndte igen at poppe op, og hun lagde sig på sengen med hovedet nedad. Efter en halv time følte hun sig bedre tilpas og tog fat i ’En Flænge i Himlen’. Hun kunne rigtig godt lide historien, men hun brød sig ikke om budskabet: at hun ikke kunne styre hendes skæbne, at hun ikke kunne kontrollere mobningen. Hun prøvede at ignorere budskabet og læste blot historien.

”Hej!” råbte Stephanies mor Belinda, da hun trådte ind ad døren. ”Jeg tænkte på, om du ville se en film med mig, mens vi spiser pizzaer?”

Stephanie lagde bogen fra sig og sukkede tungt, da hun gik ud til sin mor.

”Ser jeg måske ikke tyk nok ud?!” råbte Stephanie, mens tårerne pressede på.

Hendes mor lagde pizzaerne fa sig på køkkenbordet og omfavnede sin datter.

”Hvad har de nu gjort?” spurgte Belinda roligt, mens hun stadig knugede Stephanie ind til sig.

”Jeg er ikke andet end en fed Kloge-Åge,” hulkede Stephanie.

Belinda gav slip på Stephanie og tog hendes hænder, mens hun så op og ned af hende.

”Du er overhovedet ikke for tyk, du er smuk og dejlig, som du er. Du skal lade være med at lytte til, hvad de siger. Det kommer der intet godt ud af. En skønne dag så vil du have din egen virksomhed, mens de vil arbejde for dig. Kom nu ind og spis noget pizza med mig.”

De sad og så en eller anden tøsefilm, som Stephanie ikke fulgte så alverdens meget med i. Hun tænkte mere over de kalorier, som hun sad og indtog.

 

Den følgende uge var ikke bedre. Stephanie kom hver dag hjem og kæmpede med tårerne. Hun var glad for, at hendes mor altid kom sent hjem fra hendes direktørjob og derfor aldrig så Stephanies tårer. Hendes far var der aldrig, da han havde efterladt hende, da hun var blot fire år.

Nu stod hun inden for døren og lod tårerne få frit løb som en hvilken som helst anden dag. Hun var blevet færdig med sin bog, og selvom hun var gået i gang med en ny, valgte hun at lave sine lektier. Hun orkede godt nok snart ikke skolen mere, men hun havde et håb om succes, og den succes havde hendes mor sagt ville komme, hvis hun lavede sine lektier. Efter lektierne gik Stephanie ud i køkkenet og fandt sig et æble.

Da Belinda kom hjem, gik hun i gang med at lave spaghetti bolognese.

”Stephanie, kommer du og hjælper?” kaldte hun.

”Jeg har allerede spist,” svarede Stephanie, da hun kom ud.

”Det ligner ikke dig,” sagde Belinda overrasket. ”Men så kan du hjælpe mig, og hvem ved? Måske kan du spise noget bagefter. Hvordan har din dag ellers været?”

”Det ved du godt, er blevet kaldet fede Kloge Åge igen.”

”Igen?! Du fejler altså intet, og det skal du indse. Måske skulle du få dig en hobby frem for dine bøger. Møde nogle nye mennesker. Du har brug for nogle venner. Det sårer mig virkelig at se dig sådan der hver dag.”

”Jeg vil overveje det.”

Men sandheden var, at hun ikke ville overveje det. Hun foretrak sine bøger, da hun netop kunne forsvinde ind i en anden verden, der ikke var lig hendes. Det var det eneste tidspunkt, hvor hun følte sig glad.

 

En måned gik der da Stephanie følte hun havde nået bunden og var derfor taget tidligere hjem fra skole. Hun havde haft idræt, og bagefter kunne hun kun finde sit undertøj. Hun havde taget sit håndklæde rundt om sig og prøvede at finde det, men nogle af pigerne prøvede at hive i hendes håndklæde, mens de sagde: ”prøv lige at se alle de deller!”

Hun gemte sig efterfølgende på toilettet og ventede til de alle var gået, før hun bevægede sig uden for omklædningsrummet. Der på græsset fandt hun sit tøj, tog det på og løb så hjem.

Hun stod nu på sit værelse og græd, til hun følte, der ikke var flere tårer tilbage i hende. Først der ledte hun efter en bog at læse, men hun var løbet tør for nye bøger at læse. Irriteret gennemrodede hun sine ting og fandt pludselig en blank notesblok og en blyant. Hun gad virkelig ikke sine lektier lige nu, men tænkte, måske ville det hjælpe at få sine tanker ud. Hun skrev derfor hurtigt ned: ’ydmygelse, sorg, sårbar, tomhed, usikkerhed, opgivelse.’

Stephanie følte, hun ikke kunne lægge blyanten fra sig. Hun følte nærmest en forbindelse til den og følte, hun blev nødt til at skrive:

Aldrig følt så sårbar som Gud har skabt mig,

Ydmygelsen stiger i takt med din latter,

Er det virkelig så slemt?

Er det virkelig så grimt?

Tårerne presser på,

Vil bare gemmes væk i et sort hul,

Stephanie kunne pludselig ikke føle sorgen mere. Følelsen af vrede dukkede op i stedet, og et håb dukkede op, mens hun fortsatte med at skrive:

Kaster tårerne væk,

Ranker ryggen og holder hovedet højt hævet,

Tror du, det svageste punkt er ramt?

Tror du, håbet er opgivet?

Stærkere vil viljen altid være,

Din latter vil aldrig få ram på den.

Stephanie vidste ikke, hvad det var, men det digt, hun havde formået at få skrevet, gav hende faktisk et håb, en vilje; en vilje til at fortsætte med skolen, en vilje til at fortsætte med lektierne og ikke mindst en vilje til at stå ansigt til ansigt med sine klassekammerater.

Da Belinda kom hjem, gik Stephanie for første gang ud og hilste sin mor, før Belinda kunne sige noget.

”Mor, jeg har fået mig en hobby,” fortalte Stephanie.

”Virkelig? Det lyder godt!” udbrød Belinda overrasket, men smilte. ”Hvad er det så for en?”

”Skrive digte.”

”Ah ja, selvfølgelig ville du før eller siden få en hobby for at skrive. Ved du hvad? Jeg har faktisk set, biblioteket har en klasse for kreativ skrivning, der starter op næste uge, hvis det kunne være noget.”

”Tusind tak,” sagde Stephanie og omfavnede sin mor.

”Forresten, hvordan gik din dag i dag?”

”Åh ehm, den var okay,” sagde Stephanie. På den ene side havde det været hendes værste dag nogensinde, på den anden side var det det, der gjorde, at hun fik lyst til at skrive digte.

”Så du er stoppet med at lytte til dine klassekammerater.”

”Hmm ja.”

”Det er jeg så glad for at høre. Jeg skal nok sørge for, at du bliver tilmeldt skrive klassen.”

 

Ugen efter startede Stephanie op på holdet. I mellemtiden havde hun fået læst en bog og fået skrevet syv digte. Der var fem andre udover hende på holdet, og de var alle sammen nogenlunde hendes alder; omkring de 14 år.

Deres lærer fortalte dem, at de skulle på 10 minutter skrive et stykke, der omhandlede den stil, der passede dem bedst. Derfor valgte Stephanie at skrive et digt; et haiku-digt endda, siden hendes sidste digt var sådan et:

En ny forventning

Er den for høj eller lav?

Op til holdningen

Da tiden var gået indsamlede læreren alle papirerne og begyndte at læse op. Bagefter kom han med en kritik til hver enkelt:

”Amanda, gode beskrivelser, men en anelse tungt, da der ikke er så meget handling med. Rasmus, jeg kan rigtig godt lide den form for mystik, du bruger i din historie. Stephanie, et interessant digt. Ser ikke så tit digte her. Dog skal den lige justeres lidt, før den bliver helt perfekt. Er det dit første?”

”Tja, mit andet haiku-digt faktisk.”

”Ah ja. Det er et godt et, men det skal lige justeres lidt.”

Den dag lærte de udelukkende om at skrive en novelle, om hvilke teknikker de skulle bruge. Selvom Stephanie allerede godt kendte til berettermodellen, havde de også om den og skulle prøve at buge den i praktisk. Derfor skulle de til næste gang skrive en historie, hvor de brugte den.

Da timen sluttede, gik en mørkhåret pige (Amanda) over til Stephanie.

”Skriver du kun digte?” spurgte hun.

”Ehm ja, jeg har ikke rigtig skrevet andet,” svarede Stephanie. Hun følte ikke, at hun kunne sige, at hun næsten kun lige var begyndt at skrive noget.

”Du er gået lidt forkert her så, siden vi hovedsageligt skal lære at skrive noveller her,” sagde hun.

”Det er hun da ikke,” sagde en dreng med pjusket, brunt hår. Casper hed han vist. ”Der er mange, der førhen har skrevet historier i form af digte. Guldhornene for eksempel.”

Casper sendte Stephanie et opmuntrende smil, mens Amanda fnøs en enkelt gang, før hun gik.

”Jeg syntes faktisk, det var et okay haiku-digt, du kom med,” fortalte han.

”Tak, og dit essay var meget tankeopvækkende. Havde ikke troet, at alt i verden virkelig handlede om en pris.”

”Ja, der findes jo mange former for priser. En pris, der fortæller dig, hvor meget du skal betale, eller en pris du tør at tage for at opnå dit mål. I sidste ende er det en pris, du betaler for at få det, du vil have.”

”Ja, jeg forstod godt metaforen i den. Meget god.”

”Jeg tænkte på.. Ehm, hvis du havde lyst til at mødes en dag? Altså for at øve skriveteknikker.”

 Det var første gang, at Stephanie havde fået et tilbud om at mødes. Derfor gjorde tilbuddet hende helt overrasket, så hun ikke vidste, hvad hun skulle svare.

”Ehm jo, ehm ja, det kan vi vel godt finde ud af?” svarede hun og rystede en enkelt gang på hovedet, da det stadig kom bag på hende.

”Fedt nok, vi kan måske sige på fredag? Kan jeg eventuelt få dit nummer, så vi lige kan skrive lidt mere om det?”

”Jo, ehm JO, selvfølgelig!” Stephanie prøvede at finde sin mobil frem, men slog sig så til hovedet og gav ham sit nummer.

 

”Hvordan gik det så med skrivningen?” spurgte Belinda. ”Lærte du nogen nye mennesker at kende?”
”Det gik faktisk rigtig godt, og jeg mødte en ved navn Casper,” svarede Stephanie.

”Uh, en dreng,” sagde Belinda med interesse. ”Bare husk dine lektier.”

”MOR! Han er bare en ven og ikke andet.. Og ja, det skal jeg nok.”

Stephanie gik derefter ind på værelset for hurtigt at lave den sidste opgave i matematik til dagen efter og startede så på sin opgave fra skrivekurset af. Lektierne var altid vigtigst, hvis man skulle have succes senere hen, og så kunne hun bruge resten af dagen på sin nye hobby: skrivning.

 

”Se, der kommer Fede Kloge Åge!”

”Ja, hun ligner også lidt en Åge!”

”Hun har et drengeansigt!”
”Og hvor er hendes bryster?!”

For første gang kunne Stephanie mærke, at hun ikke skulle kæmpe mod tårerne, idet hun trådte ind i klassen. Nej, den her gang var der slet ingen at kæmpe mod. Hun følte, at hun fik styr på sine følelser ved at skrive digte, siden hun følte de der alle kom ud. Derudover følte hun at snakke med Casper var en af de bedste følelser nogensinde, siden hun følte, hun havde fået sig en ven, en der støttede hende. Det havde han gjort efter Amanda havde kommet med sin kommentar.

”Og hvad så, hvis jeg er klog? Bedre end at føre dumme kommentarer af sted, fordi man selv føler sådan om sig,” svarede Stephanie igen. Nu havde hun til gengæld svært ved at holde et smil igen, fordi hun for første gang var stolt af sig selv; stolt af at mande sig op.
”Jeg er ikke fed!”

”Jeg er langt fra en dreng! Jeg er i det mindste bedre til at ligge make-up end du er!”

”Ja, en trans make-up.”

Stephanie måtte holde et grin tilbage, siden mod angrebet ikke var hende selv, men en af pigens venner. For første gang kunne hun så nu sætte sig ned ved sin plads uden yderligere bemærkninger bortset for den fra hendes sidekammerat: ”Ret sejt, du sådan gav igen på den måde.”

”Tak,” svarede Stephanie og smilede let.

 

Det var nu blevet fredag, og Stephanie stod og rettede lidt på sit hår, inden hun skulle af sted. Hun kastede et blik på sig selv i spejlet, før hun besluttede sig for, at det kunne ikke blive bedre. Hun fandt derefter sit skrivegrej sammen.

”Mor, jeg smutter over til Casper,” råbte hun på vej ud ad døren.

”Helt i orden, men bliv nu ikke væk for sent! Senest klokken ti!”

”Skal jeg nok huske!”

Hun lagde sine ting ned i kurven på cyklen og cyklede så over til Casper.

”Du er meget punktlig,” sagde han, da han åbnede døren. ”På slaget endda.”

”Tja, for tidligt kan gøre folk irriteret, og det samme hvis man kommer for sent, så derfor bedst lige til tiden,” svarede hun med et skuldertræk.

”Vel sagt,” nikkede han og lavede en håndbevægelse til, at hun skulle træde indenfor. ”Er du gået i gang med historien?”

”Allerede færdig.”

”Virkelig?” Han så på hende med store øjne. ”Hmm, må jeg læse den?”

”Selvfølgelig.” Stephanie fandt sin notesblok frem og slog op på siden. Hun gav den så til Casper, der tog imod den, satte sig på sin seng og begyndte at læse. Han var ikke nået langt, før han kiggede op på hende igen.

”Den er jo ikke skrevet i digtform?”

”Nej, jeg ville prøve noget nyt, men dine digte. De er gode. Eller det går jeg ud fra efter at have hørt det haiku-digt.”

”Jamen, det er noget andet at skrive en hel historie i digtform.”

”Lad mig hjælpe dig.”

Casper rejste sig op for at finde en blyant frem og bladrede i notesblokken for at finde en tom side. Han fandt dog en masse sider, der allerede var skrevet på, og Stephanie bemærkede, at han læste hist og her.

”Ehm, jeg ville godt have, hvis..”

”Det her er jo fantastisk!” udbrød han og så på hende. ”Har du overvejet at prøve at udgive dem?”

”Ehm hvad?” spurgte hun målløs. ”Jeg.. Jeg er jo bare en nybegynder.”

”Ja, men du har et talent. Jeg ved ikke en gang, om jeg kan hjælpe dig med at skrive den historie nu.”

”Ja, men.. Har jeg? Tak.”

Hun satte sig ned ved siden af ham, og han sad og gav hende ideer til, hvad hun kunne skrive, mens han skrev en historie om en person, der altid kom til tiden, men en dag kom for sent.

”Tak for hjælpen. Det viste sig at blive rigtig godt,” smilte Stephanie.

”Selv tak for hjælpen. Vi ses på mandag til timen,” sagde Casper og kyssede hende på kinden. Hun tog sig til kinden, rødmede og smilede en enkelt gang, før hun gik.

 

Da læreren læste historierne igennem til næste time, spurgte Casper ham, om Stephanies værk ikke var så godt, at det burde udgives. Læreren sagde, det var rigtig godt arbejde, men der kunne stadig godt finpudses lidt hist og her. Stephanie havde godt forventet det svar, men Casper var overbevist om, Stephanie kunne klare det.

”Vil du ikke godt prøve at sende dine værker ind?” spurgte han hende efter timen.

”Jeg er bare sikker på at få afslag,” mumlede hun.

”Men så får du også kritik, og næste gang vil den så blive udgivet.”
”Casper, jeg..”

”Gør det, jeg er sikker på, at du vil få succes med det.”

De ord fik hende til at give hende et håb. Hun så på ham og nikkede blot; sagde ikke noget.

Derfor da hun kom hjem satte hun sig foran sin bærbar og skrev alle sine digte ind. Det tog hende lang tid, og da hun var færdig, fandt hun et forlag og sendte dem en mail med hendes digtsamling. Hun bed sig let i læben og var usikker på, om det var klogt, men på den anden side var hun også spændt over, hvad udfaldet ville være.

”MOR!” råbte hun og kort efter trådte Belinda ind.

”Hvad sker der?” spurgte Belinda uroligt.

”Jeg må fortælle dig noget,” startede Stephanie. ”Jeg skal nok love dig at lave alle mine lektier, så jeg kan ende med at blive lige så succesfuld som dig, men.. Jeg vil også gerne leve af at lave digte.”

”Åh skat, du behøver ikke at blive ligesom mig,” fortalte Belinda med et bredt smil. ”Du kan sagtens blive succesfuld ved at skrive digte. Tro mig. Du skal bare fortsætte med at øve.”

”Men jeg har allerede sendt en digtsamling af sted til et forlag.”

”Og det er starten mod succes.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...