De søvnløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Alena er en søvnløs. Hun kan læse andres tanker, og plante tanker i andres hoved, som de så agerer på. Denne evne gør at de fleste der besidder den, ikke kan sove, grundet frygten for at komme til at plante en negativ, eller destruktiv tanke i hovedet på en de elsker, ved en fejl. Derfor bliver de kaldt de søvnløse. Der er ikke mange søvnløse tilbage i Sistanien, da den magtfulde Dronning Aldra har sendt sine mænd ud og slået søvnløse ihjel, og sendt frygt i hjertet på borgerne. De eneste søvnløse der er tilbage i Sistanien, er dem der lever i hemmelighed blandt menneskerne, eller modstanderne mod Dronningen.

11Likes
33Kommentarer
1390Visninger
AA

9. Menian

Byen var fuld af liv. Mennesker dansede rundt på markedspladsen, penge skiftede hænder hurtigere end jeg kunne tælle og gaden var proppet med mennesker, boder, og dyr. 
En lille dreng havde en høne i hånden, og råbte et eller andet jeg ikke kunne høre, en kvinde stod og prøvede at sælge beskyttelses sten, og en mand grinte glad efter han havde snydt en ung mand for flere hundrede dukater. Jeg lukkede øjnene og indåndede den kraftige lugt. Jeg havde savnet friheden. Bjørn hoppede af hesten, og jeg fulgte hurtigt efter. Jens kom op på min side, og smilede til mig. Jeg nikkede til ham, og smilte. Bjørn lænede sig ind mod mig. 
"Det er nok en god ide at tage din hætte på." Jeg kiggede spørgende på ham, men han var allerede væk. Jeg trak hætten over hovedet, og gik efter Jens som var gået over til en ung kvinde i en bod. Der lå en masse armbånd, halskæder, perler og fjer på hendes bord, og hun smilede friskt til Jens da han kom hen til hende.
"Et armbånd til din smukke dame?" Hun smilede til Jens, og nikkede i retningen af mig.
"Hun er skam ikke min dame." Svarede Jens og smilede lystigt til hende.
"Nåda." Kvinden smilede lystigt tilbage. "Hvad så med en halskæde til din medrejsende?" 
"Jo, det kunne da godt være." Jens kiggede på de mange halskæder, og fandt en med en grøn sten på. Den snor var af læder, og den var meget simpel, men smuk. "Den her snuske." Han smilede, og rakte halskæden over til hende. 
"For dig, 10 dukater." Hun blinkede til ham, og han fandt hurtigt pengene frem. Han rakte dem mod hende, og da hun tog imod dem, blinkede hun igen, og viftede ham over til sig. Han rakte uinteresseret halskæden over mod mig, og gik over til kvinden, som gik ind i sit telt. Han kiggede hurtigt over mod mig, smilede stort, og gik så ind i teltet. Jeg fnøs, og kiggede på halskæden i min hånd. Jeg tog hurtigt min hætte af, tog halskæden på, og så skyndte jeg mig at tage hætten på igen. 
Jeg gik lidt rundt alene, og kiggede på en bod med fisk, da Bjørn kom hen til mig. Han havde en lille pung i hånden. 
"Her. Der er til lidt tidsfordriv her på markedet, og mere end rigeligt til din hjemtur." Jeg tog imod pungen, og bukkede.
"Jeg takker. Det er næsten alt for meget. I havde slet ikke behøvet at hjælpe mig så meget." Bjørn smilede, og bukkede tilbage. 
Et par musikanter var samlet på en plads lidt længere fremme, og var så småt begyndt at spille. Musikken fangede mig med det samme, og jeg blev nødt til at komme tættere på.
"Skal vi ikke gå derover?" Jeg pegede mod musikanterne, og Bjørn nikkede. Vi fik hurtigt banet os vej, og stod næsten helt forrest. Jeg kiggede på de 5 musikanter der var samlet. Den ene spille på en sækkepibe, og trampede lystigt med fødderne, en anden havde en tromme mellem benene, og slog en god grundrytme, en tredje havde en hjemmelavet guitar i hånden, og han spillede løs på hestehårene han brugte som strenge. Den fjerde havde en mandolin i hånden, og den femte spillede på en håndtromme med bjælder imens hun dansede. Der var fire mænd og en pige i gruppen. Jeg stod og kiggede på pigen, og blev nærmest helt fortryllet i hendes dans. Bjørn lænede sig ind mod mig.
"Pas nu godt på din pung." Jeg kiggede op på ham og nikkedede. Jeg tog pungen i hånden, og holdte den diskret under min tunika. To unge piger der stod i gruppen, havde taget hinanden i hånden, og var løbet ud på pladsen. De kiggede mod hinanden, og begyndte så at danse rundt i en cirkel imens de holdte hinanden i hånden. Et ungt par deltog i dansen, og flere kom med ind. Jeg kiggede op på Bjørn, og han kiggede ned på mig. Jeg lage min pung i min lomme, og før han nåede at afslå, greb jeg hans hånd og hev ham ud på pladsen. Han sukkede, men tog min anden hånd og dansede med mig. Vi dansede den traditionelle Sastianianske dans, og han var faktisk ret god til det. Bukke, neje, to skridt frem, to skridt tilbage, husk den ene arm på ryggen og den anden strakt lidt frem, snurre rundt to gange, tilbage til start position, 2 skridt frem, grib hans hånd, drej rundt. Jeg måtte hele tiden holde øje med hans bevægelser, og allerede efter få minutter dansede vi rundt som aldrig før. Jeg grinede højlydt, og smilede flere gange til ham. Hans smil var blødt, og han nikkede flere gange til folk som valgte at deltage i vores dans. Jeg blev mere sikker i min dans, og slog mig lidt mere løs. Musikken rev mig rundt og jeg kunne ikke lade være med at blive fanget i den. Mit smil bredte sig, og folk begyndte at klappe i takt med musikken, alt imens de cirklede tættere om Bjørn og jeg. Det er en gammel tradition i Sistianien. Når to bliver gift skal man cirkle dem, så de til sidst står helt tæt, og så skal de kysse. Bjørn begyndte at grine. Vi var med på den, og dansede tættere på hinanden. Da vi til sidst var så tæt at vi ikke kunne danse mere, gav han mig et kindkys. Jeg smilede til ham, og da folk trak sig væk, begyndte vi at  bevæge os væk fra pladsen, da en lille dreng kom til at løbe ind i mig. Jeg blev så overrasket, at jeg faldt bagover. Bjørn greb fat i min arm lige inden jeg ramte jorden og hev mig op. Jeg rystede på hovedet, kiggede tilbage mod drengen, og så over på Bjørn.
"Tak. Jeg havde slet ikke set ham." 
"Det havde jeg heller ikke." Sagde Bjørn som stadig kiggede efter drengen. Han drejede hovedet over mod mig, og smilede. Så fik han kiggede rundt. Musikken spillede stadig, men folk var begyndt at kigge hen mod mig. Bjørn kiggede tilbage på mig. Min hætte hang nede om min nakke, og jeg begyndte at forstå hvad der foregik. Folk gik tættere på. Bjørn greb fat i min arm, og kiggede mig dybt i øjnene.
"Alena. Vi skal væk. Kom med mig, hurtigt." Idet han havde sagt det, satte han i løb henover gårdspladsen, og jeg måtte bruge min fulde styrke for ikke at falde. Folk begyndte at løbe efter os, råbe ting jeg ikke kunne forstå, og havde knyttede næver over hovedet. Bjørn løb igennem store mængder af mennesker, skubbede folk til siden, og stoppede ikke for nogen. Han drejede ned af en smal gade, og ind af en lille dør, som lige akkurat kunne åbnes i gaden. Han skyndte sig at trække mig ind, og lukkede døren efter mig med et brag. Jeg trak vejret i hurtige hiv, og støttede mine arme på mine knæ. Jeg kiggede op mod Bjørn, og mit ansigt blev koldt.
"Hvem er du?" Bjørn kiggede på mig, og tog et skridt hen mod mig. "Bliv der!" Jeg rakte en arm op mod ham, og pegede på ham. "Du ved hvem jeg er. Du ved hvad jeg kan gøre. Fortæl mig hvem du er." Bjørn sukkede, og kiggede på mig. 
"Jeg er Bjørn. En af Matthews hjælpere. Det var meningen jeg skulle hjælpe ham med at slippe dig ud, men det klarede du vist meget godt selv. Hvordan gjorde du det egentlig?" Han tog et skridt nærmere.
"Jeg sagde bliv!" Jeg hævede stemmen, og kiggede ham dybt i øjnene. "Hvor er Matthew nu? Hvem er de to andre? Og hvorfor skulle jeg stole på dig?" Bjørn lagde armene over kors, og nikkede.
"Javel ja. Jeg ved ikke hvor Matthew er, han er vel stadig på slottet. Alena, stol nu på mig." Han tog endnu et skridt tættere på. Jeg bakkede tilbage, og stødte på muren bag mig. "De to andre er nogle jeg mødte på vejen. Jeg overbeviste dem om at jeg også søgte dig, men ikke ville have noget med dusøren at gøre. Jeg ville bare have hævn." Jeg sank en klump. 
"Du skal ikke komme tættere på." Min stemme rystede og jeg kunne ikke slippe væk. 
"Alena kom nu, du kan stole på mig..." 
"Nej. Bliv hvor du er."  Han tog et skridt tættere på. "Jeg sagde bliv!" i samme øjeblik blev døren åbnet og Jens og Maranon kom ind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...