Being yourself is the best you can do. *One Shot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2013
  • Status: Igang
Emma Green lever blandt de populær. Hun har to personligheder. Den udenpå der skal gøre alt for være populær. Den indeni som bare vil væk. Men populariteten slider på hende, som gør alt for at være blandt de populære. Men hvis man scanner hendes tanker igennem, vil man finde ud af, at hun hellere vil være sig selv.

*Dette er en fristil, skrevet for noget tid siden. Jeg har altid elsket at skrive social realisme, det har jeg fået meget god kritik på, og det var dejligt at skrive det, da jeg mest har skrevet fanfiction og fantasy de seneste år. Så skriv gerne i kommentaren, selvom jeg ikke regner med at movellaen, får utrolig meget opmærksomheden, nu hvor fanfic. næsten er det eneste folk læser her inde. Men hvis der nu er nogle her inde som læser realisme, så håber jeg at den behager jer. x *

2Likes
0Kommentarer
213Visninger
AA

1. Being yourself is hard.

Du ved du ikke kan. Men det stopper dig ikke. Mange gange gør du det, uden du lægger mærke til det. Du prøver at være andre end dig selv. Prøver at få din personlighed til at passe, til de personer du prøver at passe ind med. Mennesker som sikkert ikke er din type, men du prøver alligevel.

Jeg har selv prøvet at være to personligheder. Jeg prøvede så forbandet at passe ind blandt de populære piger. Jeg spillede dum, selvom jeg vidste en masse. Lod som om jeg ikke kendte mine gamle venner. Men inderst inde vidste jeg, at det ikke var mig, der gjorde de ting.

Januar 2011 kom jeg - Emma Green - gående mod skolen med en rød trøje og sorte jeans. På fødderne havde jeg et par sorte vans. Mit hår var sat op i en stram hestehale, og om halsen havde jeg en lang halskæde.

Som altid fik jeg blikke fra andre elever. Enten ville de være som mig, eller også kunne de ikke tage mig som person. Sådan var det på denne skole.

For enden af gangen så jeg pigerne. Dem som jeg kaldte ‘bedste veninder’. Som jeg gav hele min opmærksomhed. Jeg havde næsten ingen fritid, da jeg altid skulle være i nærheden af dem. Dengang betød det en hel verden for mig.

På deres læber dannede der sig straks smil, da de så mig, og jeg tvang da også et svagt smil frem. Et falskt smil. Jeg var så forbandet usikker på mig selv. På at hvis jeg gjorde én forkert bevægelse eller handling, ville jeg falde direkte tilbage, hvor jeg var før. Hvor jeg kom fra. Ved de upopulære. Ikke fordi det var det værste sted i verden. Der vidste jeg i det mindste, at de ikke var falske de fleste. Men det var bare... Det betød så ufatteligt meget for mig, at du tror det er løgn.

De trak mig ind i nogle korte kram, mens de gav mig kys på kinden.

Forsigtigt gjorde jeg det samme. “Skal du med til Benjamins fest?” spurgte Sia - en blondine, som man skulle tro havde en hjerne på størrelse med en strudses. Hun havde dog udseendet med sig, og det var det eneste der gjorde hende populær. Hendes personlighed var forfærdelig.

“Hvem ved?” sagde jeg med et smil. Jeg hadede selv at feste. Det at stå og danse, snakke med mærkelige folk, og nærmest blive tvunget til at drikke alkohol. Men jeg vidste at hvis jeg ikke tog med, ville det ikke gøre pigerne glad. Ikke at jeg interesserede mig i at gøre pigerne glade. Jeg ville bare ikke risikere noget. Det var dumt, men det vidste jeg ikke dengang.

Klokken ringede til frikvarter, hvilket fik den store mængde mennesker, der var placeret på gangen, til at gå ind mod deres klasser. Jeg skulle lige til selv at gå mod min klasse, da nogen tog fat i mit håndled. Hurtigt vendte jeg om på foden, og kiggede ind i Emilys blå øjne, som slap mit håndled derefter.

“Vi har tænkt os at pjække, fra de sidste timer,” forklarede hun med et smil. Det der var med Emily, var at hun virkede utrolig sød, men hun gik bag alles ryg, og bagtalte alle. Selvom hun fortalte hun holdt af mig mig, vidste jeg at hun havde bagtalt mig mindst femten gange.

Det gav mig straks et sug i maven, da hendes ord gik op for mig. At pjække var det værste jeg vidste. Jeg ville helt vildt gerne være inde i klasseværelset, og lærer noget, men det var ikke det de populære gjorde. I hvert fald ikke på min skole.

Mit hjerte sagde nej, men min hjerne sagde ja.

“Okay.”

 

Vi var smuttet fra skolen, og var løbet ned til den nærmeste tank, hvor pigerne købte alkohol, jeg ikke kendte navnet på. De var alle så ivrige efter at vise sig.I denne var det åbenbart 'sejt' at hælde en usund væske ned i ens hals, og derefter opføre sig underligt. En af de ting jeg synes var fuckt, ved det her sted.

Jeg følte mig som det sorte får. Jeg gik bagerst. Jeg smilede ikke, kun når de kiggede. Uden på prøvede jeg at være glad, men indeni var jeg trist.

Da vi (endelig) var færdige med at være sammen, gik jeg hjem med langsomme skridt. Jeg var så træt og udmattet.

Døren låste jeg op, min taske smed jeg tilfældigt, og mine ben førte mig ind i køkkenet. En god nutellamad kunne helt klart godt behage mig i det øjeblik, men som altid var der en stemme i mit baghoved der hviskede: “Nej.” Jeg ville blive tyk, ville få bumser, eller noget helt tredje. Og det ville bestemt ikke rykke mig højere op på ranglisten.

Derfor ignorerede jeg lyden fra min mave, der bredte sig i hele rummet. Den rumlede.

“Mor? Far?” råbte jeg og lod mine øjne skanne huset igennem. Intet svar, ingen forældre. De var på arbejde.

Af ren træthed fik jeg nærmest slæbt mig selv ind på mit værelse, hvor mine plakater med Rihanna gik mig i møde, og min store samling af neglelak, som blev større og større, fandt mit blik.  

Mine øjenlåg føltes pludselig så tunge, at jeg smed mig i sengen, og prøvede at ligge tilfredsstillende. Men jeg lukkede ikke øjnene i. Jeg lod mine øjne vandre omkring på mit værelse. Jeg turde ikke indrømme det, men min mave havde begyndt at have et hul. Det føltes som om der var et sort hul i min mave der sugede min glæde ud af mig. Dengang vidste jeg ikke hvad det var. Men da jeg pludselig fik øje på en kasse under mit skrivebord, som jeg aldrig havde lagt mærke til før, vidste jeg det.

“Bedste veninder.” Stod der skrevet sort på papkasse farve, og mit hjerte gik nærmest amok. Minderne strøg igennem min nethinde, og hullet i maven slog hårdt til.

Jeg rejste mig op og trak kassen ud. ‘2009’ stod der skrevet på siden, med en sjusket håndskrift der ikke var min. Det var Sarahs.

Jeg åbnede kassen. Billeder, tegninger, koncertbilletter, blomster og meget andet mødte mit blik. Det var minder fra vores tid. Dengang jeg kendte mig selv. Dengang jeg ikke prøvede at være en anden.

Mine øjne begyndte at sitrer, og jeg vidste at snart ville tårer bane sig vej, ned langs mine kinder. Et billede af Sarah, Rose og mig sammen, fik mig til at give slip. Jeg lod tårerne bane vejen, fra mine øjne, til mine kinder, og ned på gulvet. Jeg kunne ikke stoppe dem. Det hele var for meget. Jeg kunne ikke forstå hvordan jeg kunne give slip på det her.... Bare pga. et klamt fænomen kaldet popularitet. Det var simpelt hen ufatteligt. Så godt jeg havde haft det dengang.

Hele øjeblikket blev afbrudt da en velkendt bib-lyd fra min lomme, fik mig til at tage min mobil op. Hej. Kommer du med til festen? - Emily.

Tanker jeg aldrig havde haft, begyndte at hjemsøge mig, og jeg vidste det var tid. Jeg kunne ikke blive ved med at leve sådan her.

Nej. Jeg har forresten ikke lyst til at være sammen med jer piger mere. Jeg vil hellere være sammen med folk der elsker mig for den jeg er.

Et valg der ændrede mit liv for altid.

I dag er jeg sammen med de mennesker, der holder af mig for den jeg er. Selvom jeg ikke er perfekt, og laver fejl, acceptere de mig. Jeg burde ikke bede om mere. Og det gør jeg heller ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...