Gengældt.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Det var et stiloplæg vi fik i 7.klasse, hvor vi fik til opgave at skrive en novelle. Det eneste vi skulle følge var at vi skulle skrive om to personer der mødes i 1950 og så igen i 2012, og deres møde skulle have en vis betydning.

Af en 7.klassesstil at være er den ikke uden fejl, men jeg kan huske at jeg havde rigtig meget sjov med at skrive den.

- helpi'mafish/Sara.

2Likes
8Kommentarer
238Visninger

1. Gengældt.

 

 

GENGÆLDT

 

1950

 

Det var morgen i lejren. Alt var stille. De eneste lyde, man hørte var fuglene, der kvidrede, og den lille gruppe af kvindelige lærere, der forgæves forsøgte at kalde de andre lejrbørn til sig. Benjamin sad på en af de store træstammer omkring bålet, og så på. Et længselsfuldt blik blev sendt mod de 4 lange kajakker, og derefter rettet mod de 4 elever, som stod forrest i køen. De havde alle fire fået spændt en orange redningsvest om brystet, og stod nu fraværende og stirrede ud i luften, i mens en ældre kvinde forsøgte at sætte dem ind i de grundlæggende ting om kajakroning.

Benjamins hånd gled ubevist op til hans venstre bryst, der hvor hans hjerte lige nu bankede svagt. Hvor ville Benjamin gøre alt for at komme med ud at sejle. Lave noget sjovt for en gangs skyld. Hans mor havde dog været imod det. Hun mente ikke det var sundt for hans nye hjerte – selvom det ikke var så nyt længere. Benjamin lod forsigtigt sine fingerspidser mærke på det tynde ar gennem blusen. Han huskede ikke særlig meget fra operationen. Det var 7 år siden nu. Dengang havde han kun været 4 år gammel. Hans mor havde fortalt ham, at han havde været rigtig heldig. At operationen nær var gået galt, og at hans udholdenhed var årsagen til han stadig levede. Hun kaldte ham ’hendes lille fighter’

Benjamin blev revet ud af sine tanker, da en fløjte nær vandet lød. Kajakløbet var sat i gang. De første i konkurrencen var Simon, Hans, Søren og Victoria. Benjamin kendte dem ikke. Han fulgte interesseret de fire deltagere – især Victoria havde en tendens til at fange hans blik. Ude på midten af søen var der placeret 4 flag. Det gjaldt om først at komme ud til midten, få fat i sit flag, og komme tilbage til målstregen før de andre.  Victoria startede godt ud. Hun fik hurtigt overhælet drengene, og nærmede sig efterhånden sit flag, hvor de andre drenge langsomt sakkede mere og mere bagud. Alle børnene hujede højt da Victoria fik fat i sit flag, og alle var overbevist om at hun ville gå med sejren, da hendes båd pludselig lavede en grønlændervending. Med et var Benjamin på benene.

Han smed straks sin jakke fra sig, og sprang hun tøven i vandet. Det havde givet ham en vild og uventet hjertebanken at se hende sådan.

 

Med et kort gisp, dukkede han frem fra overfladen, svømmede i få tag hen til Victoria,  og fik fat i hendes arme under kajakken. Der var ikke langt hen til bredden, men der var okay gang i bølgerne. Det generede ham ikke, det eneste han tænkte på, var at få reddet Victoria i land.

Med den ene hånd greb han fat på kanten, for at holde sig oppe, hvorefter han hjalp hende op på fast land. Hans ene hånd lagde sig forsigtigt om hendes hage i et blidt tag, mens han så hende direkte i øjnene. ”Er du okay” fik han fremstammet, før han selv måtte krybe sammen grundet smerter i hans bryst. Benjamin så svagt de andre bevæge sig over imod dem, før hans blik blev sløret.

 

--------------------------

 

”Tak” var hendes ord, da Victoria senere den aften opsøgte ham henne ved bålpladsen. ”Bølgerne var for stærke. Jeg kunne ikke vende kajakken om. Du reddede mit liv” sagde hun igen, denne gang i en mere mild tone.

Hun satte sig forsigtigt ned ved siden af Benjamin. Benjamin lod blikket forblive rettet mod jorden, men han havde lyttet til hvert eneste ord. ”Jeg blev helt bange da du besvimede. Er du okay?” spurgte hun, Benjamin nikkede blot. ”Min mor er gode venner med din mor, at du ved det. Så jeg ved godt det om dit hjerte. Gør det ondt?” spurgte hun, og pegede diskret mod hans venstre bryst. ”Nej, ikke længere. Kun hvis jeg anstrenger mig for meget” svarede Benjamin, efterfulgt af et skævt smil.

”Min mor kalder dig for en fighter. Hun siger du var rigtig heldig dengang. Jeg synes også du er en fighter. Jeg skylder dig en tjeneste. Vil du med tilbage?”. Benjamin rystede på hovedet efter at have tøvet lidt. ”Nej, gå bare. Jeg kommer”.

Og med de ord forlod hun igen Benjamin, og lod ham sidde tilbage i mørket. Benjamin var vant til at være på egen hånd – han nød endda sine frirum – men for første gang i lang tid ønskede han at han rent faktisk var gået med. Der var koldt udenfor, men alligevel var han omgivet af en hel speciel form for varme, der langsomt havde spredt sig ud til alle cellerne i hans krop. Alt var godt, og for første gang den aften spredte der sig et smil på Benjamins læber. 

 

 

 

 

2012

 

”Hr. Pedersen, Hr. Pedersen. Er du vågen?” spurgte kvindestemmen, da han endelig svarede.

”Ja det kan man roligt sige. Er De sød at fortælle mig hvor jeg befinder mig?”

”De befinder dig på hospitalet Hr. Petersen. De faldt pludselig om i dit hjem. Vi mener at det må være dit hjerte der svigter igen” Kvindens stemme var blød, men direkte. ”Vi vil gøre alt for at få fat i et nyt hjerte til dig. I mellemtiden er det nok bedst at du bliver her, indtil vi får svar tilbage på dine prøver”

”Prøver, hvilke prøver?” Hr. Petersen kunne dårligt fokusere. Hans hjerne kørte på højtryk, efter at det for alvor var gået op for ham hvor han befandt sig.

”Vi tog et par ekstra prøver, bare for at være sikre på at der ikke er andet end dit hjerte der forudsiger disse tilbagefald” Andet end hans hjerte? Som om hans hjerte ikke var problem nok.

”Hvad med det hjerte jeg var skrevet op til. Dr. Grey fortalte mig i sidste uge at jeg stod øverst på listen?” Hr. Petersen forsøgte at samle tankerne. Det var da hvad Dr. Grey havde fortalt ham, var det ikke?

”Jo, det var du. Men ser du. Vores job er at redde så mange patienter som muligt. En 10-årig dreng som stod på listen under dig, mistede bevidstheden her til morges, da hans hjerte valgte at svigte. Vi havde ikke andet valg end at give ham hjertet. Han ville ikke have overlevet ellers”

”Jeg forstår. Jeg er glad for drengen klarede den” Han sendte den kvindelige læge et venligt smil.

”Det er vi også. Få nu hvilet ud. Jeg kommer tilbage senere” Lægen slukkede lyset, men havde knap nok forladt rummet, da lampen på maskinen nær ham begyndte at lyse og bippe. Hun smed alt hvad hun havde hænderne, og mærkede straks på hans puls. Den var meget svag.

”Hr Petersen. Kan De høre mig? Hr. Petersen” men lige meget hvor meget hun kaldte, så svarede han ikke. Hans krop begyndte pludselig at ryste, men det var først da han vendte det hvide ud af øjnene. Udefra var det et skræmmende syn, men Hr. Petersen var fyldt med en form for indre ro. En indre ro han før ikke havde følt.

Lægen hev straks i den øverste stang over hans seng, og førte rystende, men bestemt hendes bipper op til munden. ”Jeg kalder efter assistance til værelse 344. ”

 

---------------------------

 

Da Hr. Petersen igen vågnede op, vidste han først ikke hvor han befandt sig. Det var først da han lagde mærke til de velkendte hvide vægge og blå gardiner, at han vidste hvor han måtte være. Hospitalet. Han forsøgte at rejse sig op, men slangerne der var proppet ned igennem hans næse og mund, forhindrede ham i det. Han mærkede en svag ømhed omkring hans bryst. Som en refleks lod han sine fingerspidser køre han over hans ar på venstre brystkasse, men mærkede i stedet til hans store overraskelse et lag blødt stof. Han drejede hovedet nedad. Bandage.

Han skulle til at trække i snoren efter hjalp, da en velkendt, brunhåret pige trådte ind i rummet. ”Far, hvor er jeg glad for at se at du er okay” udbrød hun, og lagde armene omkring ham. Hr. Petersen lagde hurtig mærke til den hvide kuvert mellem hendes hænder.

”Hvad er det?” spurgte han nysgerrigt. Datteren tøvede. ”Far, jeg” hun tøvede i så lang tid at Hr. Peterson blev helt i tvivl om hans datter faktisk var her, eller om han hallucinerede. ”Dit hjerte, far.. Det var rigtig slemt den her gang.. men de reddede dig”. Hans datter lagde smilende sin håndflade blidt over bandagen. ”Du stod øverst i køen og i sidste øjeblik var de i besiddelse af et der var doneret til dig.” Hr. Petersen rynkede panden. ”Er det overhovedet lovligt?”

Datteren trak grinende på skulderende. ”Man skulle ikke tro det, men det er rent faktisk muligt at skrive sit eget organtestamente.” Hun tøvede igen. ”Kvinden kom ud for en bilulykke i sidste uge. Hun har ligget i koma, men blev i går erklæret hjernedød. Hun efterlod dig et brev”

Hun rakte forsigtigt brevet frem mod Hr. Petersen, som straks tog imod det. Han tog en dyb indånding, før han tog mod til sig, og åbnede brevet. Han frygtede hvem personen kunne være. Der var aldrig en der havde sagt noget til ham. Inde i brevet lå der et stykke papir. Han læste omhyggeligt ordene.

 

 

Kære Benjamin.

Jeg er ikke sikker på om du stadig husker den pige du for 62 år siden reddede op fra den kajak, hun så klodset mistede herredømmet over, men jeg husker stadig den dreng der modigt sprang i vandet, på trods af hans dårlige helbred. Din historie fik mig til at tænke over mange ting, og selvom jeg kun var en lille pige, lovede jeg mig selv at jeg en dag ville gøre dig gengæld.  Jeg fik aldrig samlet mod nok til at opsøge dig personligt, men da jeg besluttede mig for at skrive mit eget donortestamente, var du den første der faldt mig ind. Skulle jeg være så uheldig at der skete mig noget, vil jeg have at du skulle have mit hjerte – hvis du skulle være i den frygtelige situation at få brug for det. Brug det nu på noget fornuftigt! Tag ud at rejs, ro en kajak. Gør de ting lægerne altid har forbudt dig at gøre. Det er min tak til dig.

Kærlig hilsen, Victoria Green.

 

 

Hr. Petersen læste måbende beskeden igennem. Så op på hans datter, og læste det så igennem igen. ”Far, hvem er det?”

”Kajak. Skat,vi må købe en kajak. Mon din bror kan finde ud af at styre sådan en?” Datteren rystede forvirret på hovedet. ”Far nu rabler det da helt for dig. Hvad sker der? Hvem var det”

Hr. Petersen så taknemmeligt ned på brevet. Hans øjne blev fyldt med tårer.

 

”En jeg engang kendte. En rigtig god ven” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...