Kvickly

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 26 jul. 2013
  • Status: Igang
man glemmer tit hvordan alle mennesker har en historie, ikke kun én selv. man er så vant til at leve i sin egen lille verden, hvor man selv er den eneste hovedperson, og alle andre bare er bipersoner i éns livshistorie, at man glemmer at der faktisk ikke findes nogle bipersoner, vi er ALLE hovedpersoner, i vores egen historie. tænk på det næste gang I måske er i kvickly, tænk på hvordan alle som I går forbi, dem I "kom til" at skubbe lidt da I stod i køen ved kassen, alle som går rundt og kigge på de forskellige varer. alle har en historie, alle er hovedpersoner, og alle har været igennem noget, som har gjort dem til de personer de er i dag.

1Likes
0Kommentarer
312Visninger

1. Kvickly

 

 

Kvickly

Det var midtsommer, midt på dagen. Solen bagte ned fra en skyfri himmel og fik det store Kvickly skilt udenpå forretningen til at skinne, og blænde alle de forbipasserende. Også Betina blev blændet af det solbeskinnede skilt, da hun steg ud af sin beskidte gamle røde bil med indkøbssedlen i hånden. Hun smækkede den knirkende bildør bag sig, holdte sin ene frie hånd op over sine øjne, som skygge for det blændende lys. "pyha" udbrød hun, da hun mærkede den bagende varme fra solen. Hun var virkelig glad for at hun havde fulgt Carstens råd om at tage sin violette solbluse på den dag, så hun ikke overophedede endnu mere end hun gjorde i forvejen, hun var jo trods alt ved at komme i overgangsalderen. Hun havde bare fnyst af ham, og sagt at hun i hvert fald ikke var ved at komme i overgangsalderen. Men var alligevel gået ovenpå og havde skiftet til sin nye violette top. Hun kunne ikke lide at vise sine store overarme frem for omverdenen på den måde, hun havde stået i lang tid og nedstirret sine overarme i deres soveværelsesspejl. Og til sidst kommet til den erkendelse at det jo kun var sommer én gang om året, og at det også var yderst sjældent at der var så varmt i lille Danmark.
Og nu stod hun foran hovedindgangen til Kvickly, som sikkert var fyldt med overophedede mennesker ligesom hende selv, som bare lige skulle have et par småting.
Hun mærkede en lille sommerbrise tage blidt i hendes korte brune  krøller. Hun løftede sine arme en smule for at få kølet dem af, men kom så i tanke om at hun også havde glemt at få barberet sig under armene. Så hun lod dem hurtigt falde tilbage ned langs hendes sider, mens hun diskret kiggede sig omkring, for at se om nogen havde haft udsyn til hendes urskove under armene. "for helvede altså" tænkte hun ved sig selv, "nu skal jeg også nå at ordne dét når jeg kommer hjem, inden gæsterne kommer, hvorfor ordner Carsten aldrig nogle af de her ting, hvorfor skal jeg altid gøre det hele".
"nå, det har jeg ikke tid til at stå og tænke over nu" tænkte hun, rømmede sig, hankede derfor op i sig selv, tog et hurtigt kig ned på indkøbssedlen, og gik ind i Kvickly.

Betina havde lyst til at stoppe op midt i indgangen og nyde den friske kølighed inde i forretningen, men hun havde ikke tid. Hun så sig omkring og skyndte sig hen til brød og bage afdelingen.
Hun stod og kiggede grunddigt på hylderne med pulverkager. Hun ville have elsket at bage Tobias' fødselsdagskage selv fra bunden, eller det ville hun have elsket for et par år siden, men nu havde hun bare ikke tid, alting skulle være hurtigt og så billigt som muligt.
Hun kiggede fra den ene ende af hylden til den anden, "hvor var den?, hvor var chokoladekagen?" hun var nød til at finde den, Tobias elskede chokolade. Det kunne ikke passe at den var udsolgt, hvor mange havde lige brug for en chokoladekage lige netop den dag. Hun bed sig selv i læben, måske var den der, måske havde hun bare overset den. Hun overså så mange ting for tiden, ting som hun ellers altid ville have lagt mærke til. Engang var der intet som kunne gå hendes næse forbi, nu var hun næsten uden lugtesans.

Hun satte hænderne irritabelt i siderne, urskovene under hendes arme havde forladt hendes bevidsthed, hun syntes pludselig at få det meget varmt igen, hun havde mest af alt bare lyst til at tage hjem, og sende Carsten af sted efter de manglende ting. Hun pustede ud, selv hendes udånding var præget af uro og anspændthed.
Idet hun pustede ud kørte en ung mand i tyverne forbi hende med sin vogn. I hans vogn lå en oksemørbrad, en pose kartofler, nogle gulerødder, og en pakke pulverchokoladekage. Han var spændt, han skulle hjem og lave fin middag til sin kæreste. Med den fineste mørbrad og kartofler med såååååse som de fine kokke altid kaldte det, hvilket han tit gjorde grin med, men af og til greb han også sig selv i at sige det.
Han ville dække bordet rigtig fint, med dug og stearinlys og det hele, intet skulle mangle. Til dessert skulle de have chokoladekage, det var deres begges yndlingskage. Men han var ikke selv den store kok, så han holdte sig til pulverkage," man kan alligevel ikke smage en skid forskel"  havde han sagt til sig selv, da han med kæmpe lettelse havde taget den sidste pakke chokoladepulverkage ned fra hylden. Han ville hellere koncentrere sig om ikke at kludre i selve aftensmåltidet, hvilket i sig selv næsten var en for stor opgave for ham at klare. Men han ville altså bevise overfor sin kæreste at han kunne være en ordentlig og perfekt ægtemand.
Han ville tage den nybagte chokoladekage ud af ovnen, dekorere den med sukkerhjerter og hvid glasur, han ville sætte to stjernekastere i den ligesom til nytårsaften. Så ville han servere den, hans kæreste ville give ham det største og dejligste smil når han kom ind med den perfekte kage. Og lige inden de skulle til at skære de to første stykker, ville han frie. Han ville gå ned på knæ, trække den lille elegante æske frem, som havde ligget og brændt i hans lomme hele aftenen, og så ville han frie. Hans kæreste ville være helt målløs. Så ville han sætte ringen på sin kærestes finger, og derefter ville han kysse hans fine hånd, tænde stjernekasterne og skære kagen ud.

Han gik og blev helt nervøs bare ved tanken om den nervepirrende aften. Hans hænder blev helt svedige, men han vidste dog ikke om det var på grund af nervøsiteten eller varmen. Han pillede veltilfreds ved sine skægstubbe, det var den perfekte sommeraften til at frie, hans kæreste ville elske det, han elskede alt sådan noget romantisk pjat. Og elskede han ham for.

Betina blev mere og mere urolig, hun mærkede pludselig sveden pible frem på hendes pande, og tårerne fyldte forsigtigt hendes øjne og gjorde hendes i forvejen dårlige syn endnu værre. Hun himlede op mod loftet for at få tårerne til at forsvinde, men hun mærkede stadig den oversvømmede fornemmelse. Hun snøftede en enkelt gang, så begyndte hun at rode alle hylderne igennem efter bare én lille pakke med chokoladekage. Alle pakker blev taget ud, og alle hylder blev nærmest vendt på vrangen i hendes nytteløse søgen efter det som manden med skægstubbene havde liggende i sin indkøbsvogn. Varmen fik hende til at puste, og det dunkede i hendes tindinger mens sveden i små baner løb ned fra hendes pande. "hvorfor kunne Carsten ikke være taget af sted i stedet for hende. Han gik bare lige så roligt derhjemme og bagte boller sammen med børnene. Hvorfor var det ikke hende der gjorde det". Hun fnøs da sætningen om at bage boller dannedes i hendes hoved. "ja en eller anden dag skulle HUN i hvert fald få bagt hans boller, han skulle ikke tro at han sådan uden videre kunne være hende utro, og forråde hans egen familie på den måde." hun havde en dag modtaget et meget besynderligt opkald fra en af hendes mands elskerinder, som åbenbart troede at hun var Carstens hushjælp og ikke hans kone. Men der havde hende luderen i den anden ende af røret godt nok lige fået ren besked. Hun mærkede hvordan tankerne om hendes mands utroskab fyldte hendes øjne med endnu flere tårer. Og hun skyndte sig at stoppe sig selv. Hun skulle ikke komme hjem med mascara løbende ned ad kinderne som tegn på at hun havde grædt. Ikke i dag, ikke på Tobias' fødselsdag .
Hun måtte til sidst se i øjnene at hun aldrig ville finde den chokoladekage hun søgte. Hun tænkte over hvad hun så skulle gøre. Tobias ville blive så skuffet hvis hun kom hjem uden kage. Hun mærkede selv hvordan følelsen af skuffelse over hvordan Carsten var ved at ødelægge deres perfekte familie, brændte i hendes varme krop. Så hun bed tænderne hårdt sammen og prøvede at få sin omtågede hjerne til at fokusere. Hun overvejede at gå hen til bageren og bare købe en færdiglavet chokoladekage, men den ide gik hun hurtigt væk fra igen. Så havde hun jo slet ikke lavet noget som helst af kagen. Og det ville helt sikkert få hende til at føle sig som den værste mor i verden. Hun VILLE og MÅTTE lave den selv. Så hun vendte sig igen mod de nu meget rodede hylder. Hun kiggede grunddigt alle de forskellige slags pulverkager igennem. Ingen af dem virkede gode nok til hendes Tobias. Ingen kunne slå chokoladekagen. Hendes overskuende falkeblik stoppede ved en pulverkanelkage. Hun tog den ud fra hylden. Hun havde selv en mærkelig lyst til kanelkage. Hun læste grunddigt på pakken, og tænkte sig godt om, "kunne Tobias mon lide kanelkage?, når de i december fik risengrød var han altid den som nærmest begravede sin grød i kanelsukker, så svaret måtte vel være, ja". Hun betragtede nøje billedet af kanelkagen udenpå pakken, og forestillede sig hvordan kagen ville se ud den aften, dækket med chokoladeglasur og med fem fine lys i. Billedet i hendes hoved var ikke ligeså flot som det af chokoladekagen, som hun forestillede sig at alle gæsterne fulde af jalousi ville måbe over, og hele aftenen ville de tigge hende om opskriften på denne fantastiske kage, men hun ville bare smile hemmelighedsfuldt af dem, og sige at det var hendes hemmelige chokoladekageopskrift. Hun vendte og drejede pakken i sine hænder. "ville folk mon være ligeså begejstrede for denne kanelkage?" hun havde jo ikke andre valg, så hun tog et kig på indkøbssedlen og gik hastigt videre. 

Betina var på vej over til alkoholafdelingen. De manglede nemlig nogle øl til festen. Det skulle jo holdes udenfor i det dejlige vejr, så de skulle rigtig sidde og hygge sig med en masse øl, mens børnene skulle løbe rundt og lege i haven. Hun spekulerede på hvem hun mon skulle sidde og snakke med, hun hadede at indse det, men hun brød sig ikke helt vildt om familien, både Carstens forældre og øvrige familie, for ikke at nævne hendes egen, var ærlig talt begyndt at gå hende på nerverne. Det var alle for tiden, selv Marcus, deres ældste søn, kunne tænde hende fuldstændig af nogle gange. Hun følte afsky bare ved tanken om alle de gange hvor hun var gået fuldstændig fra sans og samling bare fordi Marcus nærmest havde trukket vejret forkert. Nogle få gange var Carsten hjemme til at kunne råbe hende til fornuft, andre gange var hun bare kørt, forladt sine børn grædende derhjemme, fordi hun ikke kunne holde dem ud, fordi hun ikke kunne holde sig selv ud. Hun ville køre i flere timer, bare køre, uden at vide hvorhen, bare køre så hurtigt som det var tilladt, prøve på at køre fra sig selv, undslippe sit eget jerngreb. Og hun  var altid kommet hjem lige tids nok til at lave aftensmad. Træt. Udkørt. Men uden at vise det.

Betina havde uden at bemærke det bare fortsat hen til kølediskene. Hun stoppede op og så helt desorienteret ud, mens hun nærmest vred sin hals rundt i sin søgen på alkoholafdelingen. Hun vendte sig rundt og stirrede på sit spejlbillede i glasdøren til et af køleskabene. Hvem var den person? Hun genkendte ikke længere sit spejlbillede. Hvor var den unge pige hun engang havde kendt? Den pige som havde en masse veninder, en masse veninder som hun drak og lavede ballade, og havde de sjoveste stunder med? Den pige var blevet voksen, hun var holdt op med at barbere sig, hun var jo gift, så hun var ikke konstant nød til at gøre sig til for mændene. Hendes arme var blevet flappede, hun gad bare ikke at holde sig i form, der var nok at gøre hver dag med at tage sig af børn og hjem, for ikke at nævne arbejdet som rengøringsdame på diverse plejehjem. Hun havde mistet sin selvstændighed, sin selvrespekt, hun købte jo for pokker pulverkage til sin søns fødselsdag! Og hun havde ikke holdt kontakten til de veninder som engang betød alt for hende. Der var bare ikke tid til den slags pjat i hendes liv mere.
Hun så igennem sit spejlbillede og fik øje på en masse rækker af letmælk. Og hun kom pludselig til at tænke: "gad vide om de stadig havde noget mælk derhjemme? Hvad nu hvis de bare havde glemt at skrive det på indkøbssedlen? De måtte altså ikke løbe tør for mælk, hvordan skulle børnene så ellers få deres kalk, de kunne jo ikke fordrage ost eller noget som helst". Hun skyndte sig at række ind i skabet og tog en liter letmælk under armen. I det hun smække lågen til skabet i, rakte en gammel dame klædt i lilla fra top til tå, sin hånd ud efter noget inde i køleskabet. Men trak den dog hurtigt til sig da lågen smækkede i for næsen af hende. Betina fortsatte hastigt videre mod alkoholafdelingen, og lod den lillaklædte gamle dame stå med sine rystende hænder.
Den lillaklædte gamle dame rettede på sine store briller. "hun kunne da godt have holdt den åben for mig" sagde hun med en lille træt og irriteret stemme. Hun havde lidt svært ved at styre hvilke ting hun tænkte og hvilke ting hun sagde. Hendes læge havde for få uger siden holdt et møde for hende og hendes familie, og forklaret om det at være dement, eller senil eller hvad det nu var, og hvorfor den lillaklædte gamle dame var ved at blive det. Hun havde bare fnyst af lægen. Sådan en ung starut skulle da ikke komme og erklære hende for dement. Hun synes mere at den såkaldte læge skulle gå hjem i børnehaven hvor han hørte til, og så kunne han komme tilbage når han var blevet ældre og havde fået lidt livserfaring og sul på kroppen. HUN var i hvert fald ikke dement. Den dag havde hendes tilstedeværende familie tysset på hende og sendt hende bedende blikke, da hun havde fnyst af den unge læges uvidenhed. Tænk at de faktisk troede på ham. Han var jo fuld af løgn, og sikkert også alkohol i weekenderne, måske også i hverdagen. Måske drak han på arbejdet. Måske var han også et af de sindsforvirrede mennesker som stak sig selv med sprøjter og tog diverse ulovlige stoffer ude på de offentlige toiletter. I så fald kunne der ikke gå længe inden han blev fyret, og hun kunne få en ny læge. Hun havde en aftale ved lægen igen en dag i næste uge, og det havde bare at være en ny læge.

Der var tilsyneladende ingen som havde hørt hendes lille ubetydelige udbryd. Hun rakte forsigtigt ud  mod håndtaget og fik med besvær glaslågen åbnet. Hun skulle bare lige have en liter sødmælk og så kunne hun komme hjem til plejehjemmet. Da hun med besvær havde fået en liter mælk ud, tog hun et kig på den og kom igen til fortabt at udbryde: "nej! Det her er da ikke sødmælk! Nu vil jeg snart ikke mere". Hun vidste bare at hun skulle have ladet hende hjemmehjælperen komme med ind for at handle i stedet for at lade hende vente udenfor i bilen. Hvad tænkte hun på? Hun var jo ikke tres mere, hun kunne ikke gøre alt på egen hånd mere, lige meget hvor inderligt hun ønskede det.
"skal du bruge noget sødmælk?" den lillaklædte gamle dame flyttede den liter letmælk som hun skuffet holdte op foran sit ansigt, og så en kvinde i tredverne med meget kort mørkt hår, og lange øreringe, hun var iført store joggingbukser, og en tætsiddende blå bluse, med ærmerne foldet op til albuerne. Den lillaklædte gamle dame svarede ikke, men kiggede bare mistroisk fra den korthårede kvinde til de to små børn som stod og gemte sig bag hende. "nu skal jeg finde noget sødmælk til dig" sagde den korthårede kvinde med et smil, og åbnede køleskabet ved siden af. Hun fiskede en liter sødmælk ud fra skabet, og rakte den ud mod den lillaklædte gamle dame, som gav hende et tilbageholdende smil og et tak mens de byttede mælk. "jeg skulle alligevel bruge noget letmælk" sagde den korthårede kvinde kækt. Mens hun satte mælken ned i deres indkøbsvogn blev hendes to små børn pludselig helt vilde da de opdagede nogle mælkesnitter i et af køleskabene. "mor, mor må vi ikke godt få nogle mælkesnitter, kom nu, kom nu, kom nu!" de havde ikke tænkt sig at stoppe. Den korthårede kvinde kiggede ned på de to ivrige børn med et stort smil og sagde: "okay så, I to små stædige spilopmagere, så tag I jer en mælkesnitte hver". Det skulle hun ikke sige to gange, før børnene fik bakset skabet op og nærmest hevet to mælkesnitter ud. Den korthårede kvinde kiggede så smilende på den lillaklædte gamle dame og sagde igen som var hun ét stort smil: "livet skal jo nydes mens man har det". "tager I også en til mig unger" hun vendte sig mod børnene, man kunne ikke nå at tælle til tre før der lå tre mælkesnitter i indkøbsvognen, og så gik familien smil videre.

Betina havde stået i noget tid og stirret på de mange hylder fyldt med diverse slags alkohol. Hun var kommet i tanke om hendes vanskelige søster som konstant var på slankekur for at være så tynd og attraktiv og smuk som overhovedet muligt. Hun nægtede at drikke noget som helst som bare mindede om øl, så Betina var begyndt at overveje en god hvidvin i stedet for. Normalt ville hun bare være ligeglad med sin alt for solariebrune søsters behov. Men efter deres sidste skænderi ved deres lillebrors bryllup, havde de lovet hinanden og ikke mindst deres gamle stædige forældre, at de nok skulle prøve at enes. Og Betina vidste at serverede hun ikke noget som hendes søster kunne få, så ville hun beskylde hende for at have gjort det med vilje, og så ville de hurtigt få startet et skænderi, hvor intet pludselig var godt nok for den krævende søster. Og så ville Betina ende grædende ude på køkkengulvet, selvfølgelig først efter at gæsterne var taget hjem, hun ville jo ikke tabe ansigt.
Hun sukkede ved tanken om hendes søsters hærgede nærmest skeletagtige krop, og hærgede solarieskoldede ansigt, med det falske hvide hår og hele matasbutikken i ansigtet. Helt ærligt hun var midt i fyrrerne og hun havde ikke en mand, så hvor meget hjalp det lige at ødelægge sig selv på den måde.
Hun prøvede at skubbe sin søster ud af hovedet mens hun irriteret tog den billigste hvidvin ned fra hylden. Hun havde lagt indkøbssedlen i lommen på sine store shorts, da hun ikke var i stand til at holde den mere med hele favnen fuld af varer. Hvorfor havde hun heller ikke taget en kurv, hun undrede sig over sin egen dumhed, men kom hurtigt til sig selv da hun gjorde plads for to unge piger tæt på tyverne, i små lårkorte nederdele, som bare ved den mindste vind, sikkert ville blæse op og gøre deres trusser fuldstændig synlige for offentligheden.  Pigerne var vist  i gang med den helt store alkoholindsamling, de tog flaske efter flaske, ned fra hylderne og stablede dem i favnen på hinanden. "hvad er der dog galt med ungdommen nu til dags" tænkte hun forarget for sig selv, og betragtede diskret de mange flasker i pigernes arme, mens hun gik videre.

"skal vi ikke også have nogle små blå?" sagde den ene af de lårkorte piger, den anden nåede ikke engang at svare før den første som var en cirka tyveårig pige, med langt farvet mørkt hår og en monroe piercing, havde taget både en flaske små blå og en flaske små gule ned fra hylden og placeret dem i armene på den anden pige, hun var tydeligt irriteret over sin lange lyse og uglede hestehale, hvor elastikken var ved at glide ud. Hun rystede nogle små totter af det lyse hår væk fra sit ansigt og spurgte fraværende om de ikke snart havde nok. "jo jeg tror at det var det" svarede den mørkhårede tilfreds, og kiggede med forventningsfulde øjne over på den lyshårede. Hun tyggede højlydt på sit mint tyggegummi og  blinkede kækt med de mascaramørke øjne, "skal du så score ham der Marcus i aften", der var stilhed mellem dem et kort sekund, så svarede den lyshårede med et kækt smil: "fuck nu dig altså, det rager ikke dig hvem jeg scorer", mens hun blidt og uden at tabe flaskerne puffede til den mørkhårede, som med det samme  grinte og sagde: "jeg tør da godt at indrømme at jeg skal ha' noget af samtlige fyre til festen, jeg er i hvert fald ikke tilfreds med kun at få én med hjem". "hvorfor undrer det mig ikke" sagde den lyshårede i et drillende toneleje, "bare hold jer fra min seng i lejeligheden, jeg er træt af at finde nøgne mennesker med tømmermænd i min seng, især når jeg selv går og brækker mig. Og please lad vær' med at larme så meget den her gang", "er du så færdig din fucking helgen" sagde den mørkhårede sarkastisk mens hun rakte ud og tog en sidste øl ned fra hylden og halvt grinte, "tror du ikke at du skulle tage i nonnekloster i stedet for til fest med mig i aften", "hold nu kæft, din luder" sagde den lyshårede grinende, mens de gik videre ned gennem forretningen.

Betina var nået hen til hylderne med festartikler, hun så indkøbssedlen for sit indre øje og remsede op hvad hun manglede at købe: små papirsflag, noget gavebånd, et fødselsdagskort, og nogle lys til kagen. Hun rakte forsigtigt ud efter tingene på hylden. Det var svært uden at tabe alle de andre ting som hun havde liggende i armene.
Nu manglede hun kun kortet, hun havde udset sig et sjovt fødselsdagskort med en smilende abe på. Men i det hun koncentreret forsigtigt rakte sin ene hånd ud efter kortet, kom to små børn kørende med en indkøbsvogn, deres mor, den korthårede kvinde, gik ved siden af dem med den ene hånd hvilende på kanten af vognen. Pludselig begyndte en telefon i den korthårede kvindes ene lomme at vibrere, hun slap sit greb om kanten på indkøbsvognen, og tog sig til lommen, mens hendes blik et kort sekund blev fjernt. Det sekund var nok for de to små børn til at miste kontrollen over vognen, og støde ind i Betina, som tabte alle sine vare på det beskidte gulv. Betina udstødte et indeklemt skrig, og den korthårede kvinde fór hen til hende og hjalp hende med at samle varerne op fra gulvet. "det er jeg altså virkelig ked af" undskyldte den hun. Men Betina var ikke til at redde, hun kiggede på den korthårede kvinde og gav sig til både at skælde ud på hende og sig selv, "hvad bilder du dig egentlig ind, så pas dog på hvor I kører med den forbaskede vogn, nu når jeg det aldrig, alting går i stykker", hun mærkede tårerne presse sig på igen, det var ikke fair at det hele skulle gå ud over den stakkels kvinde, men hun kunne ikke styre sig, det var nød til at gå ud over nogen, og hende den korthårede kvinde virkede jo ikke til at have ligeså meget at slås med som hun selv havde, og det var ikke fair, det skulle hun ikke have lov til. Hun samlede hvidvinsflasken op fra gulvet, og mærkede i det samme en enorm knude i maven, da hun så at flasken havde slået en lille revne. "se nu" sagde hun opgivende. "skal jeg hente en ny" spurgte den korthårede kvinde ivrigt, men Betina rystede bare på hovedet, hun prøvede desperat at ryste den væmmelige kvinde ud af sin krop. Den kvinde hun ikke kendte, den krop hun ikke kendte. Hun prøvede at fremtvinge et mislykket lille smil, og sagde at det nok skulle gå, hun var så vant til ting der gik i stykker. Og så vendte hun sig og gik i retning mod udgangen.
Den korthårede kvinde tog en dyb indånding og pustede ud, mens hun rodede lidt i sit pjuskede korte hår. "når unger skal vi se at få tjekket ud", børnene svarede ikke, men kiggede op på deres mor med skyldfølelsen strålende ud fra deres store blå øjne, "undskyld mor", den korthårede kvinde kiggede ned på sine børn, og satte sig så på hug så hun kom ned i deres højde. Hun strøg dem begge over håret og over deres kinder: "det var ikke jeres skyld, der er ikke noget der er jeres skyld vel. Kom så, nu går vi hen til kassen, og når vi kommer ud i bilen kan vi få os nogle mælkesnitter, det har vi fortjent ikke også" hun rejste sig op, mens hun kiggede på de små børn som igen var blevet to store smil, ved tanken om mælkesnitterne som lå i vognen og ventede på dem.

Betina klarede turen hen til kassen med hendes favn fuld af varer, uden at tabe noget igen. Da hun havde lagt varerne fra sig på båndet, kom hun i tanke om at hun havde glemt at få fat i det kort hun manglede. Hun mærkede panikken bruse frem i hendes krop igen, men formåede denne gang at ryste den af sig. Hun kunne bare lave et selv når hun kom hjem, så hjælpeløs var hun da heller ikke, selvom hun købte pulverkage. Hun skulle bare bruge et stykke papir, en saks, noget lim og et billede af Tobias. Hun havde jo et gammelt billede fra hans barnedåb, det kunne hun sagtens bruge. "hallo" kassedamens stemme hev med ét, Betina tilbage fra sin dagdrøm om det perfekte fødselsdagskort. "det bliver 500 kr", "åh ja selvfølgelig" Betina begyndte at rode sin pung igennem efter dem femhundredekroneseddel, som hun vidste at hun havde hævet inden hun tog til byen.
Ovre ved kassen på den anden side stod de to lårkorte unge piger, og lagde hele deres værtshus af flasker op på båndet. Den lyshårede gik hen for at betale. Imens var den mørkhårede gået ned  for enden af båndet, som et andet lille barn med sin mor ude at handle. Hun pillede lidt ved sin piercing, hun var egentlig godt tilfreds med deres køb af alkohol, hun var egentlig godt tilfreds med det hele. Deres lejelighed var blevet dejlig at bo i, og de skulle nok finde noget arbejde en dag, men ind til videre stod den bare på fest hver eneste weekend, for at glemme. Det hele var i hvert fald bedre end at være derhjemme, hvorfor kunne hendes forældre ikke bare blive skilt, og så få det hele overstået, i stedet for at skændes dag ud og dag ind. Hun kunne ikke huske at det ikke havde været sådan. Lige siden hun var helt lille havde hendes far sovet på sofaen, og hendes mor inde i deres soveværelse, og om dagen havde de enten skændtes eller bare holdt sig fra hinanden. Det havde plaget hende i skolen, hvor hun altid enten pjækkede eller fik rodet sig ud i en masse problemer. Og en dag var det bare blevet for meget, så hun valgte at flytte i egen lejelighed med sin bedste veninde. Det var livet ikke at leve, og bare drikke hjernen ud hver weekend, til lyden at den pumpende bas, og folks råben og latter. Det var lykken at stå ude på det snavsede toilet inde på en eller anden bar inde i byen, kigge sig i spejlet, og synes at man var den lækreste i verden, samtidig med at kunne mærke den brusende fornemmelse i kroppen, af at være så stang stiv at man ikke kunne stå stille, men stå sådan og svaje lidt fra side til side. Det var lykken at bo i lejelighed med sin bedsteveninde, det var lykken at have mindst én ny fyr med hjem hver weekend. Lykken lå som en løkke om hendes hals og kvalte hende. Måske var lykken i virkeligheden løkken. "tror du at vi kan have det hele i én pose?" den lyshåredes stemme fik den mørkhårede til at fjerne fingrene fra sin nu ømme piercing, "ja klart".

Betina fik puttet alle sine varer ned i sit medbragte net. Lidt miljøbevist havde man vel lov til at være. Hun stirrede forarget på de to lårkorte unge piger, som stod ved kassen ved siden af hendes, og kæmpede for at få plads til alt deres alkohol i én pose. Hun rystede på hovedet af nutidens ungdom, og tænkte i hvert fald sit: "sådan nogle billige tøser, gad vide hvad deres forældre har at sige til dem når de kommer hjem med alt det". Hun ville ikke tages i at stå og stirre på de to billige tøser, så hun skyndte sig ud af Kvickly.

Den lillaklædte gamle dame havde endelig fået sig snøvlet ud af forretningen, og havde fundet hen til den ventende hjemmehjælper i den store hvide kommunebil. Den unge hjemmehjælper smækkede bildøren bag sig, og gik hen for at tage imod sødmælken, som den lillaklædte gamle dame hele tiden var ved at tabe med sine svage rystende hænder. Hun strammede sin korte hestehale, og tog imod mælken. Pludselig så hun meget mærkeligt på den lillaklædte gamle dame, og sagde med et ét stort smil og et glimt i øjet "hvad pokker! Har du købt en mælkesnitte?", hun stirrede overrasket på mælkesnitten i den lillaklædte gamle dames anden hånd, "er du ved at gå i barndom eller hvad? Er du sikker på at du overhovedet kan spise den?". Den lillaklædte gamle dame lod spørgsmålet omkring hvorvidt hun kunne spise den passere, og vendte bare sit solbeskinnede ansigt mod den unge hjemmehjælper og sagde: "livet skal jo nydes mens man har det". Hjemmehjælperen kom med et lille rørt grin, tog så den lillaklædte gamle dame under armen, og fulgte hende hen til bilen. Hun mærkede sveden på hendes pande og pustede af den ulidelige varme: "puha, det er godt nok varmt, det bliver godt at komme indenfor hjemme på hjemmet var", den lillaklædte gamle dame sagde bare med sit blik fast rettet mod den hvide bil: "er det ikke noget med at vi skal grille i aften?". Hjemmehjælperen stoppede op og så forbavset på den lillaklædte gamle dame, som hun troede hun kendte, og efter et sekunds pause sagde hun: "jo vi skal grille røde pølser", "det lyder dejligt" svarede den  gamle dame, og forsatte gåturen hen mod bilen uden hjemmehjælperen. Den målløse unge hjemmehjælper stod et kort øjeblik smilende med hænderne i siden, mens hun rystede ubegribeligt på hovedet af den lillaklædte gamle dame, inden hun igen tog fat om hendes arm, som klemte beskyttende om den kolde mælkesnitte.

Betina tørrede sin svedfyldte pande af, da hun trådte ud i den bagende sol. Hun orkede ikke ind i den overophedede bil, hun orkede ikke at skulle køre hele vejen hjem, hun orkede ikke at holde fødselsdag, hun orkede ikke at skulle have gæster, hun orkede ikke at skulle virke glad og frisk som hun plejede, og hun orkede ikke engang at skulle til at bage pulverkage. Men hun var nød til at gøre det, tage hjem og bage kagen, selvom det ikke var den kage hun ville have haft, hun var nød til at lave fødselsdagskortet, som hun selvfølgelig havde glemt at købe, hun var nød til at dække bord og gøre rent til gæsterne kom. Og hun var nød til at være ét stort smil når gæsterne kom, så de rigtig ville blive misundelige på hendes overskud og livsglæde. Hun var nød til at gøre det for børnene, de skulle ikke have en eller anden svag mor som lå på sofaen og græd hele dagen, og som bare tog til bageren og købte en færdig kage når der var fødselsdag, det var ikke sådan en mor hun ville være, det var ikke sådan en mor hendes børn havde fortjent. Hun var også nød til at gøre det for Carsten, vise at hun sagtens kunne klare det hele, og ikke havde den mindste smule brug for ham, hendes elskede mand.
Hun låste bilen op, smed nettet med varerne ind på bagsædet og satte sig bag rettet. Hun udstødte et støn da hun lukkede døren ind til den ørkenvarme bil. Hun lukkede øjnene og hvilede sit hoved mod hovedstøtten på sædet et øjeblik. Så slog hun igen øjnene op, da hun kom i tanke om hvor stresset hun jo var. Hun sukkede ved tanken om sin "familie" derhjemme, og i det hun drejede nøglen rundt og motoren tændtes, satte den korthårede kvinde sig ind på forsædet i deres dybblå bil. Hun lod døren stå åben, så de kunne få lidt frisk luft ind. Hun vendte sig rundt og kiggede på de to børn, som artigt sad på bagsædet og ventede. "nå unger, har vi ikke fortjent nogle mælkesnitter nu?", hun rakte to af de medbragte mælkesnitter mod børnene, som ivrigt rev dem ud af deres mors hænder. Hun tog også sin egen, som hun havde lagt på det tomme sæde ved siden af hendes, og åbnede den forsigtigt. "moar?" den lille pige fra bagsædet kiggede med store øjne hen mod den korthårede kvinde, som smilende vendte sig om mod sin datter: "ja skat, hvad er der?". "skal vi så hen til mormor nu?". "ja, mor sætter jer af hos mormor lige om lidt ikke også, fordi mor jo lige skal en tur på hospitalet ligesom hun er hver uge ik'", den korthårede kvinde prøvede at fastholde sit smil. "du skal ikke blive der ligesom sidst vel?" den lille piges stemme blev lidt urolig. "bare rolig skat, mor kommer og henter jer igen ved aftenstid, og så kan vi køre ud og få os en is ikke også", hun mærkede en lille klump i halsen, mens hun stadig prøvede at fastholde sit smil, så hun ikke ville påvirke dem på nogen måde. Hun ville virkelig gøre alt for at de havde en normal tilværelse. Og at de kunne hygge sig sammen andre steder end på hospitaler. Hun ville gøre alt for dem. Hun ville gøre alt for livet, for livet med dem. Barn nummer to sad tavst ved siden af den nu også tavse datter. Men brød så pludselig stilheden og sagde rettet mod sin mor: "tak for mælkesnitter", den korthårede kvinde kunne ikke lade være med at le, hendes øjne fyldtes af glædestårer, og hun fik gennem sin milde latter sagt: "åh skat det var så lidt da". Så vendte hun sig om, tog den første bid af sin mælkesnitte, og lukkede øjnene af ren nydelse.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...