Love isn't always fair *Oneshot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Skrev den på meget kort tid bare for at få mine følelser ud. En veninde spurgte om hun måtte læse den, og sad grædefærdig efter. Så ville ligge den herind for at se jeres reaktion^^

3Likes
1Kommentarer
231Visninger
AA

1. Love isn't always fair

Jeg kunne tigge. Jeg kunne bede. Jeg kunne sige alle ord i verdenen, men han ville ikke tage mig tilbage. Hvorfor skulle han?  Jeg var jo ikke det værd. Han havde brug for en pige uden problemer. En der ikke gjorde selvskade, eller var psykisk syg. En der var glad for at leve. Og jeg var faktisk glad for det. Jeg havde ham. Og han gjorde mit værd at leve. Nu har jeg ingenting.

Komisk ikke? Hvordan han den ene dag kunne stoppe mig fra selvskade. Bringe et smil frem på mine læber. Og den næste var han grunden til jeg tudede. Grunden til jeg ville dø.

For hvordan kan du leve, hvis du ikke føler der er noget at leve for? Hvis du føler du har mistet din bedre halvdel? Sådan følte jeg nemlig. Jeg havde mistet mit smil, mit grin, min glæde. Min bedsteven. Min verden, alting. Jeg havde aldrig følt mig så alene. Så… Døende. Mit hjerte begyndte at gøre fysisk ondt. Så ondt, at jeg kunne skrige. Hvilket jeg så også gjorde. Jeg sad og græd og skreg i flere timer, da han forlod mig. Og det gør jeg stadig.

Det var nu rart at man kunne gøre det i fred. Min familie var ikke hjemme, så jeg havde huset for mig selv. Og det var perfekt.

Det skulle planlægges godt. Det skulle være vidunderligt. Og smertefuldt. Jah, meget smertefuldt. Badekaret blev fyldt op og som en lille bonus, dryssede jeg rosenblade ud over det. De mørkerødeste blade. Så røde som blod.

Jeg fandt et gammelt blad. Mit første blad. Det var en smule beskidt fra gammelt blod, men det skulle være det der afsluttede det. Det der startede det, skulle også slutte det.

Jeg fandt en hel pakke piller. Smertestillende. Til smerten indeni. På grund af min spinkle opbygning, var hele pakken i hvert fald nok. Men man skulle jo være sikker. For denne gang, ville jeg ikke reddes.

Jeg fandt en blok papirer, og satte mig til at skrive breve. Min familie og bedstevenner skulle jo vide hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Og det skulle han også. Men på grund af distancen, sendte jeg hans over computeren. Da jeg var sikker på han havde set den, slettede jeg hurtigt min facebook, og derefter alle andre online profiler jeg havde. Jeg skulle bare forsvinde. Og de skulle glemme mig.

Selvom vandet i badekarret nu var blevet koldt, lod jeg det være som det var. Jeg tømte pilleglasset i halsen på mig selv, og skyllede ned med den flaske vodka, jeg havde fundet i mine forældres barskab. Jeg mærkede hvordan kvalmen og svimmelheden hurtigt kom efter jeg havde bundet den.

Jeg skulle lige til at stige i vandet, da min mobil ringede. Jeg greb den i en hurtig bevægelse, og satte den til øret. I den anden ende var der kun gråd, og en svag hvisken der lød; ”Du må ikke gøre det.” Selvom stemmen var svag, kunne jeg med det samme høre hvem det var. Ham der engang havde været min engel.

Et raseri brød ud inden i mig. Han gjorde kun det her, fordi det ville være hans skyld jeg døde. Men selvom jeg plejede at kalde ham min engel, skulle han ikke redde mig denne gang.

Vi sad og græd lidt sammen i telefonen, da jeg hviskede at jeg elskede ham. Jeg lagde hurtigt på, og slukkede telefonen. Jeg ville dø i vred.

Jeg tændte radioen, og satte en bestemt sang på. Den sang vi plejede at kalde vores. Allerede ved første tone, brød jeg ud i tårer igen.

Jeg steg i vandet, og mærkede hvordan pillerne allerede havde gjort mig utrolig træt. Jeg løftede min svag hånd, og greb om barberbladet. Studerede det kort, og satte det mod min arm. Jeg pressede bladet ind i huden og skar. Så hvordan blodet dryppede ned i vandet. Det var så smukt jeg kom til at smile.

Det næste øjeblik, havde jeg skåret hele hans navn i armen. Bogstav for bogstav. Jeg lå og stirrede på den røde arm, der stadig dryppede voldsomt. Hørte hvordan musikkens sidste toner blev spillet. Mærkede hvordan udmattelsen havde taget over, og nu langsomt lukkede mine øjne. Jeg pressede de sidste ord ud af min mund. Ord som jeg bare måtte sige. Ord som skulle være mine allersidste. Ord som betød mere for mig end noget andet.

”Jeg elsker dig, Lasse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...