You are my one in 6 billion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
Lyder det ikke fantastisk at møde sin one and only i en alder af 16 år? Jacob Hudson er sikker på, at Luke Edwards er den, som han vil være med resten af livet. Men er Luke sikker på, at han vil være sammen med Jacob? Jacob har også sine indre dæmoner at kæmpe med, og kan Luke holde det ud? Kan han hjælpe ham?
Det gør det heller ikke nemmere, at det er svært på hjemmefronten, men Jacob kæmper en kamp.
En kærligheds historie om det at give slip, de svære ting i livet, teenagelivet, ulykkelig kærlighed, indre dæmoner og frygt.

4Likes
21Kommentarer
876Visninger
AA

6. What was that all about?

Klokken ringede ind til time igen, og jeg rejste mig sammen med de andre. Pludselig mærkede jeg en varm hånd på min arm, og jeg kiggede lige ind i Lukes øjne. "Skal vi ikke skride?" Spurgte han, mens han rejste sig op. "Pjække? Mr. Robinson dræber os.." mumlede jeg. Han trak på skuldrene og tog min hånd. Jeg vendte blikket ned mod vores hænder og en kuldegysning gik gennem min krop. Jeg hørte hans dejlige grin. "Kom nu, tøsedreng!" sagde han og trak mig med ud ad kantinen. 

Vi sad ved skaterparken og røg. Luke havde ikke slippet min hånd endnu, og jeg nænnede at slippe hans. Da han var færdig med, at tvære hans slukkede cigaret ned i asfalten, vendte han sit blik i mod mig. Jeg pustede røgen ud i den kolde luft, og vendte blikket mod Luke, da jeg hørte hans stemme. "Hvordan går det derhjemme?" spurgte han koldt, men hans øjne brændte mod mine.

Jeg kløede mig på armen med min frie hånd og trak på skuldrene.

"Jack er væk, så det går faktisk fint," smilede jeg.

"Væk?" 

"Væk,"

"Hvordan væk?" Han strammede grebet om min hånd.

"Jeg ved ikke hvor han er.. Han er øh, forsvundet. Men det er dejligt. Jeg har fred og ro.. Og du ved, ingen tæsk.." Jeg trak igen på skuldrene og tvang et kikset smil frem til ham. Han vendte sit blik ned mod vores hænder, og aede forsigtigt min håndryg, med hans tommelfinger. Jeg bed mig i læben til jeg smagte blod, og rykkede mig meget langsomt tættere på ham. Hans åndedrag blev hurtigere, da han mærkede mit nærvær. Hans blik røg hen over mit ansigt og han stirrede på mine læber. Mit hjerte var bogstavligtalt ved at hoppe ud af brystet på mig. Hvad fanden var det den dreng gjorde ved mig? Hans læber skiltes let og han lænede sig hen i mod mig. Før jeg vidste af det, var hans læber på mine, og hans arme om min nakke. Jeg lagde mine arme om hans talje, kørte mine hænder op under hans trøje og lagde mine hænder på hans bare bryst. Hans åndedrag blev hurtigere og han kyssede mig lidenskabeligt.

Vores læber skiltes, da vi begge skulle have luft. Hans øjne brændte mod mine, og de viste en lidt usikker dreng i kort sekund, før den gamle Luke kom tilbage. Hans læber formede sig i et smil og han bed mig blidt i læben. "Hvad gør du ved mig, Jacob Hudson?" Jeg smilte skævt til ham og trak akavet på skuldrene. Jeg havde stadig mine hænder under hans trøje, så jeg nussede hans bryst med mine kolde hænder.

Han kiggede over mit hovede, og hans øjne blev pludselig store. Han skubbede mig hurtigt og blidt væk, før han hoppede ned fra rampen. Jeg rynkede forvirret brynene, og vendte mig om, for at se fire af Lukes venner komme gående. Luke gik over og sagde hej til dem. Jeg kunne se på dem, at de snakkede om mig, for de kiggede over i mod mig, mens de grinte. Luke forklarede et eller andet til dem, og vendte sig så om i mod mig igen. "Jeg smutter, Jaco." råbte han koldt og forsvandt grinene væk med de andre drenge. Hvad gik det ud på? Jeg samlede mine hænder i mit skød og stirrede på dem. Luke gjorde noget ubeskriveligt ved mig, og nu havde hans læber rørt mine. Hans fantastiske, bløde, dejlige læber. Han kunne lide mig. Kunne han ikke? Var det her noget jeg bildte mig ind? For fanden.

Efter at have siddet i skaterparken en times tid alene, besluttede jeg mig for, at gå hjemad. Mine læber brændte og længdes efter Lukes, men jeg var vred på ham, og det her skulle ikke ske igen. Han skulle ikke bare kysse mig sådan her, og så skride lige efter, som om det var ingenting. Det var alt for mig. Legede han bare med mig? Han vidste nok godt, hvor væk jeg var i ham. Træt sparkede jeg til en sten, som lå i vejen foran mig og bevægede mig ind i opgangen. Jeg trak en hånd igennem mit pjuskede hår og åbnede døren ind til lejligheden. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til, hvor stille og rent her var uden Jack. Hvor fanden var han egentlig henne? Han havde aldrig været så længe væk før. Inderst inde håbede jeg fandme, att han lå druknet på bunden af en eller anden sø. Jeg smilte af den skræmmende tanke, og smed mig i sengen. Jeg havde da heller ikke brug for ham. Jeg kunne sagtens klare mig selv. 

***

Jeg vågnede ved lyden af vækkeuret, som rungede utrolig højt. Alt for højt. Træt smed jeg min arm hen på uret, så det røg på gulvet med et brag. Jeg vendte mit hovede ned i puden og sukkede. Da der kun var 20 minutter til klokken ville ringe, bevægede jeg mig ud af sengen og hoppede i tøjet.

Jeg nåede lige ind på min plads, før læreren kom. Mr. Smith kiggede ud over klassen, og bad os om at tage vores bøger frem. Jeg kiggede rundt efter Luke, men han var ingen steder at se. Jeg sukkede og fandt min bog frem. Det ville blive en lang dag. 

Jeg var ved at falde halvt i søvn i historie timen, lige da det bankede på døren til klasse værelset. Ind kom Luke. En gennembanket Luke. Jeg satte mig straks op og stirrede på ham. Han kiggede nervøst rundt i klassen, før han satte sig ned bag mig. Jeg havde aldrig set ham nervøs før. Han havde altid det der selvsikre smil på læberne, men det var helt anderledes i dag. Hvad fanden var der sket? Læreren kommenterede slet ikke på det at han var kommet for sent, eller det at han havde et kæmpe sæbeøje og flækkede læber. Nu kunne jeg ikke få mig selv til at være vred på ham. Jeg vendte mig distræt om mod ham og hans øjne stirrede ind i mine i 2 sekunder, før han hurtigt slog blikket væk igen. Jeg bed mig hårdt i læben og vendte mig om mod tavlen igen. 

Da timen endelig var forbi, havde jeg forventet, at han ville rejse sig og gå med slænget ned i kantinen, som han plejede. Han afviste koldt invitationen fra dem, med et vift med hånden. De så undrende på ham, hvorefter de bevægede sig ud af klassen, så det kun var ham og mig tilbage. Jeg vendte mig om i mod ham. Han sad med hovedet i hænderne og stirrede ned i bordet. "Hey.. Hvad fanden er der sket?" Tvang jeg mig selv til at sige og bed mig i læben til jeg smagte blod. "Ja, det kan du vel se." Svarede han iskoldt tilbage og løftede hovedet for at se på mig. "Hvem har gjort det mod dig?" Jeg krympede mig og satte mig over ved siden af ham. Da der ikke var andre i klassen, kunne jeg sagtens tillade mig at røre ham, så det gjorde jeg. Jeg lagde min hånd på hans lår, men han rejste sig hurtigt op, så stolen fløj tilbage mod væggen. "Vil du ikke bare godt droppe dit klamme homolort, og lade mig være i fred?!" råbte han rasende til mig, tog sin taske over skulderen og var ude af døren, så hurtigt som han var kommet. 

Jeg sad måbende tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...