De søvnløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Alena er en søvnløs. Hun kan læse andres tanker, og plante tanker i andres hoved, som de så agerer på. Denne evne gør at de fleste der besidder den, ikke kan sove, grundet frygten for at komme til at plante en negativ, eller destruktiv tanke i hovedet på en de elsker, ved en fejl. Derfor bliver de kaldt de søvnløse. Der er ikke mange søvnløse tilbage i Sistanien, da den magtfulde Dronning Aldra har sendt sine mænd ud og slået søvnløse ihjel, og sendt frygt i hjertet på borgerne. De eneste søvnløse der er tilbage i Sistanien, er dem der lever i hemmelighed blandt menneskerne, eller modstanderne mod Dronningen.

11Likes
33Kommentarer
1240Visninger
AA

7. Fange nr 5837

De klamme vægge, den kolde luft, og lyden af rotter der søgte efter mad, var alt sammen ligemeget for Matthew. Han sad ovre langs væggen, længst væk fra døren, i den lille kvadratiske celle. Han blødte fra mundvig og øjenbryn, og hans hår var rodet og vådt af sved. Hans åndedræt var langsomt, og hans øjne var lukkede. Han havde et let smil på læben, imens han tænkte på hvordan han fik Alena ud. De andre han havde taget med på missionen, havde aldrig opfanget at hun selv var flygtet, men de fandt hurtigt ud af det, og skyndte sig ud og lede efter hende. Han hostede kraftigt og spyttede en klat slim ud på gulvet. Han kiggede ned af sig selv. Det fine tøj han havde på ved ankomsten, var smurt ind i mudder og mos, stank af sved, og var ødelagt. 
Fodtrin uden for døren fik ham til at se op. Han satte sig lidt behageligere, og strakte ryggen. 2 soldater kom ind i lokalet.
"Dronningen vil tale med dig, Matthew." hans stemme var kold, og han gik med hurtige skridt over og løftede ham op. "Følg med os." Matthew lagde hænderne på ryggen, og et par håndjern blev smidt om hans hænder. 
Den lange gang var lige så klam som hans celle. Der var ingen vinduer, og rotterne peb hver gang de kom for tæt på dem. Matthew tog en dyb indånding, og måtte spænde i maven for ikke at kaste op. Der stank af urin og forrådnelse, og lugten skar sig ind i hans næse. Der var mørkt i gangen, og Matthew kunne ingenting se. Han kiggede op mod den vagt der gik forrest. Han havde en fakkel i hånden, og viftede den ned mod gulvet engang imellem for at sikre sig han ikke trådte på noget. Matthew fik et glimt af en udsultet, lille rotte, som sad i hjørnet og hvæsede af dem. Den havde et stykke kød i munden, og dens ene øje var lukket. Den skyndte sig ind i et hul i muren da Matthew og vagterne kom gående forbi den. 

En dør blev åbnet, og lyset fra gangen skar i øjnene på ham. Han blev trukket op ad en lang trappe, og ned langs en gang. Væggene var dekoreret med malerier af Dronningen, hendes forældre, og en lille pige. Et langt rødt tæppe med en masse mønstre, var lagt ud midt i gangen. Der stod statuer, lysestager, reoler, og borde med små tomme skåle op lang væggene, og gjorde gangen meget mindre end den egentlig var.  Den forreste vagt åbnede en stor dør, og gik ind, efterfulgt af Matthew og den anden vagt, som lukkede døren.
Lokalet var en kæmpe sal, med store vinduer, kæmpe gardiner, og trægulve. Det var balsalen. Matthew kunne huske den fra aftenen før, men havde aldrig troet den ville se så tom ud, når der ikke var nogen gæster eller borde. Det eneste der var i lokalet, var en stol.
"Bliv her." Den ene vagt satte ham på stolen, og gik ud af en anden dør end den de var kommet fra. Den anden vagt stillede sig langs væggen ovre ved den dør de lige var kommet ind af.

Døren blev åbnet igen, og en kvinde klædt i en lang hvid kjole kom ind. Hendes hår var sat op i en knold, og hun havde et kæmpe smykke bag knolden. Det var hvidt, og lignede en krone af is. hun havde et hvidt skær over sig. Poserne under hendes øjne var så småt ved at blive tydelige, og hendes mund var knebet sammen. Et gennemsigtigt, hvidt sjal dækkede hendes skuldre, og faldt langs hendes kjole. Hun smilede falskt til Matthew da hun så ham. 
"Matthew. Hvor dejligt at se dig." Hun lagde hovedet på skrå, og beundrede ham på afstand. "Synd at det er under disse omstændigheder." 
"Dronning Aldra. Sikke en overraskelse. Hvad vil De gøre? Slå mig ihjel? Så kom da, men det hjælper dem ikke med at finde Alena." Matthews stemme var hård, men rolig. 
"Slå dig ihjel? Åh nej, jamen kæreste. Jeg har andre planer for dig..." Aldra gik tættere på ham. "Døden ville være for simpel en løsning for dig..." Hun kørte en hånd gennem håret på ham, og legede med en tot. 
"Så hvad med at du fortæller mig hvem der var en del af dit lille redningshold, og så lader jeg dig gå. Vi skulle jo nødig have at din far blev indblandet i dette, ikke sandt?" Hun smilede til Matthew, og løftede et øjenbryn.
"Fortæl ham hvad du vil. Det ændrer intet." Matthews tone ændrede sig, og han kiggede hende i øjnene. Aldra's smil forsvandt. 
"Fint. Vagt, før ham afsted. Jeg skal lige hente nogle ting, så kommer jeg."
Vagten gik over til Matthew, greb fat i hans arm, og hev ham op. Før Matthew kunne nå at sige mere, blev han hevet ud af en lille dør, og op ad en lang trappe.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...