Hope Darlings drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2013
  • Status: Igang
ONE-SHOT: Dette er en drøm skrevet ud fra en Hogwarts-elevs synspunkt. Derfor er der ting, der virker forunderlige, men det er blot mit forsøg på at skabe en drøm i et hoved, der ellers er præget af magi. Oprindeligt en lektie, som jeg mente, jeg ville dele. Min karakter på siden, som lektien blev lavet til, hedder Hope Darling and thus titlen.

Derimod er den også yderst passende til fantasy-konkurrencen - mulighed 1.

1Likes
0Kommentarer
309Visninger
AA

1. Hope Darlings drøm

"Det var først mørkt, men så blev det lyst. Derefter blev det mørkt igen, og det gik op for mig, at jeg vågnede. Det var sjovt, for jeg sov jo faktisk - det var blot i min drøm, jeg vågnede. Jeg steg ud af det, jeg troede, var en seng, og mærkede skovbunden under mine fødder. De var bare. Et sæt gik igennem min krop, for det var køligt for tæerne, og en vind blæste. Jeg kiggede mig omkring. Jeg befandt mig i en skov, men ikke hvilken som helst skov, det var Den Forbudte Skov. I et glimt befandt jeg mig uden for skoven og fortalte om varulve for resten af min årgang i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, men jeg var tilbage i skoven lige derefter. En fugl lettede et sted bag mig og fik et træ i nærheden til at lave postyr. Med stille skridt gik jeg over mod det spejl, der åbenbart havde fundet sin vej ud i skoven, og kiggede i det. Det så helt forkert ud. Mit ellers lange, brune hår var kort og lyst, og jeg var iført en lang og meget hvid kjole - helt Christine Daaé-style. Jeg gik i panik. Flere skridt bakkede jeg, inden jeg snublede over et stykke gammelt træ. Min hæl blødte, men jeg kunne ikke mærke smerten. "Du er den fjerde bror, og jeg er kommet for at føre dig til galgen," sagde en dyb stemme, der talte langsomt og heller ikke lød helt menneskelig. Forvirret kiggede jeg mig rundt, men der var intet at se. Ikke før et kæmpe ben lavet af træ trådte frem, hvorefter et helt træ kom til syne. "Du skal ikke længere være en del af denne verden!" sagde træet og rakte langsomt en træarm ud mod mig. Skrækslagen gjorde jeg det eneste, der gav mening. Jeg løb. Jeg løb lige ind under dens ben og videre. Videre gennem skoven, der ikke ville ende. Jorden rystede, og jeg kunne mærke, at træet løb efter mig. Pludselig kunne jeg ikke længere løbe. Det var, som om jeg forsøgte at løbe i vand, men blev holdt tilbage. Det var rædselsfuldt. I stedet holdt jeg op med at nytteløst forsøge og gik om bag det nærmeste træ. Jeg følte mig selvfølgelig ikke sikker, for jeg havde lige været vidne til et levende, talende træ, og det kunne jo sagtens være, at der fandtes flere af disse. Faktisk var det meget sandsynligt. Til siden kunne jeg se flere elever holde skovtur med mad, drikke og latter, men sekundet efter var de væk. Det virkede fuldkomment normalt. En tanke skød pludselig ned i hovedet på mig. "Din evne! Du er metamorphmagus, ændr dog dit udseende!" Jeg slog mig selv for panden og kneb øjnene sammen. Jeg fokuserede, fokuserede så godt, som man nu kan med et løbende træ i hælene, og da jeg åbnede øjnene, befandt spejlet fra før sig foran mig. Mit hår var nu ikke længere kort og lyst, det var derimod langt og sort, og mine øjne havde ændret farve - til gul. Jeg kiggede på mig selv i spejlet, men havde ikke lang tid til at beundre mine kattelignende øjne, for en heftig vind strømmede pludselig ned på mig oppefra. Da jeg kiggede op, så jeg, at træet, jeg gemte mig bag, var kommet til live, og jeg løb derfor tilbage igen, væk endnu en gang. Jeg følte mig fanget. Foran mig kom det første træ løbende, mens det andet hånligt grinte af mig fra sin position. 
"Se hende her! Hun troede, jeg ville lade hende stå og kigge på mit knæ dagen lang!" sagde træet til det løbende træ med en stemme, der var blot en smule lysere end det andet træs. Alt sammen meget forvirrende.
"Hva'? Nå - har du set den fjerde bror?! Hun løb gennem skoven for bare et par timer siden!" svarede træet, der stadig ikke var nået frem. Jeg undrede mig. Der var da ikke allerede gået flere timer?
"Jeg har kun set hende her,"
"Så lad os da gøre det af med hende, inden vi finder den anden," Træet var nu nået frem og stod med armene i siden, hvis jeg ikke så helt galt. Den smule glæde, jeg følte over den vellykkede forvandling, forsvandt, og jeg tænkte hurtigt. Med hurtige bevægelser bevægede jeg mig ind under træernes ben, mens de forvirrede greb ud efter mig. I stedet for at løbe min vej, besluttede jeg mig for at drille dem. "Nå nå! Der er da vist nogen, der ikke har fået sin motion!" råbte jeg hånende, og jeg kunne mærke (og høre), at deres raseri steg. Jeg grinte og grinte, men det lød ikke som min egen latter. Grinte og grinte, indtil en stor, grim træhånd greb fat om mig. Jeg kunne ikke få vejret. En af dens grene truede, og jeg kunne meget lidt lide det. 
"Nej, men vi har derimod haft tid nok til at lære at fange små lømler som dig, Guløje," kom træet igen, og jeg kunne på stemmen konkludere, at det var det første træ, der havde mig i sit greb.
"Kvas hende! Kvas hende!" sagde den lysere stemme, og jeg kunne stille mærke hånden vride sig hårdere og hårdere om mig. En tåre var på vej i mit øje,  så jeg besluttede mig for at lukke dem begge to, men ud af den blå luft kom et skarpt, rødt lys, der sørgede for, at jeg åbnede mine øjne med det samme igen. Træerne jamrede og ømmede sig, men gav ikke slip.
"Slip hende! Det er en befaling!" råbte en stemme, der i den grad ikke var lavet af træ. 
"Slip hende? Hvorfor skulle vi lytte til dig? Du er da vist arrogant! Er du måske herre over os eller noget som helst?"  spurgte træet, der holdt om mig.
"På en måde, ja," svarede manden, og jeg kunne nu se et ansigt, der smilte op til træerne. Træet tøvede, og pludselig forsvandt mandens ansigt. 
"Auuv!" klagede træet et par sekunder efter og slap mig, så jeg faldt lige ned i mandens arme. Det ville have været meget romantisk, hvis ikke han også var faldet bagover og sørget for, at jeg fik en blodtud under landingen. 
"De har meget ømme knæ. Bare spark dem dér, og de vil adlyde dig til evig tid," sagde manden roligt til mig og hjalp mig op. "Gå nu med jer! Ellers har jeg flere næver, der lyster efter at slå på et par træknæer!" sagde han truende med knyttede næver, og træerne skyndte sig hurtigt væk - jeg blev overrasket over, hvor hurtigt de løb denne gang, især når nu det ene træ blev nødt til at halte af sted.
Forbløffet kiggede jeg på manden, der var iført en lang frakke, og spurgte: "Hvor kom det røde lys fra?" 
Han kiggede spørgende på mig, før han opdagede tingen i sin hånd og med et "Åh!" holdt den op.
"Det er en skruetrækker. Yderst effektiv,""

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...