De søvnløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Alena er en søvnløs. Hun kan læse andres tanker, og plante tanker i andres hoved, som de så agerer på. Denne evne gør at de fleste der besidder den, ikke kan sove, grundet frygten for at komme til at plante en negativ, eller destruktiv tanke i hovedet på en de elsker, ved en fejl. Derfor bliver de kaldt de søvnløse. Der er ikke mange søvnløse tilbage i Sistanien, da den magtfulde Dronning Aldra har sendt sine mænd ud og slået søvnløse ihjel, og sendt frygt i hjertet på borgerne. De eneste søvnløse der er tilbage i Sistanien, er dem der lever i hemmelighed blandt menneskerne, eller modstanderne mod Dronningen.

11Likes
33Kommentarer
1376Visninger
AA

5. Løb!

Han trak mig ned af en lidt mindre gang, med høje vinduer og gardiner i alle regnbuens farver. Jeg ville gerne have stoppet op, og rørt ved dem, men hans hånd omkring mit håndled var som et jerngreb. Vi gik ned af en lille trappe, og kom ud på en kæmpe balkon, lige over en sø. Matthew stoppede op, og drejede rundt på hælen.
"Tag masken af." Han stemme var hård, og jeg bakkede et skridt tilbage.
"Hvorfor?" Jeg kunne ikke lide hans tone og vred min hånd ud af hans greb.
"Fordi jeg godt ved hvem du er. Og jeg er her ikke for at slå dig ihjel, tværtimod. Jeg kom med nogle andre for at redde dig. Det var meningen vi ville have reddet dig under henrettelsen, men du kom vist selv ud af den." Han smilede til mig. " Jeg er stadig hvem jeg sagde jeg er. Jeg er bare træt af masse slagtning af uskyldige mennesker, som ikke engang kan gøre for det de er. Jeg vil ikke være en del af det mere. Derfor er jeg med i en gruppe af rebeller, og da vi hørte du var fanget, ville vi gøre alt for at vise Dronningen at det her er forkert. Men vi har ikke meget tid, vi skal...." Matthew blev afbrudt, og 4 vagter trådte ud på balkonen.
"Godt fanget Hr." den forreste soldat trådte frem. "Vi tager os af hende nu." Matthew rystede på hovedet og stillede sig foran mig.
"Nej. Hun er min." Han tog et skridt tilbage mod mig, og skubbede mig over mod balkonen. Han drejede hovedet mod mig, og lænede sig ind mod mig. "Spring i." Hans stemme var lav, og jeg kunne kun lige høre hvad han sagde. Jeg drejede om og kiggede ned. Der var langt, og søen så ikke dyb ud. Jeg rystede på hovedet, men Matthew blev ved med at skubbe mig over mod balkonen, alt imens vagterne råbte at han skulle lade være med at bevæge sig.
"Stop lige der! Lad være med at gå længere, ellers kan vi ikke svare for konsekvenserne!" Vagten lød lidt nervøs nu. Han gik tættere på. Matthew drejede hovedet mod mig.
"Spring. Nu." Jeg trådte et skridt baglæns og kiggede ned. Mit hjerte hamrede for fuld skrue, og jeg var sikker på at jeg ikke ville klare det hvis jeg hoppede. Jeg kiggede nervøs mod vagterne, og greb fat om hegnet der omringede balkonen. Det var af sten, og gik mig cirka til hoften. Jeg borede fingrene ind i det, og rystede på hovedet.
"Jeg kan ikke."
Matthew kiggede på mig. "Spring!" Jeg rystede på hovedet, og tårene begyndte at komme frem.
"Jeg kan ikke!" Matthew drejede opmærksomheden mod vagterne. 
"Gør det nu. Spring!" Jeg tog en dyb indånding, og med tårer på kinderne, drejede jeg rundt, svingede benene op på hegnet, og ud på den anden side. Vagterne trådte nærmere.
"Bliv der!" Jeg ignorede deres råb, og tog en dyb indånding.
"Spring Alena!"  Jeg lukkede øjnene og hoppede udover kanten. Jeg kiggede op, og så Matthew kigge ned mod mig, imens vagterne greb fat om ham. Jeg nåede ikke at se mere, før en kraftig smerte gik igennem mit lår, og min kjole blev gennemblødt. Jeg kiggede rundt. Vandet gik mig til navlen. Mit ben havde taget mod landingen. Jeg prøvede at løbe, men vandet og kjolen holdt mig tilbage. Jeg flåede voldsomt i kjolen, og formåede at få de 2 yderste lag af. Underkjolen var tilbage, og jeg kunne mærke jeg kunne bevæge mig igen. Jeg løb gennem vandet, og ud på græsplænen. Bag mig kunne jeg høre råben, men jeg kiggede ikke tilbage. Jeg skulle ikke tilbage dertil. Mit hjerte hamrede, og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg takkede mig selv for ikke at være en kujon, og kastede mig selv igennem nogle buske. Vagternes råb var lige bag mig, og jeg kæmpede mig igennem tornekrat og brombærbuske. Jeg kunne mærke torne skære i mine arme og ansigt, men jeg stoppede ikke. Hver gang min kjole sad fast, hev jeg til, og måtte bruge al min styrke på at holde mig oppe. Da jeg fjernede armene fra mig ansigt, og så op, var jeg ude af tornene, og omringet af en tyk, mørk skov. Jeg kunne ikke høre vagterne længere, men turde ikke tage chancen, og fortsatte med at løbe, til mine ben ikke kunne mere. Jeg kiggede tilbage, og satte mig ned. 
"Bare en kort pause..." min stemme var hæs, og jeg hev efter vejret. "Bare en kort pause..." 


Vagterne stod ved buskene, og ventede på ordre fra deres Kaptajn.
"Skal vi ikke følge efter hende Kaptajn?!" En ung mand med blond hår kiggede mod buskene.
"Nej." Kaptajnens blik var koldt. "Det er de dødes skov, hun bevæger sig ind i. Der går ikke lang tid før de fanger hende, og slår hende ihjel." Hans stemme var følelseskold, og han drejede langsomt om på hælen. "Vi kan ikke gøre mere." 
Vagterne fulgte hurtigt efter Kaptajnen, og de gik alle tilbage mod slottet. "Desuden har vi en fange at tage os af." Kaptajnen smilede, og kørte en hånd igennem sit skæg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...