You are my one in 6 billion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
Lyder det ikke fantastisk at møde sin one and only i en alder af 16 år? Jacob Hudson er sikker på, at Luke Edwards er den, som han vil være med resten af livet. Men er Luke sikker på, at han vil være sammen med Jacob? Jacob har også sine indre dæmoner at kæmpe med, og kan Luke holde det ud? Kan han hjælpe ham?
Det gør det heller ikke nemmere, at det er svært på hjemmefronten, men Jacob kæmper en kamp.
En kærligheds historie om det at give slip, de svære ting i livet, teenagelivet, ulykkelig kærlighed, indre dæmoner og frygt.

4Likes
21Kommentarer
920Visninger
AA

2. Wait, what?

Han var lige startet på min skole for omkring et halvt år siden, og jeg kunne ikke tage øjnene fra ham. På en eller anden måde havde han formået, at få over halvdelen af klassen som venner. De var vilde med ham. Han var altid med på den værste, men han var også den mest omsorgsfulde, når det virkelig gjaldt. Jeg havde den største trang til at omfavne ham, hver gang jeg så ham, men det ville være lidt mærkeligt, da vi aldrig rigtig havde snakket sammen. Jeg følte bare, at jeg havde kendt ham hele livet. Hvis jeg fortalte ham det, ville han nok løbe skrigende væk. Jeg følte mig tryg, når han var i skole. De dage han ikke var der, var jeg kold og livløs. Han holdt liv i mig, helt uden at vide det. Inden han kom ind  i klassen, var jeg næsten aldrig i skole. Jeg kunne ikke overskue det. Ikke overskue overhovedet at stå op. Siden jeg så ham første gang, havde jeg brug for at se ham mere. Så jeg var simpelthen kommet i skole hver dag, siden han kom. Ikke engang min lærer havde lagt mærke til det. Ville hun overhovedet lægge mærke til, hvis jeg bare forsvandt? Sikkert ikke.

 

Jeg sad altid bagerst i klassen, med hætten trukket over hovedet og musik i ørerne. Jeg havde givet op på skolen, og holdt egentlig bare ud her det sidste år i folkeskolen, så jeg kunne komme væk, men det blev hurtigt forandret. Den dag, Luke Edwards snakkede til mig for aller første gang.

”Hey, Jacob! Skal du med over i centeret og have en pizza med os, inden timen starter igen?” Jeg stivnede ved lyden af hans stemme udtale mit navn, som om han smagte på hvert enkelt bogstav. Der gik omkring 17 sekunder, hvor jeg tænkte på, hvad jeg dog skulle svare tilbage. Han havde jo bare spurgt om jeg ville med over og spise, men det, at han kendte mit navn, og virkelig snakkede til mig, var så overvældende for mig, at jeg pludselig ikke kunne sige èt ord.  Med løftede øjenbryn, kiggede han på mig. Han havde utrolig lidt tålmodighed.

 ”Når?” sagde han igen, og jeg stivnede endnu engang, da han talte til mig igen. Jeg talte sekunderne. Han havde snakket til mig, i præcis 2 minutter nu.

”J-J-Jeg..” Fik jeg fremstammet og sank en klump.

”Jeg mener.. Øh – Ja det vil jeg gerne,” Luke smågrinede af mig, og blottede hans hvide tænder. Jeg stirrede på ham, og elskede hver eneste lyd af hans grin. Jeg tvang et kikset smil frem til ham, som nok mest lignede en grimasse. Jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle reagere på det her. Med røde kinder, stirrede jeg på hans læber, da han let slikkede på dem og efterfølgende bed sig lidt i underlæben. Jeg kunne overfalde ham lige nu her, og jeg skulle virkelig beherske mig, for ikke at gøre det.

”Så kom da! Du ligner en der har set et spøgelse,” han grinte igen og blottede endnu engang hans perfekte hvide tænder til mig. Jeg rejste mig i en langsom bevægelse op, trak hætten ned og rev hørertelefonerne ud af ørerne. Hans krystalblå øjne mødte mine og min mave vendte sig.

 

I en hurtig bevægelse, bevægede han sig over til døren.  Jeg nåede næsten ikke at se, at han havde bevæget sig over til døren, så hurtig var han. Han var vist træt af at vente på mig. Jeg småløb lidt over til døren til ham, og prøvede ihærdigt at styre sommerfuglene i min mave. Han åbnede døren med en elegant bevægelse og gjorde tegn til, at jeg skulle gå ud først. Jeg stirrede på ham og bed mig selv hårdt i læben, inden jeg vendte ryggen til ham og bevægede mig ud af døren.  Han kom op ved siden af mig, og sammen gik vi ned af skolens lange gang. Der var helt stille, da de fleste fra skolen altid var ovre i centeret og spise. Undtagen mig selvfølgelig. Det var faktisk første gang, jeg skulle spise i centeret i frikvarteret, og så sammen med Luke Edwards. Det var helt uvirkeligt for mig. Den dreng, som havde holdt mig i live et halvt år nu, gik lige ved siden af mig, og han kendte mit navn. Han kendte mit navn. Pludselig gik det op for mig, at jeg faktisk ikke engang kunne lide pizza. Flot Jacob, flot. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og Luke vendte sit blik mod mig. Min krop stod i flammer, da jeg mærkede han kiggede på mig. Jeg vendte blikket mod ham og sendte ham et akavet skævt smil.

”Hvorfor ryster du på hovedet?” spurgte han og stak hænderne i sine lommer.

”Jeg.. – Det gik bare lige op for mig, at jeg ikke rigtig kan lide pizza,” fik jeg sagt og Luke brød ud i latter, så det vendte sig i hele min mave.

”Ikke lide pizza?! Hvad er du for en?” grinte han og lagde sin hånd på min skulder. Det sitrede i mine fingerspidser og hele min krop brændte af hans berøring. Jeg prøvede at grine med, men der kom bare en mærkelig lyd ud af min mund. Da jeg ikke kunne sige et ord, trak jeg bare på skuldrende og prøvede at smile til ham. Han fjernede sin hånd, så hurtigt som den var kommet, og jeg blev straks kold over det hele igen, lige indtil jeg hørte hans stemme igen.

”Hey drenge! Vent lige på os!” Råbte han til et par fyre, som gik længere nede ad gangen. Han begyndte at småløbe op til dem og hev mig med sig. Jeg prøvede kluntet at følge med.

”Jeg tog lige Jacob med, jeg håber selvfølgelig det er i orden,” han sagde det på en måde, så det ikke var et spørgsmål de kunne svare nej til. Jeg ville aldrig få nok af, at høre på hans stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...