De søvnløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Alena er en søvnløs. Hun kan læse andres tanker, og plante tanker i andres hoved, som de så agerer på. Denne evne gør at de fleste der besidder den, ikke kan sove, grundet frygten for at komme til at plante en negativ, eller destruktiv tanke i hovedet på en de elsker, ved en fejl. Derfor bliver de kaldt de søvnløse. Der er ikke mange søvnløse tilbage i Sistanien, da den magtfulde Dronning Aldra har sendt sine mænd ud og slået søvnløse ihjel, og sendt frygt i hjertet på borgerne. De eneste søvnløse der er tilbage i Sistanien, er dem der lever i hemmelighed blandt menneskerne, eller modstanderne mod Dronningen.

11Likes
33Kommentarer
1235Visninger
AA

6. Den mørke skov

Der var en bankende fornemmelse i mit hoved, og jeg bevægede min ene hånd op og mærkede min pande. Den var glohed. Jeg kiggede rundt, men kunne ingenting se i mørket. Jeg kneb øjnene sammen, men ingenting hjalp. Jeg blev nødt til at vente på at det blev morgen, så lyset kunne hjælpe mig på vej. Jeg lagde mig op af et træ, og lukkede øjnene. Jeg mærkede noget på min skulder, og kiggede rundt. ingenting. Jeg kunne mærke mit hjerte kravle op i min hals, og jeg blev tør i munden. Jeg kiggede rundt igen, men tågen som var begyndt at ligge sig gjorde det umuligt at se noget som helst. 
"Er der nogen?" Min stemme gav genlyd i skoven, men ingen svarede. Jeg tog en dyb indånding, og rejste mig. Kulden lagde sig om mig som en dyne, og kuldegysningerne snog sig op af min rygsøjle og rejste hårene på min krop. 
"Hallo?" En bevægelse bag mig, fik mig til at snurre rundt. "Er her nogen?!" Min stemme var desperat. Tågen lå tykt omkring mig, og jeg måtte kæmpe for at kunne se træet lige foran mig.
Jeg kunne mærke åndedrættet fra en anden person bag mig, og idet jeg skulle til at dreje mig, greb noget fat i min fod og væltede mig. Mit hoved blev slået ned i den hårde jord, og det hele begyndte at snurre. Jeg prøvede at komme væk, skreg af mine lungers fulde kraft, men kunne ikke komme fri. Flere hænder greb fat i mine ben, og trak mig hen imod dem. Mine fingre borede sig ned i jorden, og kulden skar i mine hænder. Jeg skreg, sparkede, og kæmpede for at komme væk, men kunne ikke slippe fri af hændernes greb. Mine øjne løb i vand, mit hjerte hamrede, og jeg kunne langsomt mærke hænderne gribe fat om lår og hofter. 
Jeg klarer det aldrig... Jeg klarer det aldrig! Jeg vil ikke dø nu! Nej! Ikke sådan her! 
Jeg vred og trak mig væk fra hænderne, slog, sparkede, og skreg. De kolde hænder greb fat, men jeg gav ikke op. Min sidste energi skal bruges nu hvis jeg skal overleve. Jeg satte hænderne i jorden, og med al min styrke, fik jeg trukket mig ud af deres greb. Jeg kravlede hurtigt over mod træet, og fik trukket mig op. Mine ben sveg, og jeg kunne mærke varme dråber løbe ned af ydersiden af mit lår. Jeg kørte min hånd henover, og kunne genkende den røde substans på mine fingre. Jeg kiggede rundt i skoven, og kunne så småt se træerne nu. Mine ben brændte, men jeg kunne ikke stoppe nu. Så tæt på mit mål. Jeg tog en dyb indånding, og satte i løb. 
Mine ben snoede sig gennem træerne, og jeg løb hurtigere end nogensinde før. Jeg holdte hænderne oppe foran hovedet, og stolede på mine ben vidste hvor jeg skulle hen. Hænder greb fat i mig, prøvede at vælte mig, men jeg vred mig ud af deres greb og fortsatte min løben væk fra dem. Min vejrtrækning var hurtig og hæs, men jeg sænkede ikke farten. Stoppede jeg, var jeg død. Grene greb fat i mig, flåede hul i huden og sad fast i tøjet. Jeg sprang over stubbe, gled ind under væltede træer, kunne mærke det kolde vand fra en å gøre mine fødder gennemblødte, skræmte dyr væk fra deres hjem, og snoede mig udenom de mange træer i den tætte skov. Jeg havde det fantastisk. Mit hjerte bankede og jeg havde aldrig følt mig så levende. Jeg grinte. Min latter skar gennem skoven, og rungede imellem de mange træer. Jeg smilede imens jeg løb gennem de mange forhindringer, og kunne for hvert skridt jeg tog, mærke hvordan ånderne bag mig hvæste, greb fat i mig, prøvede at stoppe mig, men jeg gav ikke op. 
"Jeg skal ikke dø i dag! Ikke i dag!" Jeg løb henover en sti midt i en sø, og over på den anden bred. Jeg kunne se tågen lettede sig lige så stille. Jeg grinede igen, og satte farten op. Mine fødder dunkede, mit hovedet gjorde ondt, men jeg ville ikke stoppe. Jeg drejede til højre, løb direkte ind i noget, og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...