De søvnløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Alena er en søvnløs. Hun kan læse andres tanker, og plante tanker i andres hoved, som de så agerer på. Denne evne gør at de fleste der besidder den, ikke kan sove, grundet frygten for at komme til at plante en negativ, eller destruktiv tanke i hovedet på en de elsker, ved en fejl. Derfor bliver de kaldt de søvnløse. Der er ikke mange søvnløse tilbage i Sistanien, da den magtfulde Dronning Aldra har sendt sine mænd ud og slået søvnløse ihjel, og sendt frygt i hjertet på borgerne. De eneste søvnløse der er tilbage i Sistanien, er dem der lever i hemmelighed blandt menneskerne, eller modstanderne mod Dronningen.

11Likes
33Kommentarer
1290Visninger
AA

3. Maskeraden

Jeg skyndte mig videre op af gangen, og pludselig hørte jeg noget jeg ikke havde hørt længe. Musik. Strygere, blæsere, de smukke instrumenter, fandt sin vej til mig, og fyldte mig med en skøn fred, som jeg ikke havde følt så længe. Lyden var kun svag hvor jeg stod, og jeg blev nødt til at komme tættere på. Blev nødt til at høre mere, finde ud af hvordan disse instrumenter ser ud. Sidste gang jeg så en violin, var da min far spillede på en. Jeg var ikke ældre en 5 på det tidspunkt, men kan alligevel huske det, som var det igår.

Jeg åbnede døren fra kælderen, og så en lang vindeltrappe. Mine fødder havde deres egen vilje, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at falde over mine ben. Musikken blev højere, og smukkere for hvert et skridt jeg tog op af den støvede trappe. Jeg forestillede mig smukke kjoler, dragter, jakkesæt, som alle blandede sig med hinanden, og gjorde natten fantastisk og uforglemmelig. Jeg ville ikke bare se instrumenterne længere. Jeg ville deltage. Bagerst i hovedet kunne jeg høre en stemme råbe af mig, sige det var dumt, og at jeg skulle lade være, men jeg kunne ikke. Det var, som var jeg under en fortryllelse.
Musikken blev stadig højere for hvert et skridt jeg tog, og jeg kunne høre jeg var tæt på. Jeg skulle til at dreje rundt om et hjørne, da jeg hørte en stemme bag mig. 
"Hvem er du?" Det var en mand. Jeg drejede om på hælen, og så en ung mand, klædt i et sort jakkesæt, med en snehvid skjorte på, og en rose i venstre brystlomme. 
"Jeg... Jeg er gået forkert. Jeg leder efter garderoben. Jeg var ude og nyde vejret i aften, da jeg gled og ødelagde min kjole." Jeg smilte hurtigt til ham, og kiggede ned af mig selv. Jeg troede ikke engang selv på det, og da han bare kiggede på mig, helt stille, blev jeg nervøs.
"Så det var dig der faldt? Jamen, kom da med mig, jeg ved hvor du skal hen. Han strakte en arm ud til mig, og jeg tog den med et smil på læben.
"Hvem er du så?" spurgte jeg nysgerrigt.
"Jeg er Matthew den 7. Min far er Leonard den 4. Han bad mig deltage i denne latterlige komsammen, så jeg kunne bede Dronningen om hendes hånd, og derved forene vores familier. Skørt, ikke?" Jeg nikkede, og kiggede ned i gulvet, for ikke at skabe øjenkontakt med ham.
"Hvad med dig, frøken? Eller er det frue?" Han sendte mig et smil, og jeg følte mit hjerte skulle til at smelte af glæde. Så kom jeg i tanke om at han spurgte om mit navn.
"Øh, mit navn? A... Alleera. Mit navn er Alleerra. Og det er frøken, tak." sagde jeg hurtigt. Jeg kunne ikke risikere at sige mit eget navn, hvis nu han kendte til mig, ville det gå helt galt, og jeg skulle ikke ned i den kælder igen. Hans øjne mødte mine, og han stoppede op.
"Alleerra huh? Det navn har jeg ikke hørt før til en kvinde af din... stand. Men det er nu smukt." Han tog min hånd og kyssede den. "Jamen, goddag så, Alleerra. Vi er nu fremme ved garderoben. Skynd Dem ind og skift, så skal jeg nok vise dem ned til salen. Medmindre De godt kan finde derned selv?" Han sendte mig et fjollet smil, og jeg smilte igen, mens jeg kunne mærke mine kinder tage farve.
"Det ville være dejligt med en guide, tak." Jeg åbnede døren ind til garderoben, og lukkede den hurtigt igen. Jeg så mig hurtigt omkring. Der hang kjoler i alle hjørner og afspejlinger, i farver fra sort til en meget grim laksefarvet. Jeg kiggede dem hurtigt igennem, og fandt en jeg godt kunne lide. Den var rød, med et fint sort lag tyl henover, og havde små roser syet i bunden i blandet rød og sort. Den var stor, og jeg måtte kæmpe med at få den på. Jeg væltede bagover et par gange, og var ved at give op, da jeg opdagede det skjulte knapper bagpå kjolen. Jeg sukkede højlydt, og skyndte mig at åbne dem, og få den på. Jeg kunne ikke nå den øverste knap, så jeg lod den stå åben, og regnede med jeg ville spørge Matthew om han ikke kunne lukke den, når jeg engang kom ud af lokalet. Ovre i det ene hjørne, stod der en lille balje med vand. Jeg skyndte mig derhen, vaskede det værste snavs af mit ansigt, og tørrede det i den nærmeste kjole. Stoffet var blødt, og jeg tog mig selv i at stå og køre min kind op af det, for at mærke den blødhed mod min kind. 
Der lå også nogle elastikker på bordet, ved siden af baljen, og jeg skyndte mig at sætte mit hår op i en hestehale, med nogle totter hængende foran mine ører. Jeg kiggede hurtigt ned af mig selv, og bevægede mig besværligt hen mod døren.

Jeg bevægede mig langsomt ud, og mødte igen Matthews bløde øjne, og varme smil. Jeg snurrede rundt. 
"Hvad synes du?" Han stoppede mig, og trak mig ind til sig.
"Jeg synes du er smuk, Alleerra." Jeg smilte, og trak mig hurtigt ud af hans greb.
"Jeg kunne ikke lukke den ene knap, kan du gøre det for mig?" Jeg flyttede mit hår, så han havde adgang til knappen. Han lukkede den hurtigt, men vendte mig ikke om. 
"Kan du ikke selv stramme korsettet, eller havde du bare glemt det?" Mine øjne blev store. korset?!
"Øh, tja, tjo, altså, jeg havde tænkt mig at gøre det, men, øh altså, mine fingre fumler for meget. øhh.."
"Skal jeg gøre det for dig så?" Jeg nikkede hurtigt, og sugede maven godt ind. Snorene blev trukket stramt ind, og hvis jeg ikke tog meget fejl, mistede jeg 10 kilo, som fløj op til mine bryster. Han bandt en knude, og vendte mig om. 
"Sådan. Er du klar?" Jeg trak vejret i små hiv.
"J...Ja" fik jeg fremstammet, og han strakte igen armen ud mod mig, som jeg tog med glæde.
Han stoppede hurtigt op. 
"Vent lige..." Jeg holdt vejret. Åh nej, han genkender mig. Jeg skal tilbage til den klamme kælder, og rådne op.... Det vil jeg ikke!
"Mangler du ikke en maske, Alleerra?" Jeg stoppede op. 
"Maske?" 
"Ja, det er jo trods alt et maskebal." fjollede han med, og smilte igen.
"Nåh, jo, ja den tabte jeg, og kan ikke finde den."
"Du kan låne min. Det går jo ikke at en frøken som dem, går glip af alt det sjove." Han fandt sin maske frem, og gav mig den på. Det var en gylden maske, som stoppede ved starten af næsen, og havde 2 sorte snore til bag hovedet.
"Hvad med dig?" spurgte jeg lidt genert.
"Jeg har en til." Han fandt en identisk maske frem, og tog den på.
"Lad os gå ind." Jeg nikkede, og vi gik ned til enden af gangen, hvor 2 store døre blev åbnet foran os, og jeg kunne mærke varmen fra lokalet slå imod mig. Musikken var nu, så høj som den kunne være, og det hele var som en drøm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...