SKYGGEFØDT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2013
  • Status: Igang
Nicola flygter fra en nedbrændt kloster, men havner i et forhekset kongerige og bliver taget til fange. Hvad vil der ske?

Det her er Nummer 1 til Fantasykonkurrencen. Det er en novelle jeg har haft ligget og som jeg håber kan være til glæde for jer. God fornøjelse.

3Likes
4Kommentarer
364Visninger

1. SKYGGEFØDT

Støvregnen var ved at tage af. Godt, tænkte Nicola, mens hun og vennen Christobal var ved at søge læ for natten i Skyggeskoven. De kom begge fra Skt. Markéta Kloster i landet Salamdaen, der nu var blevet brændt til grunden. De var begge ment til at blive nonne og munk, når de var blevet atten, men var nu de eneste overlevende fra massakren. Klostret havde ligget tæt på grænsen til den skovtætte land Heilanen, som også var kendt som Skyggeskoven, fordi når solen gik ned bag den, lignede træerne skygger.

Hverken Nicola eller Christobal lignede typiske munke eller nonner. De var begge klædt praktisk og var klar til en lang rejse. De havde også på klostret lært kampsport, men kun til selvforsvar. De håbede på, at komme helskindet gennem Heilanen og videre ind i et andet land, hvor der muligvis var mere fredeligt.

Der var nemlig uhyggelige historier om Skyggeskoven. Der blev fortalt, at den regeres af en prins, der udøvede magi, magi over skygger. Han kunne få magt over et menneske ved at fange dets skygge og låse den inde i en magisk bog, hvor den aldrig kunne komme ud igen.

Ham ville Nicola og Christobal nødigt rende ind i.

”Finder du noget, Søster?” spurgte Christobal. Han insisterede altid på at kalde Nicola søster, selvom de ikke længere var bag klostrets mure. Nicola gik dog ikke så meget op i det.

”Næh,” svarede hun. De havde indtil videre tilbragt nætterne i læ under tætte kratter. Det var ikke behageligt, men det var bedre end ingenting. ”Men jeg kan se en lysning længere fremme. Det kan være, at vi kan slå lejre der.”

Christobal fulgte hendes blik og nikkede tankefuld. ”Så lad os da gå derhen.”

Men da de kom derhen blev de mødt af et underligt syn.

Det var en eng med stenborde stående i en cirkel omkring en flad stjerneformet sten. På den sad et symbol udhugget, To høge, en hvid og en sort, der bed hinanden i halefjerene.

Christobal så længe på symbolet, inden han sagde: ”Det er høgens skygge, seglet for huset Hawekstein, Heilanens kongehus.”

”Med andre ord, vi befinder os på et helligt sted, hvor prinsens folk kan komme hvert øjeblik,” sagde Nicola og havde straks retning tilbage blandt skovens træer.

”Vent lige,” sagde Christobal. ”Jeg tror ikke, at det her sted har været i brug i flere år. Der vokser lav og mos over alt. Men jeg tror, at det her er en offerplads.”

”En offerplads?” gentog Nicola forbavset. ”Hvem ofrede hvad til hvem?”

Det lød dumt, syntes hun, da hun tænkte over hvad hun havde sagt.

”Jeg har læst om det. Brutal historie. Det fortælles, at den første konge i huset, Hertug Michel Hawekstein, mødte en stor sort høg, der lovede ham kongemagt til gengæld for otte ofre.”

”Otte ofre?”

”Ja, på den tid bestod Heilanen af syv selvstædige hertugdømmer og et, der hørte under Salamdaens krone. Men altså, ofrene skulle være et førstefødt fra hertugfamilierne og fra Salamdaens kongefamilie. Michel havde i forvejen en søn, de andre stjal han på uspekuleret vis. Han ofrede dem til den sorte høg og blev så kronet til konge over de otte hertugdømmer. Og sådan blev Heilanen til.”

”Det var da en kende brutalt.”

Inden Christobal kunne nå at svare på det, hørte de pludselig en underlig lyd. De kunne ikke genkende det, men de vidste, at det betød, at der var mennesker på vej.

Instinktet for overlevelse sagde til dem, at de skulle gemme sig. Og de skyndte sig, at løbe ind mellem træerne og skjule sig bag nogle brombærbuske. De benyttede sig af samme lejlighed til at skaffe sig lidt mad.

En lille gruppe mennesker på heste red ind i lysningen. De holdt inde og steg ned. De talte sammen, men for lavt til at Nicola og Christobal kunne høre det. Nicola gjorde tegn til Christobal om, at de nok snart måtte smutte, inden de blev opdaget. Men Christobal svarede, at det klogeste ville være, at blive her til de fremmede var gået. Det kunne Nicola ikke svare imod. De greb hinandens hænder og håbede på, at faren snart var ovre.

Nicola kiggede på det mærke, som nonnerne havde sat på hendes højre håndryg, da hun skulle begynde sin oplæring.

Den grå stjerne.

En firtakket sølvfarvet stjerne skabt af magi, der skulle beskytte hende mod at blive drevet ud i syndet af mænd. Hun huskede tydelig en mand, der havde været vanvittig forelsket i en af de unge nonner. Han blev fundet død efter at han havde prøvet at voldtage nonnen. Den grå stjerne havde slået ham ihjel.

Godt at jeg aldrig skal blive forelsket, tænkte Nicola.

De fremmede gik rundt omkring stenbordene. Det virkede som om de studerede dem.

”Hvad tror du de laver?” hviskede hun lavmælt.

”Ved det ikke? Jeg tror, at de er ved at rense stenbordene for lav og snavs,” svarede Christobal.

”Det kan jeg ikke se,” hviskede Nicola og lænede sig en smule frem.

”Lad være med at læne dig frem. Ellers kan de se os.”

Nicola skulle til at komme med et flabet svar, men holdt inde. De fremmed var pludselig stoppet med ved hvad de så end var gang i.

En rædsel boblede op i Nicola. Var de blevet opdaget? Skulle de dø nu? Det virkede ikke som om de fremmede kiggede i retning mod dem.

”Rejs jer,” sagde en dyb stemme bag dem, idet noget spids blev prikket imod dem.

Nicola så over på Chrisobal. Han gjorde tegn til at de nok hellere måtte gøre hvad der blev sagt. Så rejste de begge op og blev ført ud i lysningen. Ude til de fremmede.

De var syv, to rødhårede mænd, hvor den ene, ham, der stod med sværdet, var mørkere i huden end den anden, en sorthåret med et ar i ansigtet, en gammel mand med gråt hår og alvorligt blik i øjnene og en, der var klædt fra top til tå i en grøn kutte, hvis ansigt man ikke kunne se.

Den sidste i flokken, den eneste kvinde, havde på sin ene skulder en stor høg med mørkebrune blanke fjer og skarpe øjne. Hende selv havde rødbrunt hår og klare øjne, hvis farve var umuligt, at bedømme i mørket.

De havde alle to ting tilfælles. De var blege i ansigtet og havde ingen skygge. Det kunne man se i skæret af den fakkel, som den gamle mand bar rundt med.

”Ja, så. Et ungt par på udflugt i skoven. Jeg sagde nok til mig selv her til morgen, at dagen ville blive interessant.”

”Ti stille, Harley,” sagde manden med den grønne kutte strengt.

Kvinden lo bare en perlende latter, indtil høgen kom med et ildevarslende skrig.

”Slap af,” mumlede kvinden og strøg den hen over ryggen.

”Hvem er I?” spurgte den grønkuttede.

Christobal stillede sig frem og svarede: ”Broder Christobal og Søster Nicola fra Skt. Markéta kloster i Randell-regionen i Salamdaen.”

Typisk Christobal at gå op i detaljer.

”En munk og en nonne stukket af fra et kloster?” sagde den gamle alvorligt og rystede på hovedet. ”Ikke noget godt tegn.”

”Vi er ikke stukket af,” protesterede Nicola vredt. ”Klosteret blev brændt ned til grunde af landsbybeboere for over en måned siden.”

Det lod til at lukke munden på dem. Christobal sendte Nicola et strengt blik, der fik hende til at kigge ned mod sine fødder.

”Hvad skal vi stillede op med dem, Edo?” spurgte den sorthårede til ’grønkutte’.

Edo? Nicolas viden for fremmedsprog var begrænset, men hun vidste godt at ordet ’Edo’ normalt blev brugt som en forkortelse af en titel på en hærfører i gamle dage. Hvorfor brugte den mystiske fremmede dette navn?

Edo betragtede dem begge tavs. Nicola prøvede at få et glimt af hans ansigt, men hætten fik det hele til at ligge i skygge i skæret af faklen.

”Undersøg først om de har våben,” beordrede han.

De to rødhårede trådte frem, men Christobal løftede hænderne op og sagde: ”Jeg vil selv smide mit våben fra mig.”

Han smed først et par dolke ned på jorden, derefter et sværd, så kiggede han over på Nicola og sagde: ”Søster, skal du ikke også lægge dit våben fra dig?”

Men i hans øjne læste Nicola en besked, som de andre ikke skulle se. Uden at sige noget smed hun sin bue og sit pilekogger ned til Christobals våben på jorden.

Da Edo bøjede sig ned for at kigge nærmere på tingene, fandt Christobal en skjult dolk frem fra sit ærme… og stak den ind i maven på sig selv.

De tilstedeværende stirrede lamslået, men Nicola satte straks i løb hen imod skoven. Christobal ofrede sig for at give Nicola en afledningsmanøvre, så hun kunne slippe væk, og hans offer skulle ikke være forgæves.

Men da hun lige nå hen til skovbrynet, susede en pil lige forbi hendes hoved og plantede sig i et træ lige foran hende. Hendes pil.

Hun vendte sig om og fik på kvinden, der stod hendes bue i den ene hånd. Høgen på hendes skulder skulede ildevarslende imod hende.

”Du løber ingen steder,” sagde Edo roligt. Hadet steg op i Nicola, men den grå stjerne begyndte at gløde, som et varsel om at en nonne ikke måtte ønske nogen død.

Edo gjorde tegn til den sorthårede at han skulle træde frem. ”Dæk hendes øjne til og prøv ikke på at være voldsom ved hende. Hun bærer den grå stjerne, og den kan slå dig ihjel.”

Hun stirrede fortvivlet på Christobals livløse krop, der nu lå på jorden. Det hele havde været forgæves.

 

Da bindet for øjnene blev taget af, stirrede Nicola på en stor dekoreret dør af egetræ. Det her måtte være kongeslottet i Skyggeskoven.

Hun blev tvunget indenfor, men hun havde ingen kræfter til at gøre ret meget modstand.

En formelt tjener trådte frem og meddelte at Hans Kongelige Højhed Karl Freystein Ferdinand Haklang Hawekstein, prinseregenten af Heilanen ville mødes med dem alle til aftensmaden.

Spisesalen var stor og oplyst af kandelabre af sølv. Det store ibenholtbord fyldte næsten hele salen.

Der var ni stole, fire på hver side og én for bordenden. Edo fik Nicola til at sidde ned ved siden af sig ved den anden ende af bordet.

Hun følte sig som en lille mus, mens hun så de andre fra skoven komme ind. Selv i slottets store oplyste spisesal, kunne man ikke se de skyggeløses skygger.

Først kom den ene rødhårede med den mørke hud, klædt i sort.

”Georg von Voesel, Hertug af Melik,” mumlede Edo. Det gav et sæt i Nicola, men så tænkte hun på, at han nok ville præsentere dem for hende.

”Heinrich Ulrich Wiccamale, Hertug af Okelhoff,” sagde han, da den anden rødhårede kom ind iført blåt antræk med små diamanter på, så det skinnede som tusind stjerner på en aftenhimmel.

Da kvinden – Harley – kom ind, var hun iført en lang smaragdgrøn kjole og havde et gyldnet bånd i håret.

”Harley du Spell, datter af hertug Simon du Spell af Thessaloniki.”

Den ældre mand kom ikke nær så elegantklædt, som de andre, men på en måde, der udstrålede styrke. Den sorthårede, der kom efter ham, var klædt i grå.

”Cæsar Le Jesolo, Hertug af Vasilika og Danticosti og hans nevø Rudolf.”

Det skulle have været dem alle sammen, men der var en stol til overs, den for bordenden, og endnu en deltagere trådte ind i spisesalen.

Skyggeprinsen. Prins Karl Hawekstein af Heilanen.

Han var en mand i sin bedste alder. Han var meget flot at se på. Hans hår var gyldenrødt med ringe af guld hængende i nogle små fletninger. Dog virkede han mere død end levende.

Nicola var chokeret. Hun genkendte ham. Nej, det var forkert. Han lignede bare en, hun havde set før.

Han havde et alvorligt blik, mens han så på sine bordfæller.

”Jeg hører, at I har taget en nonne med hjem. Hvem er hun?”

Ikke så meget som en hilsen. Bare en ordre. Hold da kæft. Gud tilgive mig, tænkte Nicola.

Edo rejste sig og sagde alvorligt: ”Hun siger, at hun hedder Nicola og er fra Skt. Markéta kloster på den anden side af grænsen.”

Prinsen så blot på Edo. ”Som altid er det dig, der føre ordet, Edo. Skt. Markéta kloster, siger I? Det kloster, som blev brændt ned af den nærmeste landsby for et godt stykke tid siden?”

De andre ved bordet nikkede blot. Ingen sagde noget.

Her er mere kedeligt end til en gudstjeneste, tænkte Nicola.

Prinsen satte sig ned ved bordet. ”Der skulle også have været en munk med, hørte jeg. Hvor er han?”

”Han ofrede sig for at prøvede, at give nonnen en chance for at flygte,” forklarede Hertug Heinrich. ”Men forgæves.”

Tanken om Christobals død vækkede raseriet i Nicola til live. Hun stirrede ned på sine hænder og ønskede at hun kunne slå dem alle sammen ihjel og så selv dø.

Prinsen sagde ikke noget til det og begyndte at spise. De andre ved bordet begyndte omkring to sekunder efter. Alle på nær Nicola. Hun kunne ikke få sig selv til at spise noget.

Ved afslutning af aftensmaden meddelte prinsen, at han skulle ud på en lang rejse og først ville komme tilbage efter en måned.

Selvom Nicola ikke havde mødt nogen af tilstedeværende før i dag, så havde en fornemmelse af at de var… lettede.

         

Mørket, der omsluttede hende. Det var kun den grå stjerne på hendes hånd, der lyste op. Hendes åndedræt var den eneste lyd. Det lød som om hun lige havde løbet for livet, men fra hvad og hvorfor, kunne hun ikke huske.

En hånd strejfede hendes kind. Ikke en hånd af kød og blod, og det skræmte hende.

Der var skygger omkring hende. De skreg og bønfaldt om hjælp. De blev ved at synge den samme sang igen og igen, mens de greb fat om hende og ruskede i hende.

”Befri os,” skreg de med stemmer så hæse som ravnes. ”Befri os og før os hjem.”

Da hun slog øjnene op, var hendes ansigt badet i sved. Den samme drøm igen. Det var nu kun en uge siden, at hun ankom til kongeslottet og hver nat blev hun hjemsøgt af det samme mareridt.

Hun boede i et lille loftsværelse, der normalt blev brug af tjenestefolk. Der var ikke særlig meget plads, men Nicola havde jo ikke haft ret meget med og det meste af det var jo blevet taget fra hende af Edo.

Hun satte sig op i sengen og hvilede panden på knæene. Skyggerne… Hvorfor hjemsøgte de hende? Var det bare et grimt mareridt… eller lå der noget bag det hele? Noget dystert?

Hertugerne og Harley behandlede hende pænt, men det virkede som om de helst ville holde sig på af stand af hende. Edo, derimod, kaldte hende ikke for andet hver eneste gang end ’Skyggebarn’ af en ukendt årsag. Og det var virkelig irriterende. Mareridtene gjorde det ikke bedre.

Hun kiggede ud af vinduet. Solen var ved at stå op bag Skyggeskovens træer og lagde dem i mørke.

Kom.

Hvad var det? Nicola kiggede sig over skulderen, men der var ingen at se. Der var kun mørke, da hun jo ikke havde fået tændt lys.

Kom.

Der var den igen. En hæs snigende stemme, der virkede som… en skygge.

En bange anelse rislede ned ad hendes ryg. Skyggerne.

Var det skyggerne fra hendes drøm, der nu hjemsøgte hendes virkelighed? Hvordan kunne hun undgå dem?

Kom med.

Frygten gled langsomt langsom væk ind i intethed. Hun kneb øjnene sammen og kunne lige skimte en utydelig skygge, der bevægede sig til døren og vinkede hende over til sig.

Kom her.

Uden af stand til at tænke over det, gik hun i retning mod døren og åbnede den. Skyggen smuttede ud af døren forbi hende og løb ned ad gangen til højre.

Kom med, sagde den. Og Nicola fulgte med, helt hypnotiseret.

Skyggen ledte Nicola gennem en masse ukendte gange, hvor der hang flere forskellige portrætter, der alle forestillede Prins Karl. Endte sad han på en hest, eller var klædt i en hermelinskåbe med en krone på hovedet eller også var han afbilledet som Jesus på korset. Som nonneelev, vidste Nicola, at det her var at spottet herren og sønnen.

Skyggen kunne hun ikke se mere, men hun kunne tydelig mærke dens tilstedeværelse, da den ledte hende ned af en mørk og dyster gang til hun nåede enden af den.

Der var der en dør.

Det var en dør af egetræ, hvor der var dekoreret med et mosaikmotiv af en sort trold.

Ja, sagde skyggerne. Du er der næsten. Gå nu ind.

Hun rakte hånden ud mod håndtaget og skulle til at trække i den, da et par arme greb fat om hende og trak hende væk fra døren.

”Stille,” beordrede Edos hæse stemme. Hans hænder strammede grebet om hendes arm. ”Kom her, Skyggebarn.”

I mørket trak han hende af sted gennem flere mørke gange. Nicola kunne ikke regne ud hvor på slottet de var henne, og hun turde ikke spørge Edo, men hun syntes, at der var et eller andet forandret ved ham.

Skyggerne forsvandt langsomt, tydeligvis skuffede over hvad der var sket.

Til sidst skubbede Edo hende ind ad en dør på højre hånd. Han smed hende foran pejsen, der stod i fuld blus. Nicola satte sig op og så sig omkring. Hun befandt i en lille pejsestue, der nok normalt blev brugt til privat brug. Hun drejede ansigtet mod Edo for at bede om en forklaring.

Da opdagede hun forandringen.

Han havde taget kappen af for første gang.

Nicola var rystet af synet. Han havde blå øjne med et strejf af grå i dem, men ellers var intet andet ved ham menneskeligt. Hans hoved var en grå ulvs. Han mindede hende om et fremmet gudebillede, som hun engang så blive malet af en af klostrets mange udenlandske gæster.

”Luk munden, Skyggebarn,” knurrede han. Da gik det op for Nicola, at hun måbede.

Hun lukkede hurtigt læberne sammen, og Edo bandede lavmælt, mens han gik rundt i værelset og flyttede rundt på de to stole, som var der. Hans hænder lignede en abes.

”Hvad havde du at bestille i nordfløjen?” spurgte han. Det lød som en ordre.

Nicola svarede ikke. Edo forsatte: ”Døren førte ind til prinsens arbejdsværelse. Hvis du havde været derinde, ville prinsen have opdaget det når han kom tilbage, og gæt så hvem er der så ville stå til regnskab hos ham. Mig.”

Nicola åbnede munden for at sige noget, men Edo brød ind. ”Det er mit ansvar, at ingen går ind på de forbudte områder. Du gør det ikke ligefrem let for mig, Skyggebarn.”

Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

”Hvad giver dig for øvrig ret til at kalde mig Skyggebarn?” spurgte Nicola rasende.

”Dit navn er ikke rigtig noget at prale af. Hos os betyder Ni-cola ’Født af en skygge’, med andre ord skyggebarn.”

”Det er ikke mit rigtige navn,” sagde Nicola vredt. ”Det var noget nonnerne på Skt. Markéta kaldte mig, fordi de mente, at mit rigtige navn er for svært at udtale.”

”Men hvad er så dit rigtige navn?” spurgte Edo.

”Hvad kommer det dig ved?” protesterede Nicola. ”Min mor rejste fra mig efter hun navngav mig og kom aldrig tilbage.”

Edo knurrede. ”Jeg bør vide, hvem jeg taler med.”

”Hvad med dig selv?”

Mig?

”Edo er ikke engang et navn. Det er bare en titel på en fører. Du vil da ikke bilde mig ind, at dine forældre kaldte dig det.”

”Ja, mit navn får du ikke,” knurrede han.

”Så får du heller ikke mit,” svarede Nicola igen.

De stod og skulede på hinanden en rum tid endnu. Så bandede Edo lavmælt og gik sin vej. Nicola følte sig pludselig virkelig træt. Hun rejste sig op, men faldt samme i en stol og gned sig på panden.

Der lød en lavmælt latter henne fra døren.

”Det er først gang, jeg har set andre end Edo få det sidste ord,” sagde Harley du Spell og kom frem med høgen på sin skulder. Den fløj hen armlænet på den anden stol, hvor dens ejer satte sig.

”Så du er fra Skt. Markéta i Salamdaen. Er det sandt, at det er brændt ned til grunde?”

Nicola nikkede. Hun lagde mærke til en anspændthed i kvinden.

”Var der andre overlevende udover dig og munken?”

”Nej.”

Harley så ud som om hun skulle til at stille et spørgsmål, men holdt inde. Hun rejste sig op og gik ud med høgen flyvende efter sig.

Nicola syntes, at hun så tårer i de mørke øjne.

 

De næste par dage holdt hun sig på afstand af Edo. Når de mødte hinanden ude på gangen, hilste de blot høfligt og gik videre. Ellers ofrede de ellers ikke hinanden mere opmærksomhed.

                      Hen på aftnen faldt hun i snak med Cæsar Le Jesolo ude i haven. De talte sammen om mange interessante emner som årstidernes forandring, stjernernes placering på himlen og om hvorfor mennesker fortrækker det bløde guld frem for det massive nyttige jern.

                      Samtalen tog en uventet drejning, da Cæsar nævnte prins Karls bror.

”Havde prins Karl en bror?” spurgte Nicola.

”Ja,” svarede Cæsar. ”Han hed Sigmund. Jeg har aldrig mødt ham, men Harley fortalte mig om ham. Engang var de to brødre de bedste venner. De var begge arrogante, snobbede og dyrkede begge skygge-magi. De havde de samme ambitioner. Men så skete der noget, der ændrede det hele. Jeg vil gætte på at det var omkring 15-17 år siden.”

”Hvad?” spurgte Nicola.

”Idioten forelskede sig. I begyndelsen ville pigen ikke have noget med ham at gøre, men Sigmund var en af den slags… mænd, som piger typisk nok forelsker sig i. Hun begyndte at besøge slottet under forskellige påskud bare for at se ham. Ja, det måtte ende galt. Karl troede, at hun var interesseret i ham og friede. Men han opdagede sammenhængen, og det blev enden på venskabet mellem de to brødre. Kærligheden havde ændret Sigmund i en stor grad. Han mistede interessen for mørk magi og blev mere menneskelig. Så til sidst forsvandt han og dukkede aldrig op igen. Der går sladder blandt tjenestefolkene om, at Karl selv skaffede sig af med sin bror for at få magten over hele kongeriget.”

”Vent, vent,” afbrød Nicola. ”Siger du, at det var Sigmund, der var arving til Skyggeskoven?”

”Heilanen,” rettede Cæsar træt. ”Ja. Karl kalder sig Prinseregent. Det er Sigmund, der er – eller var – kongen.”

”Hvad skete der så med pigen? Sigmunds kæreste?”

”Det ved jeg ikke. Der tales ikke om det her. Det var kun fordi jeg undrede mig over Karls titel, at Harley fortalte mig historien.”

Der var noget Nicola ikke kunne forstå. ”Hvordan kunne Harley kende historien?”

”Hun havde vel set det hele. Hun var her længe før mig og de andre. Pudsigt nok virker hun mere knyttet til sin høg end til nogen af os andre. Jeg tror, at hun selv har haft nogle mørke øjeblikke.”

Han lænede sig tankefuld tilbage og røg på sin pibe. ”Jeg gad godt vide hvad Karl vil med os alle her. Især med Edo.”

”Edo?”

”Jeg ved ikke hvor Karl fandt ham henne, men han er åbenbart ligeså betydningsfuld som os andre. Karl sagde, at vi skulle bruge i en vigtig opgave, men tiden var ikke den rette. Han sagde også, at han har vores skygger for at passe på dem. Men det tror jeg ikke på.”

Nicola kunne ikke se ideen i at samle hertugerne og hertugdatter på et slot og fange deres skygger. Men samtidig så var hun besat af mysteriet om Edos sande navn. Hun fik en idé til hvad hun skulle gøre.

 

Den aften fandt hun Edo alene i biblioteket. Hun kunne genkende ham på den grønne kappe. Hun stod et øjeblik og så på ham læse, inden han fik øje på hende og stillede bogen fra sig.

”Jeg har en idé,” sagde hun. ”Vi spiller om det.”

”Spiller?” gentog Edo.

”Ja, vi kan ikke blive ved med at have den her kamp for evigt, vel? Så vi kan tage et slag Djævlebrikker om det. Taberen skal fortælle vinderen sit rigtige navn.”

Edo så tankefuldt på hende. ”Jeg burde ikke gøre det,” mumlede han, måske mest til sig selv. ”Men din udfordring frister mig. Jeg kan endte vinde eller tabe. Men lover du mig, at hvis du vinder, at du aldrig vil sige mit rigtige navn til noget levende sjæl?”

”Kun hvis du lover mig det samme,” svarede Nicola.

Edo mumlede bare noget utydeligt og fandt et bræt og nogle brikker frem. Han anrettede dem på et smal bord med høje ben og satte sig ved det.

”Så lad os da spille.”

Det tog Nicola som et ja og satte sig overfor ham.

Det vidste sig, at Edo var god til Djævlebrikker. Det var først uvant for Nicola, der havde været vant til at vinde over Christobal, der, efter hendes mening, var alt for nem, men snart fandt hun det morsomt, at få lidt modstand. Hun nød spillet i så højt en grad, at hun havde glemt alt om indsatsen.

I hvert fald, indtil hun tabte spillet.

Edo lænede sig veltilfreds i stolen og sagde med et lumsk smil: ”Navnet, tak.”

Nicola bed sig underlæben, men hun var nu opdraget af nonnerne til at holde sit løfte. Det mindede Den Grå Stjerne hende om.

Forsigtigt lænede hun sig frem og hviskede sit rigtige navn ind i øret på Edo.

Han så på hende med et forundret blik i øjnene. ”Hedder du virkelig det?” spurgte han.

”Har du et problem med det?” spurgte hun skarpt.

”Nej, nej,” skyndte Edo at sige. ”Men det betyder jo ’Billedet af en Vædder’ eller ’Vædderbilledet’. Din mor må have været en underlig kvinde.”

”Så ved du mere om hende, end jeg gør,” svarede Nicola uden at se på ham. ”Tak for spillet.”

Derpå forlod hun biblioteket.

         

Den næste dag talte de sammen igen, men de nævnte ikke et ord om Nicolas rigtige navn. Dog var det som om en form for fortrolighed var skabt mellem dem. Deres samtaler begyndte, at blive et fast punkt på dagligdagen på slottet.

De snakker om en masse ting. Mest personligt. Skønt Nicola ikke kunne komme ind på sandheden om Edos identitet, så fortalte han hende en del om sig selv, især hans holdning til Karls styre af landet. Det meste af det var brok og kritik, men Nicola var en opmærksom lytter, ikke fordi hun var interesseret i det, men fordi hun gerne ville kende hans personlighed.

Hun kunne ikke forstå disse underlige følelser, der var dukket op i hende. en brændende fascination af denne ulvelignende mand, der altid virkede bitter på sig selv. Hun vidste udmærket godt, at en nonne – selvom hun ikke nåede at blive det – ikke burde have sådan nogle følelser. Det mindede den grå stjerne hende hele tiden om.

”Så den grå stjerne gløder hver gang du er i knibe?” spurgte Edo en dag, de sad på hendes værelse og snakkede. Det var nær aften.

”Ja, Abbedisse Niobe mærkede mig med den, da jeg skulle begyndte min oplæring til nonne. Formålet med den er at beskytte mig mod sort magi, mænds tilnærmelser og mine negative følelser.”

”Mænds tilnærmelser?” gentog Edo. Så fortalte Nicola ham om den forelskede mand, der blev dræbt af den grå stjerne, fordi han ville voldtage en nonne. Han så faktisk en kende rystet ud.

”Og det vil fortsætte sådan til du dør?” spurgte Edo.

”Ja, eller hvis der er en klosterleder, der løsner mig fra min ed, og det tror jeg ikke, at der er nogen, der vil.”

Det så ud til at gøre stort indtryk på ham.

 

En nat plagede skyggerne hende igen. De tiggede og bønfaldt hende om at prøve at redde dem. De sang stadig den samme sang med den triste melodi, som om de ville have, at hun skulle huske den.

Hun vågnede ved, at der var nogen, der ruskede i hende.

”Nicola,” hviskede Edos hæse stemme. ”Er du vågne?”

Træt satte hun sig op i sengen og sagde gnavet: ”Ja, hvad er der?”

Som svar smed Edo hendes tøj på hende og sagde: ”Du må væk.”

Nicola fjernede det tøj, der ramte hendes ansigt og spurgte: ”Væk? Hvorfor det?”

Edo stirrede panisk på hende. Han sagde kun ét ord.

”Skyggeprinsen.”

Det fik straks gang i hende. ”Hvad er der med ham?” spurgte hun, mens hun prøvede at få tøj på.

”Han er kommet tilbage… og i godt humør. Der er han altid farligst. Så du kan ikke være her mere. Det er alt for farligt.”

Han virkede virkelig rædselslagende.

 

De fulgtes ad gennem skoven. Edo trak en oppakket hest med sig, og Nicola gik bare ved siden af ham og kiggede ned på sine sko. Ingen af dem sagde noget, men der lå en slags spænding i luften. Da de nærmede sig grænsen standsede de op og kiggede på hinanden længe.

”Hvis du rider uden stop, så vil du komme til Delae, en fin landsby, hvor du sikkert kan finde husly.”

Hun nikkede bare. Under gåturen havde hun tænkt alvorligt over de følelser hun havde for Edo. Hvis hun ikke fik fortalt ham om dem nu, ville han aldrig få det at vide.

De stod overfor hinanden og virkede begge en smule bekvemt. Så prøvede Nicola at sige noget.

”Jeg…” Med Edo afbrød hende.

”Sig ikke noget. Jeg tror ikke at jeg kan klare det. Jeg… jeg er blevet besat af dig. Du har kastet en pinefuld trolddom over mig, der æder mig op indefra. Og det værste, er at min sjæl længes efter dig, selvom mit hoved siger, at det ikke er rigtig, at føle sådan.”

Nicola anede ikke hvad hun skulle sige om den afsløring. At hun følte det samme? En brændende længsel, der truer med at pine hende resten af livet?

Hun nøjedes bare med at lade sin ene hånd strejfe hans behårede kind blindt. Hun tænkte over hvordan det ville være, at kysse ham, men på den anden side, så havde hun aldrig kysset en normal mand, så hun ville nok ikke se forskel.

Så stirrede de blot i hinandens øjne. Tale et stumt sprog, der afslørede alt.

Pludselig greb Edo fat om Nicolas ansigt.

”Der er én ting, som jeg vil gøre, inden vi skilles,” hviskede han hæs.

Nicola vidste med det samme, hvad han havde i sinde og prøvede at protestere.

”Stjernen…”

Edo strammede grebet om hendes ansigt.

”Jeg er ligeglad med stjernen,” hvæsede han mellem tænderne og pressede sine læber mod hendes.

Nicola kunne mærke stjernen gløde, men hun var ligeglad. Hun besvarede kysset med en uvendt styrke.

Det hele kørte rundt i hovedet på hende. Hendes tanker var som slået fra.

Pludselig trak han sig fra hende, som om han havde fået et chok.

”Har du det dårligt?” spurgte Nicola nervøst.

”Nej,” svarede han alt for hurtigt.

Han løj. Det var Nicola sikker på, for hans hænder rystede, og han gispede, som om han havde fået et feberanfald.

”Dine læber…,” gispede han. ”Dine læber er en gift, men en sød gift. Du må nok gå nu.”

Idet rakte han hende tøjlerne og drejede ryggen til.

Nicola sagde ikke noget og trak hesten ud af skovens skygge.

Hun så sig over skulderen for at se ham en sidste gang, men fortrød.

Han stod netop ved et træ og kastede op.

 

Omkring ved daggry nåede hun Delae. Skyggerne var ikke fulgt efter hende, men af en eller anden grund følte hun at der stadig sad en slags skygge over hende.

Byens indbyggere var meget venlige mod hende. De fortalte hende, at de, der havde brændt klosteret ned til grunde, havde fået deres straf.

Hun bad om audiens hos fader Andrew, der var overhovedet for det lokale kloster, og fik den. Fader Andrew var en ældre streng, men forstående mand, der lyttede tålmodigt til Nicolas historie. Han afbrød hende kun få gange for at stille hende et spørgsmål.

Han var meget tavs, da Nicola fik fremlagt sit problem.

”Hvorfor har du valgt at blive nonne, når du ikke føler dig godt tilpas med at være det?” spurgte han venligt.

Det spørgsmål havde Nicola ikke forbedret sig på.

”Det… det er bare fordi, klosteret havde taget sig så godt af mig. Jeg syntes at det ville være forkert at… Det er svært at forklare, men jeg skylder dem en hel del.”

”Og den bedste måde, du kan vise din taknemlighed på, er at tage den vide og kærlighed, du fik i klosteret, videre med dig på livets vej,” sagde fader Andrew. ”Du vælger selv at blive nonne, fordi arbejdet tiltaler dig, ikke fordi, at du skylder nogen noget. Livet er en rejse, hvor stien er fyldt med store sten. Det sagde jeg og så til kongen, da hans ældste søn forsvandt.”

Det fangede Nicolas et øjeblik. Jo, hun huskede svagt at for fem år siden, forsvandt kronprinsen af Salamdaen og blev aldrig fundet igen, men det blev der aldrig talt meget om i klosteret.

Fader Andrew så på hende med et spørgende blik og spurgte: ”Søster Nicola, ønsker du at blive løsnet fra din ed?”

Nicola sank en klump i halsen og nikkede.

Derpå rejste de sig begge op, men da Nicola gik forbi et spejl, betragtede hun et kort øjeblik sit udseende. Hendes gyldenrøde hår var samlet i en hestehale om bag hendes nakke. Hun havde sorte raner under øjnene, åbenlyst forårsaget af en søvnløs nat. Måske skulle hun lige sove lidt, inden…?

Da gik det op for hende, hvorfor skyggeprinsen så bekendt ud.

 

Hun sad på en sten og stirrede ud mod Skyggeskoven. Dybt i sine egne tanker. Efter at fader Andrew havde løsnet hende fra eden, havde hun ofte grebet sig selv i at kigge tilbage mod Skyggeskoven.

En underlig længsel havde grebet sig fast i hende. En længsel efter at hun kunne vende tilbage til det skovrige land.

Tilbage til Edo, rettede hun i sine tanker. Hun gav sig selv et slag i hovedet over sine fjollede tanker. Hun kunne ikke vende tilbage. Skyggeprinsen var alt for farlig. Det havde Edo selv sagt.

Natten var ved at falde på. Nu lignede Heilanen en rigtig skyggeskov. Uh, hvornår var hun begyndte at tænke på Skyggeskoven som Heilanen?

Det spørgsmål gled langsomt ud af hovedet, da hun kiggede på den hånd, hvor den grå stjerne engang havde været. Det var faktisk helt uvant at ikke have den. Uvant, men en lettelse.

Et skrig rev hende ud af tankerne. Et skrig fra skoven.

Ikke et menneskeskrig. Det var faktisk et skrig, som man normalt hørte fra en fugl.

I dette samme susede en høg lige forbi hendes ene øre.

Det var Harleys høg. Den fløj i store cirkler over Nicolas hoved, som om den prøvede at føre hende et sted hen.

”Hvad er det du vil?” spurgte hun.

Høgen kunne jo selvfølgelig ikke svare. Den blev ved med flyve i store cirkler og hyle af hende. Så fløj den direkte imod Skyggeskoven.

 

Der var noget galt. Det kunne Nicola mærke, da hun steg ned af hesten et godt stykke væk fra lysningen med stenbordene.

Harleys høg var fløjet derind, men Nicola turde ikke følge efter den.

Ved siden af hende lå Christobals grav. En lille aflang bunke jord, der virkede helt gemt væk. Selvom der ikke var noget kors eller andet, hvor han navn stod på, vidste hun alligevel, at det var hans.

Forsigtig pressede hun spidserne af pegefinger og langfinger mod sin læber og sendte graven et luftkys, inden hun tog sig sammen til at gå ind i lysningen.

Hvad hun end havde gættet på at hun ville se, kunne intet af det sammenlignes med det hun så.

Hver af de skyggeløse fra slottet lå på hver deres stenbord, lænket fast og bevidstløse. På den sten, der stod i midten med seglet på, lå en lang skarp kniv. På det stenbord, hvor Harley lå, sad høgen og prøvede desperat at bide lænkerne over.

Nicola holdt vejret i et stykke tid, da den grufulde sandhed gik op for hende.

Prins Karl ville gentage kong Michels ofring. Han havde samlet de førstefødte sønner og en datter fra hertugslægterne rundt om i Heilanen for at udfører dette brutale gerning.

Men hvad rollen havde Edo i alt det? Hun kunne ikke helt huske hvad Christobal havde fortalt hende. Hun havde fortrængt den nat på grund af hans død.

                      Hun lagde mærke til at et af bordene var ledig. Hvem var den bestemt for?

                      Kom ikke nærmere.

Skyggerne? Prøvede de at advare hende? Kom ikke nærmere mod hvad? Eller hvem?

Hun mærkede en underlig rislen, da hun kiggede i retning mod en anden del af skoven. Skulle hun gå derhen? Eller gøre hvad skyggerne siger? Hun kiggede på dem, der lå på stenbordene igen. Hun kunne jo da ikke bare efterlade dem her. Hun måtte gøre noget.

Trods for de skrigende protester fra skyggerne, nærmede hun sig det forbudte sted væk fra stenbordene.

Mellem skyggeskovens træer fandt hun et lille sted, hvor nogen åbenbart havde slået lejre. Der lå tæpper, knive og mad rundt omkring.

Men det, der fangede Nicolas opmærksomhed var en sort bog, der lå på jorden.

Hun vidste med det samme hvad det var for en bog.

Bogen med de stjålne skygger.

Hun vendte sig om og prøvede at stikke af, men hun kunne ikke bevæge benene. Ikke af skræk. Hun kunne bare ikke flytte dem. De var som lænket fast til jorden.

”Endelig fik jeg dig,” gnæggede en stemme i mørket, der fik blodet i Nicolas årer til at fryse til is.

Prins Karl trådte ud af mørket med dramatisk entre.

”Det sidste brik i spillet er kommet tilbage. Nu bærer mine anstrengelser endelig frugt.”

Han gned fornøjet sine hænder, som en jæger, der betragtede byttet i fælden. Men så formørkes hans blik.

”Jeg måtte forsinke mine planer, fordi den åndssvage kronprins, jeg har sat det ulvehoved på, nåede at få dig ud af riget, inden jeg kom hjem.”

Kronprins? Kronprinsen af Salamdaen? Edo?

”Edo er den forsvundne kronprins af Salamdaen?”

”Ja, selvfølgelig var han det? Jeg krydsede hans veje, da han var ude på jagt. Jeg vidste, at jeg skulle bruge en af Salamdaens kongefamilie til ofringen, og han var perfekt i at være sine forældres førstefødte. Jeg forheksede ham bare, fordi han så mere godt ud end jeg gjorde.”

Han klappede sine hænder i begejstring, som et lille barn, der huskede juleaften. Nicola var alt for optaget af sine egne tanker. Edo var kronprins af Salamdaen. Ikke så sært han var så sur. Han var vel bitter over sin skæbne.

”Nu hvor jeg har dig. Så kan gentagelsen af min store forfar Michels ofring finde sted.”

”Hvorfor skal du bruge mig?” spurgte Nicola. ”Jeg er ingenting.”

Karl kiggede forundret på hende. ”Ved du virkelig ikke det? Hvor er du dog dum.”

Han gik som en søvngænger hen over græsset, mens han betragtede Nicola.

”Stædig, idiotisk og dum. Ligesom dine forældre.”

”Hvad ved du om mine forældre?” spurgte Nicola rasende.

Karl grinede højt. ”Om Sigmund og Harley? Min forræderiske bror og pigen, der fordrejede hans hoved. Jeg var på Vegaborg den nat, du blev født. Jeg ville have slået dig ihjel, hvis ikke Harley stak af med dig til klosteret, mens Sigmund holdt mig hen.”

Nicola var lammet af chok. Hun prøvede at fordøje det nye, hun lige havde hørt.

”Selvfølgelig var han alt for stærk til at blive besejret, så jeg brugte en ny taktik. Jeg overfusede ham med alt det, jeg sagde, jeg ville gøre imod dig og din mor, og det gjorde ham rasende. Dér ramte jeg ham med en besværgelse, der forvandlede ham til en høg.”

Karl grinede over mindet, inden han fortsatte: ”Selvfølgelig kom din mor tilbage efter ham. Jeg tilbød hende ægteskab til gengæld for hans frihed, men hun afslog. Hun ville hellere leve med ham som høg, end at være gift med en, hun ikke elskede. Så jeg fangede hendes skygge for at have hende under min kontrol.”

Han vendte Nicola ryggen og kiggede i sin bog for sikkert, at finde Harleys skygge.

”Problemet var bare, at jeg ikke kunne udnytte hende, som jeg ville. Hun var jo allerede gramset på… af min bror. Hun havde mere frihed end mine andre slaver. Men… med datteren som ofret fra slægten Hawekstein, der på Michels tid, var hertuger over Northera, kan jeg måske endelig tage pladsen som Heilanens konge.”

Da forstod Nicola hvem det ledige stenbord var bestemt for.

”Men…” Nicola prøvede desperat at vinde tid. ”Jeg er jo illegitim. Et uægteskabeligt barn.”

”Det…,” sagde Karl åndeløst. ”… betyder intet. Kravet er en førstefødt fra slægterne. Du er min storebrors ældste barn i din egenskab som hans eneste.”

Han kiggede i bogen igen, mens han sagde: ”Det, der forhindrede mig i at stjæle din skygge var jo den grå stjerne. Nu hvor den er væk kan jeg tage den og spinde den ind i bogen med sangen.”

Sangen? Hvilken sang? En magisk sang? Brugte han sådan en? En sang, som… den, Nicola hørte i sit hoved om natten? Den, som skyggerne i drømmene sang for hende?

Karl var i gang med sikkert at finde en plads til hendes skygge i bogen. Tiden var knap. Kunne Nicola mon huske sangen? Ville hun selv kunne gøre det? Hun var jo trods alt datter af en, der udøvede skyggemagi.

Hun lukkede øjnene, forestillede sig, at hun var i drømmenes verden igen og sang.

Dans mine skygger små. Løs jer fra jeres trældom.

Karl tabte med et brøl sin bog, der bladrede vildt af sig selv.

Find jeres rod, find jeres hjem. Dans mine skygger små.

”HVAD ER DET DU GØR?” brølede Karl og prøvede at lukke bogen i uden held trods alle anstrengelser.

Nicola ignorerede ham og sang igen: ”Dans mine skygger små. Løs jer fra jeres trældom. Find jeres rod, find jeres hjem. Dans mine skygger små.

Hun gentog sangen igen og igen. Karl prøvede, at kaste en modbesværgelse, men den hjalp ikke.

”STOP DET. STOP DET,” råbte han igen og igen, men Nicola lyttede ikke. Hun havde ikke tænkt sig at stoppe.

Hun havde stadigvæk lukkede øjne, men hun kunne mærke noget bevæge sig omkring hende. Noget, der jublede. Skyggerne. Ligesom i drømmen, kunne hun mærke, at de kredsede omkring hende. Ærede hende.

Karls stemme dødede langsomt ud. ”Stop det… Stop det,” hviskede han.

Pludselig hørtes der et højt skrig, der døde ud. Skyggerne bevægede sig fra hende, forbi hende som en mild sommervind, for at finde deres rette plads.

Det var først da stilheden lagde sig omkring Nicola, at hun åbnede øjnene… og måtte kvæle et skrig.

Foran hende lå et sort udtørret lig med Karls tøj på. Hans mund stod på vid gab som i et tav skrig.

Ondskaben havde ædt ham op.

Hun begyndte langsomt at bakke sig væk det sorte tørrede skrog på jorden. Hvor skulle hun gå hen? Stenbordene? Men hvad ville der så ske?

Væk. Væk. Hun måtte altså væk.

”ARIES IMOGEN,” var der nogen, der råbte bag hende.

Det var hendes navn. Hendes rigtige navn. Det navn, som hendes mor gav hende, før hun blev overladt til klosterets hjem. Men, der var ingen udover…

Forvirret vendte hun sig om og stirrede ind i et menneskeligt fremmet ansigt. Han havde stærke træk, mørkebrunt krøllet hår og et håbefuldt blik i de blå øjne.

En velkendt blå farve med et strejf af grå.

”Edo?” hviskede hun.

Manden smilede: ”Du kan kalde mig Torgeir, hvis du vil. Det er trods alt det navn, du ville have fået at vide, hvis du havde vundet over mig i spillet.”

Det tog hun som et ja og løb direkte ind i armene på ham.

Der stod de så i en tæt omfavnelse uden at give slip på hinanden.

”Jeg ville så gerne fortælle dig det,” hviskede Torgeir. ”Men stoltheden og skammen sejrede hver eneste gang.”

Nicola svarede ikke. Hun knugede ham tæt ind til sig og mærkede tårerne trille ned ad sine kinder.

Så kyssede de. Og denne gang var der ingen grå stjerne til at gløde ildevarslende.

De fulgtes ad til lysningen med stenbordene, hvor der lød jubel og råb.

”Vi er frie. Skyggerne er kommet tilbage,” blev der råbt igen og igen.

Harley kom løbende hen imod Nicola med en høj mand, der fysisk havde en slående, men rarere og mere varmt lighed med Skyggeprinsen. Inden hendes mor trak hende ind i en kæmpeomfavnelse, havde hun gætte hvem manden var.

Harley knugede hende tæt ind til sig. ”Min lille pige,” hviskede hun med gråd i stemmen. ”Tak alle magter, for at have taget hånd over hende.”

Mærkeligt, tænkte Nicola. Denne kvinde er hendes mor, og manden, der stod bag hende, var hendes far.

Han kom også hen og omfavnede hende. En vidunderlig familieforening. Sigmund hilste høflig på Kronprins Torgeir af Salamdaen og takkede ham for hans hjælp med at have smuglet hans datter ud af Heilanen.

”Hold nu op, Sigmund,” lo Harley, mens hun stadig havde sin ene arm over Nicolas skuldre. ”Nu skal du ikke trække dig ind i din stive formelle selv bare fordi du er blevet menneske igen.”

Sigmund smilede af Harley og gav hende et kys på panden. Man kunne tydeligt se kærligheden lyse ud af øjnene på ham.

”Kom så, Aries. Nu skal vi tilbage og holde en kæmpefest.”

Harley og Nicola forsvandt sammen med hertugerne ud af lysningen i retning af kongeslottet, mens man kunne høre deres muntre snakken. Kun to blev tilbage i lysningen.

”Ved du hvor han er?” spurgte Sigmund.

Torgeir vidste hvem kongen talte om. ”Henne ved lejren. Jeg lagde min kappe over ham for at spare Nico – Aries for synet.”

”Jeg vil se ham. Før mig til ham,” beordrede Sigmund alvorligt.

”Javel, Deres Majestæt,” sagde Torgeir og førte ham hen til lejren og trak sin kappe til siden.

Sigmund så på de udtørrede rester, der engang var kendt som prinseregenten. Der var intet menneskeligt tilbage af ham

Sigmund rystede træt på hovedet. ”Tænk at han kunne blive besat af det gamle sagn.”

”Sagn?”

”Historien om Michel og ofringerne er næsten sand. Han stjal og ofrede rigtig nok otte børn, men det blev han ikke konge af. Han blev faktisk slet ikke konge. Det var hans barnebarn Lodewyk, der samlede de syv hertugdømmer og erobrede det sidste fra Salamdaen. Men historien er over tusind år gammel, så det er ikke umuligt, at den er blevet pyntet på og gjort til et folkeeventyr.”

Han så trist på liget af sin lillebror. ”Karl troede vist fuld og fast på det eventyr. Og jeg gjorde det også en overgang, indtil jeg studerede det nærmere. Pokker tage vores farfar.”

”Farfar?” gentog Torgeir.

”Aries’ oldefar,” sagde Sigmund. ”Han var en hård og brutal mand, men ikke desto mindre en meget veltalende herre. Han havde en levende fortællerevne. Da jeg og Karl var børn, fortalte han os ofte historien om Michel. Han havde for vane, at afslutte historien med at sige, at offerpladsen var der endnu og ventede på den næste store konge. Jeg tror, at det måtte have bidt sig fast i Karl.”

”Og ædt ham op,” tilføjede Torgeir.

Efter et stykke tid, gav Sigmund tegn til at Karls lig godt kunne blive dækket til igen.

”Må fred være med ham,” bad han.

         

Slottet var helt oplyst i alle sale og rum. Overalt hørtes der sang og latter. Aries Imogen Hawekstein, den nyudnævnte kronprinsesse af Heilanen havde sat sig ned ud på en balkon, hvor hun havde udsigt til det kommende fyrværkeri.

En ny skikkelse sluttede sig til hende og satte sig ved siden af. Aries kiggede på ham. Det hele var så forandret nu. Hun skulle til at lære at se ham som en helt ny mand. Hvis det ikke var på grund af hans stemme og øjne, så ville hun nok ikke have kunnet se på ham uden at føle sig forvirret.

De sad sammen i tavshed uden at se på hinanden, så greb hans hånd hendes, og de knugede dem tæt sammen.

Han kiggede på hende. Et tavs spørgsmål lyste ud af de blågrå øjne, og hun besvarede det med et kys på hans ene kind, hvor efter hun lagde sit hoved til rette mod hans ene skulder.

Fyrværkeriet startede. Hvis de to havde kigget sig bag på de skygger, som eksplosionerne skabte, ville de have set to skygger, der omfavnede og kyssede hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...