De søvnløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Alena er en søvnløs. Hun kan læse andres tanker, og plante tanker i andres hoved, som de så agerer på. Denne evne gør at de fleste der besidder den, ikke kan sove, grundet frygten for at komme til at plante en negativ, eller destruktiv tanke i hovedet på en de elsker, ved en fejl. Derfor bliver de kaldt de søvnløse. Der er ikke mange søvnløse tilbage i Sistanien, da den magtfulde Dronning Aldra har sendt sine mænd ud og slået søvnløse ihjel, og sendt frygt i hjertet på borgerne. De eneste søvnløse der er tilbage i Sistanien, er dem der lever i hemmelighed blandt menneskerne, eller modstanderne mod Dronningen.

11Likes
33Kommentarer
1339Visninger
AA

2. Flugten

Det første der slog imod mig da jeg vågnede, var lugten. Lugten af mug og råddenskab gav mig kvalme i munden, og jeg skyndte mig over til spanden i hjørnet, og bukkede hovedet forover. Jeg havde ikke spist noget i flere dage, så det overraskede mig ikke at der kun kom vand og en sur smag op. Jeg tørrede mig om munden, og gik tilbage til det jeg nu kaldte min seng. En stak hø, og et tæppe, var hvad jeg havde sovet på den sidste måned, imens jeg ventede på min sidste dag. Der var mørkt udenfor, og en kold brise trak ind, og omfavnede mig. Jeg sad, og nød stilheden.

En højlydt fløjten kunne høres længere nede af gangen. De råb der blev kastet efter fløjteren, hentydede til at det måtte være vagten der var ude og gå runde. Jeg satte mig hen til lågen, og kiggede ud gennem tremmerne. Vagten kom hen til min celle, og kiggede på mig.
"Flyt dig." Jeg rørte ikke på mig.
"Jeg sagde flyt dig, eller jeg får dig til det!" Jeg rørte stadig ikke på mig. Sad bare og kiggede ned i jorden, med hænderne i skødet. 
Jeg mærkede en kraftig smerte i brystet, som en eksplosion, og blev skubbet bagover. Jeg hev kraftigt efter vejret, og kiggede op mod vagten, hvis fod var ved at blive sænket igen. 
"Ja, så kunne man godt flytte sig." Jeg hostede højlydt, og prøvede at få kontrol over min vejrtrækning med små hurtige hiv efter vejret. Vagten åbnede min celle, og gik ind til mig.
"Er det nu?" Jeg kiggede uinteresseret op på ham. Han nikkede. "Så er der jo ingen tid at spilde. Få mig smidt i lænkerne, og lad os få det her fjolleri overstået." Han vred mine arme om på ryggen, og lagde mig i lænker. Han hev mig op og stå, og trak mig ud af min celle.

Gangen var stadig mørk og ulækker. Små gule pøle lå langs cellerne, og der lugtede kraftigt af urin og blod. Når vi gik forbi cellerne, kunne jeg mærke folk gribe fat i mine lår, kærtegne dem, eller prøve at flå tøjet af mig. Vagten holdte dem på nogenlunde afstand. 
"Så det din tur til at hænge snuske!"
"Hils Dronning fra mig!"
"Godt det ikke var mig, hva?!"
Jeg havde lært at ignorere deres råben, men nu var de nærmest øredøvende. Jeg kunne mærke nervøsiteten krybe op af ryggen, kilde mig i nakken, og få alle mine hår til at rejse sig. Ubehag bredte sig i min mave, og jeg kunne mærke jeg ikke kunne få styr på det. Igen, kom den ulækre smag op gennem halsen på mig, og en tynd fin stråle vand kom ud. 
Mit hoved blev rykket tilbage med et ordentligt tag i hovedet, og vagtens hæslige ånde bredte sig omkring mit hoved. 
"Opfør dig ordentligt, ellers...!" Jeg tørrede munden af i min skulder, og kiggede på ham med et smil. 
"Ellers hvad?" Jeg nåede ikke at reagere, før han skubbede mig op af en celle, og holdte mig godt fast.
"Hey, du skal alligevel snart ud og flyve en tur, så folk er ligeglad med hvad der sker med dig. Jeg har frie tøjler." Jeg prøvede at vride mig ud af lænkerne, uden held. Han greb fat i kæderne, viklede dem rundt om en af tremmerne, og låste dem sammen. Jeg prøvede på at nå dem, men de var for højt oppe. Vagten greb fat i mit hår igen, vred mit hoved tilbage, og begyndte at kysse mig hårdt op langs halsen, imens han med den anden hånd, løftede min kjole op. 
Jeg prøvede at skubbe ham væk, men det gjorde bare han holdt bedre fast. Og så mærkede jeg det. En person bag mig, der var igang med at lirke låsen op. Jeg hørte et lavt klik, og mærkede at kæderne løsnes. Personen bag mig lagde noget i min hånd, og jeg lukkede hånden om det. En kniv. Ikke meget større en en pegefinger, men stor nok. Jeg viklede stille hænderne ud, og prøvede igen at skubbe vagten væk. Denne gang lykkedes det. Han bakkede et par skridt tilbage, og gled i en pøl. Jeg kastede mig hurtigt over ham, og fik smurt mit ene ben ind i en brunlig masse, imens jeg stak kniven ind gennem visiret på ham gentagne gange. Jeg kunne se blodet begyndte at flyde ud fra under hjelmen, og ned i pølen, og ud fra munden på ham, kastede han blod op. Jeg stak indtil han lå stille, og rejste mig så. Jeg kiggede på ham, og kastede op igen. Fandens til sart mave.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...