You are my one in 6 billion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
Lyder det ikke fantastisk at møde sin one and only i en alder af 16 år? Jacob Hudson er sikker på, at Luke Edwards er den, som han vil være med resten af livet. Men er Luke sikker på, at han vil være sammen med Jacob? Jacob har også sine indre dæmoner at kæmpe med, og kan Luke holde det ud? Kan han hjælpe ham?
Det gør det heller ikke nemmere, at det er svært på hjemmefronten, men Jacob kæmper en kamp.
En kærligheds historie om det at give slip, de svære ting i livet, teenagelivet, ulykkelig kærlighed, indre dæmoner og frygt.

4Likes
21Kommentarer
915Visninger
AA

5. How do you do it?

Jeg trak mine ærmer en smule op, da jeg begyndte at få det lidt varmt. Luke og jeg havde gået igennem parken i en time nu, og vi havde snakket uafbrudt. Han var så let at snakke med, og jeg behøvede ikke skjule noget, overfor ham. Klokken var 4 om morgenen, og jeg var slet ikke træt. 

Lukes blik røg ned på min arm, og han rynkede straks brynene. "Hvad er det?" Sagde han og tog fat i min arm, så han bedre kunne se det. "Hva?" spurgte jeg forvirret, og slog blikket ned på min arm. Årh. Jeg hev straks mit ærme ned, og han stirrede på mig. "Hvem har gjort det mod dig?" Jeg rystede svagt på hovedet og slog blikket ned. Fuck fuck fuck. Det begyndte at prikke bag mine øjenlåg, og jeg kunne mærke på Luke, at han godt vidste noget var galt. 

"Tror du.. Er det her noget du har lyst til at snakke med mig om?" spurgte han blidt. Alt jeg kunne gøre var, at ryste på hovedet. Jeg vidste, at hvis jeg åbnede munden ville jeg begynde at græde, og måske ville jeg aldrig stoppe igen.

"Hey.. Jacob.." Han lagde sin pegefinger under min hage, løftede mit hovede og kiggede mig ind i øjnene. "Hvem har gjort det mod dig?" spurgte han blidt igen og jeg bed mig svagt i læben. "Jack." Hviskede jeg og håbede, at han ikke havde hørt det. "Hvem er Jack?" Jeg fortalte ham hele min baggrund, om mine forældres død og om hvordan Jack havde "taget sig af mig" siden dengang. Jeg fattede ikke, at jeg sad og fortalte om de sværeste ting til en dreng, som jeg knap nok kendte. Men jeg følte virkelig, at jeg havde kendt ham hele livet, så helt slemt var det vel ikke.

Da jeg var færdig stirrede han på mig, rykkede sig tættere hen til mig og lagde sin ene arm om mig. Jeg lagde mig ind til ham og tårerne begyndte at presse på. Jeg skulle i hvert fald ikke græde over for ham. Hvordan kunne han få mig til at føle så mange ting på en gang? Følte han det også, eller bildte jeg mig alt muligt ind? Jeg løftede mit hovedet og kiggede op på ham. Han sagde ingenting, holdte bare om mig. 

 

***

Jeg vågnede næste dag, ved lyden af naboen, som støvsugede. Mit hovede dunkede, og min tunge føltes som om, jeg havde slikket på et gulvtæppe hele aftenen før. Jeg lagde min ene arm over øjnene og prøvede at huske hvad der skete aftenen før. Vi havde drukket meget, og jeg havde nok drukket lidt for meget. Jeg havde fortalt alt til Luke. Alt. Jeg rystede på hovedet og skammede mig en smule over det. Hvad troede han ikke om mig nu?

Langsomt svingede jeg benene ud over sengekanten og mærkede det kolde trægulv under mine fødder. Jeg stirrede på mig selv i spejlet og skar en grimasse. Sorte rande under øjnene og et hår som lignede en fulgerede. Hvor var jeg dog charmerende. Jeg trak en hvid t shirt over hovedet, tog et par gå jogging bukser på og rodede lidt i mit hår, så jeg måske ville se bare en lille smule normal ud, men opgav efter det tredje forsøg. 

Resten af weekenden var kedelig. Lektierne tog det meste af min tid, og jeg fik mig endelig taget sammen til at rydde lidt op på værelset og i resten af lejligheden. Jack var forsvundet fredag nat. Nu var det søndag aften, og jeg havde stadig ikke set et glimt af ham. Et sted dybt inde i mig, håbede jeg, at han lå og var druknet i en eller anden sø. Jeg skubbede modvilligt tanken væk igen. Men jeg håbede dog, at han aldrig ville komme tilbage igen. Jeg kunne sagtens klare mig selv. Sagtens. Måske var han også blevet træt af mig? Det ville ikke undre mig. Efter at have børstet tænder, hoppede jeg ind i sengen. Det eneste der helt fyldte mit hovede, var Luke. Jeg fik kuldegysninger, bare af at tænke på ham. Du ser ham i morgen, sagde han beroligende stemme i mit hovede, og med de ord, lukkede jeg øjnene i og faldt stille hen. 

 

***

Allerede da jeg gik langt nede ad gangen, kunne jeg høre larmen fra klasseværelset. Da jeg kom hen til døren, kunne jeg høre Karins skingre stemme undervise i historie. Jeg bankede stille på døren, tog i håndtaget og gik ind. Alles øjne vendte sig mod mig, og jeg slog straks blikket ned. "Undskyld jeg kommer for sent.." Mumlede jeg og bevægede mig ned mellem bordene, for derefter at dumpe ned på min plads. Jeg kunne mærke Lukes blik brænde i nakken, så jeg vendte mig om i mod ham. Hans læber formede sig i et smil. "Hej," hviskede han. "Hej," hviskede jeg tilbage og sendte ham et smil, som nok mest lignede en grimasse.

"Jacob!" hørte jeg pludselig Karins stemme råbe. Jeg vendte mig igen om mod hende og trak undskyldende på skuldrene. "Først kommer du for sent og derefter forstyrrer du undervisningen med dit snakken. Jeg vil gerne bede dig om, at gå ned på rektors kontor. Nu." Sagde hun strengt og kiggede på mig igennem hendes fedtede briller. Lige da jeg skulle til at forklare mig, hørte jeg Lukes stemme. "Undskyld Mrs. Flowers, det var mig der snakkede til Jacob. Jeg skal nok gå derned." Jeg kiggede måbende efter ham, da han gik hen i mod døren. Inden han lukkede den, glimtede hans øjne mod mine. Hvad fanden? Mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig. Hvorfor gjorde han det? Hvad betød det? Jeg kunne ikke finde et fornuftigt svar på det. 

Da klokken endelig ringede ud til frikvarter, gik jeg ned i mod kantinen, i håb om at finde Luke der. Han sad på hans sædvanlige plads med en masse fra klassen. Okay, jeg skulle ikke derover. Jeg ville gøre mig selv fuldstændig til grin. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og lige inden jeg skulle til at gå ud af kantinedøren igen, hørte jeg Lukes stemme kalde på mig. "Jacob! Kommer du ikke her over og sidder?" Jeg vendte mig om i mod dem og 6 par øjne stirrede på mig. Jeg kunne godt se på de andre ved bordet, at de ikke kunne forstå, hvorfor Luke ville have jeg skulle sidde der. Lukes smil smittede, og jeg satte mig over ved siden af ham. De andre fortsatte deres samtale og jeg så mit snit til at spørge ham. "Hvorfor gjorde du det?" spurgte jeg ham. Han tog en bid af sin sandwich og da han havde tygget færdigt, kiggede han på mig. "Kan du ikke bare sige tak?" spurgte han. Jeg kiggede uforstående på ham. "Ja altså, jeg fik ringet hjem, så der er nok en kæmpe skideballe til mig, når jeg kommer hjem," sagde han og blev ved med at kigge på mig. Hans øjne brændte sig ind i mine, så jeg blev nødt til at kigge væk. "Jo, øh. Tak Luke," sagde jeg og han smilte tilfreds til mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...