De søvnløse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Alena er en søvnløs. Hun kan læse andres tanker, og plante tanker i andres hoved, som de så agerer på. Denne evne gør at de fleste der besidder den, ikke kan sove, grundet frygten for at komme til at plante en negativ, eller destruktiv tanke i hovedet på en de elsker, ved en fejl. Derfor bliver de kaldt de søvnløse. Der er ikke mange søvnløse tilbage i Sistanien, da den magtfulde Dronning Aldra har sendt sine mænd ud og slået søvnløse ihjel, og sendt frygt i hjertet på borgerne. De eneste søvnløse der er tilbage i Sistanien, er dem der lever i hemmelighed blandt menneskerne, eller modstanderne mod Dronningen.

11Likes
33Kommentarer
1315Visninger
AA

8. De rejsende

Jeg vågnede med et sæt, og satte mig hurtigt op. Omkring mig sad 3 andre. De kiggede over mod mig, og smilede. 
"Aha! Hun er vågen!" En af dem smilede til mig, og grinte. Han var en lidt ældre mand, måske omkring de 40, med uglet brunt hår, og pjuskede øjenbryn. Hans lange, brune, skæg var flettet, og bundet i bunden med et stykke stof. Han manglede et par tænder, men lignede ikke en der bekymrede sig om det. Han havde en mørkegrøn, slidt tunika på som gik til midt på låret, og dækkede hans store øltønde af en mave. Hans bukser var brune og mudrede. Han var høj, og lidt af et muskelbundt.
"Minsandten om hun ikke er det! Det var heldigt!" En gammel mand kiggede nysgerrigt på mig, og ligesom den første mand, havde han også en mørkegrøn tunika på, og brune bukser. Hans hår var næsten hvidt. Han var en spinkel mand i forholdt til de andre, og sad meget foroverbøjet. 
"Utroligt når man tænker på hun løb ind i dig, Bjørn!" En tredje mand brølede op. Han var meget lav af størrelsen, men havde også lidt af en mave. Hans tunika var blå, og hans bukser var sorte. Han var skaldet, men havde et fint, langt, skæg. Hans smil var bredt, og han lignede en der aldrig var sur. 
"Er du okay?" Manden i den grønne tunika kiggede på mig. "Mit navn er Bjørn, og du kom vistnok til at løbe ind i mig." Han smilede bredt.
"Øh, jeg, ja" Fik jeg fremstammet imens jeg kiggede på skift på mændene foran mig.
"Haha! Jeg tror minsandten du har slået noget løs derinde Bjørn!" Den gamle mand brød sammen af grin, og hostede hæst imellem hans grin.
"Jeg har det fint, tak." Sagde jeg stift. "Jeg havde bare ikke regnet med at møde andre her." 
"Det havde vi heller ikke! Der er ikke mange der ved hvordan man overlever i skoven, og især ikke om natten. Hvem er du?" Bjørn kiggede nysgerrigt på mig, og lagde hovedet lidt på skrå. 
"Jeg er ..." Jeg stoppede i min sætning, og tænkte mig om. Jeg er lige stukket af fra Dronningen, hun har sikkert spioner overalt for at lede efter mig. Bjørn kiggede mistænksomt på mig.
"Har du glemt dit navn?" Hans stemme lød hård, men rolig.
"Nej, nej! Jeg hedder Siska. Jeg må nok havde ramt en del hårdere end jeg troede." Jeg smilede stort til dem. 
"Siska? Jamen, goddag. Den gamle tosse derovre er Maranon, og ham tyksakken er Jens." 
"Hey!" Udbrød Jens. "Du er sgu da federe end mig!" 
"Jeg har muskler! Jeg er ikke som dig der drikker øl og horer dag ud og ind!" 
Jens sukkede, og rystede på hovedet. 
"Hvad laver i herude i skoven?" Jeg kiggede på Jens denne gang. Maranon kiggede op, og rakte en arm i vejret.
"Aha! Vi er på heksejagt! Dronningen har udlovet en dusør på mange mange penge hvis vi fanger heksen! Aha!" Han hoppede begejstret rundt imens han svingede sin arm som en ridder der kæmper. 
"Maranon! Sæt dig ned! Skøre gamle kugle..." Maranon satte sig ned med et sæt, og kiggede ned i jorden. "Nej, vi er ude efter hende der stak af fra Dronningen igår. Der er en dusør på hende. Hvad lavede du egentlig ude i skoven?" Bjørn rettede ryggen, og kiggede på mig. Jeg blev stille i et sekund, og overvejede hvad jeg skulle sige. Så kom jeg på en ide.
"Jeg for vild. Jeg var til en ceremoni for min kusine hvor jeg mødte en ung fyr og vi gik ud i skoven sammen. Desværre for jeg vild, og kunne ikke finde tilbage, så jeg gemte mig indtil jeg blev jagtet af noget, og måtte løbe for mit liv." Jeg smilede til Bjørn, og foldede hænderne i mit skød. 
"Det forklarer dit tøj.... " Bjørn lavede en bevægelse nedad med hovedet, og jeg så ned af mig selv. 
Kjolen var flået itu hele vejen op til min hofte, og korsettet var flået op nogle steder hele vejen ind til min mave. Der sad grene i mit hår, og jeg lignede mere en mosekone end en pige der lige kom fra et bal. Jeg lagde armene omkring min krop for at prøve at skjule det mere intime steder.
"Vi har noget tøj du kan få. Hvor skal du hen?" Bjørns stemme blev blød og afslappet. "Vi er på vej til Menian, byen der ligger ikke så langt herfra. Vil du med dertil?" 
"Ja tak, det vil jeg gerne. Har i monstro også nogle sko? Jeg tabte mine i forvirringen..." Jeg kiggede håbefuldt på Bjørn, og han nikkede. "Jeg har et par af min datters sko med som du nok kan passe."  Bjørn gik hen til 3 heste som jeg først lige havde set. En brun, en sort, og en grå. De havde rygsække hængende på sadlerne, og han åbnede den ene af dem. Han hev en bunke tøj frem, et par sko, et bælte, og gik over mod mig med det. Jeg kiggede over mod hestene, og så at der ved siden af rygsækkene hang lange sværd. Jeg sank en klump, og kiggede på Bjørn, og tog imod tøjet. 
"Tak."
"Ingen årsag. Behold det. Min datter kan ikke passe de sko alligevel, og ville have solgt dem på markedet, men du kan bare få dem. Se det som en undskyldning for at jeg slog dig omkuld." Han smilede skævt til mig, og grinte. 

Jeg gik om bag et træ og smed min kjole. Jeg kiggede i bunken af tøj, og så at der var en tunika i sort, og skulle til at tage den på da jeg kunne høre fodtrin nærme sig. Jeg dækkede mit bryst, og lænede mig op ad træet. 
"Jens din perverse stodder! Kan du komme væk!" Bjørns stemme rungede igennem skoven.
"Jeg ville bare lige se om hun skulle bruge hjælpe!" Jens stemme var glad, og man kunne høre ham smile. "Har du det Siska?" 
"Nej ellers tak, jeg klarer mig." Jeg blev ved med at dække mit bryst indtil jeg ikke kunne høre hans fodtrin mere. Så tog jeg hurtigt tunikaen på, så bukserne, så et par sokker, og til sidst skoene. Jeg spændte bæltet ind, og opdagede der var en strudshætte tilbage. Jeg tog den på, lukkede knappen foran, og lagde hætten ned. jeg gik hen til Bjørn, og snurrede rundt. 
"Tada!" Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage. 
"Du ser jo godt ud i min datters aflagte tøj!" Hans smil bredte sig, og han klappede mig på ryggen. "Drenge! Lad os komme afsted!" Bjørn kiggede mod de andre, som så småt var ved at blive færdige med at pakke. Bjørn gik hen til den sorte hest, og hoppede let op på den. 
"Skal frøkenen have en hånd?" Han rakte en arm ud til mig, og jeg smilede. Med et let greb, svingede jeg mig op på hesten, og satte mig til rette.
"Ikke nødvendigt." Han fnøs, og kiggede tilbage. De andre var i sadlen, og vi red afsted mod Menian. 

Vi var kommet et stykke hen ad vejen, og solen viste at det var ved at være midt dag. 
"Hvorfor har i sværd med?" Spurgte jeg lavt.
"Hva'?" Bjørn kiggede mod mig.
"Hvorfor har i sværd med?" Jeg snakkede lidt højere denne gang, og vippede hovedet i retningen af hans sværd.
"Ah. Det er til selvforsvar. Når vi nu møder pigen skal vi være klar på det værste. Dronningen siger hun kan farlig magi og at man skal passe på. Hun er en søvnløs, og det er farligt nok i sig selv, men hvis hun også kan magi er det endnu værre." Hans stemme var kold. "Kan du bruge et sværd?" Han kiggede mod vejen igen. Jeg tænkte lidt over hvad han havde sagt. Farlig magi ligefrem? Javel ja...
"Jeg kan lidt ja, min far lærte mig det." Jeg nikkede for mig selv. Bjørn nikkede anderkendende til mig, og sænkede farten lidt. Foran os var en stor buetunnel, og vi red stille igennem. Da vi kom ud på den anden side, spærrede jeg øjnene op i forbavselse, og glæde.
"Velkommen til Menian!" Brølede Bjørn, og strakte armene ud til siden. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...